onsdag den 30. september 2009

Ud af behageligheds-zonen

For nylig talte jeg med en god veninde, der er skarpere end de fleste.
Der er nogle ting i mit liv, som jeg ikke blogger om og som jeg ikke deler med ret mange - hun er en af dem, der bliver lukket ind, selvom jeg godt ved, at hun ikke altid sætter en tallerken med blide ord, bekræftelse og ublandet opbakning på bordet sammen med kaffen.

Denne gang skar jeg mig på hende og jeg var temmeligt vred og ked af det, da jeg kørte hjem, fordi jeg ikke havde fået det, jeg (troede jeg) havde allermest brug for: Hendes opbakning.

Der er modgang nok i mit liv til at jeg har brug for at der er flere, der holder et spejl op foran mig og fortæller mig, hvordan det ser ud udefra og hvad jeg skal gøre. Troede jeg.

Vi elsker, når andre mennesker roser os, bakker os op og giver os ret.
Vi elsker, når folk synes, vi er fantastiske, selvom stress, mindreværd og tvivl står os op i halsen. Vi elsker at blive beroligede med, at det ikke er så slemt på ydersiden som det føles på indersiden. Den side, som vi er de eneste, der har fuldt overblik over.

Selvom vi nogle gange godt kan høre, at det klinger lidt hult når der bliver rost og bekræftet, så er det langt mere behageligt frem for at høre sandheden.
På den måde er det egentlig at foretrække, at det kun er en del af virkeligheden, der bliver kommenteret.

På den anden side er den, der leverer en tør konstatering også godt klar over, at det kun er en del af virkeligheden og at man som regel ikke er så sur, træt eller martyrisk. Det er utroligt sjældent, at andre mennesker kommenterer på vores situation med ond vilje, tværtimod.

Da jeg kørte forurettet hjem fra veninden og var mere i kulkælderen over min egen situation end da jeg få timer forinden kørte den modsatte vej, måtte jeg indse, at det ikke var hendes skyld. Det skyldtes ene og alene ubehaget ved, at noget var blevet bragt frem i lyset og kommenteret. Tørt. Småirettesættende.

Hvis man kun lukker de mennesker ind, der aer med hårene kan man sole sig i opbakning fra det trofaste heppekor og altid have nogen til at illudere medvind på cykelstien.
Jeg måtte indse, at der alt andet lige er mere fremdrift i at nogen tænder lyset og holder spejlet frem.
Selvom det ikke ligefrem var definitionen på optur.

søndag den 27. september 2009

ironic

Det er ikke mange dage siden brevet kom fra overlægen og som med alt andet i livet gælder den slags budskaber først fra den førstkommende mandag.
Fra i morgen skal jeg dermed forsøge at huske, at jeg har laktoseintolerans, som det så fornemt hedder, når man bliver stor og rund og ildelugtende af mælkeprodukter.

Da det først gælder fra i morgen, skulle søndagen da lige fejres, da Runa og hendes 'bare-der-er-kød-nok'-kæreste kiggede forbi med en ordentlig Othello-lagkage. Dobbelt op på flødeskum med laktose-creme. Ahm.

Hvor sindssygt er det lige, at det eneste, jeg har lyst til lige nu er et kæmpe glas nescafe, der er lavet på varm mælk, her hvor jeg går rundt med en mave på størrelse med en 8 måneds graviditet og ikke kan finde ud af om det er strækmærkerne eller mavesækken, der gør så himla nas?

onsdag den 23. september 2009

Så behøver jeg ikke lave en katte-håndarbejdsblog alligevel

Jeg har fået en pokal ligesom den man får, når man spiller lilleputfodbold og har været med i en venskabskamp. Dette her er bare en blogger-pokal, som bliver givet videre fra bloggere til værdigt trængende bloggere. Jeg er meget glad og beæret, ikke mindst fordi det er Linda, der har overrakt mig den.

Reglerne er, at man som modtager af denne 'awsome girl'-pokal skal skrive 10 ting om sig selv, som læserne ikke (alle sammen) ved, så.... værs'go. Og tak.

1: Jeg virker utroligt selvsikker og socialt fähig. Sådan føler jeg mig sjældent, fordi jeg bruger 90% af min kapacitet på at iagttage andre og vurdere om de kan lide mig.

