liiiiidt blond i spidserne

Jeg tænkte, at jeg ville bruge parkeringshuset for en gangs skyld. Den lille bil har jo en revne i forruden og det ville være rart at komme nogenlunde tørskoet ind i afgangshallen. Jeg kendte desuden vejen, for jeg har jo set det skilt til p-huset i Billund en zillion gange, så ... retning mod p-hus.

Og så endte jeg alligevel på området for udlejningsbiler.
Der var fri indkørsel, den gule bom løftede sig høfligt ude foran Swiften og ind med os. Det tog kun en runde på pladsen før jeg fandt ud af, at der ikke var nogen indkørsel til p-hus og i øvrigt heller ingen vej ud uden lejebils-billet.
Fanget. Pinligt.
Dammit.

Overvejede at smutte ud, når næste bil tog den frie indkørsel. Konstaterede at bommen lukkede for hurtigt, selvom jeg skulle fare ud og snitte sideskørterne på den indkørende bil. Dammit.

Overvejede at lægge mig helt vildt tæt op af bagsmækken på den næste bil der kørte ud. Konstaterede, at bommen var for hurtigt nede.

Overvejede at kante bilen ind over alt for smalt græsstykke på James Bond-maner. Mindede mig selv om filmens verden kontra virkelighedens formaninger om at køre pænt (blev der sagt!)

4 runder senere. Forsøgt at trække billet ved fri indkørsel og fået beskeden 'ingen arme, ingen kager = ingen bil, ingen billet'. Alle muligheder vendt. Et stk pegefinger trykker på 'service'-knappen og et stk fornemmelse af at være meget blond.

Indrømmet. Og så snakker vi aldrig om det igen. VEL?

Stoddermad

Frokost-udbud:
biksemad med pølser (ondt i maven og samvittigheden waiting to happen)
rullepølse (værste slags pølse. Svinefedt i cirkler)
røget, orange laks (firserne har ringet, de vil ha deres pseudoluksus tilbage)
salat med dåsemajs og stive soltørrede tomater (halvfemserne ringede også... )

Endte med en skive rugbrød med ost, der efter en bid landede midt i skraldespanden, fordi osten var bygget på ged.

Alt sammen serveret med ingen mælk til at hælde i kaffen, så nu er jeg kørende på ren rå espresso og har efterhånden mørkt ristet temperament.

Jayy...

Lene, nu med retfærdig harme

I skulle simpelthen bagbindes til jeres gangstave, midaldrende øko-mostre! Jeg ved ikke, hvad der får jer til at tro, at andre synes det er i nærheden af at være acceptabelt, når i mosler jer foran i diverse køer for at spørge til, hvor øko-spelt-rugkiksene er. Eller hvad der får nogen til at ansætte jer som weekendhjælp i Magasin, for at I kan lire jeres salgstale af om at 'man så lige kan tage rensemoussen med ind under bruuuseren og lige skumme skånsomt mens man vasker hår. Man skal bare endelig ikke blive forskrækket over, hvor meget det skummer, for det er bare uhuhuuuu iiiih så dajligt'. 

Det eneste der afholder mig fra at forsøge at se, hvor meget det skummer, hvis man stopper tuben ind mellem jeres tandsæt og trykker til, mens man tilsætter resten af den lunkne cola light, som i har bag disken, og derefter ryster jeres hoved med et godt greb i hvert øre, er tanken om, at det da vel nok er et held at man ikke er jeres svigerdatter.  Tænk at skulle høre på den der panikstemme, iført kunstig Ole Henriksen-modulation og speedet op til dobbelt hastighed, mens man ser ind i insisterende øjne bag friskt, farvet brillestel hver gang familen kommer til kaffe.

 Jeg sværger, at jeg så adskillige unge damer spæne den anden vej omkring parfumeøen for at undgå kampagnedamernes klør. Eller måske var det for at undgå at skulle minde kragerne om, at ansigtsrens under bruseren blev opfundet for en del år siden og er lige så hipt og nyskabende som pitabrød. 

