torsdag den 25. februar 2010

Pige, træd varsomt

I en håndbog om, hvordan man søger jobs står der, at man skal huske at gå i samme tempo som den man er til møde med og ihvertfald ikke gå to skridt bagved.
Det er noget med ligeværd og selvtillid og den slags. Jeg husker det, fordi jeg mener, at de fif man bruger, når man søger job, må være de samme man skal huske, når man er på kundebesøg.

Spis pænt. Drik ikke kaffe direkte fra kanden selvom du har været oppe klokken 5. Prøv at se vågen ud.

Idag ude hos kunden måtte jeg tage en dyb indånding og springe ud i en dobbelt udfordring, for jeg skulle både huske det med at holde tempo (til møde med 3 mænd. Ekstra vigtigt) og gå på trapper.

Sagen er den, at jeg ikke kan se trappetrinene, med mindre lysforholdene er helt rigtige.

Derfor føles det som at gå på en isglat rutschebane. Jeg frygter hvert øjeblik at tage den på halebenet nedad, mens jeg skriger uklædeligt og fremviser trusser, når kjolen kurer langt op af ryggen på mig.

Det er et tilbagevendende traume. Se mig ned ad trapperne i Cinemaxx i Århus, hvor de har været så venlige at lægge mørkt tæppe med bogstaver på ca 15 km trappe og du ser noget, der ligner Bambi med tungen lige i munden og badet i tsunami af koldsved.
Opad går fint. Nedad... velkommen til gysertimen.

Idag hos kunden skulle vi op på 2. sal af en vindeltrappe med utroligt smalle trætrin, der lige så godt kunne være en stige. Fint nok. Jeg holdt tempo og landede på 2. sal i fiiiiiin stil. Overskudsagtigt smil og lad os så lave forretning.
Efter 2 timer ser kunden ser på uret og spørger om vi ikke lige skal ned og spise frokost og så kan vi vende tilbage til mødelokalet og afslutte.

Høje hæle. Trin der bare flyder ud og stejlt så styrtløbspisten i Whistler skulle tage at skamme sig. Var jeg lige hvid i ansigtet, da jeg nåede ned til salatbaren.
Op igen.

Og ned ad dødsruten igen. 

Hvorefter makkeren kommer i tanke om, at vi da lige skulle hilse på direktøren for det hele, nu vi var der.
2. sal.
Jeg var lige ved at bede om at måtte lægge en hånd på direktørens skulder for at kunne mærke intervallet mellem trinene.
4 flødeboller i rask tempo fik knæene til at klapre knapt så hårdt.

tirsdag den 23. februar 2010

Intolerant? Næ... Bare indebrændt

Jeg er hvæse-damen for tiden. Hende, der sidder bag rattet og råber til de andre bilister, at de skal gå væk fra min vej og hende, der blotter hjørnetænderne foran kaffemaskinen for at beskytte den hellige bryg.

Jeg skumler. Jeg bekymrer mig. Jeg bitcher totalt over, at jeg ikke kan se ud i fremtiden og ikke har en garanti for at alt nok skal gå godt. For at det ikke skal være løgn, så har jeg for første gang i mit liv haft noget, der kunne tolkes som PMS. Det var det naturligvis ikke (sagde min psykolog beroligende.  Det ville fandeme også være et nederlag at lide af noget der er lige så virkeligt som julemanden)

Ud over det, så er jeg skuffet. Over alting.
Mest er jeg skuffet over kommentatorer på blogs som Politiken.dk og Uriasposten.net. Faktisk så skuffet, at jeg har slettet Uriasposten fra min blogroll. Jeg hepper meget på bloggen selv, men jeg kan simpelthen ikke være med til at de perfide røvhuller af nogen kommentatorer bliver læst af jer. Mine yndlingslæsere.