2: Det betyder, at jeg som regel ved, hvordan alle andre har det, mens jeg bliver nødt til at se mig selv i spejlet for at finde ud af, hvordan jeg selv har det.

3: Jeg har aldrig brækket en knogle i kroppen, men har haft gips på armen efter et styrt alligevel. 14 dage til ingen verdens nytte. Til gengæld har jeg haft blå mærker nok til at gøre en smølf misundelig. Måske skulle man tage patent på sådan et blod-airbag-system?

4: Selvkritik. Mit mellemnavn.

5: Jeg går i kirke, har gået til taekwon-do, synger mens jeg børster tænder og elsker at se Formel 1

6: Jeg har haft mindst 2 chefer med mange psykopatiske træk

7: Jeg kom igennem mit studium uden at drikke kaffe. (Se, DET vidste jeg ikke engang selv. Det er bestemt også en fed løgn, men en god historie. Og jeg er fan af gode historier)

8: Jeg kan ikke tåle røg, røget mad eller spegede motiver. Tillid er svært. (Derfor arbejder jeg bedst sammen med ikkerygende, mandlige vegetar-kastrat-nørder)

9: Jeg er påståelig og skråsikker og jeg er ikke stolt af det. Det er et problem, når jeg burde formulere mig strategisk istedet for at være umiddelbar og åbenmundet. Se pkt. 4

10: Overvejer plastikkirurgi. Anni Fønsby er mit forbillede. (Naaaaah....)

Jeg skulle egentlig give denne pris videre til andre bloggere, som jeg synes er awsome, men... af flere grunde bøjer jeg reglerne, bryder kæden og overrækker prisen til Lille t, som ikke er blogger, men en kyndig kommentator - og en awsome girl - til at skrive sine ti punkter og række stafetten videre.

lørdag den 19. september 2009

Kommunikation for søndags-astronauter

Langsomme søndage med dig selv kan meget let give en fornemmelse af at gå rundt i din egen hermetisk lukkede boble, hvor ingen ser og ingen hører dig.

Du kan altid sende en sms, men hvorhen? Et høfligt bip til en person, som alligevel ikke ser ind i boblen, for det menneske, du gerne ville lukke ind i din søndag er for stort, vigtigt og væsentligt til at en sms kan rumme ... alt det.
Du ved også, at alene det at skrive sms'en tager det halve af dagen og det kræver den anden halvdel at komme sig over et manglende svar. Eller et overfladisk svar, fordi alvoren gik tabt i telefonnettet.

Det er for tæt på og alligevel for akavet at ringe.

Du ved det. Det ender med at du ingenting gør ud over at sende telepatiske signaler. Du tjekker din facebook, skriver en status som er tilpas kæk til at ingen tror, at du lider af søndagsboble, men er et rigtigt overskudsmenneske, der ihvertfald ikke går rastløst rundt med kaffeånde og hjemmestrømper.

Du flirter med twitter, for af den vej at sende en føler ud i den verden, der må være derude. Et ping, ligesom det Nasa i årevis har sendt ud i universet i håb om, at der er intelligent liv på andre planeter.

Måske er det den rigtige, der modtager signalet, men ikke kan knække sprogkoden. Måske.

Måske er det bedre at vove sig ud af boblen og banke på. Med fare for at brænde op i atmosfæren, når døren bliver åbnet.

fredag den 18. september 2009

Efterlysning

Hvis nogen ser min koncentration, vil vedkommende så ikke være sød at sende den til mig pronto?
Jeg mangler den.

Formentlig er den strøget ud i solen og triller rundt på en stor græsmark et sted. Det kan også tænkes, at den er taget en tur til vandet. Den har ihvertfald ikke gemt sig i kaffen, for der har jeg ledt.

Problemet er, at overspringshandlingerne holder fest, når den er ude og der er grænser for, hvor mange gange man kan trykke refresh på sin facebook og reorganisere de gule sedler uden at det bliver for påfaldende.

torsdag den 17. september 2009

Advarsel. Tøse-bittert indlæg.

Det er en offentlig hemmelighed, at jeg er decideret dårlig til at modtage ordrer. Konsekvensen af ordrer er let at få øje på, for jeg slår mentalt hælene i og får fysiske udslet. De indirekte ordrer er næsten de værste.

