torsdag den 29. juli 2010

Her går det godt, send flere penge

Det blev alligevel sommer.
Jeg ved godt, at det er ufint at nævne det, men mens det regner i Danmark, sidder jeg her med nye solbriller, iskaffe, solskin ombord, 35 grader og udsyn til mængder af mennesketyper, som man gerne må studere.

Jeg nævner lige kort Iljitj, russeren med leopard-badetrusser trukket helt op til navlen og de største flyveører jeg til dato har set. (intet ondt om flyveører, jeg har selv et af slagsen. Kun et)
Iljitj er meget glad for vandet. Så glad at han med vand-nedlagt hår og smil fra øre til øre bliver nødt til at jubel-gribe i leopardtrussen.

Der er iskaffe, fik jeg sagt det? Fik jeg også sagt at solbrilledamen insisterede på at lave en kop af sin egen kaffe til mig?

Her er lige til at holde ud at være.

lørdag den 24. juli 2010

Det er bare en pakke sølvpapir, slap nu lidt af!

Efter et par dage med selskab, familie, varme og ondt i maven er jeg nået til det for kvinder så frygtede tidspunkt: Frådende irritation.

Alt er megairriterende idag og samtidig kan ingen mennesker finde ud af at gøre noget rigtigt. For det har da slet ikke noget at gøre med mit eget humør, der får mig til at gro hugtænder.

En servicemeddelelse til alle mænd: Aldrig, aldrig bede mig om at slappe af, når jeg er irritabel. Det eneste der sker er, at jeg hidser mig endnu mere op, for siden hvornår har 'slap lidt af og træk vejret ned i maven' EVER været andet end et quickfix til en situation, som ikke kan løses?

Efter træning, hvor fisseletter insisterede på at tale i mobiltelefon i mobil-fri omklædningsrum om absolut ingenting og møgkællinger klædte om på toiletterne, så vi andre måtte stå og være for sent på den med blærer som truede med at lade gå i noget der lignede evigheder, begav jeg mig ud i diverse ærinder, som jeg efterhånden bør have lært, ikke skal lægges på lørdage, fordi vejene er befolkede af trafikimbeciler og gamle damer, der tror, at bakspejle kun er til for at tjekke om læbestiften er løbet ud.

På et tidspunkt befinder jeg mig - allerede rødglødende - i LIDL. Af alle fucking steder skal jeg selvfølgelig bevæge mig ind i den butik jeg hader mere end Richard Ragnvalds hår og 'kære lille mormor'.

Da jeg står i kassekøen er der en indvandrermand, der læner sig ind i mit synsfelt og siger: 'Er det lige OK at jeg lige kommer til nu? Jeg har kun det her sølvpapir.'
Jeg har lige lagt 4 varer på båndet og bag mig står 2 kunder.

I får lige et sekund til at gætte svaret. Somalierdrengen i kassen bidrager støttende ved at sige at de også bruger køkultur i LIDL.

Råbende om at det bare er en pakke sølvpapir og slap nu lidt af, skrider han ned gennem rækken. Et pip fra en mand i den anden kø om at det skal respekteres, når der en gang er svaret nej, får sølvpapirsmanden til at sige dette. Jeg citerer ordret:

Jamen, jeg har KRÆFT! Jeg har lige været på Skejby!

Det er sikkert bare mig, der er irritabel, men slap nu AF!

fredag den 23. juli 2010

Happy holiday

Jeg har glædet mig til ferien. Til ikke at skulle arbejde og ikke få alting til at gå op i en højere kalenderenhed.

Og nu har jeg ferie. Endelig.
Det kan ikke komme bag på nogen, at jeg nu forsøger at få ferien til at gå op i en højere enhed, mens jeg slås med at blive enig med mig selv om, hvad jeg afskyr mest: Kalendergymnastikken eller det mareridt, der også hedder bestilling af last minute-rejser.

Enten skal jeg bestemme mig for at tage en sindssygt dyr tur til TuristMekka i 14 dage og aflyse både Skanderborg festival og søsters bryllup eller også må jeg sætte mig ned og meditere på mulighederne for at få en glimrende ferie hjemme i sofaen.

Bliver også pænt dyrt i rødvin.
Jeg bytter gerne al den rødvin, hvis du lige står med billetter til playa del paradiso, inkl serviceneger som du vil give til mig helt gratis. Hmm?

