Nedtælling...

Jeg kan lige så godt indrømme det. Mentalt er jeg allerede i bøgeskoven, selvom det først er på fredag, jeg må råbe "SKANNERBÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅR" sådan rigtigt højt.

De kigger bittert på mig herude på min kedelige kontorgang, hvor folk duknakkede vender tilbage fra ferie... Min skal først til at begynde og efter SKANNERBÅÅÅÅÅÅÅÅR er der mere sol... Det bliver stort. Det bliver en fest...

Hvorfor smager firmakaffe dårligt?

Jeg var glad for at der var ryglæn på stolen, da jeg drak kaffe på vores københavnerkontor. Det er den mest positive oplevelse i forbindelse med firmakaffe jeg har haft i flere år. Hvorfor smager det ALTID dårligt?

20 kvinder i et omklædningsrum.

... lyder som den situation, der tager form i enhver mands fantasi, men jeg må skuffe. Virkelighedens omklædningsrum byder på oplevelser, som ikke står nedskrevet i nogen drejebog.

Tag nu fx idag, hvor jeg efter en spinningtime kommer ud i bruserummet og mine øjne bliver fanget af en kropsform, de ikke er bekendt med. Normalt ser kvinder på hinandens hoveder, mens alt det hudfarvede, der er nedenfor, ligesom er forsvundet bag anstændighedens badeforhæng. Officielt ihvertfald, for vi smugkigger. Selvfølgelig.

Den kropsform jeg ser idag, får dog med sådan et smæld revet det forhæng fra. For det først er vor normale fikspunkt - hovedet - placeret cirka i hoftehøjde. Og der er ikke omrids af arme og ben, som normalt, for klumpen af hudfarve ligner en af de der sammenfoldede træmænd, der var så moderne i midt-halvfemserne for spirituelle loppemarkedsbesøgende. Da jeg visuelt får styr på den hudfarvede uformelighed, går det med gru op for mig, hvad der sker: En meget rund kvinde sidder på hug i vores massagebruse-hjørne. Med den håndholdte bruser sørger hun for, at alle hudfolder bliver skyllet grundigt, mens den anden hånd hjælper til. Grundigt. På hug. I badesko.

Mine øjne!

Måske er det overraskelseselementet, der gør omklædning til en oplevelse på linie med vandretur i minefelt. Man regner ligesom ikke med at møde andre kvinder på den måde man gør, når de tørrer hår uden at have taget undertøj på først. Som regel tørrer kvinder hår ved at kaste hovedet forover i håndklædet og dermed måsen i vejret.

At barbere sig under bruseren er en normal foreteelse. Derhjemme. Men at gøre det i et fælles omklædningsrum, hvor andre så kan skøjte rundt i stubbe og brugt barberskum er klamt - og det bliver ikke mindre klamt af at man deler skraber. (Nej! Blev der sagt... det er IKKE som i fantasien)

Mine øjne!

I offentlighed gælder der andre regler end der gør derhjemme, og når andre mennesker ikke overholder de regler, er det mig, der tænker at jeg helst ville have været fri. På "AJ!!"-måden.
Det gælder ikke bare kvinders personlige hygiejnerutiner, det gælder også måden man spiser på (man spiser æbler anderledes når man er alene, ikke sandt?), det gælder mænd, der skal rette på sagerne på gågaden, bilister, der piller næse mens de holder for rødt. Folk, der spytter på gågaden. (Har vi et gågadetema? Er jeg gågade-pylret?) Det gælder også prutter...

Tilbage til baderumsfantasien.
I mit tidligere fitnesscenter skulle klinkerne i damernes bruserum repareres. DRØMME-opgaven for enhver ung håndværker, for der skulle han sidde i stram hvid murer-t-shirt kun adskilt fra 20 nøgne fitnesstøser af et sort plastforhæng.

Jeg sværger... han så ikke andet end klinkerne og sin murerske de tre dage. Men vennerne har sikkert fået en absolut rødmefri version.

Elastik-skjul

Der må være et stort hul i universet, hvor alle ens yndlingshårelastikker går hen. Det ligger lige ved siden af lommen for forsvundne strømper.
Og nej... Elastikkerne har ikke gemt sig i et hjørne af min meget rodede sportstaske aka "the Abyss". Universet har taget dem.

Voksen-angst

Emnet børn melder sig ofte.
Skal man følge naturens gang og få børn, hvis naturen vil det, eller er man i virkeligheden blevet for glad for sin frihed, sin cafe latte, sine spontane biografture og retten til at være irriteret på andres umulige afkom, til at det er muligt at sætte et barns behov over sine egne?

Min kæreste Mikkel er en af dem, som hjertens gerne vil ha en søn, der hedder Magnus, som har arvet sin fars intelligens og fremragende sports-gener, men han er samtidig også en af dem der æælsker at nørkle uforstyrret med computeren og gerne vil ha lov til at være egoist i fred.

Og så er der min kollega Mads, der har sort bælte i børnetanker.
(Mads har præsenteret mig for begrebet "glip-syndrom").
Efter en lang og uduelig dag på vores r.v-kedelige firmagang, stikker han hovedet ind på min communicator og råber: JEG VIL IKKE VÆRE VOKSEN.

5 ord, der opsummerer det hele.

Første skud...

Jeg skriver og skriver og skriver og nu er det på tide at jeg også får (essensen af) veninde-palaver, skriftlige overvejelser og alt det andet samlet et sted. Og garnerer det med billeder, der ellers bare ligger og keder sig på min (arbejds-)pc.

Endnu er det uvist hvor mange ord, der vil bounce fra rammerne herinde. Men jeg glæder mig til at spille på hjemmebane...