Bestyrelsen bukker og blænder et vindue

Det gør ondt helt langt ind i sjælen at skulle lukke bloggen, men det er ikke desto mindre mit eneste valg lige nu.

Bestyrelsen består. Sekretærerne tager stadig noter for fuldt drøn, økonomichefen hiver totter af håret og salgschefen har sex med HR-damen under bordet.

Bestyrelseslokalet er i mit hoved - på godt og ondt - og jeg har stadig behov for at kaste billederne ud i det fri, for at mærke, at nogen griber dem, om ikke andet, så fordi jeg ikke fungerer, hvis jeg ikke kan skrive.  Skrivningen har været min ventil, en måde at processere mine tanker på og jeg skriver af lyst og af liv. Fordi jeg visner, hvis jeg ikke kan kommunikere på skrift.

Mine tanker opstår ikke for at såre andre og jeg er ikke fri for at føle mig begrænset og afskåret fra noget, der for mig er meget værdifuldt og som viser, hvem jeg er.

Jeg kan ikke - og vil ikke - styre, hvordan andre læser bestyrelsesbillederne, fordi jeg ikke er herre over, hvor andre er henne i deres egne tanker og hvilke udfordringer de selv slås med, men jeg kan godt blive meget meget ked af, at perceptionslæren slår SÅ hårdt igennem, at mine billeder læses på samme måde som en vis herre læser bibelen.

På det seneste er mennesker, som jeg holder af, blevet kede af det jeg har skrevet og en enkelt er endda gået så langt som til at sige, at vedkommende hader bloggen, fordi den påvirker alle omkring mig. Det bliver jeg nødt til at reagere på.

Tak for turen, jeg har sat stor pris på hver eneste kommentar, jeg har fået. Bloggen har givet mig nye venner, både cyber-folk og meget virkelige og nære veninder - og bloggen har faktisk også været stærkt medvirkende til fritidsansættelser og et enkelt fast og velbetalt job.
Det bedste ved bloggen har for mig været at mærke, at I derude har forholdt jer til det jeg har skrevet og det kan jeg slet ikke takke jer nok for.

Jeg skriver fortsat. Der dukker et online madmagasin op inden længe, hvor der vil være artikler med mit navn under.
Og så vil der være en blog, som rummer bestyrelsesbillederne, også i fremtiden.
Den kommer bare til at være et sted, hvor der er æggebakker på væggene, så ingen hører hvad der foregår til møderne, med mindre de frivilligt er gået derind.

Det har - for mig - været en fornøjelse.

Would you consider NOT marrying me?

For snart mange år siden havde jeg et forhold, som på mange måder var helt perfekt. Timingen var rådden, og den bærer også æren for, at vi kom fra hinanden ret hurtigt igen.

Det fascinerende ved den måde det forhold begyndte på var, at ægteskabsprojektet på intet tidspunkt tog form. I ved... når især kvinder gør sig skyldig i en dødssynd: At tænke for langt frem, tænke ting i smadder, snakke for meget og med vold og magt forsøge at få alting gjort til en plan med underoverskriften os to for evigt, basta: Ægteskabsprojektet.

Måske var det timingen igen. Han var lige kommet ud af et langvarigt forhold. Jeg var på ingen måde parat til at tænke i ægteskabsprojekt-baner, selvom guderne skal vide, at jeg både tidligere og senere har excelleret i disciplinen.

Vi kunne ligge på et trægulv og snakke om dilemmaer og holdninger. Rød versus blå (hvad ville du vælge?), pest eller kolera, bøf eller sushi, Himmerige versus genfødsel og det evigt genkommende spørgsmål: Flemming Knudsen (aka borgmester fadøl) eller kirkebryllup?

Alle spørgsmålene udelukkende for at afdække, hvordan den anden hang sammen som person. Præferencer var interessante, tanker var meget tiltrækkende, mennesket et mysterie. Projekter ikke i syne.

I min omgangskreds er det i årenes løb sket, at folk er gået fra hinanden og det har en gang imellem slået mig, hvordan mennesker kan være fuldstændigt knuste af sorg over tabet af drømmen om fremtiden og det afbrudte projekt. De ligger ikke i fosterstilling og vræler fordi de savner den person, der nu er gået eller blevet smidt ud, de begræder den tabte mulighed for at realisere drømmeprojektet.

Det er selvfølgelig også rigtigt svært at savne et menneske, som man i et år har holdt i så stram snor at begges udsyn har været begrænset.

Når man står helt tæt på et andet menneske, ser det ud som om personen kun har et øje. Resten bemærker man ikke. Kommer man ud i dansefatning er der langt bedre muligheder for at se sin partner.

Et forhold skal bestå på grund af beboerne og ikke for at holde projektplanen. Det kan være svært for de veninder, der har prinsessedrømme om at stå brud, få 2.1 barn, to biler og en sød svigerfamilie at bremse sig selv og familiens forventninger og vente på at der kommer et menneske forbi, de har lyst til at lære at kende først.

Jeg har en god påmindelse om det, fordi jeg nu - maaaange år senere - stadig har den største respekt for ham, jeg kendte dengang. Vi var begge to nogle kludrehoveder og gjorde ting, som vi nok kan fortryde nu (jeg gør ihvertfald). Timingen var lige til at returnere, men han var der som person og ikke som brik i et projekt og er derfor ikke rammet ind i bitterhed og pigesurmule, når jeg taler med ham nu. Der er kun gode minder tilbage, selvom der også var tårer dengang.

