mandag den 27. april 2009

Blå mandag set fra gyngestolen

Jeg blev konfirmeret den 27. april. Husker det helt tydeligt, for der var blå mandag på min fødselsdag og jeg havde fået lov til at holde fest.
Det var på det tidspunkt, hvor det at træde ind i de voksnes rækker betød, at mine venner havde taget øl med i poser, som de gemte rundt omkring i haven.

Moden var cirka den samme, da jeg blev konfirmeret, som den er idag. Denim og sejlersko, men der holder lighederne så også op og jeg begynder at føle mig meget gammel, når jeg ser på det konfirmandbillede, jeg har modtaget som tak for gaven idag.

Billedet er stillet op som et bryllupsfotografi. Kjolen er flot og voksen, udtrykket i konfirmandinens ansigt er også voksent og modelagtigt, hun holder en blomsterbuket og ... hun har fået lavet negle.
Jeg ved, at der er nogle af hendes med-konfirmander, som er blevet transporteret i limousine og det hører bare med til mandagens gadebillede, at konfirmanderne er stylede og gejlede og megairriterende, mens deres forældre eller andre bodyguards patruljerer omkring dem med bekymrede miner, for poderne er jo med et slag blevet hovedrige.

Min egen blå mandag bliver næsten sepiafarvet i sammenligning.

Vi tog til Holstebro, for det var en stor by for os. Jeg tror nok, at vi tog toget, men måske blander jeg billedet sammen med Anna Karenina-filmen, hvor damplokomotivet sender røg ud over perronen.
Jeg købte en plakat med Duran Duran og tre badges og var glad for at jeg havde aftalt at følges med Pernille S og Pernille B, der havde fået henholdsvist flest penge og en ghettoblaster.
Jeg havde fået et kamera, I ved, sådan et man skulle spole frem til næste billede på, og tre par sloggitrusser af vores au pair-pige. Jeg havde selv skrevet en sang og billederne af mig i konfirmationstøjet blev taget ude på vores store græsplæne og blev rigtigt gode.

Nu hvor jeg ser på dem, synes jeg bare, at aldersforskellen mellem mig i smart tøj og store hvide modebriller og hende, der blev konfirmeret med voksne negle på igår, er meget stor. Hun ligner en, der er 20 og jeg ligner en, der både synes at de hvide ankelstrømper med flæserne er fine og at det er vildt farligt at drikke øl ude i hækken.

Jeg ligner ihvertfald ikke en, der kunne finde på at sprøjte dåse-serpentiner i hovedet på pæne mennesker på nogensomhelst gågade. Jeg ved ikke, om jeg er blevet forstokket, men ungdommen af idag er bare utroligt meget mere pisseirriterende end vi var dengang. Dengang var der ikke noget med at gå og drikke breezers på åben gade med weltschmerz/Britney-chic/Paris Hilton-look.
Eller også er det bare stadig ikke nået til Vestjylland?

onsdag den 22. april 2009

Det man siger, er man selv - pludselig.

Der er nogle features, der automatisk får mine øjne til at vende sig mod himlen og anråbe selvindsigtens og god stils Moder:
  • Mænd, der køber ind/går på toilettet/passer børn med bluetooth-headsettet fastmonteret i øret. Øjnene tager en æresrunde, hvis der til bluetooth-headsettet er et matchende etui til mobilen i bæltet. Face it. Telefonen ringer jo ikke, bare fordi du gør alt hvad du kan for at gøre det både grimt og bekvemt.
  • Crox på mænd. Og damer. De er åbenbart superbehagelige at have på, især hvis man er gravid eller bare overvægtig, men de hører altså til i haven. Ikke i det offentlige rum.
  • Forældre, der ikke lærer deres børn, at man ikke leger på en vej, hvor der kører biler med høj fart. Måske er der et underbevidst ønske fra forældrenes side i at børnene ikke skal informeres om, hvad den brede sti, der løber langs vejen og er markeret med både gå- og cykeltegn skal bruges til. Hvad er der forresten blevet af Børnenes Trafikklub? Og hvor er min trafikklub-ske nu?
  • Strømper i sandaler.
  • Mænd, der retter på sagerne, når de kommer gående på gaden. Lige en gravende bevægelse, så gonaderne bliver befriet fra låret. Det kan åbenbart kun gøres ved at simultan-løfte det ene knæ skråt ud til siden.
  • Spytteri på gaden. Harken når man står i kø, så jeg instinktivt dukker mig lidt for ikke at få den slimklat i nakken, som harkeren nu har til at ligge i munden.
  • Folk, der går med solbriller indendørs.
Paradoksalt nok er jeg en af sidstnævnte resten af ugen. Jeg har planer om at gå rundt med store solbriller hele dagen. Og også når jeg skal købe ind.
Så kan man heller ikke se, at jeg ruller med øjnene af mig selv og sukker opgivende.

