Nogen, der skal have en pingvin med?

Veninden skrev en besked igår 'angående imorgen' og jeg måtte grave dybt ned i min hukommelsestaske for at komme i tanke om hvad det nu lige var, jeg havde lovet mig selv væk til idag. Der er fitnessjulefrokost, fest hos racer-kollegaen, spinningevaluering og katte, der nogle gange skal passes, men jeg dukkede op fra bunden af hukommelsestasken uden at have fundet noget, der lige passede på hende og idag.

Jeg skal langt ud på landet og lære at lave fyldte chokolader.

Så om halvanden time ser man mig med tungen lige i munden mens jeg balancerer chokoladeforme, marcipan og karamelcreme. Jeg har en ide om at jeg skal lave pendanten til Toms skildpadder: Lenes fyldte pingviner.
Jeg håber inderligt, at der er blomstrede forklæder og en stor rund forstanderinde a la Camilla Plum.

Det bekymrer mig ikke så meget at jeg som laktoseintolerant burde holde mig væk fra chokoladen. Jeg har i noget tid hørt, at folk har kaldt mig chokoladedronning ude på den anden side af toiletdøren og mavepine går over igen. Det bekymrer mig mere, at chokoladen afregnes pr kilo og at folk typisk fabrikerer mindst to kilo. (Kilo?!)

Spørgsmålet er nu: Hvis man spiser et kilo chokolade undervejs, tager man så kun et kilo på?

I'm back

Den seneste tid har jeg haft skrive- og taleblokade. Det skal så være slut nu, for mine tanker fungerer ikke sådan at de holder kæft, hvis de ikke kommer ud. De stimler sammen i bestyrelseslokalet i mit hoved og råber højere og højere efterhånden som den lukkede fest skrider frem.

For en uges tid siden fik jeg et par kommentarer ude i den virkelige verden, der, uafhængigt af hinanden, gav udtryk for, at jeg havde sagt eller ment noget, som ikke var det, der var forventet af mig.

Jeg har altid været den dygtige pige i klassen. Altid været hende, der fik gode karakterer og opførte sig ... som forventet. De gode karakterer har jeg langt hen ad vejen fået, fordi jeg har analyseret spillet, fundet systemet og ikke mindst luret, hvad lærerne gerne ville høre. Jeg er meget god til at vurdere andre mennesker, fordi jeg har kunnet bruge det til at undgå konflikt og for at leve op til forventningerne til mig.

Den seneste uges tid er gået med at have læber, der er knebet så hårdt sammen, at de er blevet indvendige. Ikke en lyd er sluppet ud, hvis der var risiko for at jeg kunne komme på tværs af nogen forventninger. Derfor har der også været stille her på bloggen. Nu skal det så altså være slut, for stemmerne i mit hoved larmer og efterhånden danner de et kor, der skriger mig ind i hovedet, at det for fanden må være andre menneskers problem, hvis de har dannet fejlagtige forventninger til mig. Hvad bilder de sig egentlig ind, kunne man spørge, hvis man ikke var en effing pleaser.

Fordelen ved at sige det man mener, istedet for det man forventes at sige, er, at man ikke bliver overset.
Så.
Dette er ikke et manifest, men tilløb til det. Der vil i denne blogs levetid være emner, udtalelser og holdninger, som nogen kan vælge at blive stødt over.

Lad mig med det samme slå fast: Selvom min sjæl er branket i kanterne, kunne jeg aldrig nogensinde finde på at skrive noget for at gøre andre kede af det. Hvis jeg skulle formulere mig klodset eller anstødeligt, så håber jeg, at folk vil tilskrive det inkompetence og ikke ondskab.

5 daglige bønner vendt mod Mokka

Dagen i kaffe:

• Kantinekopper på plastbakke sammen med forsmurte håndværkere, som man ikke kan spise, når man ikke skal have dimser i rad langs tandkødet. Det tydede ikke godt. Overvejede seriøst at sige nej tak i håb om at få mindet om TDC-kandekaffen til at gå væk. Fik hældt op alligevel. Drak to slurke. Den anden var kun for varmens skyld, for det var virkelig virkelig dårlig kaffe, der klædte mødet ekstremt dårligt.
  Firmakaffe. Bank-firma-kaffe, tilmed. Rare mennesker med firma-bliktingester på deres slips.
  

