Billeder fra et bestyrelseslokale

Bestyrelsen bukker og blænder et vindue

2010-09-18T11:21:00.001+02:00

Det gør ondt helt langt ind i sjælen at skulle lukke bloggen, men det er ikke desto mindre mit eneste valg lige nu.

Bestyrelsen består. Sekretærerne tager stadig noter for fuldt drøn, økonomichefen hiver totter af håret og salgschefen har sex med HR-damen under bordet.

Bestyrelseslokalet er i mit hoved - på godt og ondt - og jeg har stadig behov for at kaste billederne ud i det fri, for at mærke, at nogen griber dem, om ikke andet, så fordi jeg ikke fungerer, hvis jeg ikke kan skrive. Skrivningen har været min ventil, en måde at processere mine tanker på og jeg skriver af lyst og af liv. Fordi jeg visner, hvis jeg ikke kan kommunikere på skrift.

Mine tanker opstår ikke for at såre andre og jeg er ikke fri for at føle mig begrænset og afskåret fra noget, der for mig er meget værdifuldt og som viser, hvem jeg er.

Jeg kan ikke - og vil ikke - styre, hvordan andre læser bestyrelsesbillederne, fordi jeg ikke er herre over, hvor andre er henne i deres egne tanker og hvilke udfordringer de selv slås med, men jeg kan godt blive meget meget ked af, at perceptionslæren slår SÅ hårdt igennem, at mine billeder læses på samme måde som en vis herre læser bibelen.

På det seneste er mennesker, som jeg holder af, blevet kede af det jeg har skrevet og en enkelt er endda gået så langt som til at sige, at vedkommende hader bloggen, fordi den påvirker alle omkring mig. Det bliver jeg nødt til at reagere på.

Tak for turen, jeg har sat stor pris på hver eneste kommentar, jeg har fået. Bloggen har givet mig nye venner, både cyber-folk og meget virkelige og nære veninder - og bloggen har faktisk også været stærkt medvirkende til fritidsansættelser og et enkelt fast og velbetalt job.
Det bedste ved bloggen har for mig været at mærke, at I derude har forholdt jer til det jeg har skrevet og det kan jeg slet ikke takke jer nok for.

Jeg skriver fortsat. Der dukker et online madmagasin op inden længe, hvor der vil være artikler med mit navn under.
Og så vil der være en blog, som rummer bestyrelsesbillederne, også i fremtiden.
Den kommer bare til at være et sted, hvor der er æggebakker på væggene, så ingen hører hvad der foregår til møderne, med mindre de frivilligt er gået derind.

Det har - for mig - været en fornøjelse.

Would you consider NOT marrying me?

2010-09-17T19:52:00.000+02:00

For snart mange år siden havde jeg et forhold, som på mange måder var helt perfekt. Timingen var rådden, og den bærer også æren for, at vi kom fra hinanden ret hurtigt igen.

Det fascinerende ved den måde det forhold begyndte på var, at ægteskabsprojektet på intet tidspunkt tog form. I ved... når især kvinder gør sig skyldig i en dødssynd: At tænke for langt frem, tænke ting i smadder, snakke for meget og med vold og magt forsøge at få alting gjort til en plan med underoverskriften os to for evigt, basta: Ægteskabsprojektet.

Måske var det timingen igen. Han var lige kommet ud af et langvarigt forhold. Jeg var på ingen måde parat til at tænke i ægteskabsprojekt-baner, selvom guderne skal vide, at jeg både tidligere og senere har excelleret i disciplinen.

Vi kunne ligge på et trægulv og snakke om dilemmaer og holdninger. Rød versus blå (hvad ville du vælge?), pest eller kolera, bøf eller sushi, Himmerige versus genfødsel og det evigt genkommende spørgsmål: Flemming Knudsen (aka borgmester fadøl) eller kirkebryllup?

Alle spørgsmålene udelukkende for at afdække, hvordan den anden hang sammen som person. Præferencer var interessante, tanker var meget tiltrækkende, mennesket et mysterie. Projekter ikke i syne.

I min omgangskreds er det i årenes løb sket, at folk er gået fra hinanden og det har en gang imellem slået mig, hvordan mennesker kan være fuldstændigt knuste af sorg over tabet af drømmen om fremtiden og det afbrudte projekt. De ligger ikke i fosterstilling og vræler fordi de savner den person, der nu er gået eller blevet smidt ud, de begræder den tabte mulighed for at realisere drømmeprojektet.

Det er selvfølgelig også rigtigt svært at savne et menneske, som man i et år har holdt i så stram snor at begges udsyn har været begrænset.

Når man står helt tæt på et andet menneske, ser det ud som om personen kun har et øje. Resten bemærker man ikke. Kommer man ud i dansefatning er der langt bedre muligheder for at se sin partner.

Et forhold skal bestå på grund af beboerne og ikke for at holde projektplanen. Det kan være svært for de veninder, der har prinsessedrømme om at stå brud, få 2.1 barn, to biler og en sød svigerfamilie at bremse sig selv og familiens forventninger og vente på at der kommer et menneske forbi, de har lyst til at lære at kende først.

Jeg har en god påmindelse om det, fordi jeg nu - maaaange år senere - stadig har den største respekt for ham, jeg kendte dengang. Vi var begge to nogle kludrehoveder og gjorde ting, som vi nok kan fortryde nu (jeg gør ihvertfald). Timingen var lige til at returnere, men han var der som person og ikke som brik i et projekt og er derfor ikke rammet ind i bitterhed og pigesurmule, når jeg taler med ham nu. Der er kun gode minder tilbage, selvom der også var tårer dengang.

Jeg siger ikke, at jeg ikke stadig kan gå i projektfælden, men det går bedst, når jeg lader være. Og i morgen kommer der Fire bryllupper og en begravelse.

Jeg ved det, jeg er en sucker for alt for selvfølgelige sandheder udsat for filmmanuskript. Og blog.

Stress er sådan et tarveligt modeord

2010-09-15T20:39:00.003+02:00

Jeg kan spotte på lang afstand, når andre mennesker er pressede, stressede og har fået alt for store krav smasket lige op i fjæset. Ikke fordi kravene er urimeligt store, de matcher bare ikke til situationen. Mit problem er, at jeg ikke kan se det, når jeg selv er mast helt ned mellem plankerne.

Her er derfor lige et par retningslinier til mig selv. En guide, som du selvfølgelig også er velkommen til at bruge, hvis du synes at vi skal have veninde-fixpunkter.

Man er for langt ude, når man midt i en sætning må forklare, hvad det er man ikke kan huske navnet på: Du ved den der store bygning i København... ikke der, hvor prinsen og Mary lige er flyttet ind og som jeg heller ikke kan huske hvad er, men den anden, hvor Folketinget ligger.. iiiih.!

Det var ikke mig, der sniffede det sidste kontaktlim, det var det altså ikke.

Det er gået for vidt, når man igen bliver vækket midt om natten og hovedet summer af allerede opsparet søvnmangel og man så ikke bliver lettet over, at klokken kun er halv tre, så der er 4 timer mere at sove i, men istedet tænker over, om man skulle stå op og lige få orden på vasketøjet, lave spinningmusik eller skrive den interessentanalyse igennem. Ganske uden at tænke over det urimelige i, at zombier og spøgelser bliver frarøvet deres enemærker. Det er også først om natten, man kommer i tanke om, hvor man lagde nøglerne dagen før, ikke kunne finde da det gjaldt og derfor kom afsted med ekstranøgler i løsvægt, så man kunne glemme dem på jobbet. Man må sprede sin indsats.

Underligt nok fejler hukommelsen intet, når det kommer til fuldstændigt inferiøre detaljer som hexkoden på kundens helt specielle røde farve eller når det kommer til det, han sagde den aften for 25600 somre siden. Og jeg husker aldrig forkert. Blev der sagt.

Jeg hvæser heller aldrig uberettiget. Host. Jeg er heller ikke nærtagende i unormal grad, selvom jeg tror, at der er konspirationer igang for at udstille mig som en inkompetent tøs på arbejdet og derfor må på toilettet for at hyperventilere ned i sammenfoldet toiletpapir og samtidig tænker på, om det er tyveri fra arbejdspladsen (ureglementeret brug af både tid og toiletpapir). Ikke spor nærtagende. Eller sensibel. Eller noget.

Man er måske også en lille smule ophængt, når man åbner sin blog og undrer sig over, at der er gået 14 dage siden sidste indlæg, når man nu lige har publiceret det sidste. Eller kommer i tanke om, at der vist lige er løbet en invitation til barnedåb ind pr sms, som man burde svare lidt hurtigt på - og den så er 2 dage gammel (Undskyld)

Jeg er her endnu og jeg har det godt. Så vidt jeg husker.

I den jyske overskudstidszone

2010-08-31T05:41:00.000+02:00

Jeg er på vej til København for at afholde en strategiworkshop, der begynder klokken 8.45.
Det betyder, at jeg har været afsted siden klokken 04. 00. Fire.

Hvordan kan Københavnere (generelt, Københavnere. Det skete også i det firma jeg var ansat i, før jeg kom til verdensfirmaet) planlægge møder, der begynder 8.45 og ikke tænke over, at vi stadig ikke rejser med warp-speed fra Danmarks rigtige hovedstad?

Der er et faktum, at det er hurtigere at køre fra Århus til København end omvendt. Åbenbart.

På den lyse side, får jeg lov til at se min by i mørke, med tomme gader, solen stå op og landet vågne. Hilste lige pænt på en bager, der sad og sang i sin bil. Vi hørte samme radiokanal.

I'm a survivor

2010-08-28T21:44:00.004+02:00

Bilka. Lørdag klokken 14. De af jer, der også har en Bilka som lørdags-nærbutik, sidder allerede og krummer tæer og har grimme tics ved øjnene.
Det er som at træde ind i et online-spil:

Der er figurer derinde, der ligner orker iklædt skjortebluse. De fylder mæ helved te i gangene og bevæger sig i slowmotion med deres enorme måse på slæb efter megavogne.
Der er små irriterende tikkende bomber (aka andre folks børn) som man skal sørge for at styre uden om.
Og så skal man finde alle de ting, der står på sedlen inden man må komme ud. Tiden tikker. Jeg har det med at holde vejret ubevidst. Stig Åvall Severinsen kunne lave sit næste ekstremforsøg i Bilka og se om han kan slå min rekord.

Idag skulle jeg blandt andet finde ingredienser til the infamous Mississippi mud pie, for der skal holdes fødselsdag i morgen the american way.

Skulle have pecan-nødder.
Der var alt andet end pecan. Små indtørrede gnallinger af nogle tranebær til overpris tronede blandt paranødder og de der lange blege man rister på panden, men ikke mit trofæ. Jeg fandt dem, noget der føltes som et forhindringsløb senere, banket helt ind i bunden af en hylde ovre i økoafdelingen, ved siden af marmelade.

Med fuldt lastet kæmpevogn skulle jeg bare finde to ting mere. Tiden var ved at løbe ud, blodsukkeret var faretruende lavt (alle de, der nogensinde har været i min periferi når det sker ved, at der så er ca 26 sekunder til melt down of the core), jeg havde det som om jeg skulle op efter ilt til min hjerne og så dukkede de værste modstandere på Bilka-banen op: Indvandrerne.

Jeg tænker ikke her på de mennesker, der er indvandret til Danmark fra Tyrkiet eller andre udlande. Jeg tænker på de indvandrere, der kommer valfartende ind fra oplandet på lørdagsudflugt, iklædt deres stiveste puds.

De er livsfarlige.
Først på parkeringspladsen, for de kører som om de kun kører Massey Ferguson til daglig, og siden inde i gangene, hvor de kigger på bland selv-slik-tilbygningen og sportsudstyrsafdelingen som om de var på guidet tour i Rom. Idag var der en der med et sennepsglas i hånden udråbte højt: Har du sjet? Det heer fik vi oss i Tyskland, det var da sjow. Kører man forbi sådan nogle med specialøl og iPhone har man på fornemmelsen at de vil tage et billede.

Til gengæld har Bilka nogle meget venlige hjælpere, som man kan benytte som livline. Ham jeg gik hen til løftede ikke et øjenbryn da jeg råbte på hjælp og betroede ham at han var den eneste i hele verden, der kunne forhindre, at jeg ville lægge mig ned på gulvet og skrige. Han skulle bare fortælle mig, hvor de gemte marshmallows til min kage af Mississippimudder.

De har verdens største slikafdeling. Man kan fare vild i chokoladerne. Og de har ikke marshmallows lige idag.

Jeg slap ud. Min tak går til kassedamen og til sofaen, der lagde ryg til 15 minutters fosterstilling. (ikke kassedamen, altså. Selvom det var tæt på)

Melder missionen fuldført. Håber godtnok at kagen bliver god.

nå ja... og så er jeg grådlabil

2010-08-25T21:46:00.001+02:00

Det var en personalefest, der skulle til for at blæse mit dårlige humør lidt på afstand. Jeg er så priviligeret at arbejde i et firma, hvor man til sommerfesten kan stille sig op på en havebænk sammen med to fra ledergruppen, erklære en ny ledergruppe for dannet uden at nogen føler sig fortrængt og derefter synge Anton aus Tirol i uskøn treklang.

Jeg er endnu mere priviligeret fordi jeg har de mest fantastiske kolleger, der ikke er blege for at dele en god krammer og en anerkendelse på det personlige plan ud. Den manglede jeg lige, sammen med sangria i store gryder, grimdans og ... se nu skinner solen på mig og har gjort det lige siden fredag.

Jeg er træt for tiden, uvist af hvilken grund og jeg har skrevet mange vrede og uforståelige blogindlæg. Dem beklager jeg, for jeg gider ikke selv belemres med andres galde.

Der er så meget godt i mit liv.
Begge mine søstre bringer nye familiemedlemmer til verden. Jeg er lige blevet slået til moster af en rødhåret, lille fin Lea og lige om lidt må jeg hilse på min første nevø. Det er så stort og det bliver ikke mindre af, at veninderne snart har små mirakler i armene også.

Jeg har ham her, som er mit lys (siger den mærkelige kattedame) - og grunden til at jeg får rigtigt meget frisk luft. Han står lige nu og tramper på mit tastatur, forresten

Så... En taskefuld af solskin til dig, der ligger i blåstribet hospitalssengetøj og gør mig pivbange og hjemmet stort og tomt: Du skal være en del af mit liv længe endnu.

Mens vi venter på Gunbritt

2010-08-25T13:47:00.003+02:00

Er det, hvad jeg tror det er? spurgte han et sted over mit hoved. Han lød helt glad.

Da det gik op for mig, hvad han mente (han rykkede det rimeligt brutalt ud af min hovedbund) syntes jeg i øjeblikket ikke, at det var værd at lyde glad over: Det var et gråt hår og det var mit.

Vent, der er et til, nær-jublede han, mens jeg følte alderdommen snige sig ind i alle mine led og fik lyst til småkager. Ploink! Måske kommer du til at ligne Gunbritt? ønsketænkte han højt. For hvis jeg skulle have en rigtig voksen kæreste, så skulle det altså være hende.

Suk. Jeg ville ikke have noget imod at være så smuk som Gunbritt. Men 'voksenkæreste'?
Jeg er ikke sikker på, at jeg er klar til transformationen. Skulle måske hellere bestille tid hos hans voksendrøm...

Søvn er undervurderet

2010-08-23T15:49:00.001+02:00

Dit behov og dit behov .... Du er nok vigtig, hva?

Som du udtaler, hvor meget du har behov for mine tjenesteydelser, opmærksomhed, opklaringer og handlinger, skal du bare vide, at mit reelle nærvær automatisk slår fra efter en vis mængde insisteren eller 21 sekunder. Whatever comes first.

Hvis du tilmed slår over i at gentage det du lige har sagt eller endnu værre noget JEG lige har sagt, som du insisterer på at gøre til dit eget, så får jeg travlt med at hente øjnene tilbage fra refugiet i mit baghovede, hvor de triller hen.

Tag det ikke ilde op, det er ikke personligt. Det er heller ikke fordi jeg ikke ved, hvordan man opfører sig og jeg er fuldt ud klar over at min status har tvangsindlagt mig til en bestemt mængde insisterende krav om at opfylde dine behov.

Jeg trænger bare til en pause. En meget lang ferie eller et nyt job, hvor jeg får penge for at læse bøger i mit eget tempo eller lave mad (Hey, har jeg sagt at jeg skal skrive for madmagasinet.dk, forresten?) eller til at tabe 7 kilo og få massage.

Jeg er fuldstændigt klar over, at jeg skal hanke op i mig selv og mobilisere min evne til at fabrikere tidsrapporter og færdige kundekartoteker, metodikmapper på phd-niveau, mentorydelser, kravsspecs og professionel tale mens jeg udvider mine gode kunders budget til det dobbelte eller tager afskrivningen for at de ikke bliver sure.

Det kan godt være. Jeg oooooorker bare ikke mere. Jeg er nede på kun at stykke de uprofessionelle sætninger sammen og være træt af andre menneskers måde at tale på.
Også din.
Er det ikke mærkeligt, at det kun er småfejlene i løbet af en lang dags hårdt og nogenlunde godt arbejde, der bliver påtalt?

Hm?

Nå, jamen så skal jeg nok flytte mig fra parkerings-bom-billetautomaten, så du kan komme ud. Tak fordi du lyttede.

Indrømmelse og en af de syge forklaringer på tingenes tilstand

2010-08-20T14:05:00.000+02:00

Indrømmet, jeg har måske ikke kørt så godt bil på det sidste. Ikke fordi jeg har været mere galsindet end jeg plejer, men fordi jeg har haft alt for meget om ørerne.
Jeg tager ikke ordet stress i min mund. Mere. Jeg tager ikke noget så voldsomt i min mund og sammenlignet med, hvad jeg i tidernes løb har udsat min mundhule for, siger det ikke så lidt.

Det er fordi jeg har sovet på CabInn i grønne lagner 4 gange på 2 uger. Manglende ilt til hjernen.

Lad os bare sige, at det også er derfor jeg ikke har blogget så meget på det sidste, jeg ved godt at jeg skylder et 10-buds-indlæg, som Linda har udfordret mig til. Det kan meget vel gå hen og blive et indlæg om top 10 af sjuskefejl, jeg har lavet på det seneste eller de 10 mest pinlige øjeblikke.

Jeg må konstant minde mig selv om, at jeg gør andre en tjeneste ved at dumme mig. Jeg forsøder fx min ledelses liv ved at udvise en eklatant manglende evne til at huske navnene på mine største kunder til salgsmøderne. Det lykkes mig ikke helt at overbevise mig selv om at de, mens jeg slår mig selv for panden og skammer mig, giver mig points i bogen og indstiller mig til forfremmelse.

Trafikal bodsgang

2010-08-15T20:22:00.000+02:00

Jeg er god til at køre bil. Selvom passagerer godt kan træde buler i gulvet, når de kører med mig er det altså rigtigt nok. Lige bortset fra når jeg er vred.

Det sker heldigvis ikke så tit, at jeg gider svinge mig op til de højder og det sker endnu sjældnere at jeg gider at bruge dyrebar køretid på den slags hidsigheder, for jeg kan godt lide den fred jeg har, når jeg kører alene.

Så undskyld, for helvede, men jeg har været presset efter min ferie fordi jeg synes det er synd for mig, når jeg ikke kan få en lur efter min 3. kop formiddagskaffe og derfor blev jeg gonnok lige lidt hønserøv på den militante måde, da du skulle parkere lige midt på vejen og mente, at jeg da godt lige kunne vente imens du slæbte dine 2 kasser tilbudssodavand ind i opgangen. Havde vi nu været i Italien og havde jeg haft ferie, så havde jeg nok bare smilet overskudsagtigt og studeret din mås lidt mens du slæbte, men Århus midtby og trælse fløjlsbukser?

Jeg blev selv ret forskrækket over mig selv og havde svære samvittighedskvaler resten af dagen, men du så altså lidt sjov ud, da du stod på ballerinatå for ikke at få et klap i fløjlsbukserne af mit sidespejl. Det var råddent kørt. Indrømmet. Jeg skammer mig.

Jeg må hellere med det samme indrømme, at jeg har overhalet indenom i fredags også, nu jeg er igang. Men ved du hvad, Inger? Jeg turde simpelthen ikke køre bag dig i yderbanen længere. Det er ikke en god ide at afprøve sine nye briller med glidende overgang, køre 115 km/t i yderspor og samtidig skrive sms til Gud ved hvem. NÅR MAN IKKE KAN FINDE UD AF AT BRUGE SPEJLENE!
Ko. Farlig ko.

Til de af jer, der stadig frygter at møde mig i trafikken, især når der er hjemmeværnsfolk i nærheden, kan jeg kun sige: Jeg skal ikke selv køre, når der er U2-koncert i Horsens i morgen.

Pauseplanlægning

2010-08-09T15:19:00.001+02:00

Ikke alt, man hælder i hovedet for at legitimere pausen, tjener formålet.
Tag nu bare kaffe (ja tak), som er min krykke og som jeg kan drikke når som helst, der skal tænkes tanker, snakkes, stirres ud i luft og trækkes vejr.
Kaffe speeder op, slapper ikke af. I virkeligheden kunne alt muligt andet, der var nogenogfirs grader varmt indtages med langt større succes, når kriteriet hedder pause.

Telefonbeskeder og mails. På alle større konferencer med respekt for sig selv, sørges der for at der bliver telefonpauser. Alle konferencer, der har bare lidt med kommunikation at gøre, bør sørge for, at kalde det for telefontid istedet, omgive det med først en pause, så man kan forberede sig på telefonbeskedernes indhold og ruste sig til at handle på de mails, der er tikket ind og bagefter en pause mere, så der er en reel mulighed for at få hovedet drejet i retning af fokus igen.

Når jeg begynder på arbejde efter ferien igen vil jeg sørge for at holde pause uden colakaffeiPhone. Bare en gang i løbet af dagen.
Dementi kan muligvis udsendes efter to arbejdsdage, hvis det viser sig at være komplet uladesiggørligt. (Næste år kan jeg så forsøge at holde ferie helt uden at tjekke mails, måske)

Og så lige i den forbindelse:
Normalt læser jeg blogs og surfer på nettet, når jeg trænger til en pause fra kommunikationsrådgivning, fakturering og alt det andet, jeg får løn for. Det er god inspiration, som samtidig skaffer mig ilt til hjernen.
Så hvad sker der for de bloggere, der vælger at stille spørgsmål og afkræve svar? Arbejde? I min pause?

Skriver jeg og slutter selv med et spørgsmål. Flot.

Mellemtid

2010-08-05T22:50:00.000+02:00

Jeg har før nævnt at jeg ikke forstår hvad folk mener, når de beder mig om at passe på mig selv.

Ikke fordi jeg ikke forstår, at de synes jeg skal tage hensyn til mig selv, men fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal gøre, for at passe på mig selv.

Ville det ikke bare være meget lettere, hvis man i virkeligheden sagde hvad man mente, istedet for at sige 'pas nu på dig selv'?
For det er sjældent, at man ikke kan gøre det mere konkret.

For nu selv at blive helt konkret, så lad mig give et særdeles nærværende eksempel.
At jeg har skrevet på denne blog, har ikke altid været let at acceptere for familie og kæreste. Og det har ikke været let for mig at forstå, at mine ego-centrerede betragtninger kunne fremprovokere de kommentarer og reaktioner som jeg har fået udenfor kommentarfeltet.

Til tider har jeg brugt meget tid på at skrive indlæg både her og andre steder og samtidig med et meget spændende fuldtidsjob og instruktørjob, har jeg været meget optaget og det har selvfølgelig virket som om skriverierne har krævet meget af mig, når jeg sad med fingrene på tasterne hver aften.

Pas nu på dig selv, blev der sagt i begyndelsen, indtil det blev oversat til Lenesk: Det ser ud som om det går dig på at skulle passe bloggen og samtidig med at du hele tiden skal undgå at skrive om det, der rigtigt fylder. Det ser ud som om det koster dig for mange kræfter. Måske skulle du prøve at drosle lidt ned.