mandag den 20. april 2009

I'm still standing, yeah yeah yeah

Jeg har siddet og stirret på skærmen for at decifrere det flimmer der fyldte det hele, mens jeg har forsøgt at tage hul på alt det arbejde, der har hobet sig op i tårne som ville gøre Dubai ære. 
Jeg har spist så meget chokolade, at jeg skulle skamme mig, men til mit forsvar skal det siges at jeg seriøst overvejede hvad der var værst: Alvorligt dårlig mave eller svimmelheden. 
Mine arbejdsdage har ikke været af de korteste her på det sidste, udelukkende fordi jeg har arbejdet i samme tempo som en snegl uden stedssans, fordi jeg bliver nødt til at tage pauser for at lukke øjnene. 

Idag betroede jeg mig så til firmaets dejlige HR-chef og hun forvandlede sig uden at tøve til Linda for øjnene af mig og sagde det der med at passe på sig selv-noget. Jeg holdt øje med, om hun var på vej til at lave Linda/mor-grebet om min albue, men hun strøg mig bare kærligt på armen. 
Det var først, da hun blev ved med at insistere på, at jeg skulle melde mig syg hele resten af ugen, at jeg kunne mærke den: Lettelsen. 

Beklager, at jeg ikke har skrevet så ofte, her på det sidste, men min hjernerystelse har gjort det svært at se skærmen.  Nu skal jeg bare liiiiiige have styr på et par ultravigtige kunde-ting og så må jeg hellere hoppe i solbriller, kasket og podcast. 
Jeg er her endnu.

torsdag den 16. april 2009

Mødepynt?

Jeg har heldigvis - med hjælp fra racerkollegaen og nordjyden - fået skruet det mentale høje håndtag godt fast (som erstatning for mute-knappen. Et højt håndtag ligesom på lågen ind til børnehaven, så de uvorne tanker ikke selv kan slippe ud uden voksen bistand), så da Partner-repræsentanten fra et større internationalt edb-firma overkækt og onkelsvedigt sagde 'NåNåå... nu skal jeg jo ikke sige noget om, at det så er firmaets kønne repræsentant der kommer der', så svarede jeg bare, at jeg påskønnede at han nøjedes med at tænke det.

Skjorten sad for stramt om maven og om overarmene og det så ud til at være skidetræls at svede så meget, for han sad og hev ud i skjorten hele tiden. Skjolderne bredte sig bredte sig sydvest og sydøst for hans anløbne sølvlænke om halsen.
Men man går jo med skjorte, når man er senior sales consultant, selvom man hellere vil have sin netundertrøje på.

Da selvsamme konsulent flirtede åbenlyst med mig på mødet (overfor vores fælles kunde) og efter mødet mere end antydede, at jeg da vist nok var en omvej værd, hvis jeg gav kaffe, da ville jeg ønske at jeg ikke var firmaets loyale repræsentant (med højt håndtag), for han trængte til at få serveret en ordentlig portion hold kæft med en sidedish af opfør dig ordentligt.

Jeg bliver altid glad, når nogen synes jeg ser godt ud, men hvordan filtrerer man onkel-IBM-konsulent-panikalderlummerhed fra det glade budskab? Ajmenfor... kuldegysningsticks.

