Harry Potter havde "Profet Tidende", vi har sms, e-mails, facebook - og hvad der ellers er godt at vide om hinanden, kan man nu læse i vores udgave af lipglossfedtede teenagedagbøger, der er beregnet til at andre skal læse med. Blogs. Hos de fleste bloggere er navnene på personer, der sladres om, oftest
udeladt eller kryptisk omdøbt- for man skulle jo ikke gerne hænge nogen ud.
Og så er der jo sladdercentralerne over alle sladdercentraler; fitnesscentrene.
Hvor må det have været stille, dengang man kun havde købmandskonen og lokalavisen som sladderleverandører. Af og til må man standse op midt i larmen af løbebånd, ufta-ufta-rytmer, tights og febrilske fitnessskabninger, der spæner rundt mellem hinanden for at få det hele med uden at afsløre noget om sig selv, mens de bipper sms'er i spættetempo. Til hinanden.
Alt, hvad der sker i et fitnesscenter, bliver set og rapporteret. Selv den mindste lille utugtige tanke bliver formidlet så hurtigt, som selve profettidende ville kunne gøre det. Selv det mindste strejf af en hånd til julefrokosten bliver set af op til flere agenter, selvom det skete nede ved toiletterne inde i hjørnet... og alligevel,
alligevel er der mennesker i et fitnesscenter, der finder tryghed i at være sluset ind i den parallelverden. Og ikke kun dem, der har god grund til at være trygge - de findes selvfølgelig også.
Der er ham, der igennem flere år har haft en kæreste indenfor murene og en kæreste udenfor. I sikker forvisning om at de to aldrig får nys om hinanden, fordi parallelverdener i sagens natur er parallelle. Der er instruktøren, som har frabedt sig interferens fra den virkelige verden - så kæresten må ikke deltage på pomfrittens timer. Det kunne forstyrre markedskræfterne. Samme instruktør har en så gennemført kommunikationsstrategi (ikke mindst overfor kæresten) at der er næstennøgenbilleder og poseringer på både fjæsbog og på msn-profil.
Rygtet vil vide, at instruktører i fast forhold også godt må have en datingprofil.
Der er dem, der ikke går så langt, men alligevel ikke bryder sig om at blande verdener og vise, at der er forpligtelser og nære bånd som holder hele vejen igennem og derfor ikke vil tale med eller røre ved deres livspartner, så længe man er på fitnesscentret matrikel, uagtet at samme par bliver set gående med blomst i hånd på vej til svigermor eller spottes på cafe få øjeblikke efter exit fra parallelverden.
(Profet Tidende ser alt).
Endelig er der alle dem, der kommer i fitnesscentret for at få bekræftet deres attraktionsværdi og få stivet finnerne af af de andre fisk i put-and-take-søen. Et slag på havtasken er, at det er 95% af alle fiskene. Og fred være med det. Det er menneskeligt og set i forlængelse af, at 90 % af alle medlemmer angiver forfængelighed som grunden til at de melder sig ind, så passer det jo meget godt... Det er jo langt fra alle 95%, der følger op på eventuelle invitationer.
Selvom det er ligesom at svømme rundt i en petriskål i et varmeskab, hvor alle normale samværsprocesser forstærkes og alle på forunderlig vis kender hinanden (det KAN ikke være pga cykelbukserne), så trives tolerancen blandt de gode mennesker også.
Jeg har sjældent hørt så mange julefrokostrygter i nogen anden virksomhed som jeg har i de fitnesscentre, jeg har været ansat i, og sjældent set så mange folk med meget åbne øjne og lange ører for at få alting med, men til gengæld har jeg heller ikke andre steder fået mulighed for at lære så mange spændende og gode mennesker at kende, som jeg har, der i petriskålen. Det er en rigtig finnebasker af en fornøjelse og jeg sætter stor pris på det.
Et utroligt netværk, man kan dyrke ... midt blandt put-and-take-fisk med kyssemunden forrest.
Lige ved indgangen til fitnessdk er der et skilt: "Vær opmærksom på lommetyve, hold godt fast i dine værdier". Eller sådan noget. Jeg tager det som fitness-fish'es guide to survival... og til at undgå at komme på forsiden.