Selvfølgelig tog jeg det som en kritik (ja, ja! Sådan er jeg også) og efter at have ruget på den besked længe, måtte jeg overgive mig. Det var klar tale. Der var for en gangs skyld en konkret formulering af, hvad vedkommende mente jeg skulle gøre istedet for den sædvanlige 'pas nu på dig selv' og en reel diskussion blev pludselig mulig.

I har nok fundet ud af, at jeg har forsøgt at drosle lidt ned. Hvilket har været angstprovokerende, for der er en kamp på læserantal her i blogland og jeg er helt klar over, at jeg har mistet læsere ved ikke at levere daglige opdateringer.

Jeg er her endnu. Og jeg skriver indtil videre ikke andre blogs end denne, sådan for alvor. En ny personlig blog er i støbeskeen, men... jeg passer lige på mig selv.

Sol, vand og ovenpå (lige om lidt igen)

2010-08-03T22:19:00.000+02:00

Sol i spandevis. Sporten hver morgen var at gætte, hvordan vejret var, ude på den anden side af skodderne.
Sol og blå himmel eller sol og blå himmel?
Rejsebureauet skal have ros for at være mere Smilla'ske (I ved; det der med at have 121 forskellige ord for sne): Der var luftig sol, smuk sol, blæsende sol og varm sol.

Jeg er helt solet op og helt nede i gear. Afslappet og i mit allerbedste, mest tilfredse feriehjørne. Eller... Det var jeg ihvertfald indtil tilbagerejsedagen og jeg satser hårdt på at være det igen i morgen, når jeg har sovet 5 kvarter i timen.

Ser du. Der er de mææærkeligste mennesker med sådan noget charternoget. Det lykkedes os at holde os væk fra dansker-lejrene, dansker-restauranterne og alle dem med 'traditionel' på menukortet, for det betød gerne at de tykke danskere mente at Stavros skulle udgive en CD med de evner han havde for at spille på den der græske ... lut. Og vi holdt os laaaangt væk fra hotellets pool, for der havde de bygget rede i dagtimerne.

Da sedlen med 'flyet er desværre 2 timer forsinket' kom op, gik jeg derfor moderat i panik, for der var klokken mange og der var ikke rigtigt andre steder at være end i poolområdet, mens minutterne sneglede sig afsted.
Jeg er nu helt sikker på, at castingen til 'De unge mødre' foregår lige præcis der. Jeg kunne mærke de sidste rester af selvopholdelsesdrift sive lige så stille ud af mig med hvert klorholdigt åndedræt.

Jeg blev trukket væk fra området og udstyret med et seriøst adgangsforbud, inden jeg besluttede mig for at kvæle Laila fra Randers med billedet af hendes egen søn og resten af hendes 4. lyserøde drink og derefter stille mig hen og stirre lige op i den kolde tændte bruser for at få det bare lidt bedre.

Det føltes allerede da som om alle ledningerne i mit hoved var strippet for isolering og rodet rundt af en gang speed-kluddermor. Og så så jeg sedlen med 'flyet er yderligere forsinket'.
2 bonustimer mere inden jeg sad i flyet bag Dorte (130kg/190 cm) der besluttede at bevise at store mennesker også kan være friske. Freeezzzzke. Alle hendes bevægelser var overdrevne og jeg sværger, at hendes flysæde lukkede øjnene og skreg, da hun formeligt hoppede ind på plads.
Det gjorde jeg ihvertfald, for mine knæ var lige bag hendes trampolinsæde.

Jeg skal nok blive frisk og happy (og stadigt brun som en perfekt stegt juleand) i morgen. Nogen har stadig en masse ferie, der skal holde. Samme nogen skal ikke nødvendigvis på charterferie mere i år.

Her går det godt, send flere penge

2010-07-29T17:02:00.000+02:00

Det blev alligevel sommer.
Jeg ved godt, at det er ufint at nævne det, men mens det regner i Danmark, sidder jeg her med nye solbriller, iskaffe, solskin ombord, 35 grader og udsyn til mængder af mennesketyper, som man gerne må studere.

Jeg nævner lige kort Iljitj, russeren med leopard-badetrusser trukket helt op til navlen og de største flyveører jeg til dato har set. (intet ondt om flyveører, jeg har selv et af slagsen. Kun et)
Iljitj er meget glad for vandet. Så glad at han med vand-nedlagt hår og smil fra øre til øre bliver nødt til at jubel-gribe i leopardtrussen.

Der er iskaffe, fik jeg sagt det? Fik jeg også sagt at solbrilledamen insisterede på at lave en kop af sin egen kaffe til mig?

Her er lige til at holde ud at være.

Det er bare en pakke sølvpapir, slap nu lidt af!

2010-07-24T20:16:00.000+02:00

Efter et par dage med selskab, familie, varme og ondt i maven er jeg nået til det for kvinder så frygtede tidspunkt: Frådende irritation.

Alt er megairriterende idag og samtidig kan ingen mennesker finde ud af at gøre noget rigtigt. For det har da slet ikke noget at gøre med mit eget humør, der får mig til at gro hugtænder.

En servicemeddelelse til alle mænd: Aldrig, aldrig bede mig om at slappe af, når jeg er irritabel. Det eneste der sker er, at jeg hidser mig endnu mere op, for siden hvornår har 'slap lidt af og træk vejret ned i maven' EVER været andet end et quickfix til en situation, som ikke kan løses?

Efter træning, hvor fisseletter insisterede på at tale i mobiltelefon i mobil-fri omklædningsrum om absolut ingenting og møgkællinger klædte om på toiletterne, så vi andre måtte stå og være for sent på den med blærer som truede med at lade gå i noget der lignede evigheder, begav jeg mig ud i diverse ærinder, som jeg efterhånden bør have lært, ikke skal lægges på lørdage, fordi vejene er befolkede af trafikimbeciler og gamle damer, der tror, at bakspejle kun er til for at tjekke om læbestiften er løbet ud.

På et tidspunkt befinder jeg mig - allerede rødglødende - i LIDL. Af alle fucking steder skal jeg selvfølgelig bevæge mig ind i den butik jeg hader mere end Richard Ragnvalds hår og 'kære lille mormor'.

Da jeg står i kassekøen er der en indvandrermand, der læner sig ind i mit synsfelt og siger: 'Er det lige OK at jeg lige kommer til nu? Jeg har kun det her sølvpapir.'
Jeg har lige lagt 4 varer på båndet og bag mig står 2 kunder.

I får lige et sekund til at gætte svaret. Somalierdrengen i kassen bidrager støttende ved at sige at de også bruger køkultur i LIDL.

Råbende om at det bare er en pakke sølvpapir og slap nu lidt af, skrider han ned gennem rækken. Et pip fra en mand i den anden kø om at det skal respekteres, når der en gang er svaret nej, får sølvpapirsmanden til at sige dette. Jeg citerer ordret:

Jamen, jeg har KRÆFT! Jeg har lige været på Skejby!

Det er sikkert bare mig, der er irritabel, men slap nu AF!

Happy holiday

2010-07-23T21:45:00.000+02:00

Jeg har glædet mig til ferien. Til ikke at skulle arbejde og ikke få alting til at gå op i en højere kalenderenhed.

Og nu har jeg ferie. Endelig.
Det kan ikke komme bag på nogen, at jeg nu forsøger at få ferien til at gå op i en højere enhed, mens jeg slås med at blive enig med mig selv om, hvad jeg afskyr mest: Kalendergymnastikken eller det mareridt, der også hedder bestilling af last minute-rejser.

Enten skal jeg bestemme mig for at tage en sindssygt dyr tur til TuristMekka i 14 dage og aflyse både Skanderborg festival og søsters bryllup eller også må jeg sætte mig ned og meditere på mulighederne for at få en glimrende ferie hjemme i sofaen.

Bliver også pænt dyrt i rødvin.
Jeg bytter gerne al den rødvin, hvis du lige står med billetter til playa del paradiso, inkl serviceneger som du vil give til mig helt gratis. Hmm?

Nå.. jeg finder proptrækkeren.

Undervurder aldrig et hundemenneskes hævn

2010-07-11T11:10:00.001+02:00

Hunden skal føres i snor.
Det skal den da. Ikke desto mindre lader jeg min løbeglade hund spæne løs, når der ikke er fare for, at den løber ud på en vej.
Den er ikke jagttrænet og ville sandsynligvis ikke ane, hvad den skulle gøre, hvis det lykkedes den at stå ved siden af et rådyr. Derudover er den inderligt ligeglad med andre mennesker, den passer på børn på den ikke-interesserede måde og den spæner gladeligt forbi alt den møder på sin vej, bare den må spæne.

Da ham den gråhårede med tre hunde og en tyk kone i snor påtalte på kommunal-måden, at jeg skulle have hunden i snor, nikkede jeg også bare og sagde, at han har ret. Sådan er reglerne.
Da han fortsatte med at give mig reprimande, som om han var borgmester af skoven og personligt fornærmet, måtte jeg bremse ham. Min stolthed forbyder mig at tage mod endeløse gentagelser af det samme budskab og desuden så det ud til, at han skruede sig selv højere og højere op i perverteret selvretfærdighed.

Konen var gået hovedrystende de 5 skridt i forvejen, da jeg lavede en Britta (Claus, den er fesen ind).

Ud af det blå brøler han MØGKØTER, svinger sin hundesnor med metalhægter og slår min hund hårdt med den.
Min hund piber og så står jeg få milimeter fra hans uindfattede briller.

Jeg har den største lyst til at plante en solid knytnæve lige under hans hage og følge op med et kraftfuldt knæ i skridtet på ham, men jeg hører min mund begynde at fortælle ham konstaterende (Højt og tydeligt ihvertfald), at jeg ikke slår på hverken hans kone eller hans hunde og at han netop har forbrudt sig mod min ejendom.
Min ejendom, aka det tredje familiemedlem, stod på det tidspunkt og gemte sig rystende bag mig, med poterne på min ryg.

Sjovt nok ville han ikke ud med, hvor han bor efter at jeg lovede ham at jeg vil retsforfølge ham.
Heldigvis havde konen undervejs sagt 'Svend' med opgivende stemme. Jeg aner ikke, hvordan min hjerne har nået at opfatte det, når resten af mig var så rasende og voldsomt ophidset. Han var bestemt ikke glad for kombinationen af stærkt ophidset kvindemenneske og hurtigtarbejdende hjerne. Heller ikke for den manglende fysiske afstand mellem os.
Hans hunde krøb stadig.

Han trak sig to skridt baglæns og sagde 'jamen, så vil jeg gerne give en undskyldning' og rakte den hånd frem, der netop havde ført metalbeslået rem og gjort skade på min hund.

Jeg kan ikke huske, om jeg kaldte ham en ussel mandsling og et fjols før eller efter at jeg spurgte om han troede jeg var af arabisk afstamning, siden han troede at en undskyldning ville gøre det.

Jeg ved bare, at jeg ikke tudede ned i pelsen på O før han var gået videre.

Tunnelsyn-trends

2010-07-07T20:02:00.001+02:00

Der er strømninger, der bliver ved med at vikle sig om benene på mig. Alle kan forklares med tunnelsyn. Håber jeg.

Den ene trend fældede mig i Randers og var forhåbentlig meget lokal.
Jeg var til pulstrænings-workshop og undervisning i selvsamme by og tænkte, at det ikke var en mulighed at Randers var så randersk som rygtet i Århus vil vide. Jeg mener: Århusianere har meget travlt med at lægge afstand til Randers, fordi de to byer ligger så tæt. Jeg skal bare lige love for, at Randrusianerne ikke gør meget for at slippe af med deres label

Randers er bare maaaajed randersk, ikke? De havde T. Hansen-tema i fitnesscentret: Blåt lys i undervognen i spinninglokalet OG en diskokugle og noget lys, de kaldte laaaaaaasååårn.
De gjorde sig også umage med at tale helt rægtig, ikke? Centret spillede Roxette.
(Nej, jeg er gået inden Roxette spiller på årets Skanderborg. Min kvote slap op i Randers, ikke)

Den anden trend, der bliver ved med at tage opmærksomhed er de der sko med tæer i. Først kom spelt-hippie-MBT-skoene, der ikke blev spor mere labre af at få fartstriber, og nu... sko med tæer? HVAD. SKER. DER?

I forvejen er mænds fødder ikke labre og nu er der nogen, der i fuld alvor svøber plastik rundt om hver eneste tå, så foden får hobbitstørrelse og så fodsveden rigtigt kan ligge og ose, mens vi andre uskyldige kan forestille os, hvordan tå-hårene krøller. De tæer er overalt.
Hippiefrans med de påtrængende spørgsmål i hundeskoven, den personlige træner i fitnesscentret, maratonløberen, der skulle have nye løbesko.
Den tid, det tager at komme i hobbitterne om morgenen må overstige min føntørrertid og skoene er cirka så sexede som hvide ankelsokker i sandaler, bøjet cecil uden filter og molkosan-skylninger.

Graviditeterne breder sig også, hvilket er skønt og dejligt. Det var ihvertfald skønt og dejligt indtil graviditetshysteriet slog følge: Jeg fandt ud af, at min mund helt af sig selv kunne bruge 4.5 minut på at remse alle de ting om, man ikke må som gravid. Uden at jeg selv venter mig.

Det kan godt være, at det er billigt og at jeg kommer til at æde de næste sætninger med lunken brystmælk senere, men jeg synes det er alt, alt for langt ude at fokusere på alt det man ikke må som gravid, når man med den sunde fornuft kan blive ved med at være sit sædvanlige lækre selv, også med 8 cm foster i maven.
Personligt tror jeg på at min veninde bliver en fremragende mor, fordi hendes humor ikke er fortrængt af graviditeten.

Da hun blev præsenteret for jublende og småhoppende med-gravids første scanningsbilleder måtte hun bremse sig selv for ikke at sige: NÆH, du skal være mor til Grauballemanden.
Den anden er under mistanke for at være ramt af middelsvært graviditetstunnelsyn.

Med angsten i cirkus

2010-07-02T12:43:00.001+02:00

Jeg kan ikke lide gøglere. De gør mig utilpasse og klovne er jeg decideret bange for. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men jeg har en anelse om, at Stephen Kings 'IT' stadig sidder og griner inde ved nogle dybtliggende nerver.
Men når man har fribilletter til Cirkus Benneweis, så skal det altså have et forsøg. Det er altid rart, når noget er gratis, så vi brugte alle pengene på overpriced popcorn istedet.

Klovnen stod i indgangen. Levende og meget meget farlig. Jeg lavede lige et hurtigt baneskifte, så jeg kom i dækning indtil klovnen ikke kunne nå mig mere. Mens jeg sad og ventede på mit slidte plastsæde holdt jeg skarpt øje med hans bevægelser og flugtvejene.

Det, der så skete, gjorde mig mere bange end klovnen.

Ind ad en af flugtvejene fløj der 7 store indvandrerdrenge. Uden billet tydeligvis, for de skyndte sig at sætte sig, der hvor der var tomme stole, og resten stod op ad teltdugen og så ud som om det var meningen. Helt kolde. Helt stonefaced.
Det var lykkedes for dem at score sig en gratis cirkusforestilling, hvis ikke den store polske cirkus-tjener (eller hvad det erhverv nu hedder) havde set de sidste to tumle ind gennem teltdugen. De to røg ud igen, samme vej som de kom ind.

Tre rækker bag mig, lægger en ung kvinde hånden på en af de stående drenges arm og spørger, om han har billet til den sektor, for der er ledige pladser længere inde. Åbenbart har drengen været i så meget alarmberedskab at han ikke lytter, men bare tror, at han bliver angivet til polsk betjent.

Hvorefter han vender sig om mod den unge smukke og spytter hende lige i ansigtet.

Og med obskøne fagter, grimme ord og agressiv gang går han og en anden ud også.
Hun peger så på de to sidste indvandrer-teens og da de hånligt modtager uniformens ordre om at forsvinde og kopierer de andres exit, bliver kvinden lige spyttet på igen. Og kaldt luder.
Hun sidder helt oppe på bageste række, lige ved siden af udgangen.

Jeg var chokeret. Målløs. Og bange for den trussel der lå og ventede. De kunne uden problemer komme tilbage med deres hævn.

Ingen andre rørte sig og ingen gjorde noget for hende, der sad der og var udsat. Som om de var bange eller som om at de, hvis de nu ikke reagerede, ihvertfald kunne redde sig selv.

Jeg hentede den unge kvinde og hendes to veninder, så de kunne rykke frem til der hvor jeg sad og komme uden for rækkevidde.
Hun konstaterede lettet i pausen at de 7 i det mindste ikke stod og ventede.
Den angst havde hun siddet med hele tiden.
Jeg derimod kunne konstatere, at den paralyserede, krysteragtige angst fra tilskuere, der ikke skal have noget i klemme og som uden at støtte ser til mens indvandrerdrenge spytter uskyldige i ansigtet, lugter værre end elefantstald.

Angst stinker. På alle måder.

Ja ja, selv jeg har begrænsninger.

2010-06-28T10:31:00.002+02:00

Jeg er blevet mere tolerant og overskudsagtig, siger jeg jo.

Jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal spilde mit krudt på at skælde ud over andre mennesker, når jeg alligevel ikke ændrer noget eller får noget positivt ud af det.
There, I've said it.

Det ændrer ikke så meget på, at jeg stadig i små glimt kan påvirkes af smålighed iklædt storhedsvanvid, naboernes roderi og tilkalden af de der grimme fugle med deres affald, forældres svigt af børn, der u-passede leger ude midt på en befærdet vej på små plastikkøretøjer.
Andre menneskers uoplyste dumheder.

De tjener nok en funktion et eller andet sted og de synes nok selv, at de gør det rigtige. Hvis jeg leger abekat (see no evil, hear no evil, speak no evil) så får jeg ikke så meget drænende ærgrelse i mit liv.

Det underlige er, at jo mere jeg bærer over med og jo mere jeg er ligeglad, jo mere strammer folk sig an og jo mere sure bliver de, der har forsøgt at fremprovokere en reaktion fra mig.

Dem om det.
Jeg kan ikke ændre det.

Men... hvis der er nogen, der synes de skal drikke den cola, jeg har gemt til eftermiddagskrisen, oveni alt det andet så bliver jeg hysterisk på den grimme måde. (Se seneste blogindlæg for eksempel)

Underskud og urtethe

2010-06-23T22:44:00.000+02:00

Det var først i formiddags, det gik op for mig at kollegaen havde ret.
Altså hende der sagde, at off-tid og god the ville være godt mod det meste dårligdom. Da hun sagde det i aftes, var jeg tilbøjelig til at vifte det af som et råd, hun burde give sig selv. Eller bare et lidt for frelst råd til mig i min situation.

Det var lige efter, at jeg var blevet mørkelilla i hovedet af raseri over en lillebitte ting på arbejdet, som jeg tolkede som urimelig og helt utroligt demotiverende. Det var så småt som en halv linie i en statusmail til firmaets ledelse og alligevel flippede jeg skråt og indvendigt. Sagt på mandsk: Hvis mine brystvorter var overskudsbarometre, ville de være så indadvendte, at jeg ville se nye modermærker på ryggen.

Indrømmet. Jeg er ikke god til urimeligheder normalt. Jeg er også meget meget sart overfor dårligt serveret, manipulerende og selvhævdende kritik. Men jeg plejer at kunne afskrive det som det, det er og så komme videre.
Igår var det bare lige det, der fik bægeret til at flyde over og sygdom til at bryde ud. Seriøst, er jeg den eneste, der kan få psykisk betinget feber?

Nåmen, jeg tilbragte aftenen med ynk og klynk og ondt i halsen. Så træt, at hvert eneste skridt var en overvindelse og med et hovede, der føltes to numre for småt. Overbevist om, at jeg burde skifte levevej og at det eneste, der på kort bane ville hjælpe var at resten af verden gad at gå væk og lade mig være i fred. Gerne efter at have tildelt mig en lottogevinst på 19 millioner kroner.

Og så sov jeg. Vågnede med feber og ondt i halsen og sov så lidt mere igen. Fortæl mig lige, hvordan jeg normalt klarer at passe hus og hund, varetage 4 forskellige simultane roller på arbejde og min nådesløse selvkritik - og stadig holde mig oprejst? Jeg mener, det er kaffen...

Og gode kolleger.

En gang imellem hader jeg det der 'klar besked'

2010-06-21T20:42:00.002+02:00

Han har kørt spinning på mine hold i mange år efterhånden. Med årene træner han mindre og har da også lagt sig ud i takt med at de fine beviser har hobet sig op på hans arbejdsbord.

Han har altid været sådan en lidt sarkastisk type, der garanteret har overbevist sin kæreste ved at forvirre hende. I ved, flirte og virke interesseret blandet op med barske sandheder og småskjulte svinere.
Den kommende kæreste smed ihvertfald over 10 kg lige pludselig og så blev de kærester. Hun har ikke anet om hun skulle være vred over hans klare udmeldinger eller fokusere på den gryende interesse fra hans side.

Sådan har jeg det også idag. Det er altid rart at have gamle kendinge på sin time og jeg kan godt lide den lille kamp, vi altid har haft. Måske fordi jeg som regel vinder vores små kampe på sarkasme og kun en gang imellem må bøje mig for et verbalt nederlag. Jeg har ret meget respekt for ham.

Men idag er jeg i tvivl om det var en kamp eller en klar besked. Hans ærlige holdning.

Ihvertfald sagde han, at han var kommet i tvivl om det var en sommerting at min elitetime pludselig var konverteret til en øvet-time, eller om det var fordi jeg var i for dårlig form og havde indset at jeg efterhånden var blevet for gammel til det pjat. Han var kun kommet, fordi det var en øvettime.
Og der virkede han ærlig.

Såå deeet.
For en sikkerheds skyld sørgede jeg for at kalde ham ældre og affældig.

Bagsiden af iPhone eller om at være uden for rækkevidde

2010-06-18T13:23:00.001+02:00

At være en ægte gear-slut, grej-pige og iPhone-fan kan have sine ulemper, har jeg fundet ud af.

Sagen er, at jeg æælsker min hvide iPhone og alle dens muligheder for at give min information og adspredelse når jeg har brug for det. Jeg bruger den som min primære livline til verden omkring mig (og som arbejdsredskab).

Problemet er, at verden nogle gange tvinger mig til at bruge min telefon når jeg sumper foran fjernsynet, ser meditativt på indersiden af mine øjenlåg og især når jeg ikke har nogen anden undskyldning for ikke at besvare opkald end at det ikke passer mig. Lige nu.
Jeg kommer sådan til at savne hin tid, hvor der var 'vis nummer' på en fastnet-telefon og man kunne bruge undskyldningen: Jeg var ikke lige hjemme, da du ringede. Den går ikke, når alle ved, at jeg har min telefon ved hånden alle døgnets timer.

En ting er, at man er faldet i søvn på sofaen og telefonen er lydløs. Det kan man lissom ikke gøre ret meget ved.
En anden sag er det når jeg har telefonen ved siden af mig. Den er opladet. Den er tændt. Der er lyd på. Den så ringer. Og jeg vælger, ikke at tage den.
Fordi det simpelthen ikke lige er en telefonsamtale, jeg har lyst til.

Min telefon er dygtig. I de tilfælde accepterer den at blive ignoreret, nogle gange sprinter den helt af sig selv ind under en sofapude og ringer færdig mens jeg stikker en gloende dårlig samvittighed i øjet.

Det jeg ikke kan lide, er den forventning, der er ophøjet til social lov:
Man svarer på en sms indenfor 2 minutter og opkald besvares selvfølgelig straks. Alternativt ringes der tilbage så snart der er trukket ud i toilettet.

Hvem er det, der har vedtaget, at man må prikke mig insisterende på skulderen eller stille sig ind mellem mig og andre mens vi snakker, selvom det er i form af en opringning?
Hvem er det, der har vedtaget, at den der ringer forgæves også har krav på at vide, hvad man lavede, da man ikke svarede?