PS: Jeg kan overhovedet heller ikke udstå Søren Østergaard, naivistisk-plastisk gøglerartist, der synes det er hyleskægt at tale fynsk. Som om det var sjovt.

mandag den 13. april 2009

For whom the bell tolls

St. Anton tog gidsler.
Jeg er sådan nogenlunde fysisk hjemme, men jeg måtte efterlade en del hjerneceller, ret meget stolthed og de sørgelige rester af min evne til at huske stednavne ved siden af min stedssans.
Jeg er ikke sikker på, at jeg skal vove mig ud og køre bil lige foreløbig.

Jeg lavede et imponerende styrt. På en bred, velpræpareret boulevard af en piste (og dermed ret høj fart) blev jeg pludselig kastet rundt og landede med al min vægt gange hastighed på mit baghovede. Jeg kan ikke huske, om jeg svarede ham skiløberen på engelsk eller tysk, da han bekymret spurgte om jeg var ok. Jo, jo... svarede jeg og lod som om, jeg ofte legede kluddermor med mig selv, mens jeg første gang den dag priste mig lykkelig for at køre med hjelm. Det gjorde nas mæ helved te at få lårene viklet ud af rygsøjlen, men jeg har en anelse om at jeg slap billigt.

Jeg fandt liften. Brokkede mig over ondt i hovedet og sagde at jeg var lidt rystet, selvom jeg ikke kunne se forskel på sne og himmel og undrede mig over, hvorfor der altid var en skygge i den venstre del af mit synsfelt, men fortsatte. Jeg haaaader at være hende, der pylrer og hende, der skal tages hensyn til.
Da jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne forbinde nogensomhelst mening med de ord, der stod på skiltene og kun så bogstaver og hørte lyde, blev jeg grundangst.

Fysisk smerte kan jeg klare. Jeg kan også klare mig uden stedssans, men hvis jeg ikke kan få mening ud af ord, så er jeg.... fucked. Pardon my french.

Jeg tilstår. Da måtte jeg altså græde magtesløst og tage imod hjælp. Noget var galt og det var i mit hoved.

Et drop, 3 østrigske doktorer, røntgen og en MRI-scanning senere blev jeg frikendt: Ingen hjerneblødning, kun en hjernerystelse, der må have givet udslag på Richterskalaen i Lech-området.

Noget er anderledes.
Min krop er omvendt. Istedet for at være rigtigt kvinde på den sædvanlige måde, har jeg i 4 dage haft næseblod. Jeg taler med mig selv på 5 sprog og kan pludselig ikke tåle mælk.
Jeg venter stadig på at larmen fra mit wake-up call tager af...

fredag den 3. april 2009

Jeg skulle hilse fra Anton aus Tirol

Bloggen arbejder på nedsat kraft, mens jeg jodler rundt i bakkerne omkring St. Anton. Det kan være, at der dukker et billede eller et trådløst netværk op under vejs.

I mellemtiden en lille påskehilsen til alle, der læser med...



torsdag den 2. april 2009

Såd'n var det ikke i halvfemserne...

I aftes sad jeg i en sofa og kommenterede fodboldben, mens jeg filosoferede over, om vi er ved at være gamle. Tidligere blev hver eneste fodboldkamp fejret med øl og hujen - og spillerne var ældre end mig.

I aftes var øllene væk, erstattet med dåsecola og popcorn. (måske er vi ikke ved at være gamle, men ved at gå i barndom igen?) og da værten spurgte om der var noget, vi ellers kunne tænke os og fik det kække modspørgsmål, om han ikke lige kunne flække en drømmekage fra Brovst sammen?, var jeg sikker.
Vi er blevet ældre.

Men ikke helt så gammel som værten, som lige havde et eksemplar af hjemmebagt drømmekage i fryseren. Bare lige for at have noget at byde på, hvis nu der skulle komme nogen på visit.

Eller hvis Tysken skulle komme.