Jeg siger ikke, at jeg ikke stadig kan gå i projektfælden, men det går bedst, når jeg lader være. Og i morgen kommer der Fire bryllupper og en begravelse.

Jeg ved det, jeg er en sucker for alt for selvfølgelige sandheder udsat for filmmanuskript. Og blog.

Stress er sådan et tarveligt modeord

Jeg kan spotte på lang afstand, når andre mennesker er pressede, stressede og har fået alt for store krav smasket lige op i fjæset. Ikke fordi kravene er urimeligt store, de matcher bare ikke til situationen. Mit problem er, at jeg ikke kan se det, når jeg selv er mast helt ned mellem plankerne.

Her er derfor lige et par retningslinier til mig selv. En guide, som du selvfølgelig også er velkommen til at bruge, hvis du synes at vi skal have veninde-fixpunkter. 

Man er for langt ude, når man midt i en sætning må forklare, hvad det er man ikke kan huske navnet på: Du ved den der store bygning i København... ikke der, hvor prinsen og Mary lige er flyttet ind og som jeg heller ikke kan huske hvad er, men den anden, hvor Folketinget ligger.. iiiih.! 

Det var ikke mig, der sniffede det sidste kontaktlim, det var det altså ikke. 

Det er gået for vidt, når man igen bliver vækket midt om natten og hovedet summer af allerede opsparet søvnmangel og man så ikke bliver lettet over, at klokken kun er halv tre, så der er 4 timer mere at sove i, men istedet tænker over, om man skulle stå op og lige få orden på vasketøjet, lave spinningmusik eller skrive den interessentanalyse igennem. Ganske uden at tænke over det urimelige i, at zombier og spøgelser bliver frarøvet deres enemærker. Det er også først om natten, man kommer i tanke om, hvor man lagde nøglerne dagen før, ikke kunne finde da det gjaldt og derfor kom afsted med ekstranøgler i løsvægt, så man kunne glemme dem på jobbet. Man må sprede sin indsats. 

Underligt nok fejler hukommelsen intet, når det kommer til fuldstændigt inferiøre detaljer som hexkoden på kundens helt specielle røde farve eller når det kommer til det, han sagde den aften for 25600 somre siden. Og jeg husker aldrig forkert. Blev der sagt. 

Jeg hvæser heller aldrig uberettiget. Host. Jeg er heller ikke nærtagende i unormal grad, selvom jeg tror, at der er konspirationer igang for at udstille mig som en inkompetent tøs på arbejdet og derfor må på toilettet for at hyperventilere ned i sammenfoldet toiletpapir og samtidig tænker på, om det er tyveri fra arbejdspladsen (ureglementeret brug af både tid og toiletpapir). Ikke spor nærtagende. Eller sensibel. Eller noget. 

Man er måske også en lille smule ophængt, når man åbner sin blog og undrer sig over, at der er gået 14 dage siden sidste indlæg, når man nu lige har publiceret det sidste. Eller kommer i tanke om, at der vist lige er løbet en invitation til barnedåb ind pr sms, som man burde svare lidt hurtigt på - og den så er 2 dage gammel (Undskyld) 

Jeg er her endnu og jeg har det godt. Så vidt jeg husker. 

I den jyske overskudstidszone

Jeg er på vej til København for at afholde en strategiworkshop, der begynder klokken 8.45.
Det betyder, at jeg har været afsted siden klokken 04. 00. Fire.

Hvordan kan Københavnere (generelt, Københavnere. Det skete også i det firma jeg var ansat i, før jeg kom til verdensfirmaet) planlægge møder, der begynder 8.45 og ikke tænke over, at vi stadig ikke rejser med warp-speed fra Danmarks rigtige hovedstad?

Der er et faktum, at det er hurtigere at køre fra Århus til København end omvendt. Åbenbart.

På den lyse side, får jeg lov til at se min by i mørke, med tomme gader, solen stå op og landet vågne. Hilste lige pænt på en bager, der sad og sang i sin bil. Vi hørte samme radiokanal.

I'm a survivor

Bilka. Lørdag klokken 14. De af jer, der også har en Bilka som lørdags-nærbutik, sidder allerede og krummer tæer og har grimme tics ved øjnene.
Det er som at træde ind i et online-spil:

Der er figurer derinde, der ligner orker iklædt skjortebluse. De fylder mæ helved te i gangene og bevæger sig i slowmotion med deres enorme måse på slæb efter megavogne.
Der er små irriterende tikkende bomber (aka andre folks børn) som man skal sørge for at styre uden om.
Og så skal man finde alle de ting, der står på sedlen inden man må komme ud. Tiden tikker. Jeg har det med at holde vejret ubevidst. Stig Åvall Severinsen kunne lave sit næste ekstremforsøg i Bilka og se om han kan slå min rekord.

Idag skulle jeg blandt andet finde ingredienser til the infamous Mississippi mud pie, for der skal holdes fødselsdag i morgen the american way.



Skulle have pecan-nødder.
Der var alt andet end pecan. Små indtørrede gnallinger af nogle tranebær til overpris tronede blandt paranødder og de der lange blege man rister på panden,  men ikke mit trofæ. Jeg fandt dem, noget der føltes som et forhindringsløb senere, banket helt ind i bunden af en hylde ovre i økoafdelingen, ved siden af marmelade.

