lørdag den 28. juli 2007

20 kvinder i et omklædningsrum.

... lyder som den situation, der tager form i enhver mands fantasi, men jeg må skuffe. Virkelighedens omklædningsrum byder på oplevelser, som ikke står nedskrevet i nogen drejebog.

Tag nu fx idag, hvor jeg efter en spinningtime kommer ud i bruserummet og mine øjne bliver fanget af en kropsform, de ikke er bekendt med. Normalt ser kvinder på hinandens hoveder, mens alt det hudfarvede, der er nedenfor, ligesom er forsvundet bag anstændighedens badeforhæng. Officielt ihvertfald, for vi smugkigger. Selvfølgelig.

Den kropsform jeg ser idag, får dog med sådan et smæld revet det forhæng fra. For det først er vor normale fikspunkt - hovedet - placeret cirka i hoftehøjde. Og der er ikke omrids af arme og ben, som normalt, for klumpen af hudfarve ligner en af de der sammenfoldede træmænd, der var så moderne i midt-halvfemserne for spirituelle loppemarkedsbesøgende. Da jeg visuelt får styr på den hudfarvede uformelighed, går det med gru op for mig, hvad der sker: En meget rund kvinde sidder på hug i vores massagebruse-hjørne. Med den håndholdte bruser sørger hun for, at alle hudfolder bliver skyllet grundigt, mens den anden hånd hjælper til. Grundigt. På hug. I badesko.

Mine øjne!

Måske er det overraskelseselementet, der gør omklædning til en oplevelse på linie med vandretur i minefelt. Man regner ligesom ikke med at møde andre kvinder på den måde man gør, når de tørrer hår uden at have taget undertøj på først. Som regel tørrer kvinder hår ved at kaste hovedet forover i håndklædet og dermed måsen i vejret.

At barbere sig under bruseren er en normal foreteelse. Derhjemme. Men at gøre det i et fælles omklædningsrum, hvor andre så kan skøjte rundt i stubbe og brugt barberskum er klamt - og det bliver ikke mindre klamt af at man deler skraber. (Nej! Blev der sagt... det er IKKE som i fantasien)

Mine øjne!

I offentlighed gælder der andre regler end der gør derhjemme, og når andre mennesker ikke overholder de regler, er det mig, der tænker at jeg helst ville have været fri. På "AJ!!"-måden.
Det gælder ikke bare kvinders personlige hygiejnerutiner, det gælder også måden man spiser på (man spiser æbler anderledes når man er alene, ikke sandt?), det gælder mænd, der skal rette på sagerne på gågaden, bilister, der piller næse mens de holder for rødt. Folk, der spytter på gågaden. (Har vi et gågadetema? Er jeg gågade-pylret?) Det gælder også prutter...

Tilbage til baderumsfantasien.
I mit tidligere fitnesscenter skulle klinkerne i damernes bruserum repareres. DRØMME-opgaven for enhver ung håndværker, for der skulle han sidde i stram hvid murer-t-shirt kun adskilt fra 20 nøgne fitnesstøser af et sort plastforhæng.

Jeg sværger... han så ikke andet end klinkerne og sin murerske de tre dage. Men vennerne har sikkert fået en absolut rødmefri version.

3 kommentarer:

Linda sagde ...

Jeg kender en, som på sit repetoire over yndlingsfantasier har, at pigerne i fællesomklædningen sæber hianden ind og filmer det. At dømme efter filene på markedet, er han ikke alene. Jeg er sikker på, at de mænd, der læser klummen om, hvad der virkelig sker bag gardinet (og du har endda været hensynsfyld nok til at udelade oplysninger om skiltning, der forbyder hårfarvning, at dem, som bader med undertøj ALTID er Sloggi Max modellerne osv.) lige nu sidder og ligner maleriet Skriget. Som det onde menneske jeg ind imellem er, leverer jeg hermed yderligere 3 nåle til at punktere Fantasien Om Omklædningsrummet. 1) To piger er blevet smidt ud for at skide i saunaen. 2) Jeg har fundet en meget brugt tampax på en sæbedispenser.3) Nogen har urineret i sprayflaskerne, der bruges, når man gør solene rene. Jeg ville utrolig gerne tilskrive det drengene, men med tanke på de første to misgerninger, jeg her har beskrevet, er jeg bange for at vi skamfuldt må sætte den på vores regning. Alt sammen historier fra det virkelige liv i Frisko. Beklager drenge.

Mikkel F sagde ...

Tak...mange tak...begge to. Det er lidt svært at skrive det her, for jeg sidder samtidig og tuder over livslange bristede illusioner. Men nu er jeg jo heldigvis en mand, og dermed ikke belastet af langtidshukommelse for trivielle emner som disse, så i løbet af i morgen tidlig vil jeg igen lide af uhelbredelige tvangstanker....

Lene sagde ...

...Mere end træning. Uhyggeligt meget mere end træning.

Der er helt sikkert flotte fitnesstøser i det omklædningsrum og så er der dem, der virkelig bruger udseendet som lokkemad i den put-and-take-sø, som fitnesscenteret (også) er.
Der er dem, der lægger make-up før de træner og som er stablet så meget op med elastikker og vat, at den klaptorsk, der vælger at bide på krogen får sig en grim overraskelse når han kommer hjem på køkkenbordet.
Uden pudder og push-up er der ikke meget Hollywood tilbage. Man burde måske gøre alvor af at filme i omklædningsrummet (Hvor kom det mandskor fra, der flerstemmigt udbryder HALLLELUJAAAAAAAAAA! i baggrunden?).

PS: Jeg har hørt at mænd barberer hinanden i saunaen. Bare sig det videre.