Faktisk også blevet enormt nærtagende. Selvom andre bliver ved med at kalde det at lytte til mig selv, så har jeg det som om jeg har fået en mavepumper, når andre åbenbart ved allerbedst, hvordan jeg skal forvalte mit liv.
Så nu venter jeg bare på at blive duftallergiker og at lære at trække vejret helt ned i maven, så laver jeg sgu en håndarbejdsblog.

søndag den 21. februar 2010

Et studie i mås

Når kvinder kommer til træning, har de som regel afprøvet træningstøjet først eller ihvertfald tænkt over, hvad der passer sammen.
Nogle mere ekstremt end andre, fandt jeg ud af, da pige først i tyverne med opsat hår kastede sig ned på en bænk og kylede sin bh fra sig. Hun havde taget den forkerte med og selvom hun også havde en trænings-bh, så duede det bare slet ikke, for hun kom jo til at se vildt ... flad... ud i den bluse, hvis hun ikke havde den rigtige bh på indenunder.
Forestil jer ordet 'flad' udtalt men hun synker sammen på en bænk, kun iført lavtaljede jeans og bare bryster. 

En ting er tøjet, som kvinder er lidt sarte omkring. Noget andet er den måde kroppen fremstår på. Tag nu bare vores veninde fra før, der ikke kunne klare at hendes bryster ikke struttede ud i rummet på den kække måde. Hun endte faktisk med at tage hjem uden at træne, for det var mere end hun lige kunne overskue.

Når man er til yoga, er man udstillet på måder, man ikke tror er acceptable i det offentlige rum. Det kræver lidt selvoverbærenhed at stå med måsen i vejret, mens man forsøger at få hovedet så tæt på gulvet som muligt, for håret går i udu, t-shirts glider op og utroligt ofte har man udsigt til sit eget underliv. Eneste perspektivering er når man har udsigt til de andres himmelvendte røve, når man kommer til at kigge ud mellem sine egne ben. Tro mig, der er røve af alle slags på mit søndagshold.

Der er naturligvis hende den irriterende, unge slanke, der har en mås af den faste slags. Buende som en perfekt halvcirkel. Og så kan hun også gå i bro.

Så er der hende den frodige, der prøver at lade som om hun har det godt med, at hun har tre stablede deller, når hun sidder ned. Hendes røv har ekko. Når den bliver vendt mod himlen, løber der bølger af røv nedad lårene og lidt indad, som gardiner. Røv-øv-øv-øv

Der er også hende, der har tabt sig en del for nylig og er blevet udmærket slank, selvom der stadig er noget at holde af, som hun siger. Hendes bagdel er bare blevet utroligt ærgerlig.
Virkelig en sølle bagside, hun kan præsentere i spandex. Den fylder ikke meget, den er nærmest bare løbet ud i gardinerne, så den ligner en pakke trefarvet is efter en time på et fødselsdagsbord.

Nogle gange skal man holde positionerne ret længe.  Kunsten i yoga er at være tilstede i nuet og i bevægelserne og mens jeg godt ved, at det lige præcis er det, jeg skal øve mig i, så ved jeg også godt, at den tanke, der oftest lokker mig på afveje, mens jeg står der og præsenterer bagside er, hvad der ville ske, hvis man lige kom til at puffe til hende med den ærgerlige.

Jeg tænker tit på om den kan blafre, når den er iført spandex.

torsdag den 18. februar 2010

Det er MIG, der bestemmer fra nu af

Min 2-meters-kollega afslørede forleden en erkendelse af de store:
Når man kører bag en rød Skoda på motorvejen, så kan man lige så godt overhale indenom med det samme.
Det er sandsynligvis ulovligt, men vi var også hurtigt enige om, at den måde røde Skodaer bliver ført på en motorvej burde forbydes ved lov.

