Opmærksomhed

Engang læste jeg, at unge piger, der stjæler i butikker, gør det for at blive set og få opmærksomhed.

Fra 8. og op gennem gymnasiet gik jeg i klasse med en pige, som var adopteret datter af byens spidser. Hendes far var tandlæge og deres hjem var i flere plan, sofaerne var kridhvide selvom de havde to børn og to røde settere og så havde de swimmingpool. Hendes mor var streng, tror jeg. Hun satte ihvertfald en ære i, at hendes datter var den bedste i klassen og ikke på nogen måde svigtede sin pæne baggrund.

Selvfølgelig gjorde datteren oprør. Ikke det helt vilde oprør, men sådan i det små. Jeg husker især en scene, hvor hun og jeg sad i hver sin ende af deres badekar med æbleskumbad i halvanden meters højde og delte en flaske Malibu, mens hun fortalte om hvordan hun var kæreste med nabobyens lowlife, bare for at se sin mors reaktion.

Hun stjal også i butikker med fuldt overlæg. Smykker, gaver til moderen, sko, alt hvad hun lige fandt på at stjæle. Hun planlagde det hjemmefra og det gik som regel sådan at ingen opdagede det og hun mistede interessen for det hun havde taget.
Indtil hun fandt på at stjæle adskillige Swatch-ure og hendes mor opdagede det.

Hun måtte tilbage og aflevere det stjålne. Ikke ved disken, men ved at skubbe tingene ind gennem brevsprækken efter omhyggeligt at have tørret alt rent for fingeraftryk. Hun havde en sjælden sans for drama.

Det var ikke skam, der prægede hende. Faktisk har jeg sjældent set hende så opløftet, som da hun fortalte, hvordan Fru Samfundsspids havde vredet sine hænder, mens hun fortvivlet så på hende. For hun så på hende som om hun prøvede at se, hvem hun var.
Den dygtige datter.

Jeg kom til at tænke på hende igen idag, da jeg var i Bazaren. Der stod 3 burkaklædte somaliske kvinder. Den ene stod lænet op af en hylde og spiste en rød chili, som hun bestemt ikke havde i sinde at betale for.

De havde alle tre samme udtryk, som min klassekammerat havde, dengang for mange år siden.