Med fuldt lastet kæmpevogn skulle jeg bare finde to ting mere. Tiden var ved at løbe ud, blodsukkeret var faretruende lavt (alle de, der nogensinde har været i min periferi når det sker ved, at der så er ca 26 sekunder til melt down of the core), jeg havde det som om jeg skulle op efter ilt til min hjerne og så dukkede de værste modstandere på Bilka-banen op: Indvandrerne.

Jeg tænker ikke her på de mennesker, der er indvandret til Danmark fra Tyrkiet eller andre udlande. Jeg tænker på de indvandrere, der kommer valfartende ind fra oplandet på lørdagsudflugt, iklædt deres stiveste puds.

De er livsfarlige.
Først på parkeringspladsen, for de kører som om de kun kører Massey Ferguson til daglig, og siden inde i gangene, hvor de kigger på bland selv-slik-tilbygningen og sportsudstyrsafdelingen som om de var på guidet tour i Rom. Idag var der en der med et sennepsglas i hånden udråbte højt: Har du sjet? Det heer fik vi oss i Tyskland, det var da sjow. Kører man forbi sådan nogle med specialøl og iPhone har man på fornemmelsen at de vil tage et billede.

Til gengæld har Bilka nogle meget venlige hjælpere, som man kan benytte som livline. Ham jeg gik hen til løftede ikke et øjenbryn da jeg råbte på hjælp og betroede ham at han var den eneste i hele verden, der kunne forhindre, at jeg ville lægge mig ned på gulvet og skrige. Han skulle bare fortælle mig, hvor de gemte marshmallows til min kage af Mississippimudder.

De har verdens største slikafdeling. Man kan fare vild i chokoladerne. Og de har ikke marshmallows lige idag.

Jeg slap ud. Min tak går til kassedamen og til sofaen, der lagde ryg til 15 minutters fosterstilling. (ikke kassedamen, altså. Selvom det var tæt på)

Melder missionen fuldført. Håber godtnok at kagen bliver god.

nå ja... og så er jeg grådlabil

Det var en personalefest, der skulle til for at blæse mit dårlige humør lidt på afstand. Jeg er så priviligeret at arbejde i et firma, hvor man til sommerfesten kan stille sig op på en havebænk sammen med to fra ledergruppen, erklære en ny ledergruppe for dannet uden at nogen føler sig fortrængt og derefter synge Anton aus Tirol i uskøn treklang.

Jeg er endnu mere priviligeret fordi jeg har de mest fantastiske kolleger, der ikke er blege for at dele en god krammer og en anerkendelse på det personlige plan ud. Den manglede jeg lige, sammen med sangria i store gryder, grimdans og ... se nu skinner solen på mig og har gjort det lige siden fredag.

Jeg er træt for tiden, uvist af hvilken grund og jeg har skrevet mange vrede og uforståelige blogindlæg. Dem beklager jeg, for jeg gider ikke selv belemres med andres galde.

Der er så meget godt i mit liv.
Begge mine søstre bringer nye familiemedlemmer til verden. Jeg er lige blevet slået til moster af en rødhåret, lille fin Lea og lige om lidt må jeg hilse på min første nevø. Det er så stort og det bliver ikke mindre af, at veninderne snart har små mirakler i armene også.


Jeg har ham her, som er mit lys (siger den mærkelige kattedame) - og grunden til at jeg får rigtigt meget frisk luft. Han står lige nu og tramper på mit tastatur, forresten

Så... En taskefuld af solskin til dig, der ligger i blåstribet hospitalssengetøj og gør mig pivbange og hjemmet stort og tomt: Du skal være en del af mit liv længe endnu.

Mens vi venter på Gunbritt

Er det, hvad jeg tror det er? spurgte han et sted over mit hoved. Han lød helt glad.

Da det gik op for mig, hvad han mente (han rykkede det rimeligt brutalt ud af min hovedbund) syntes jeg i øjeblikket ikke, at det var værd at lyde glad over: Det var et gråt hår og det var mit.

Vent, der er et til, nær-jublede han, mens jeg følte alderdommen snige sig ind i alle mine led og fik lyst til småkager. Ploink! Måske kommer du til at ligne Gunbritt? ønsketænkte han højt. For hvis jeg skulle have en rigtig voksen kæreste, så skulle det altså være hende.

Suk. Jeg ville ikke have noget imod at være så smuk som Gunbritt. Men 'voksenkæreste'?
Jeg er ikke sikker på, at jeg er klar til transformationen. Skulle måske hellere bestille tid hos hans voksendrøm...

 

Søvn er undervurderet

Dit behov og dit behov .... Du er nok vigtig, hva?

Som du udtaler, hvor meget du har behov for mine tjenesteydelser, opmærksomhed, opklaringer og handlinger, skal du bare vide, at mit reelle nærvær automatisk slår fra efter en vis mængde insisteren eller 21 sekunder. Whatever comes first.

Hvis du tilmed slår over i at gentage det du lige har sagt eller endnu værre noget JEG lige har sagt, som du insisterer på at gøre til dit eget, så får jeg travlt med at hente øjnene tilbage fra refugiet i mit baghovede, hvor de triller hen. 