I samme ombæring mener jeg, at vi skal indføre disse regler:
  • Man synker den mad man har i munden, før man taler.
  • Hvis man vil kommentere i blogland i udstrakt grad, så laver man som minimum en profil. 
  • Man harker ikke, når der er nogen i nærheden, man skal se i øjnene bagefter.
  • Nyhedsudsendelser får karantæne,  hvis de ikke staver rigtigt i deres grafik. Sammensatte navneord, der adskilles, skriger så højt ud i rummet, at screamers fra Harry Potter lyder som spage killinge-miau i sammenligning.  Public service, blev der sagt. Ikke public pain.
  • Der må ikke siges eller gøres noget, der på nogen måde kan gøre mig endnu mere hidsig, når jeg er hidsig, opfarende, grådlabil og presset (straffen skal være.... grum som kun en langtidsindebrændt kvindes)
  • Kassedamer, der på de dage, hvor jeg tyyyydeligvis ikke har en god dag, siger 'fortsat god dag' med automatstemme og automatøjenkontakt, skal have stoppet både slips og en hel ananas i kæften samtidigt, for man taler ikke med mad i munden jvfr ovenstående, og prøv så lige at sluge den der, hva. 
  • Sætningen 'du skal passe på dig selv' skal straffes med stempel i panden og to runder på fodboldbanen i gule crox. Det samme gælder alle sætninger der begynder med 'du skal bare....' (Jeg mener, hvis man skal give en ordre, så skal man sgu da sikre sig at ordren er forstået og jeg fatter ikke det der koncept med at 'passe på sig selv')
  • Der må slet ikke siges noget, der på nogen måde kan fejl-overfortolkes som ordrer. 
Og når vi nu er ved at indføre de indlysende og endnu uskrevne regler, så synes jeg lige, at vi kan tage disse to med:
  • Trusler skal forbydes ved lov.
    Troende, der i deres profets eller Guds navn tilsidesætter ytringsfrihed ved at true med at frarøve vedkommende retten til at leve, bør ikke befinde sig i et bare nogenlunde demokratisk land. Hvor de så vil være, må de selv om, men jeg vil anbefale, at de etablerer sig blandt ligesindede.
  • Kamp- og muskelhunde skal forbydes
De sidste to forslag gældende regler er selvfølgelig bagateller i forhold til de første.
Desuden mener jeg, at lister i punktform skal forbydes.

onsdag den 17. februar 2010

ynk og klynk og ekstremløb

En af de præstationer, jeg er mest stolt af i mit liv er den Berlin-marathon, jeg gennemførte for nogle år siden. Jeg tænker tit tilbage på den stolhed, der var over selve træningen og den træthed i benene, der bare gjorde det endnu mere tilfredsstillende at lande i sofaen om aftenen.

Selve løbet var hårdt, men det vidste jeg på forhånd, at det ville være. Jeg vidste, at det ville være slut efter 42,195 km.

Lige nu slæber jeg mig igennem dagene. Jeg er så træt, at jeg lige netop klarer at passe hunden og arbejdet. Om aftenen er der lukket og slukket og sengetiden indtræder helt af sig selv først på aftenen.
Jeg kæmper.
Der er krav på arbejdet, krav i privaten og sne på vejen. Bilen er grå af salt og jeg synes, jeg er ved at være så udmattet, at jeg gerne vil vide, hvornår det bliver let igen og hvornår jeg med god samvittighed kan slappe af. Jeg vil egentlig bare gerne vide, hvornår jeg er i mål.

Jeg har på fornemmelsen, at dette her ikke er en af den slags ekstremløb, man får medalje for. Hvis man overhovedet når en målstreg.

tirsdag den 16. februar 2010

Ufrivilligt fejlcastet som stjerne uden hjerne

Jeg er gammel. Indrømmet. Nogle ville måske sige, at jeg også er kedelig, men så langt er jeg ikke kommet i min erkendelsesproces endnu.
Jeg er bare kræsen.

For eksempel ser jeg ikke Paradise Hotel, eller Island eller hvad de er kommet frem til at kalde det nu. Robinson har jeg også skrottet for et par år siden, fordi ham der fodbold-værten begyndte at lyde som en skinger møgkælling, der for længst var blevet kylet ud på røv og albuer, hvis han have været gift med mig. Jeg er skuffet, hylede han, lige inden jeg vendte ryggen til ham. Jeg havde forventet mere af årets Robinson.

Nå. Jamen held og lykke med det.

Jeg gider ikke høre på Medina.
Eller Rasmus Seebach.
Eller wannabe-stjernerne hvad-er-det-nu-de-hedder..Nik og Jay. Overflade-pudserne.

Deres tekster er som flået ud af en 11-årig piges dagbog. Det rimer ikke. Det er ikke dybt. Det er direkte pinligt at synge med, for man kommer automatisk til at lyde som en af de unge mødre uden sans for at formulere sig i hele sætninger med varieret ordvalg og et bare nogenlunde acceptabelt følelsesrepertoire.

Så står man der med rynker og mimer - blottet for integritet. (Hvem ER det, der bliver ved med at råbe Susan K?)
De får mig til at skrue halvbrillen på og lyde som... Jacob Kjelberg. Fodboldværten.
Åh.
Jeg ringer til FN. Få mig ud!

søndag den 14. februar 2010

Skulle det ikke have været en sand promenadedag?

