lørdag den 30. januar 2010

Dans som var du alene hjemme

Idag var jeg til event i mit fitnesscenter. Noget med dans, som lød smart.
Inden jeg kunne tage afsted måtte jeg derfor tømme mine to hylder og ene skuffe med sportstøj for at finde det helt rigtige outfit og for at grave de hundedyre læder-danskesko frem fra skobunken og støve dem af.

Ja...
The groove method foregår så på bare tæer og det gælder i bund og grund om at være så meget i sig selv, at man er helt ligeglad med, hvad andre tænker.  Frelst, tænker du nok? Oh yeah... DET blev det, og det var skideskægt.
Når man lige hiver det der hylster af psykolog- og coaching-flosker af fænomenet giver det meget bedre mening: Man skal bare danse ligesom man gør når man er alene hjemme og musikken er fed. Og det er kæmpemæssigt god funktionel træning.

Man må det hele: Danse negerdans og ryste røv. Plukke æbler og danse så tæskeugly som aldrig før. Og vi var så fantastiske alle sammen, så fulde af kærlighed. Det sagde hun selv, lærerinden, der var ved at anlægge rastahår. Hvorefter vi rystede nogle flere bryster og dansede som Cameron Diaz i trusser i Charlies Angels.
Vi lavede statisk træning og styrketræning ved at lege stopdans, mens vi kravlede sexet hen over gulvet. Vi trænede mave ved at gå ballegang hen over gulvet. Både forlæns og baglæns, for lige at få bukserne til at kravle ud igen.

Til sidst skulle vi se om vi kunne bevæge os hen over gulvet ved at gå med brysterne. Hæ.
IGEN!

onsdag den 27. januar 2010

Vis mig dit køleskab - oh, mystiske Lene

Ovre hos Dines Infotainer har jeg fået serveret en udfordring. Nede i et indlæg, der hedder Om dårlige høns, samlejer og Anders W. Berthelsen, står der som begrundelse for, at jeg skal fiske kameraet frem: Lene, fordi hun er mig en mystisk, spændende blogger, og jeg vil se et helt anonymt glimt af hendes hverdag.


Mig, mystisk? Well... i sammenligning med dårlige høns, samlejer og Anders W. Berthelsen, så ja. Så er jeg mystisk.
Jeg mener... Samlejer?  Er det ikke sådan noget, man gør, mens man ligger helt stille med lukkede øjne og venter på at det går over, mens man håber, at der skal komme et barn ud af pinslerne, så man aldrig behøver at gøre det igen? 

Hæh... 

Jeg er, at dømme efter mit køleskab, helt sort af mystik. Dunkelhemmelig. Hun er klog, hende Dines. Hvis jeg ville, kunne jeg lade det blive ved det. Nu har jeg nemlig leveret et billede af mit køleskab. 
Jeg mener. Det hele er jo tosset mystisk: Årer af træ, der snor sig op gennem den sorte hemmelighed og så det lette lag af (usigtet spelt)mel, der på mystisk vis lægger sig på næsten alle vandrette flader i mit køkken for tiden, og dermed også håndtaget på køleskabet. Jeg har nemlig fået Camilla Plums Et ordentligt brød i julegave og jeg er så tæt på at være adopteret af hende, som jeg nogensinde kommer. 


Det, I ikke kan se på billedet er, at det dufter af nybagt brød næsten hele tiden.





Men OK... Selvom jeg er lidt sort i både humor og ofte også i tøj og har ret meget sort i mit hjem. (Tsotzal ømlensfarve, alz'), så behøver jeg jo ikke afbryde legen på Emo-måden. Jeg går ud fra, at min opslagsvæg i virkeligheden er det, man gerne vil se et billede af, nu hvor jeg ikke kan sætte magneter på min køleskabslåge.

Jeg har en tavle malet på væggen. Lige nu har jeg ikke skrevet noget med kridt på den, men det kan man godt. Og tegne tissemænd, hvis man vil (og husker at slette inden mor eller mindreårige kommer på besøg).

Der hænger et gavekort til Illums bolighus, som jeg fik i julegave og som jeg glæder mig til at bruge. Jeg skal bare lige have løn først, for det koster altid mere end hvad fornuftigt er, når jeg går ind i den butik. Tzotal...

Ved siden af den hænger der to billetter til Nephews Danmark Denmark-tour og den koncert glæder jeg mig også rigtigt meget til. Jeg ved godt, at Dines lige nu har lyst til at flå sit tag tilbage, for det er blevet in at fravælge Nephew. Mig? Jeg synes, de giver et herresejt liveshow og virkelig performer. Elsker især Police Bells and Church Sirens og Sov for satan mand fra Danmark Denmark.

