tirsdag den 31. august 2010

I den jyske overskudstidszone

Jeg er på vej til København for at afholde en strategiworkshop, der begynder klokken 8.45.
Det betyder, at jeg har været afsted siden klokken 04. 00. Fire.

Hvordan kan Københavnere (generelt, Københavnere. Det skete også i det firma jeg var ansat i, før jeg kom til verdensfirmaet) planlægge møder, der begynder 8.45 og ikke tænke over, at vi stadig ikke rejser med warp-speed fra Danmarks rigtige hovedstad?

Der er et faktum, at det er hurtigere at køre fra Århus til København end omvendt. Åbenbart.

På den lyse side, får jeg lov til at se min by i mørke, med tomme gader, solen stå op og landet vågne. Hilste lige pænt på en bager, der sad og sang i sin bil. Vi hørte samme radiokanal.

lørdag den 28. august 2010

I'm a survivor

Bilka. Lørdag klokken 14. De af jer, der også har en Bilka som lørdags-nærbutik, sidder allerede og krummer tæer og har grimme tics ved øjnene.
Det er som at træde ind i et online-spil:

Der er figurer derinde, der ligner orker iklædt skjortebluse. De fylder mæ helved te i gangene og bevæger sig i slowmotion med deres enorme måse på slæb efter megavogne.
Der er små irriterende tikkende bomber (aka andre folks børn) som man skal sørge for at styre uden om.
Og så skal man finde alle de ting, der står på sedlen inden man må komme ud. Tiden tikker. Jeg har det med at holde vejret ubevidst. Stig Åvall Severinsen kunne lave sit næste ekstremforsøg i Bilka og se om han kan slå min rekord.

Idag skulle jeg blandt andet finde ingredienser til the infamous Mississippi mud pie, for der skal holdes fødselsdag i morgen the american way.



Skulle have pecan-nødder.
Der var alt andet end pecan. Små indtørrede gnallinger af nogle tranebær til overpris tronede blandt paranødder og de der lange blege man rister på panden,  men ikke mit trofæ. Jeg fandt dem, noget der føltes som et forhindringsløb senere, banket helt ind i bunden af en hylde ovre i økoafdelingen, ved siden af marmelade.

Med fuldt lastet kæmpevogn skulle jeg bare finde to ting mere. Tiden var ved at løbe ud, blodsukkeret var faretruende lavt (alle de, der nogensinde har været i min periferi når det sker ved, at der så er ca 26 sekunder til melt down of the core), jeg havde det som om jeg skulle op efter ilt til min hjerne og så dukkede de værste modstandere på Bilka-banen op: Indvandrerne.

Jeg tænker ikke her på de mennesker, der er indvandret til Danmark fra Tyrkiet eller andre udlande. Jeg tænker på de indvandrere, der kommer valfartende ind fra oplandet på lørdagsudflugt, iklædt deres stiveste puds.

De er livsfarlige.
Først på parkeringspladsen, for de kører som om de kun kører Massey Ferguson til daglig, og siden inde i gangene, hvor de kigger på bland selv-slik-tilbygningen og sportsudstyrsafdelingen som om de var på guidet tour i Rom. Idag var der en der med et sennepsglas i hånden udråbte højt: Har du sjet? Det heer fik vi oss i Tyskland, det var da sjow. Kører man forbi sådan nogle med specialøl og iPhone har man på fornemmelsen at de vil tage et billede.

Til gengæld har Bilka nogle meget venlige hjælpere, som man kan benytte som livline. Ham jeg gik hen til løftede ikke et øjenbryn da jeg råbte på hjælp og betroede ham at han var den eneste i hele verden, der kunne forhindre, at jeg ville lægge mig ned på gulvet og skrige. Han skulle bare fortælle mig, hvor de gemte marshmallows til min kage af Mississippimudder.

De har verdens største slikafdeling. Man kan fare vild i chokoladerne. Og de har ikke marshmallows lige idag.

