fredag den 29. februar 2008

Tal dansk. Nyt projekt

Der er jysk og så er der jysk.
Jeg har været fascineret af jyske dialekter (Du kan jo lige tage en bette prøve her, hvis du også er med på den) så langt tilbage jeg kan huske, men nu er der sket en udvikling og halmen må ud af træskoene: Jeg vil begynde at samle på nu-jyske udtryk...

Listen er ikke så lang endnu:

'Fais (faktisk)
'velånå'va (ved du nu hvad)
påliåhø'hær (prøv lige at høre her. Som brugt på Århus-kanten)
Ijårdn (i orden. I betydningen "det er bare helt fantastisk og overmåde perfekt". Bruges også som verbalt udtryk for en bindende aftale)

Listen kunne sagtens udvides med det totale fravær af bøjningskendetegn:
Spis', hop, spring', løw' (løbe), drik' (høres tit i den lokale spinningsal, hvor opfordringen lyder 'fånoeda'drik eller huska'drik (få noget at drikke eller husk at drikke), kik (Marc Johnson fra 8210: Ja ku godt tænk' mig at kik forbi)
og:
Trals (træls)
Fin (fint: De: fi:n!)
Småk (ja... smuk, smukt eller smukke (pluralformen)

På den anden side kunne en positivliste være på sin plads. Jysk er jo klart det smukkeste sprog og det er ikke uden grund at det, man definerer som rigsdansk hører mere hjemme på den rigtige side af Fyn. Listen over alt det, som jyder faktisk (fais) kan udtale, til forskel fra især Københavnere:

Billeder. Det hedder altså overhovedet ikke 'bedler. Blev der sagt.
(Der skal mindst to ord til en liste, ikke? øh, vent...)

onsdag den 27. februar 2008

Påmindelse

Besynderligt opløftende at høre en beskrivelse af Thomas Blachmans talestrøm som "et klasseeksempel på sproglig anomalitet - med sprogfejl, der ligger besnærende tæt på et poetisk register".
Op bruser begejstringen fra hverdagsfirmasprogets fangekældre.
Det var jo sådan den var, entusiasmen...
Og så på en onsdag.

søndag den 24. februar 2008

(S)kotume?

Når man kommer på besøg i andre menneskers hjem, tager man så skoene af eller beholder dem på?

Min mor mener, at der måske er en generationsforskel på, hvad man vælger at gøre. Hvor hendes generation er lidt sværere at få til at sidde med strømpesokker, falder det mere naturligt for min generation at stille fodtøjet i entreen og ikke tænke over, at man så ikke længere er fuldt påklædt.

Måske er det også bestemt af det sted, man færdes. Ude på landet, hvor man kan slæbe jord, skidt og møg ind på gulvene, stiller man som en naturlighed træskoene, men burde man ikke også gøre det, hvis man traver rundt inde på stenbroen?

Jeg ville studse over det, hvis mine venner beholdt skoene på - selvom jeg godt kan huske den besøgende, jeg havde lyst til at bede om at tage skoene på igen, fordi det lugtede fælt af fodsvamp i tennisstrømpe- , men jeg er kommet til at tænke på, om det er sådan for andre?

Og er det en undtagelse, hvis man er til privat fest. Beholder man så danseskoene på? Hvad gør I?

fredag den 22. februar 2008

At puste til ilden


"... Hvis I synes det er så samfundsskadeligt, hvorfor fanden bliver I så ved med at vise det? Hvis I synes at DET hjælper de unge, så..."

Thomas Blachman refererer til sine egne udtalelser i X-factor, men kunne lige så godt have udtalt sig om mediernes dækning af diverse bølle-værk den seneste uge. Hvis medierne synes at det er med til at stoppe uroen, så...

torsdag den 21. februar 2008

Skulle hilse fra Katla

Jeg har været ved lægen. Ventede i en time og et kvarter ude i forgården sammen med dragen. Og 10 skiftende med-hostere.
  • Hvorfor holder man op med at have det helt ad helvede til og begynder at tænke at man nok bare skal have en vingummi og en kop varm saft for at have det helt fint igen, når man venter ved lægen? Ligesom tandpine forsvinder ved tandlægen, inden man siger aaaah. Måtte have Linda til at minde mig om mit "jeg er ikke hypokonder, jeg er syg"-mantra undervejs.

  • Et studie i drage-tricks var det. Hver gang lægerne kom indenfor hørevidde var hun smilende og nærmest rar, for straks når lægebukserne var forsvundet bag lukket dør igen at spy ild og ralle-sukke. Og råbe ekstra højt på århusiansk når der var udenlandske patienter, der forsøgte at komme forbi dragemennesket. Så forstår de også bedre.

