Stik den, kællinger

På facebook har den ene statusopdatering efter den anden snappet af mig. Jeg ved ikke, hvorfor folk har så travlt med at gøre alting superperfekt, købe alle gaverne og prale af det i fuld offentlighed, bage 100 slags kager og gå med purken til juleafslutning i børnehaven samtidig og prale af det i fuld offentlighed.
Gøre rent og prale af det.
Drikke sig seriøst i hegnet og dagen efter prale af at skulle til den næste julefrokost. Og dagen efter igen lige ordne Co2-kvoterne og verdensfreden. Og prale af det.

Altså tak, ikke? Det er da rart, at der er nogle, der kan leve op til perfekthedsmålet og klare verdensfreden og alt det der sekundære, men vi er faktisk nogen, der bliver lidt kede af at læse alt det der.

Tag nu fx mig, der sørger for at drikke mig så seriøst i hegnet, at jeg ikke har hovedpine dagen efter, men til gengæld har ofret enhver dråbe vædske, jeg måtte have i kroppen til kummen. DET er sgu at gøre tingene ordentligt. Praler jeg af det? Nooo... For jeg har jo præstationsydmyghed og må se min verdensmesterindsats blive overgået af jer, der lige tager julefrokost nr. 2 med.

Og når jeg så bliver syg og ligger helt alene og rystende af feber og bruger hele min kvote af kræfter på at lufte hunden og åbne den sidste cola, så g.i.d.e.r jeg ikke rigtigt læse om at I har nået at gøre hele Århus rent og sprittet håndtag af. Forstået?

Jeg har heldigvis fundet noget, der overgår jeres pseudo-perfektion med længder.
Jeg har nemlig fundet ud af at jeg kan se film OG læse bog i reklamepauserne.
Tadaaaaa!

Nå, så blev der nok stille, hva?

Dont fuck with me, når jeg ikke har fået sukker hele dagen

Det var for længst blevet koldt og mørkt. Jeg havde kæmpet mig i støvler og jakke, for at lufte hunden inden den begyndte at gå på loftet og sad nu i bilen på vej hjem.
Med mig havde jeg en våd hund, hovedpine, feberanfald og tanker, der for første gang i dag kredsede om mad og et enormt energiunderskud, for jeg havde ikke spist hele dagen.

I de situationer, skal alting bare være som de skal være. Og det var de naturligvis ikke.
En af min verpülte nabos mange fredagsbøns-besøgende havde parkeret sin skrammeløse i min carport. MIN carport.

Normalt havde jeg taget en dyb indånding, parkeret bilen og ringet på døren for at - naturligvis med et lille undskyldende vi-er-da-lige-gode-venner-for-det smil - bede vedkommende om at flytte sin bil, som ved et forfærdeligt uheld selv var kørt et sted hen, hvor den ikke skulle være.

Jeg parkerede lige foran snuden af møgbil og havde skumle planer om bare at blive holdende, så ejeren måtte gå den lange gang ind til mig for at bede om at få flyttet en (meget stor) bil, så han kunne komme ud.

Bilen holdt bare lidt for udsat, derude på vejen, så jeg dyttede.
Jeg så gardinerne bevæge sig. Intet skete.
Så dyttede jeg da bare igen.
Intet.
Efter at have dyttet hele kvarteret frem til gardinerne og efter sjove tilråb fra turbo-kristen-genbo (Har du fået ny bil? høhøhø..) kom bilejeren endeligt gående, roligt og langsomt, hen til mit vindue for at sige noget. Og så var det, det skete. Istedet for at komme på alt det smarte jeg kunne have sagt, lang tid efter, så sagde jeg det faktisk lige på stedet. HELT uden at smile afvæbnende.

Ser De, bilejeren har mange gange været på besøg hos nabo, så da han sagde, at han ikke vidste at 'det der var min plads og den der var nabos plads', mens han smilede flabet og flirtende, så kom det ud af min mund:

'Du er lige taget i at gøre noget, du godt ved du ikke skulle have gjort. Det gør det overhovedet ikke bedre, at du står og lyver mig lige op i ansigtet.
Din ven skulle have forhindret dig i at miste ære på den måde, men det må du lige tage med ham. Flyt så din bil'.