Var det ikke idag, der skulle have været udklædte børn på tiggertogt rundt ved hoveddørene? Og hvor blev de af?

Jeg havde ellers forberedt mig grundigt denne gang, fordi jeg - da jeg ikke selv har børn - mener, at det er umuligt at forudsige, hvad man skal uddele til ungerne for at de går væk igen. Noget, der ikke ripper madkontoen og noget, der ikke kan bruges til at kaste med. Og så skal det også være noget, der er til at uddele i tilpasse portioner, så det kan ligge og rulle rundt på bunden af en plastikpose sammen med alt det andet rov.

Det skulle også være noget, som kan fortæres af både kristne, muslimske og alle andre børn, så flæskesvær og baconchips blev dømt ude. 

Og så synes jeg jo, at det er vigtigt at skilte med, at der er noget at hente her hos mig. Det er da det mindste jeg kunne gøre, når ungerne nu har gjort sig umage med at slippe griskheden løs og klæde sig ud som mumie eller rasta-et-eller-andet.

Der stod jeg så bag duggede ruder og spejdede spændt efter de børn, der skulle komme og få øje på det store skilt på hoveddøren:
HER UDDELER VI ROSINER

Det har været en meget stille dag.

Ikke eneste valentineret husmor har jodlet ude på vejen, ingen har flashet så meget som en valentinesbamse eller promeret med en rød rose og stolte øjne.

Sidst, der var så stille omkring mig, var da jeg mistede tålmodigheden med et hvis-du-kan-samle-de-her-stave-til-en-kugle-så-er-du-et-geni-eller-har-brugt-sav-og-søm og råbte PIK OG PATTER meget højt ud over køkkenbordet, hvor hele familien var samlet.

torsdag den 11. februar 2010

Kvinderne hjem til kødgryderne! Spielverderber!

Jeg vil gerne klage.

Normalt er jeg fortaler for ligestilling og ytringsfrihed og alt det der liberale noget, men idag... idag vil jeg gerne klage over, at nogen har frataget mig mine muligheder. Nogen har ændret reglerne uden at fortælle mig om det.

Min sølverne dilligence skulle have et sidste eftersyn indenfor garantien. Et undervognstjek, forklarede jeg over frokosten og forsøgte at ignorere de sjofle fnis over dobbelttydigheden.

Jeg har det godt med værkstedet. Jeg synes altid, det er så dejligt at snakke med over-mekanikerne, for selvom jeg aldrig har fået rabat og selvom den bil, de solgte mig fik en stor revne i forruden 2 uger efter jeg købte den, så bliver jeg altid totalt børnebegejstret over det smæld, det giver, når de taber kæben og den rammer mekaniker-disken. Jeg ved nemlig tzotzalt noget om biler og de skal ikke forsøge at vifte mig af med kvinder-og-biler-snak.

Og hvad sker der så idag? Lige netop idag, hvor jeg virkelig har haft brug for at bruge min kvindelige charme til lige at få skiftet en kontakt til vinduesviskeren uden beregning?
Så pudser de en kvindelig mekaniker på mig.

Det er jo fint med kvindelige mekanikere (der er søde) og jeg har mødt et par rigtigt dygtige af slagsen, men hende her, ikke? Hun var jo fuldstændigt umulig. Hun var helt og aldeles uimodtagelig for hyggesnak og nægtede pure at stemple karosseri-tjekket som godkendt. Der er jo en lillebitte ubetydelig ridse på bagskærmen hvor NOGEN har brugt en mur til at skrabe min bil. Og garantien var jo udløbet for 10 dage siden, så hvis jeg skulle have skiftet en vinduesviskerkontakt, så måtte jeg betale kr. 1120,- plus montering.

Med sådan nogle kvindefingre skulle man tro, at hun kunne skifte sådan en lillebitte kontakt på 15 minutter og ihvertfald ikke bruge 60 minutter, fordi hun jo lige skal huske at vaske hænder inden hun klør sig i skridtet.