  • Kyssesyge er for teenagere, fik jeg at vide (og opgav at argumentere med min mentale alder og accepterede at det heller ikke var forklaringen). Næste stop halslægen.

  • Fik taget 4 blodprøver for at tjekke organtilstand (yuk), stofskifte, hvide blodplader... spændende ord for sådan en som mig, som efterhånden er ret god til at vurdere huse på sokkeltilstand, varmeforbrug og loftsplader versus træ. Skal til at lave tilstandsrapport i form af feberdagbog.

  • Lægen fodrer garanteret bare dragen med de sidste 3 prøver.

  • Ikke ret meget klogere eller mere rask, men lidt gladere, for jeg har skiftet lægens plaster med peter plys-plaster.

onsdag den 20. februar 2008

At komme forbi dragen. Part II

"Hos lægerne", lyder det anklagende.
"Det er Lene Jeppesen"
*suk* "Nå"  *et suk mere*"

"Hvornår er det at lægerne har telefontid?", spørger jeg og bliver næsten skyllet ud af røret af flere vrede suk.
"Det har de indtil klokken 9",  og jeg vender mig om og kigger efter den snerren, jeg kan høre i det fjerne. Et kig på uret afslører at klokken er 9.03. 
"Så er jeg lige præcis for sent på den", konstaterer jeg uforvarent og ved godt at meget tæt på at blive bidt i øret på den lede måde.
"JA! Nu har lægerne jo PATIENTER. Som SIDDER OG VENTER. I VENTESALEN". Den fjerne snerren har på mystisk vis blandet sig med lægesekretærens dobbeltsuk, der lyder som om hun er ved at vende vrangen ud på luftvejene eller som når en DAF lukker luft ud mens den holder for rødt.  

".... kunne du se om lægerne har en tid torsdag eller fredag?" forsøger jeg spagt mens jeg bekæmper min trang til at sige undskyldundskyld og jeg har ikke afsluttet sætningen før jeg bliver tordnet væk af "viharingenledigetideroverhovedet! Men hvis det VIRKELIG er vigtigt så kan du komme på torsdag mellem 10 og 11 i åben konsultation... ja. Det kan du jo prøøøve". 

Nu raller damen og jeg tænker at jeg hellere må pakke mig inden hun får brug for en læge selv.

UHØRT!

Jeg bad om at 'super' blev afskaffet i mit eget ordforråd. Nu finder jeg anledning til at harcellere over absolut utilgivelig bøjning af samme ord... Hvem fanden har fundet på at sige "supert"?

De samme som dem, der ikke er fra Århus og omegn, og finder på at sige "trælst" istedet for det eneste rigtige træls. Uden kønsbøjning.

mandag den 18. februar 2008

Don't stand so, don't stand so close to me

Der er blogs fra enlige mødre med scorepanik og beretninger om sidste weekends eskapader i detaljen, kun skjult af figenblads-dæknavn og intet andet, der er blogs, der dagligt opdateres med nye tudeture fra den depressive, der er "All about my vagina"... Mine hårdt tilpressede øjne er garanteret ikke de eneste. Ætshhh...
Jeg synes det er fiiint (sagt med terapeutstemmeføring) at folk kan få afløb ved at skrive ting ned. En lillebitte advarselstekst eller -tavle havde bare være på sin plads.

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil erkende at den slags findes, for det gør det selvfølgelig. Selv spændende mennesker har depressive træk og underbukser, men det kommer bare for tæt på. Der er grænser for, hvad jeg har lyst til at få blafret op i synsfeltet uden at være advaret først.

Som nu for eksempel i vores kantine. Der sidder to mænd, der hver for sig fremviser et imponerende behåret møntindkast hver dag til middag. Jeg ved godt at 2 x kratkløft sidder der og jeg ved godt, at alle mænd af den størrelse ser sådan ud bagtil i bukserne.
Jeg vil bare gerne forblive i illusionen om at det ikke er noget, jeg behøver at tage stilling til.

De KUNNE da godt have en lille advarselspil over hovedet, så jeg ikke får et pjosk og er ved at tabe bakken over at jeg heller ikke slap for synet denne gang. Der ligger jeg så mentalt og roder rundt mellem salaten og serveringsbakke, mens jeg jamrer "my eyes, my eyes". Ofte tyr jeg til tunnelsyn, hvor jeg ser målet for min bakke-gang og intet andet.

Der er bare grænser for hvor tæt jeg vil på fremmede mennesker... (Kan ikke forstå at de to mænd ikke kan mærke at det blæser i de der hår)

søndag den 17. februar 2008

Hus, hund og Hyundai

... og et hæææælvedes hyr med den hoste.