Tag det ikke ilde op, det er ikke personligt. Det er heller ikke fordi jeg ikke ved, hvordan man opfører sig og jeg er fuldt ud klar over at min status har tvangsindlagt mig til en bestemt mængde insisterende krav om at opfylde dine behov.

Jeg trænger bare til en pause. En meget lang ferie eller et nyt job, hvor jeg får penge for at læse bøger i mit eget tempo eller lave mad (Hey, har jeg sagt at jeg skal skrive for madmagasinet.dk, forresten?) eller til at tabe 7 kilo og få massage.

Jeg er fuldstændigt klar over, at jeg skal hanke op i mig selv og mobilisere min evne til at fabrikere tidsrapporter og færdige kundekartoteker, metodikmapper på phd-niveau, mentorydelser, kravsspecs og professionel tale mens jeg udvider mine gode kunders budget til det dobbelte eller tager afskrivningen for at de ikke bliver sure.

Det kan godt være. Jeg oooooorker bare ikke mere. Jeg er nede på kun at stykke de uprofessionelle sætninger sammen og være træt af andre menneskers måde at tale på.
Også din.
Er det ikke mærkeligt, at det kun er småfejlene i løbet af en lang dags hårdt og nogenlunde godt arbejde, der bliver påtalt?

Hm?

Nå, jamen så skal jeg nok flytte mig fra parkerings-bom-billetautomaten, så du kan komme ud. Tak fordi du lyttede.

Indrømmelse og en af de syge forklaringer på tingenes tilstand

Indrømmet, jeg har måske ikke kørt så godt bil på det sidste. Ikke fordi jeg har været mere galsindet end jeg plejer, men fordi jeg har haft alt for meget om ørerne.
Jeg tager ikke ordet stress i min mund. Mere. Jeg tager ikke noget så voldsomt i min mund og sammenlignet med, hvad jeg i tidernes løb har udsat min mundhule for, siger det ikke så lidt.

Det er fordi jeg har sovet på CabInn i grønne lagner 4 gange på 2 uger. Manglende ilt til hjernen.

Lad os bare sige, at det også er derfor jeg ikke har blogget så meget på det sidste, jeg ved godt at jeg skylder et 10-buds-indlæg, som Linda har udfordret mig til. Det kan meget vel gå hen og blive et indlæg om top 10 af sjuskefejl, jeg har lavet på det seneste eller de 10 mest pinlige øjeblikke.

Jeg må konstant minde mig selv om, at jeg gør andre en tjeneste ved at dumme mig. Jeg forsøder fx min ledelses liv ved at udvise en eklatant manglende evne til at huske navnene på mine største kunder til salgsmøderne. Det lykkes mig ikke helt at overbevise mig selv om at de, mens jeg slår mig selv for panden og skammer mig, giver mig points i bogen og indstiller mig til forfremmelse.

Trafikal bodsgang

Jeg er god til at køre bil. Selvom passagerer godt kan træde buler i gulvet, når de kører med mig er det altså rigtigt nok.  Lige bortset fra når jeg er vred.

Det sker heldigvis ikke så tit, at jeg gider svinge mig op til de højder og det sker endnu sjældnere at jeg gider at bruge dyrebar køretid på den slags hidsigheder, for jeg kan godt lide den fred jeg har, når jeg kører alene.

Så undskyld, for helvede, men jeg har været presset efter min ferie fordi jeg synes det er synd for mig, når jeg ikke kan få en lur efter min 3. kop formiddagskaffe og derfor blev jeg gonnok lige lidt hønserøv på den militante måde, da du skulle parkere lige midt på vejen og mente, at jeg da godt lige kunne vente imens du slæbte dine 2 kasser tilbudssodavand ind i opgangen.  Havde vi nu været i Italien og havde jeg haft ferie, så havde jeg nok bare smilet overskudsagtigt og studeret din mås lidt mens du slæbte, men Århus midtby og trælse fløjlsbukser?

Jeg blev selv ret forskrækket over mig selv og havde svære samvittighedskvaler resten af dagen,  men du så altså lidt sjov ud, da du stod på ballerinatå for ikke at få et klap i fløjlsbukserne af mit sidespejl. Det var råddent kørt. Indrømmet.  Jeg skammer mig.

Jeg må hellere med det samme indrømme, at jeg har overhalet indenom i fredags også, nu jeg er igang. Men ved du hvad, Inger? Jeg turde simpelthen ikke køre bag dig i yderbanen længere. Det er ikke en god ide at afprøve sine nye briller med glidende overgang, køre 115 km/t i yderspor og samtidig skrive sms til Gud ved hvem. NÅR MAN IKKE KAN FINDE UD AF AT BRUGE SPEJLENE!
Ko. Farlig ko.

Til de af jer, der stadig frygter at møde mig i trafikken, især når der er hjemmeværnsfolk i nærheden, kan jeg kun sige: Jeg skal ikke selv køre, når der er U2-koncert i Horsens i morgen.

Pauseplanlægning

Ikke alt, man hælder i hovedet for at legitimere pausen, tjener formålet.
Tag nu bare kaffe (ja tak), som er min krykke og som jeg kan drikke når som helst, der skal tænkes tanker, snakkes, stirres ud i luft og trækkes vejr.
Kaffe speeder op, slapper ikke af. I virkeligheden kunne alt muligt andet, der var nogenogfirs grader varmt indtages med langt større succes, når kriteriet hedder pause.