Jeg slap ud. Min tak går til kassedamen og til sofaen, der lagde ryg til 15 minutters fosterstilling. (ikke kassedamen, altså. Selvom det var tæt på)

Melder missionen fuldført. Håber godtnok at kagen bliver god.

onsdag den 25. august 2010

nå ja... og så er jeg grådlabil

Det var en personalefest, der skulle til for at blæse mit dårlige humør lidt på afstand. Jeg er så priviligeret at arbejde i et firma, hvor man til sommerfesten kan stille sig op på en havebænk sammen med to fra ledergruppen, erklære en ny ledergruppe for dannet uden at nogen føler sig fortrængt og derefter synge Anton aus Tirol i uskøn treklang.

Jeg er endnu mere priviligeret fordi jeg har de mest fantastiske kolleger, der ikke er blege for at dele en god krammer og en anerkendelse på det personlige plan ud. Den manglede jeg lige, sammen med sangria i store gryder, grimdans og ... se nu skinner solen på mig og har gjort det lige siden fredag.

Jeg er træt for tiden, uvist af hvilken grund og jeg har skrevet mange vrede og uforståelige blogindlæg. Dem beklager jeg, for jeg gider ikke selv belemres med andres galde.

Der er så meget godt i mit liv.
Begge mine søstre bringer nye familiemedlemmer til verden. Jeg er lige blevet slået til moster af en rødhåret, lille fin Lea og lige om lidt må jeg hilse på min første nevø. Det er så stort og det bliver ikke mindre af, at veninderne snart har små mirakler i armene også.


Jeg har ham her, som er mit lys (siger den mærkelige kattedame) - og grunden til at jeg får rigtigt meget frisk luft. Han står lige nu og tramper på mit tastatur, forresten

Så... En taskefuld af solskin til dig, der ligger i blåstribet hospitalssengetøj og gør mig pivbange og hjemmet stort og tomt: Du skal være en del af mit liv længe endnu.

Mens vi venter på Gunbritt

Er det, hvad jeg tror det er? spurgte han et sted over mit hoved. Han lød helt glad.

Da det gik op for mig, hvad han mente (han rykkede det rimeligt brutalt ud af min hovedbund) syntes jeg i øjeblikket ikke, at det var værd at lyde glad over: Det var et gråt hår og det var mit.

Vent, der er et til, nær-jublede han, mens jeg følte alderdommen snige sig ind i alle mine led og fik lyst til småkager. Ploink! Måske kommer du til at ligne Gunbritt? ønsketænkte han højt. For hvis jeg skulle have en rigtig voksen kæreste, så skulle det altså være hende.

Suk. Jeg ville ikke have noget imod at være så smuk som Gunbritt. Men 'voksenkæreste'?
Jeg er ikke sikker på, at jeg er klar til transformationen. Skulle måske hellere bestille tid hos hans voksendrøm...
 

mandag den 23. august 2010

Søvn er undervurderet

Dit behov og dit behov .... Du er nok vigtig, hva?

Som du udtaler, hvor meget du har behov for mine tjenesteydelser, opmærksomhed, opklaringer og handlinger, skal du bare vide, at mit reelle nærvær automatisk slår fra efter en vis mængde insisteren eller 21 sekunder. Whatever comes first.

Hvis du tilmed slår over i at gentage det du lige har sagt eller endnu værre noget JEG lige har sagt, som du insisterer på at gøre til dit eget, så får jeg travlt med at hente øjnene tilbage fra refugiet i mit baghovede, hvor de triller hen. 

Tag det ikke ilde op, det er ikke personligt. Det er heller ikke fordi jeg ikke ved, hvordan man opfører sig og jeg er fuldt ud klar over at min status har tvangsindlagt mig til en bestemt mængde insisterende krav om at opfylde dine behov.