Når jeg er på cafe eller på anden måde i selskab med andre mennesker, bestræber jeg mig på at holde telefonen udenfor. Der svarer jeg ikke, hvis nogen ringer. Man har vel pli. Men jeg synes alligevel at jeg skal retfærdiggøre, at jeg ikke svarer.

Problemet eksisterer kun uden for arbejdstiden, that is. På arbejdet får jeg løn for at være en tilgængelig serviceinstans.

Det er citronmånen der taler

2010-06-15T22:36:00.000+02:00

Jeg ville rigtigt gerne have skrevet et rasende interessant blogindlæg til jer idag, men jeg er simpelthen så træt, at jeg næsten ikke kunne overkomme at konsumere den halve citronmåne, der udgjorde min aftensmad.

Hedder det egentlig så en kvart citronmåne eller en halv citronhalvmåne?

Det begyndte allerede i morges, da jeg stadig med vække-pote-mærker i fjæset overvejede at holde øjnene lukkede mens jeg åbnede havdedøren for at losse hunden ud i det alt for høje græs og så vælte tilbage i seng og bare sove mere. Meget mere. Endnu en velplaceret pote gjorde udslaget, hvorefter jeg blev trukket sovende efter en meget frisk hund. 2 km.

Det fortsatte såmænd dagen igennem og det er stadig en gåde, hvordan det er lykkedes mig at konstruere helsætninger uden at bytte voldsomt rundt på alle konsonanterne. Selvfølgelig hjalp den en hel masse, da jeg faldt af stolen af grin over, at kollegaen satte sig i den bakke flødeboller, jeg havde lagt på hans stol.

Jeg har ligget vandret hele dagen. Desværre ikke i min seng, men i luften for at nå det hele. Selvfølgelig er det så også nu, jeg får venlige spørgsmål om jeg nåede dette og hint. Hvor træt er man lige når man skriver 'dette og hint?. Mormorsk for 'opgaver jeg synes, jeg kan overleve uden at klare lige nu, hvor jeg synes jeg fortjener at sove'.

Hvem har krympet Lars Larsens ansigt? Hans øjne næse og mund er høkket sammen inde midt i hans ansigtshud og efterladt en gabende masse spild-hud rundt omkring. Ser jeg også sådan ud? Vent....
(...)
Lars Larsen har taget den kant jeg skulle have haft mellem øjne og tinding. Jeg har bredrøvede øjne.

Suk.
Måske kommer der et rigtigt indlæg i morgen. (Der er ihvertfald ikke flere flødeboller)

Om at sige nej til tudeprinsesser

2010-06-13T20:57:00.001+02:00

Den eneste måde at ændre noget, er at gøre noget anderledes end man plejer.
Det går ikke fint, men det går da. Tak, fordi du spørger.

En ting, der er anderledes siden jeg satte mig for at sige fra bare en gang imellem: Jeg er blevet træt af tudeprinsesser, m/k.

Det er blevet meget klarere for mig, hvornår folk bruger alle de kneb de kan, for at få opfyldt deres behov. Også selvom det betyder, at de som granvoksne mennesker skal surmule, tude eller spille forurettede. Bare for at få mig til at gøre noget, som jeg plejer at gøre, uden at tænke over det rimelige i det.

Det er holdninger til, hvad jeg skal og ikke skal gøre med bloggen.
Det er 'kan du ikke lige...' og også 'Du plejer at være så god til...'
Det kunne også være det tilfælde, hvor jeg har sagt nej til at passe en hund i juli, fordi det bare ikke kan lade sig gøre med fuldtidsjob og den eksisterende hund, der bebor hjemmet. Ejerne begyndte på historier om, hvordan hunden ikke befinder sig godt på pensioner og ikke vil spise og ... den ER jo så glad for dig, Lene.

Jeg er efterhånden ved at lure det. Det er ikke mine behov, der styrer - og så vil jeg forbeholde mig retten til at sige fra uden anden begrundelse, selvom jeg har sindssygt svært ved det.

Jeg er ikke egoistisk på den usunde måde. Det tror jeg, at selv de, der kun kender mig via bloggen kan se. Men det er den første etiket, jeg klasker hårdt og bebrejdende i min egen pande, når jeg bliver præsenteret for et krav af tudesidse-slagsen. Så spørgsmålet er stadig: Hvordan siger jeg nej?

Mit kropssprog taler ret ofte for sig selv, men det sker desværre tit, at min mund glemmer at afstemme budskabet med resten af firmaet. Kommunikationsrådgiveren tager sig til det hurtigt grånende hår oppe i bestyrelseslokalet. Hendes liste over standardsvar er hverken lang eller virksom:

Nej. Det føler jeg lissom ikke rigtigt for. Lizzom. (For blødt)

Det kan godt være, at du har planlagt, at jeg skulle gøre lige præcis det. Du glemte lige at tage min frie vilje med i ligningen. (For bitter-revisor-agtigt)

Hvad får jeg for det? Seriøst? (Kuglerammepædagogik)

Skal jeg ikke lige afstive dit ego og fortælle dig behagelige løgne, som du også gerne vil høre (ironi. Sjældent godt)

Nej. Det bliver der ikke noget af. (Kontant bar-udmelding)

Det der, ikke? Det må du selv ligge og rode med (som en bekendt for 15.400 år siden sagde, da en fest-scoring begyndte at strippe og afslørede underbuksens indhold)

Min blog/mit liv/min tid. Min beslutning (skåret ud i pap)
Du skal ikke spørge mig om noget, du ikke er klar til at høre svaret på. Og svaret bliver ikke anderledes hvis du tuder. (Den konsekvente)
Øhmmm... lad mig se..... jamen, jeg ville jo så gerne... men... øøøhmm.... (indsæt belejlig løgn). (Den mest anvendte)

Nu glæder jeg mig bare til at der kommer lidt flere brugbare replikker på kommunikationsrådgiverens liste.

Forældet identitet selvbillede

2010-06-08T13:05:00.001+02:00

Min identitet har boet i hjertet af Århus i mange år. Selv efter at jeg er flyttet først til det ene postnummer, der ikke hedder Århus C og så til det andet.

Jeg har defineret mig selv som bymenneske og krampagtigt klamret mig til ideen om, at jeg ville gå til grunde som hipt menneske, hvis jeg ikke indenfor ganske få minutter kunne befinde mig på en cafe med udsigt til forbipasserende, butikker og byens skævheder.
En, der har styr på, hvilke butikker, der åbner, hvilke der flytter og hvor man kan få de rigtige tøjmærker. Ikke mindst, hvor den bedste kaffe for tiden brygges og hvilken cafe, der skal vælges til brunch og hvilken, der er bedst til drinks.

Min falske identitet må til at tage sig sammen, har jeg besluttet. Helst inden det begynder at ligne en meget grim midtlivskrise.

Problemet er, at jeg er overbevist om, at jeg bliver forvandlet til forstadsmutter, med for meget flæsk på ryggen og en af de afskyelige bittesmå rygsække i det øjeblik jeg vover at lade min identitet og min postadresse passe for meget sammen.

Især nu, hvor jeg tænker på om der er fordele ved at flytte helt derud, hvor postnummeret ikke kan relateres til Århus mere. Så kommer jeg garanteret til at være en af dem, der går rundt i crox og med en lille skrækslagen bille af en rygtaske. Eventuelt sådan en skuldertaske, der vil dele mine vældige babser i to portioner dej.
Det står jo i reglerne, at man også forandrer sig fysisk, derude i anti-byen.

Min gamle identitet har fire poter i dørkarmen til nyt liv. Min identitet er træg - og har slet ikke set, at tiden går og at det er ved at være et par år siden, der sidst blev udlevet å-vagt og drinks med jævne mellemrum.
Hell... det er ved at være længe siden at byture var noget, jeg var på bare en gang hver anden måned.

I virkeligheden er jeg basket hver fredag aften og vil helst falde i søvn på sofaen med fjernsyn og lakridssavl.
Min stædige identitet nægter at acceptere det faktum. Hele mig nægter at indse, at jeg har problemer med bare at tåle alkohol nu. Det gør næsten ondt at skrive det.

Gad vidst om jeg vil overleve det granatchok det vil være at flytte derud, hvor naturen er nabo og hvor nætterne er stille. Det er måske der, det er allerbedst at være. Også om 5 år, hvor jeg forhåbentlig er et andet sted, end der hvor min indbildte identitet har lænket sig til en lygtepæl.

Jeg tror, det er på tide. Jeg har i virkeligheden ikke lyst til at være hende den gamle spinninginstruktør, der som den eneste ikke har fattet, at hun er for gammel til det show.

Elementary, my dear Watson

2010-06-07T21:43:00.000+02:00

Sukkerafhængighed. Det er vist ikke et nyt emne her på bloggen, men her er noget nyt: Jeg KAN lade være med at spise slik og kage.

Jacob sendte for noget tid siden et billede til mig, som illustrerer den meget avancerede metode, som virker både på slik, kage, cigaretter og cola (indtil man finder et sugerør fra en karton juice ved et frygteligt uheld).

Møgunger. Det var bare det, jeg ville sige.

2010-06-01T22:22:00.000+02:00

Jeg skal lige af med det.

Troværdighed er et misbrugt ord i dansk politik og det bliver desværre kun brugt af politikere og farvede medier til at slå andre politikere i hovedet. Der hedder det så bare manglende troværdighed.

Som om, at jeg synes at Villy og de andre røde bliver mere troværdige fordi de løber til mediernes skørter og råber at 'nu gør de det igen og vi har kun manglende-troværdigheds-kortet at spille'. Indsæt Bo Bech-stemme et øjeblik og hør mig sige: SÅ ARGUMENTER DOG FOR SAGEN, tøsedrenge. Bolden, ikke manden.

Faktisk synes jeg, at Lene Espersen er mere troværdig end nogensinde, fordi hun har vist sig som menneskelig og fejlbarlig. Nuanceret. Hendes politik er ikke anderledes end den plejer og hun er en glimrende leder for de rigtige partisoldater, der ikke falder i personangrebs-sumpen.

Jeg ville hade at se nogen lede landet baseret på børnehave-beskyldninger. Eller rette ind efter møgungers feje kneb. Det er ikke troværdigt.

Den første, der mumler 'håndarbejdsblog' eller 'forstadspiv', får lov til at klippe græs næste gang.

2010-06-01T21:47:00.001+02:00

Det er officelt: Min græsslåmaskine er lige så (lidt) skarp som en af de unge mødre.

Stædigt har jeg holdt fast i den gammeldags, sunde håndskubber af en græsslåmaskine, for selvom man bor i hus er der ingen grund til at blive magelig. Sagt af en, der gerne starter bilen og kører to km til arbejde.

Men idag er det officielt, at jeg ønsker mig en venlig skærslipper indenfor de nærmeste dage.
Som det er nu, kan jeg klippe græsset hurtigere med en orange køkkenkniv.
Som det er nu, er det gratis og meget effektiv muskeltræning - og øjensynlig også god underholdning for naboerne, der forsigtigt stak hovedet over hækken i håb om at være med til at træne tennis. Jeg lød som en prof, der server.

Fandeme godt, der er cola og fede-tv, jeg kan fodre min selvtilfredshed med. Er der forresten nogen, der ovenpå dette meget ligegyldige indlæg kunne tænke sig at se et billede af min græsplæne? Ikke?!

Oh well.
I morgen sker der nok noget mere sindsoprivende.

Når en peberkage-bager, bager peberbagekager

2010-05-30T11:20:00.000+02:00

Idag er det kagens dag. Ihvertfald for en lille udvalgt skare, der efter et par års pause (for at slå mave) igen mødes til kagefest.

Reglerne er:
Man skal helst selv bage. Mindst 1 kage.
Man skal smage alle de kager, der bliver sat på bordet mindst en gang
Kvalme giver point og ekstrabane.

Modsat hovedparten af min omgangskreds er jeg glad for at bygge et ordentligt brød og få dej på hænderne. Kage er sjovt at bage, for der skal man bare sørge for at følge opskriften helt præcist. Det svære ved kage er at vælge hvilken slags, der skal konstrueres og så huske at købe citroner, hvis man vil bage citronmåne.

Og så er der oprydningen. Jeg ved ikke hvad der sker, når jeg bager, men noget jeg gør, får melet til at eksplodere og fordele sig ujævnt over hele køkkenet. Alle mine håndtag er helt hvide når jeg ser mig omkring og der er smør kunstnerisk fordelt over bordpladen. Riiiigeligt smør.

Når jeg tænker mig om, er det ikke kun mel, der eksploderer. Der er faktisk også broccoli og...

Så sagde vi jo, at det bare er et tegn på at jeg er en kunstner i et køkken og at andre skal rydde op efter mig, mens de sørger for at jeg er velforsynet med rødvin og cola til min køkken-solo med grydeske i en sky af madvarer.

Regner med at nogen har klaret den sag til jeg kommer kravlende hjem fra kagens dag. Jeg er sikker på, at jeg ikke kan tåle synet af chokoladekomposition på køkkengulv på det tidspunkt.

(Andre kunne måske også synge en anden sang for mig, så jeg ikke skal have hakkebakkeskoven på hjernen længere. 'Se Venedig og dø' er taget. Åh Luigi.)

Nærmest zen

2010-05-28T14:34:00.000+02:00

Rummelig, overskudsagtig, tolerant og multi-kulti.
Lyder det som mig? AAAAAbsolut. Med en blonde og skyllet ned med god kaffe.

Jeg er så rummelig, at jeg med en dyb indånding heeeelt ned i maven arrrrkzep....øh... accepterer det, når affald flyder, mænd tisser på gulvet på restaurationstoiletter og når fuldstændigt ignorante personager udøver deres frie ret til at ytre sig, selvom de med al uønsket tydelighed ikke aner et klap om sagen.
Jeg siger det bare. Jeg accepterer det. Det er ikke fordi jeg forsøger at flyve under radar og ikke udsætte mig for multi-kulturelle fatvaer eller besværgelser af nogen art.

Multi-kulti er altid godt og jeg går ind for at vende den anden kind til og være eftergivende overfor andre kulturers krav. Med det når man altid længst.
Det er meget opløftende at høre Uffe Ellemann sige, at Lars Vilks (den svenske muhammedtegner) selv er ude om at blive overfaldet og forsøgt myrdet. Det hjælper helt vanvittigt meget på min tolerance og respekt for manden at han siger, at han kan udtale sig om den sag nu, hvor han ikke bejler til et genvalg.

Jeg er begyndt at hækle. Babytæpper, fordi der er så mange der venter barn og så fordi det er hyggeligt. Det er så ikke hverken løgn eller ironisk som resten af dette indlæg muligvis kunne tænkes at være. Og hvad får mig så bragt i så tilbagelænet spelt-stemning?

Det er ikke hash. Det er dette her, der kan få selv de mest flossede nerver til at sukke afslappet. Enjoy.

Hundeliv og (grundløs?) angst

2010-05-24T16:24:00.000+02:00

Efter 10 dage blev Zaza, rottweilerhvalpen, hentet i hundepensionen og bragt tilbage til sit værksted, for igen at blive efterladt. Idag har jeg endelig fået den overdraget af ejeren og indleverede den straks til dyreinternatet, så den kan få et godt hjem og bedre fremtidsudsigter.

Det lykkedes. Det har ikke været let og komplikationerne har vist sig at blive utroligt mange flere, end jeg kunne forudse.

Zaza har det godt og det er det vigtigste. Undervejs har jeg bragt mig selv i fare, har jeg fået at vide, for jeg har ikke selv taget hensyn til, om jeg kom i bad standing i tyrkiske og rumænske kredse. Udelukkende gjort alt hvad jeg kunne for at redde hundelivet.

Selvom jeg har været nærværende nok til ikke at ville kende adressen på den tidligere ejer og forsøgt at lade ham bevare sin stolthed, er folk omkring mig blevet bekymrede for, om jeg bragte mig selv og mit hjem i fare ved at blande mig i den måde, en tyrkisk mand holder hund på.

Det hjalp ikke på bekymringen, da jeg fortalte at det var en rumæner, der tidligere idag afleverede hunden og bekymringen blev kun værre, da jeg røg op i det røde felt over at se en mand sparke sin hvalp idag, da den ikke ville gå i snor. Tyrkisk mand. Heller ikke selvom jeg ventede med at ryge op i det røde felt til han ikke kunne se mig mere. Jeg havde, skal jeg lige sige, reageret på samme måde, hvis det var en bleg dansker. Der havde jeg måske ikke ventet til jeg var i flyverskjul før jeg skældte ud.

Da jeg for snart længe siden begyndte at blogge skrev jeg om, at jeg mener, at Dansk Folkeparti-vælgere er nogle sørgerlige bange mennesker, der pakker sig ind i ligusterhæk og smørrebrød og kære lille mormor istedet for at have en reel politik for, hvordan fremtiden skal konstrueres. Mest fordi jeg mente, at frygten for 'de fremmede' var ubegrundet. Så kunne det vel heller ikke være værre.

Lige nu ville jeg være mere tryg på Nørrebro, åbenbart. Jeg er inderligt blevet bedt om at flyve under radar i nogle uger og selv internat-bestyreren, der ellers er en modig dame, der har oplevet sine overfald, trusler og indbrud, bad mig om at være opmærksom på risikoen ved at handle istedet for at vende det blinde øje og den anden kind til.

Min naive tro på det gode i alle mennesker har fået et seriøst knæk i den forgangne uge. Mere end i de to år, hvor jeg har levet anonymt blandt 1., 2. og 3.genereationsindvandrere.

Jeg stemmer stadig ikke på Dansk Folkeparti og jeg har stadig meget svært ved at affinde mig med, at jeg ikke kan handle i overensstemmelse med mine værdier uden risiko for mere end almindelig dansk surhed.
Mennesker, jeg holder af, er nervøse for konsekvenserne. Jeg burde måske også være bange, så...

Jeg forlader dig for at vende tilbage

2010-05-20T20:56:00.000+02:00

En morgen en gang imellem vil jeg pakke mine kufferter og mens det endnu er mørkt lukke døren bag mig med et sidste blik over skulderen.
Stille, så du ikke vågner, forlade dig.
Efterlade alt det, vi har, og gå mod banegården.

Mens morgenkulden blæser om mine kufferter vil jeg sidde på perronen og se på duer, mærke den skarpe lugt af hektisk cigaretrøg og se hvordan asfalten er kold, revnet og dekoreret af travle menneskers spor.

Når toget kører ind på perronen med beslutsomme suk og hvinende bremser vil jeg tage afsked, tænke en sidste gang på alt der var og som jeg om få skridt kan lægge bag mig mens du endnu ligger i sædvanlige dyner og intet ved.
Sige farvel, rejse mig, gribe kufferten og mærke håndtagets syninger skære sig ind i fingrenes tynde hud, bære alt jeg har behov for. Og gå.

Jeg vil vende hjem inden morgen bliver lys og glide ned til dig i gensyn. Vide, at jeg kan gå, hvis jeg vil og vide at jeg igen valgte ikke at ville.
I friheden til at forlade dig vælger jeg at stille min kuffert ved din seng.
Måske ser du den og undrer dig over kulden fra perronen, der permanent hænger bekræftende i læderet.

Nej. Altså... hvis det er ok med dig.

2010-05-17T20:42:00.001+02:00

Jeg beklager tavsheden, men jeg øver mig i at sige nej.

Det betyder for mig, at jeg faktisk ikke må sige noget, før jeg har overvejet, om jeg på nogen måde kunne have lyst til at sige fra, åbne munden og vræle NAJ! eller 'ellers tak' eller 'det kommer så ikke til at ske' eller 'jeg er uenig' eller 'og Dolly Parton sover på maven!'.
I det hele taget skal jeg øve mig i varianter af det gode danske ord 'nej'.

Det involverer også behovsudsættelse. For min første indskydelse er at være en nikkedukke af en pleaser (jo jo, det er vistnok rigtigt ihvertfald en gang imellem, tror jeg). Det værste er at sige nej til mig selv, når Korpus Lene bevæger sig mod kaffe-alteret og undervejs støvsuger det kage op, der måtte være.

Det næstsværeste er at sige nej uden omsvøb til andre, når jeg har behov for det. Ikke så meget at sige n-e-j, men at finde ud af, hvornår det skal siges, for at jeg ikke kommer til at dobbelt-booke mig selv eller snyde mig selv for nattesøvn.

Helt lavpraktisk skal jeg lære, hvordan jeg køber mig betænkningstid.

Jeg kan sige nej på mange måder, men jeg kan kun købe mig tid på en enkelt måde, har jeg fundet ud af. Jeg siger 'jeg skal lige tjekke min kalender og se om det kan lade sig gøre'. Og det dur slet ikke når jeg bliver spurgt om jeg vil have kage eller føde nogens børn.

Jeg må gå i politikerskole.
Eller tilbage i børnehaven.

Medlidenhedsdrab er en udvej

2010-05-11T21:58:00.001+02:00

Det ringede på min dør og to af de unge fædre af tyrkisk oprindelse stod udenfor og jokkede sig selv over tæerne.
De var blevet sat til at passe en hund, mens ejeren er på ferie og hvordan er det nu lige med sådan en hund, hvor meget spiser sådan en?

Efter en del spørgsmål og en masse snak senere, vidste de, hvad hunden skulle spise, men var ikke holdt op med at træde sig selv over fødderne. Nu havde de også bare lyst til at losse hundens ejer hårdt i bollerne, for de kunne godt se, at jeg var rystet i min grundvold. Knyttede næver og tårer i øjnene må gøre indtryk.

Hunden går alene i et bilmaler-værksted. Kommer ikke ud til daglig udover når ejeren skal ryge og er møgbeskidt. Det er gulvet i øvrigt også, for selvom hvalpen er ca et halvt år gammel, er den ikke renlig.

Jeg fik lov til at komme ud og se hunden samme aften. Det nåede jeg aldrig til, for min gode genbo, den unge tyrker, var blevet bekymret.
Næste morgen tidlig hoppede en støvet, malerstribet og aldeles forvirret stor rottweilerhvalp rundt i genboens have og spillede bold. Dødtræt, men bestemt ikke indstillet på at lægge sig til at sove, for det hele var lige til at hoppe over.

Utroligt kærlig. Utroligt uopdragen. Utroligt taknemmelig over kærlighed og en fast hånd. Grænser er labre for sådan en basse... Men Zaza kan ikke blive i genboens have og selv godt integrerede muslimer er ikke tilbøjelige til at invitere en hund indenfor.

Når ejeren kommer hjem på fredag er Zaza ikke på værkstedet. Den er heller ikke i genbos have.
Dyreinternatet har givet mig lov til at sætte vilddyret i pension hos dem, selvom vaccinationspapirer er lige så nært forbundet med hunden som farsbrød i bacon er med islamister.

Zaza er kommet på luksushotel og jeg håber ikke, at ejeren ønsker at den skal hentes igen. Selvom ejeren er et godt, kærligt menneske, der ikke vil undvære sin hund, forbryder han sig på grund af sin egen uvidenhed mod flere paragraffer i dyreværnsloven. Og han har ramt mig lige der, hvor mit beskytterinstinkt bliver vakt.

Forhåbentlig får Zaza lov til at blive i sin suite til der kommer en god familie, der vil adoptere ham.

Jeg vil hellere lade hunden aflive en lade den vende tilbage til misrøgt af den kaliber.

Den tissede af glæde, da jeg satte mig ned til den og kløede den på halsen.

Lorte-tv

2010-05-09T21:34:00.000+02:00

Topmodel, der hævder at ingen er anorektikere og som sørger for at bringe en masse billeder af supertynde modeller, der spiser stoooore bidder.

Dance your ass off/De fede trin, der viser can-can-dansere med underbukser i auberginefarvet Maxi-udgave. Lige op i skærmen.
Og nu De fede trin med pole-dance, hvor en af stængerne ikke kan holde til belastningen og et stk tyk 'danser' ligger med stolperne i vejret og buksebag i fokus. For åben skærm.

Superskinny vs etellerandetmedoverfed. Hvor de bytter mad, så gennemsigtigt skelet skal konsumere 11 burgere, to store milkshakes, tre chokoladebarer, cocktailpølser og en lille pose chips. Til morgenmad.