Og så er der ordmagneterne. Som - og det må jeg give denne vis mig dit køleskabsleg - faktisk siger noget om, hvem jeg er. ORD!
De sad faktisk på et køleskab, hvor jeg boede før og jeg kunne bruge timer på at stå og sætte betydninger og toner sammen.  Nu står der kun en nøje udvalgt sætning på tavlen, fordi jeg kan forme de ord med kridt, som ikke var med i magnetpakken. Husk at købe ketchup, fx. 

Nåmen, nu har I i hverfald fået lidt mere end bare et kig på mit mystiske køleskab. Lidt af sløret er løftet for mit sorte indre. Tak, Dines...

Det er vist noget med, at jeg skal give stafetten videre og tagge en blogger. Jeg vil meget gerne se Anarkistens køleskab indefra, for det bliver ved med at producere spændende sager, men jeg må nøjes med ydersiden, hvis hun vil være med.
Og så er der  Endelig Onsdags-Randi. Hende må jeg bare se noget mere til, selvom hun både er turguide på sin Århus-blog og på sort baggrund på sin onsdags-blog. Mere, tak :)

Om kommentar-stalkere og den slags

Er jeg den eneste, der bare er ved at kaste op over at læse, hvor langt mine facebookvenner har løbet idag? Med minutangivelser af intervaller og lydangivelser og hele pivtøjet.
En enkelt gang er fint, så skal jeg også nok klappe vedkommende på hovedet. Men gentagne træningsprogrammer på facebook?
Effing irriterende.
Næsten lige så udråbstegns-fremkaldende som endnu en kommentar fra hende der, der altid lige skal kommentere.

Og her stikker jeg poten i en hvepserede, I know. Lad mig med det samme sige, at jeg elsker at få kommentarer, både her på min blog og på facebook. Mest på bloggen, fordi den betyder mere for mig. Der er ikke en eneste af dem, der kommenterer hos mig, der er for meget og jeg indrømmer, at jeg nogle gange er ved at få krampe i F5-tasten for at se, om der ikke skulle være kommet et livstegn i et af mine kommentarfelter. For mig er det små kærlighedserklæringer og jeg er sådan en sucker for den slags.

Men på andre blogs er der gengangere i kommentarfelterne, som også er gengangere på hvert evigt eneste facebookindlæg uden at tilføre andet end jeg er her endnu: Velkommen til den nye tids stalker. Velkommen til social media hang-aroundz.

Især en kommentator (igen... ikke her på min blog eller på min facebookprofil) er så ihærdig med kommentarerne at selv profilejeren bider sig i armen af afmagt. Blogejeren er på ingen måde tæt med Kommentar-Louise. De træner samme sted. I hver sin ende af bygningen, virker det til. Men på nettet har Stalker-Louise meget travlt med at skrive 'VI ER VENINDER'...

Personligt skriver jeg tit kommentarer både her og hisset. Jeg sletter dem ofte igen, før jeg publicerer dem, fordi jeg er bange for at være for meget og være for påtrængende. Mine værste frygt er at være til ulejlighed og måske derfor stritter alt på mig, når der er et menneske, der, fuldstændigt blottet for social fornemmelse, bare vader ind til fremmede mennesker uden at banke på.

Dobbelt rævesaks. Jeg ved det. Måske skulle jeg selv være lidt mere gatecrashing hvad kommentarer angår, for så længe man ikke bliver til Stalker-Louise, så kunne det faktisk være, at man glædede andre. Eller også gælder det bare om at få skrevet noget indhold i sine facebook-kommentarer - ligesom man gerne skulle skrive lidt indhold i sine facebook-opslag. Og i sine tweets, for den sags skyld


mandag den 25. januar 2010

Hil verdens bedste - og bitreste - bilist: MIG

Andre bilister er tåber! Alle andre bilister,  hører I?

Midaldrende kvindelige bilister, der kører så langsomt at hende den fede fra Rema kunne overhale med to poser på styret. Vejen er fin og tør. Der er grønt. Hvorfor holder du der, midt på min vej, mutter Fit? Det er eddermame ikke en Nobelpris værdigt at nær-parkere i ydersporet på Ringvejen, når du i virkeligheden gerne vil dreje til højre, ind mod Noa Noa-butikken. Fingeren af katastrofeblinket. Kom så i gear. Helst af banen.

Ung, mandlig tyrkisk bilist. Tror jeg nok. Jeg kommer pludselig i tvivl om det er min 3-årige nabo, der havde startet bilen og er rullet afsted, for det eneste jeg kunne se, var en hånd placeret højt på rattet og en mørk hårtop. Det eneste jeg kunne høre, var en gearkasse, der blev pint i et alt for lavt gear...
Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan de kan se ud af forruden, for slet ikke at nævne bakspejlet, når de sidder nede i bunden af bilen. Forklarer selvfølgelig, hvorfor de kører den gale vej omking helleanlægene i høj fart. Der.

