Smoothies er det store hit. Det er lækkerheden til cafebrunchen og hvis man skal flashe, at man er helt med på sundheds-moden, mens man står og klæder om i fitnesscentret, så skal man huske at sige "smoothie".

Jeg ville bare sådan ønske, at man ville udtale det med engelsk th-lyd. Den med tungen ud mellem fortænderne. Ellers lyder det som om man siger "smug-tis".

Ud-festet

Sidste julefrokost er overstået. Har nu aldrig brudt mig om den slags prøvelser, man skal overleve for at det kan blive rigtigt jul og i mennesker velbehag. Men jeg må tilstå, at julefrokosterne i år har været over gennemsnittet. I aftes var det ligefrem rigtigt sjovt.
Maden var ikke god. Pengene sad løst på folk, så der var alt, alt for meget alkohol i omløb og der var som sædvanlig skandaler og sandheder, der blev fortalt under dække af anledningen.
Det gode er, at jeg kan huske en hel masse af det jeg hørte, og på den måde har gode historier et stykke ind i det næste år. Og så var der solid fest i pigerne. En god årgang.

Fint for mig, at der er et helt år til julefrokosttid igen. Ikke at det gør nogen forskel på skandalerne. Hvis man er en af dem, der stædigt prøver at overbevise sig selv om, at andre folk hurtigt glemmer bramfri udtalelser, kysseri på alle de omkringsiddende og dans med nederdelen siddende fast i trussen, så må jeg skuffe. De fleste nævner det ikke med et ord i årets løb, men når det igen er tid, så kommer referaterne fra sidste år lige på bordet til gennemsyn. Alle detaljer står lysende klart og bevaret for eftertiden, selvom de kun kommer ud den ene gang om året. Ligesom julekugler.

Sultende grise spiser de døde

Overfor og rundt om har tykke forretningsmænd travlt med at låse gebisset omkring rullepølsemadder og flå bidder af MolsLiniens store morgenbuffet. Mad i mængder, fedt-fest på firmaets regning. Hvidt brød, ost og hjertefedt på fade. Og kaffe. skod-kaaarfe i sorte kander til 30 kroner pr. person.

Når det er der, skal det jo spises, for guderne skal vide at man (altså firmaet) betaler dyrt for turen og buffetten. Man skal have sin del. Med top på og ekstra ost.

"Sultende grise spiser de døde" står der i overskriften i avisen. Og min frelste youghurt katastrofebremser på vej ned i mit spiserør.

Hundeæde

Forloren skildpadde ligner hundemad. Store klumper såkaldt kød i meget mørkebrun sovs. Med æg oveni.
Kantinen serverer det i store skovlfulde, mangler bare hundeskålen.
Det undrer mig.

Matema-chicken, anyone?

Jeg husker, at Mads har sagt at musik for ham er matematik. Han kan ikke som mig blive dybt berørt af et stykke med Veronica Mortensen eller blive grebet af braget i et stykke rock - for ham er musik arbejde. Matematik. Stykket sammen af takter og akkorder til forskellige slags orden.
Tro mig.. han er dygtig, ham Mads, og han har bevist at det er rigtigt hvad han siger: Vi var til Spot-festival og selv efter et par solide fadøl eller 5 kunne han uden at blinke oversætte min musikoplevelse til akkorder med navne som kunstnerne rockede sig frem igennem. G7, Gdur og hvad har vi... jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde over den manglende emotionalitet i Mads musikperception, men jeg ved jo, at der er et engagement i alt det Mads gør, der er lige så godt, så jeg flækkede i beundrende latter. Og drak mere fadøl.

Johan Olsen fra Magtens Korridorer sagde i radioen idag at det var et fedt for ham om der blev sunget på dansk eller engelsk. Sproget er for ham et krydderi i den store gryderet og så er det pludselig mig, der er den matematiske, for hvordan kan sproget være reduceret til så lidt, når det bare er så bærende?
Samtidig gik det så op for mig, hvad det er jeg har manglet når jeg har lyttet til Pandora-bandet: Relaterbare tekster. Til gengæld er jeg helt blæst væk af Johans stemmes energi. Sproget, teksten, den ordlige fortolkning er for mig et supplement til dygtige musikeres komposition og formidling. Og sådan er jeg så matematisk.

Nu går jeg så her med fantastisk vellyd og fortolkning strømmende omkring mig. Bygget op på et skelet af matematik, for det er Mads Bærentzen Trio, der akkompagnerer min Bombay-kyllingegryde. Utaknemmeligt job, det er at diskutere musik og mad, for det hele kan jo opgøres som matematik og målbarheder i komposition.

Oplevelsen består i fortolkningen, serveringen, improvisationen. Så er der nogen, der diskuterer om der er for meget trompet i forhold til saxofon eller for meget salt i maden, der måske også kunne trænge til at karryen blev brændt af først eller mere citron, mens andre bare "kan lide" eller "ikke så godt lide" når de hiver det indenbords, der bliver serveret for dem.
(Det KAN kombineres. Red.) Nu håber jeg bare ikke at min kylling smager for meget af avanceret jazz...

En lillebitte søndag med kaffe, en tynd skive kage og så en biograftur til at slutte af på - med marsbar og sager - var alt, hvad der skulle til. Jeg sværger, at jeg spiste alle mine grøntsager igår også...

Jeg er BARE lækkersulten og min hjerne kører reklamefilm med omkvædet jegkugodttænkemigenmarsbar på repeat. Det er ligesom at komme tilbage efter juleferien: Maven har vænnet sig til lækkerier i flok og vil ha mere. De putter afhængighedsskabende stoffer i de chokoladebars fra Mars. I tell ya...