Idag skulle jeg være med til at fordele sparsomme kræfter og få en kabale på arbejdet til at gå op. Min opgave er at tale kundens sag i samme åndedræt, så både mit firma og min kunde er tilfredse og motiverede.
Jeg har sagt det før: Jeg elsker mit job. Jeg er direkte fornøjet med at have med kunder at gøre. Jeg håber, at jeg gør en forskel for dem.

Måske er det mit mindreværd, der viser tænder som en angst hund, når jeg får at vide, hvordan jeg skal tale til andre mennesker. At jeg lige skal passe på retorikken.
Hvis det var et råd, der kom fra min chef, som samtidig fungerer som min mentor, så ville det være acceptabelt, for han er god til at vende sine egne formuleringer, så mit mindreværd bliver i æsken og ikke ser nogen grund til at mobilisere så meget som en lav snerren, men jeg rejser børster, når jeg får at vide af andre, der hverken kender mig eller kunden, hvordan de vil have sætningerne formuleret.

På sin vis er det meget befriende, at jeg begynder at blive vred over den slags. For ikke så længe siden ville jeg nok bare have bøjet nakken og troet lidt mere på, at jeg ikke er kompetent til ret meget andet end at lave kaffe.

Nu tænker jeg over, hvad de mennesker, der har travlt med at fortælle mig, hvordan de gerne ser at tingene bliver gjort, i virkeligheden vil opnå.
Deres egen status? Lyden af deres egen stemme? Prøver de akavet at hjælpe mig ved at tale ned til mig?

Selvfølgelig er det en mulighed at jeg overreagerer, netop fordi jeg lider af en alvorlig ordre-allergi.
Det er også en mulighed, at jeg virkelig ikke dur til at håndtere andre mennesker. I dette tilfælde er det bare ikke sandsynligt. Det går udmærket.

Det lugter lidt af kontrol. Ordrernes hornede urmoder.

onsdag den 16. september 2009

Definer umenneskelig

Pastor Langballe har brækket sin håndled. Nu har han gips på begge hænder, fordi han ugen forinden brækkede langfingeren på den anden hånd.
Her er, hvordan Ekstra Bladet beskrev sagen - og desværre følger der også en debat med.

Langballe er nogens far, der falder lidt for ofte og slår sig. Han er skrøbelig, selvom han hader at være det. Selvom han ikke ligefrem har medietække, men oftere end tit kommer til kort overfor de 12 sekunders punchlines, som medierne giver plads til, så har han vist sig at have en glimrende, randrusiansk, underspillet humor.

Jeg griner stadig, når jeg husker hans ansigtsudtryk og den evige hængepejs, mens han siger de berømte ord om folk der kommer valfartende til landet for at blive kunstigt befrugtet, 'fordi vi har sæd i litervis'.

Om man kan lide hans holdninger eller ej, så er han stadig et menneske. Nogens far. En ægtemand. Det gør mig ked af det at opleve, at nogen mener, at man ikke har evnen til at være menneskelig og medmenneskelig fordi man tilhører den borgerlige fløj og mener, at præsten i Brorsonkirken skulle skamme sig langt ind i helvede for at misbruge sin præstekjole.

Han er forståeligt nok meget frustreret over, at han går og falder hele tiden. Ekstra Bladet og andre, der lever af at vinkle og faldbyde historier, så de forarger og sælger har ikke været sene til at kaste sig over ham som gribbe.

Ville Svend Auken have fået samme medfart?

tirsdag den 15. september 2009

Kærligst baronessen

Oh, jeg elsker at nørkle med en god faktura. Bare sidde der i den sene aftentime og få linier til at passe med projektplaner og momsfri beløb og alt det andet fantastiske pillearbejde med økonomisystemet, som det tager mig dobbelt så lang tid at klare som en, der er dygtig til det. Når det går som det skal med fakturaerne, kan jeg endda sige det uden at være det mindste ironisk.