Mænd omkring 40.
Slap.nu.af, altså. Fat nu bare en gang for alle, at jeg kører bedre bil end dig og du får ikke håret tilbage ved at gasse din familiebil op, så ventilerne hviner, så du kan vinde 4 meter og komme først derhen hvor vi allesammen skal flette. Det eneste du får ud af det er at holde bagved Mutter Fit og hendes angst for biler, mens jeg glider forbi med et smørret grin, en strakt midterste finger og vind i håret. Det nytter heller ikke, at du lave hjulspin og nikker i takt til 'Wind of change'. Du får ikke lår om ørerne af den grund. Heller ikke af den grund. Du kunne jo begynde med at skrabe den der ring af æggemads-fanger væk fra dit fjæs, selvom du selfølgelig ikke kommer til at køre bedre bil af det.

Unge kvinder, der stadig tror at verden går under, hvis de ikke svarer sms inden skærmlyset slukker, og at de vil være eneste overlevende, fordi de jo er udødelige og meget snart verdensberømt mediedarling.
Der skal skrives sms, øves trutmund og ledes efter mobil, der pludselig er faldet på gulvet i passagersiden, samtidig med at brysterne skal samles ind i push-uppen og Medinas ekstremt dybe og komplicerede tekst skal mimes. Det kunne jo også være, at ham den lækre med gulv-sædet skulle komme forbi, så tøsebarnet kan himle med øjnene og synes at det bare er for maaaaaaaajet.
Der er en grund til, at ham den unge med hånden og håret ikke kommer op forbi fars lånte bil: Han kører i flok nede bag ved sammen med os andre, der er for rædselsslagne til at forsøge at liste os forbi det rullende entertainmentcenter, som ligger og flakser lige omkring de hvide streger, som var det tirsdagscoken, der var linet op.

Generelt: Andre bilister. Skrid nu væk fra min vej. Hold i det mindste til højre. Det kan da ikke være nødvendigt, at jeg skal gøre alvor af at anskaffe mig det lyserøde blink at sætte på taget af Swiften? Vel? Don't make me!
Og stram så lige op til i morgen...

lørdag den 23. januar 2010

Mærkeligt, der er småkagedej i tastaturet på min Mac.

Jeg elsker min Mac, jeg glæder mig som en sindssyg til den iPhone, som er på vej til mig og jeg er fuldstændigt begejstret for al den kommunikation, man selv kan få til at opstå via sociale medier. Samtidig har jeg en forkærlighed for småkager, man skal dyppe i kaffen. Det må være min indre mormor.
Der er småkagedej i tastaturet på min Mac-

Jeg savner den tid, hvor 12-årige drenge ikke havde hår, der ser ud som det er gået i stykker og hvor purunge piger ikke viste baller i plastik uden overhovedet at have pli til ihvertfald at trække t-shirten ned over de der læder-lookalike-gamacher.  Jeg savner den tid, hvor vi sad på vores skibsbriks og læste De Fem og ungdomsromaner eller klatrede rundt i træerne og fik sunde røde kinder, grønne knæ og lov til at dele en cola til frokost.

Jeg fryder mig over det netværk jeg har i de sociale medier og det liv jeg lever, mens jeg sidder med varme strømper i sofaen og snakker med folk jeg kender og holder af.
På afstand.
Måske er det derfor, jeg så godt kan lide det. Jeg kan skrive og jeg kan være mærkelig hundedame, være social og være alene samtidigt.

Jeg er mærkelig. Virkelig. Jeg har endda fået det at vide og det er rigtigt nok. Tror jeg.
Måske er der nogen, der kan finde ud af at holde af 'mærkelig'?

Jeg går i dynejakke ala firserstyle. Jeg siger underlige ting, der ikke passer hos de unge (fædrelandskærlighed, værdisæt, at opføre sig ordentligt...) og jeg siger underlige ting, der ikke passer til min alder. Fordi det hele er mig.

torsdag den 21. januar 2010

Mediemord!

En mand blev udråbt som Marias morder. Det var jo helt sikkert ham, når han tidligere var dømt og ovenikøbet boede i samme blok, hvor Maria blev stranguleret med sine egne strømpebukser og misbrugt.
Medierne var så savlende skandalehungrende sikre på, at manden var skyldig, at de uden at tøve udleverede både navn og billede på store spisesedler på torvet.