Ja, øko-moster. Du må også gerne snakke med en anden kunde og derefter din kollega mens mine øjne følger den skrøbelige dims, du vifter med og som jeg om et øjeblik skal betale det der svarer til et halvt madbudget for.  Selvfølgelig må du da det.

Den dag du lærer at køre bil. 

Forsvinder evnen til at opføre jer nogenlunde normalt i nærheden af disken samtidig med at i begynder at spise softice ligesom 2-årige?

Regel nr. 1

Du skal ikke blande skumslik og cola light. 

Pusheren

Der er de dage, hvor han bare snakker og hygger om kunderne, smiler lidt, stikker fingeren i jorden: Er der køb i hende idag? skal hun bare lige viftes om næsen med de nyeste varer, hjemskaffet fra udlandet via specielle forbindelser eller er hun klar til at få en lille pose med hjem? 

Der er også de dage, hvor han bare sviner kunderne til i sikker vished om at de bare må ha'...  

De dage, hvor han kan mærke, at cola zero'en i baglokalet står og bliver lunken, mens kunden står og nøler, trækker han resolut nøglen til skabet med de særlige varer frem og spørger: Skal du lige se det?  Det er sket, at jeg har måttet tage flugten ud af butikken, for kun en novice frygter ikke pusherens skab.  

Han kender værdien af sit stuff. Han ved, at han har de gode suppliers. Han kender sine lus på travet. Rabat? mnaaaah...

 

Selvom man holder sig til ham som pusher og faktisk lytter til, hvad han synes der er hot eller not, synes han er megairriterende på den gode måde, fordi man ikke kan se på hans øjne bag de der smarte briller om han er julefrokostpalermo eller bare driller, og selvom man endda opkalder verdens smukkeste hund efter indholdet af det farlige skab,  så er man underlagt hans luner... 

Idag er en god dag. Jeg fik rabat på et par briller, jeg har kigget på siden sommer. Men jeg havde også udstyrshunden med.

Og Oakley. 

Så nu sidder gear-gruppen i sofaen. Mig med skiftevis goggles og glasses og udstyrshunden i sin nye lilla skijakke. Drugged to our eyeballs. 

Karmalov

Oooooh... jeg havde glemt karmaloven et øjeblik. Bedst som jeg sidder og har beskrevet firmafesternes ulyksaligheder, åbner jeg min mailbox og finder... Tadaaaaaa... ikke 1 men 2 (to!) invitationer til fitnessjulefrokost. 

(fitnesshverdagen udsat for breezers)

Karmaboomerang. With a vengeance. Av. 

Drukfest with a vengeance

En gang imellem er jeg ude og være bartender. Det har givet mig nogle fede oplevelser som fx to George Michael-koncerter, et par Spot-festivaller og så var jeg så übervelsignet heldig, at jeg også var med til Metallicakoncerten i Århus. Godtnok skulle jeg arbejde i den anden ende af koncertpladsen, men det var en rockersej oplevelse alligevel... Ikke mindst fordi det var sjovt at studere koncertgængerne. 

Her i weekenden var jeg så afsted igen. Hvis jeg troede, at Metallica-publikummet var spritstive, så ligner de efter lørdag nat den rene børnehaveudflugt. 

Jeg siger bare: Firmafest. 600 speditører. I en sportshal. Firmaet betaler.

Den første festdeltager blev sendt hjem i taxa klokken 20.50, fordi hun på det tidspunkt hverken kunne huske pinkode, holde balancen eller holde på sit maveindhold for den sags skyld. Det må være ny rekord. 

To voksne mennesker forsvandt sammen ud på et toilet og kom ikke ud igen.  Forhåbentlig har de en god forklaring, når de kommer hjem til deres respektive med aftryk af klinker diverse steder på kroppen. 

