Nu er det nok. Ring efter Rambo, Nato og FN.

Vi bringer en advarsel: Dette indlæg er stærkt klynkende og hysterisk. I lange passager er det skrevet af en gammel, bitter mand. Og sådan er det bare.


Jeg ved lige præcis hvordan mandag morgen vil være. Den vil være ligesom alle de andre morgener. Og det er noget lort. Noget rigtigt lort, at alle morgener er som mandags morgener. Jeg er ved at være træt af at ligge der og ikke orke at åbne øjnene, mens jeg tænker at der kommer til at ske en af to ting: Enten skærer man kødet af mine knogler og laver det om til mad til stakkels sultne dyr og bruger de hakkede blege knogler til fyld i nogle huller på en skovvej. Så ville jeg føle at jeg gør mere gavn end jeg gør nu.

Den anden mulighed er, at nogen sender specialtropperne ind og redder mig ud af det her. Med helikopter og ridderlige soldater, som vil holde mig i deres stærke favn til jeg er helt i sikkerhed.

Alternativet, at det fortsætter sådan her med mandag morgen hver dag, kan jeg ikke holde ud.

Måske er det, fordi min hadede hoste har sendt sin onde fætter for at holde skansen, da den selv rejste. Jeg er helt i knæ over at have hovedpine og være svimmel. Måske er jeg bare nået dertil, hvor der er for mange store ting at håndtere samtidig og til det punkt, hvor det går op for mig, at jeg rent faktisk skal flytte i hus med ham, der sidder og spiller computer inde på teenageværelset og være voksen og ansvarlig og lægge budget.

Måske er jeg bare Maude-agtig og går op og lægger mig, mentalt, mens jeg føler mig tom og afmægtig og konstant bedømt, vurderet og afprøvet.

Måske er det bare lige nu, at jeg ikke længere kan lade som om at det arbejde ikke har fået mig helt i knæ, selvom jeg trofast har forsøgt at bortforklare det hele med, at det bare er mine egne svagheders skyld, mens jeg loyalt har taget slag på slag i ansigtet af fuldstændigt uforklarligt dårlige arbejdsforhold.

Jeg ved en ting, der er helt sikker: Nu er det nok.

Enter selvværd og egne meninger igen. Enter Lene Blachman. (=Kan godt være at jeg er uforståelig, men jeg siger præcis det, jeg selv tror på, selvom jeg er med i et program hvor laveste fællesnævner tæller dobbelt og hvor man har en kollega, der burde holde sin pop-mund).

Jeg bliver så skideirriteret over småting, som fx at lille pige med utroligt skinger stemme får lov til at spæne skrigende ned gennem bolig-indretningsbutik med utroligt lousy møbler. Så irriteret over, at samme boligbutik vover at være sådan en fucking rip-off-møgbiks og sælge discount til overpris.

Og at Blogspot vælger at være på tværs, så det ser ud som om mine indlæg er kastet ind med en møgskovl.

Stakkels Mikkel må høre på suk og støn og hvæsen over alle lignende småting. Der er mange. I tell ya.

Og hvad kan jeg bruge det til? Ud over at hjælpe kød- og benmelsmanden med at splitte mig ad.

Der er nok noget om at man ikke skal bekymre sig så meget. Det er bare det eneste jeg kan finde på mens jeg ligger der med lukkede øjne og mandage i stribevis. Man kan ikke spille bubble breaker med lukkede øjne.

Er der nogen, der lige gider tjekke at specialtropperne er på vej?

De må gerne sige "nobody puts Baby in the corner" eller noget, når de tager mig væk og overlader det til Rambo at udslette resten, for han er for alvor en bitter mand.

Jeg øver mig i at sige fra imens. Det er vist på tide.

Der er så meget kvinder ikke forstår...

... men det er også for let at misforstå når de begynder at spille på den banehalvdel:
"Endnu større odds på "den lange". Og endnu flere singler"

What?

