Det tager kun 5 minutter...

Der lå man så med et solidt greb om en løsrevet bærepose-hank, mens posen stod fint på asfalten ved siden af.  

Normalt ville man skynde sig at rejse sig op, hurtigt tjekke om der var nogen, der havde set styrtet og lade som om det slet ikke gjorde ondt.

Denne gang havde jeg en længere samtale med skyerne om det uretfærdige i at forstuve foden dagen før man har lov til at have gallakjole med tilhørende Paul Smiths på. Da den samtale ikke førte nogen steder hen snakkede vi om, at Faktas reklame altså ikke er noget de kan finde på at gøre i virkeligheden og slet ikke finde på at spænde ben for en kunde, der ellers aldrig handler i Fakta undtagen på dage, hvor der kun skal købes danskvand og cola og at de ihvertfald ikke burde falde for trælse tricks som at spænde ben for kunden med et pakkebånd. På parkeringspladsen. Og få hende til at falde ugraciøst, i slowmotion med et 'ååååh for hæææælved' udtalt i halvt tempo. Der findes mere elegante måder at holde på kunderne og der findes mere elegante måder at falde på end at vikle sig ind i hvidt pakkebånd og spænde ben for sig selv, rotere i halv piroutte, smække begge ben i luften og falde mens man sender pakkebåndet et skuffet blik. 

Der lå jeg med en løs hank i den ene hånd, asfalt i den anden og havde ondt i den fod, der hurtigt dunkede sig op til at ligne en oppustet plastikhandske med strittende tæer og hvislede mens jeg blev lidt længere. 

Her kan jeg så sidde og pønse på en plan for i morgen. 1 sko, 1 strømpe? 1 sko, hjemmesko? To hjemmesko og en bærer? Jeg kunne selvfølgelig også pakke mig selv ind i havehynder omviklet med gaffatape og rulle ind i det nye år...  

Bilkaregler

Jeg beder om undskyldning. Det er forfærdeligt, at jeg aldrig har forstået de indviklede regler, der gælder når man skal købe ind i Bilka.
Undskyld...
Tillad mig at repetere nogle af de regler, jeg har lagt særligt mærke til idag:

• Ved den store kasse med nytårshatte skal man have en af paphattene på og se opløftet ud, mens man roder rundt i resten for at finde den, der ser mest komisk ud og bøje alle de andre. Hat skal man ha.

• Når man bruger indkøbsvogn, bør man altid placere sig midt i gangen og sænke farten mens man støtter sig til håndtaget med albuerne og præsenterer rumpet.

• Stop ved alle standene med smagsprøver og smæk med tungen, når lækkerier som isbjørn og Freixenet bliver serveret i små tandlægeglas.

• Parker din vogn midt i trafikken. Vælg enten at a) forlade den mens du henter mayonaise b) tage mobilen, ringe til mor og sige 'handle ind' mange gange i træk. c) råbe 'skaaattaaar' efter kæresten og tilføje noget i også skal huske at købe. Helst noget med tampax.

• Prut. Det er en social grundregel at man går og hyggefiser lidt i jakken. Alternativt kan du være mindre omhyggelig med toiletpapiret.

Undskyld igen... Jeg lærer det aldrig. Synes, det er svært.

Om at være små-(be)kendt

Jeg har opdaget, at jeg har flere bekendte end jeg troede. Ene og alene fordi jeg jævnligt placerer mig foran en større forsamling og råber, mens vi alle sammen sveder.  Normalt er jeg en meget privat person, der ikke lukker folk ret tæt ind på livet af mig, med mindre de har underskrevet en hensigtserklæring på tro og love, men i de tilfælde, hvor det er mig, der er instruktøren, hænder det, at jeg glemmer min mute-knap (der alligevel ikke virker alt for godt). 

Hvor ofte har jeg ikke rødmet, når min mund er stukket af med mig...  Det er også bare fordi der er nogle bemærkninger, der ligger lige for, når man sidder der i lycra og spandex og sam-sveder mens man kigger på hende, der har lagt makeup inden hun vimser ind i spinninglokalet iført guld og plateauklip-klapper. 

Det er som om folk begynder at kende mig. Nogle så meget, at de kommer og taler med mig som om vi var gamle venner. Det er rigtigt hyggeligt og bestemt en del af instruktørrollen som falder under bonus-kategorien, for der er rigtigt mange søde og interessante mennesker. 

Lige op til jul var jeg lige ved at hilse overstrømmende på Marianne Eihilt, da jeg mødte hende foran boghandlen på Store Torv. Jeg nåede at stoppe vanten i munden inden jeg kom til at råbe 'glædelig jul og få nu en ordentlig frisure på Joachim' da jeg kom i tanke om at hun jo ikke kender mig som jeg kender hende. 