Typisk, at det bliver et H-tema, når man prøver at finde på hundenavne med O.

torsdag den 14. februar 2008

Don't get me started

Uroligheder i Gellerup i nat
Århus: Århus Brandvæsen, politi og en bybus blev ramt, da unge onsdag aften gik til angreb på Edwin Rahrsvej i Gellerup ved Århus. Politiet indkaldte ekstra mandskab.

Et indvandrerhus i København, uroligheder på Nørrebro, vi afventer fredagsbønnen for at få at vide om der bliver fornyet Muhammed-tegning-ballade.

Min kollega blev helt umotiveret slået ned ud for Train da han var på vej hjem sammen med en pige. Desværre af en 2. g'er. Jeg siger desværre, for det er jo ikke fordi jeg synes at Dansk Fjolseparti behøver den slags hjælp.

Spørger man mig, så er det altså på tide at indse, at man ikke kan vende den anden kristne kind til og hele tiden tænke i blødsødne demokratiske baner, når man ønsker en integration. Det er enten eller... enten gælder de demokratiske regler for alle og vi styrer efter de kulturelle og juridiske normer, der hersker her i landet. Eller også styrer vi ikke.
Det er som om at der bliver lavet ballade, fordi man - med Clintons ord - kan.

Jeg ved godt, at der er forskel på muslimer og islamister, men hvor skal man være varsom med at gradbøje en religion, hvis tro også er politik. Her i landet skelnes der. Der er religionsfrihed - men hvem i alle højere magters navn mener at det hjælper på integrationen at tilbyde indvandrerne deres eget hus, at tillade "lidt" Sharialovgivning og at bygge moskeer fordi vi skal være mod vores næste som vi ønsker han skal være mod os.

Islam er en krigsreligion, der styrer efter en ufortolket Koran. Ordet for løgn og fortolkning er det samme, så det, islamisternes handlinger er styret af, er meget gamle regelsæt der minder om tiden hvor også de kristne var korsfarere. Muslimernes bog har ikke udviklet sig så langt som til nytestamentlige bud, og slet slet ikke så meget som demokratiet. Religionen ER deres lov og orden. Så det demokratiske opråb om at opføre sig ordentligt, møder bare uforstående skuldertræk.
For de tror jo, at det er det de gør.

onsdag den 13. februar 2008

Tanketømning

Jeg har haft travlt idag. Rigtigt travlt. Og så har jeg siddet i et af de møder, der fremkalder alle de underlige tanker. Vi bringer et udpluk:
  • Paris Hilton er en beagle i menneskeform. Nuttet, men utroligt dum hund.
  • De unge knægte, der køber en gammel spand af en Mazda og udstyrer den med lavt racersæde: Kan de overhovedet se over instrumentbrættet?
  • Der er to i min omgangskreds, der er gravide nu. Begge lige omkring 12 uger henne. Hvordan tør man sætte børn i verden nu, hvor min kollega Martin (som mildt sagt er uskadelig) bliver slået ned foran Train. Helt umotiveret. Af nydansker. Og især i en tid, hvor jeg ikke engang ville lade min hund stå bundet alene udenfor et indkøbscenter?
  • Kan man bede om hundebarsel når man får sin hundehvalp. Eller om bils første sygedag, når yndlingsslæden skal til service?
  • Hvordan kan BMWs side loade så langsomt, når de skal sælge hurtige biler?
  • Hvad hedder sådan en dims, der er lavet af papir med et stykke ståltråd i, som man bruger til at lukke slikposer med ved at sno den? En snøl?
  • Hvem fandt på at lave Berlingo og Kangaroo sådan? Papkasserne med trillebørhjul kan jo ikke dreje.
  • Hvis man kun sørger for at lederne i et firma er informerede, er det så ikke ligesom at sige at man har bagt lagkage når man kun har pisket fløden?

Undskyld, men må jeg lige brække mig i dit hår?

Ros er godt, men falsk ros er værre end at få tæsk med en overpisset tjørnebusk.
Den der skulle have haft rosen burde være glad for at prisen for hendes "zzzuper-gode arbejde" gik til en anden.

Mind mig om at vi ikke bruger "super" mere.

tirsdag den 12. februar 2008

Næste stop: Hundepension

Fik jeg sagt at lejligheden er solgt?
Så så man lige mig i friluftstøj og ansigt au naturel, mens jeg passer hunde i min egen hundepension...