• Lang kaffeløs køretur hjem til hjemstavnen (Vent. Var det en pleonasme?). Med rystende hænder og blank koncentration fik jeg hældt godt med good old Nes i et kæmpe glas og hældt kogende vand på. Skide være med friskkværnet og ret temperatur. Nogle gange hjælper kun Nescafe i kogende vand og alt for store portioner.
  
  Langsomt kom menneskeligheden tilbage og sivede ud i fingerspidser og nerveender. Langsomt fordrev jeg de seneste dages tynde filterkaffe mens jeg tænkte på, hvem der nyder at drikke den slags ud over på dage, hvor natten har været søvnløs og man har gået kærlighedsløs og barfodet rundt i regnvejr. På grus.
  

• Endnu en monsterglas kaffe. Denne gang friskkværnet og stærk som bare panter for at skylle procurement manager-stemme ud af øret. Reboot. Andægtig tavshed.

• Efter timer med blikket rettet mod konturerne i en hvid væg og en forbandelse af vintertid og døgnmørke, sidder jeg nu med dagens næstsidste kop nærhed.
  Kan godt være at kaffe i de mængder ikke er sundt.
  Men det er nødvendigt på samme måde som man kan være nødt til at ryge en cigaret, når man har drukket så mange drinks, at mundhulen er dækket af noget der føles som bedøvende candyfloss.

Mand på cafe

Der var propfyldt på cafeen. Alle pladser var optaget og lyden af kopper, musik og lørdagssnak fyldte lokalerne. Enlige forsøgte at se ud som om de var fordybede i deres bog og så kun ud i lokalet når de løftede latte-glasset. Smugkiggende holdt de alligevel øje med livet.

Veninder holdt hektisk snakken igang og lod stemmerne forenes i høje grin og stereofnis, når en underlig påklædning gik forbi eller når daten fra igår havde sagt noget særligt sjovt.

Manden bag mig så træt ud. Grundtræt. Det halvlange hår var smart sat. Kindbenene markerede, skægstubbene mode-trimmede. Øjnene var indstillet på uendeligt, poserne under dem var mindst lige så trætte som han var.
20 cm fra hans højre øre var et damemenneske igang med at flænse alle trommehinder i en 3-meters radius. At dømme efter hans ansigtsudtryk var han gift med hende eller også havde de siddet på den cafe alt, alt for længe.
Hun talte så højt om ligegyldigheder, at det eneste jeg efterhånden kunne høre var min egen tinitus. Da hun begynde at pludre med sit barn gjorde hun det med en stemme, der kunne forvandle kaffekopper til porcelænssmulder. Lydstyrke torden.
Ikke en krusning på hans ansigt, hans smerter var konstante. Hans kop for længst tom.

Jeg kunne i det mindste rejse mig og gå. Den arme stakkel.

Når jeg bli'r gammel

• skal jeg bo i Ollekolle sammen med alle de andre og lave god mad i fælleshuset en gang om ugen, drikke rødvin og grine og spille trivial pursuit. De andre dage i ugen skal der være kaffebesøg, bogklub og nogen at se Dagens mand, the gay edition, med.

• har jeg overdraget min hundedagpleje til min assistent, men jeg kan ikke lade være med at hjælpe lidt til.

• læser min datter teologi eller astrofysik

• vil jeg stadig huske dengang, der var noget, der hed slowfood, hjemmebagt æblekage og off-line

• er jeg lidt excentrisk. Så kan jeg bedre gå og klukke af dem, der er meget yngre og som tror at det er smart at gå i slimfit-bukser med hængerøv. Igen.

• vil jeg måske bedre kunne sige min mening uden at tænke på, at nogen bliver pige-misforståelses-sure og ikke kan lide mig. Lidt mere ubekymret.
  

Godt, jeg ikke er skuespiller

I sommerferien rå-læste jeg vampyr-serien. Det er bestemt ikke stor litteratur, men midt i alle de oversmukke vampyrer, behårede muskuløse ustyrlige varulve og kærligshedssvælgen, fandt jeg ud af at jeg var hooked. Jeg var så opslugt af bøgerne at jeg gik rundt i en døs og mente, at alt det, der ikke var bøgerne ikke var den rigtige verden.