Nogle af de mennesker, der snakker med mig, ved jeg ikke noget som helst om og jeg har nogle gange svært ved at genkende dem, når de er iført  bomuld og jakke. Jeg hilser tit på vildtfremmede mennesker i byen bare for at være sikker...  Til gengæld er de enormt venlige at minde mig om det min mund er kommet til at sige uden at have fået lov.

For nogle måneder siden spillede det norske kvindelandshold (håndbold) i Århus og brugte vores fitnesscenter. Isabel Blanco er i uhyggeligt god form og jeg dedikerede en hel times tung belastning til hende (og lidt til de slatne danske håndboldspillere, der lignede en forsamling koner i sammenligning med nordmændene). Jeg får stadig små hemmelige blink fra en kvindelig deltager, der vist synes at billedet af en ung, blond, veltrænet håndboldspiller i dameomklædningen var ... inpirerende.  Og det var ikke helt meningen. Ikke på den måde, altså.

Et par gange har jeg fået bevis for, at envejsbekendtskabet til instruktøren får næring uden for spinningtimerne. 

Den ene gang tabte jeg mælet...  

Vi var godt igang med sidste halvdel af en spinning elite. Salen var godt varm, folk havde fundet trådet og mobiliseret de sidste kæmpekræfter. Instruktøren beordrer mere modstand på cyklen, hvorefter deltageren på forreste række, tættest på instruktøren, svarer med et håbefuldt  'yes, mistress' og kigger underdanigt lorent op på mig.  Jeg kan ikke huske om det var ugen efter at jeg havde givet ham en lodret ordre om at tørre den spytklat op, han havde serveret på gulvet. (Der blev sagt nu!) Men jeg kan huske, at jeg virkelig havde problemer med at finde ud af, hvordan jeg skulle reagere inde bag instruktørrollen... 

Heldigvis er det en af de sjældne bekendtskaber, dernede i vores fitnesscenter, hvor instruktøreren har strenge instrukser om at være tækkelige.

Not heeelpiiiing!

Jeg var weekendrasende. Sådan rigtigt lørdagssur, som kun kvinder kan være det, når de har sovet lidt for længe, har ligget dårligt og har fået alt for mange kulhydrater aftenen før. Læg dertil en mand, der ikke gør præcis som man telepaterer til ham at han skal gøre og forestil dig så hvor sur jeg var. Gang lige med faktor 3 for en sikkerheds skyld.
Havde jeg haft en boksebold, så havde den fået nogle bank, men i mangel af sådan en (hvorfor glemte jeg nu at ønske mig sådan en i julegave) måtte jeg ty til det næstbedste: At købe plantemuld.

Oppe i Bauhaus har de vogne til den slags, men jeg marcherede med vilje lige forbi. Jeg havde jo kæmpekræfter nok til at bære en hel stabel sække med 100 liter plantemuld OG den truck, der var parkeret ved siden af.
Finder gul 100 liters sæk med Spagnum (der skal være et h et eller andet sted, men det ser unaturligt ud, så her: h) og ved godt, at den skal tages i et bestemt Heimlichmanøvre-greb for at de lumske perforeringer i begge ender ikke begynder at hælde jorden ud over hele midtergangen i Bauhaus, og så marcherer jeg ellers bestemt afsted mod udgangskasserne. Godt hjulpet på vej af indre primalskrig, så det går fint. FINT, blev der sagt. Mine hænder er ikke særligt store og den gule plastik begyndte at undslippe, så jeg måtte lige hvile muldsækken på en plæneklipper for at få et bedre greb (og trække vejret dybt og zenagtigt) før jeg med et øvet lårløft fik 100 liter jord op i favnen igen. Afsted det går af den midtergang, der er blevet meget længere end jeg husker den. Det strejfer mig et øjeblik at jeg nok alligevel skulle have taget den vogn, men jeg marcherer beslutsomt videre med lidt mindre kæmpekræfter.

Ud fra sin demonstrationsstand træder nu kæk DeWalt-salgrepræsentant og siger til langhåret jordslæber, mens han griner på onkelmåden og med hænderne i siden og overkroppen lænet skråt tilbage, som var han en landmand, der besigtede den nye avlsko: 'Du skulle da have taget dig en vogn'.
Jordslæberen sætter 100 liter spagnum ned foran sig og svarer: 'Hvordan synes du, at det hjælper lige nu?', ser DeWalt-mand luske onkel-nedslået væk igen og kyler 100 liter spagnum op i favnen igen. Nu med mere lørdags-edderspændthed.

De seneste 2 måneder har jeg forgæves forsøgt at få mit telefonnummer flyttet ud af Telefonhusets kløer ved at skaffe fuldmagt fra en af de mange mange ledere. DET kunne ikke lade sig gøre, sagde hun. Og hvis jeg nu havde tænkt på at forberede nummerporteringen i tide, så havde vi jo ikke stået i denne situation (= du skulle have taget en vogn).

