onsdag den 31. marts 2010

Stop lige tiden, hva...

Så idag er det fredag. Eller.
Idag er det onsdag, men hele verden er gået på ferie og jeg aner ikke hvor tiden er gået hen. For to minutter siden sad jeg og råbte fra min spinningcykel og det var mandag. For 4 år siden var det jul og min lille hund lå og sov på min arm. Nu står den og råber ude i haven og har 2 års fødselsdag. 
Fik jeg morgenmad idag og hvor lagde jeg mit sjippetov?

I morgen kommer når jeg har sovet 34752 gange. Send flere penge. 

søndag den 28. marts 2010

Hold kæft-indlæg? Anyone?

Kære dig, der synes at hele verden skal vide, at det er en dejlig søndag. At det er forår igen og det er skønt. At du har trænet. At du er glad. Eller at du har tømmermænd. Eller bare skriver 'søndag'.

Det er fint.  Tak fordi du har hældt fuldstændigt ligegyldige informationer i hovedet på mig.  Tak fordi søndagsleden, regnvejrsmudderet og en allerede brugt weekend lige skal belyses af dit forsøg på optimisme.
Det bider ikke på mig.
Ukrudts-søndagshumør som mit forgår ikke så let og jeg kan lige så godt fortælle dig, at jeg ikke engang gider at se ud af vinduet og nyde det gule græs i haven efter at have læst en 'aaaah'-kommentar fra dig.
Hvad sker der for jer mennesker, der tror at AAAAAHHHHH på nogen måde har positiv effekt på noget som helst? Fri mig. Lad mig trække mit eget vejr. Lad mig sukke dybt selv. Over dig. 

Jeg bliver så kontrær, at min første impuls er at starte bilen og forurene marts-foråret ved at hente den STØRSTE pose giftigt bland-selv-slik,  når du synes, at du vil tvære 'den første løbetur i godt tempo' rundt i mit dovne facebook-fjæs. Det skal ikke lykkes dig! Oprør!

Skriv noget, jeg kan forholde mig til, oh du ligegyldighedsprovokatør. Spild af sorte bogstaver. 
(Og dem, der siger, at jeg lige har spildt en masse gode bogstaver til ingen verdens nytte og dermed har gjort mig skyld i hykleri, får ikke noget af min slikpose)

Lene i ny legestue

Da jeg var til møde i litteraturkredsen forleden var det som at blive kastet tilbage til universitetes studiegruppe, hvor der skulle tales litteratur og gives tekstkritik.
Alt det sædvanlige inventar var på plads, selv maden og vandet i fælleskanden midt på bordet, for ikke at nævne mine sædvanlige besværligheder med at holde bestyrelsen i sporet og undgå at komme til at fnise over alt det, der kan tolkes som hentydning til noget erotisk.

Litteratursnak trigger altså bare mit humorcenter og så mange år efter tekstanalysetimerne kan jeg stadig ikke høre 'mellemstykke' uden at høre 'mellemkød'. Oh well.

Problemet er, at jeg næste gang ikke kan nøjes med at sidde og fnise og komme med kommentarer til de andres arbejde. Når man er optaget i gruppen - via hemmelige ritualer - skal man selv producere. Og deeeeeet... trigger mine overspringshandlinger. Jeg ved nu alt om narcissistisk personlighedsforstyrrelse, jeg har set x-faktor og jeg har trænet mæ helved te. Jeg er lige ved at have læst endnu en bog færdig og så har jeg samtidig fået krampe i opdateringsknappen på Facebook.

Min opgave? At skrive ud fra dette billede. Svært for mig, for jeg skal se om jeg kan få alle de billeder ud af hovedet, som fotografiet har skabt. Tror mit første bidrag bliver en roman. 

torsdag den 25. marts 2010

Noget særligt

Fordi jeg er træt af at være sådan en skide pleaser,  der helst vil have, at alle kan lide mig, gav jeg mig selv en udfordring forleden.