Jeg havde lige været konsekvent og stået fast på mit overfor en kunde, der prøvede at slippe billigere, så det gjorde nas at få holdt et spejl op, der viste ubøjelighed og integritet, for vi ved godt alle sammen, at der gælder særlige regler for mig. Nå.

Mumlemumlemumle...

tirsdag den 9. februar 2010

De er zzimpelthen bare ZZZZZÅÅ rigtige for dig

Jeg har fået nye briller, sagde min mor. Det er virkelig forfærdeligt.
Da datteren spurgte, hvad der var forfærdeligt ved dem, viste det sig, at det ikke så meget var brillerne, der var noget galt med - hun kunne se ud af dem og det hele - det var mere processen, som gjorde, at hun ikke var helt sikker på om hun var glad for dem.

Sagen er den, at moderen ville have et par diskrete brune briller. Da hun er lige så svagtseende som jeg er, fandt hun nogle, hvor det slørede omrids så fint ud og måtte derfra stole på manden og ekspedienten, der samstemmende sagde, at de var pæne. Brune, firkantede og pæne.

Da synsprøven skulle tages, skete der imidlertid det, at de to nye ekspeditricer i brillebutikken ikke var enige. Det var helt galt, mente de. Med min mors hårfarve og fremtoning skulle hun ikke have briller, der var hverken firkantede eller brune og de to dåser blev enige om, at et par smarte lilla og meget moderne briller lige var sagen.

Her træder vi lige udenfor brillebutikken et øjeblik, hvor min mor står med valget mellem at holde fast i den beslutning, som hun mente var rigtig og på den anden side at lytte til to ekspedienter, der kunne se hende udefra. Et spørgsmål om enten at have tillid til sig selv og sit eget selvbillede eller at lytte til gode råd fra folk, der ikke har insiderviden.

Når man er kvinde er det typisk at alle livets genvordigheder skal vendes med veninderne. Det er vigtigt at have sikkerheden og opbakningen.
Især i større tvivlsspørgsmål er det vigtigt at have en vished for, at man har en hånd i ryggen, hvis beslutsomheden skulle holde en fridag og den hårdt trufne afgørelse skulle virke helt, helt forkert.

Allerede inden valget bliver truffet er det bevist, at kvinder processerer mens de taler. Mænd hører det som yadayadayada, men i virkeligheden er det afdækning af alle blinde vinkler og udspænding af sikkerhedsnet. Det er også derfor, at mænd ikke bliver spurgt om hvilke øreringe vi skal have på. De bliver spurgt om, hvad de ville foreslå og hvad de synes. Afgørelsen er vores. Ligesom magten og verdensherredømmet også er det. Muhahahah...

Problemet er bare, at man er prisgivet sig selv, når der skal træffes meget personlige beslutninger. Andre kan komme med råd og meninger. Andre kan bidrage og gudhjælpeos også coache, hvis de er til det og hvis de kan gøre det med gebisset flettet om drøbelen.  Men ingen kan afgøre, hvad den rigtige beslutning er.
Det gælder både når det drejer sig om abort/ikke abort, sorte sko/brune støvler til den grå kjole, eller moderne, lilla briller/firkantede, diskrete brune briller.

Alle bidrager med den baggrund, de har. Med de værdier, de slæber rundt på. Og måske er de værdier ikke pisserelevante for lige ens eget liv og egen situation. En 20-årig Ibizatøs kan godt have sin mening om mit liv, men jeg bør nok skylle hendes holdning ned med en E og en breezer.

Min mor valgte at lytte til de to ekspedienter og hun synes, det var helt forfærdeligt. Måske fordi hun ikke helt havde sig selv med i beslutningen.
Hvad ved jeg? Jeg kan jo kun se hende udefra.
Men smarte, det er de... brillerne. .

søndag den 7. februar 2010

I øvrigt kaster jeg mig i et solarium i morgen. So sue me.

Ti stille.

Lad ihvertfald være med at spørge om jeg fryser, for det spørgsmål er ved at være så slidt som Reberbanens 25-års jubiløse.
Nej nej. Jeg fryser ikke. Jeg har bare lige købt ny blå læbestift, der står så skrigende flot til min skummetmælksblå, melerede ansigtshud, der så udtalt understreger de gravsorte rande under mine øjne

Jeg er ved at være så langt ude, at jeg er klar til at sove fra det øjeblik, jeg har tømt den første kop kaffe.