Jeg må simpelthen ikke have lov til at læse i så mange sammenhængende timer om dagen, for jeg bliver for påvirket. Det samme skete, da jeg læste CHOK af Stockman og Njor tidligere på året. Jeg blev ked af det og alt for påvirket. Jeg tog stemningen med mig og bar rundt på den, længe efter at sidste side var læst.

Når jeg ser Harry Potter, Up, Brideshead eller andre film, der virkelig appellerer til mig, så går jeg rundt og er i filmene. Når der er dårlig stemning på arbejdet, så slæber jeg det da lige med hjem og ligger og drømmer om det om natten, som om det kunne hjælpe.
Jeg blander simpelthen andres mere eller mindre fiktive oplevelser ind i min egen virkelighed og ved godt at det samlede coach-korps lige nu korser sig og himler op om at man skal leve i nuet og trække vejret og forholde sig til og tage ansvar for og bare være... Jeg er også bare. Problemet er, at jeg er fiktiv.

Min fantasi er i god træning. Den lever i bedste velgående og når jeg ser på andre omkring mig, kan jeg se, at de har varianter over mit tema. For eksempel er nyhedsudsendelser helt store kræfter i min omgangskreds' liv. Hvis der er en trend med at vise børn, der er udsat for overgreb eller realityshows om overforbrugende par, så taler hele omgangskredsen om at der da vist også er nogle børn i risikogruppen i nabolaget og om lånomlægning og storindkøb.

Enkelte i omgangskredsen er måske også lidt for gode til at gribe et lille løsrevet stykke virkelighed og ophøje det til altopslugende sandhed. Fjer bliver helt af sig selv til store, fede, virkelighedskvælende puder.

Det er bare ikke mig, der skal pege fingre. Jeg er også selv lidt for hurtig til at blive grebet. Jeg kan endda lyve så godt, at jeg til sidst selv tror på det jeg siger.

Jeg sagde altså tillykke - og mente det

Min søster er gravid.

Min søster bor i Tyskland, langt fra resten af familien, der er strøet ud over Danmark, så nærhed i familien er en svær ting. Især fordi vi de seneste år har begivet os ud på en rejse, der begyndte med høflig omgang og langsomt bevæger sig nærmere et nært familiesammenhold, men søster og jeg kommer aldrig til at være dem, der ringer til hinanden dagligt eller tuder i telefonen af lykke, ulykke og slet ikke af savn efter hinanden.

Søster og mand har forsøgt at få børn i nogle år. De har valgt reagensglasmetoden nu og derfor kunne lillesøster også meget præcis sige, at hun var halvanden uge henne i sin graviditet, da hun ringede og sagde at jeg skulle være tante.
Det er lykkeligt, det er det da.
For mig er det med at få børn så stort og så ømfindtlig en sag, at jeg personligt havde ventet med at sige nogetsomhelst før jeg var mindst 13 uger henne og var bare lidt mere sikker på, at Mini havde tænkt sig at hænge fast derinde.

Jeg har det som om jeg er et dårligt menneske, der ikke kan tro på hendes lykke uden at være skeptisk samtidigt. Men jeg venter altså lidt med at begynde at strikke babytæppe, for mine fingre er travlt optagede med at være krydsede.

Telefonen er fundet. Mandag overlevet.

Der var jo noget med en telefon, der gik væk.
Efter at have ringet til den på arbejdet og været hjemme for at lede - uden held - gik det med gru op for mig, hvor den måtte ligge og grine af mig.

Ser De, kære læser, det er en pinlig affære.

I går morges var ikke en god morgen. Det var mandag. Som regel er det noget af en kunst at komme ud af døren, fordi rutinerne skal følges og jeg skal huske både nøgler, telefon og dørlåsning og dobbelttjek og jeg skal komme efter mig.
Igår skete det så, at trangen til at skulle på toilettet i ilfart meldte sig, mens jeg stod med Mac og taske i den ene hånd, drikkedunk i munden og nøglerne i en lomme somewhere mens jeg bandede over de lyse støvlers død.

Der var ikke noget at gøre.

Taske ned. Mac på bordet i badeværelset. Drikkedunk sluppet fri af tænders greb. Frakke og trøje op og bukser ned, telefon i bladkurven og lettelsens suk. Katastrofealarm afblæst. Vejret kan trækkes frit og Mac, taske, drikkedunk fandt deres pladser igen, mens jeg kæmpede med nøgler og støvler og hund og kom ud af døren, mens jeg havde tankerne sammenbidt fikserede på de første varme kaffedampe.

