onsdag den 29. august 2007

Tjeneren in transit

Idag så jeg en præst i bakspejlet. Iklædt kjole og krave og rayban-solbriller. Hun havde gråt hår og grinede til sin sidekvinde i bilen bag mig, alt imens hun drak en stor rød juice nede fra juice-stop. Hvad nu hvis hun spilder på kraven?

mandag den 27. august 2007

Sengeløse

Sengen er død. Den er sendt til de evige madrasmarker.
Den havde lidt længe, så nu får vi fred.

Vi tog en rask beslutning og tog den gamle boxmadras ved vingebenene før miderne og minderne kunne nå at forlade polsteret og kørte hele menageriet i stort brændbart. Så vi har sovet på luftmadras i nat.

Nu er det så at realiteterne melder sig efter fornøjelsen af at tage en rask beslutning... Sådan en luftmadras er charmerende i et telt, men ikke på et soveværelsesgulv og en ny seng er så hive-dyr at vi har stået i nu to sengebutikker og snappet efter vejret. Det var egentlig meningen at vi skulle trække vejret mere frit efter at miderne er sparket ud.
Sidste tilbud vi har fået idag lyder på 16.000.

Så er madrasserne også helt i orden og der er trukket rabat og ekstra lagen medfølger som udtryk for forhandlerens gode vilje. Jowtak. 16K for cremefarvet og vaskbart polster og en bunke fjedre og latex som vi fik lov til at røre ved efter vi var blevet beordret til at prøve sengene både på ryggen og på siden. Vi vendte i takt på sælgerens tælling som veldresserede grillkyllinger.

De skal love at levere den i strechlimo og under fanfare og smældende faner, før det holder op med at ringe for mine ører. Med chauffører i livré der tager alt pap med, efter de har redt op, så lagenerne ligger lydigt og uden en eneste fold og lagt et stykke chokolade på hovedpuden. Nej vent... en kasse. Og så flere brune papirsposer til at trække vejret i.

søndag den 26. august 2007

Hjemkomst

... Jeg stavrede ind ad hoveddøren her på matriklen i aftes klokken 20-ish. Med en festinvitation i tankerne, to dages bilkørsel bag mig... og flimrende øjne. Og det var ikke engang mig, der havde kørt.

Jeg har stadig nogle dages ferie tilbage og kan allerede nu fornemme, at de kommer til at forsvinde alt for hurtigt. Feriedage går altid hurtigere end almindelige slavedage.

De sidste par uger har bestået af:

  • Overnatninger i 5 forskellige senge
  • Total mangel på havregryn, dyner og danskere indtil Sydtyskland på vej hjem
  • Østrisk enke med et meget nært forhold til overdoser af duftspray.
  • Excentrisk italiensk vært med Mozarthår og gentlemanmanerer. Desværre også med to hunde i bur
  • Wienerschnitzel to dage i træk. Det bliver årets sidste.
  • Fantastiske italienske råvarer - jeg har lavet vinder-svampesovsen, Mor!
  • To gode bøger: Harry Potter (and the deathly Hallows) og Guillous Madame Terror.
  • Nattesøvn
  • Godt selskab
  • Passagersædet hele vejen. Arbejdsfordeling.
  • Sprog. Jeg blev mindet om, hvor meget jeg elsker at være udenlands og udenlandsk. Italiensk er smukt og logisk.
  • Sjove navne og skilte og sangrepertoire til hele hjemturen
  • afslapning, ro... intet arbejde og ingen nyheder. Sætter meget i relief af være tvunget til at koncentrere sig om det der virkelig er vigtigt (mig, mig, mig, mig... og Mikkel)
  • Gode oplevelser som resultat af totalt chancerytteri og fravær af planlægning
  • Det grimmeste sted i Italien (Livornos industrikvarter i tordenmørke. Ludere i mobilhomes på hovedvejen)
  • Den smukkeste rute i Europa (Turen gennem Sankt Bernhard-passet i Schweiz. Storslået postkort-landskab hvor man hvert øjeblik venter at se Heidi komme løbende ned over engen)

og meget meget mere... Hvordan har virkeligheden været mens jeg har været væk?

mandag den 13. august 2007

Lene over knæet

Jeg har levet store dele af sidste uge i passivitet. Som en zombie har jeg stirret lige ud i luften under nattevagterne på Skanderborg og jeg har gjort det så effektivt at jeg blev helt forbløffet over Lindas drage-hvæs, når hun kedede sig så meget at der skulle lydeffekter på. For jeg har ikke kedet mig. Jeg har bare været sat på standby... Ikke en tanke. Bare standby.

