Chokoladedampe

Jeg var til chokolade-kursus. Jeg havde håbet at det var en stor rund dame med forklæde, men istedet var der en julemand. Rigtigt. En tynd julemand i bagerbukser, med busket skæg og hvidt hår.
Det var fantastisk at lege med maden.

Kromutter havde ondt i ryggen og da hun fandt ud af at der var en massør til stede (mig), fik jeg al den chokolade gratis, jeg havde lavet, hvis jeg bare kunne lette hendes smerter.
Gratis chokolade, som man selv har lavet smager himmelsk. Eller... det smagte himmelsk.
Jeg skal heldigvis derud igen for at massere ikke bare kromutter, men også chokoladefar og topatlet-søn og noget af personalet og håber meget på at jeg liiiiiige kan lave noget mere, når jeg nu er der.

Det var en meget anderledes chokoladedag end jeg havde forventet, selvom jeg burde have set det komme. Jeg er sådan en, som åbenbart ser ud til at kunne rumme hele den alternative verden med alle dens krystalhealere og tidligere liv, så da det pludselig var offentligt kendt at jeg også er massør og ikke bare fuldtids-nørd, var det bekendelsestid.

En af de andre chokoladelærlinge har en søster, der også er massør. Sådan starter de fleste historier. Da jeg arbejdede for Monopolet var det bare 'Jeg har en søster, der også arbejder for Monopolet'. Denne søster brugte så healing i sine behandlinger og hun havde SÅ travlt og var meget dygtig. Jeg er ikke afvisende, men jeg tror, at mit ene øjenbryn tog turen mod hårgrænsen, da jeg fik fortalt at chokoladelærlingens rygsmerter skyldtes, at hun havde trukket så mange fiskergarn i land i et tidligere liv.
Det havde både chokoladelærling og søster set i et syn. Altså, søsteren havde jo direkte forbindelse 'opadtil', men chokoladelærling havde også set det selv.
Jow.
Kaffen var god. Heldigvis.

En anden chokoladelærling kom hen og spurgte om onde ånder kunne tage bolig i hendes skulder, for hun havde så ondt så ondt. Det var ihvertfald hverken allergi eller aura, der var årsagen, så hun ville da lige høre...
Jeg måtte lige se, om hun havde taget fejl af mig og en af de andre plastikforklædeklædte lærlinge, siden hun mente hun talte med et orakel udi onde ånder, men den var god nok.
Jeg mumlede noget med at alt er muligt, hvis man tror på det, og tænkte, at jeg vist havde fået chokoladedampe nok for den dag. Og at de andre måtte have røget en kakaobønne inden jeg kom.