For tyk til at få børn. Udsendelsen, hvor alle åbenbart har PCO og kæmper en sur kamp mod ikke at måtte spise bacon og toastbrød.

Jeg sluger det hele. Fisker tips og ideer til selv at tabe mig og væmmes ved det nedslående spejlbillede, der jo ikke er som dem fra topmodel. Det skulle da lige være Tyra Banks med kun halvdelen af hendes røv og lidt mindre pigment.

Men når engelsk udsendelse ved navn En fed families kamp viser billeder af, hvordan bleg, grim englænder med dårlig hud og en stædig fastholdelse af at drikke 5 store pints på pubben hver dag, får en tarmskylning. SÅ er det slut.
Meget lort vil jeg se på, men der trækker vi grænsen...

Det er ikke dig, det er mig.

2010-05-04T17:46:00.000+02:00

Jeg kan ikke mindes, at jeg før har slettet et blogindlæg, men nu har jeg gjort det.

I lørdags skrev jeg et indlæg om, hvordan jeg har været i stand til at nyde min fødselsdag, fordi jeg har lagt kontrollen og perfektionismen fra mig. Jeg beskrev i den forbindelse en kvinde, der ER meget kontrolleret. Jeg beskrev også, hvordan den kontrol blev udmøntet og hvordan den påvirkede andre.

Nu skriver jeg ikke blog for at såre andre mennesker og hænge dem til tørre. For det første er min lille blog nok ikke mediet til det og for det andet er det ikke - og vil aldrig blive det - noget jeg vil stile efter at gøre. Jeg har før skrevet, at der er dele af mit liv, jeg ikke kan omtale her, fordi jeg ikke vil gøre mennesker i min nærhed kede af det eller stille dem i en ubekvem position.

Der skete det, at jeg blev kontaktet af en bekendt, der troede, at det var hende, jeg beskrev. Og hun var inderligt ked af det. Og så fjernede jeg indlægget. Ikke fordi jeg ikke står bag budskabet om, at der ligger meget nydelse i at skrue den indre Monica af, men fordi jeg ikke vil være bekendt at min retorik og mine billeder sårer andre mennesker så meget.
Det er en indskrænkning af min ytringsfrihed, ja.... Men min ytringsfrihed skal ikke udnyttes for så høj en pris.
Jeg beklagede overfor min bekendte. Ærligt og dybfølt.

Og så beklagede jeg overfor de af mine venner, der blev bragt i en dum situation, fordi min bekendte blev så ked af det. Mindst lige så ærligt.

Idag er jeg så blevet kontaktet af to andre i min omgangskreds, der tror, at det er dem, jeg har beskrevet. Begge meget ulykkelige og meget vrede.

Og så stopper festen altså.

Det kan godt være, at jeg er mere dygtig til at beskrive det menneskelige væsen, end jeg lige tror, men jeg har også meget svært ved at finde stoltheden i den evne.
Det kan også godt være, at de læsere, der har følt sig beskrevede, er overbevist om, at det er dem, jeg har tænkt på. Også uden at have ret. I og for sig må det stå for egen regning. Men i og for sig er jeg også utroligt ked af, at det er sådan de har det. Og at det er min skyld.

Faktum er, at jeg har samlet lidt sammen af de personer, jeg møder og påvirkes af, for sådan gør jeg.

Jeg betragter andre mennesker, men mest for at spejle mig selv i dem.
Det, jeg beskrev i mit nu slettede indlæg var mest mig selv. Mig selv, der blandt de nærmeste er kendt som Mormor, fordi der altid skal være noget at byde på. Der skal være planlagt og købt ind. Der skal være nok. Og det skal se ordentligt ud. Jeg er kendt for at tænke alt for meget på, hvordan andre mennesker tænker om mig.

Det er også et faktum, at nogle af de mennesker, der har fundet sig selv i min beskrivelse, ER i min beskrivelse.
Dog ikke som hovedmotiv. For den rolle tager jeg. Mig. Mig. Mig. Mig og min kontrol. Mig og mine fejl. Mig og min utilstrækkelighed.

Lige nu har jeg mistet lysten til at blogge. Prisen kan være for høj.

Grov retorik. Ondskab og armod.

2010-05-01T16:08:00.001+02:00

Det er en sjældenhed, at jeg kan overraskes i denne retning, men nu er det altså sket.

Jeg bringer et indlæg i hele sin længde fra Uriasposten.net, der omtaler en facebookgruppe, der hedder Fuck Pia Kjærsgaard. Det kommer i en tid, hvor der tales om, om racismeparagraffen skal afskaffes og integrationen ske på ytringsfrihedens vilkår og derfor er der også i indlægget vist begge sider af retorikken.
Jeg bryder mig ikke om nogen af dem, for at sige det mildt. Læs selv her:

Onsdag kunne man på Ekstra Bladet Online læse, at en Hadegruppe mod muslimer stor-hitter. Det drejer sig om facebook-gruppen Nej til moskeer i Danmark!, hvorfra RUC-studerende Thomas Koch har samlet hadefuld retorik mod stormoske, islam og muslimer. Se eksemplerne fra mere end 73.000 medlemmers kommentarer på Ytringssvineri.dk.

Herunder eksempler fra facebook-gruppen Fuck Pia Kjærsgaard, der i skrivende stund har 1.656 medlemmer. Bemærk de seksuelle undertoner.

Fødselsdagsslidt

2010-04-29T20:36:00.000+02:00

Sidste år og forrige år og mange år før det, har jeg siddet den 29. april og haft for fede fingre til at skrive. Stoppet ud med hjemmebag, flødeskum, mavepine og præstationsstress har mine fingre været umulige at skille ad og tastaturet har skreget i rædsel over udsigten til 10-fedtebrøds-systemet.

I dag har jeg kun normalt fede fingre, selvom det er dagen efter min fødselsdag, men jeg er så træt at skriveriet de senere dage har lidt under det. I år er mit tastatur blevet til små finger-hovedpuder, som fingerspidserne kun med en kraftanstrengelse forlader, for jeg er blevet fejret i år og jeg har ladet mig fejre uden at være den, der har pisket fløden og lavet maden.

Lyder det mærkeligt? Det er bare sindssygt anstrengende at lade andre fejre mig uden at jeg gør noget for at gøre mig fortjent til det. Jeg har ikke stået i køkkenet i anledning af fødselsdagen i år overhovedet og jeg har helt generelt svært ved at tage imod og synes det er retfærdigt at jeg ikke giver noget igen. Akavet. Og lidt pinligt, når der bliver sunget fødselsdagssang, for hvad gør man af sig selv?

Ovenikøbet har det stået på i mange dage. Fødselsdagsgave i lørdags. Fødselsdagsbananer i mandags. Forældre på besøg tirsdag. Rigtig fødselsdag onsdag. Blomster og vin og flag på skrivebordet idag. Jeg er ikke færdig endnu, for i morgen kommer byens bedste veninder og heldigvis må jeg bage kage til dem.

Utroligt, at det skal være så hårdt at fylde 28 igen.

Søndags-AARRRGHH!

2010-04-25T20:09:00.000+02:00

Jeg er træt af jer, når i kører rundt ude på min vej.
Stopper midt i trafikken og dytter indtil jeres kammersjuk kommer ud af hoveddøren med en grøn plastikpose i hånden.
Hvordan kan i tro, det på nogen måde er i orden for nogensomhelst at i holder og dytter midt i et villakvarter. Og ret jer så for helvede da op i sædet. Sådan som i sidder og glider skævt ned i sædet, ser det ud som om i venter på den prostituerede der har indvilget i at befri jer stakkels enarmede polioramte mandlige bilister fra det rat, i er kommet til at sidde fast under med en enorm selvfed.
Og jeg er så træt af, at jeg skal kigge ud af mit vindue og møde det syn.

Jeg er træt af jer, der tror, at i ved bedst. Hvorfor er det, at det er nødvendigt at nævne det åbenlyse? Ja, jeg har selvfølgelig set efter i lommen, når jeg ikke kan finde min bilnøgle. Jeg har faktisk tjekket 5 gange. Ja, jeg ved godt, at der står på pakken, at det også er egnet til Mac, men det kan de da skrive herfra og til de finder en ny version. (Jeg har løst problemet, kære Sputnik. Næste gang I siger noget, så forklar mig, hvorfor det virker skiftevis i Safari og i Firefox og lad mig med det samme minde jer om, at jeg sætter en iPhone op hurtigere end i kan sige undskyld-blondine. Desuden har jeg en kvindelig kollega, som har startkabler i sin bil, NÅ! Respekt nu?)

Og lige mens jeg har jer, derovre på due-rækkerne. Sindssyge kvindemennesker. Jeg kører min egen bil og jeg går med høje sko, løst hår og solbriller, fordi jeg KAN. Jeg skifter selv til sommerdæk af samme grund.
Ikke fordi jeg er stakkels, barnløs og vantro. Eller løsagtig. Og luk så fniddernæbbene eller jeg leger kluddermor med jeres snotunger.

Der.
Jeg ønsker mig desuden en solskinssøndag mere i fødselsdagsgave. Jeg bliver så vidunderligt positiv af dem.

Gå efter bøssefrisøren. Ham med massagestolen

2010-04-23T21:56:00.001+02:00

Engang var jeg hos en frisør og fik tildelt en elev, der til gengæld tildelte mig ikke så lidt smerte.
Hun har en tvilling.

Mit hovede har gjort ondt på migrænemåden i to dage, min nakke er spændt som parallelle pumpede hamburgerryg, jeg er sur og gnaven og træt af at knokle uden at gøre en forskel, så hvad gør den kloge?
Tager til frisøren. Hovedbundsmassage, here I come. Oh, bare at lukke øjnene og nyde 3 smertefrie, betjente minutter.

Jeg burde have set det, allerede da jeg hilste på hende, for hendes eget hår så ud som om det havde forsøgt at flygte så langt væk fra hende som muligt. Og var blevet indfanget af ublide hænder.

Hun gik ned i knæ, hver gang hun tog et børstetag for at få det rigtige moment. Kunstnerisk. Hun blev ved med at løbe hen og sætte telefonen på plads med en armbevægelse som om hun bowlede, mens mine fingre greb lidt hårdere om armlænene i forsøget på ikke at forestille mig mit lange hår fanget i den bevægelse.

Hovedbundsmassagen... Oh gru.
Jeg plejer at placere mine fajanceaftryk i panden, når jeg har talt i den store porcelænstelefon, men nu er jeg på vej i seng med fajanceindtryk i nakken.

Hun præsterede at tage så hårdt fat, at hele min overkrop blev rykket frem og tilbage i frisørstolen. Tak igen for den gode bh, jeg fik i julegave. Undrer mig stadig, at hun afsluttede med at rykke mig hårdt i håret to gange, som om hun rystede et par jeans fri for vaskemaskinefolder. Av.... da...?

Jeg fik en rabatkupon: Hvis jeg skaffer en ny kunde til butikken, får vedkommende 100 kr i rabat. De er dygtige og især en af frisørerne kan virkelig tage fat.

Skriv en mail eller læg en kommentar, hvis du vil til frisør i Århus C med rabat.

Det går fint, tak. Er der mere overflade.. øh.. kage?

2010-04-19T21:08:00.002+02:00

Det hænder, at man får spørgsmål om hvordan det går og finder sig selv i et dilemma. Skal man - i de to flygtige minutter man har inden den næste opgave i dagens kalender - servere den lette, gode overfladehistorie eller den omfattende ærlige sandhed, som man ikke ville nænne at servere for sin psykolog?

Man kunne jo tage en dyb indånding og i udåndingen berette om de strømper, man købte i al hast og som viste sig at være størrelse dans-din-fede-maxirøv-af. Jeg håber eddermame ikke at de viser sig at passe.
Der er også lige det faktum, at alle de voksne mennesker der omgiver mig, har så mange problemer med det der med engagement og motivation, at de kun viser engagement fra hjertet når de ser fodbold eller køber dimser eller foretager sig andet, der er lige så dybt som savsmuldstapet og som er cirka lige så spændende.
Jeg er mere til basketball og jeg g.i.d.e.r ikke snakke mere med overflademennesker, der ser perfekte ud, men hvis nedbidte negle afslører dem som bordfodboldmennesker.

Og så er der det med at den slags mennesker gør mig så hysterisk og magtesløs, at jeg efter en dag så lang som John Holmes'.... liv... bare har mest lyst til at læne mig ind mod et bredt herrebryst, der ikke lugter af spegepølsemad og mærke stærke hænder og en stemme, der uden at tvivle siger, at det nok skal gå det hele. Og bare gemme mig og glemme alt om strømpebukser og naboens rådne parkeringer og deadlines og sure kvindemenneskers falske overskudsopdateringer på facebook.

Men han er her ikke, ham med brystet og i Mindful håndbog for Kvinder som Mig står der også, at styrken ligger i mig selv og at jeg bare skal trække vejret helt ned i maven for at redde hele verden OG min aura. Med lidt opkast i munden er svaret på spørgsmålet om, hvordan det går, jo ganske oplagt.

Have a happy period. WTF?

2010-04-15T11:32:00.002+02:00

En mail har lige bragt dagen op på et helt nyt niveau. Søren sendte mig et link til en blog, der bringer årets webmail-vinder 2007 og det er sooooo funny. Det fik mig til at grine højt ud i lokalet og sekundet efter spurte rundt og sige ting som der er et F16-fly in my panties. Vigtige telefonsamtaler er blevet forstyrret af mindre.

Personligt har jeg ikke de underlige tendenser mens der er brug for hygiejnebind, men i de tilstødende dage kan der muligvis være tale om temperamentsudsving. Jeg mener, hvad skulle grunden ellers være til at begynde at vræle ved at få et knus eller at bide i rattet af bare hidsighed over megagammel mand med alternativ kørsel. Og så nævner jeg slet ingenting om de grimme ord, en havnearbejder med skægstubbe råbte ud af mit vindue.
Live-and-let-live er åbenbart en overskudsholdning til alle de andre dage.

Men alligevel støtter jeg modstanden mod et så nedladende slogan som 'have a happy period'.
Den dag, menstruationsbind bidrager til at gøre mig happy, bliver når de leverer deres bind med indbygget vibrator eller sætter hyldest-musik til at spille hver gang der er gevinst i den hvide overflade.
Så skal I til gengæld også se mig med det bredeste, salige smil fastmonteret.

Smittet med luksusproblem

2010-04-13T19:55:00.002+02:00

En meget nær bekendt af mig har fået et luksusproblem. Ikke desto mindre er det et problem, der får hende til at stirre tomt ud i luften af bare vægelsind og det har - Gud bedre det - fået hende til at spørge mig til råds også.

Hun har et godt job, som hun i det store hele er glad for. Hun får udfordringer, der nogle gange er lige udfordrende nok for en humanist som hende. Humanist sagt helt u-nedladende. Det er fint at være humanist.
Og så lyder det som om hun for første gang har fundet kolleger, som hun har det rigtigt godt med. Hun trives, selvom hun skal timeregistrere og selvom hun arbejder i en branche, der er rimeligt mærket af den der finanskrise.
Jeg tror ikke, der er en jobsikkerhedsordning, der hvor hun er, og faktisk lyder det som om at hun ikke altid er fri for at være under pres, selvom hun møder forståelse for behovet for fleksibilitet og hjemmearbejdsdage.

Nu er hun blevet opfordret til at søge en anden stilling i et andet firma, som på papiret er drømmestillingen. Change management og kommunikation og undervisning og bare så meget luksusproblem. Det er en udfordring, for der er krav til at træde i karakter og til at kommunikere mens der planlægges og bare arbejdes igennem. Det er en chance for at fokusere på det, hun er god til, selvom hun skal fokusere hårdt og løbe meget stærkt og rejse mange dage om året.
Derudover vil hun kunne tjene nogle tusindkronesedler mere om måneden, uden at jeg præcis ved, hvor mange vi taler om. Der er en økonomi, der gerne vil have snitterne i de penge.

Hvis hun tager springet, tager chancen og holder vejret. Uden at sige for meget, har hun ikke ligefrem ro på hjemmefronten og der er ikke nogen mand, der lige kan iføre sig skåneærmer og indkøbsseddel.

Så hvad gør den gode veninde? Minder hende om, at hun i virkeligheden går og drømmer om at vinde i Lotto, så hun kan blive hjemmegående blandt sine bøger og kun arbejde 15 timer om ugen i noget bestyrelses-noget mens hun føder børn, eller støtter hende i at forfølge karrieren og husker at sige, at hun har evnerne til at løfte opgaven?

Næ. Veninden (mig) siger, at en lønforhøjelse skal være stor nok til at der kan ansættes en gartner og en husholderske, for ellers er det ikke det værd. Ledsaget af en hel masse 'på den anden side'r og tvivlende suk.
Jeg kan heller ikke afgøre det, selvom jeg ser det udefra og ikke har hverken karriere eller nattero i klemme.

Nogle gange ønsker jeg mig Det gode Råd tilbage.

Jeg forstår ikke dansk, men jeg elsker din blog

2010-04-11T22:22:00.001+02:00

Der er lidt stille herinde i blogland. Også i kommentarfelterne.

Der er sikkert en sammenhæng mellem stilhed på bloggen og i bloggens kommentarfelt, men muligvis er der også en sammenhæng med, at visse bloggere har valgt at lade skinne igennem, at der er noget, der foregår bag duggede blog-vinduer, som ikke er helt klar til at blive publiceret endnu.
Jeg ved ihvertfald, at jeg er nervøs for at jokke rundt i noget, uden at vide det, hvis jeg kommer til at smide en kommentar mens jeg prøver at gætte mig til, hvad der sker.

På det seneste er der også kommentatorer, der har fået smæk. Blog-smæk. For at være anonym og for at fiske besøgende til deres egne sites. Dem vil jeg heller ikke hylde her, for det er så fejt, med mindre det er meget nødvendigt at være anonym, som fx da Linda gav mulighed for at man anonymt kunne komme af med sin smertefulde hemmelighed. Eller når en blog lufter kvindagtige traumer i rå mængder og man egentlig har lyst til at sige, at man godt ved, hvordan det er at slæbe på alt det. Tænkt eksempel, naturligvis.
Der er selvfølgelig et problem med at være anonym som kommentator, hvis man siger noget surt, som man ikke har mod til at stå ved med navn.

Det, jeg kan se rundt omkring er, at de små harmløse kommentarer, der ikke siger andet end 'jeg er her. Jeg læser med' også forsvinder lidt og det er synd. Så længe de små kommentarer bliver lagt for at give lyd og ikke kræve opmærksomhed er det noget af det bedste. Så giver de nemlig mening.
De små kommentarer med 'enig!' er gode - så længe de kun bliver lagt der, hvor man er enig.

Jeg sætter personligt meget pris på alle slags kommentarer. Og kommentatorer. Bare de ikke er ligeglade med mig eller min blog og kun skriver for at trække mine yndlingslæsere over til ligegyldige modeblogs. På spansk.

Jeg fulgte TRAFIKKEN!

2010-04-09T20:23:00.000+02:00

'Jeg kan altså ikke lide, når der står nogen på de der broer', sagde jeg til kollegaen, da vi kom kørende på motorvejen.
Hun så op fra sin iPhone og konstaterede tørt at i lige netop dette tilfælde kunne hun godt forstå det.

Laserhastighedsmåler.

Motorcykelbetjent og vinket ind til siden.

Jeg har altid ønsket at gøre alvor af at lave den gestus, hvor man rækker hænderne frem, lægger håndledene over hinanden, klar til håndjern, og ledsager det hele med svaj i lænden, store flirtende øjne og ordene: 'jamen, hr betjent, jeg kørte også alt, alt for stærkt', men lige i den situation tænkte jeg kun lige kort over det og afskrev muligheden.

Min kollega undrede sig over, hvor roligt jeg forholdt mig i situationen, men hun vidste jo heller ikke, hvor mange gange det er øvet igennem med Linda. (Ikke på DEN måde!)
Det virkede så bekendt og dog så fesent.

Jeg accepterede. Anerkendte, at jeg havde kørt 142 km/t, at der blev fratrukket 5 km/t i usikkerhedsrabat og ønskede ham en god dag. Jeg huskede, at jeg ikke skulle sige tak, da han rakte mig bødeforlægget.
Selvom jeg inderst inde synes, at det er fair nok, at jeg efter så mange københavnerture med 142 km/t får en bøde, så ville jeg alligevel ikke takke for at skulle aflevere kr 1000 og bringe 1 stk politimås i fare, som den stod der og strittede ud i indersporet på motorvejen.
Der var ikke engang håndjern involveret.
Fesent.

Til gengæld kørte jeg nogenlunde efter hastighedsgrænsen næsten hele vejen hjem. Så meget som jeg nu turde, for det er fandeme FARLIGT at køre 110 når alle de andre blæser afsted med 142.

Vi bringer en efterlysning

2010-04-07T20:58:00.002+02:00

Min søde, kloge og meget arbejdsomme veninde Stine fra StineStregen bliver hjemløs fra 1. maj - kender du nogen, der udlejer en lejlighed i Århus C? Så kontakt Stine.
Læs mere her

Påskeægs-tirsdag

2010-04-06T21:17:00.002+02:00

Det er gået fint, egentlig. Jeg gør fremskridt, tak fordi du spurgte.
Jeg er blevet bedre til at mærke efter og gøre det, som næsten alle kvindelige bloggere skriver om, som om de ved, hvad de taler om: At holde fast på mig selv.
Jeg er ikke kommet så langt, at jeg gør mig nogen illusioner om, at jeg ved hvad den leg i virkeligheden går ud på, men jeg prøver at gætte mig til spillereglerne.

Det er som om den her tirsdag lige så stille er sevet ud mellem fingrene på mig som et æg, der er blevet knaldet på kanten af køkkenbordet. (Oh, hvem der var æg) mens jeg står tilbage med blommen. Det er, når alt kommer til alt og når alt fnidderet er hældt fra, gået som det skulle. Blommen er intakt.
Men for satan en mærkelig marengs man kan lave af det, der løb ud mellem fingrene på mig i dagens løb:

Jeg har haft en absurd trang til grøntsager. Og hvad sker der så? Frugtmanden har glemt at levere og frokostleverandøren havde ikke vegetarretten med. Mandagsagtig tirsdag.

På min zombielignende kanalrundfart er der citrusfrugter i filet. Overalt! Det er en sammensværgelse, for jeg kan næsten smage de saftige bløde frugtstykker og jeg træææænger sådan til at blive kysset på frugtmåden. Public service er stærkt overvurderet.

Jeg kom til at sige Clime Fisher til et møde idag. Bare fordi det er sjovt at sige. Og så lyser kollegaen op i et smil og spørger om det ikke er den der med 'love changes everything'. Tak, fordi jeg nu har den på roundplay i bestyrelseslokalet. Troede seriøst, jeg var den eneste, der er gammel nok til at huske dagene på pigeværelset med den lilla hårbørste og spejlet, sat sammen af fire felter.

Og nu siger vejrdamen at vi skal have lun luft under propellen. Det afgør det. Mærkelig tirsdag. Godnat så.

Smil til fotografen. Med øjnene

2010-04-04T12:41:00.001+02:00

På torsdag skal jeg have taget firmabilleder.
Det bliver rigtigt godt at få et billede at sætte på præsentationer, som ikke stammer fra Skanderborg Festival, hvor kanden med vodka-appelsin er retoucheret væk, men jeg er ikke glad.

Over halvdelen af de fotos, der eksisterer af mig, viser mig med øjnene klappet hårdt i. Og hvis det ikke er begge øjne, så er det det ene øje, der er på vej mod lukket, mens det andet stadig lige overvejer. Det ser ud som om jeg er fuld.
Når et kamera bliver løftet er mine øjne hurtigere end Lucky Luke. Og ja, det gælder alle kameraer og alle fotografer. Også dig.