Telefonbeskeder og mails. På alle større konferencer med respekt for sig selv, sørges der for at der bliver telefonpauser. Alle konferencer, der har bare lidt med kommunikation at gøre, bør sørge for, at kalde det for telefontid istedet, omgive det med først en pause, så man kan forberede sig på telefonbeskedernes indhold og ruste sig til at handle på de mails, der er tikket ind og bagefter en pause mere, så der er en reel mulighed for at få hovedet drejet i retning af fokus igen.

Når jeg begynder på arbejde efter ferien igen vil jeg sørge for at holde pause uden colakaffeiPhone. Bare en gang i løbet af dagen.
Dementi kan muligvis udsendes efter to arbejdsdage, hvis det viser sig at være komplet uladesiggørligt. (Næste år kan jeg så forsøge at holde ferie helt uden at tjekke mails, måske)

Og så lige i den forbindelse:
Normalt læser jeg blogs og surfer på nettet, når jeg trænger til en pause fra kommunikationsrådgivning, fakturering og alt det andet, jeg får løn for. Det er god inspiration, som samtidig skaffer mig ilt til hjernen.
Så hvad sker der for de bloggere, der vælger at stille spørgsmål og afkræve svar? Arbejde? I min pause?

Skriver jeg og slutter selv med et spørgsmål. Flot.

Mellemtid

Jeg har før nævnt at jeg ikke forstår hvad folk mener, når de beder mig om at passe på mig selv.

Ikke fordi jeg ikke forstår, at de synes jeg skal tage hensyn til mig selv, men fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal gøre, for at passe på mig selv.

Ville det ikke bare være meget lettere, hvis man i virkeligheden sagde hvad man mente, istedet for at sige 'pas nu på dig selv'?
For det er sjældent, at man ikke kan gøre det mere konkret.

For nu selv at blive helt konkret, så lad mig give et særdeles nærværende eksempel.
At jeg har skrevet på denne blog, har ikke altid været let at acceptere for familie og kæreste.  Og det har ikke været let for mig at forstå, at mine ego-centrerede betragtninger kunne fremprovokere de kommentarer og reaktioner som jeg har fået udenfor kommentarfeltet.

Til tider har jeg brugt meget tid på at skrive indlæg både her og andre steder og samtidig med et meget spændende fuldtidsjob og instruktørjob, har jeg været meget optaget og det har selvfølgelig virket som om skriverierne har krævet meget af mig, når jeg sad med fingrene på tasterne hver aften.

Pas nu på dig selv, blev der sagt i begyndelsen, indtil det blev oversat til Lenesk: Det ser ud som om det går dig på at skulle passe bloggen og samtidig med at du hele tiden skal undgå at skrive om det, der rigtigt fylder. Det ser ud som om det koster dig for mange kræfter. Måske skulle du prøve at drosle lidt ned.

Selvfølgelig tog jeg det som en kritik (ja, ja! Sådan er jeg også) og efter at have ruget på den besked længe, måtte jeg overgive mig. Det var klar tale. Der var for en gangs skyld en konkret formulering af, hvad vedkommende mente jeg skulle gøre istedet for den sædvanlige 'pas nu på dig selv' og en reel diskussion blev pludselig mulig.

I har nok fundet ud af, at jeg har forsøgt at drosle lidt ned. Hvilket har været angstprovokerende, for der er en kamp på læserantal her i blogland og jeg er helt klar over, at jeg har mistet læsere ved ikke at levere daglige opdateringer.

Jeg er her endnu. Og jeg skriver indtil videre ikke andre blogs end denne, sådan for alvor. En ny personlig blog er i støbeskeen, men... jeg passer lige på mig selv.

Sol, vand og ovenpå (lige om lidt igen)

Sol i spandevis. Sporten hver morgen var at gætte, hvordan vejret var, ude på den anden side af skodderne.
Sol og blå himmel eller sol og blå himmel?
Rejsebureauet skal have ros for at være mere Smilla'ske (I ved; det der med at have 121 forskellige ord for sne): Der var luftig sol, smuk sol, blæsende sol og varm sol.

Jeg er helt solet op og helt nede i gear. Afslappet og i mit allerbedste, mest tilfredse feriehjørne. Eller... Det var jeg ihvertfald indtil tilbagerejsedagen og jeg satser hårdt på at være det igen i morgen, når jeg har sovet 5 kvarter i timen.

Ser du. Der er de mææærkeligste mennesker med sådan noget charternoget. Det lykkedes os at holde os væk fra dansker-lejrene, dansker-restauranterne og alle dem med 'traditionel' på menukortet, for det betød gerne at de tykke danskere mente at Stavros skulle udgive en CD med de evner han havde for at spille på den der græske ... lut.  Og vi holdt os laaaangt væk fra hotellets pool, for der havde de bygget rede i dagtimerne.

Da sedlen med 'flyet er desværre 2 timer forsinket' kom op, gik jeg derfor moderat i panik, for der var klokken mange og der var ikke rigtigt andre steder at være end i poolområdet, mens minutterne sneglede sig afsted.
Jeg er nu helt sikker på, at castingen til 'De unge mødre' foregår lige præcis der. Jeg kunne mærke de sidste rester af selvopholdelsesdrift sive lige så stille ud af mig med hvert klorholdigt åndedræt.