Nå.. jeg finder proptrækkeren.

søndag den 11. juli 2010

Undervurder aldrig et hundemenneskes hævn

Hunden skal føres i snor.
Det skal den da. Ikke desto mindre lader jeg min løbeglade hund spæne løs, når der ikke er fare for, at den løber ud på en vej.
Den er ikke jagttrænet og ville sandsynligvis ikke ane, hvad den skulle gøre, hvis det lykkedes den at stå ved siden af et rådyr. Derudover er den inderligt ligeglad med andre mennesker, den passer på børn på den ikke-interesserede måde og den spæner gladeligt forbi alt den møder på sin vej, bare den må spæne.

Da ham den gråhårede med tre hunde og en tyk kone i snor påtalte på kommunal-måden, at jeg skulle have hunden i snor, nikkede jeg også bare og sagde, at han har ret. Sådan er reglerne.
Da han fortsatte med at give mig reprimande, som om han var borgmester af skoven og personligt fornærmet, måtte jeg bremse ham. Min stolthed forbyder mig at tage mod endeløse gentagelser af det samme budskab og desuden så det ud til, at han skruede sig selv højere og højere op i perverteret selvretfærdighed.

Konen var gået hovedrystende de 5 skridt i forvejen, da jeg lavede en Britta (Claus, den er fesen ind).

Ud af det blå brøler han MØGKØTER, svinger sin hundesnor med metalhægter og slår min hund hårdt med den.
Min hund piber og så står jeg få milimeter fra hans uindfattede briller.

Jeg har den største lyst til at plante en solid knytnæve lige under hans hage og følge op med et kraftfuldt knæ i skridtet på ham, men jeg hører min mund begynde at fortælle ham konstaterende (Højt og tydeligt ihvertfald), at jeg ikke slår på hverken hans kone eller hans hunde og at han netop har forbrudt sig mod min ejendom.
Min ejendom, aka det tredje familiemedlem, stod på det tidspunkt og gemte sig rystende bag mig, med poterne på min ryg.

Sjovt nok ville han ikke ud med, hvor han bor efter at jeg lovede ham at jeg vil retsforfølge ham.
Heldigvis havde konen undervejs sagt 'Svend' med opgivende stemme. Jeg aner ikke, hvordan min hjerne har nået at opfatte det, når resten af mig var så rasende og voldsomt ophidset. Han var bestemt ikke glad for kombinationen af stærkt ophidset kvindemenneske og hurtigtarbejdende hjerne. Heller ikke for den manglende fysiske afstand mellem os.
Hans hunde krøb stadig.

Han trak sig to skridt baglæns og sagde 'jamen, så vil jeg gerne give en undskyldning' og rakte den hånd frem, der netop havde ført metalbeslået rem og gjort skade på min hund.

Jeg kan ikke huske, om jeg kaldte ham en ussel mandsling og et fjols før eller efter at jeg spurgte om han troede jeg var af arabisk afstamning, siden han troede at en undskyldning ville gøre det.

Jeg ved bare, at jeg ikke tudede ned i pelsen på O før han var gået videre.

onsdag den 7. juli 2010

Tunnelsyn-trends

Der er strømninger, der bliver ved med at vikle sig om benene på mig. Alle kan forklares med tunnelsyn. Håber jeg.

Den ene trend fældede mig i Randers og var forhåbentlig meget lokal.
Jeg var til pulstrænings-workshop og undervisning i selvsamme by og tænkte, at det ikke var en mulighed at Randers var så randersk som rygtet i Århus vil vide. Jeg mener: Århusianere har meget travlt med at lægge afstand til Randers, fordi de to byer ligger så tæt. Jeg skal bare lige love for, at Randrusianerne ikke gør meget for at slippe af med deres label

Randers er bare maaaajed randersk, ikke? De havde T. Hansen-tema i fitnesscentret: Blåt lys i undervognen i spinninglokalet OG en diskokugle og noget lys, de kaldte laaaaaaasååårn.
De gjorde sig også umage med at tale helt rægtig, ikke? Centret spillede Roxette.
(Nej, jeg er gået inden Roxette spiller på årets Skanderborg. Min kvote slap op i Randers, ikke)

Den anden trend, der bliver ved med at tage opmærksomhed er de der sko med tæer i. Først kom spelt-hippie-MBT-skoene, der ikke blev spor mere labre af at få fartstriber, og nu... sko med tæer? HVAD. SKER. DER?