Mand i gabestok. Han kunne jo bare gå væk fra gabestokken, hvis han var uskyldig. Ligesom heksene ville flyde ovenpå, hvis de virkelig var hekse, og synke til bunds, hvis de var uskyldige, den gang da en anden slags heksejagt var dagens orden.

Nu viser det sig så, at de andre statsmagter kan påvise, at manden faktisk er uskyldig. Dømt offentligt, men uskyldig.

Og så siger Ekstrabladet, den mest ærgerlige tabloidavis i verden, at de ikke fortryder at have dømt en uskyldig mand. Ekstrabladet, som i broderbånd med TV2 sælger produkter ved at pakke dem godt ind i dårlig journalistik og leflen for den laveste fællesnævners sensationshunger. For så sker der da NOGET i dumme menneskers liv.
Der er penge i lortet. Der er penge i personlige tragedier.

Det næste der sker er vel, at Ekstrabladet begynder at skrive om de menneskelige tragedier, de selv har skabt.

onsdag den 20. januar 2010

Skyd mig eller giv mig min navnehukommelse tilbage. Bare tag den løsning, der er hurtigst.

Så er der morgen-salgsmøde, hvor alle firmaets hotshots og ledelsen er til stede og det er ligesom bare DER, jeg skal gøre en god figur.

Og hvad gør jeg så? Efter en formidabel liste over alle mine salgsaktiviteter med et tilpast mål af humor til at virke sympatisk uden at undertegnedes kompetence bliver undermineret, sker det...

Jeg kan jo ikke huske navne om det så gjaldt mit liv. Quizprogrammer kommer aldrig på tale, for selvom jeg i mine afslappede øjeblikke kan svare på alt i hele verden - nogle gange også huske navnet på statsministeren og ham, der er forsanger i Bon Jovi - så er jeg spejlblank, når jeg bliver afkrævet det der navn. Det gælder også produktnavne.

Min øverste chef spørger så, hvad det er for et produkt, jeg har talt om at bringe i spil overfor min kunde X. Jeg VED hvad det hedder. Jeg har endda talt med ham om det tidligere. Men jeg er bare blank i det øjeblik han spørger.
Istedet for at sige at navnet lige undslipper mig i nuværende øjeblik, begynder jeg at famle efter navne og samler et helt forkert navn op af spanden med umulige muligheder. Det er så forkert, at det faktisk er navnet på et meget kendt og helt anderledes produkt, men jeg siger det altså alligevel og kan bare høre, hvordan mine erhvervede stjerner bliver flået af skuldrene på mig. En efter en.

Mens jeg forvandler mig fra kompetent manager til hende den dumme, blonde ovre fra Jylland, bliver jeg da bare ved med at lede efter navne og grave en endnu dybere grav til mig selv.
Og så griner de alle sammen af mig på den der 'hun er dum'-måde.

Vær venlig at skyde mig.
Helst mens de stadig ved, hvem jeg er og har min personlighed i klar erindring. Det har de helt sikkert lige nu.

mandag den 18. januar 2010

Hey, din nederdel sidder fast i dine strømpebukser

Jeg håber inderligt, at der er nogen, der vil fortælle mig det, hvis jeg gør noget, der er iøjnefaldende og udenfor orden.

Der er ikke noget værre end at se sig selv i spejlet og se den bille-store birkes, der har sat sig til at råbe og pifte mellem fortænderne, når man godt ved, at man har grinet stort det meste af de seneste to timer. Hvorfor er der ikke nogen, der lige diskret laver det universelle tegn for 'du har noget mellem tænderne'?

Jeg frekventerede engang en kantine, hvor der hver dag klokken 12.05 sad en mand og fremviste en røvrevne så dyb at Marianergraven måtte nikke anerkendende. For det første kan jeg ikke forstå, at han ikke kunne mærke den kolde luft når nogen gik forbi, sådan som hans behåring bevægede sig, og for det andet kan jeg ikke forstå, at hans kolleger ikke lige prikkede til ham og gjorde ham opmærksom på fremvisningen af moderne cykelstativ. Eller bare smed en femmer i.

Idag har en kollega gjort mig opmærksom på noget, som kan stå i vejen for min karriere. Det var ikke let for ham, for hvilken mand tør sige til en kvinde, at hun har fejl ved sin måde at være på uden at have en kold øl, en sofa hos en ven og en flugtvej ved hånden?
Ham her turde og jeg har den dybeste respekt for, at han gjorde mig den tjeneste.

Jeg har en veninde, som af og til taler til sine omgivelser som om hun var bandeleder i Bronx. Lidt for mange håndtegn i forhold til dåbsattesten og lidt for mange lånegloser. For slet ikke at nævne en tone og en attitude, der skræmmer og fornærmer nogle af dem, hun taler med.