Under oprydningen fandt vi sprutflasker der var trekvart fyldte endnu. to tampax i hvert sit hjørne af hallen. En æske, der enten indeholdt et pessar eller en tandbøjle (jeg så ikke efter, nej), en strømpe, et bælte, en fodbold og to par trusser. Alt sammen i en skønsom blanding af lodsedler, ølslatter og lakserester. 

Den sidste speditør løb panikslagent rundt og prøvede at drikke de sidste slatter inden vi hældte dem ud. Jeg tror ikke, han undgik cigaretskod. 

Julefrokostdebatten raser allerede (både her hos mig og hos Linda) men lad mig bare lige sende en ydmyg bøn ud i blogosfæren inden firmafesterne for alvor kommer igang: 

Vil nogen ikke være så barmhjertig at fortælle mænd at de IKKE er charmerende når de er væltefulde? 

(NEJ! Du får heller ikke mit telefonnummer hvis du vifter med dit Burberryslips. Lad nu være med at ligge hen over min bar) 

servicemeddelelse

Min telefon har valgt at blive hjemme idag.

En af drengene?...

Når nu alle ved, at kvinder ikke altid er bly violer, så kan det godt undre, at vi stadig kan komme til at sidde og famle efter ordene og ønske os noget mere respekt fra den mandlige side.
På det sidste har jeg oplevet det ret tit, fordi jeg er i undertal mod en hob af særdeles morgenfriske mænd.

Veninden, der er rap i replikken og hurtig til at sætte ord på fantasibillederne, har oplevet det samme og har filosoferet videre over det. Hun mener, at vi synes, at mændene kommer for tæt på og enten giver os ømme tæer eller røde ører, fordi de ikke holder sig tilbage med at krydse den private grænse, hvor kvinderne har hugget de verbale bremser i før grænsen mellem personligt og privat bliver overskredet.

Eksempler, tak! lyder det fra folkeskaren...
Et råb gjalder gennem lokalet og springer mellem de fritlagte bjælker. Det er formanden, der råber til sin sjakbejs: "Den skjorte sidder da til, hva! Du har sgu da lagt dig ud her på det sidste!"
(AldrigaldrigALDRIG sige det til en kvinde. Heller ikke hvis du er gift med hende)

Ved bordet i kantinen: 'hva så, Fedberg?' sætter gang i en lavine af tilsvininger, der ender med et 'ja, ja.. men når jeg har tabt mig er du stadig tudegrim. Det scorer du ikke på, det fjæs der'.

Jeg hører folkeskaren råbe endnu højere om at det jo bare er alfahanner i munter kamp. Sådan gør mænd i frikvartererne. Vi vil høre om mænd, der begår potentielt fatale brølere overfor kvinder, fordi de ikke fatter skiltet med 'privat område'.
Vi sætter scenen i kantinen igen. Det er det store spisefrikvarter. Arbejdsglæde bliver diskuteret og alle (drenge)børnene hujer begejstret op om at det ville være sjovere at gå på arbejde, hvis hende den korthårede lækkermås af en repræsentant kom på besøg noget oftere mens de med hånden illustrerer hvor glade de ville blive. Jeg mumler en halvkvalt protest ned i madpakken, da beskrivelserne bliver for malende.
Hvorefter kammersjukken længere ned ad stolerækken læner sig frem og siger: 'jamen, vi er allerede meget gladere (inkl. armbøjende bevægelse med opadgående fallossymbol) efter du er kommet på holdet'

Vi lader billedet stå et øjeblik.

Den mandlige læser vil sidde og tænke 'hvaaaaad? Den forstod jeg ikke. Frisk fyr'. Den kvindelige læser vil formentlig også tænke 'hvaaaaaad?!' men med en ganske anden betoning, der lyder som 'woooot?!' og de sødeste piger vil også sympatirødme lidt med mig.