For you, a thousand times over

I vennekredsen har der længe været et fast udtryk: Børne-mode. Udtrykket dækker over det faktum, at de veninder, der er blevet gravide eller mødre har svært ved at deltage i venindelivet på samme måde som de plejer, fordi prioriteringerne i livet er anderledes, når der kommer et nyt liv til.

Eller... måske er det mere et udtryk for at vi veninder har svært ved at sætte os ind i, at veninden stadig er den samme, stadig kan grine og græde over alle vores uforanderligt almindelige barnløse successer og fiaskoer - og stadig er interesseret. Også selvom der er noget, der fylder endnu mere. Og sådan er vi pludselig alle sammen gået i børne-mode.

Det er da svært, pludselig at skulle sætte sig ind i, hvordan det er at være et andet sted, end der, hvor man selv er. Det er møgirriterende, at vi først har båret over med de 4 måneders fravær, da hun mødte sin kæreste og nu skal på den igen - men er det ikke det, der viser at venskabet er noget værd? At vi for det første gider at tage del i hendes lykke og også at signalere at vi stadig er der, når veninde-orloven er ovre?

Det er lettere sagt end gjort, for når venskabet er indstiftet med hånden på bogen om Fællesskab i Elendighed, så er det en naturlig reaktion at synes at venskabet ikke er det samme, når den ene pludselig ser ud til at være optaget af alt andet end modgang.

Det er vel et faktum, at Ynk&Elendighed søger mage - og at Ynk&Elendighed ikke kan lege lige med Nystart&Medgang uden at der tilføres smøremiddel i form af en stor portion tiltro til, at personligheder og empati i deres grundform er uforanderlige...

Mon ikke at vi kan stole på, at veninden, der oplever nystart og medgang stadig har både respekt og forståelse for veninden der kæmper med afslutning og modgang - og hendes udfordringer? Og at hun muligvis, teoretisk og hypotetisk set ikke kun svæver rundt på en sky af idel lykke, men også har brug for venindeopbakning og hjælp?

For det skulle vel ikke forholde sig sådan, at man er veninder med dem, der kan fastholde os i ynk og elendighed, fordi vi ikke tør risikere at være til besvær for andre end dem, der har lignende udfordringer at bytte med?

torsdag den 7. februar 2008

Hvem vil lære mig at binde snørebånd?

Det er ikke længe siden jeg har fået at vide at jeg virker meget stærk. Meget vidende og udadvendt. Det er en mærkelig skizofren fornemmelse at virke sådan og samtidig være en pige med fletninger og snørebånd, der går op hele tiden, indvendigt.

Jeg synes, der er meget jeg skal kunne for tiden. Først og fremmest skal jeg være god til at forhandle og holde hovedet koldt, når beslutninger, tal og planlægning fyger om ørerne på mig. Dem, der kender mig, ved at den slags opgaver normalt ikke ligger lige til mit højreben.

Men jeg har luret finten. Jeg tror, jeg ved hvordan jeg klarer skærene... jeg skal bare være helt ærlig. For gu' er jeg da stærk, men folk kan også godt lide at vide, at de ikke sidder overfor superwoman, men supergirl, der fumler med snørebåndene. Se nu bare min bankmand:

Min bankmand er nordjyde til benet. Sindig. Forstandig. Bankmand.
Han er højt placeret i filialen og har gjort karriere ved at have styr på tal, finansiering, kurser, økonomiske elastikker og aldrig, aldrig have overtræk på sin konto. Han husker at regne serviceudgifter på bilen med i de mange sider tal, han sender til mig. Det kunne lige så godt være et andet menneskes tal, han sender, og jeg vender og drejer dokumenterne for at finde det sted, hvor der står om det er godt nok og hvad det betyder for mine muligheder for at købe tøj. Altimens jeg fornemmer, at min bankmands øjne hviler knastørt og muligvis flankeret af et skeptisk løftet øjenbryn på mine papirøvelser.

Indtil jeg indrømmer... ringer til ham og siger, at jeg har brug for at der kommer en voksen og hjælper. Med de ord. At jeg siger, at jeg er ved at snuble i snørebåndene og at han bliver nødt til at klappe stavelser for mig.

Jeg tror, at han synes det er lidt sjovt. Han kan vistnok godt lide det. Ihvertfald smiler han i stemmen når han får taktaktaktak og ros for at hjælpe. Og det er meget for en nordjyde.

tirsdag den 5. februar 2008

When pigs fly

Kan man som forvænt 35-årig klare sig uden sin egen bil og hver morgen tage på arbejde ude i industrikvarter. Med op til flere hadebusser? 
 

mandag den 4. februar 2008

Bor respekten i tegnebogen?