Men fortæl mig lige, hvor det søde væsen bliver af, som skal sørge for at mine 315 kroner bliver betalt til skat i 4 lige store rater, at checken fra Nrgi bliver sendt til banken, at min tid og mine salg bliver registreret, at den store stak papirer på skrivebordet bliver sorteret og at jeg husker at skrive det der tillykke-kort? Jeg er så forfærdeligt ikke-struktureret-nok og jeg vil hellere være ude og få gode ideer og forandre verden.
Det slår mig lige, at det er ligesom når jeg laver mad: Liv og sjæl og et køkken, der ser ud som om nogen har holdt fest med grøntsagsserpentiner.

Jeg ønsker mig en hushovmester med forkærlighed for at sætte papir i mapper.

søndag den 13. september 2009

Kom nu hjææææm

Rundt om mig sætter dygtige bloggere deres blogs i varmekassen, mens de får styr på den verden, der pludselig gør bloggeriet til en lidt vanskelig disciplin.

Jeg savner især to af dem, for de to skribenter er eminent dygtige til at balancere det personlige og det vedkommende.
Desuden har deres vågeblus betydet, at mine egne blogtanker er ved at koge over med meget personlige beretninger og meget samfundskritiske indlæg, som jeg bare ikke synes at kunne balancere så godt som de er i stand til. Jeg ved ikke hvorfor det lige skal være sådan at mit kaos råber ekstra højt, bare fordi de har sat deres på lydløs. (Det er der sikkert også andre grunde til at det gør)

Derfor ligger der en del blogindlæg og sparker i en mappe på min mac og der bliver de liggende, til jeg finder ud af at redigere dem, så de ikke bliver tudeindlæg eller bliver serveret med hugtænderne forrest.

Kære Anne og Infotainer... Kom hjem.

torsdag den 10. september 2009

I øjenhøjde

Jeg er så træt af, at alting skal være i øjenhøjde! snerrede racer-kollegaen. Alting! IT i øjenhøjde, ledelse i øjenhøjde, formidling i øjenhøjde... argh!

Jeg forstod ham. Nogle gange føles ' i øjenhøjde' som om man bliver talt ned til og undervurderet. For mig er 'i øjenhøjde' også forkortelsen for, at nogen har dannet sig en mening om sandheden, livet og alle løsningerne og har tygget dem godt igennem for at de skal være let fordøjelige for mig.
For at deres sandheder kan sluges ukritisk.

Jeg vil, hvis jeg skal være ærlig, helst tygge min bøf selv og vurdere, om jeg kan lide alt der er på tallerkenen.

Da jeg læste bogen om 'Kernesund familie' og vurderede at nogle af synspunkterne var fornuftige nok, men at jeg aldrig nogensinde ville se det formålstjenelige i at sove i et vådt dynebetræk og skylle munden i olie, kunne jeg pille de par råd fra.
Det kan man bare ikke, når noget bliver serveret i øjenhøjde: Det er gennemtygget, sammenrodet og umuligt at sortere i - og derfor også ulækkert.

Ledelse i øjenhøjde. Lyder bestemt som om nogen vil manipulere mig med en fortygget bøf-bearnaise a la barberblad. (og SÅ skal I se mig klemme munden sammen som et barn i en høj stol)

Selvudvikling og positiv tænkning. I øjenhøjde. Hvad er nu DET? Altså... nu beder jeg Dem, fru Heilbundt. Selvudvikling er vel ikke noget, der kan serveres færdigtygget med en brugsanvisning, hvor der står, at man bare lige skal aktivere en dll-fil og ellers genstarte ganske ukritisk.

Skal jeg også bare aktivere positiv-knappen når jeg nu skal lære at sige fra?

tirsdag den 8. september 2009

Om at opføre sig ordentligt

Forleden hørte jeg en kvinde definere en kunderelation på følgende måde:

I er butikken. I har pligt til at levere det, jeg beder om.
Jeg er kunden. Jeg har retten til at opføre mig åndssvagt.

Kunden har altid ret, siges det, selvom jeg i den situation ikke mente, at hun var på vej til at etablere en sund kunderelation og muligvis ikke helt havde clearet at der var enighed om de regler.
Men hvad nu hvis samme regler bliver overført til privatlivets relationer. Må en kvinde så godt udtale sig sådan?