Nede mellem Euroman og Bolig lå telefonen og grinede. Og holdt vejret, da jeg trampede rundt i de falske støvler og ledte efter den lidt senere på dagen.

Ikke mit stolteste øjeblik, da det gik op for mig, hvor den lå. Rødmen steg op i kinderne på mig og munden formede et lydløst oooohh.

Da jeg senere sad i spinningsalen og tabte min CD fra anlægget der er monteret i 4. sals højde og jeg så den falde i slowmotion mod metalpodiet, tænkte jeg at det lige var det, der manglede.
(Gik fint. Mirakuløst fik CD ikke så meget som en ridse og elitehold fik sin træning)

Jeg vågnede i morges. åbnede forsigtigt det ene øje for at tjekke at det var blevet til tirsdag og ikke en groundhog-mandag. Det var det, kunne jeg se, fordi jeg havde sovet med mine kontaktlinser i.

Sidst set iført Mandag morgen

Dagen er ikke engang kvart færdig endnu og allerede står det lysende klart at det er en af den slags dage.

Et par støvler opgav ævred med et suk. En lille del af lynlåsen, der igennem et par år har kæmpet for at nå sin makker på den anden side, måtte give slip.
Som en yoga-udøver, der kan mærke at fingerspidserne langsomt glider ud af fingerlåsen, skreg den i panik inden den slap og rev alle de andre tænder i lynlåsen med sig i faldet og efterlod mig med en støvle, der var lukket foroven i skaftet og et stort gabende blik ind til strømpen.
De støvler har været trofaste, de har fulgt mig gennem køreture, til Risskov, til Å-vagter, vadet gennem nattegader og efterårsskove og faktisk også været med til et enkelt sølvbryllup. Idag er en god dag at lide støvledøden og selvom det er kritisk at lave om på tøjplanerne en mandag morgen på den pludselige måde, må jeg lave en værdig bisættelse når jeg kommer hjem.

Hvis jeg kommer hjem.

Der er overhængende risiko for, at jeg forlægger enten bilnøgler eller mig selv.
Jeg har indtil videre glemt at snørre skoene inden morgengåturen, at få mascara på det andet øje også, at lukke døren til soveværelset (lyder umiddelbart ikke af noget, men der falder brænde ned, når kæresten opdager at hunden har grebet chancen for at sove i dynerne), at spænde sikkerhedsselen for bare at se mig uforstående omkring for at finde årsagen til vildt irriterende, høj advarselslyd.

Nu har jeg lige fundet ud af, at jeg ikke kan finde min telefon. Livsnerven. Forbindelsen til omverden. Jeg havde den her til morgen, men nu er den væk. Som i HELT væk. Og ja, jeg har kigget 7 gange i lommerne. Så det er garanteret der, den dukker op når den gider.
Jeg har også glemt kaffen ude i kaffemaskinen.

Hvis der ikke er livstegn fra mig i et stykke tid, så bør nogen igangsætte en eftersøgning. Jeg kan anbefale at lede efter mig under min dyne som det første. (Hvor jeg sikkert vil blive fundet med favnen fuld af lange lyse støvler, telefon og hund)

Sociale medier

Det siger sig selv, at det ikke er medierne, der er sociale, men mennesker, der bruger dem til at socialisere med.

I aftes var det meget tydeligt, at folk kunne se fjernsyn og føle at de var i venners lag, selvom de var geografisk langt fra hinanden: Min facebook-feed strømmede over med 'Jaaaaa' og 'så for Zlatan' og den slags men normalt råber ud i stuen, når vennerne også sidder der.

Måske var det applikationerne der snakkede sammen?

Alle elsker Judith

Jeg har en kollega, der griner højt ligesom Fedtmule. Hoppende adamsæble and all.

Jeg har en anden kollega, der får sagt nogle ret sårende ting lige inden frokost, når han er utålmodig og sukkerkold.

Jeg har en tredie kollega, der er lækker-blond og topudvikler-chick og som uden at blinke (og uden at tage et gram på) åbner en cola med sukker som det første hun gør om morgenen.

