onsdag den 30. december 2009

Menstruation

Jeg er sandsynligvis ikke den eneste, der kaster en lille smule op i munden og får pinlige kvælningsfornemmelser, når talen falder på menstruation og menstruationsbind. Eller er jeg? Det er lissom bare ikke noget man har lyst til at flashe i det offentlige rum og det nytter bestemt heller ingenting at man i tv-reklamer forklæder slimhinde som blå biler.

Jeg er åben for, at det bare er mig. Jeg tror også, jeg kan finde årsagen til min lede mod at offentliggøre rutinen med at trække benklæderne ned, fjerne plettet bind, rulle det sammen og få det til at forsvinde, forklædt som toiletpapir, åbne ny lyserød pakke, adskille indpakning og montere nyt bind, vifte med fingrene for at få indpakning af poterne. Det skete nemlig, at jeg engang kørte forbi en grønlandsk kvinde, der mente at hun lige kunne skrabe gamacherne ned og skifte bind på åben gade.

Hun glemte bare det med at få det brugte bind væk på en sober måde. Det lå ligesom bare der og grinede åbent. Klistet til fortovet.

Nåmen. Tilbage til nutiden. Jeg var for nylig til en yogatime, hvor instruktøren i sin introduktion til øvelserne 'ploven' og 'skulderstand' sagde, at man ikke måtte udføre dem, hvis man havde menstruation. Nå. Jamen, så var der pludselig to af deltagerne, som sad der med et kæmpestort, selvlysende skilt om halsen, med påskriften 'jeg afstøder pt blodig livmoderslimhinde'.
Gabestok i spandex, siger jeg bare.

Derfor var det også rimeligt sjovt på den grænseoverskridende måde, da jeg råbte på tværs af kontoret: 'Mettøøøøøøø? Har du set min koncentration?'. Mette sidder immervæk lidt nede i lokalet, så hun var egentlig undskyldt, da hun begyndte at tæske rundt i søgende cirkler for at finde det, hun troede jeg manglede. Min præsentation.
Min mund åbnede sig og vi begyndte på ordudveksling af ord, der ender på -tion og det endte med at klingre højt og tydeligt gennem nørd-land: Har du min menstruation?

Doh. Ring efter de blå biler.

2 kommentarer:

Infotainer sagde ...

Nu associerer jeg bare. Men hvorfor i alverden må man ikke udføre Ploven og skulderstand, hvis man har menstruation? Hvis du gider gå i detaljer, tak?

Lene sagde ...

Jeg har kun hørt det fra den ene yogainstruktør, hos den anden skal man vist være synligt gravid, før der er restriktioner. Men den ene yogamand siger, at menstruationsblod er affaldsblod, som kan løbe tilbage i 'systemet'. Han sagde vist at det kunne løbe tilbage i livmoderen og ud i kroppen.Jeg købte den ikke helt, men det var en lang forklaring, der ikke just gjorde situationen mindre menstruationsparia-agtig.