Not heeeelpiiiiin'! MUST I do everything myself?

Ps: 3 minutter efter havde jeg både affyret svada og fået mit eget telefonnummer tilbage (Dann haben wir andere Methoden!). Måske hjalp det alligevel lidt, men hun var stadig ... nævenyttig.

Må jeg bede om mine himmelblaa...

Flere gange har jeg befundet mig i lokale med mennesker, der mere eller mindre automatisk har haft standardsvaret 'so!' til enhver replik, der er kommet i deres retning. 

Det er sikkert en replik, der har en længere kontekst og en betydning, der er langt mere nuanceret for en indercirkel af mennesker, men for mig har det virket som et afmægtigt forsøg på at være frisk og sej og sige bare et eller andet når der ikke har været tid til at tænke sig om og føre en samtale med bare antydningen af intelligens.

Hvis man ikke har verbalt eller socialt niveau til at gøre andet, kan man altid vælge at slå ud med et 'so!', 'svin', 'møgluder' eller lignende.

Det kan også godt være at man ikke rammer, men bare står tilbage med en mistet balance og en akavet bule i luften. 

Jeg er klar over, at jeg tillægger den slags verbale knytnæveslag langt mere betydning end især de yngre andengenerationsindvandrere gør. Jeg tillægger i det hele taget ord lige så stor betydning som fysiske handlinger og det kan godt være, at det er alt for humanistisk for nogen. Jeg forbeholder mig retten til at påpege ordenes afsenderes påfaldende underbemidlethed og uopfindsomhed og det gør jeg til gengæld på en måde, der er helt blottet for lilla ble og samtalecirkler. 

Jeg vil helst ikke være i selskab med folk, der synes det er sejt at føre en samtale på den måde. Ikke fordi de ord rammer mig, men fordi jeg ikke vil smittes med den dumhed, der ligger bag. 

En ting mere til ønskesedlen

Jeg ønsker mig en ny mute-knap til jul. Igen i år.

Der står vi og sætter tapet op i soveværelset, søsteren, moderen og jeg. Det går glimrende, indtil et af tapetstykkerne, der skal passe til de andre stykker både den ene vej og den anden, beslutter sig for at slå buler og ændre form midt i det hele. Lægge sig ind over stykket ved siden af, så det ser ud som om grenen på tapetet har haft besøg af en elefants fod, og så er det, at bilabiale lyde, mellem- og bagtungevokaler former sig helt af sig selv og smutter ud uden at spørge bestyrelsen om lov først.
Der stod jeg og sagde 'pik og patter' foran min mor. På anden søndag i advent. Altså... jeeez.

Ingen tid til mellemvare

Jeg vil vædde på, at jeg har fået feber af alt der julelys, der er smurt ud over en villa her i kvarteret. Ihvertfald virker feberen på samme måde som kæmpesnemanden, der tænder og slukker, tænder og slukker... Jeg lige så træt af være så varm om natten at selv bomuldssatin fremviser et svedent aftryk af min krop hver morgen, som jeg er træt af at Finn Nørbygaard måske skal forpeste os med endnu mere onkelhumor, forbi han har investeret dumt.

Omkring mig sker der store ting. Min søster, der har gjort Århus smukkere længe, har truffet en stor beslutning om at flytte til København.
Børn bliver født. Børn bliver døbt.
Stress og depression viser sit lumske, onde fjæs hos mennesker, jeg holder af, og binder dem med håbløshed og afmagt.
Jeg er kisteglad for mine nye kolleger.

Samtidig går jeg rundt og er ikke rigtigt syg og ikke helt på toppen. Det tæller ikke i det store regnestykke at være så underligt valen. Kom nu, sygdom! Skrid eller kom frit frem.
Jeg kan jo ikke være dig bekendt på den her måde. Tag hen til Finn N og luk munden på ham.

Er der nogen, der kender en århusblogger?

Jeg har gennemtrawlet 54 blogs i aften og jeg overdriver ikke. Præcis 54 blogs og de eneste Århus-bloggere, jeg har været i stand til at finde, har enten skrevet om science fiction-bøger fra før '89, en lesbisk cafe - altså... en cafe, hvor lesbiske mødes (og er enormt intellektuelle og venstreorienterede), bluesmusik eller har fremvist endnu en udgave af de der baby-blogs, hvor alt er tapetseret med billeder af bettemusen og ind i mellem et lille billede af en tykogfed kat. Sammen med bettemusen. 

Er der nogen, der kender en blog, hvis bagmand er fra Århus og som ikke har placeret sig i et enestående emnefelt? Jeg kan selvfølgelig ikke finde dem, hvis der ikke ligefrem står Århus, midtbyen eller Åen et eller andet sted, men det haster med at få bekræftet, at der er liv i blog-Århus. 

Anyone?