Og så har jeg fået en ny kollega-skråstreg-husalf og hun er bare... fantastisk dejlig.

• Ikke noget med at skrige 'SÅÅÅ der MAD!' med vægter-mine klokken 11.30 sharp, nej. Hun lister stille ned til mit bord og siger forsigtigt for ikke at skræmme, at der er frokost, hvis jeg skulle have lyst.

• Hun køber lakrids til mig, fordi hun husker, at jeg godt kan lide det. Når jeg lægger an til at tage en lakrids til hver hånd, ryster hun smilende på hovedet af mig og rækker mig en yndig top-fyldt skål, som om jeg snart må lære, at hun sørger for mig. Garanteret tænker hun ord som 'pjattehoved' samtidig.
  

• Hver gang, jeg har arbejdet i weekenden, tømmer jeg opvaskemaskinen og rydder op, så hun ikke skal komme på arbejde mandag morgen til sure kaffekopper og udvikler-tallerkener. Hver mandag morgen kommer hun og spørger, om det er mig, der har ryddet op, før hun skælder mig ud med en skælmsk mine og siger at jeg virkelig ikke behøver at gøre det. (Nej, jeg gør ej. Men det er netop derfor jeg gør det)

• Hun har skiftet grimme tofarvede krus ud med nogle, som vi kan være bekendt at sætte på bordet til kundemøder

• Hun vil gerne med til de biografarrangementer, jeg arrangerer, og hun smiler så sødt med sort troldehår og smilehuller som om hun er lige ved at boble over af glæde.

• Hver morgen, vi møder på arbejde, er der tændt stearinlys, lavet blomsterdekorationer, kaffe og lækre små morgenmads-tableauer. På mit og super-udviklings-chicks bord er der også en lille blomst i vand.
  

• Her til morgen kastede hun en blød pose med noget lilla i til mig med ordene: Den er til dig, hvis du vil have den og kan passe den. Det var en smaaart modeting, som hun havde købt til sig selv, sin datter og sin svigerdatter. Hun syntes, at jeg skulle have hendes.

Jeg kom til at tude af glæde.

Det er så dejligt her på mit arbejde. Endnu mere når Judith er her.

Et skridt væk fra at blive til facer med stavgang som speciale

Aj, jeg skal altså ikke ha noget hvidt brød. Har I ikke noget med spelt?
Jeg er på sådan en særlig aura-rensende kur, så jeg må ikke spise noget med mælk, gær, hvede, sukker eller næring. Det siger min zoneterapeut selv.
Nu skal vi ordentlig have fest. Jeg har bagt økoboller. Der er kun vand og kerner i. De er lidt hårde, men hvis du dypper dem i den grønne the så er det supergode og så er der ikke noget som helst fedtstof i
Bruger du RIGTIGT sukker i kaffen? Og en latte på sødmælk? Vi kan virkelig ikke være venner mere.

Jeg er ikke særligt glad for fornøjelsesfornægtere og pseudo-allergikere, så hvad er chancerne for, at jeg selv sidder hos en diætist (indsæt rullende øjne) i morgen klokken 10.30 fordi jeg er under mistanke for at være laktoseintolerant.
Fandeme et af de tilfælde, hvor jeg har lyst til at straffe mig selv hårdt med en fuldfed latte.

Show me yours

Vis mig dit visitkort og jeg skal sige dig, hvem du gerne ville være.

Alle mine visitkort fra tidligere jobs er udstyret med titler og hvor det ikke har været muligt at udstyre mig med en visitkorttitel (generaloverogunderbenskonsulent-slash-dillerdaller) har jeg haft min uddannelse til at stå nedenfor. Det er også sygt imponerende at sidde overfor en cand.mag i skjorte og jakke.

Igår stod det tydeligt for mig, at et visitkort ofte ikke er et billede af hvem man har siddet overfor i et møde, men hvad vedkommende gerne vil huskes som.

Den store mand med de nostalgiske beretninger om dotcom-tiden rakte med fyldige fingre et visitkort frem mod mig, der bedst kan betegnes som petit.
Hvidt.
Spinkel skrift og font 8.
Ingen store bogstaver.
En petit undskyldning for en tynd, forsagt og ydmyg mand, der var fanget i en svulstig, ubehagelig krop.

