torsdag den 25. marts 2010

Noget særligt

Fordi jeg er træt af at være sådan en skide pleaser,  der helst vil have, at alle kan lide mig, gav jeg mig selv en udfordring forleden.

Jeg skulle tale foran 19000 IT-chefer. Nå ja, så kun 19. Men de var IT-chefer og de havde lært en masse om IT-sikkerhed hele dagen og så skulle jeg være det særlige, eksterne indslag tilsidst. Med andre ord var det min rolle at være det lille glas alt for sødt spiritus-noget, man får på en meget billig græsk restaurant.

Min udfordring til mig selv var, at jeg ikke måtte nævne noget om, at jeg faktisk ved noget om it-sikkerhed. Noget om kryptering, trojanske heste, muldyr og hacks.  Jeg måtte ikke nævne noget som helst om, at jeg faktisk ikke er så blond som jeg ser ud, for der er jo ikke nogen, der siger at jeg skal have det let - og jeg havde med fuldt overlæg valgt at servere en tallerken fuld af forretnings-trends og forretnings-trusler for de meget voksne, meget slipseklædte og meget it-agtige mænd.

Skal vi så bare nøjes med at sige, at jeg kæmpede. Kun iført forretningsviden, personlighed og langt hår.  Og at jeg aldrig giver mig selv den slags latterlige udfordringer igen.
Så er det heller ikke sjovere at være noget særligt. 

3 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

du var the token blonde :)

KVinder i IT er tit ansat for deres looks og ikke smarts. desværre.

Prophecy sagde ...

Jeg elsker din måde at se og beskrive ting på.!

Lene sagde ...

@Morfar: Fin kategorisering. Tydeligt, at du aldrig har set mig :)

@Prophecy: Tak. Det gjorde min fredag meget bedre.