Du får hvad du forventer

(Subtitle: Jeg ønsker mig en stor flaske integritet til jul)

Må jeg lige række ind her og låne lidt sæbe? Hende den mærkelige tykke stikker hovedet ind i min bås i fitnesscenterets bruserum og rækker en hvid hånd ud efter det jeg tror er min shampoo. Men så stopper hånden og hiver i sæbeautomaten på væggen istedet. Jeg var allerede holdt op med at trække vejret, for det var en grænseoverskridende oplevelse på alle måder. Det er tidligere nævnt her på bloggen at kvinders nøgne omgang er underlagt bestemte regler og hende den tykke havde altså bare sin hud alt for tæt på min. Og så ville hun tage min shampoo (troede jeg) mens hun bare spurgte i forbifarten.

Den anden dag ringede det på døren hjemme hos mig og udenfor stod en mærkelig kvinde med en meget grim og meget tør potteplante og et stykke krøllet a4-papir. Om hun lige måtte låne min computer?

Nejsguda! Man låner da ikke sin computer ud! Den ting, der er mere personlig end brugt undertøj og ligesåmeget på den private side af privatsfæren. Gudskelov reddede min mund mig, da jeg svarede at jeg desværre havde ladet min pc stå på arbejdet. Det føltes som om alt blodet var drønet ud i mine knyttede hænder, klar til forsvar af både lejlighed, computer og undertøjsskuffe. For hun skulle da lige tænke på at snige en forvirret storetå ind på dørmåtten...

Jeg er alt for meget en pæn pige til at sige fra i tide, når folk overtræder mine grænser. Konflikter er ikke min livret og det er lettest, hvis folk kan lide mig.
Det skal endelig ikke lyde som om jeg er stolt af det, for hvor ville jeg ønske at jeg roligt og overskudsagtigt kunne udstråle at mine grænser som en selvfølgelighed står strunkt og urørlige.

Min reaktion på fed dame og computer-intruder afslører desværre at jeg er en dirrende, højspændt grænsevagt, der har skarptladt gevær hårdt knuget i hænderne, klar til at skyde alle der ser ud til at ville tage tilløb og spæne ind over mine grænser og udnytte mig. Jeg har beredt mig på at skyde dem i ryggen, for jeg når jo ikke at skyde advarselsskud.

Der er adskillige hændelser, der dukker frem i hukommelsen, lige så snart en eventuel grænseoverskrider nærmer sig i horisonten. Ikke nødvendigvis noget, jeg selv har oplevet, for min hukommelse er ikke for fin til skrive af efter andre. Især hændelser, der involverer nasseri af alle slags, lån af penge, udlæg der aldrig blev betalt tilbage, kan få mine knoer til at blive helt hvide. Altså... licenskampagnen er meget sjov.

Der var ham, der i ramme alvor mente, at hvis en veninde betalte for middagen på restauranten, så gav han sgu en kop kaffe bagefter. Og der var ham, der havde for vane at udnytte andres tjenester til en grad, hvor det var åbenlyst at han kun tænkte på sine egne behov og fløjtende vadede ind over alle grænser af god opførsel, mens han ragede til sig. Køber du ikke lige ind for mig, du får penge efter den første?

Jeg er fanget mellem det jeg gør og det jeg godt ved at jeg burde gøre, for jeg er så priviligeret at have så meget viden om assertiv adfærd omsat til praksis at jeg underviser andre i det.
Jeg ved lige præcis, hvordan det går, hvis man blæser op i aggression og råber at grænseoverskriderne kan skrubbe hen og pisse nogle andre op ad ryggen eller som de siger i Ice Age "find a mammal that cares". Personligt smutter jeg direkte fra flyvende aggression og drivis i stemmen og ned til submissionen, hvor jeg får ondt i maven og tænker at jeg da vist også var lidt for skarp. Det er der, hvor jeg så rækker alt frem som undskyldning... shampoo, computer, lyttende ører, tilbud om at lave mad, en ryg at pisse op ad og tag nu endelig dobbelt tur på husets regning. Ihvertfald skammer jeg mig altid lidt for en sikkerheds skyld.