Den fyldige kvinde rakte med voldsomme armbevægelser sit stykke pap frem mod mig, stirrede mig i øjnene og jeg kunne næsten høre, at hun tænkte i arial, versaler og font 42 med masser af udråbstegn. Altså når hendes tanker ikke var filtret sammen som slagstifterne på en gammel skrivemaskine.
Hun var moderne klippet, havde store modebriller, et smykke dinglende nede mellem store, sammenpressede patter og var på alle måder så travlt optaget af at forsvare sig selv, at hun ikke formåede at lytte.
På hendes visitkort var en-mandsfirmaets snørklede vandmærke tegnet. Gotiske bogstaver. Ide, koncept, design, kommunikation og coaching. Et hjerte med flammer om. Og navnet var noget med z som i knuz. Den fyldige kvindes navn blev efterfulgt af titlen 'direktør'.

Jeg kiggede en ekstra gang på mit eget visitkort for lige at undersøge, hvilken våd drøm jeg afslørede ved at række det frem.
Ihvertfald ikke min egen våde drøm: Jeg har et corporate visitkort, der ikke beder nogen om at huske mig, men mit firma.
Til gengæld præsenterer det mig med mit pigenavn.

Ud af behageligheds-zonen

For nylig talte jeg med en god veninde, der er skarpere end de fleste.
Der er nogle ting i mit liv, som jeg ikke blogger om og som jeg ikke deler med ret mange - hun er en af dem, der bliver lukket ind, selvom jeg godt ved, at hun ikke altid sætter en tallerken med blide ord, bekræftelse og ublandet opbakning på bordet sammen med kaffen.

Denne gang skar jeg mig på hende og jeg var temmeligt vred og ked af det, da jeg kørte hjem, fordi jeg ikke havde fået det, jeg (troede jeg) havde allermest brug for: Hendes opbakning.

Der er modgang nok i mit liv til at jeg har brug for at der er flere, der holder et spejl op foran mig og fortæller mig, hvordan det ser ud udefra og hvad jeg skal gøre. Troede jeg.

Vi elsker, når andre mennesker roser os, bakker os op og giver os ret.
Vi elsker, når folk synes, vi er fantastiske, selvom stress, mindreværd og tvivl står os op i halsen. Vi elsker at blive beroligede med, at det ikke er så slemt på ydersiden som det føles på indersiden. Den side, som vi er de eneste, der har fuldt overblik over.

Selvom vi nogle gange godt kan høre, at det klinger lidt hult når der bliver rost og bekræftet, så er det langt mere behageligt frem for at høre sandheden.
På den måde er det egentlig at foretrække, at det kun er en del af virkeligheden, der bliver kommenteret.

På den anden side er den, der leverer en tør konstatering også godt klar over, at det kun er en del af virkeligheden og at man som regel ikke er så sur, træt eller martyrisk. Det er utroligt sjældent, at andre mennesker kommenterer på vores situation med ond vilje, tværtimod.

Da jeg kørte forurettet hjem fra veninden og var mere i kulkælderen over min egen situation end da jeg få timer forinden kørte den modsatte vej, måtte jeg indse, at det ikke var hendes skyld. Det skyldtes ene og alene ubehaget ved, at noget var blevet bragt frem i lyset og kommenteret. Tørt. Småirettesættende.

Hvis man kun lukker de mennesker ind, der aer med hårene kan man sole sig i opbakning fra det trofaste heppekor og altid have nogen til at illudere medvind på cykelstien.
Jeg måtte indse, at der alt andet lige er mere fremdrift i at nogen tænder lyset og holder spejlet frem.
Selvom det ikke ligefrem var definitionen på optur.

ironic

Det er ikke mange dage siden brevet kom fra overlægen og som med alt andet i livet gælder den slags budskaber først fra den førstkommende mandag.
Fra i morgen skal jeg dermed forsøge at huske, at jeg har laktoseintolerans, som det så fornemt hedder, når man bliver stor og rund og ildelugtende af mælkeprodukter.

Da det først gælder fra i morgen, skulle søndagen da lige fejres, da Runa og hendes 'bare-der-er-kød-nok'-kæreste kiggede forbi med en ordentlig Othello-lagkage. Dobbelt op på flødeskum med laktose-creme. Ahm.