Jeg ser Topmodel (ja, ja, ja... det er skod og kræver ikke meget hjerneaktivitet. Alle krav til efter-arbejde-tv er opfyldt og så kan jeg lave mad samtidig) så jeg har en ide om, at jeg skal sørge for at fange lyset og smile med øjnene. Men hvordan gør man det, når det ene er nær-lukket? Hvordan gør man det i det hele taget?

Jeg ved bare, at jeg vil være anspændt, så mit ansigt ligner noget der har været krøllet sammen og er samlet op fra skraldespanden igen, mens jeg bander over, at jeg ikke tog det andet sæt tøj på.

Rygrad gives væk. Kun let brugt.

2010-04-01T20:21:00.001+02:00

På årets travleste indkøbsdag, aka helvede på jord, der samtidig var sidste arbejdsdag inden miniferie, var der ingen vej uden om. Jeg måtte i Netto, fordi jeg indeni er en trind bedstemor med forklæde og skåneærmer, som gerne vil have noget at byde gæster, hvis de skulle manifestere sig.

Jeg skal ikke noget i påsken, har ikke haft behov for at købe sild og snaps og påskeæg, men jeg får måske en veninde på besøg på et eller andet tidspunkt og så skal der jo være noget at sætte på bordet. Det er bare ikke det samme med en tør kop kaffe. (Som det hedder på bedstemorsprog).

Så. Jeg kaster mig offervilligt ind i helvedes forgård og udviger behændigt fede koner, der med hektiske øjne kører på tværs af butiksgangene, mens deres bittesmå mænd hænger på. Jeg fanger en megapose slik, chips og chokolade for en sikkerheds skyld. Og så siger jeg nej til tyrkisk kvinde, som ville foran i køen. Kan godt forstå at hun prøvede, for køen var lang, men jeg kan ikke forstå, at hun begyndte at råbe op om uretfærdighed. Men det er en anden historie.

Det var igår. Og der er noget i vejen med min skuffe, for der er kun bundslatter tilbage. Megapose, siger jeg bare... megamavepine og megadårlig samvittighed. Jeg håber, at skuffen har det værre.
Jeg kan ikke have slik liggende, åbenbart. Det skal partout fortæres, hvis det er der, men det kan stadig ikke passe at det er mig alene, der har spist så meget på så kort tid.

Det jeg gør er at spise resten. Og fra i morgen må jeg kun få vand, kaffe og Nupo.
Indtil jeg får gæster.

Stop lige tiden, hva...

2010-03-31T22:42:00.000+02:00

Så idag er det fredag. Eller.
Idag er det onsdag, men hele verden er gået på ferie og jeg aner ikke hvor tiden er gået hen. For to minutter siden sad jeg og råbte fra min spinningcykel og det var mandag. For 4 år siden var det jul og min lille hund lå og sov på min arm. Nu står den og råber ude i haven og har 2 års fødselsdag.
Fik jeg morgenmad idag og hvor lagde jeg mit sjippetov?

I morgen kommer når jeg har sovet 34752 gange. Send flere penge.

Hold kæft-indlæg? Anyone?

2010-03-28T16:02:00.000+02:00

Kære dig, der synes at hele verden skal vide, at det er en dejlig søndag. At det er forår igen og det er skønt. At du har trænet. At du er glad. Eller at du har tømmermænd. Eller bare skriver 'søndag'.

Det er fint. Tak fordi du har hældt fuldstændigt ligegyldige informationer i hovedet på mig. Tak fordi søndagsleden, regnvejrsmudderet og en allerede brugt weekend lige skal belyses af dit forsøg på optimisme.
Det bider ikke på mig.
Ukrudts-søndagshumør som mit forgår ikke så let og jeg kan lige så godt fortælle dig, at jeg ikke engang gider at se ud af vinduet og nyde det gule græs i haven efter at have læst en 'aaaah'-kommentar fra dig.
Hvad sker der for jer mennesker, der tror at AAAAAHHHHH på nogen måde har positiv effekt på noget som helst? Fri mig. Lad mig trække mit eget vejr. Lad mig sukke dybt selv. Over dig.

Jeg bliver så kontrær, at min første impuls er at starte bilen og forurene marts-foråret ved at hente den STØRSTE pose giftigt bland-selv-slik, når du synes, at du vil tvære 'den første løbetur i godt tempo' rundt i mit dovne facebook-fjæs. Det skal ikke lykkes dig! Oprør!

Skriv noget, jeg kan forholde mig til, oh du ligegyldighedsprovokatør. Spild af sorte bogstaver.
(Og dem, der siger, at jeg lige har spildt en masse gode bogstaver til ingen verdens nytte og dermed har gjort mig skyld i hykleri, får ikke noget af min slikpose)

Lene i ny legestue

2010-03-28T13:41:00.000+02:00

Da jeg var til møde i litteraturkredsen forleden var det som at blive kastet tilbage til universitetes studiegruppe, hvor der skulle tales litteratur og gives tekstkritik.
Alt det sædvanlige inventar var på plads, selv maden og vandet i fælleskanden midt på bordet, for ikke at nævne mine sædvanlige besværligheder med at holde bestyrelsen i sporet og undgå at komme til at fnise over alt det, der kan tolkes som hentydning til noget erotisk.

Litteratursnak trigger altså bare mit humorcenter og så mange år efter tekstanalysetimerne kan jeg stadig ikke høre 'mellemstykke' uden at høre 'mellemkød'. Oh well.

Problemet er, at jeg næste gang ikke kan nøjes med at sidde og fnise og komme med kommentarer til de andres arbejde. Når man er optaget i gruppen - via hemmelige ritualer - skal man selv producere. Og deeeeeet... trigger mine overspringshandlinger. Jeg ved nu alt om narcissistisk personlighedsforstyrrelse, jeg har set x-faktor og jeg har trænet mæ helved te. Jeg er lige ved at have læst endnu en bog færdig og så har jeg samtidig fået krampe i opdateringsknappen på Facebook.

Min opgave? At skrive ud fra dette billede. Svært for mig, for jeg skal se om jeg kan få alle de billeder ud af hovedet, som fotografiet har skabt. Tror mit første bidrag bliver en roman.

Noget særligt

2010-03-25T17:25:00.000+01:00

Fordi jeg er træt af at være sådan en skide pleaser, der helst vil have, at alle kan lide mig, gav jeg mig selv en udfordring forleden.

Jeg skulle tale foran 19000 IT-chefer. Nå ja, så kun 19. Men de var IT-chefer og de havde lært en masse om IT-sikkerhed hele dagen og så skulle jeg være det særlige, eksterne indslag tilsidst. Med andre ord var det min rolle at være det lille glas alt for sødt spiritus-noget, man får på en meget billig græsk restaurant.

Min udfordring til mig selv var, at jeg ikke måtte nævne noget om, at jeg faktisk ved noget om it-sikkerhed. Noget om kryptering, trojanske heste, muldyr og hacks. Jeg måtte ikke nævne noget som helst om, at jeg faktisk ikke er så blond som jeg ser ud, for der er jo ikke nogen, der siger at jeg skal have det let - og jeg havde med fuldt overlæg valgt at servere en tallerken fuld af forretnings-trends og forretnings-trusler for de meget voksne, meget slipseklædte og meget it-agtige mænd.

Skal vi så bare nøjes med at sige, at jeg kæmpede. Kun iført forretningsviden, personlighed og langt hår. Og at jeg aldrig giver mig selv den slags latterlige udfordringer igen.
Så er det heller ikke sjovere at være noget særligt.

Pik! PIKKEMAND!

2010-03-21T16:10:00.001+01:00

Kære læser.
Undskyld. På forhånd undskyld.
I det følgende vil der komme grimme kvindagtigheder og redegørelser for, hvordan lige præcis min menstruelle cyklus er.
Det går snart over igen, det lover jeg - og det er helt fint, hvis I vender tilbage til næste kapitel, der helt sikkert vil emme af grønne enge, blomsterpragt og ikke mindst et pænere ordforråd.

Ser De. Når man ikke længere lader tabletterne styre sin cyklus, så skal jeg da ellers liiiige love for, at der er grund til at gro hugtænder, blive i dårligt humør og hvæse irritabelt af alle de, der ikke frygter Perioden. Der er nogle, der bliver frikendt for at myrde deres mænd, kolleger og naboer, fordi de har haft PMS i gerningsøjeblikket. Dommeren tør sikkert ikke andet.

Jeg bliver ikke morderisk. Jeg bliver bare kamp-irritabel og rigtigt dårlig til at formulere mig mundtligt. At konstruere sammenhængende sætninger og vælge de rigtige ord er smertefulde processer. At udtrykke mig blidt og overbærende er næsten ikke muligt, hvorfor man visse dage i den forgange tid har set mig sidde med hele hånden i munden, for ikke at komme til at sige noget overhovedet.

Ikke engang de raffinerede svinere kan komme forbi de frådende hormoner. Det er som om alt det sofistikerede, udtænkte og rammende bliver ætset op længe inden de forlader min heksekedel af en hjerne, så jeg beder undskylde - nu også på bagkant:

Kære mennesker i fodgængerfeltet (I ved selv hvilket):
Det var virkelig ikke meningen, at jeg skulle have råbt det så højt. Jeg vidste ikke, at min forrude lukkede så meget lyd ud, at I kunne høre selv spyttelydene omkring p'erne. Jeg synes ikke, det var rart at stoppe hele klumpen af irriterende mennesker lige ud for min bil og have jer til at glo på mig. (Var det 'tourette', du sagde, dig med pædagogjakken?). Jeg var bare lidt træt af at jeg kom for sent, altså...
Jeg er slet ikke sådan. Ikke ret tit.

Måske elsker anonyme kommentatorer også børn?

2010-03-18T17:42:00.002+01:00

Man kan komme forfærdeligt galt afsted, selv her i den a-politiske del af blogland. Se bare kommentarfeltet under 'det taler vi ikke om', hvor en kommentator mener at have luret mig, decifreret mine holdninger og måske ønsket at tilsætte lidt humor, der ikke rigtigt slog igennem. Da vedkommende, som jeg mener er en kvinde, mente at have placeret mig godt og sikkert i en kategori-boks, glemte hun ved et forfærdeligt uheld at sætte navn under.

Jeg er sikker på, at det ikke var med vilje, når hun lige havde skrevet noget om at stå ved det man siger. Men altså...
Big mistake. Biiiiiiig mistake.

Det hele, faktisk:

Jeg er ikke projektleder.
Jeg elsker børn, men har ikke selv haft muligheden for at få nogle endnu - hvilket både placerer mig i og udenfor kassen.
Jeg er bestemt ikke klog på alting, men der er nogle meninger, jeg holder fast på, selv i strid modvind. De er ikke altid populære eller velkomne, men de er mine.

En af de holdninger er, at visse national-socialister og andre på den rabiate venstrefløj er lige så farlige for demokratiet som fundamentalistiske islamister.

Lad det derudover være sagt, at jeg hverken hater på dem, der lever i blogland, Twitterville eller på Facebook - jeg er selv en af dem.
Jeg nærer stor respekt for menneskene bag blogs, der er så forskellige som Hvad hjertet er fyldt af og Uriasposten - og jeg læser med fornøjelse med på begge, mens jeg håber det bedste for begge deres projekter.

Og så hepper jeg på ytringsfriheden, hvilket betyder, at den anonyme kommentator er hjertens velkommen igen, bare helst med røv til fylde bukserne næste gang.

Jeg kan bære det.
Især fordi jeg nu har mærket støtten fra andre læsere af min blog, flere endda nogle, der også kender mig ude i den rigtige verden.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde, men ... tak.
Mange, mange tak fordi i er der.

Det taler vi ikke om

2010-03-16T20:34:00.001+01:00

De seneste år er alt blevet tilladt, kunne jeg høre idag i radioen.
Efter at blogs, facebook og twitter er kommet til, er der intet, der er for privat til at dele med offentligheden.
Man følger næsten fødsler på facebook. Det er kommet så vidt, at jeg efterhånden tøver inden jeg ser på nybagte forældres billedalbum, for jeg er ikke altid sikker på, hvad jeg kommer til at se nærbilleder af. Familier opdaterer jævnligt med sygdom og babys spisevaner.

Twitter sørger for, at vi altid er online, så vi kan trackes døgnet rundt. Billeder af frokosten er ikke er særsyn.

På blogs er det tilladt at skrive om sit sexliv eller mangel på samme, ligesom man godt må beskrive sin familie og sit parforhold. Alt er tilladt, alt er åbent.
Det, der ikke bliver bragt på bloggen er holdt tilbage af selvcensur, fordi man ikke har lyst til at tage konsekvenserne ved, at familie og kæreste læser med og kan se intimiteterne udstillet.

Bloggere er primadonnaer i en vis udstrækning. Og de, der ikke synes at der er noget særligt primadonneagtigt over deres måde at broadcaste deres liv på, kan måske nikke genkendende til, at bloggen giver plads til, at man kan læsse af. En slags dagbog med modtager.

Derfor gentager jeg igen: Det, vi ikke skriver på bloggen er lagt i benlås af selvcensuren. (Og det slipper nogle gange ud på hemmelige, anonyme blogs, som den nærmeste familie ikke kender til)

Og så er der stadig emner, der ikke er helt så tilladte, selv pr blogindlæg:
Religion. Politisk overbevisning og løn.

Jeg undrer mig over, hvordan det kan være lettere og mere acceptabelt at skulle forholde sig til nogens abort eller stressnedbrud end at skulle forholde sig til en blogger, der kalder venstrefløjens retorik for ekstremistisk.

Men sådan er det. Det taler man bare ikke om, her i blogforstæderne..

Hverdagsregn?

2010-03-14T11:38:00.001+01:00

Der var engang et nummer der hedder 'November Rain' og som serverer linien: Sometimes I need some time on my own.

Det lyttede jeg til uden at fatte det sådan rigtigt, for jeg var meget mere til det andet regn-titelsnummer: Purple Rain, hvor Prince (Ærgerligt at han er så lille, for ellers havde han været så sexet at jeg havde ædt min lp-plade) synger 'I don't wanna be your weekend lover'.

Den gang blev jeg forelsket flere gange på den måde, hvor alt jeg ville, var at være sammen med den udkårne. Og hvis jeg ikke kunne være sammen med ham eller tale i telefon med ham, så stod jeg bare og gloede ud af vinduet, mens jeg ventede på at jeg kunne være sammen med ham igen. Det der med at have brug for tid med sig selv og absolut uden selskab, var serbokroatisk for mig.

Senere fik jeg en tysk kæreste, som blev en weekend-kæreste på grund af afstanden og det var absolut ulideligt. Ikke fordi han var langt væk - for man kan ikke stå og glo ud af vinduet flere uger i træk og slet ikke når man bor ude midt på en mark.
Det var ulideligt, fordi der skulle nås så meget på en weekend. Der skulle festes, der skulle drikkes kaffe med venner dernede, der skulle samles op på den tid, der var gået siden sidst og der skulle bekræftes, bekræftes og bekræftes igen. Alt sammen så intensivt, at jeg flatlinede mentalt på vej hjem. Alt for intensivt.

Nogen må lave en ny regn-sang, hvor man kan synge med på en hyldest til den gyldne middelvej. Tror, det bliver et holdbart hit.

Endnu en dag på fabrikken

2010-03-11T20:23:00.000+01:00

Det, jeg godt kan lide ved at komme ud af kontoret er, at jeg møder så mange mennesker, der er anderledes end de kolleger, jeg ser på dag ud og dag ind.

Tag nu fx idag, hvor jeg mødte en kvinde, der kaldte sig selv for ekspert i branding og kommunikationsstategisk rådgiver, men som ikke kunne finde ud af at bruge facebook.

Og de to, der havde ens briller på og arbejdede i samme firma og som begge tilbad en designmanual på tryk. Online? Nej. nej. nej. Heller ikke selvom det er en online-designmanual. Det var slet ikke med vilje, at jeg så Alice i Eventyrland dagen før jeg mødte brilletvillingerne, men det var katastrofalt svært at lade være med at se de to tykke drenge for mig, som de sad der og afbrød hinanden.

Den unge, sindssygt dygtige designer, som samtidig er et hjertegodt menneske, der kunne holde masken på mødet, men som bagefter skældte ud og følte sig truffet på sin faglige stolthed over et farvevalg foretaget af 'strategisk brandingekspert', der helt tydeligt må være farveblind på to trediedele af farvepaletten og stadig er tilhænger af 90'ernes yndlingsvægfarve: Okseblod. (Ikke på mit website, you don't. Min designer så ud som om han hellere ville hænge sig i fiskesnøre)

Nu vi taler fiskesnøre, så fik jeg da også lige dagsprisen på rødspættefilet til et møde. Det synes jeg er service.

Jeg synes egentlig også, det er zuper at høre om andres holdning til brugervenlighed: Der skal bare laves større knapper.

Jeg elsker det. Næsten lige så meget som jeg elsker det, når Forbilledet kontant opsummerer det, som generaloverogunderbensselvudråbtbrandingekspert har brugt en halv time på med 'Sgu da basic: Billeder af børn, dyr og patter sælger'

Og sandheden skal ... dømme dig hårdt

2010-03-09T20:07:00.004+01:00

Hey piger! lød det fra den anden ende af lokalet. Ved I godt, at Afghanistan er det værste land at være kvinde i?
Der er det faktisk lovligt at voldtage kvinder.

Jo, det vidste nogle af pigerne godt. Og en bidrog med Er det ikke noget med at det er hver 4. dag, de skal voldtages, kvinderne?

Da jeg så kunne fortælle, at der ikke står i Koranen at mænd skal voldtage men at der står, at kvinder skal være til rådighed for deres mænd jævnligt, da gik sensationsstemningen hen og blev til fordømmelse. Af mig.

Jeg sagde også at der i Koranen står, at en kvinde kun er det halve værd i forhold til mænd, hvis man følger dens bogstav - og at islamisk lovgivning foreskriver, at en kvinde, der har været i seksuelt forhold uden for ægteskabets rammer skal straffes, uanset om hun er blevet voldtaget. Med mindre hun kan fremstille 4 mandlige vidner, der vil underbygge hendes uskyld.* Eller at voldtægtsmanden tilstår.

Der blev kigget på mig som om det var mig, der var ondskaben selv. Som om det var en ond historie, jeg lige stod og fandt på, fordi jeg er så ... antiislamistisk og grusom. Som i AJ! Lene! Det passer jo ikke.

Jeg ville ønske, at der ikke var kvindefjenske og menneskefjendske passager i Koranen. Og jeg ville ønske, at det ikke blev taget bogstaveligt. Heldigvis er det kun den del af muslimerne, der er islamister, der gør det. Jeg kan bare ikke lave om på Sharialoven. Og jeg vil ikke være med til at dømme et land for noget en religion styrer. Jeg er nemlig ikke racist.

Jeg talte med en utroligt klog og sympatisk veninde for noget tid siden, der sagde til mig, at hun langt fra altid er enig med mig, især ikke når vi når til området omkring islamismen. Men at hun utroligt godt kunne lide mig som menneske alligevel.
Der var jeg lige ved at tude af glæde. Respektfuld uenighed kan jeg håndtere.

Og jeg agter ikke at holde min mund, når jeg ser uretfærdigheder mod mennesker. Afghanske eller danske.
*Koranen, Sura 24.13 "Hvis de ikke kan bringe 4 vidner, som er mænd, er de ud fra Allahs syn løgnere"

Jeg klamrer mig stadig til min reklamekuglepen

2010-03-07T13:38:00.002+01:00

Siden tirsdag har jeg haft travlt. Med at se mig selv i spejlet, that is.

Tirsdag var jeg til en slags konference hos et større dansk it-hus af den nørdede slags. Ud over at se præsentationer så 90-er-agtige og så dårligt udført, at jeg troede jeg var gået forkert og var havnet hos Fans af Word Art, så var det en meget underlig fornemmelse at være så selvbevidst, så mange timer i træk. Deltagerne gloede.

De stirrede på mig, som var jeg grøn og havde antenner som ører.

Jeg kunne lige så godt have været en grøn alien. En af de eneste kvinder til stede og tilmed er jeg døv på det IT-øre, talerne talte til. Måske er det fordi, det var så kedeligt, at jeg på et tidspunkt overvejede at stikke reklamekuglepennen i øjet for at se, om jeg var igang med et ondt mareridt, hvor talerne udøvede en særlig form for tortur, eller om det skete i virkeligheden.

Flere gange i løbet af dagen måtte jeg en tur på dametoilettet for at sikre mig, at jeg ikke havde smurt frokosten ud i ansigtet eller havde spildt kaffe ned af kjolen (det sker for mig en gang imellem, må jeg indrømme). Jeg så også efter, om jeg i mareridtet bevægede mig rundt i Anni Fønsbys krop. Det ville forklare den konstante opmærksomhed.

Ingenting. Jeg kunne ikke se noget anderledes.

Når jeg ikke tjekkede spejlbilledet, havde jeg travlt med at krydse fingre for, at ingen af deltagerne begyndte at tale til mig ligesom dem på scenen, for så ville jeg ikke forstå et klap. Og jeg ville være meget, meget bekymret for at komme til at lyde som Amalie fra Paradise Hotel.

Jeg levede samme mareridt i torsdags. Og jeg har en reklame-poloshirt til at forsikre mig om, at det skete i virkeligheden.

Giv mig den så! NU!

2010-03-03T20:50:00.001+01:00

Før jul kom jeg sådan til at elske mit firma, fordi de gav mig den julegave jeg havde ønsket mig længe: En iPhone som firmatelefon.
Nu er det marts og telefonerne er kommet fra det nye teleselskab, men det gamle møgmonopol har ikke overdraget abonnementerne, så det er telefoner uden sim-kort, der ligger og venter...

Jeg ringede til monopolet, fordi det giver lige så lidt mening som Anni Fønsbys læber, at det skal tage flere måneder at modtage en opsigelse og give op.
Da jeg høfligt undveg alle ordrer om at henvende mig til pressesekretariatet, hvis jeg ville have en udtalelse, fik jeg en forklaring om at 'ham, der havde vores account var blevet opsagt'.
OG?
Så kan en studentermedhjælper eller direktøren vel finde ud af at trykke på den knap, der aktiverer en professionel overdragelse til nyt teleselskab og som bevarer bare en lille chance for at nogen i mit firma frivilligt vil være monopol-kunder igen.
Nej?

Så skete det.
Der sad jeg. iPhone-løs, marineret i afsavn, martret af en trang til at befamle nyt udstyr og fik 'lille dame'-talen.

Jeg blev nødt til det. Jeg droppede lige et par navne. Sagde de magiske ord 'medierne' og 'journalist' i sammenhæng og fortalte ham noget, han ikke vidste om TDC Branchesalg, mens jeg kunne høre hvordan hans chefer trippede i baggrunden og hvordan hans bebumsede kinder blev skiftevis blege og røde.

Jeg er ikke ked af det.
Jeg er ked af, at jeg ingen iPhone har og jeg VED at der bare skal klikkes ganske få gange for at jeg for altid slipper for nedladende, obsternasige 'dumme kunde'-tiltaler. For når det sker, så har jeg en iPhone. En hvid iPhone.

Og så skinner solen, kærligheden er let og evig og der er ikke længere behov for sure gamle kællinger som mig, for vi er alle gået i gadget-rus og barndom.

Lidelseshistorie sælges for lottogevinst

2010-03-02T15:11:00.003+01:00

Her jodler jeg rundt og er hele tiden 5 minutter bagefter. Jeg har alle mulige ting, jeg skal nå og huske at gøre for at være god til det hele.

Jeg skal passe hunden, rydde indkørslen, huske, at skraldemændene kommer onsdag.
Jeg skal spise ordentligt og træne, så jeg kan blive slank og sund, huske fiskeolie, så jeg ikke får ondt i leddene og huske at ringe til mormor. Aflytte telefonsvareren. Skrive til søster. Tale med kollegerne og hjælpe dem. Indberette kapacitetsbelastning, timeregistrere og sælge, sælge, sælge selvom jeg ikke aner, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal slutte, for at kollegerne har arbejde.
Og så lige fortælle ærligt, hvordan jeg har det, når nogen spørger, dele ud samtidigt med at jeg skal være sjov og overskudsagtig og lave mad.