Det har gjort en del meget lettere, selvom der så også er blevet valgt lidt for hårde midler, når jeg er blevet tvunget ud af stand-by. Hun så meget forskrækket ud, hende den tykke pige med tommestokken, som var på vej til at måle min kavalergang på nattevagten i onsdags. Det gør hun aldrig mere. Det kommer også til at tage lidt tid inden hendes øjenbryn vokser ud igen.

Nu tænker jeg tilbage på, hvor meget jeg har sagt på både nattevagt og festival, for jeg kan virkelig ikke huske at jeg har bidraget med ret meget. Min evne til at slå fra og bare tilpasse mig, hvad der sker, skræmmer mig. Jeg gider ikke være sådan en person, som bare sidder og er kamæleon-farvet eller endnu værre:Iklædt social-burka. Altså den slags mennesker, som kan sidde med i et selskab og bare være der uden at bidrage synderligt. Sådan en, som man først lægger mærke til er væk, når der er en tallerken i overskud og som ingen rigtigt kan huske ud over et svagt minde om farven leverpostej.
Folk, der fylder i et selskab uden egentlig at have noget at bidrage med, irriterer mig til en sådan udstrækning at jeg kan finde på at give dem hårde verbale albuer i siden, og stadig er burka-folk mere irriterende fordi de gør mig usikker. Tågehorn ved jeg hvor jeg har og de bidrager med noget, som jeg kan tage stilling til, mens jeg skal læsse så meget tydnings-arbejde i at finde ud af hvad burkaen er ladet med.
Det er drænende ...

Jeg vil ikke være en af dem, der er intetsigende, ligegyldig og undværlig. Eller en af dem, der griner kritikløst og behagesygt af alt, som andre siger. Det er også burka, men på den tiggende måde. Model påhængsburka.

Jeg har som regel en holdning. Ganske få ting er jeg så ligeglad med at jeg ikke gider tænke bare et eller andet om det og jeg tror nok at jeg stadig har mandsmod nok til at stå ved mine betragtninger og sige noget uden at blive spurgt. Af og til tør jeg også sige noget uden at række fingeren op først. Men jeg skal have mig selv over knæet en gang snarest og minde mig selv om, at der nok er andre end mig, der hellere vil have noget at tage stilling til og blive irriterede på end at gå rundt og konstant have lyst til at nive mig hårdt i armen eller puffe til mig for at få en reaktion.

Så kære læser. Jeg vil gerne sige undskyld for min blog-burka... Hvad ligner det at gengive andres gode historier uden at fortælle om mine egne betragtninger? Burkafri blog nu!
Jeg er her endnu...

Gode historier hørt på Skanderborg-egnen...

Ingen festival uden gode historier. Jeg bringer et par af dem, jeg kan huske jeg har hørt i ugens løb, og beder tilgive, hvis jeg bliver nødt til at lave et PS senere. Min hukommelse er først nu ved at ryste sig helt fri af teltdugen.

Nætterne op til torsdag er der et par for-fester på pladsen. Den største af dem er elektrikerfesten aka trikkerfesten, hvor der bliver festet igennem med tyroler-dolly-hubby-dj (som skulle tie stille og spille en plade). Og så er der de mindre omfangsrige, som man skal kende til for at finde. Det gør vores nattevagtsformand.
Formanden præsterede at holde festival fra mandag til mandag: Ttirsdag nat lyder det så over walkien: "Formanden er lige kørt ind i Bøgescenerne, er det normalt?" (Svaret var bekræftende). Torsdag morgen får subformanden skideballe, fordi det lykkedes formanden at rode rundt i cocktailbaren i et par timer onsdag nat inden han bliver fundet af vores nattevagter på rondering. Formanden gav vist mest skideballen, fordi han mistede sine briller og sine træsko i akten og først anede uråd, da han mærkede det fugtige græs under tæerne.

Anden historie blev fortalt af en vagtkollega, som berettede om ungersvenden, der var blevet så tilstrækkeligt overrislet at han trængte til en dyb søvn. Mens han sover sødt beslutter to af kammeraterne at være morsomme (traditionen tro) og sætter en strip omkring den søvniges penis. Og morskaben består indtil vennerne ser, at det strippede lem er ved at blive blåt og de sætter afsted til nattevagten med fuld panik-udrykning for at høre om ikke vagten har en saks, de lige kan låne. Det havde nattevagten ikke. Kammeraten må vækkes, påklædes og bringes på skadestuen, hvor der er sakse nok. I farten får vennerne lynet hans forhud fast i lynlåsen.
Rygtet lød at de to venner skubbede deres nu dobbelt fastsatte kammerat ind ad døren til skovskadestuen for derefter selv at tage flugten.