Jeg blev trukket væk fra området og udstyret med et seriøst adgangsforbud, inden jeg besluttede mig for at kvæle Laila fra Randers med billedet af hendes egen søn og resten af hendes 4. lyserøde drink og derefter stille mig hen og stirre lige op i den kolde tændte bruser for at få det bare lidt bedre.

Det føltes allerede da som om alle ledningerne i mit hoved var strippet for isolering og rodet rundt af en gang speed-kluddermor. Og så så jeg sedlen med 'flyet er yderligere forsinket'.
2 bonustimer mere inden jeg sad i flyet bag Dorte (130kg/190 cm) der besluttede at bevise at store mennesker også kan være friske. Freeezzzzke.  Alle hendes bevægelser var overdrevne og jeg sværger, at hendes flysæde lukkede øjnene og skreg, da hun formeligt hoppede ind på plads.
Det gjorde jeg ihvertfald, for mine knæ var lige bag hendes trampolinsæde.

Jeg skal nok blive frisk og happy (og stadigt brun som en perfekt stegt juleand) i morgen.  Nogen har stadig en masse ferie, der skal holde. Samme nogen skal ikke nødvendigvis på charterferie mere i år.

Her går det godt, send flere penge

Det blev alligevel sommer.
Jeg ved godt, at det er ufint at nævne det, men mens det regner i Danmark, sidder jeg her med nye solbriller, iskaffe, solskin ombord, 35 grader og udsyn til mængder af mennesketyper, som man gerne må studere.

Jeg nævner lige kort Iljitj, russeren med leopard-badetrusser trukket helt op til navlen og de største flyveører jeg til dato har set. (intet ondt om flyveører, jeg har selv et af slagsen. Kun et)
Iljitj er meget glad for vandet. Så glad at han med vand-nedlagt hår og smil fra øre til øre bliver nødt til at jubel-gribe i leopardtrussen.

Der er iskaffe, fik jeg sagt det? Fik jeg også sagt at solbrilledamen insisterede på at lave en kop af sin egen kaffe til mig?

Her er lige til at holde ud at være.

Det er bare en pakke sølvpapir, slap nu lidt af!

Efter et par dage med selskab, familie, varme og ondt i maven er jeg nået til det for kvinder så frygtede tidspunkt: Frådende irritation.

Alt er megairriterende idag og samtidig kan ingen mennesker finde ud af at gøre noget rigtigt. For det har da slet ikke noget at gøre med mit eget humør, der får mig til at gro hugtænder.

En servicemeddelelse til alle mænd: Aldrig, aldrig bede mig om at slappe af, når jeg er irritabel. Det eneste der sker er, at jeg hidser mig endnu mere op, for siden hvornår har 'slap lidt af og træk vejret ned i maven' EVER været andet end et quickfix til en situation, som ikke kan løses?

Efter træning, hvor fisseletter insisterede på at tale i mobiltelefon i mobil-fri omklædningsrum om absolut ingenting og møgkællinger klædte om på toiletterne, så vi andre måtte stå og være for sent på den med blærer som truede med at lade gå i noget der lignede evigheder, begav jeg mig ud i diverse ærinder, som jeg efterhånden bør have lært, ikke skal lægges på lørdage, fordi vejene er befolkede af trafikimbeciler og gamle damer, der tror, at bakspejle kun er til for at tjekke om læbestiften er løbet ud.

På et tidspunkt befinder jeg mig - allerede rødglødende - i LIDL. Af alle fucking steder skal jeg selvfølgelig bevæge mig ind i den butik jeg hader mere end Richard Ragnvalds hår og 'kære lille mormor'.

Da jeg står i kassekøen er der en indvandrermand, der læner sig ind i mit synsfelt og siger: 'Er det lige OK at jeg lige kommer til nu? Jeg har kun det her sølvpapir.'
Jeg har lige lagt 4 varer på båndet og bag mig står 2 kunder.

I får lige et sekund til at gætte svaret. Somalierdrengen i kassen bidrager støttende ved at sige at de også bruger køkultur i LIDL.

Råbende om at det bare er en pakke sølvpapir og slap nu lidt af, skrider han ned gennem rækken. Et pip fra en mand i den anden kø om at det skal respekteres, når der en gang er svaret nej, får sølvpapirsmanden til at sige dette. Jeg citerer ordret:

Jamen, jeg har KRÆFT! Jeg har lige været på Skejby!

Det er sikkert bare mig, der er irritabel, men slap nu AF!

Happy holiday

Jeg har glædet mig til ferien. Til ikke at skulle arbejde og ikke få alting til at gå op i en højere kalenderenhed.

Og nu har jeg ferie. Endelig.
Det kan ikke komme bag på nogen, at jeg nu forsøger at få ferien til at gå op i en højere enhed, mens jeg slås med at blive enig med mig selv om, hvad jeg afskyr mest: Kalendergymnastikken eller det mareridt, der også hedder bestilling af last minute-rejser.

Enten skal jeg bestemme mig for at tage en sindssygt dyr tur til TuristMekka i 14 dage og aflyse både Skanderborg festival og søsters bryllup eller også må jeg sætte mig ned og meditere på mulighederne for at få en glimrende ferie hjemme i sofaen.