Jeg skulle tale foran 19000 IT-chefer. Nå ja, så kun 19. Men de var IT-chefer og de havde lært en masse om IT-sikkerhed hele dagen og så skulle jeg være det særlige, eksterne indslag tilsidst. Med andre ord var det min rolle at være det lille glas alt for sødt spiritus-noget, man får på en meget billig græsk restaurant.

Min udfordring til mig selv var, at jeg ikke måtte nævne noget om, at jeg faktisk ved noget om it-sikkerhed. Noget om kryptering, trojanske heste, muldyr og hacks.  Jeg måtte ikke nævne noget som helst om, at jeg faktisk ikke er så blond som jeg ser ud, for der er jo ikke nogen, der siger at jeg skal have det let - og jeg havde med fuldt overlæg valgt at servere en tallerken fuld af forretnings-trends og forretnings-trusler for de meget voksne, meget slipseklædte og meget it-agtige mænd.

Skal vi så bare nøjes med at sige, at jeg kæmpede. Kun iført forretningsviden, personlighed og langt hår.  Og at jeg aldrig giver mig selv den slags latterlige udfordringer igen.
Så er det heller ikke sjovere at være noget særligt. 

søndag den 21. marts 2010

Pik! PIKKEMAND!

Kære læser.
Undskyld. På forhånd undskyld.
I det følgende vil der komme grimme kvindagtigheder og redegørelser for, hvordan lige præcis min menstruelle cyklus er.
Det går snart over igen, det lover jeg - og det er helt fint, hvis I vender tilbage til næste kapitel, der helt sikkert vil emme af grønne enge, blomsterpragt og ikke mindst et pænere ordforråd.  

Ser De. Når man ikke længere lader tabletterne styre sin cyklus, så skal jeg da ellers liiiige love for, at der er grund til at gro hugtænder, blive i dårligt humør og hvæse irritabelt af alle de, der ikke frygter Perioden.  Der er nogle, der bliver frikendt for at myrde deres mænd, kolleger og naboer, fordi de har haft PMS i gerningsøjeblikket. Dommeren tør sikkert ikke andet.

Jeg bliver ikke morderisk. Jeg bliver bare kamp-irritabel og rigtigt dårlig til at formulere mig mundtligt. At konstruere sammenhængende sætninger og vælge de rigtige ord er smertefulde processer. At udtrykke mig blidt og overbærende er næsten ikke muligt, hvorfor man visse dage i den forgange tid har set mig sidde med hele hånden i munden, for ikke at komme til at sige noget overhovedet.

Ikke engang de raffinerede svinere kan komme forbi de frådende hormoner.  Det er som om alt det sofistikerede, udtænkte og rammende bliver ætset op længe inden de forlader min heksekedel af en hjerne, så jeg beder undskylde - nu også på bagkant:

Kære mennesker i fodgængerfeltet (I ved selv hvilket):
Det var virkelig ikke meningen, at jeg skulle have råbt det så højt. Jeg vidste ikke, at min forrude lukkede så meget lyd ud, at I kunne høre selv spyttelydene omkring p'erne.  Jeg synes ikke, det var rart at stoppe hele klumpen af irriterende mennesker lige ud for min bil og have jer til at glo på mig. (Var det 'tourette', du sagde, dig med pædagogjakken?). Jeg var bare lidt træt af at jeg kom for sent, altså...
Jeg er slet ikke sådan. Ikke ret tit.

torsdag den 18. marts 2010

Måske elsker anonyme kommentatorer også børn?

Man kan komme forfærdeligt galt afsted, selv her i den a-politiske del af blogland. Se bare kommentarfeltet under 'det taler vi ikke om', hvor en kommentator mener at have luret mig, decifreret mine holdninger og måske ønsket at tilsætte lidt humor, der ikke rigtigt slog igennem.  Da vedkommende, som jeg mener er en kvinde, mente at have placeret mig godt og sikkert i en kategori-boks, glemte hun ved et forfærdeligt uheld at sætte navn under.

Jeg er sikker på, at det ikke var med vilje, når hun lige havde skrevet noget om at stå ved det man siger.  Men altså...  
Big mistake. Biiiiiiig mistake.