Hvorfor er det, jeg ikke bare fortæller hende det?

SPYT!

Der er nogle ting, jeg er absolut hysterisk på tante-måden over. Og som kan suge min opmærksomhed til sig som mænds øjne bliver suget til blottede bryster.

Sprogmisbrug er en ting, men idag er det Folk, Der Gnasker, der får mig til at flegne helt ud. 

Der er regler om, at man ikke tygger med åben mund og at man synker sin mad før man taler, folkens.
Det betyder, at I ikke skal vende jeres fjæs med retning mod mig og tale mens jeg kan se croissant vælte rundt derinde og høre, hvordan der klæber sej, smaskende masse til hele mundhulen.
Gudskelov har jeg flyttet plads på kontoret, hvilket giver mig mindst tyve minutters ekstra tid til at have hænderne på tastaturet. Før jul brugte jeg 20 minutter med hænderne for ørerne, fordi jeg kunne høre mad-tumblere med åben låge og lykkelige smask fra køkkenregionerne. 

Jeg ved godt, at tyggegummi ikke er mad og jeg vil ofte foretrække, at du tygger tyggegummi fremfor at ånde bitterkaffe ud over mig, når du kigger mig over skulderen, men luk lige munden, hva'!

Desuden er tyggegummi ikke evigt holdbart, slet ikke Stimorol-typen, der bare klikker og larmer omkap med kæberne, når det sidste saft for længst er tygget ud af det.
SPYT så ud, blev der sagt.

Jeg er ikke for fin til at holde en mor-hånd hen under næsen på dig, når du piner det stakkels stykke smagsforladt gummi - og mine nerver.

Og nu må jeg tilbage til min tantekop. Der er kaffe, der skal slubres. 

søndag den 17. januar 2010

Creepy opkald

Scene fra et søndagsliv:

Mig med bog i hånd mens jeg venter på at kaffen bliver færdig. Mobiltelefon ringer.

Displayet viser 'privat nummer' og jeg tænker, at jeg lige så godt kan få overstået opkaldet fra avissælgeren og tager telefonen.

Mig: Det er Lene
Heeeej Lene, hvordan går det?
Mig: Øh... hvem taler jeg med?
Kan du ikke høre det? Du kan måske ikke tale nu? Skal jeg ringe igen senere?
Mig: Jeg ved ikke lige hvem du er??

Inde i mit hoved flyver tankerne nu omkring for at finde et ansigt, der kan passe til stemmen, eller en lejlighed, hvor jeg har givet mit nummer ud til et formål, som kan berettige et opkald søndag eftermiddag. Intet. Der er intet, der passer på stemmen, der lyder lidt som Ole Henriksens og så alligevel ikke.
Hm.

Kan du virkelig ikke regne det ud? spørger stemmen og jeg ved ikke hvorfor jeg tænker, at det da virkelig også er for dårligt, at jeg ikke kan regne det ud.
Nej, svarer jeg. Som sandt er. Vil du ikke fortælle, hvem jeg taler med?

Du kan måske ikke tale nu? spørger stemmen igen. Og det begynder at løbe mig koldt ned af ryggen, for jeg er midt i en kriminalthriller og dette her passer ALT for godt ind i en skrækhistorie, jeg kunne skrive mig selv ind i.

Jeg har ikke lyst til at tale med dig! panik-udbryder jeg og forbander mig selv for at tænke, at det da ER for dårligt, at jeg ikke ved hvem det er.
Jamen... siger stemmen og det skramler lidt. Kan du ikke regne det ud?

Og så lægger han på.
Det telefonopkald gav mig kuldegysninger.  Det er så mærkeligt. Men altså... Jeg har før oplevet at føle mig angrebet og selvom jeg ikke havde set lige den slags angreb komme lige fra den vinkel, så sidder jeg her og begynder at se lyset efter et par timer i mental fosterstilling pakket ind i dyne og hund.

Det var jo lige en god søndag. Som da spandexkollega lagde en lattermild arm om skulderen på mig. Vi kan GODT lide mænd, der gør sådan noget. Eller da nogen udtrykte, at det var os mod resten af verden, come hell or high water.

Men hvem er det, der ringer på den måde? Sådan en skide nathue.

lørdag den 16. januar 2010

Skriften på væggen

Hvordan sorterer man i det, der bliver offentliggjort på bloggen? Jeg har brugt noget af eftermiddagen på at diskutere det med mennesker, jeg holder inderligt af og har det ekstremt godt sammen med.