Bliver også pænt dyrt i rødvin.
Jeg bytter gerne al den rødvin, hvis du lige står med billetter til playa del paradiso, inkl serviceneger som du vil give til mig helt gratis. Hmm?

Nå.. jeg finder proptrækkeren.

Undervurder aldrig et hundemenneskes hævn

Hunden skal føres i snor.
Det skal den da. Ikke desto mindre lader jeg min løbeglade hund spæne løs, når der ikke er fare for, at den løber ud på en vej.
Den er ikke jagttrænet og ville sandsynligvis ikke ane, hvad den skulle gøre, hvis det lykkedes den at stå ved siden af et rådyr. Derudover er den inderligt ligeglad med andre mennesker, den passer på børn på den ikke-interesserede måde og den spæner gladeligt forbi alt den møder på sin vej, bare den må spæne.

Da ham den gråhårede med tre hunde og en tyk kone i snor påtalte på kommunal-måden, at jeg skulle have hunden i snor, nikkede jeg også bare og sagde, at han har ret. Sådan er reglerne.
Da han fortsatte med at give mig reprimande, som om han var borgmester af skoven og personligt fornærmet, måtte jeg bremse ham. Min stolthed forbyder mig at tage mod endeløse gentagelser af det samme budskab og desuden så det ud til, at han skruede sig selv højere og højere op i perverteret selvretfærdighed.

Konen var gået hovedrystende de 5 skridt i forvejen, da jeg lavede en Britta (Claus, den er fesen ind).

Ud af det blå brøler han MØGKØTER, svinger sin hundesnor med metalhægter og slår min hund hårdt med den.
Min hund piber og så står jeg få milimeter fra hans uindfattede briller.

Jeg har den største lyst til at plante en solid knytnæve lige under hans hage og følge op med et kraftfuldt knæ i skridtet på ham, men jeg hører min mund begynde at fortælle ham konstaterende (Højt og tydeligt ihvertfald), at jeg ikke slår på hverken hans kone eller hans hunde og at han netop har forbrudt sig mod min ejendom.
Min ejendom, aka det tredje familiemedlem, stod på det tidspunkt og gemte sig rystende bag mig, med poterne på min ryg.

Sjovt nok ville han ikke ud med, hvor han bor efter at jeg lovede ham at jeg vil retsforfølge ham.
Heldigvis havde konen undervejs sagt 'Svend' med opgivende stemme. Jeg aner ikke, hvordan min hjerne har nået at opfatte det, når resten af mig var så rasende og voldsomt ophidset. Han var bestemt ikke glad for kombinationen af stærkt ophidset kvindemenneske og hurtigtarbejdende hjerne. Heller ikke for den manglende fysiske afstand mellem os.
Hans hunde krøb stadig.

Han trak sig to skridt baglæns og sagde 'jamen, så vil jeg gerne give en undskyldning' og rakte den hånd frem, der netop havde ført metalbeslået rem og gjort skade på min hund.

Jeg kan ikke huske, om jeg kaldte ham en ussel mandsling og et fjols før eller efter at jeg spurgte om han troede jeg var af arabisk afstamning, siden han troede at en undskyldning ville gøre det.

Jeg ved bare, at jeg ikke tudede ned i pelsen på O før han var gået videre.

Tunnelsyn-trends

Der er strømninger, der bliver ved med at vikle sig om benene på mig. Alle kan forklares med tunnelsyn. Håber jeg.

Den ene trend fældede mig i Randers og var forhåbentlig meget lokal.
Jeg var til pulstrænings-workshop og undervisning i selvsamme by og tænkte, at det ikke var en mulighed at Randers var så randersk som rygtet i Århus vil vide. Jeg mener: Århusianere har meget travlt med at lægge afstand til Randers, fordi de to byer ligger så tæt. Jeg skal bare lige love for, at Randrusianerne ikke gør meget for at slippe af med deres label

Randers er bare maaaajed randersk, ikke? De havde T. Hansen-tema i fitnesscentret: Blåt lys i undervognen i spinninglokalet OG en diskokugle og noget lys, de kaldte laaaaaaasååårn.
De gjorde sig også umage med at tale helt rægtig, ikke? Centret spillede Roxette.
(Nej, jeg er gået inden Roxette spiller på årets Skanderborg. Min kvote slap op i Randers, ikke)

Den anden trend, der bliver ved med at tage opmærksomhed er de der sko med tæer i. Først kom spelt-hippie-MBT-skoene, der ikke blev spor mere labre af at få fartstriber, og nu... sko med tæer? HVAD. SKER. DER?

I forvejen er mænds fødder ikke labre og nu er der nogen, der i fuld alvor svøber plastik rundt om hver eneste tå, så foden får hobbitstørrelse og så fodsveden rigtigt kan ligge og ose, mens vi andre uskyldige kan forestille os, hvordan tå-hårene krøller.  De tæer er overalt.
Hippiefrans med de påtrængende spørgsmål i hundeskoven, den personlige træner i fitnesscentret, maratonløberen, der skulle have nye løbesko.
Den tid, det tager at komme i hobbitterne om morgenen må overstige min føntørrertid og skoene er cirka så sexede som hvide ankelsokker i sandaler, bøjet cecil uden filter og molkosan-skylninger.