Hvor sindssygt er det lige, at det eneste, jeg har lyst til lige nu er et kæmpe glas nescafe, der er lavet på varm mælk, her hvor jeg går rundt med en mave på størrelse med en 8 måneds graviditet og ikke kan finde ud af om det er strækmærkerne eller mavesækken, der gør så himla nas?

Så behøver jeg ikke lave en katte-håndarbejdsblog alligevel

Jeg har fået en pokal ligesom den man får, når man spiller lilleputfodbold og har været med i en venskabskamp. Dette her er bare en blogger-pokal, som bliver givet videre fra bloggere til værdigt trængende bloggere. Jeg er meget glad og beæret, ikke mindst fordi det er Linda, der har overrakt mig den.

Reglerne er, at man som modtager af denne 'awsome girl'-pokal skal skrive 10 ting om sig selv, som læserne ikke (alle sammen) ved, så.... værs'go. Og tak.

1: Jeg virker utroligt selvsikker og socialt fähig. Sådan føler jeg mig sjældent, fordi jeg bruger 90% af min kapacitet på at iagttage andre og vurdere om de kan lide mig.

2: Det betyder, at jeg som regel ved, hvordan alle andre har det, mens jeg bliver nødt til at se mig selv i spejlet for at finde ud af, hvordan jeg selv har det.

3: Jeg har aldrig brækket en knogle i kroppen, men har haft gips på armen efter et styrt alligevel. 14 dage til ingen verdens nytte. Til gengæld har jeg haft blå mærker nok til at gøre en smølf misundelig. Måske skulle man tage patent på sådan et blod-airbag-system?

4: Selvkritik. Mit mellemnavn.

5: Jeg går i kirke, har gået til taekwon-do, synger mens jeg børster tænder og elsker at se Formel 1

6: Jeg har haft mindst 2 chefer med mange psykopatiske træk

7: Jeg kom igennem mit studium uden at drikke kaffe. (Se, DET vidste jeg ikke engang selv. Det er bestemt også en fed løgn, men en god historie. Og jeg er fan af gode historier)

8: Jeg kan ikke tåle røg, røget mad eller spegede motiver. Tillid er svært. (Derfor arbejder jeg bedst sammen med ikkerygende, mandlige vegetar-kastrat-nørder)

9: Jeg er påståelig og skråsikker og jeg er ikke stolt af det. Det er et problem, når jeg burde formulere mig strategisk istedet for at være umiddelbar og åbenmundet. Se pkt. 4

10: Overvejer plastikkirurgi. Anni Fønsby er mit forbillede. (Naaaaah....)

Jeg skulle egentlig give denne pris videre til andre bloggere, som jeg synes er awsome, men... af flere grunde bøjer jeg reglerne, bryder kæden og overrækker prisen til Lille t, som ikke er blogger, men en kyndig kommentator - og en awsome girl - til at skrive sine ti punkter og række stafetten videre.

Kommunikation for søndags-astronauter

Langsomme søndage med dig selv kan meget let give en fornemmelse af at gå rundt i din egen hermetisk lukkede boble, hvor ingen ser og ingen hører dig.

Du kan altid sende en sms, men hvorhen? Et høfligt bip til en person, som alligevel ikke ser ind i boblen, for det menneske, du gerne ville lukke ind i din søndag er for stort, vigtigt og væsentligt til at en sms kan rumme ... alt det.
Du ved også, at alene det at skrive sms'en tager det halve af dagen og det kræver den anden halvdel at komme sig over et manglende svar. Eller et overfladisk svar, fordi alvoren gik tabt i telefonnettet.

Det er for tæt på og alligevel for akavet at ringe.

Du ved det. Det ender med at du ingenting gør ud over at sende telepatiske signaler. Du tjekker din facebook, skriver en status som er tilpas kæk til at ingen tror, at du lider af søndagsboble, men er et rigtigt overskudsmenneske, der ihvertfald ikke går rastløst rundt med kaffeånde og hjemmestrømper.

Du flirter med twitter, for af den vej at sende en føler ud i den verden, der må være derude. Et ping, ligesom det Nasa i årevis har sendt ud i universet i håb om, at der er intelligent liv på andre planeter.

Måske er det den rigtige, der modtager signalet, men ikke kan knække sprogkoden. Måske.

Måske er det bedre at vove sig ud af boblen og banke på. Med fare for at brænde op i atmosfæren, når døren bliver åbnet.