Min smukke og kloge svigerinde melder sig frivilligt som emne på denne blog og vil gerne være Svigerinden Med Det Tunge Underansigt, hvis jeg skulle have behov for sådan en figur. Hun ville være utroligt dårligt castet til den rolle, men det er dejligt at vide, at jeg kan skrive om hende, hvis jeg har en historie, jeg bare må dele med hele verden (som selvfølgelig læser med på min blog, not).

Jeg tager det som en tillidserklæring, at hun - som en af de eneste - frivilligt stiller op.

De fleste andre i min familie har gjort det meget tydeligt, at de ikke ønsker at jeg skriver om dem eller nævner dem på denne adresse. Hvilket jeg naturligvis respekterer. Jeg omskriver dem til ukendelighed, hvis jeg ikke kan lade være. Det er ikke sket endnu.

Forskellen er, at de føler sig som ofre og ikke som emner.

Jeg respekterer deres afbud. Også fordi jeg har forståelse for, at det ikke er alle, der vil opfange kærligheden og humoren via mine bogstaver, og at der dermed er grobund for misforståelser og sårethed, som er nære forbindelsers pendant til Round Up.

Den forstandige læser og dem, der har været med længe, har fundet ud af, at bestyrelseslokalet er min tankehal og at navnet er opstået, fordi jeg har en bestyrelse i hovedet, der ofte holder et minuts stilhed over noget, der har berørt dem, eller som griner højlydt og upassende af et eller andet groft, som nogen har sagt. Ofte skændes de og retter bebrejdelser mod hinanden og ... det hele bliver naturligvis dokumentet og taget til referat af bestyrelsens sekretærer.
Med bogstaver.

Jeg er død-taknemmelig og meget meget ydmyg over, at der er nogen, der har lyst til at læse med. Især fordi jeg skriver af lyst og fordi jeg ikke kan lade være.

Den sparsomme dokumentation, der kan læses på denne blog, er ikke det fulde billede af, hvad der sker i mit hoved og i mit liv. I så fald ville jeg leve et overskueligt liv.
Af hensyn til mine nærmeste omgivelser, som læser med her, sorterer jeg sikkerhedschefen i dokumentationen.
Det har jeg accepteret at gøre, selvom det har kostet mange generalforsamlinger i bestyrelsen at nå frem til den accept.

Jeg vil ikke lade mig censurere.
Jeg vil ikke lade være med at føle og iagttage og reflektere, fordi andre ikke bryder sig om at høre om det.
Men jeg vil gerne respektere det faktum, at ingen - heller ikke mig selv for den sags skyld - kan lide at føle sig beskrevet uden chance for at tage til genmæle på en ligeværdig måde.

Fair nok. By all means. Men jeg føler og iagttager og reflekterer stadig.
Det bliver dokumenteret andre steder og i andre medier. På andre blogs, på papir, hen over kaffen.

Nogle gange nøjes jeg med at tale med svigerinden om de dage, hvor man bare har behov for at dem, der er tættest på, går en meget lang tur på et par dage, så man kan få noget effing fred. En gang om måneden, cirka.
Men ud kommer det. Bare steder, hvor det ikke er alle, der har mulighed for at læse med og misforstå.

Svigerindens søster spurgte igen idag om det var en bog, der var næste skridt, når jeg nu lever via skriften. Og så er det jeg tænker: Hvordan skriver jeg en bog, der selvfølgelig bliver vedkommende og god (...) uden at mine omgivelser føler sig udstillet?

tirsdag den 12. januar 2010

Comfortably numb

Bussen stoppede, læssede af og kørte igen. Den var grå af vejsalt.
Tilbage i vejkanten stod en mand med halvt åben mund, en plastpose i den ene hånd og en halv cigaret i den anden, øjnene så på et eller andet oppe i luften som kun han kunne se. Imens luntede hans store hund omkring ham og snøftede i sneen.

Han burde gå ind i varmen. Holde op med at junke og drikke og se at få den hund i snor. Men han så nu så komfortabel ud, derude i grøftekanten i alt for tynde sko.

Jeg havde kørt i tæt trafik i over to timer, da jeg passerede ham.
På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg helt bevidstløst kørte i ydersporet på motorvejen bag ved alle de andre morgentrafikanter; jeg kiggede ind i inderbanen, hvor vi burde have fyldt op først.
Der var tomt. Fri bane.

Jeg ved godt, at det er forbudt og at jeg burde have ladet være. Men altså... fri bane?
Jeg havde asfalten helt for mig selv i over en kilometer, mens jeg inder-halede bil på bil.

Eneste straf var et blink med lygterne fra den hi-ace, jeg endte med at køre foran i ydersporet, da traileren sinkede trafikken i inderbanen. Og han var bare sur, ham der blinkede, ingen fare på færde. Bare ærgerligt for ham.
Jeg burde lade være, men der burde også være bøde for bevidstløst at skabe kø i ydersporet. På den morgensure lemmingemåde.