Det hele, faktisk:

Jeg er ikke projektleder.
Jeg elsker børn, men har ikke selv haft muligheden for at få nogle endnu - hvilket både placerer mig i og udenfor kassen.
Jeg er bestemt ikke klog på alting, men der er nogle meninger, jeg holder fast på, selv i strid modvind. De er ikke altid populære eller velkomne, men de er mine.

En af de holdninger er, at visse national-socialister og andre på den rabiate venstrefløj er lige så farlige for demokratiet som fundamentalistiske islamister.

Lad det derudover være sagt, at jeg hverken hater på dem, der lever i blogland, Twitterville eller på Facebook - jeg er selv en af dem.
Jeg nærer stor respekt for menneskene bag blogs, der er så forskellige som Hvad hjertet er fyldt af og Uriasposten - og jeg læser med fornøjelse med på begge, mens jeg håber det bedste for begge deres projekter. 

Og så hepper jeg på ytringsfriheden, hvilket betyder, at den anonyme kommentator er hjertens velkommen igen, bare helst med røv til fylde bukserne næste gang.

Jeg kan bære det.
Især fordi jeg nu har mærket støtten fra andre læsere af min blog, flere endda nogle, der også kender mig ude i den rigtige verden.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde, men ... tak.
Mange, mange tak fordi i er der.

tirsdag den 16. marts 2010

Det taler vi ikke om

De seneste år er alt blevet tilladt, kunne jeg høre idag i radioen.
Efter at blogs, facebook og twitter er kommet til, er der intet, der er for privat til at dele med offentligheden.
Man følger næsten fødsler på facebook. Det er kommet så vidt, at jeg efterhånden tøver inden jeg ser på nybagte forældres billedalbum, for jeg er ikke altid sikker på, hvad jeg kommer til at se nærbilleder af.  Familier opdaterer jævnligt med sygdom og babys spisevaner.

Twitter sørger for, at vi altid er online, så vi kan trackes døgnet rundt. Billeder af frokosten er ikke er særsyn.

På blogs er det tilladt at skrive om sit sexliv eller mangel på samme, ligesom man godt må beskrive sin familie og sit parforhold. Alt er tilladt, alt er åbent.
Det, der ikke bliver bragt på bloggen er holdt tilbage af selvcensur, fordi man ikke har lyst til at tage konsekvenserne ved, at familie og kæreste læser med og kan se intimiteterne udstillet.

Bloggere er primadonnaer i en vis udstrækning. Og de, der ikke synes at der er noget særligt primadonneagtigt over deres måde at broadcaste deres liv på, kan måske nikke genkendende til, at bloggen giver plads til, at man kan læsse af. En slags dagbog med modtager.

Derfor gentager jeg igen: Det, vi ikke skriver på bloggen er lagt i benlås af selvcensuren. (Og det slipper nogle gange ud på hemmelige, anonyme blogs, som den nærmeste familie ikke kender til)

Og så er der stadig emner, der ikke er helt så tilladte, selv pr blogindlæg:
Religion. Politisk overbevisning og løn.

Jeg undrer mig over, hvordan det kan være lettere og mere acceptabelt at skulle forholde sig til nogens abort eller stressnedbrud end at skulle forholde sig til en blogger, der kalder venstrefløjens retorik for ekstremistisk.

Men sådan er det. Det taler man bare ikke om, her i blogforstæderne..

søndag den 14. marts 2010

Hverdagsregn?

Der var engang et nummer der hedder 'November Rain' og som serverer linien: Sometimes I need some time on my own.

Det lyttede jeg til uden at fatte det sådan rigtigt, for jeg var meget mere til det andet regn-titelsnummer: Purple Rain, hvor Prince (Ærgerligt at han er så lille, for ellers havde han været så sexet at jeg havde ædt min lp-plade) synger 'I don't wanna be your weekend lover'.