Jeg sværger, det føltes godt, main! Nu sidder jeg så og er bekymret for, om jeg lige har indbudt til hævn. Hm.

Ikke syg efter klokken 14, når vandet kommer hjem.

Fantastisk, at Aarhus kommunale uværker har valgt at lukke for varmen lige på den dag, hvor jeg har måttet kaste håndklædet i ringen og melde mig syg.

Mumle. Et varmt bad kurerer ellers alt, sagde vi jo. (Altså... undskyld, Co2... for helvede. Men ...)

Lene in the sky

Kender du teksten til Lucy in the sky with Diamonds? Nå men, i den båd, på den flod, ved de mandarintræer og under den marmeladehimmel arbejder jeg. Min hverdag er formidabel.

Hverdagen er at overvære en ihærdig diskussion i flere akter mellem sidemand og sidemands kode. De er gift, tror jeg og diskussionen begynder altid med Nej! Hvorfor gør du nu sådan igen? og slutter med at kodens ansigt viser tænder, rækker tunge og til sidst får en over næbbet, når sidemand rejser sig surt og hente mere kaffe.

Hver dag er min fødselsdag. Når jeg ringer til et bestemt nummer, bliver jeg hilst med IIIIIIIDAAA er det Lenes fødselsdag, og det er så reglerne at jeg skal synge HURRA HURRA HURRAAAAA rigtigt højt, uanset hvor jeg er.

Til frokost er vi til 17 års drenge-fødselsdag. Der er kødkonvolutter, pølser på bordet og takfast klappen af særligt udsøgte underfundigheder. Helt ædru, that is. Det er en fest at pille et stykke broccoli ud mellem fortænderne og få øje på to meter høj topprojektleder, der sidder og er rød i hovedet af bare fnis på den anden side af taflet.

Idag var jeg på udenlandsbesøg og det var også hverdag, men bare ... anderledes. Jeg holder af, at jeg i en kiosk bliver tilbudt en 'bette puues' til min cola light og bliver tilsmilet af et halvt tandsæt og en skævthængende cecil bag et sænket ekstrablad, når jeg kommer gående med forblæste hår og min sædvanlige computertaske, hvor samtlige lynlåse er ulynede. Nå, der er besøg fra æ storby! (Nej, jeg er bare en marmeladehimmel, der driver forbi dig)
Der er fest i Lemvig af den gode slags og det ku vær' møj værre.

Hver dag er kagedag. Hver dag er der tændte lys i stager. Hver dag er der andægtig tavshed og en lovprisning af den gode kaffe og helle indtil morgenkaffen er vel tilbedt. Hver dag er der en overraskende orange bold, der piver forbi dig, når du tror at roen er stabil. Hver dag er der kontorstolsræs, krammere og krabbestafet og faktisk også kunder, der bliver ved med at ringe.

Jeg holder af hverdagen. Den får mine fridage til at virke så selvudslettende.

Rør blot ikke ved min gamle jul

Jeg synes, det er for dårligt, at der er familier, der ikke har råd til at give deres børn gaver og holde en ordentlig jul.

Først kunne jeg ikke finde ud af, hvad det var, der fik mine fingre til at stivne over tastaturet, da damen i mit fjernsyn sagde sådan, for jeg er enig i, at det er synd, at der er familier, der har så få penge at gøre med, at de ikke kan gøre lidt ekstra godt for sig selv ved en højtid, men så slog det mig:

Det er ikke en menneskeret at holde en jul, som de fleste danskere definerer som 'ordentlig'. Så hvad dælan mener hun lige med 'det er for dårligt'?

Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der ligesom mig har det mærkeligt med at se voksne mennesker gå rundt med indkøbssedler over gaver de skal købe, glohede overtræk på kontoen og derudover løber de livet af sig selv for at købe små kalendergaver til både børn og kærester, samtidig med at nellikkerne skal være på plads i appelsinerne og juletræ skal skaffes. Det kan da ikke være meningen, at det er en 'ordentlig' jul?