"Her, skatter. Du får lige nogle penge med, så smut du bare med de andre på cafe."  Jeg stivnede med mine goggles midt i luften svævende, for jeg vidste da godt, at det var kæresten, der tjente de gode penge og som en selvfølge også havde betalt for skiferien for kæresten, som tjener meget mindre end ham, men jeg havde ikke forventet, at hun ikke engang havde sine egne penge til at købe varm kakao for. 
Jeg slog det hen. Han havde nok bare bedre lommer i sit skitøj til at holde hendes penge. 

Lige indtil en anden pige i selskabet med et suk sank ned på bænken i solen og sagde at kæresten havde glemt at give hende penge, så hun måtte vente med at få noget at spise til han kom. De to pigers ansigtsudtryk, da jeg hev mine Euro op af lommen og sagde at jeg havde nok til at kunne lægge ud, sagde med al tydelighed at det var min opfattelse af ligestilling i parforhold, der var ved siden af normen i det selskab. De spillede ikke 'Respect' eller 'Sisters are doin' it for themselves' på den sne-bar, som jeg stod der med mine egne penge. 

Her sidder jeg så og nidstirrer min stolthed og afhører den barskt om det er den, der er gået i overgang og trænger til en genstart. 
Jeg har meget svært ved ikke at betale min del af huslejen/caferegningen/you name it. Jeg synes det er pinligt, hvis jeg giver en gave, der har kostet mindre end den jeg modtager. Jeg er opdraget til at have en nærmest omvendt nærighed, så jeg får ufrivillige ticks og ubehag, hvis jeg ikke kan betale et udlæg tilbage hurtigt nok - og det i så høj grad at jeg har det megadårligt, hvis andre ser ud til at nasse og skylde, fordi jeg projicerer min egen største frygt for at være til ulejlighed og socialt mindrebemidlet over på dem. 

De piger, der var med på skiferie, har garanteret ydet noget andet værdifuldt til forholdet, så de ikke kun modtager penge, men sørger for at respekt-balancen og bidragene på en anden måde går op.  
Kunne i grunden være vældigt smart, hvis jeg også var i stand til at modtage og bare nyde at jeg kun skal give den procentvise andel som er rimelig i forhold til indtjening. Min stolthed ville ihvertfald have en anden farve end den ildrøde, overvarme tone, den har nu, hvor pengesagerne er lagt på spisebordet i forbindelse med bolighandel igen og det er blevet helt tydeligt, at jeg ikke vandt en formue i Lotto. 

Men stoltheden og den omvendte nærighed står stadig arm i arm i baggrunden og rapper om kvinder, der lader sig betale. 

søndag den 3. februar 2008

The snow must go on

Der er ingen grønne og blå pister i St. Anton. Det sagde min skilærer selv. Der er kun blå ture på kortet for ikke at skræmme turisterne væk og så er der ellers frit valg mellem røde og sorte og mørkesorte ture. Og en hulens masse off-piste-muligheder, som har fået en fraktion af rejseselskabet til at logre med halen lige til de dejsede udmattede om med et saligt pudder-smil om læben.
Jeg sover med medaljen for hurtigste raseri-løb under puden, mine knæ og ben er blåplettede, min hals er tør efter alt det jodlen og jeg er mæt, udsovet og kort sagt tilfreds. 

Det er ikke højsæson i uge 4 og 5 og det betyder, at man har sne, sol og lifter for sig selv. På en uge har vi stået forsvindende lidt i kø og har kørt mange mange hollænderfri kilometer ad gode, lange, udfordrende ruter. Der er orden i sagerne dernede i Østrig. Når vejrudsigten siger sol, så får man sol lige til kanten. Alt er i nærmest nazi... ups; stringent orden overalt: Snefnuggene lægger sig præcis hvor de skal, skishowet var en opvisning i disciplin, formation og Ordnung og vores Mutter på pensionatet satte en ære i at fluffe puder og hakke dem med håndkant, så de stod i totalt analt geled, præcis hvor de har stået de sidste 20 år. 
De er dygtige, de østrigere. Grundige og ærekære og når man har mulighed for at ræse, hoppe, svinge og te sig som en tosset ude i sneen indimellem, så er det så forfærdeligt rart at være pakket ind i de rammer. Jeg tror, at den sætning, jeg har hørt flest gange i sidste uge har været: 'Det er i orden, det her'.  Udtalt på jysk (ofte fra toppen af en solbeskinnet, sneklædt alpetop). 

Man vænner sig til det. Vi steg ud på dørmåtten her til morgen iført goggles og kunne ikke forstå hvorfor lifterne ikke kørte. Indskrivningen til næste års tur til St. Anton begynder her.