Jeg burde også have været pæn pige og tiet frygtsomt stille mens mændene holdt møde idag.
Jeg burde slet ikke have sagt at det er en forbandet løgn, at der kun er 3 kvinder i hele landet, der går med burka.

Men nu er det bare sådan, at de øjeblikke, hvor jeg tænker selv og gør, hvad der er mest hensigtsmæssigt og rigtigt er det eneste, der adskiller mig fra ham narkomanen i grøftekanten, der ikke mærker, at han er ved at miste tæerne af kulde, fordi han er så bedøvet.

Fredfyldt bedøvet.

Tror hellere jeg vil bryde tomheden og vanen og slippe herfra med ti tæer i behold.
Imorgen.

mandag den 11. januar 2010

Bør udstyres med rød advarselstrekant

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har tabt ting idag. Nøgler, gafler, dimser.
Til gengæld har jeg tal på de gange, jeg har spildt idag: 5. En gang var det kaffe ud på bordet. En anden gang var det mad ned af uldjakke. Jææj.

Jeg glemte min iPod i omklædningsrummet og nåede heldigvis - og takket være en verdensmesterspurt ned af fitnesscentrets trapper - at nå tilbage til min lille skat, inden den forsvandt. Den var allerede gemt væk under en eller anden piges tøj, klar til lige at blive taget med hjem.
I den situation var jeg ikke ked af at skulle flytte hendes undertøj og de tilfældigt kastede træningsbukser.

Mikrofonen i spinningsalen virkede ikke, så jeg måtte råbe igennem en hel elite-time.

Altså, alt er gået fint. Kunderne er glade, også dem i fitnesscentret. Jeg har nået en masse idag, men det har bestemt ikke være kønt og jeg har brugt mange telefonsamtaler på at studere kuglepensklatterne på mine fingre.

Imorgen håber jeg at tyngdekraften er blevet gode venner med mine hænder igen.

søndag den 10. januar 2010

Hvad er tegnsprogstegnet for fucking PHEW!?

Idag fik jeg en sms fra Linda. Jeg ved ikke, hvor hurtigt efter uheldet hun skrev, men jeg blev pivforskrækket med det samme, for tænk nu hvis... hvis.... hvis nu alt det, vi talte om i aftes ikke ville blive virkeligt... Tænk, hvis hun ikke var der mere.

Jeg giver hende skylden.
Også i den grad, for selvom hun har set døden i øjnene og selv er rædselsslagen, så kan hun godt lige få skylden for mine rystende hænder også.
Da jeg skrev svar-sms nummer 4 stod jeg i Fakta og var godt igang med at vælte et kæmpeenormt tårn af vaskemiddelkasser fordi jeg var Shakin Stevens med Parkinson i senstadiet.

Der var 8 kasser i højden, hver læsset med 12 flasker biotex color. Jeg nåede at tælle dem, da tårnet i slowmotion tippede, delte sig i to og landede i et andet tårn af noget tungt, der også tippede og larmede og landede på gulvet og i min ydmyge indkøbskurv, som jeg havde stillet ved siden af mig på gulvet, fordi jeg var blevet så svimmel af at holde vejret i bare post-forskrækkelse over at have været så tæt på at miste den irritende kloge veninde med den store fremtid.

Jeg kan ikke give Linda skylden for at have klemt fingeren mellem to stykker bordplade, som jeg selv smækkede hårdt mod hinanden i frustration tidligere på dagen.
Jeg kan heller ikke give Linda skylden for hovedpine og kold kaffe der har forfulgt mig hele dagen eller alle de andre små ulykker, der har spændt ben.

Helt sikkert er det, at jeg takker den Gud jeg tror på for at have hende (og de andre) i sne-fri Århus igen.
Jeg tror lige, jeg spørger Ham om Lindas prøvelser idag eventuelt kunne tænkes at have noget at gøre med hendes ærinde i Kolding, nu jeg har ringet op...

lørdag den 9. januar 2010

Toilettet?

HELLE! Fredet!

Når man råbte det hjemme på vejen, når man legede med de andre børn, så kunne man ikke røres. Så måtte den, der var den, løbe efter nogle af de andre, indtil man igen slap lygtepælen eller forlod den knækkede fortovsflise, der var malet med kridt og som var officielt fredhelligt land.

Der har været masser af mennesker omkring mig de seneste par dage - undskyld tavsheden herinde - og selvom de allesammen uden undtagelse har været både sjovt og fornøjeligt selskab, så har jeg taget mig i at lede efter det sted, hvor jeg lige kunne være i fred indtil jeg havde trukket luft nok til at kaste mig ud i legen igen.