Jeg skal huske at se pæn ud, opføre mig rigtigt, være smuk, voksen og sexet og ihvertfald ikke bryde sammen i panikgråd, for det er ikke forventet af mig, der skal klare det hele og have en holdning samtidigt.

Man venter sig noget af mig. Man har en aktie i mig.

Nogle gange tror jeg, at man venter, at jeg er perfekt helt ind til knoglerne og ikke bare er sådan en som mig, der ruller mig sammen i et hjørne af sofaen og trøstespiser.

Jeg hører nogen sige, at det er OK, ikke at være god til det hele. Det skulle være OK at sige fra og efter sigende er det bare et spørgsmål om at prioritere.
Og så får jeg sådan en trang til at tisse på gulvet og sige tak for endnu en opgave, der er umulig at løse.
Jeg kan ikke nedprioritere at passe mit arbejde. Det er ikke acceptabelt, fordi det har konsekvenser for alt det andet, der har betydning for mit liv.

Jeg nedprioriterer nogle gange at svare hurtigt på en sms, fordi jeg har arbejde, vigtige overvejelser og alt muligt andet jeg også skal håndtere. Nogle gange er jeg ved at huske, hvad det nu er han hedder, ham der der spillede med i Dirty Dancing.
Men fortæl lige dem, der venter på svar, at det stadig er OK at prioritere, når det er dem, der ikke bliver prioriteret højst.

Der er mange aktionærer at pleje.
Vi satser på den store lottogevinst her i bestyrelseslokalet. Så skulle man se os med hat, drink, Anne og solskin.

Pige, træd varsomt

2010-02-25T20:08:00.001+01:00

I en håndbog om, hvordan man søger jobs står der, at man skal huske at gå i samme tempo som den man er til møde med og ihvertfald ikke gå to skridt bagved.
Det er noget med ligeværd og selvtillid og den slags. Jeg husker det, fordi jeg mener, at de fif man bruger, når man søger job, må være de samme man skal huske, når man er på kundebesøg.

Spis pænt. Drik ikke kaffe direkte fra kanden selvom du har været oppe klokken 5. Prøv at se vågen ud.

Idag ude hos kunden måtte jeg tage en dyb indånding og springe ud i en dobbelt udfordring, for jeg skulle både huske det med at holde tempo (til møde med 3 mænd. Ekstra vigtigt) og gå på trapper.

Sagen er den, at jeg ikke kan se trappetrinene, med mindre lysforholdene er helt rigtige.

Derfor føles det som at gå på en isglat rutschebane. Jeg frygter hvert øjeblik at tage den på halebenet nedad, mens jeg skriger uklædeligt og fremviser trusser, når kjolen kurer langt op af ryggen på mig.

Det er et tilbagevendende traume. Se mig ned ad trapperne i Cinemaxx i Århus, hvor de har været så venlige at lægge mørkt tæppe med bogstaver på ca 15 km trappe og du ser noget, der ligner Bambi med tungen lige i munden og badet i tsunami af koldsved.
Opad går fint. Nedad... velkommen til gysertimen.

Idag hos kunden skulle vi op på 2. sal af en vindeltrappe med utroligt smalle trætrin, der lige så godt kunne være en stige. Fint nok. Jeg holdt tempo og landede på 2. sal i fiiiiiin stil. Overskudsagtigt smil og lad os så lave forretning.
Efter 2 timer ser kunden ser på uret og spørger om vi ikke lige skal ned og spise frokost og så kan vi vende tilbage til mødelokalet og afslutte.

Høje hæle. Trin der bare flyder ud og stejlt så styrtløbspisten i Whistler skulle tage at skamme sig. Var jeg lige hvid i ansigtet, da jeg nåede ned til salatbaren.
Op igen.

Og ned ad dødsruten igen.

Hvorefter makkeren kommer i tanke om, at vi da lige skulle hilse på direktøren for det hele, nu vi var der.
2. sal.
Jeg var lige ved at bede om at måtte lægge en hånd på direktørens skulder for at kunne mærke intervallet mellem trinene.
4 flødeboller i rask tempo fik knæene til at klapre knapt så hårdt.

Intolerant? Næ... Bare indebrændt

2010-02-23T20:04:00.001+01:00

Jeg er hvæse-damen for tiden. Hende, der sidder bag rattet og råber til de andre bilister, at de skal gå væk fra min vej og hende, der blotter hjørnetænderne foran kaffemaskinen for at beskytte den hellige bryg.

Jeg skumler. Jeg bekymrer mig. Jeg bitcher totalt over, at jeg ikke kan se ud i fremtiden og ikke har en garanti for at alt nok skal gå godt. For at det ikke skal være løgn, så har jeg for første gang i mit liv haft noget, der kunne tolkes som PMS. Det var det naturligvis ikke (sagde min psykolog beroligende. Det ville fandeme også være et nederlag at lide af noget der er lige så virkeligt som julemanden)

Ud over det, så er jeg skuffet. Over alting.
Mest er jeg skuffet over kommentatorer på blogs som Politiken.dk og Uriasposten.net. Faktisk så skuffet, at jeg har slettet Uriasposten fra min blogroll. Jeg hepper meget på bloggen selv, men jeg kan simpelthen ikke være med til at de perfide røvhuller af nogen kommentatorer bliver læst af jer. Mine yndlingslæsere.

Faktisk også blevet enormt nærtagende. Selvom andre bliver ved med at kalde det at lytte til mig selv, så har jeg det som om jeg har fået en mavepumper, når andre åbenbart ved allerbedst, hvordan jeg skal forvalte mit liv.
Så nu venter jeg bare på at blive duftallergiker og at lære at trække vejret helt ned i maven, så laver jeg sgu en håndarbejdsblog.

Et studie i mås

2010-02-21T15:52:00.002+01:00

Når kvinder kommer til træning, har de som regel afprøvet træningstøjet først eller ihvertfald tænkt over, hvad der passer sammen.
Nogle mere ekstremt end andre, fandt jeg ud af, da pige først i tyverne med opsat hår kastede sig ned på en bænk og kylede sin bh fra sig. Hun havde taget den forkerte med og selvom hun også havde en trænings-bh, så duede det bare slet ikke, for hun kom jo til at se vildt ... flad... ud i den bluse, hvis hun ikke havde den rigtige bh på indenunder.
Forestil jer ordet 'flad' udtalt men hun synker sammen på en bænk, kun iført lavtaljede jeans og bare bryster.

En ting er tøjet, som kvinder er lidt sarte omkring. Noget andet er den måde kroppen fremstår på. Tag nu bare vores veninde fra før, der ikke kunne klare at hendes bryster ikke struttede ud i rummet på den kække måde. Hun endte faktisk med at tage hjem uden at træne, for det var mere end hun lige kunne overskue.

Når man er til yoga, er man udstillet på måder, man ikke tror er acceptable i det offentlige rum. Det kræver lidt selvoverbærenhed at stå med måsen i vejret, mens man forsøger at få hovedet så tæt på gulvet som muligt, for håret går i udu, t-shirts glider op og utroligt ofte har man udsigt til sit eget underliv. Eneste perspektivering er når man har udsigt til de andres himmelvendte røve, når man kommer til at kigge ud mellem sine egne ben. Tro mig, der er røve af alle slags på mit søndagshold.

Der er naturligvis hende den irriterende, unge slanke, der har en mås af den faste slags. Buende som en perfekt halvcirkel. Og så kan hun også gå i bro.

Så er der hende den frodige, der prøver at lade som om hun har det godt med, at hun har tre stablede deller, når hun sidder ned. Hendes røv har ekko. Når den bliver vendt mod himlen, løber der bølger af røv nedad lårene og lidt indad, som gardiner. Røv-øv-øv-øv

Der er også hende, der har tabt sig en del for nylig og er blevet udmærket slank, selvom der stadig er noget at holde af, som hun siger. Hendes bagdel er bare blevet utroligt ærgerlig.
Virkelig en sølle bagside, hun kan præsentere i spandex. Den fylder ikke meget, den er nærmest bare løbet ud i gardinerne, så den ligner en pakke trefarvet is efter en time på et fødselsdagsbord.

Nogle gange skal man holde positionerne ret længe. Kunsten i yoga er at være tilstede i nuet og i bevægelserne og mens jeg godt ved, at det lige præcis er det, jeg skal øve mig i, så ved jeg også godt, at den tanke, der oftest lokker mig på afveje, mens jeg står der og præsenterer bagside er, hvad der ville ske, hvis man lige kom til at puffe til hende med den ærgerlige.

Jeg tænker tit på om den kan blafre, når den er iført spandex.

Det er MIG, der bestemmer fra nu af

2010-02-18T21:10:00.002+01:00

Min 2-meters-kollega afslørede forleden en erkendelse af de store:
Når man kører bag en rød Skoda på motorvejen, så kan man lige så godt overhale indenom med det samme.
Det er sandsynligvis ulovligt, men vi var også hurtigt enige om, at den måde røde Skodaer bliver ført på en motorvej burde forbydes ved lov.

I samme ombæring mener jeg, at vi skal indføre disse regler:

Man synker den mad man har i munden, før man taler.
Hvis man vil kommentere i blogland i udstrakt grad, så laver man som minimum en profil.
Man harker ikke, når der er nogen i nærheden, man skal se i øjnene bagefter.
Nyhedsudsendelser får karantæne, hvis de ikke staver rigtigt i deres grafik. Sammensatte navneord, der adskilles, skriger så højt ud i rummet, at screamers fra Harry Potter lyder som spage killinge-miau i sammenligning. Public service, blev der sagt. Ikke public pain.
Der må ikke siges eller gøres noget, der på nogen måde kan gøre mig endnu mere hidsig, når jeg er hidsig, opfarende, grådlabil og presset (straffen skal være.... grum som kun en langtidsindebrændt kvindes)
Kassedamer, der på de dage, hvor jeg tyyyydeligvis ikke har en god dag, siger 'fortsat god dag' med automatstemme og automatøjenkontakt, skal have stoppet både slips og en hel ananas i kæften samtidigt, for man taler ikke med mad i munden jvfr ovenstående, og prøv så lige at sluge den der, hva.
Sætningen 'du skal passe på dig selv' skal straffes med stempel i panden og to runder på fodboldbanen i gule crox. Det samme gælder alle sætninger der begynder med 'du skal bare....' (Jeg mener, hvis man skal give en ordre, så skal man sgu da sikre sig at ordren er forstået og jeg fatter ikke det der koncept med at 'passe på sig selv')
Der må slet ikke siges noget, der på nogen måde kan fejl-overfortolkes som ordrer.

Og når vi nu er ved at indføre de indlysende og endnu uskrevne regler, så synes jeg lige, at vi kan tage disse to med:

Trusler skal forbydes ved lov.
Troende, der i deres profets eller Guds navn tilsidesætter ytringsfrihed ved at true med at frarøve vedkommende retten til at leve, bør ikke befinde sig i et bare nogenlunde demokratisk land. Hvor de så vil være, må de selv om, men jeg vil anbefale, at de etablerer sig blandt ligesindede.
Kamp- og muskelhunde skal forbydes

De sidste to ~~forslag~~ gældende regler er selvfølgelig bagateller i forhold til de første.
Desuden mener jeg, at lister i punktform skal forbydes.

ynk og klynk og ekstremløb

2010-02-17T18:07:00.001+01:00

En af de præstationer, jeg er mest stolt af i mit liv er den Berlin-marathon, jeg gennemførte for nogle år siden. Jeg tænker tit tilbage på den stolhed, der var over selve træningen og den træthed i benene, der bare gjorde det endnu mere tilfredsstillende at lande i sofaen om aftenen.

Selve løbet var hårdt, men det vidste jeg på forhånd, at det ville være. Jeg vidste, at det ville være slut efter 42,195 km.

Lige nu slæber jeg mig igennem dagene. Jeg er så træt, at jeg lige netop klarer at passe hunden og arbejdet. Om aftenen er der lukket og slukket og sengetiden indtræder helt af sig selv først på aftenen.
Jeg kæmper.
Der er krav på arbejdet, krav i privaten og sne på vejen. Bilen er grå af salt og jeg synes, jeg er ved at være så udmattet, at jeg gerne vil vide, hvornår det bliver let igen og hvornår jeg med god samvittighed kan slappe af. Jeg vil egentlig bare gerne vide, hvornår jeg er i mål.

Jeg har på fornemmelsen, at dette her ikke er en af den slags ekstremløb, man får medalje for. Hvis man overhovedet når en målstreg.

Ufrivilligt fejlcastet som stjerne uden hjerne

2010-02-16T11:24:00.001+01:00

Jeg er gammel. Indrømmet. Nogle ville måske sige, at jeg også er kedelig, men så langt er jeg ikke kommet i min erkendelsesproces endnu.
Jeg er bare kræsen.

For eksempel ser jeg ikke Paradise Hotel, eller Island eller hvad de er kommet frem til at kalde det nu. Robinson har jeg også skrottet for et par år siden, fordi ham der fodbold-værten begyndte at lyde som en skinger møgkælling, der for længst var blevet kylet ud på røv og albuer, hvis han have været gift med mig. Jeg er skuffet, hylede han, lige inden jeg vendte ryggen til ham. Jeg havde forventet mere af årets Robinson.

Nå. Jamen held og lykke med det.

Jeg gider ikke høre på Medina.
Eller Rasmus Seebach.
Eller wannabe-stjernerne hvad-er-det-nu-de-hedder..Nik og Jay. Overflade-pudserne.

Deres tekster er som flået ud af en 11-årig piges dagbog. Det rimer ikke. Det er ikke dybt. Det er direkte pinligt at synge med, for man kommer automatisk til at lyde som en af de unge mødre uden sans for at formulere sig i hele sætninger med varieret ordvalg og et bare nogenlunde acceptabelt følelsesrepertoire.

Så står man der med rynker og mimer - blottet for integritet. (Hvem ER det, der bliver ved med at råbe Susan K?)
De får mig til at skrue halvbrillen på og lyde som... Jacob Kjelberg. Fodboldværten.
Åh.
Jeg ringer til FN. Få mig ud!

Skulle det ikke have været en sand promenadedag?

2010-02-14T20:23:00.001+01:00

Var det ikke idag, der skulle have været udklædte børn på tiggertogt rundt ved hoveddørene? Og hvor blev de af?

Jeg havde ellers forberedt mig grundigt denne gang, fordi jeg - da jeg ikke selv har børn - mener, at det er umuligt at forudsige, hvad man skal uddele til ungerne for at de går væk igen. Noget, der ikke ripper madkontoen og noget, der ikke kan bruges til at kaste med. Og så skal det også være noget, der er til at uddele i tilpasse portioner, så det kan ligge og rulle rundt på bunden af en plastikpose sammen med alt det andet rov.

Det skulle også være noget, som kan fortæres af både kristne, muslimske og alle andre børn, så flæskesvær og baconchips blev dømt ude.

Og så synes jeg jo, at det er vigtigt at skilte med, at der er noget at hente her hos mig. Det er da det mindste jeg kunne gøre, når ungerne nu har gjort sig umage med at slippe griskheden løs og klæde sig ud som mumie eller rasta-et-eller-andet.

Der stod jeg så bag duggede ruder og spejdede spændt efter de børn, der skulle komme og få øje på det store skilt på hoveddøren:
HER UDDELER VI ROSINER

Det har været en meget stille dag.

Ikke eneste valentineret husmor har jodlet ude på vejen, ingen har flashet så meget som en valentinesbamse eller promeret med en rød rose og stolte øjne.

Sidst, der var så stille omkring mig, var da jeg mistede tålmodigheden med et hvis-du-kan-samle-de-her-stave-til-en-kugle-så-er-du-et-geni-eller-har-brugt-sav-og-søm og råbte PIK OG PATTER meget højt ud over køkkenbordet, hvor hele familien var samlet.

Kvinderne hjem til kødgryderne! Spielverderber!

2010-02-11T20:25:00.001+01:00

Jeg vil gerne klage.

Normalt er jeg fortaler for ligestilling og ytringsfrihed og alt det der liberale noget, men idag... idag vil jeg gerne klage over, at nogen har frataget mig mine muligheder. Nogen har ændret reglerne uden at fortælle mig om det.

Min sølverne dilligence skulle have et sidste eftersyn indenfor garantien. Et undervognstjek, forklarede jeg over frokosten og forsøgte at ignorere de sjofle fnis over dobbelttydigheden.

Jeg har det godt med værkstedet. Jeg synes altid, det er så dejligt at snakke med over-mekanikerne, for selvom jeg aldrig har fået rabat og selvom den bil, de solgte mig fik en stor revne i forruden 2 uger efter jeg købte den, så bliver jeg altid totalt børnebegejstret over det smæld, det giver, når de taber kæben og den rammer mekaniker-disken. Jeg ved nemlig tzotzalt noget om biler og de skal ikke forsøge at vifte mig af med kvinder-og-biler-snak.

Og hvad sker der så idag? Lige netop idag, hvor jeg virkelig har haft brug for at bruge min kvindelige charme til lige at få skiftet en kontakt til vinduesviskeren uden beregning?
Så pudser de en kvindelig mekaniker på mig.

Det er jo fint med kvindelige mekanikere (der er søde) og jeg har mødt et par rigtigt dygtige af slagsen, men hende her, ikke? Hun var jo fuldstændigt umulig. Hun var helt og aldeles uimodtagelig for hyggesnak og nægtede pure at stemple karosseri-tjekket som godkendt. Der er jo en lillebitte ubetydelig ridse på bagskærmen hvor NOGEN har brugt en mur til at skrabe min bil. Og garantien var jo udløbet for 10 dage siden, så hvis jeg skulle have skiftet en vinduesviskerkontakt, så måtte jeg betale kr. 1120,- plus montering.

Med sådan nogle kvindefingre skulle man tro, at hun kunne skifte sådan en lillebitte kontakt på 15 minutter og ihvertfald ikke bruge 60 minutter, fordi hun jo lige skal huske at vaske hænder inden hun klør sig i skridtet.

Jeg havde lige været konsekvent og stået fast på mit overfor en kunde, der prøvede at slippe billigere, så det gjorde nas at få holdt et spejl op, der viste ubøjelighed og integritet, for vi ved godt alle sammen, at der gælder særlige regler for mig. Nå.

Mumlemumlemumle...

De er zzimpelthen bare ZZZZZÅÅ rigtige for dig

2010-02-09T20:46:00.004+01:00

Jeg har fået nye briller, sagde min mor. Det er virkelig forfærdeligt.
Da datteren spurgte, hvad der var forfærdeligt ved dem, viste det sig, at det ikke så meget var brillerne, der var noget galt med - hun kunne se ud af dem og det hele - det var mere processen, som gjorde, at hun ikke var helt sikker på om hun var glad for dem.

Sagen er den, at moderen ville have et par diskrete brune briller. Da hun er lige så svagtseende som jeg er, fandt hun nogle, hvor det slørede omrids så fint ud og måtte derfra stole på manden og ekspedienten, der samstemmende sagde, at de var pæne. Brune, firkantede og pæne.

Da synsprøven skulle tages, skete der imidlertid det, at de to nye ekspeditricer i brillebutikken ikke var enige. Det var helt galt, mente de. Med min mors hårfarve og fremtoning skulle hun ikke have briller, der var hverken firkantede eller brune og de to dåser blev enige om, at et par smarte lilla og meget moderne briller lige var sagen.

Her træder vi lige udenfor brillebutikken et øjeblik, hvor min mor står med valget mellem at holde fast i den beslutning, som hun mente var rigtig og på den anden side at lytte til to ekspedienter, der kunne se hende udefra. Et spørgsmål om enten at have tillid til sig selv og sit eget selvbillede eller at lytte til gode råd fra folk, der ikke har insiderviden.

Når man er kvinde er det typisk at alle livets genvordigheder skal vendes med veninderne. Det er vigtigt at have sikkerheden og opbakningen.
Især i større tvivlsspørgsmål er det vigtigt at have en vished for, at man har en hånd i ryggen, hvis beslutsomheden skulle holde en fridag og den hårdt trufne afgørelse skulle virke helt, helt forkert.

Allerede inden valget bliver truffet er det bevist, at kvinder processerer mens de taler. Mænd hører det som yadayadayada, men i virkeligheden er det afdækning af alle blinde vinkler og udspænding af sikkerhedsnet. Det er også derfor, at mænd ikke bliver spurgt om hvilke øreringe vi skal have på. De bliver spurgt om, hvad de ville foreslå og hvad de synes. Afgørelsen er vores. Ligesom magten og verdensherredømmet også er det. Muhahahah...

Problemet er bare, at man er prisgivet sig selv, når der skal træffes meget personlige beslutninger. Andre kan komme med råd og meninger. Andre kan bidrage og gudhjælpeos også coache, hvis de er til det og hvis de kan gøre det med gebisset flettet om drøbelen. Men ingen kan afgøre, hvad den rigtige beslutning er.
Det gælder både når det drejer sig om abort/ikke abort, sorte sko/brune støvler til den grå kjole, eller moderne, lilla briller/firkantede, diskrete brune briller.

Alle bidrager med den baggrund, de har. Med de værdier, de slæber rundt på. Og måske er de værdier ikke pisserelevante for lige ens eget liv og egen situation. En 20-årig Ibizatøs kan godt have sin mening om mit liv, men jeg bør nok skylle hendes holdning ned med en E og en breezer.

Min mor valgte at lytte til de to ekspedienter og hun synes, det var helt forfærdeligt. Måske fordi hun ikke helt havde sig selv med i beslutningen.
Hvad ved jeg? Jeg kan jo kun se hende udefra.
Men smarte, det er de... brillerne. .

I øvrigt kaster jeg mig i et solarium i morgen. So sue me.

2010-02-07T19:18:00.000+01:00

Ti stille.

Lad ihvertfald være med at spørge om jeg fryser, for det spørgsmål er ved at være så slidt som Reberbanens 25-års jubiløse.
Nej nej. Jeg fryser ikke. Jeg har bare lige købt ny blå læbestift, der står så skrigende flot til min skummetmælksblå, melerede ansigtshud, der så udtalt understreger de gravsorte rande under mine øjne

Jeg er ved at være så langt ude, at jeg er klar til at sove fra det øjeblik, jeg har tømt den første kop kaffe.

Når jeg ser mig selv i spejlet, forventer jeg halvt at se en forsovet bjørn, der er blevet vækket alt for tidligt. Det er over al forventning, hver gang jeg får vredet øjnene op og får øje på noget, der faktisk er menneskeligt. Lidt morgensurt og rodet i hele hovedet - man kunne næsten sige Van Goghsk ved synes af øjnene, der er placeret ud for mundvigen - men dog menneskeligt.

Mine dage går med (indsæt bjørnestep og Disneymusik her) det reeent og (dap) skært nødvendige, det elementært nødvendige (bjørnestep slut) som at finde ud af, hvad der er på menuen til frokost og at holde på kruset uden at spilde. I denne forbindelse må takken fra bestyrelseslokalet gå til søster Anne, der forærede os et labert Royal Copenhagen-krus med pink, skridsikker belægning og plads til en spandfuld stærk kaffe. Termo, naturligvis.

Jeg giver vejret skylden. Jeg giver udsigten til at trippe på knolde af is i høje støvler skylden.
Og så giver jeg venstrefløjens sidstedagshellige skylden, sammen med Bettina Bjerring. Ingen af ovennævnte ser godt ud i modvind.
Jeg ~~bliver~~ er så træt.
So sue me. Jeg går i seng.
Hilsen Maude

Oprop, katastrofefrådsende lemminger!

2010-02-02T19:29:00.002+01:00

Jeg troede jeg var 2010's udgave af Palle alene i verden.
Der var ikke et øje.

Jeg havde regnet med det sædvanlige joggingsæt-og-træsko-helvede suppleret af fede ungers skrig, men der var stille. Der var foruroligende stille. Der stod jeg så og prøvede forsøgsvis at lade skuldrene falde ned på deres rette plads. Det skete der heller ikke noget ved.