Jeg trænger bare til en pause. En meget lang ferie eller et nyt job, hvor jeg får penge for at læse bøger i mit eget tempo eller lave mad (Hey, har jeg sagt at jeg skal skrive for madmagasinet.dk, forresten?) eller til at tabe 7 kilo og få massage.

Jeg er fuldstændigt klar over, at jeg skal hanke op i mig selv og mobilisere min evne til at fabrikere tidsrapporter og færdige kundekartoteker, metodikmapper på phd-niveau, mentorydelser, kravsspecs og professionel tale mens jeg udvider mine gode kunders budget til det dobbelte eller tager afskrivningen for at de ikke bliver sure.

Det kan godt være. Jeg oooooorker bare ikke mere. Jeg er nede på kun at stykke de uprofessionelle sætninger sammen og være træt af andre menneskers måde at tale på.
Også din.
Er det ikke mærkeligt, at det kun er småfejlene i løbet af en lang dags hårdt og nogenlunde godt arbejde, der bliver påtalt?

Hm?

Nå, jamen så skal jeg nok flytte mig fra parkerings-bom-billetautomaten, så du kan komme ud. Tak fordi du lyttede.

fredag den 20. august 2010

Indrømmelse og en af de syge forklaringer på tingenes tilstand

Indrømmet, jeg har måske ikke kørt så godt bil på det sidste. Ikke fordi jeg har været mere galsindet end jeg plejer, men fordi jeg har haft alt for meget om ørerne.
Jeg tager ikke ordet stress i min mund. Mere. Jeg tager ikke noget så voldsomt i min mund og sammenlignet med, hvad jeg i tidernes løb har udsat min mundhule for, siger det ikke så lidt.

Det er fordi jeg har sovet på CabInn i grønne lagner 4 gange på 2 uger. Manglende ilt til hjernen.

Lad os bare sige, at det også er derfor jeg ikke har blogget så meget på det sidste, jeg ved godt at jeg skylder et 10-buds-indlæg, som Linda har udfordret mig til. Det kan meget vel gå hen og blive et indlæg om top 10 af sjuskefejl, jeg har lavet på det seneste eller de 10 mest pinlige øjeblikke.

Jeg må konstant minde mig selv om, at jeg gør andre en tjeneste ved at dumme mig. Jeg forsøder fx min ledelses liv ved at udvise en eklatant manglende evne til at huske navnene på mine største kunder til salgsmøderne. Det lykkes mig ikke helt at overbevise mig selv om at de, mens jeg slår mig selv for panden og skammer mig, giver mig points i bogen og indstiller mig til forfremmelse.

søndag den 15. august 2010

Trafikal bodsgang

Jeg er god til at køre bil. Selvom passagerer godt kan træde buler i gulvet, når de kører med mig er det altså rigtigt nok.  Lige bortset fra når jeg er vred.

Det sker heldigvis ikke så tit, at jeg gider svinge mig op til de højder og det sker endnu sjældnere at jeg gider at bruge dyrebar køretid på den slags hidsigheder, for jeg kan godt lide den fred jeg har, når jeg kører alene.

Så undskyld, for helvede, men jeg har været presset efter min ferie fordi jeg synes det er synd for mig, når jeg ikke kan få en lur efter min 3. kop formiddagskaffe og derfor blev jeg gonnok lige lidt hønserøv på den militante måde, da du skulle parkere lige midt på vejen og mente, at jeg da godt lige kunne vente imens du slæbte dine 2 kasser tilbudssodavand ind i opgangen.  Havde vi nu været i Italien og havde jeg haft ferie, så havde jeg nok bare smilet overskudsagtigt og studeret din mås lidt mens du slæbte, men Århus midtby og trælse fløjlsbukser?

Jeg blev selv ret forskrækket over mig selv og havde svære samvittighedskvaler resten af dagen,  men du så altså lidt sjov ud, da du stod på ballerinatå for ikke at få et klap i fløjlsbukserne af mit sidespejl. Det var råddent kørt. Indrømmet.  Jeg skammer mig.