Efterlysning

Hvis nogen ser min koncentration, vil vedkommende så ikke være sød at sende den til mig pronto?
Jeg mangler den.

Formentlig er den strøget ud i solen og triller rundt på en stor græsmark et sted. Det kan også tænkes, at den er taget en tur til vandet. Den har ihvertfald ikke gemt sig i kaffen, for der har jeg ledt.

Problemet er, at overspringshandlingerne holder fest, når den er ude og der er grænser for, hvor mange gange man kan trykke refresh på sin facebook og reorganisere de gule sedler uden at det bliver for påfaldende.

Advarsel. Tøse-bittert indlæg.

Det er en offentlig hemmelighed, at jeg er decideret dårlig til at modtage ordrer. Konsekvensen af ordrer er let at få øje på, for jeg slår mentalt hælene i og får fysiske udslet. De indirekte ordrer er næsten de værste.

Idag skulle jeg være med til at fordele sparsomme kræfter og få en kabale på arbejdet til at gå op. Min opgave er at tale kundens sag i samme åndedræt, så både mit firma og min kunde er tilfredse og motiverede.
Jeg har sagt det før: Jeg elsker mit job. Jeg er direkte fornøjet med at have med kunder at gøre. Jeg håber, at jeg gør en forskel for dem.

Måske er det mit mindreværd, der viser tænder som en angst hund, når jeg får at vide, hvordan jeg skal tale til andre mennesker. At jeg lige skal passe på retorikken.
Hvis det var et råd, der kom fra min chef, som samtidig fungerer som min mentor, så ville det være acceptabelt, for han er god til at vende sine egne formuleringer, så mit mindreværd bliver i æsken og ikke ser nogen grund til at mobilisere så meget som en lav snerren, men jeg rejser børster, når jeg får at vide af andre, der hverken kender mig eller kunden, hvordan de vil have sætningerne formuleret.

På sin vis er det meget befriende, at jeg begynder at blive vred over den slags. For ikke så længe siden ville jeg nok bare have bøjet nakken og troet lidt mere på, at jeg ikke er kompetent til ret meget andet end at lave kaffe.

Nu tænker jeg over, hvad de mennesker, der har travlt med at fortælle mig, hvordan de gerne ser at tingene bliver gjort, i virkeligheden vil opnå.
Deres egen status? Lyden af deres egen stemme? Prøver de akavet at hjælpe mig ved at tale ned til mig?

Selvfølgelig er det en mulighed at jeg overreagerer, netop fordi jeg lider af en alvorlig ordre-allergi.
Det er også en mulighed, at jeg virkelig ikke dur til at håndtere andre mennesker. I dette tilfælde er det bare ikke sandsynligt. Det går udmærket.

Det lugter lidt af kontrol. Ordrernes hornede urmoder.

Definer umenneskelig

Pastor Langballe har brækket sin håndled. Nu har han gips på begge hænder, fordi han ugen forinden brækkede langfingeren på den anden hånd.
Her er, hvordan Ekstra Bladet beskrev sagen - og desværre følger der også en debat med.

Langballe er nogens far, der falder lidt for ofte og slår sig. Han er skrøbelig, selvom han hader at være det. Selvom han ikke ligefrem har medietække, men oftere end tit kommer til kort overfor de 12 sekunders punchlines, som medierne giver plads til, så har han vist sig at have en glimrende, randrusiansk, underspillet humor.

Jeg griner stadig, når jeg husker hans ansigtsudtryk og den evige hængepejs, mens han siger de berømte ord om folk der kommer valfartende til landet for at blive kunstigt befrugtet, 'fordi vi har sæd i litervis'.

Om man kan lide hans holdninger eller ej, så er han stadig et menneske. Nogens far. En ægtemand. Det gør mig ked af det at opleve, at nogen mener, at man ikke har evnen til at være menneskelig og medmenneskelig fordi man tilhører den borgerlige fløj og mener, at præsten i Brorsonkirken skulle skamme sig langt ind i helvede for at misbruge sin præstekjole.

Han er forståeligt nok meget frustreret over, at han går og falder hele tiden. Ekstra Bladet og andre, der lever af at vinkle og faldbyde historier, så de forarger og sælger har ikke været sene til at kaste sig over ham som gribbe.

Ville Svend Auken have fået samme medfart?