Og ved i nu hvad? I er SÅ meget afslørede, derude. Når der er tomt på Bilkas parkeringsplads og den eneste irriterende lyd inde i butikken er de studerende hjælpere, der diskuterer om det er smart med blåt låg på Gillette, så betyder det en ting. Og kun en ting:

I sidder hjemme bag mørklægningsgardinerne, med et køleskab så bugnende fuldt af gær at det knapt kan lukkes og skabe fulde af dåsemad og ekstra toiletpapir. I er klar til naturkatastrofe og Tyskens invasion på samme tid.

Mens i sidder der med erstatningskaffen og søber sagosuppe, så lur mig, om i ikke har samme skuffede ansigtsudtryk som vejrværten på TV2, der i flere døgn har babbet en stemning op fra slap og nu må se skaberværket tabe luft. UUUH, der er snestorm, da.

Det er helt vildt, med den snestorm. Der var en bil, der kørte i grøften ude på Djursland (Fatter slipper sandsækken til opdæmning af oversvømningsvand og jubler, mens TV viser et billede af en sænket BMW på sommerdæk og en ung mand i gummisko, der pissefryser, mens andre biler fint drøner forbi med 60 km/t).
Der er STORE trafikale problemer (Mutter kan næsten ikke holde på strømpepindene hvor hun er ved at slå masker op i hampegarn af bare sensationsbegejstring, mens billedet afslører en Ford Mondeo med sus i skørterne. Godt nok er himlen ikke helt blå, men at kalde det meget lav sigtbarhed er det samme som at sige, at fatter stadig har vaskebræt: Ønsketænkning).
Politiet fraråder al udkørsel på Fyn, Lolland Falster og Sjælland (undtagen Storkøbenhavn) og ikke engang Bettina Bjerring kan fjolle sig ud af, at det skyldes at Fyn ALTID er katastrofeområde, bare det drypper lidt hårdt fra skyerne, og at Sjællændere ikke kan køre bil i nogen slags nedbør om det så gjaldt deres li-iv. Hvor ligger Lolland Falster?

Nej. Der er ikke snefri i morgen, med mindre du bor på Bornholm. Heller ikke selvom de viser det der gamle filmklip med skolelæreren, der har sne helt op til tørrestativet igen.
Men når i nu kigger ud under tørvene, så vil I se mig takke jer for den ene gode oplevelse i Bilka. Og for den citronmåne, I havde ladet ligge tilbage til mig. Palle.

Dans som var du alene hjemme

2010-01-30T19:58:00.001+01:00

Idag var jeg til event i mit fitnesscenter. Noget med dans, som lød smart.
Inden jeg kunne tage afsted måtte jeg derfor tømme mine to hylder og ene skuffe med sportstøj for at finde det helt rigtige outfit og for at grave de hundedyre læder-danskesko frem fra skobunken og støve dem af.

Ja...
The groove method foregår så på bare tæer og det gælder i bund og grund om at være så meget i sig selv, at man er helt ligeglad med, hvad andre tænker. Frelst, tænker du nok? Oh yeah... DET blev det, og det var skideskægt.
Når man lige hiver det der hylster af psykolog- og coaching-flosker af fænomenet giver det meget bedre mening: Man skal bare danse ligesom man gør når man er alene hjemme og musikken er fed. Og det er kæmpemæssigt god funktionel træning.

Man må det hele: Danse negerdans og ryste røv. Plukke æbler og danse så tæskeugly som aldrig før. Og vi var så fantastiske alle sammen, så fulde af kærlighed. Det sagde hun selv, lærerinden, der var ved at anlægge rastahår. Hvorefter vi rystede nogle flere bryster og dansede som Cameron Diaz i trusser i Charlies Angels.
Vi lavede statisk træning og styrketræning ved at lege stopdans, mens vi kravlede sexet hen over gulvet. Vi trænede mave ved at gå ballegang hen over gulvet. Både forlæns og baglæns, for lige at få bukserne til at kravle ud igen.

Til sidst skulle vi se om vi kunne bevæge os hen over gulvet ved at gå med brysterne. Hæ.
IGEN!

Vis mig dit køleskab - oh, mystiske Lene

2010-01-27T21:03:00.002+01:00

Ovre hos Dines Infotainer har jeg fået serveret en udfordring. Nede i et indlæg, der hedder Om dårlige høns, samlejer og Anders W. Berthelsen, står der som begrundelse for, at jeg skal fiske kameraet frem: Lene, fordi hun er mig en mystisk, spændende blogger, og jeg vil se et helt anonymt glimt af hendes hverdag.

Mig, mystisk? Well... i sammenligning med dårlige høns, samlejer og Anders W. Berthelsen, så ja. Så er jeg mystisk.
Jeg mener... Samlejer? Er det ikke sådan noget, man gør, mens man ligger helt stille med lukkede øjne og venter på at det går over, mens man håber, at der skal komme et barn ud af pinslerne, så man aldrig behøver at gøre det igen?
Hæh...

Jeg er, at dømme efter mit køleskab, helt sort af mystik. Dunkelhemmelig. Hun er klog, hende Dines. Hvis jeg ville, kunne jeg lade det blive ved det. Nu har jeg nemlig leveret et billede af mit køleskab.
Jeg mener. Det hele er jo tosset mystisk: Årer af træ, der snor sig op gennem den sorte hemmelighed og så det lette lag af (usigtet spelt)mel, der på mystisk vis lægger sig på næsten alle vandrette flader i mit køkken for tiden, og dermed også håndtaget på køleskabet. Jeg har nemlig fået Camilla Plums Et ordentligt brød i julegave og jeg er så tæt på at være adopteret af hende, som jeg nogensinde kommer.

Det, I ikke kan se på billedet er, at det dufter af nybagt brød næsten hele tiden.

Men OK... Selvom jeg er lidt sort i både humor og ofte også i tøj og har ret meget sort i mit hjem. (Tsotzal ømlensfarve, alz'), så behøver jeg jo ikke afbryde legen på Emo-måden. Jeg går ud fra, at min opslagsvæg i virkeligheden er det, man gerne vil se et billede af, nu hvor jeg ikke kan sætte magneter på min køleskabslåge.

Jeg har en tavle malet på væggen. Lige nu har jeg ikke skrevet noget med kridt på den, men det kan man godt. Og tegne tissemænd, hvis man vil (og husker at slette inden mor eller mindreårige kommer på besøg).

Der hænger et gavekort til Illums bolighus, som jeg fik i julegave og som jeg glæder mig til at bruge. Jeg skal bare lige have løn først, for det koster altid mere end hvad fornuftigt er, når jeg går ind i den butik. Tzotal...

Ved siden af den hænger der to billetter til Nephews Danmark Denmark-tour og den koncert glæder jeg mig også rigtigt meget til. Jeg ved godt, at Dines lige nu har lyst til at flå sit tag tilbage, for det er blevet in at fravælge Nephew. Mig? Jeg synes, de giver et herresejt liveshow og virkelig performer. Elsker især Police Bells and Church Sirens og Sov for satan mand fra Danmark Denmark.

Og så er der ordmagneterne. Som - og det må jeg give denne vis mig dit køleskabsleg - faktisk siger noget om, hvem jeg er. ORD!
De sad faktisk på et køleskab, hvor jeg boede før og jeg kunne bruge timer på at stå og sætte betydninger og toner sammen. Nu står der kun en nøje udvalgt sætning på tavlen, fordi jeg kan forme de ord med kridt, som ikke var med i magnetpakken. Husk at købe ketchup, fx.

Nåmen, nu har I i hverfald fået lidt mere end bare et kig på mit mystiske køleskab. Lidt af sløret er løftet for mit sorte indre. Tak, Dines...

Det er vist noget med, at jeg skal give stafetten videre og tagge en blogger. Jeg vil meget gerne se Anarkistens køleskab indefra, for det bliver ved med at producere spændende sager, men jeg må nøjes med ydersiden, hvis hun vil være med.
Og så er der Endelig Onsdags-Randi. Hende må jeg bare se noget mere til, selvom hun både er turguide på sin Århus-blog og på sort baggrund på sin onsdags-blog. Mere, tak :)

Om kommentar-stalkere og den slags

2010-01-27T10:10:00.003+01:00

Er jeg den eneste, der bare er ved at kaste op over at læse, hvor langt mine facebookvenner har løbet idag? Med minutangivelser af intervaller og lydangivelser og hele pivtøjet.
En enkelt gang er fint, så skal jeg også nok klappe vedkommende på hovedet. Men gentagne træningsprogrammer på facebook?
Effing irriterende.
Næsten lige så udråbstegns-fremkaldende som endnu en kommentar fra hende der, der altid lige skal kommentere.

Og her stikker jeg poten i en hvepserede, I know. Lad mig med det samme sige, at jeg elsker at få kommentarer, både her på min blog og på facebook. Mest på bloggen, fordi den betyder mere for mig. Der er ikke en eneste af dem, der kommenterer hos mig, der er for meget og jeg indrømmer, at jeg nogle gange er ved at få krampe i F5-tasten for at se, om der ikke skulle være kommet et livstegn i et af mine kommentarfelter. For mig er det små kærlighedserklæringer og jeg er sådan en sucker for den slags.

Men på andre blogs er der gengangere i kommentarfelterne, som også er gengangere på hvert evigt eneste facebookindlæg uden at tilføre andet end jeg er her endnu: Velkommen til den nye tids stalker. Velkommen til social media hang-aroundz.

Især en kommentator (igen... ikke her på min blog eller på min facebookprofil) er så ihærdig med kommentarerne at selv profilejeren bider sig i armen af afmagt. Blogejeren er på ingen måde tæt med Kommentar-Louise. De træner samme sted. I hver sin ende af bygningen, virker det til. Men på nettet har Stalker-Louise meget travlt med at skrive 'VI ER VENINDER'...

Personligt skriver jeg tit kommentarer både her og hisset. Jeg sletter dem ofte igen, før jeg publicerer dem, fordi jeg er bange for at være for meget og være for påtrængende. Mine værste frygt er at være til ulejlighed og måske derfor stritter alt på mig, når der er et menneske, der, fuldstændigt blottet for social fornemmelse, bare vader ind til fremmede mennesker uden at banke på.

Dobbelt rævesaks. Jeg ved det. Måske skulle jeg selv være lidt mere gatecrashing hvad kommentarer angår, for så længe man ikke bliver til Stalker-Louise, så kunne det faktisk være, at man glædede andre. Eller også gælder det bare om at få skrevet noget indhold i sine facebook-kommentarer - ligesom man gerne skulle skrive lidt indhold i sine facebook-opslag. Og i sine tweets, for den sags skyld

Hil verdens bedste - og bitreste - bilist: MIG

2010-01-25T21:42:00.001+01:00

Andre bilister er tåber! Alle andre bilister, hører I?

Midaldrende kvindelige bilister, der kører så langsomt at hende den fede fra Rema kunne overhale med to poser på styret. Vejen er fin og tør. Der er grønt. Hvorfor holder du der, midt på min vej, mutter Fit? Det er eddermame ikke en Nobelpris værdigt at nær-parkere i ydersporet på Ringvejen, når du i virkeligheden gerne vil dreje til højre, ind mod Noa Noa-butikken. Fingeren af katastrofeblinket. Kom så i gear. Helst af banen.

Ung, mandlig tyrkisk bilist. Tror jeg nok. Jeg kommer pludselig i tvivl om det er min 3-årige nabo, der havde startet bilen og er rullet afsted, for det eneste jeg kunne se, var en hånd placeret højt på rattet og en mørk hårtop. Det eneste jeg kunne høre, var en gearkasse, der blev pint i et alt for lavt gear...
Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan de kan se ud af forruden, for slet ikke at nævne bakspejlet, når de sidder nede i bunden af bilen. Forklarer selvfølgelig, hvorfor de kører den gale vej omking helleanlægene i høj fart. Der.

Mænd omkring 40.
Slap.nu.af, altså. Fat nu bare en gang for alle, at jeg kører bedre bil end dig og du får ikke håret tilbage ved at gasse din familiebil op, så ventilerne hviner, så du kan vinde 4 meter og komme først derhen hvor vi allesammen skal flette. Det eneste du får ud af det er at holde bagved Mutter Fit og hendes angst for biler, mens jeg glider forbi med et smørret grin, en strakt midterste finger og vind i håret. Det nytter heller ikke, at du lave hjulspin og nikker i takt til 'Wind of change'. Du får ikke lår om ørerne af den grund. Heller ikke af den grund. Du kunne jo begynde med at skrabe den der ring af æggemads-fanger væk fra dit fjæs, selvom du selfølgelig ikke kommer til at køre bedre bil af det.

Unge kvinder, der stadig tror at verden går under, hvis de ikke svarer sms inden skærmlyset slukker, og at de vil være eneste overlevende, fordi de jo er udødelige og meget snart verdensberømt mediedarling.
Der skal skrives sms, øves trutmund og ledes efter mobil, der pludselig er faldet på gulvet i passagersiden, samtidig med at brysterne skal samles ind i push-uppen og Medinas ekstremt dybe og komplicerede tekst skal mimes. Det kunne jo også være, at ham den lækre med gulv-sædet skulle komme forbi, så tøsebarnet kan himle med øjnene og synes at det bare er for maaaaaaaajet.
Der er en grund til, at ham den unge med hånden og håret ikke kommer op forbi fars lånte bil: Han kører i flok nede bag ved sammen med os andre, der er for rædselsslagne til at forsøge at liste os forbi det rullende entertainmentcenter, som ligger og flakser lige omkring de hvide streger, som var det tirsdagscoken, der var linet op.

Generelt: Andre bilister. Skrid nu væk fra min vej. Hold i det mindste til højre. Det kan da ikke være nødvendigt, at jeg skal gøre alvor af at anskaffe mig det lyserøde blink at sætte på taget af Swiften? Vel? Don't make me!
Og stram så lige op til i morgen...

Mærkeligt, der er småkagedej i tastaturet på min Mac.

2010-01-23T09:58:00.001+01:00

Jeg elsker min Mac, jeg glæder mig som en sindssyg til den iPhone, som er på vej til mig og jeg er fuldstændigt begejstret for al den kommunikation, man selv kan få til at opstå via sociale medier. Samtidig har jeg en forkærlighed for småkager, man skal dyppe i kaffen. Det må være min indre mormor.
Der er småkagedej i tastaturet på min Mac-

Jeg savner den tid, hvor 12-årige drenge ikke havde hår, der ser ud som det er gået i stykker og hvor purunge piger ikke viste baller i plastik uden overhovedet at have pli til ihvertfald at trække t-shirten ned over de der læder-lookalike-gamacher. Jeg savner den tid, hvor vi sad på vores skibsbriks og læste De Fem og ungdomsromaner eller klatrede rundt i træerne og fik sunde røde kinder, grønne knæ og lov til at dele en cola til frokost.

Jeg fryder mig over det netværk jeg har i de sociale medier og det liv jeg lever, mens jeg sidder med varme strømper i sofaen og snakker med folk jeg kender og holder af.
På afstand.
Måske er det derfor, jeg så godt kan lide det. Jeg kan skrive og jeg kan være mærkelig hundedame, være social og være alene samtidigt.

Jeg er mærkelig. Virkelig. Jeg har endda fået det at vide og det er rigtigt nok. Tror jeg.
Måske er der nogen, der kan finde ud af at holde af 'mærkelig'?

Jeg går i dynejakke ala firserstyle. Jeg siger underlige ting, der ikke passer hos de unge (fædrelandskærlighed, værdisæt, at opføre sig ordentligt...) og jeg siger underlige ting, der ikke passer til min alder. Fordi det hele er mig.

Mediemord!

2010-01-21T10:32:00.001+01:00

En mand blev udråbt som Marias morder. Det var jo helt sikkert ham, når han tidligere var dømt og ovenikøbet boede i samme blok, hvor Maria blev stranguleret med sine egne strømpebukser og misbrugt.
Medierne var så ~~savlende skandalehungrende~~ sikre på, at manden var skyldig, at de uden at tøve udleverede både navn og billede på store spisesedler på torvet.

Mand i gabestok. Han kunne jo bare gå væk fra gabestokken, hvis han var uskyldig. Ligesom heksene ville flyde ovenpå, hvis de virkelig var hekse, og synke til bunds, hvis de var uskyldige, den gang da en anden slags heksejagt var dagens orden.

Nu viser det sig så, at de andre statsmagter kan påvise, at manden faktisk er uskyldig. Dømt offentligt, men uskyldig.

Og så siger Ekstrabladet, den mest ærgerlige tabloidavis i verden, at de ikke fortryder at have dømt en uskyldig mand. Ekstrabladet, som i broderbånd med TV2 sælger produkter ved at pakke dem godt ind i dårlig journalistik og leflen for den laveste fællesnævners sensationshunger. For så sker der da NOGET i dumme menneskers liv.
Der er penge i lortet. Der er penge i personlige tragedier.

Det næste der sker er vel, at Ekstrabladet begynder at skrive om de menneskelige tragedier, de selv har skabt.

Skyd mig eller giv mig min navnehukommelse tilbage. Bare tag den løsning, der er hurtigst.

2010-01-20T09:13:00.001+01:00

Så er der morgen-salgsmøde, hvor alle firmaets hotshots og ledelsen er til stede og det er ligesom bare DER, jeg skal gøre en god figur.

Og hvad gør jeg så? Efter en formidabel liste over alle mine salgsaktiviteter med et tilpast mål af humor til at virke sympatisk uden at undertegnedes kompetence bliver undermineret, sker det...

Jeg kan jo ikke huske navne om det så gjaldt mit liv. Quizprogrammer kommer aldrig på tale, for selvom jeg i mine afslappede øjeblikke kan svare på alt i hele verden - nogle gange også huske navnet på statsministeren og ham, der er forsanger i Bon Jovi - så er jeg spejlblank, når jeg bliver afkrævet det der navn. Det gælder også produktnavne.

Min øverste chef spørger så, hvad det er for et produkt, jeg har talt om at bringe i spil overfor min kunde X. Jeg VED hvad det hedder. Jeg har endda talt med ham om det tidligere. Men jeg er bare blank i det øjeblik han spørger.
Istedet for at sige at navnet lige undslipper mig i nuværende øjeblik, begynder jeg at famle efter navne og samler et helt forkert navn op af spanden med umulige muligheder. Det er så forkert, at det faktisk er navnet på et meget kendt og helt anderledes produkt, men jeg siger det altså alligevel og kan bare høre, hvordan mine erhvervede stjerner bliver flået af skuldrene på mig. En efter en.

Mens jeg forvandler mig fra kompetent manager til hende den dumme, blonde ovre fra Jylland, bliver jeg da bare ved med at lede efter navne og grave en endnu dybere grav til mig selv.
Og så griner de alle sammen af mig på den der 'hun er dum'-måde.

Vær venlig at skyde mig.
Helst mens de stadig ved, hvem jeg er og har min personlighed i klar erindring. Det har de helt sikkert lige nu.

Hey, din nederdel sidder fast i dine strømpebukser

2010-01-18T21:50:00.001+01:00

Jeg håber inderligt, at der er nogen, der vil fortælle mig det, hvis jeg gør noget, der er iøjnefaldende og udenfor orden.

Der er ikke noget værre end at se sig selv i spejlet og se den bille-store birkes, der har sat sig til at råbe og pifte mellem fortænderne, når man godt ved, at man har grinet stort det meste af de seneste to timer. Hvorfor er der ikke nogen, der lige diskret laver det universelle tegn for 'du har noget mellem tænderne'?

Jeg frekventerede engang en kantine, hvor der hver dag klokken 12.05 sad en mand og fremviste en røvrevne så dyb at Marianergraven måtte nikke anerkendende. For det første kan jeg ikke forstå, at han ikke kunne mærke den kolde luft når nogen gik forbi, sådan som hans behåring bevægede sig, og for det andet kan jeg ikke forstå, at hans kolleger ikke lige prikkede til ham og gjorde ham opmærksom på fremvisningen af moderne cykelstativ. Eller bare smed en femmer i.

Idag har en kollega gjort mig opmærksom på noget, som kan stå i vejen for min karriere. Det var ikke let for ham, for hvilken mand tør sige til en kvinde, at hun har fejl ved sin måde at være på uden at have en kold øl, en sofa hos en ven og en flugtvej ved hånden?
Ham her turde og jeg har den dybeste respekt for, at han gjorde mig den tjeneste.

Jeg har en veninde, som af og til taler til sine omgivelser som om hun var bandeleder i Bronx. Lidt for mange håndtegn i forhold til dåbsattesten og lidt for mange lånegloser. For slet ikke at nævne en tone og en attitude, der skræmmer og fornærmer nogle af dem, hun taler med.

Hvorfor er det, jeg ikke bare fortæller hende det?

SPYT!

2010-01-18T09:55:00.000+01:00

Der er nogle ting, jeg er absolut hysterisk på tante-måden over. Og som kan suge min opmærksomhed til sig som mænds øjne bliver suget til blottede bryster.

Sprogmisbrug er en ting, men idag er det Folk, Der Gnasker, der får mig til at flegne helt ud.

Der er regler om, at man ikke tygger med åben mund og at man synker sin mad før man taler, folkens.
Det betyder, at I ikke skal vende jeres fjæs med retning mod mig og tale mens jeg kan se croissant vælte rundt derinde og høre, hvordan der klæber sej, smaskende masse til hele mundhulen.
Gudskelov har jeg flyttet plads på kontoret, hvilket giver mig mindst tyve minutters ekstra tid til at have hænderne på tastaturet. Før jul brugte jeg 20 minutter med hænderne for ørerne, fordi jeg kunne høre mad-tumblere med åben låge og lykkelige smask fra køkkenregionerne.

Jeg ved godt, at tyggegummi ikke er mad og jeg vil ofte foretrække, at du tygger tyggegummi fremfor at ånde bitterkaffe ud over mig, når du kigger mig over skulderen, men luk lige munden, hva'!

Desuden er tyggegummi ikke evigt holdbart, slet ikke Stimorol-typen, der bare klikker og larmer omkap med kæberne, når det sidste saft for længst er tygget ud af det.
SPYT så ud, blev der sagt.

Jeg er ikke for fin til at holde en mor-hånd hen under næsen på dig, når du piner det stakkels stykke smagsforladt gummi - og mine nerver.

Og nu må jeg tilbage til min tantekop. Der er kaffe, der skal slubres.

Creepy opkald

2010-01-17T15:31:00.005+01:00

Scene fra et søndagsliv:

Mig med bog i hånd mens jeg venter på at kaffen bliver færdig. Mobiltelefon ringer.

Displayet viser 'privat nummer' og jeg tænker, at jeg lige så godt kan få overstået opkaldet fra avissælgeren og tager telefonen.

Mig: Det er Lene
Heeeej Lene, hvordan går det?
Mig: Øh... hvem taler jeg med?
Kan du ikke høre det? Du kan måske ikke tale nu? Skal jeg ringe igen senere?
Mig: Jeg ved ikke lige hvem du er??

Inde i mit hoved flyver tankerne nu omkring for at finde et ansigt, der kan passe til stemmen, eller en lejlighed, hvor jeg har givet mit nummer ud til et formål, som kan berettige et opkald søndag eftermiddag. Intet. Der er intet, der passer på stemmen, der lyder lidt som Ole Henriksens og så alligevel ikke.
Hm.

Kan du virkelig ikke regne det ud? spørger stemmen og jeg ved ikke hvorfor jeg tænker, at det da virkelig også er for dårligt, at jeg ikke kan regne det ud.
Nej, svarer jeg. Som sandt er. Vil du ikke fortælle, hvem jeg taler med?

Du kan måske ikke tale nu? spørger stemmen igen. Og det begynder at løbe mig koldt ned af ryggen, for jeg er midt i en kriminalthriller og dette her passer ALT for godt ind i en skrækhistorie, jeg kunne skrive mig selv ind i.

Jeg har ikke lyst til at tale med dig! panik-udbryder jeg og forbander mig selv for at tænke, at det da ER for dårligt, at jeg ikke ved hvem det er.
Jamen... siger stemmen og det skramler lidt. Kan du ikke regne det ud?