Du er manden. Du lider ikke af hormonforstyrrelser. Du har pligt til at være stabil.
Jeg er kvinden. Jeg har retten til at opføre mig åndssvagt i en længere periode hver måned.

mandag den 7. september 2009

No balance palace

Vi bringer et indblik i sygejournalen. Eller... ihvertfald en opdatering på mit helbred, som en del har været så søde at spørge efter. De af jer, der ikke kan lide at få den slags personlige beretninger pr. blog og helst bare vil have selvironiseringer og skarpe betragtninger af alt muligt andet end mit helbred, må lige gå ud og lave kaffe imens.

Der er intet nyt under solen. Jeg kan stadig kan få det ubehageligt skidt når jeg spiser og især lige efter. Nogle ville mene, at det bare er en undskyldning for at få en morfar og slippe for opvasken. Dem om det.
Der er også dem, der mener, at dårligdommen er verdens bedste retfærdiggørelse af craving efter saltlakrids (skippermix rules!). Det kan de have ret i.

Jeg er stadig svimmel og kan få anfald, hvor jeg er tosset dårlig, får feber og helst bare vil ligge med panden mod hvid fajance og pive.

Jeg fik jo gennemtrumfet en gastroskopi efter at have ventet hos Tålmodighedsudfordringen i 2½ time og med klaprende knæ og panikgråd blev jeg kørt afsted til hospitalet, hvor ... jeg fik ROS! Det er det eneste jeg husker fra den halve time blandt grønne kitler og kilometerlange slanger, der blev presset ned gennem min hals, helt ud i tolvfingertarmen og trukket tilbage igen. Resten har jeg fortrængt.

Lægen sagde, at jeg var dygtig til at slappe af og acceptere ekstremt ubehag (Det er rigtigt!) så hun gav mig to blodprøver og en anden prøve som belønning. Hun ville gerne undersøge andre forklaringer med det samme, for der var hverken tegn på mavesår, arvæv eller kræftknuder.

Hun sagde endda det ord højt og helt neutralt. Jeg havde susen for ørerne et par minutter efter, for jeg har jo ladet være med at sige netop det. Det frygtede. That which should not be named.
Mine slimhinder er så fine som en 17-årigs, der aldrig har drukket kaffe, sagde den gode fe og jeg tænkte, at hvis hun måtte sige 'kræft', så måtte jeg nok også grine lidt højt inde på operationsstuen.

Jeg var så lettet at jeg nær glemte, at jeg så var lige vidt. Jeg har stadig ingen forklaring på mystisk tilstand.

søndag den 6. september 2009

Opmærksomhed

Engang læste jeg, at unge piger, der stjæler i butikker, gør det for at blive set og få opmærksomhed.

Fra 8. og op gennem gymnasiet gik jeg i klasse med en pige, som var adopteret datter af byens spidser. Hendes far var tandlæge og deres hjem var i flere plan, sofaerne var kridhvide selvom de havde to børn og to røde settere og så havde de swimmingpool. Hendes mor var streng, tror jeg. Hun satte ihvertfald en ære i, at hendes datter var den bedste i klassen og ikke på nogen måde svigtede sin pæne baggrund.

Selvfølgelig gjorde datteren oprør. Ikke det helt vilde oprør, men sådan i det små. Jeg husker især en scene, hvor hun og jeg sad i hver sin ende af deres badekar med æbleskumbad i halvanden meters højde og delte en flaske Malibu, mens hun fortalte om hvordan hun var kæreste med nabobyens lowlife, bare for at se sin mors reaktion.

Hun stjal også i butikker med fuldt overlæg. Smykker, gaver til moderen, sko, alt hvad hun lige fandt på at stjæle. Hun planlagde det hjemmefra og det gik som regel sådan at ingen opdagede det og hun mistede interessen for det hun havde taget.
Indtil hun fandt på at stjæle adskillige Swatch-ure og hendes mor opdagede det.

Hun måtte tilbage og aflevere det stjålne. Ikke ved disken, men ved at skubbe tingene ind gennem brevsprækken efter omhyggeligt at have tørret alt rent for fingeraftryk. Hun havde en sjælden sans for drama.

Det var ikke skam, der prægede hende. Faktisk har jeg sjældent set hende så opløftet, som da hun fortalte, hvordan Fru Samfundsspids havde vredet sine hænder, mens hun fortvivlet så på hende. For hun så på hende som om hun prøvede at se, hvem hun var.
Den dygtige datter.