Den gang blev jeg forelsket flere gange på den måde, hvor alt jeg ville, var at være sammen med den udkårne. Og hvis jeg ikke kunne være sammen med ham eller tale i telefon med ham, så stod jeg bare og gloede ud af vinduet, mens jeg ventede på at jeg kunne være sammen med ham igen. Det der med at have brug for tid med sig selv og absolut uden selskab, var serbokroatisk for mig.

Senere fik jeg en tysk kæreste, som blev en weekend-kæreste på grund af afstanden og det var absolut ulideligt. Ikke fordi han var langt væk - for man kan ikke stå og glo ud af vinduet flere uger i træk og slet ikke når man bor ude midt på en mark.
Det var ulideligt, fordi der skulle nås så meget på en weekend. Der skulle festes, der skulle drikkes kaffe med venner dernede, der skulle samles op på den tid, der var gået siden sidst og der skulle bekræftes, bekræftes og bekræftes igen. Alt sammen så intensivt, at jeg flatlinede mentalt på vej hjem.  Alt for intensivt.

Nogen må lave en ny regn-sang, hvor man kan synge med på en hyldest til den gyldne middelvej. Tror, det bliver et holdbart hit.

torsdag den 11. marts 2010

Endnu en dag på fabrikken

Det, jeg godt kan lide ved at komme ud af kontoret er, at jeg møder så mange mennesker, der er anderledes end de kolleger, jeg ser på dag ud og dag ind.

Tag nu fx idag, hvor jeg mødte en kvinde, der kaldte sig selv for ekspert i branding og kommunikationsstategisk rådgiver,  men som ikke kunne finde ud af at bruge facebook.

Og de to, der havde ens briller på og arbejdede i samme firma og som begge tilbad en designmanual på tryk. Online? Nej. nej. nej.  Heller ikke selvom det er en online-designmanual. Det var slet ikke  med vilje, at jeg så Alice i Eventyrland dagen før jeg mødte brilletvillingerne, men det var katastrofalt svært at lade være med at se de to tykke drenge for mig, som de sad der og afbrød hinanden.

Den unge, sindssygt dygtige designer, som samtidig er et hjertegodt menneske, der kunne holde masken på mødet, men som bagefter skældte ud og følte sig truffet på sin faglige stolthed over et farvevalg foretaget af 'strategisk brandingekspert', der helt tydeligt må være farveblind på to trediedele af farvepaletten og stadig er tilhænger af 90'ernes yndlingsvægfarve: Okseblod.  (Ikke på mit website, you don't. Min designer så ud som om han hellere ville hænge sig i fiskesnøre)

Nu vi taler fiskesnøre, så fik jeg da også lige dagsprisen på rødspættefilet til et møde.  Det synes jeg er service.

Jeg synes egentlig også, det er zuper at høre om andres holdning til brugervenlighed: Der skal bare laves større knapper.

Jeg elsker det.  Næsten lige så meget som jeg elsker det, når Forbilledet kontant opsummerer det, som generaloverogunderbensselvudråbtbrandingekspert har brugt en halv time på med 'Sgu da basic: Billeder af børn, dyr og patter sælger'

tirsdag den 9. marts 2010

Og sandheden skal ... dømme dig hårdt

Hey piger! lød det fra den anden ende af lokalet.  Ved I godt, at Afghanistan er det værste land at være kvinde i? 
Der er det faktisk lovligt at voldtage kvinder. 

Jo, det vidste nogle af pigerne godt. Og en bidrog med Er det ikke noget med at det er hver 4. dag, de skal voldtages, kvinderne?

Da jeg så kunne fortælle, at der ikke står i Koranen at mænd skal voldtage men at der står, at kvinder skal være til rådighed for deres mænd jævnligt, da gik sensationsstemningen hen og blev til fordømmelse. Af mig. 

Jeg sagde også at der i Koranen står, at en kvinde kun er det halve værd i forhold til mænd, hvis man følger dens bogstav - og at islamisk lovgivning foreskriver, at en kvinde, der har været i seksuelt forhold uden for ægteskabets rammer skal straffes, uanset om hun er blevet voldtaget. Med mindre hun kan fremstille 4 mandlige vidner, der vil underbygge hendes uskyld.* Eller at voldtægtsmanden tilstår.