Og så lægger han på.
Det telefonopkald gav mig kuldegysninger. Det er så mærkeligt. Men altså... Jeg har før oplevet at føle mig angrebet og selvom jeg ikke havde set lige den slags angreb komme lige fra den vinkel, så sidder jeg her og begynder at se lyset efter et par timer i mental fosterstilling pakket ind i dyne og hund.

Det var jo lige en god søndag. Som da spandexkollega lagde en lattermild arm om skulderen på mig. Vi kan GODT lide mænd, der gør sådan noget. Eller da nogen udtrykte, at det var os mod resten af verden, come hell or high water.

Men hvem er det, der ringer på den måde? Sådan en skide nathue.

Skriften på væggen

2010-01-16T17:24:00.005+01:00

Hvordan sorterer man i det, der bliver offentliggjort på bloggen? Jeg har brugt noget af eftermiddagen på at diskutere det med mennesker, jeg holder inderligt af og har det ekstremt godt sammen med.

Min smukke og kloge svigerinde melder sig frivilligt som emne på denne blog og vil gerne være Svigerinden Med Det Tunge Underansigt, hvis jeg skulle have behov for sådan en figur. Hun ville være utroligt dårligt castet til den rolle, men det er dejligt at vide, at jeg kan skrive om hende, hvis jeg har en historie, jeg bare må dele med hele verden (som selvfølgelig læser med på min blog, not).

Jeg tager det som en tillidserklæring, at hun - som en af de eneste - frivilligt stiller op.

De fleste andre i min familie har gjort det meget tydeligt, at de ikke ønsker at jeg skriver om dem eller nævner dem på denne adresse. Hvilket jeg naturligvis respekterer. Jeg omskriver dem til ukendelighed, hvis jeg ikke kan lade være. Det er ikke sket endnu.

Forskellen er, at de føler sig som ofre og ikke som emner.

Jeg respekterer deres afbud. Også fordi jeg har forståelse for, at det ikke er alle, der vil opfange kærligheden og humoren via mine bogstaver, og at der dermed er grobund for misforståelser og sårethed, som er nære forbindelsers pendant til Round Up.

Den forstandige læser og dem, der har været med længe, har fundet ud af, at bestyrelseslokalet er min tankehal og at navnet er opstået, fordi jeg har en bestyrelse i hovedet, der ofte holder et minuts stilhed over noget, der har berørt dem, eller som griner højlydt og upassende af et eller andet groft, som nogen har sagt. Ofte skændes de og retter bebrejdelser mod hinanden og ... det hele bliver naturligvis dokumentet og taget til referat af bestyrelsens sekretærer.
Med bogstaver.

Jeg er død-taknemmelig og meget meget ydmyg over, at der er nogen, der har lyst til at læse med. Især fordi jeg skriver af lyst og fordi jeg ikke kan lade være.

Den sparsomme dokumentation, der kan læses på denne blog, er ikke det fulde billede af, hvad der sker i mit hoved og i mit liv. I så fald ville jeg leve et overskueligt liv.
Af hensyn til mine nærmeste omgivelser, som læser med her, sorterer ~~jeg~~ sikkerhedschefen i dokumentationen.
Det har jeg accepteret at gøre, selvom det har kostet mange generalforsamlinger i bestyrelsen at nå frem til den accept.

Jeg vil ikke lade mig censurere.
Jeg vil ikke lade være med at føle og iagttage og reflektere, fordi andre ikke bryder sig om at høre om det.
Men jeg vil gerne respektere det faktum, at ingen - heller ikke mig selv for den sags skyld - kan lide at føle sig beskrevet uden chance for at tage til genmæle på en ligeværdig måde.

Fair nok. By all means. Men jeg føler og iagttager og reflekterer stadig.
Det bliver dokumenteret andre steder og i andre medier. På andre blogs, på papir, hen over kaffen.

Nogle gange nøjes jeg med at tale med svigerinden om de dage, hvor man bare har behov for at dem, der er tættest på, går en meget lang tur på et par dage, så man kan få noget effing fred. En gang om måneden, cirka.
Men ud kommer det. Bare steder, hvor det ikke er alle, der har mulighed for at læse med og misforstå.

Svigerindens søster spurgte igen idag om det var en bog, der var næste skridt, når jeg nu lever via skriften. Og så er det jeg tænker: Hvordan skriver jeg en bog, der selvfølgelig bliver vedkommende og god (...) uden at mine omgivelser føler sig udstillet?

Comfortably numb

2010-01-12T19:48:00.002+01:00

Bussen stoppede, læssede af og kørte igen. Den var grå af vejsalt.
Tilbage i vejkanten stod en mand med halvt åben mund, en plastpose i den ene hånd og en halv cigaret i den anden, øjnene så på et eller andet oppe i luften som kun han kunne se. Imens luntede hans store hund omkring ham og snøftede i sneen.

Han burde gå ind i varmen. Holde op med at junke og drikke og se at få den hund i snor. Men han så nu så komfortabel ud, derude i grøftekanten i alt for tynde sko.

Jeg havde kørt i tæt trafik i over to timer, da jeg passerede ham.
På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg helt bevidstløst kørte i ydersporet på motorvejen bag ved alle de andre morgentrafikanter; jeg kiggede ind i inderbanen, hvor vi burde have fyldt op først.
Der var tomt. Fri bane.

Jeg ved godt, at det er forbudt og at jeg burde have ladet være. Men altså... fri bane?
Jeg havde asfalten helt for mig selv i over en kilometer, mens jeg inder-halede bil på bil.

Eneste straf var et blink med lygterne fra den hi-ace, jeg endte med at køre foran i ydersporet, da traileren sinkede trafikken i inderbanen. Og han var bare sur, ham der blinkede, ingen fare på færde. Bare ærgerligt for ham.
Jeg burde lade være, men der burde også være bøde for bevidstløst at skabe kø i ydersporet. På den morgensure lemmingemåde.

Jeg burde også have været pæn pige og tiet frygtsomt stille mens mændene holdt møde idag.
Jeg burde slet ikke have sagt at det er en forbandet løgn, at der kun er 3 kvinder i hele landet, der går med burka.

Men nu er det bare sådan, at de øjeblikke, hvor jeg tænker selv og gør, hvad der er mest hensigtsmæssigt og rigtigt er det eneste, der adskiller mig fra ham narkomanen i grøftekanten, der ikke mærker, at han er ved at miste tæerne af kulde, fordi han er så bedøvet.

Fredfyldt bedøvet.

Tror hellere jeg vil bryde tomheden og vanen og slippe herfra med ti tæer i behold.
Imorgen.

Bør udstyres med rød advarselstrekant

2010-01-11T20:36:00.004+01:00

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har tabt ting idag. Nøgler, gafler, dimser.
Til gengæld har jeg tal på de gange, jeg har spildt idag: 5. En gang var det kaffe ud på bordet. En anden gang var det mad ned af uldjakke. Jææj.

Jeg glemte min iPod i omklædningsrummet og nåede heldigvis - og takket være en verdensmesterspurt ned af fitnesscentrets trapper - at nå tilbage til min lille skat, inden den forsvandt. Den var allerede gemt væk under en eller anden piges tøj, klar til lige at blive taget med hjem.
I den situation var jeg ikke ked af at skulle flytte hendes undertøj og de tilfældigt kastede træningsbukser.

Mikrofonen i spinningsalen virkede ikke, så jeg måtte råbe igennem en hel elite-time.

Altså, alt er gået fint. Kunderne er glade, også dem i fitnesscentret. Jeg har nået en masse idag, men det har bestemt ikke være kønt og jeg har brugt mange telefonsamtaler på at studere kuglepensklatterne på mine fingre.

Imorgen håber jeg at tyngdekraften er blevet gode venner med mine hænder igen.

Hvad er tegnsprogstegnet for fucking PHEW!?

2010-01-10T21:23:00.004+01:00

Idag fik jeg en sms fra Linda. Jeg ved ikke, hvor hurtigt efter uheldet hun skrev, men jeg blev pivforskrækket med det samme, for tænk nu hvis... hvis.... hvis nu alt det, vi talte om i aftes ikke ville blive virkeligt... Tænk, hvis hun ikke var der mere.

Jeg giver hende skylden.
Også i den grad, for selvom hun har set døden i øjnene og selv er rædselsslagen, så kan hun godt lige få skylden for mine rystende hænder også.
Da jeg skrev svar-sms nummer 4 stod jeg i Fakta og var godt igang med at vælte et kæmpeenormt tårn af vaskemiddelkasser fordi jeg var Shakin Stevens med Parkinson i senstadiet.

Der var 8 kasser i højden, hver læsset med 12 flasker biotex color. Jeg nåede at tælle dem, da tårnet i slowmotion tippede, delte sig i to og landede i et andet tårn af noget tungt, der også tippede og larmede og landede på gulvet og i min ydmyge indkøbskurv, som jeg havde stillet ved siden af mig på gulvet, fordi jeg var blevet så svimmel af at holde vejret i bare post-forskrækkelse over at have været så tæt på at miste den irritende kloge veninde med den store fremtid.

Jeg kan ikke give Linda skylden for at have klemt fingeren mellem to stykker bordplade, som jeg selv smækkede hårdt mod hinanden i frustration tidligere på dagen.
Jeg kan heller ikke give Linda skylden for hovedpine og kold kaffe der har forfulgt mig hele dagen eller alle de andre små ulykker, der har spændt ben.

Helt sikkert er det, at jeg takker den Gud jeg tror på for at have hende (og de andre) i sne-fri Århus igen.
Jeg tror lige, jeg spørger Ham om Lindas prøvelser idag eventuelt kunne tænkes at have noget at gøre med hendes ærinde i Kolding, nu jeg har ringet op...

Toilettet?

2010-01-09T15:40:00.003+01:00

HELLE! Fredet!

Når man råbte det hjemme på vejen, når man legede med de andre børn, så kunne man ikke røres. Så måtte den, der var den, løbe efter nogle af de andre, indtil man igen slap lygtepælen eller forlod den knækkede fortovsflise, der var malet med kridt og som var officielt fredhelligt land.

Der har været masser af mennesker omkring mig de seneste par dage - undskyld tavsheden herinde - og selvom de allesammen uden undtagelse har været både sjovt og fornøjeligt selskab, så har jeg taget mig i at lede efter det sted, hvor jeg lige kunne være i fred indtil jeg havde trukket luft nok til at kaste mig ud i legen igen.

Det er ikke rigtigt lykkedes mig at finde lygtepælen.

Måske er det alderen, der gør, at jeg bliver mere og mere mærkelig kattedameagtig og socialt lettere at trætte. Måske er det bare helt naturligt, derude i virkeligheden, at have en snert af socialangst og behov for at få on-tiden skåret op i mundrette bidder?

De af jer, der kender til MBTI og lignende typebestemmelser vil have gavn af at vide, at jeg er ekstrovert. De af jer, der kender mig, har ikke brug for spørgeskemaer for at vide det.

De færreste af jer ved, at jeg indimellem famler efter en lur og et skjulested under usynlighedskappen.

Men er der nogle af jer, der ved, hvordan man lige fikser det behov midt i kickoff-arrangementer og kundemøder?

Brilleabe

2010-01-06T19:47:00.002+01:00

Mine nye læsebriller får mig til at ligne en førtidspensionist fra 70'erne. Jeg mangler bare lige en lunken porter og en æske Manne-cerutter. Jeg er glad for dem...

Jeg slipper forhåbentlig for flere jeg-kan-ikke-se-skærmen-rynker om øjnene. Til gengæld er jeg begyndt at tænke, at det da er fint nok med en kop filterkaffe og en quality street og jeg er fuldstændigt ude af stand til at læse avisen uden mine læsebriller. Det skete i det øjeblik, jeg tog dem på. Idag.

Hvordan kan det egentlig være, at man tror, man ser bedre ved at knibe øjnene sammen og rynke læberne også? Ligesom at læne sig 20 cm frem for at se et skilt, når man kommer kørende med 140 km i timen.

Sæt dig nu ned og ti stille

2010-01-04T21:36:00.002+01:00

Jeg øver mig i denne tid.
På at lade være med at blive for engageret og tage ansvar og nye udfordringer. Jeg øver mig i, bare at være en af flokken, som er klog nok til at lade andre gøre arbejdet og træffe beslutningerne, så længe det er muligt. At passe på sig selv (først), hedder det vist nok.

Faktisk går det... ikke skidegodt.

På mødet idag lykkedes det mig at holde mund og ikke sige noget. En lille sølvstjerne i min karakterbog.
Den sølvstjerne fik jeg så flået brutalt af siden igen.

Der er omorganiseringer på mit job og vi skal arbejde mere i teams. På nye måder, som gør, at mig og alle mine verdenselitekolleger både får det bedre og kan føle, at vi selv er en del af løsningen. Positivt. Meget positivt.

Men forklar mig lige, hvorfor jeg ikke bare kan blive siddende på min plads og lade andre om at tænke tankerne, gøre arbejdet og bare passe mit, istedet for at melde mig under fanerne og afsløre, at jeg gerne igen vil være blandt dem, der baner vejen og bærer fanen.
Mere arbejde? Mere ansvar?

Jeg vil gerne tage personaleledelsesopgaver igen. Jeg vil gerne være med til alt det administrative og rekrutteringerne. Jeg tror jeg er god til det. Og jeg ved, at jeg bare skulle sætte mig ned og lade andre lede. Bare for en gangs skyld.
Det er jo ikke fordi jeg ligefrem har massive mængder af overskud, der bare ligger og støver til og jeg har jo LOVET mig selv, at jeg skulle blive bedre til at passe på mig selv, før jeg passer på andre.

Kunne klæde mig at falde tilbage i geled med en lav profil. Kan man købe dem i Bauhaus?

Kom tilbage, nej... jo..

2010-01-03T20:45:00.002+01:00

Der findes ikke noget tidspunkt, hvor man er så glad for det man har - og har haft - som når det er på vej væk.
Uanset om der venter noget godt og spændende på den anden side, som al fornuft siger er det rigtige.

Juleferie, blandt andet.
Jeg skal skynde mig at huske travlheden lige op til julelukningen, julestress, køreture og mavepine, sygdom, ø-kuller og alt, alt for mange ferietanker, for ikke at lægge mig ned og klamre mig til det sidste ben af min ferie.

Oh, nattesøvn i 9-timers portioner. Oh, tid til at dyrke hjemmebageriet og mad lavet fra bunden. Oh, krimilæsning og sene film.

Hva så, tyksak?

2010-01-01T22:31:00.003+01:00

Årets absolut bedste nytårs-sms-hilsen kom fra min kollega. Den lød i al sin enkelthed:
Hva så, tyksak? Godt nytår

Det er, som vi ved, noget af det mest hjertevarme en nordjyde kan få sig selv til at sige, så jeg blev glad helt ind i begge hjertekamre og svarede overstrømmende tilbage med
Lige over, Fedberg. Ha et godt et.

Menstruation

2009-12-30T18:00:00.002+01:00

Jeg er sandsynligvis ikke den eneste, der kaster en lille smule op i munden og får pinlige kvælningsfornemmelser, når talen falder på menstruation og menstruationsbind. Eller er jeg? Det er lissom bare ikke noget man har lyst til at flashe i det offentlige rum og det nytter bestemt heller ingenting at man i tv-reklamer forklæder slimhinde som blå biler.

Jeg er åben for, at det bare er mig. Jeg tror også, jeg kan finde årsagen til min lede mod at offentliggøre rutinen med at trække benklæderne ned, fjerne plettet bind, rulle det sammen og få det til at forsvinde, forklædt som toiletpapir, åbne ny lyserød pakke, adskille indpakning og montere nyt bind, vifte med fingrene for at få indpakning af poterne. Det skete nemlig, at jeg engang kørte forbi en grønlandsk kvinde, der mente at hun lige kunne skrabe gamacherne ned og skifte bind på åben gade.

Hun glemte bare det med at få det brugte bind væk på en sober måde. Det lå ligesom bare der og grinede åbent. Klistet til fortovet.

Nåmen. Tilbage til nutiden. Jeg var for nylig til en yogatime, hvor instruktøren i sin introduktion til øvelserne 'ploven' og 'skulderstand' sagde, at man ikke måtte udføre dem, hvis man havde menstruation. Nå. Jamen, så var der pludselig to af deltagerne, som sad der med et kæmpestort, selvlysende skilt om halsen, med påskriften 'jeg afstøder pt blodig livmoderslimhinde'.
Gabestok i spandex, siger jeg bare.

Derfor var det også rimeligt sjovt på den grænseoverskridende måde, da jeg råbte på tværs af kontoret: 'Mettøøøøøøø? Har du set min koncentration?'. Mette sidder immervæk lidt nede i lokalet, så hun var egentlig undskyldt, da hun begyndte at tæske rundt i søgende cirkler for at finde det, hun troede jeg manglede. Min præsentation.
Min mund åbnede sig og vi begyndte på ordudveksling af ord, der ender på -tion og det endte med at klingre højt og tydeligt gennem nørd-land: Har du min menstruation?

Doh. Ring efter de blå biler.

Aldrig mere kanelsnegle

2009-12-29T14:37:00.005+01:00

Jeg er syg.
For satan i helvede. Et snigerangreb med hævnstyrke fra alle de gange, hvor jeg er sluppet billigt.

Jeg bager jo. Jeg bager i rå mængder og det er sjovt. Det var også sjovt at bage kanelsnegle og fødselsdagsboller, hvor der efter Camilla Plums anvisninger skal bruges både mælk og en hel pakke smør til 24 små boller.
Nogen har glemt at fortælle mig, at der er uhyrlige mængder laktose i selv en lillebitte smagekanelsnegl eller to, når man blander et helt mejeri i fra begyndelsen - jeg havde lynhurtigt fortrængt at den glatte, fine dej var en tikkende bombe for sådan et svagt barn som mig.

Så da jeg tog turen mod fajancen (home sweet home) første gang, forbandede jeg duften af kanelsnegle, der hang tykt og skadefro i luften.

Det gjorde jeg også, da jeg måtte storme ud af sengen anden gang. Og 4. gang. Ved 7. sprint måtte jeg vurdere muligheden af, at kanelsnegle umuligt kan være så potente.

Det har været en meget lidt værdig nat for en dame på min alder. Jeg indrømmer. Jeg er helt drænet for alt vædske indenbords og går under navnet den knirkende zombie her i nabolaget.
Det er utrolige mængder væske man kan rumme - men det gør eddermame nas at undvære dem.

Mine knogler gør ondt. Det føles som om jeg har hofteskred. Jeg fryser på den måde, hvor man kun kan stå helt stille og lade huden krybe omkring de arme knogler.

Det kom så vidt, at jeg måtte bede om hjælp til at skifte sengetøj (dont ask. Det var uværdigt) mens jeg frekventerede fajancen for 17. gang og havde opgivet at tude, fordi der ikke var væske nok til tårer.

Endte med at jeg sov på badeværelsesgulvet mellem spulingerne. Det var heller ikke værdigt.

Jeg er bange for, at det smitter.

Hvis I ikke synes det kunne være hyl at lave en smertefuld klub af knirkezombier med speciale i at vende vrangen ud, så kan vi evt drikke noget cybercola, når jeg lige har fundet en, der har kræfter til at åbne sådan en sag. Jeg skal gerne sende en kanelsnegl, hvis det er.

Juleslik - vi bringer en forklaring

2009-12-25T15:28:00.003+01:00

Ja, altså undskyld fordi jeg lader sådan fire fætre springe ud i dit juleåsyn, men jeg synes jeg ville dele chokket.

Det er vingummi og min mor har købt dem og lagt dem på etagefadet med det andet juleslik. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde og jeg vidste heller ikke lige, hvordan jeg skulle modellere mit ansigt. For det er ikke ligefrem let at få sådan en rød vingummifætter proppet i munden, mens forældrene kigger.

Ergo blev jeg nødt til at tage fat og stille dem op på række og fotografere dem. Don't ask.

Min mor sagde, at hun havde set dem på en hylde i børnehøjde (må jeg anbefale at man ikke serverer dem for børn uden at være klar med en særdeles god forklaring om at det er flyvemaskiner eller noget), mærket at de havde lige præcis den rette blødhed (vi går en del op i at juleslik og konfekt skal være yummi hjemme hos mine forældre) og lagt dem i vognen. Først senere gik den grufulde sandhed op for hende, da min yngste søster den 23. december strittede med en af de røde mellem to fingre og udbad sig en forklaring.

Fætrene er cirka 2.5 cm små og kan købes hos Mutter Pötzsch.

glædelig jul

2009-12-25T00:09:00.002+01:00

Så blev det jul.
Disney, Lego, and og kirke. Og fantastiske gaver.

Desværre også en præst, der blandede politik ind i sin juleprædiken og dermed tvang mig til at drikke et ekstra glas vin, men ... Jeg har svært ved at stave til ret mange sure opstød med alle led godt forede med konfekt. Det kommer nok i morgen.

Tænk på det bedste du ved

2009-12-20T22:14:00.003+01:00

Her vader jeg rundt i jule-årsafslutnings-travlhed og planlægning og gavekøb og koordinering, når altså jeg ikke sover 12 timer i træk, hvis jeg på nogen måde kan snige mig til det. Jeg har på fornemmelsen, at jeg bare sjosker og er kedelig og har en alt for stor skoletaske på ryggen, der banker ind i ryggen på mig for hvert skridt.

Og så er der skønne, fantastiske mennesker, der giver udtryk for, at de godt gider at lege med mig.

Yogafællesskab, søsterovernatninger, en ny adoptiv-søster med hang til rødvin og ordentlig mad, fødselsdagsinvitationer og biografture med enighed om, at Avatar er en nyreligiøs klimaaktivists våde drøm.
Pludselig er den tunge skoletaske blevet til en superkappe og sneen er krystalklar.

Tak. Af hjertet.

Oh, grow up!

2009-12-16T19:28:00.003+01:00

Fint, at folk siger, hvad de mener og fint, at de bruger deres forsamlingsret, men nu er jeg altså blevet til en sur kapitalist, der holder meget af min ejendomsret og af at bruge statens, dvs fællesskabets, penge, der hvor de er brugt bedst.

Der er familier, der ikke har råd til at holde jul, der er sygehuse og børnehaver, der godt kunne bruge de penge, der bliver brugt på at rydde op og beskytte København mod horder af demonstranter. Der er behov for politi til at rykke ud til hustruvold, overfald og indbrud.

Jeg gider ikke høre klima blive brugt som undskyldning for, at unge, naive, oprørske rasta- og hættebefængte mennesker m/k er utroligt forurettede og tror, at de egenhændigt vil omstyrte kapitalismen og redde verden ved at sætte en ring i næsen og bryde igennem hegn ind til de voksne.

Fandeme nej. Og hvis I siger fredeligt een gang til, så studer lige noget Ghandi først. Fredeligt?

Gå hjem og spil noget guitar og drik the. Find nogle voksne, I kan lave et ordentligt oprør imod.

Det er nok bare mig...

2009-12-16T11:04:00.003+01:00

Der er meget jeg ikke forstår. En tilbagevendende undren er, hvorfor de såkaldte klimaaktivister blander ideologi ind klima-topmødet?

Så... hvis jeg nu skal tro på, at de meget engagerede og højtråbende klimaforkæmpere fra alle lande har opskriften på, hvordan jorden skal reddes, så skal jeg tro på, at vi bare skal afskaffe kapitalisme (og politibetjente) og indføre socialisme?

Troede, at historien havde bevist, at socialisme er grusomt og ikke særligt godt for menneskeheden (Se mod øst mod Gulag og glemsel og se mod anden verdenskrig og NationalSOCIALISMEN), men... jeg kan godt se, at ... nej. Det kan jeg faktisk ikke.

Det eneste, jeg kan se er, at en masse engagerede mennesker ikke stoler nok på demokrati og folkevalgtes evner til at klare et klimatopmøde og bruger deres selvretfærdige overbevisning til at lave ballade.

Men det er nok bare mig.