Når jeg ser mig selv i spejlet, forventer jeg halvt at se en forsovet bjørn, der er blevet vækket alt for tidligt. Det er over al forventning, hver gang jeg får vredet øjnene op og får øje på noget, der faktisk er menneskeligt. Lidt morgensurt og rodet i hele hovedet - man kunne næsten sige Van Goghsk ved synes af øjnene, der er placeret ud for mundvigen - men dog menneskeligt.

Mine dage går med (indsæt bjørnestep og Disneymusik her) det reeent og (dap) skært nødvendige, det elementært nødvendige (bjørnestep slut) som at finde ud af, hvad der er på menuen til frokost og at holde på kruset uden at spilde. I denne forbindelse må takken fra bestyrelseslokalet gå til søster Anne, der forærede os et labert Royal Copenhagen-krus med pink, skridsikker belægning og plads til en spandfuld stærk kaffe. Termo, naturligvis. 

Jeg giver vejret skylden. Jeg giver udsigten til at trippe på knolde af is i høje støvler skylden.
Og så giver jeg venstrefløjens sidstedagshellige skylden, sammen med Bettina Bjerring.  Ingen af ovennævnte ser godt ud i modvind.
Jeg bliver er så træt.
So sue me. Jeg går i seng.
Hilsen Maude

tirsdag den 2. februar 2010

Oprop, katastrofefrådsende lemminger!

Jeg troede jeg var 2010's udgave af Palle alene i verden.
Der var ikke et øje.

Jeg havde regnet med det sædvanlige joggingsæt-og-træsko-helvede suppleret af fede ungers skrig, men der var stille. Der var foruroligende stille. Der stod jeg så og prøvede forsøgsvis at lade skuldrene falde ned på deres rette plads. Det skete der heller ikke noget ved.

Og ved i nu hvad? I er SÅ meget afslørede, derude. Når der er tomt på Bilkas parkeringsplads og den eneste irriterende lyd inde i butikken er de studerende hjælpere, der diskuterer om det er smart med blåt låg på Gillette, så betyder det en ting. Og kun en ting:

I sidder hjemme bag mørklægningsgardinerne, med et køleskab så bugnende fuldt af gær at det knapt kan lukkes og skabe fulde af dåsemad og ekstra toiletpapir. I er klar til naturkatastrofe og Tyskens invasion på samme tid.

Mens i sidder der med erstatningskaffen og søber sagosuppe, så lur mig, om i ikke har samme skuffede ansigtsudtryk som vejrværten på TV2, der i flere døgn har babbet en stemning op fra slap og nu må se skaberværket tabe luft. UUUH, der er snestorm, da.

Det er helt vildt, med den snestorm. Der var en bil, der kørte i grøften ude på Djursland (Fatter slipper sandsækken til opdæmning af oversvømningsvand og jubler, mens TV viser et billede af en sænket BMW på sommerdæk og en ung mand i gummisko, der pissefryser, mens andre biler fint drøner forbi med 60 km/t).
Der er STORE trafikale problemer (Mutter kan næsten ikke holde på strømpepindene hvor hun er ved at slå masker op i hampegarn af bare sensationsbegejstring, mens billedet afslører en Ford Mondeo med sus i skørterne. Godt nok er himlen ikke helt blå, men at kalde det meget lav sigtbarhed er det samme som at sige, at fatter stadig har vaskebræt: Ønsketænkning). 
Politiet fraråder al udkørsel på Fyn, Lolland Falster og Sjælland (undtagen Storkøbenhavn) og ikke engang Bettina Bjerring kan fjolle sig ud af, at det skyldes at Fyn ALTID er katastrofeområde, bare det drypper lidt hårdt fra skyerne, og at Sjællændere ikke kan køre bil i nogen slags nedbør om det så gjaldt deres li-iv. Hvor ligger Lolland Falster?

Nej. Der er ikke snefri i morgen, med mindre du bor på Bornholm. Heller ikke selvom de viser det der gamle filmklip med skolelæreren, der har sne helt op til tørrestativet igen.
Men når i nu kigger ud under tørvene, så vil I se mig takke jer for den ene gode oplevelse i Bilka. Og for den citronmåne, I havde ladet ligge tilbage til mig. Palle.