Kan du ikke liiiiige...? (Hjælp søges)

Jeg har forberedt mig godt til ferien og planlagt bedre end nogen, migselv inklusive, havde forventet. Jeg har endda lavet pædagogiske step-by-step-brugsanvisninger til mine stakkels substitutter. Jeg er SÅ klar til at holde ferie.
Og når man har planlagt godt, så er det som om Magistraten for Arbejdsfordeling synes, at der er plads til en ekstra portion af det helt specielle feriefænomen: "Kan du ikke liiiiiiige...?"

Fænomenet bliver brugt af kolleger, man ikke anede man havde, substitutterne og selv dem, man kun er på nik med ved kaffemaskinen, virker det som om.
"Kan du ikke liiiiiige lave et udkast til det her inden du går på ferie?". "Går du på ferie? Jamen, hvad så med xxx i august? Kan du ikke liiiiiiiiige sørge for at gøre det inden fredag?" (hvorefter opgave, der kræver 14 dages arbejde rækkes insisterende frem. Idag er det torsdag).
Det er, som om man bliver ekstra eksponeret, når man går rundt med ferieforventning i øjnene og så lider de efterladte under det andet syndrom, der til gengæld blomstrer hele året: "Hvis jeg ikke får det tørret af på hende, så skal jeg gøre det selv"

Mit spørgsmål er nu: Når man trods den gode vilje bliver nødt til at sige fra overfor nogle opgaver, hvordan gør man så? Jeg er så dårlig til at sige fra, at jeg efterlades uden ord i selve situationen, for at komme i tanke om Det Gode Svar senere. Her er nogle af de svar, der er dukket op på efterbevilling:

1. Desværre... Min computer er brudt sammen i krampegråd.
2. Lægen har sagt at jeg ikke må, hvis mit smitsomme udslet skal gå væk. Vil du mærke?
3. Jeg er socialist. Der skal være nok til alle, så jeg føler at jeg gør vold mod holdånden ved at tage den opgave (Der i øvrigt er stor nok til at dele mellem både blå, grøn og pink stue)
4. Contador har ringet. Der er ballade. Gotta go
5. Send mig lige en mail med det på mandag.

Jeg mangler den formulering, der siger: Nej tak, for helvede, jeg skal sådan holde ferie.
Altså på den pæne måde.