Graviditeterne breder sig også, hvilket er skønt og dejligt. Det var ihvertfald skønt og dejligt indtil graviditetshysteriet slog følge: Jeg fandt ud af, at min mund helt af sig selv kunne bruge 4.5 minut på at remse alle de ting om, man ikke må som gravid. Uden at jeg selv venter mig.

Det kan godt være, at det er billigt og at jeg kommer til at æde de næste sætninger med lunken brystmælk senere, men jeg synes det er alt, alt for langt ude at fokusere på alt det man ikke må som gravid, når man med den sunde fornuft kan blive ved med at være sit sædvanlige lækre selv, også med 8 cm foster i maven.
Personligt tror jeg på at min veninde bliver en fremragende mor, fordi hendes humor ikke er fortrængt af graviditeten.

Da hun blev præsenteret for jublende og småhoppende med-gravids første scanningsbilleder måtte hun bremse sig selv for ikke at sige: NÆH, du skal være mor til Grauballemanden.
Den anden er under mistanke for at være ramt af middelsvært graviditetstunnelsyn.

Med angsten i cirkus

Jeg kan ikke lide gøglere. De gør mig utilpasse og klovne er jeg decideret bange for. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men jeg har en anelse om, at Stephen Kings 'IT' stadig sidder og griner inde ved nogle dybtliggende nerver.
Men når man har fribilletter til Cirkus Benneweis, så skal det altså have et forsøg. Det er altid rart, når noget er gratis, så vi brugte alle pengene på overpriced popcorn istedet.

Klovnen stod i indgangen. Levende og meget meget farlig. Jeg lavede lige et  hurtigt baneskifte, så jeg kom i dækning indtil klovnen ikke kunne nå mig mere. Mens jeg sad og ventede på mit slidte plastsæde holdt jeg skarpt øje med hans bevægelser og flugtvejene.

Det, der så skete, gjorde mig mere bange end klovnen.

Ind ad en af flugtvejene fløj der 7 store indvandrerdrenge. Uden billet tydeligvis, for de skyndte sig at sætte sig, der hvor der var tomme stole, og resten stod op ad teltdugen og så ud som om det var meningen. Helt kolde. Helt stonefaced.
Det var lykkedes for dem at score sig en gratis cirkusforestilling, hvis ikke den store polske cirkus-tjener (eller hvad det erhverv nu hedder) havde set de sidste to tumle ind gennem teltdugen. De to røg ud igen, samme vej som de kom ind.

Tre rækker bag mig, lægger en ung kvinde hånden på en af de stående drenges arm og spørger, om han har billet til den sektor, for der er ledige pladser længere inde. Åbenbart har drengen været i så meget alarmberedskab at han ikke lytter, men bare tror, at han bliver angivet til polsk betjent.

Hvorefter han vender sig om mod den unge smukke og spytter hende lige i ansigtet.

Og med obskøne fagter, grimme ord og agressiv gang går han og en anden ud også.
Hun peger så på de to sidste indvandrer-teens og da de hånligt modtager uniformens ordre om at forsvinde og kopierer de andres exit, bliver kvinden lige spyttet på igen. Og kaldt luder. 
Hun sidder helt oppe på bageste række, lige ved siden af udgangen.

Jeg var chokeret. Målløs. Og bange for den trussel der lå og ventede. De kunne uden problemer komme tilbage med deres hævn.

Ingen andre rørte sig og ingen gjorde noget for hende, der sad der og var udsat. Som om de var bange eller som om at de, hvis de nu ikke reagerede, ihvertfald kunne redde sig selv.

Jeg hentede den unge kvinde og hendes to veninder, så de kunne rykke frem til der hvor jeg sad og komme uden for rækkevidde.
Hun konstaterede lettet i pausen at de 7 i det mindste ikke stod og ventede.
Den angst havde hun siddet med hele tiden.
Jeg derimod kunne konstatere, at den paralyserede, krysteragtige angst fra tilskuere, der ikke skal have noget i klemme og som uden at støtte ser til mens indvandrerdrenge spytter uskyldige i ansigtet, lugter værre end elefantstald.

Angst stinker. På alle måder.

Ja ja, selv jeg har begrænsninger.

Jeg er blevet mere tolerant og overskudsagtig, siger jeg jo.

Jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal spilde mit krudt på at skælde ud over andre mennesker, når jeg alligevel ikke ændrer noget eller får noget positivt ud af det.
There, I've said it.

Det ændrer ikke så meget på, at jeg stadig i små glimt kan påvirkes af smålighed iklædt storhedsvanvid, naboernes roderi og tilkalden af de der grimme fugle med deres affald, forældres svigt af børn, der u-passede leger ude midt på en befærdet vej på små plastikkøretøjer.
Andre menneskers uoplyste dumheder.

De tjener nok en funktion et eller andet sted og de synes nok selv, at de gør det rigtige. Hvis jeg leger abekat (see no evil, hear no evil, speak no evil) så får jeg ikke så meget drænende ærgrelse i mit liv.

Det underlige er, at jo mere jeg bærer over med og jo mere jeg er ligeglad, jo mere strammer folk sig an og jo mere sure bliver de, der har forsøgt at fremprovokere en reaktion fra mig.

Dem om det.
Jeg kan ikke ændre det.

Men...  hvis der er nogen, der synes de skal drikke den cola, jeg har gemt til eftermiddagskrisen, oveni alt det andet så bliver jeg hysterisk på den grimme måde. (Se seneste blogindlæg for eksempel)