I forvejen er mænds fødder ikke labre og nu er der nogen, der i fuld alvor svøber plastik rundt om hver eneste tå, så foden får hobbitstørrelse og så fodsveden rigtigt kan ligge og ose, mens vi andre uskyldige kan forestille os, hvordan tå-hårene krøller.  De tæer er overalt.
Hippiefrans med de påtrængende spørgsmål i hundeskoven, den personlige træner i fitnesscentret, maratonløberen, der skulle have nye løbesko.
Den tid, det tager at komme i hobbitterne om morgenen må overstige min føntørrertid og skoene er cirka så sexede som hvide ankelsokker i sandaler, bøjet cecil uden filter og molkosan-skylninger.

Graviditeterne breder sig også, hvilket er skønt og dejligt. Det var ihvertfald skønt og dejligt indtil graviditetshysteriet slog følge: Jeg fandt ud af, at min mund helt af sig selv kunne bruge 4.5 minut på at remse alle de ting om, man ikke må som gravid. Uden at jeg selv venter mig.

Det kan godt være, at det er billigt og at jeg kommer til at æde de næste sætninger med lunken brystmælk senere, men jeg synes det er alt, alt for langt ude at fokusere på alt det man ikke må som gravid, når man med den sunde fornuft kan blive ved med at være sit sædvanlige lækre selv, også med 8 cm foster i maven.
Personligt tror jeg på at min veninde bliver en fremragende mor, fordi hendes humor ikke er fortrængt af graviditeten.

Da hun blev præsenteret for jublende og småhoppende med-gravids første scanningsbilleder måtte hun bremse sig selv for ikke at sige: NÆH, du skal være mor til Grauballemanden.
Den anden er under mistanke for at være ramt af middelsvært graviditetstunnelsyn.

fredag den 2. juli 2010

Med angsten i cirkus

Jeg kan ikke lide gøglere. De gør mig utilpasse og klovne er jeg decideret bange for. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men jeg har en anelse om, at Stephen Kings 'IT' stadig sidder og griner inde ved nogle dybtliggende nerver.
Men når man har fribilletter til Cirkus Benneweis, så skal det altså have et forsøg. Det er altid rart, når noget er gratis, så vi brugte alle pengene på overpriced popcorn istedet.

Klovnen stod i indgangen. Levende og meget meget farlig. Jeg lavede lige et  hurtigt baneskifte, så jeg kom i dækning indtil klovnen ikke kunne nå mig mere. Mens jeg sad og ventede på mit slidte plastsæde holdt jeg skarpt øje med hans bevægelser og flugtvejene.

Det, der så skete, gjorde mig mere bange end klovnen.

Ind ad en af flugtvejene fløj der 7 store indvandrerdrenge. Uden billet tydeligvis, for de skyndte sig at sætte sig, der hvor der var tomme stole, og resten stod op ad teltdugen og så ud som om det var meningen. Helt kolde. Helt stonefaced.
Det var lykkedes for dem at score sig en gratis cirkusforestilling, hvis ikke den store polske cirkus-tjener (eller hvad det erhverv nu hedder) havde set de sidste to tumle ind gennem teltdugen. De to røg ud igen, samme vej som de kom ind.

Tre rækker bag mig, lægger en ung kvinde hånden på en af de stående drenges arm og spørger, om han har billet til den sektor, for der er ledige pladser længere inde. Åbenbart har drengen været i så meget alarmberedskab at han ikke lytter, men bare tror, at han bliver angivet til polsk betjent.

Hvorefter han vender sig om mod den unge smukke og spytter hende lige i ansigtet.

Og med obskøne fagter, grimme ord og agressiv gang går han og en anden ud også.
Hun peger så på de to sidste indvandrer-teens og da de hånligt modtager uniformens ordre om at forsvinde og kopierer de andres exit, bliver kvinden lige spyttet på igen. Og kaldt luder. 
Hun sidder helt oppe på bageste række, lige ved siden af udgangen.

Jeg var chokeret. Målløs. Og bange for den trussel der lå og ventede. De kunne uden problemer komme tilbage med deres hævn.

Ingen andre rørte sig og ingen gjorde noget for hende, der sad der og var udsat. Som om de var bange eller som om at de, hvis de nu ikke reagerede, ihvertfald kunne redde sig selv.

Jeg hentede den unge kvinde og hendes to veninder, så de kunne rykke frem til der hvor jeg sad og komme uden for rækkevidde.
Hun konstaterede lettet i pausen at de 7 i det mindste ikke stod og ventede.
Den angst havde hun siddet med hele tiden.
Jeg derimod kunne konstatere, at den paralyserede, krysteragtige angst fra tilskuere, der ikke skal have noget i klemme og som uden at støtte ser til mens indvandrerdrenge spytter uskyldige i ansigtet, lugter værre end elefantstald.

Angst stinker. På alle måder.