Jeg må hellere med det samme indrømme, at jeg har overhalet indenom i fredags også, nu jeg er igang. Men ved du hvad, Inger? Jeg turde simpelthen ikke køre bag dig i yderbanen længere. Det er ikke en god ide at afprøve sine nye briller med glidende overgang, køre 115 km/t i yderspor og samtidig skrive sms til Gud ved hvem. NÅR MAN IKKE KAN FINDE UD AF AT BRUGE SPEJLENE!
Ko. Farlig ko.

Til de af jer, der stadig frygter at møde mig i trafikken, især når der er hjemmeværnsfolk i nærheden, kan jeg kun sige: Jeg skal ikke selv køre, når der er U2-koncert i Horsens i morgen.

mandag den 9. august 2010

Pauseplanlægning

Ikke alt, man hælder i hovedet for at legitimere pausen, tjener formålet.
Tag nu bare kaffe (ja tak), som er min krykke og som jeg kan drikke når som helst, der skal tænkes tanker, snakkes, stirres ud i luft og trækkes vejr.
Kaffe speeder op, slapper ikke af. I virkeligheden kunne alt muligt andet, der var nogenogfirs grader varmt indtages med langt større succes, når kriteriet hedder pause.

Telefonbeskeder og mails. På alle større konferencer med respekt for sig selv, sørges der for at der bliver telefonpauser. Alle konferencer, der har bare lidt med kommunikation at gøre, bør sørge for, at kalde det for telefontid istedet, omgive det med først en pause, så man kan forberede sig på telefonbeskedernes indhold og ruste sig til at handle på de mails, der er tikket ind og bagefter en pause mere, så der er en reel mulighed for at få hovedet drejet i retning af fokus igen.

Når jeg begynder på arbejde efter ferien igen vil jeg sørge for at holde pause uden colakaffeiPhone. Bare en gang i løbet af dagen.
Dementi kan muligvis udsendes efter to arbejdsdage, hvis det viser sig at være komplet uladesiggørligt. (Næste år kan jeg så forsøge at holde ferie helt uden at tjekke mails, måske)

Og så lige i den forbindelse:
Normalt læser jeg blogs og surfer på nettet, når jeg trænger til en pause fra kommunikationsrådgivning, fakturering og alt det andet, jeg får løn for. Det er god inspiration, som samtidig skaffer mig ilt til hjernen.
Så hvad sker der for de bloggere, der vælger at stille spørgsmål og afkræve svar? Arbejde? I min pause?

Skriver jeg og slutter selv med et spørgsmål. Flot.

torsdag den 5. august 2010

Mellemtid

Jeg har før nævnt at jeg ikke forstår hvad folk mener, når de beder mig om at passe på mig selv.

Ikke fordi jeg ikke forstår, at de synes jeg skal tage hensyn til mig selv, men fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal gøre, for at passe på mig selv.

Ville det ikke bare være meget lettere, hvis man i virkeligheden sagde hvad man mente, istedet for at sige 'pas nu på dig selv'?
For det er sjældent, at man ikke kan gøre det mere konkret.

For nu selv at blive helt konkret, så lad mig give et særdeles nærværende eksempel.
At jeg har skrevet på denne blog, har ikke altid været let at acceptere for familie og kæreste.  Og det har ikke været let for mig at forstå, at mine ego-centrerede betragtninger kunne fremprovokere de kommentarer og reaktioner som jeg har fået udenfor kommentarfeltet.

Til tider har jeg brugt meget tid på at skrive indlæg både her og andre steder og samtidig med et meget spændende fuldtidsjob og instruktørjob, har jeg været meget optaget og det har selvfølgelig virket som om skriverierne har krævet meget af mig, når jeg sad med fingrene på tasterne hver aften.