For vi er bare ikke vant til at blive konfronteret så direkte.
Grænserne skal selvfølgelig respekteres, men jeg tror også, at kvinder skal blive bedre til ikke at tro, at drengerøvene ikke har nogen respekt for os når de vader ind over grænsen mellem personligt og privat. Nogle gange skal vi bare tage det som en bekræftelse og en påskønnelse af, at de kan slappe af i vores selskab.

Herregud... de ved jo ikke bedre. De blev skabt som de stærkeste. Ikke nødvendigvis de klogeste.

Lene og monopolet - og den varme grød

Jeg har holdt jul hjemme hos mine forældre hele mit liv. Juletræet pyntes den 23. om aftenen, nissen på loftet får risengrød med kanel og smørklat og hvert eneste år er det spist næste morgen. Nissen holder ved, selvom yngste familiemedlem efterhånden er midt i tyverne. Vi får mors gode helstegte juleand og alt er som det skal være.

Jeg holder meget af julen. Ikke mindst fordi jeg selv bestemmer, hvornår jeg vil starte bilen og køre hjem til pebernøddefrit område. 

Nu er jeg nogle gange voksen, så sidste år var vi hos kærestens familie. Når to familier skal tilgodeses må juleaften gå på tur og i år går turen så til min familie. Eller... der er kommet noget på tværs... 

Vi tør ikke forlade huset juleaften. 

Vi har haft et indbrud og tanken om en fornyet invasion af møgforbrydere og kebabrockere er så modbydelig, at julen som jeg kender den, må blive en anden. Ikke noget problem, tænkte jeg - Vi inviterer da bare min familie til Helenelyst og har juletræ og juleand her hos os. Det går sagtens, især fordi min ene søster holdt jul hjemme sidste år og dermed skulle holde jul hos ægtefællens familie i år. Troede jeg, indtil hun fortalte mig, at det var lykkedes hende at arrangere det anderledes. 

Selvfølgelig er det optimalt, hvis det kan passe at alle tre søstre er sammen til jul, men ... vi har ikke plads til at have tre søstre med kærester, forældre, 3 store hunde og juletræ i huset samtidigt. 

Plan droppet. 

Så hvad nu? 

Julen er en følsom højtid og jeg er rasende over det faktum, at man ikke kan have sit hjem i fred.

Da jeg hørte, at de tyveknægte, der er fængslet for indbrud, bliver sluppet ud til jul (juleferie), troede jeg det var århundredets dårligste vits, indtil magtesløsheden overmandede mig.

Dobbeltknibe i år, nej triple-krise, for jeg hader helt eventyrligt meget at være nødt til at tænke på julen allerede nu.

Hvordan løser jeg familietingen uden at omspænde hele matriklen med el-hegn og minefelt? 

Næsten tilfreds

Jeg bliver aldrig helt tilfreds. Sådan er det vist bare, men jeg lader som om det er fordi jeg ville gå i stå, hvis jeg var helt og aldeles tilpas og havde fået indfriet samtlige mine ønsker.

Jeg er ikke for fin til at påskønne noget godt alligevel...:

Det er helt tydeligt, at der har været en weekendtræningslejr for nylig. En træningslejr for weekends. 

Fik lov til at lave mad til veninden, god træning, glimrende kaffe, gåture med en glad hund, mountainbike-dækskifte og nu sidder jeg og ser NFL i sofaen. 

Need I say more?...

stream of consciousness

Undskyld forsinkelsen. Den seneste tid har været hektisk og der har været så mange gode ting at lave at.... hm, hvordan forklarer man det? Altså, der har været tid til at stoppe op og nyde det, jeg er jo blevet klogere, men der har ikke været mulighed for at åbne computeren og få lavet et blogindlæg. Jeg forærer jer hermed billedet af mig i sofaen, hvor jeg har sat mig med den største skrivetrang, sovende med bærbar i skødet.