Der blev kigget på mig som om det var mig, der var ondskaben selv.  Som om det var en ond historie, jeg lige stod og fandt på, fordi jeg er så ... antiislamistisk og grusom. Som i  AJ! Lene! Det passer jo ikke. 

Jeg ville ønske, at der ikke var kvindefjenske og menneskefjendske passager i Koranen. Og jeg ville ønske, at det ikke blev taget bogstaveligt. Heldigvis er det kun den del af muslimerne, der er islamister, der gør det. Jeg kan bare ikke lave om på Sharialoven. Og jeg vil ikke være med til at dømme et land for noget en religion styrer. Jeg er nemlig ikke racist.

Jeg talte med en utroligt klog og sympatisk veninde for noget tid siden, der sagde til mig, at hun langt fra altid er enig med mig, især ikke når vi når til området omkring islamismen. Men at hun utroligt godt kunne lide mig som menneske alligevel.
Der var jeg lige ved at tude af glæde. Respektfuld uenighed kan jeg håndtere.

Og jeg agter ikke at holde min mund, når jeg ser uretfærdigheder mod mennesker. Afghanske eller danske.
*Koranen, Sura 24.13 "Hvis de ikke kan bringe 4 vidner, som er mænd, er de ud fra Allahs syn løgnere"

søndag den 7. marts 2010

Jeg klamrer mig stadig til min reklamekuglepen

Siden tirsdag har jeg haft travlt. Med at se mig selv i spejlet, that is.

Tirsdag var jeg til en slags konference hos et større dansk it-hus af den nørdede slags. Ud over at se præsentationer så 90-er-agtige og så dårligt udført, at jeg troede jeg var gået forkert og var havnet hos Fans af Word Art, så var det en meget underlig fornemmelse at være så selvbevidst, så mange timer i træk. Deltagerne gloede.

De stirrede på mig, som var jeg grøn og havde antenner som ører.

Jeg kunne lige så godt have været en grøn alien. En af de eneste kvinder til stede og tilmed er jeg døv på det IT-øre, talerne talte til. Måske er det fordi, det var så kedeligt, at jeg på et tidspunkt overvejede at stikke reklamekuglepennen i øjet for at se, om jeg var igang med et ondt mareridt, hvor talerne udøvede en særlig form for tortur, eller om det skete i virkeligheden.

Flere gange i løbet af dagen måtte jeg en tur på dametoilettet for at sikre mig, at jeg ikke havde smurt frokosten ud i ansigtet eller havde spildt kaffe ned af kjolen (det sker for mig en gang imellem, må jeg indrømme). Jeg så også efter, om jeg i mareridtet bevægede mig rundt i Anni Fønsbys krop.  Det ville forklare den konstante opmærksomhed.

Ingenting. Jeg kunne ikke se noget anderledes.

Når jeg ikke tjekkede spejlbilledet, havde jeg travlt med at krydse fingre for, at ingen af deltagerne begyndte at tale til mig ligesom dem på scenen, for så ville jeg ikke forstå et klap. Og jeg ville være meget, meget bekymret for at komme til at lyde som Amalie fra Paradise Hotel.

Jeg levede samme mareridt i torsdags. Og jeg har en reklame-poloshirt til at forsikre mig om, at det skete i virkeligheden.

onsdag den 3. marts 2010

Giv mig den så! NU!

Før jul kom jeg sådan til at elske mit firma, fordi de gav mig den julegave jeg havde ønsket mig længe: En iPhone som firmatelefon.
Nu er det marts og telefonerne er kommet fra det nye teleselskab, men det gamle møgmonopol har ikke overdraget abonnementerne, så det er telefoner uden sim-kort, der ligger og venter...