Det er ikke rigtigt lykkedes mig at finde lygtepælen.

Måske er det alderen, der gør, at jeg bliver mere og mere mærkelig kattedameagtig og socialt lettere at trætte. Måske er det bare helt naturligt, derude i virkeligheden, at have en snert af socialangst og behov for at få on-tiden skåret op i mundrette bidder?

De af jer, der kender til MBTI og lignende typebestemmelser vil have gavn af at vide, at jeg er ekstrovert. De af jer, der kender mig, har ikke brug for spørgeskemaer for at vide det.

De færreste af jer ved, at jeg indimellem famler efter en lur og et skjulested under usynlighedskappen.

Men er der nogle af jer, der ved, hvordan man lige fikser det behov midt i kickoff-arrangementer og kundemøder?

onsdag den 6. januar 2010

Brilleabe

Mine nye læsebriller får mig til at ligne en førtidspensionist fra 70'erne. Jeg mangler bare lige en lunken porter og en æske Manne-cerutter. Jeg er glad for dem...

Jeg slipper forhåbentlig for flere jeg-kan-ikke-se-skærmen-rynker om øjnene. Til gengæld er jeg begyndt at tænke, at det da er fint nok med en kop filterkaffe og en quality street og jeg er fuldstændigt ude af stand til at læse avisen uden mine læsebriller. Det skete i det øjeblik, jeg tog dem på. Idag.

Hvordan kan det egentlig være, at man tror, man ser bedre ved at knibe øjnene sammen og rynke læberne også? Ligesom at læne sig 20 cm frem for at se et skilt, når man kommer kørende med 140 km i timen.

mandag den 4. januar 2010

Sæt dig nu ned og ti stille

Jeg øver mig i denne tid.
På at lade være med at blive for engageret og tage ansvar og nye udfordringer. Jeg øver mig i, bare at være en af flokken, som er klog nok til at lade andre gøre arbejdet og træffe beslutningerne, så længe det er muligt. At passe på sig selv (først), hedder det vist nok.

Faktisk går det... ikke skidegodt.

På mødet idag lykkedes det mig at holde mund og ikke sige noget. En lille sølvstjerne i min karakterbog.
Den sølvstjerne fik jeg så flået brutalt af siden igen.

Der er omorganiseringer på mit job og vi skal arbejde mere i teams. På nye måder, som gør, at mig og alle mine verdenselitekolleger både får det bedre og kan føle, at vi selv er en del af løsningen. Positivt. Meget positivt.

Men forklar mig lige, hvorfor jeg ikke bare kan blive siddende på min plads og lade andre om at tænke tankerne, gøre arbejdet og bare passe mit, istedet for at melde mig under fanerne og afsløre, at jeg gerne igen vil være blandt dem, der baner vejen og bærer fanen.
Mere arbejde? Mere ansvar?

Jeg vil gerne tage personaleledelsesopgaver igen. Jeg vil gerne være med til alt det administrative og rekrutteringerne. Jeg tror jeg er god til det. Og jeg ved, at jeg bare skulle sætte mig ned og lade andre lede. Bare for en gangs skyld.
Det er jo ikke fordi jeg ligefrem har massive mængder af overskud, der bare ligger og støver til og jeg har jo LOVET mig selv, at jeg skulle blive bedre til at passe på mig selv, før jeg passer på andre.

Kunne klæde mig at falde tilbage i geled med en lav profil. Kan man købe dem i Bauhaus?

søndag den 3. januar 2010

Kom tilbage, nej... jo..

Der findes ikke noget tidspunkt, hvor man er så glad for det man har - og har haft - som når det er på vej væk.
Uanset om der venter noget godt og spændende på den anden side, som al fornuft siger er det rigtige.

Juleferie, blandt andet.
Jeg skal skynde mig at huske travlheden lige op til julelukningen, julestress, køreture og mavepine, sygdom, ø-kuller og alt, alt for mange ferietanker, for ikke at lægge mig ned og klamre mig til det sidste ben af min ferie.

Oh, nattesøvn i 9-timers portioner. Oh, tid til at dyrke hjemmebageriet og mad lavet fra bunden. Oh, krimilæsning og sene film.

fredag den 1. januar 2010

Hva så, tyksak?

Årets absolut bedste nytårs-sms-hilsen kom fra min kollega. Den lød i al sin enkelthed:
Hva så, tyksak? Godt nytår

Det er, som vi ved, noget af det mest hjertevarme en nordjyde kan få sig selv til at sige, så jeg blev glad helt ind i begge hjertekamre og svarede overstrømmende tilbage med
Lige over, Fedberg. Ha et godt et.