Pas nu på dig selv, blev der sagt i begyndelsen, indtil det blev oversat til Lenesk: Det ser ud som om det går dig på at skulle passe bloggen og samtidig med at du hele tiden skal undgå at skrive om det, der rigtigt fylder. Det ser ud som om det koster dig for mange kræfter. Måske skulle du prøve at drosle lidt ned.

Selvfølgelig tog jeg det som en kritik (ja, ja! Sådan er jeg også) og efter at have ruget på den besked længe, måtte jeg overgive mig. Det var klar tale. Der var for en gangs skyld en konkret formulering af, hvad vedkommende mente jeg skulle gøre istedet for den sædvanlige 'pas nu på dig selv' og en reel diskussion blev pludselig mulig.

I har nok fundet ud af, at jeg har forsøgt at drosle lidt ned. Hvilket har været angstprovokerende, for der er en kamp på læserantal her i blogland og jeg er helt klar over, at jeg har mistet læsere ved ikke at levere daglige opdateringer.

Jeg er her endnu. Og jeg skriver indtil videre ikke andre blogs end denne, sådan for alvor. En ny personlig blog er i støbeskeen, men... jeg passer lige på mig selv.

tirsdag den 3. august 2010

Sol, vand og ovenpå (lige om lidt igen)

Sol i spandevis. Sporten hver morgen var at gætte, hvordan vejret var, ude på den anden side af skodderne.
Sol og blå himmel eller sol og blå himmel?
Rejsebureauet skal have ros for at være mere Smilla'ske (I ved; det der med at have 121 forskellige ord for sne): Der var luftig sol, smuk sol, blæsende sol og varm sol.

Jeg er helt solet op og helt nede i gear. Afslappet og i mit allerbedste, mest tilfredse feriehjørne. Eller... Det var jeg ihvertfald indtil tilbagerejsedagen og jeg satser hårdt på at være det igen i morgen, når jeg har sovet 5 kvarter i timen.

Ser du. Der er de mææærkeligste mennesker med sådan noget charternoget. Det lykkedes os at holde os væk fra dansker-lejrene, dansker-restauranterne og alle dem med 'traditionel' på menukortet, for det betød gerne at de tykke danskere mente at Stavros skulle udgive en CD med de evner han havde for at spille på den der græske ... lut.  Og vi holdt os laaaangt væk fra hotellets pool, for der havde de bygget rede i dagtimerne.

Da sedlen med 'flyet er desværre 2 timer forsinket' kom op, gik jeg derfor moderat i panik, for der var klokken mange og der var ikke rigtigt andre steder at være end i poolområdet, mens minutterne sneglede sig afsted.
Jeg er nu helt sikker på, at castingen til 'De unge mødre' foregår lige præcis der. Jeg kunne mærke de sidste rester af selvopholdelsesdrift sive lige så stille ud af mig med hvert klorholdigt åndedræt.

Jeg blev trukket væk fra området og udstyret med et seriøst adgangsforbud, inden jeg besluttede mig for at kvæle Laila fra Randers med billedet af hendes egen søn og resten af hendes 4. lyserøde drink og derefter stille mig hen og stirre lige op i den kolde tændte bruser for at få det bare lidt bedre.

Det føltes allerede da som om alle ledningerne i mit hoved var strippet for isolering og rodet rundt af en gang speed-kluddermor. Og så så jeg sedlen med 'flyet er yderligere forsinket'.
2 bonustimer mere inden jeg sad i flyet bag Dorte (130kg/190 cm) der besluttede at bevise at store mennesker også kan være friske. Freeezzzzke.  Alle hendes bevægelser var overdrevne og jeg sværger, at hendes flysæde lukkede øjnene og skreg, da hun formeligt hoppede ind på plads.
Det gjorde jeg ihvertfald, for mine knæ var lige bag hendes trampolinsæde.

Jeg skal nok blive frisk og happy (og stadigt brun som en perfekt stegt juleand) i morgen.  Nogen har stadig en masse ferie, der skal holde. Samme nogen skal ikke nødvendigvis på charterferie mere i år.