Som for eksempel dengang hvor Taxa-Bent havde fået til vane at give de kvindelige spinninginstruktører et klap i numsen, når han kunne se sit snit til det...
Da jeg ud af øjenkrogen kunne se hans hånd blive trukket tilbage for at få et godt tilløb inden den ville lande på min spinningbuks, sprang min indre kostskolelærerinde frem og hvæsede at han ikke så meget skulle tænke på at gøre det. Hugtænder og advarende finger og det hele. Jeg ved godt at jeg var i min gode ret. Men jeg var lidt lille indeni alligevel.

Jeg gad virkelig godt være hende der med det flotte hår, som bare hviler så meget i sig selv at hun er omgivet af en aura af uoverskridelig respekt og integritet. Virkelig... og jeg gider virkelig ikke være hende den bitre med blylodder i mundvigene, for hun be'r selv om det.

Jeg vil af!

Hvem der bare kunne sidde i sofaen i et lækkert nyt hus, som nogen har betalt ud. Læse bog, høre musik, klappe hunden og nyde freden og solen og ... melde sig ud af samfundet bare for en eftermiddag.

Og straks river magtkampe på arbejdet mig tilbage fra solskins-luftkasteller. Der er arrige stemmer i valgkampen og hår, der bare ikke vil sidde. Inde under bordet i mit indre bestyrelseslokale har hele bestyrelsen forskanset sig med to dåser tun, lukkede døre og vinduer og radioen tændt. Suk.. En af de dage, hvor det at vinde bare en lillebitte milliard i lotto ville gøre mig instant lykkelig.

Stemmerne i mit hoved

Oppe i mit hoved bor der en bestyrelse. Bestyrelsen holder helst møde for lukkede døre og kun sjældent slipper der lyd ud. Når det sker, har det som regel en af to følger: Enten står formanden stolt og med fremskudt bryst ved bestyrelsens beslutning mens han indvendigt ryster i buksen eller også kaster resten af bestyrelsen sig over det medlem, som glemte at lukke døren og trykke på mute inden der blev råbt en kommentar. Det er skandale-tidspunktet og det eneste tidspunkt, hvor der er helt stille i mødelokalet, mens alle spejder ud af vinduerne og lytter for at finde ud af om der var nogen, der hørte noget.

Der er salgschefen, der afgjort mener at nyt tøj, udstyr og hurtige beslutninger er vejen frem. Køb, sælg, bare det sker nu. Han tager en masse chancer og er temmeligt modig. Har ofte meget svært ved at holde mødedisciplinen og blinker tit til sekretæren.

Der er bogholderen, der bekymret kigger ned over halvbrillen på tallene. Det er en hun-bogholder, så der bliver ført regnskab med alt. Hvem der sagde hvad, hvornår og hvorfor. Det er fyldige bøger, hun holder rede på og det er ikke altid at hun gennem halvbrillerne ser, hvad der i virkeligheden foregår omkring hende, men hun kan ikke lide salgschefen.

Der er HR-damen, som gerne vil have at alle skal have det godt. Idyl og samarbejde er det bedste. Helst med en masse knus og smil samtidig. Hun sidder af og til lidt uroligt på stolen for i bestyrelsen kan bølgerne godt gå meget højt af og til og det er bare tit for meget for HR-damen, når alle taler i munden på hinanden. Derfor finder vi hende nogle gange krummet sammen nede under stolen.

Der er produktchefen. Kvinde. Nidkær, fremadstormende. Råber tit på udvikling istedet for afvikling og tidernes forfald. Udvikling, Udvikling, UDVIKLING. Bander tit efter telefonsamtaler med leverandørerne.

Økonomichefen. Return on investment er nøgleord som hun har lært på et kursus. Burde arbejde mere sammen med bogholderen, men er også temmeligt meget mere fremstormende og hoster tit bekymret, når salgschefen hvirvler støv op omkring bogholderen. Holder sig til overblikket, fremtiden og mest af alt bundlinien. Derfor bestrider økonomidamen en central post i bestyrelsen.