Jeg kom til at tænke på hende igen idag, da jeg var i Bazaren. Der stod 3 burkaklædte somaliske kvinder. Den ene stod lænet op af en hylde og spiste en rød chili, som hun bestemt ikke havde i sinde at betale for.

De havde alle tre samme udtryk, som min klassekammerat havde, dengang for mange år siden.

torsdag den 3. september 2009

Tøseforbandelsen

Der står man så med underlæben skudt frem og armene krydset hårdt over brystet. Så snart nogen så meget blinker med et øje, kvitterer man med et ryk med skulderen og en lyd som hun-grisen fra Muppetshow, for intet, intet, er godt nok i den situation. Intet plaster er stort nok eller rigtigt nok til såret og fornærmelsen vil ingen ende tage.

I de glorværdige øjeblikke er man sikker på at man ligger inde med Sandheden og intet andet end sandheden (magten og æren i evighed, amen) og alene det faktum, at andre ikke bare er enige som udgangspunkt, kan læse tanker eller bare undskylder som det mest naturlige, føles som en forulempelse.

Den instinktive reaktion på alt er en stiv midterfinger, et fuldstyrke smæk med en dør akkompagneret af hvæs a la hidsigprop.

Det smitter og det gode humør hos omgivelserne bliver kvalt hurtigere end man kan sige 'influenza A'. Inkubationstiden er 0,5 sekund og man lider af sit storheds-sandheds-idealisme-flip i mindre end en time, mens omgivelserne bølger af påvirkning og efterchok i uger efter.
Især, når det ikke er en kvinde, der strutter indigneret, men en mand.

onsdag den 2. september 2009

Vent på mig!

I et par år har jeg løbet, cyklet, racet og arbejdet livet af mig selv for at følge med en eller nogen, der bare ikke venter.

Istedet for at finde mit eget tempo og tænke på kvaliteten af min egen træning, har jeg i flere tilfælde presset mig selv til max og næseblod, når jeg har kørt træningsture med drengene på landevejscyklen og ment, at jeg skulle kunne følge med dem (der har langt større erfaring og mere muskelkraft).
Det er det samme, når jeg løber.
Næseblod. Alt for høj puls.

Når jeg står på ski skal jeg følge med manden og vennerne, der har stået på ski siden de var børn. Mig? En tur til Norge i folkeskolen og så ellers bare spidserne mod dalen.
Frygtløst. Hovedløst.

Jeg gennemførte et maraton, fordi jeg valgte at holde tempoet nede i begyndelsen og så ellers bare lade asfalten føre benene. Det gik aldeles udmærket, men har jeg lært af det?
Ser De... Nogle gange når man til en erkendelse, der helt sikkert ikke bliver ført ud i praksis uden hjælp, når man er mig

Jeg har nemlig lagt mærke til, at det samme sker for andre på jobbet. (Ikke på mit eget fuldtidsarbejde, hvor ledelsen er særdeles kompetent og sørger for at være åbne og inddrage medarbejdere i processerne. Vi kan godt lide at være her - og så er kaffen god), men på andres jobs, tidligere jobs og i en enkelt fritids-syssel sker det igen og igen.

Nogen bestemmer sig for, hvordan de vil have tingene gjort, hvilken retning skuden skal sejle og hvordan kagen skal skæres. Gode gamle floskler, der alle sammen dækker over, at nogen tager en - som regel uoplyst- beslutning og at vigtige medarbejdere bare må rette ind og følge med.

Selv de ledere, som råber op om ansvarlige teams, med streg under teams, skal lige ind og lege overholdkaptajn - uden hold.
Jeg bliver så træt af det. Jeg har det med at spontanbløde fra ørerne, når jeg lægger mærke til det, fordi jeg samtidig ser en mangel på god ledelse. Eller bare evne til at opføre sig ordentligt.

Der er desværre medarbejdere, der bare følger med til mavesåret bløder, fordi de enten ikke er klar over, at man gerne må lufte sine alternativer i offentlighed eller fordi de er bange for hvad der sker med dem, hvis de vælger ikke at følge den rute, som chef-kasketten har stukket ud

Kan det være, at man nogle gange kommer længst ved at vælge sin egen rute, når man allerede har erkendt at der ikke er nogen at følges med alligevel?