Jeg har haft briller på idag. Det plejer jeg ikke. Til gengæld fik jeg ikke min humor med, da den ihærdigt nægtede at forlade den lune dyne klokken tidligt i morges. Det er der ikke meget sjov i, synes den at sige. Så jeg har brugt hele dagen med en følelse af at være pakket ind i bobleplast uden mulighed for hverken at være tilstede eller se klart.Jeg ved ikke hvordan det kan ske, men kombinationen af briller og fraværende humor gør, at hørelsen også er pakket ind i dobbeltplast.
Og derinde i min bulede polstring var det så jeg kom til at tænke... man kan få hjemmetest for så meget, efterhånden. Graviditet, fugt, Klamydia...you name it. Alle sammen er så usikre at man hellere skulle bruge sin sunde fornuft, men kunne man ikke godt få bare en lillebitte hjemmetest, som man ligesom bare kunne spytte i inden man stod ud af hoveddøren om morgenen, så man kunne være sikker på ihvertfald at tænke på at få det hele med? Det er SÅ træls at gå humorforladt rundt og det er ret overvældende at komme hjem og blive overfaldet af fuldt opladet humor. Selvom gensynsglæden er stor.
For min skyld kunne man også godt lave en hjemmetest for "sund fornuft", "kritisk sans", "åbne øjne" (Se den burde være let: Kan du finde petriskålen uden at stikke poten i graviditetstesten er dine øjne åbne) eller hvad med "påmonteret retningssans"?
Ligesom der er grænser for, hvor mange holdkæftbolscher man kan have i munden på en gang, så er der også en promille-grænse for håb. For mange simultan-håb giver nogle meget meget slemme tømmermænd: Skuffelserne. Og DE gør kamp-nas.