Og så var der gutten, der besvarede sin venindes anklagende spørgsmål om, hvor han havde været henne i den foregående aften med ordene: "Jeg var da oppe og høre Amy Winehouse. Skatter."

tilbage fra antidagligdagen

Siden sidst er der sket en del:

  • Fredag fra helvede, hvor cheferne, der lige var kommet tilbage fra ferie og nu var opsat på at gøre indtryk på gummihammermåden, hver for sig havde en ønskeseddel, som de mente at jeg kunne opfylde (på en dag... nåmen, når julemanden kan nå alt det, så kan jeg vel også. Superwoman part 2)
  • Teltslagning i Skanderborg - i solskin.
  • tre nattevagter. Jeps... 3. Og meget forskellige. Alle tre med fællestemaet: Meget på job mens andre er meget fulde.
  • tre dage med søvn i solskin. Virkelig svært. Men jeg sov.
  • Jeg har bagt pølsehorn nok til hele den store skovbørnehave. Flere gange.
  • Swiften har bestået prøven som festivalbil. Den har klaret både skov og parkering i vanlig fin stil
  • Festival i helt fantastisk godt vejr og sammen med gode mennesker.
  • Masser af god musik - men kun dansk musik, når man ser bort fra det halvandet nummer jeg strakte den til med ham hash-hunden fra Amerika. Nephew lavede en afslutning der kun efterlader mig med den største respekt. Jeg troede de var wannabes og jeg æder med glæde min første mening. Sejeste sceneshow, hamrende gode musikere, beviseligt talent for at (om)arrangere musik og Simon Kvams stemme var fabelagtig søndag aften. Virkeligt, virkeligt imponerende.
  • Jeg fik en smølfefod med hjem fra skoven. Vrikkede om og kan nu kigge ned på fem venstre-tæer, der stritter lige ud fra en hævet og blå fod.
  • Jeg lugter af sprut. Har fået vom. Og blå mærker. Ligner pludselig mig selv fra gymnasiebillederne.
  • Har underlig smerte i maven.. ved ikke om det er mad fra Capri, alkohol eller bare grinekramper der har æren.
  • Jeg har set nye sider af mine nærmeste. Mig selv inklusive. Og det har været en fornøjelig test.
  • Nu kigger jeg skiftevis på min fod, vasketøj og cykel. Jeg gider ikke være den der står og venter på atleterne komme tilfredse ned ad bakkerne i Italien mens jeg bliver tykkere og tykkere. Ikke med mindre der er gedigen shopping i nærheden.

torsdag den 2. august 2007

Kan du ikke liiiiige...? (Hjælp søges)

Jeg har forberedt mig godt til ferien og planlagt bedre end nogen, migselv inklusive, havde forventet. Jeg har endda lavet pædagogiske step-by-step-brugsanvisninger til mine stakkels substitutter. Jeg er SÅ klar til at holde ferie.
Og når man har planlagt godt, så er det som om Magistraten for Arbejdsfordeling synes, at der er plads til en ekstra portion af det helt specielle feriefænomen: "Kan du ikke liiiiiiige...?"

Fænomenet bliver brugt af kolleger, man ikke anede man havde, substitutterne og selv dem, man kun er på nik med ved kaffemaskinen, virker det som om.
"Kan du ikke liiiiiige lave et udkast til det her inden du går på ferie?". "Går du på ferie? Jamen, hvad så med xxx i august? Kan du ikke liiiiiiiiige sørge for at gøre det inden fredag?" (hvorefter opgave, der kræver 14 dages arbejde rækkes insisterende frem. Idag er det torsdag).
Det er, som om man bliver ekstra eksponeret, når man går rundt med ferieforventning i øjnene og så lider de efterladte under det andet syndrom, der til gengæld blomstrer hele året: "Hvis jeg ikke får det tørret af på hende, så skal jeg gøre det selv"

Mit spørgsmål er nu: Når man trods den gode vilje bliver nødt til at sige fra overfor nogle opgaver, hvordan gør man så? Jeg er så dårlig til at sige fra, at jeg efterlades uden ord i selve situationen, for at komme i tanke om Det Gode Svar senere. Her er nogle af de svar, der er dukket op på efterbevilling:
  1. Desværre... Min computer er brudt sammen i krampegråd.
  2. Lægen har sagt at jeg ikke må, hvis mit smitsomme udslet skal gå væk. Vil du mærke?
  3. Jeg er socialist. Der skal være nok til alle, så jeg føler at jeg gør vold mod holdånden ved at tage den opgave (Der i øvrigt er stor nok til at dele mellem både blå, grøn og pink stue)
  4. Contador har ringet. Der er ballade. Gotta go
  5. Send mig lige en mail med det på mandag.

Jeg mangler den formulering, der siger: Nej tak, for helvede, jeg skal sådan holde ferie.
Altså på den pæne måde.