Jeg ringede til monopolet, fordi det giver lige så lidt mening som Anni Fønsbys læber, at det skal tage flere måneder at modtage en opsigelse og give op.
Da jeg høfligt undveg alle ordrer om at henvende mig til pressesekretariatet, hvis jeg ville have en udtalelse, fik jeg en forklaring om at 'ham, der havde vores account var blevet opsagt'.
OG?
Så kan en studentermedhjælper eller direktøren vel finde ud af at trykke på den knap, der aktiverer en professionel overdragelse til nyt teleselskab og som bevarer bare en lille chance for at nogen i mit firma frivilligt vil være monopol-kunder igen.
Nej?

Så skete det.
Der sad jeg. iPhone-løs, marineret i afsavn, martret af en trang til at befamle nyt udstyr og fik 'lille dame'-talen.

Jeg blev nødt til det. Jeg droppede lige et par navne. Sagde de magiske ord 'medierne' og 'journalist' i sammenhæng og fortalte ham noget, han ikke vidste om TDC Branchesalg, mens jeg kunne høre hvordan hans chefer trippede i baggrunden og hvordan hans bebumsede kinder blev skiftevis blege og røde.

Jeg er ikke ked af det.
Jeg er ked af, at jeg ingen iPhone har og jeg VED at der bare skal klikkes ganske få gange for at jeg for altid slipper for nedladende, obsternasige 'dumme kunde'-tiltaler. For når det sker, så har jeg en iPhone. En hvid iPhone.

Og så skinner solen, kærligheden er let og evig og der er ikke længere behov for sure gamle kællinger som mig, for vi er alle gået i gadget-rus og barndom.

tirsdag den 2. marts 2010

Lidelseshistorie sælges for lottogevinst

Her jodler jeg rundt og er hele tiden 5 minutter bagefter. Jeg har alle mulige ting, jeg skal nå og huske at gøre for at være god til det hele. 

Jeg skal passe hunden, rydde indkørslen, huske, at skraldemændene kommer onsdag. 
Jeg skal spise ordentligt og træne, så jeg kan blive slank og sund, huske fiskeolie, så jeg ikke får ondt i leddene og huske at ringe til mormor. Aflytte telefonsvareren. Skrive til søster. Tale med kollegerne og hjælpe dem. Indberette kapacitetsbelastning, timeregistrere og sælge, sælge, sælge selvom jeg ikke aner, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal slutte, for at kollegerne har arbejde. 
Og så lige fortælle ærligt, hvordan jeg har det, når nogen spørger, dele ud samtidigt med at jeg skal være sjov og overskudsagtig og lave mad. 

Jeg skal huske at se pæn ud, opføre mig rigtigt, være smuk, voksen og sexet og ihvertfald ikke bryde sammen i panikgråd, for det er ikke forventet af mig, der skal klare det hele og have en holdning samtidigt. 

Man venter sig noget af mig. Man har en aktie i mig.  

Nogle gange tror jeg, at man venter, at jeg er perfekt helt ind til knoglerne og ikke bare er sådan en som mig, der ruller mig sammen i et hjørne af sofaen og trøstespiser. 

Jeg hører nogen sige, at det er OK, ikke at være god til det hele. Det skulle være OK at sige fra og efter sigende er det bare et spørgsmål om at prioritere. 
Og så får jeg sådan en trang til at tisse på gulvet og sige tak for endnu en opgave, der er umulig at løse. 
Jeg kan ikke nedprioritere at passe mit arbejde. Det er ikke acceptabelt, fordi det har konsekvenser for alt det andet, der har betydning for mit liv. 

Jeg nedprioriterer nogle gange at svare hurtigt på en sms, fordi jeg har arbejde, vigtige overvejelser og alt muligt andet jeg også skal håndtere. Nogle gange er jeg ved at huske, hvad det nu er han hedder, ham der der spillede med i Dirty Dancing. 
Men fortæl lige dem, der venter på svar, at det stadig er OK at prioritere, når det er dem, der ikke bliver prioriteret højst. 

Der er mange aktionærer at pleje. 
Vi satser på den store lottogevinst her i bestyrelseslokalet. Så skulle man se os med hat, drink, Anne og solskin.