Ledelsesassistenter, personlige assistenter, den personlige træner, kostvejlederen, kokken, trainees, der alle sammen skal høres samtidig og rådgiver i en kakofoni af råd, programmer, visioner og det sidste nye fra managementscenen. De vifter med håndbøger og lykkebringende cremer og dameblade og boligkataloger og vil bare gøre karriere med lynets hast. De fylder ofte stolene ved mødebordet og tit også vindueskarmene. Andre gange er der mere tomt omkring mødebordet. Ofte omkring den tid, hvor der skal træffes beslutninger. Der sidder salgschefen og blinker til sekretærkorpset og puster sig op og vifter med nøglerne til en fremtid, der skinner som lakeringen på en rigtigt rigtigt dyr bil.

Formanden har det med at falde i søvn. Han kender den sædvanlige monotoni i virvaret af stemmer og overvejer ofte, sekundet før han blunder, om han skulle gå på pension. Problemet er at det er svært at rekruttere en ny formand fra den nuværende bestyrelse. Økonomichefen, måske? Det kunne også være et wildcard som fx hende den unge, engagerede konsulent der fremlagde en businesscase i sidste uge. Der skete der noget... Men der er jo så mange konsulenter, der kommer og går og fremlægger og taler engelsk. Og så blunder formanden mens sekretærerne trommer hårdt i bordet med deres spidsede blyanter.

Step AWAY from the chocolate!

Der er mangt og meget som kvinder kan gøre simultant. Køre bil og synge med. Vågne og planlægge aftensmad. Se fjernsyn og føre en fornuftig samtale. Være syg og selv hælde cola op. Tage sko af og tisse.

Sat på spidsen kunne man hævde at kvinder kan alt det der plus lande en jumbojet samtidig, men jeg holder den lige til to-komponents-kombinationerne i denne ombæring. Jeg kan forudse, at der blandt læserne er små pip om at det så også er med skiftende held at disse combos bliver udført.

Chokolade er normalt en uovertruffen ingrediens i mange af disse kombinationer, og kvinder har rigtigt godt af at blive tilført noget chokolade af og til, fordi især den mørke rummer nogle stoffer, som minder om de lykkehormoner, som vi selv producerer: Serotoninerne. Det skulle ifølge diverse dameblade give øget lystfølelse... men jeg må lige bryde ind med en anden videnskabelig tilgangsvinkel: Empiri.
Jeg mener, at den gode mørke chokolade forstærker den stemning, som man har i forvejen og altså ikke kun glæden. Kombinationen af mig og chokolade er dermed ikke altid heldig. Læg mærke til at jeg skiftede fra generalisering til den personlige form. Jeg skal nødig komme i klammeri med mig selv. (se indlægget big mistake. BIG. HUGE! længere nede på denne side)

Mørk chokolade burde være udstyret med advarselstrekant. (Måske er der en grund til at det hedder en advarselstrekant og ikke en advarselsstang, slår det mig lige). Det er ikke så farligt, at det skal have polititilhold ligesom tequila, men jo bedre chokoladen bliver, jo flere klistermærker burde der være sat udenpå pakken: "Handle with care", "Danger", "overdreven brug kan forkorte dit liv og forårsage seriøs skade på dine omgivelser".

Mit temperament reagerer nemlig direkte proportionalt med mængden af indtaget chokolade og forvandler mig fra glad, tilfreds og kaffetørstig ved den første lille bid til Absolut Mokke efter mere chokolade. Spontant meltdown i kernen kan kun undgås med så drastiske midler som vand.
God, mørk chokolade på tilbud er derfor ikke så godt som det lyder, med mindre jeg bliver præsenteret for en umyndighedserklæring og kun får tildelt små dagsrationer i samme ombæring.
Nogen skal ihvertfald sørge for, at jeg ikke ved en forfærdelig fejl kommer til at tømme fadet inden jeg sætter mig bag rattet eller overfor ejendomsmæglere.
Bad combo. Der er en grund til at Kinderæg er lavet af skod-slik og ikke chokolade. Var overraskelsen og det man skal samle pakket ind i gedigen&mørk chokolade var det aldrig gået godt.