For mig er det jul, når jeg kan dufte and og rødkål, når jeg ser Disneys juleshow og når jeg sidder i en stopfuld kirke og hører en alt for svag prædiken.

For mig hører det desværre også julen til, at jeg har en dum, flad fornemmelse efter at gaveræset er overstået, for selvom jeg er glad for at få gaver og elsker at give gaver, så er det som om, det er den grimme bagside af glæden. Det er blevet pligt og det er alt for nærliggende at gøre gaveregnskab op.

Jeg tror, jeg vil foreslå min familie, at vi næste år giver juleand og rødkål til en familie, der ikke har råd selv, og ellers bare holder jul uden købegaver. Selvfølgelig skal ungerne i familien ikke snydes, men de opdager nok alligevel ikke, hvis de får 3 pakker færre end de plejer.

Jeg, en spritstiv, glad grønlænder

Jeg har gjort det igen: Mistet besindelsen.

Igår var en hektisk dag og jeg fik ikke sådan rigtigt noget at spise ud over de skumnisser og clementiner, jeg fik mens der var fællesmøde på jobbet. Måske var det begejstringen over at vi får iPhone som arbejdstelefon, måske var det glæden over fantastisk sympatisk og sjov ny kollega, måske var det bare vinen. Den var ihvertfald god, i rigelige mængder og blev serveret af importøren selv.

Jeg elsker det højt, men kan simpelthen ikke tåle det.
På det tidspunkt, hvor jeg kan mærke, at det summer et sted i nærheden af min hjernebark, er det for sent. Jeg ved, at det næste der sker, er at jeg rækker begærligt og nærmest liderligt ud efter den næste flaske og får ideer om ture til Toscana, og at jeg derfra mister besindelse og hukommelse.

Jeg kan ikke huske noget. Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg ved, at jeg helst skal hjem, klare taxaturen, finde toilet og sikkerhed inden jeg helt mister bevidstheden også, for det kommer til at ske.

Så jeg blev fundet fuldt påklædt i sengen klokken 23 i aftes. Støvler, jakke und alles. Hunden havde det fint og havedøren stod pivåben (undskyld, CO2-kvote, for helvede, men en gang imellem, altså..).
Da jeg blev fundet, var det første jeg gjorde at stirre med spritblinde øjne lige ud i luften og spæne mod toilettet, hvor jeg gav mig til at fremføre mit efterhånden verdensberømte oratorie, bestående af lange piv.

Det ved jeg kun, fordi jeg har fået det genfortalt af grinende redningsmand. Personligt var jeg befriet for bevidsthed. Seriøst.

Jeg kan faktisk godt blive lidt bange, for hvad ville der ske, hvis jeg ikke nåede i sikkerhed, men blev bevidstløs på åben gade og fremførte oratorie med kantsten som støtte for panden istedet for den sædvanlige, trofaste fajance?

Måske er jeg med tiden blevet grønlandsk asiat. Eller nåsåer. Der er jo trods alt bevis for, at de ikke tåler alkohol så godt. Spørgsmålet er, hvordan jeg slipper for den hånlatter, der gør ekstra ondt, når man rystende af smerte forsøger at ligge HELT stille dagen efter.

Men... fik jeg sagt det? Jeg får en iPhone! Woooop!

Er det dig, der er indeni Pia K?

Tænk, det spurgte han om, efter at have læst indlægget om peberspray. Det var for sjov, men altså... er man Pia K fordi man er utryg når man går gennem en forladt p-kælder, alene?
Jeg skeler lige ned og tjekker om næsen stadig er som den plejer.

Jeg ved, at visse mennesker vil have svært ved at adskille mine holdninger fra Pia K's, men det vigtigste er vel, at jeg selv er helt klar over at jeg ikke er helt enig med hende (hvis jeg var, skulle jeg begynde at skamme mig over at have en så mangelfuld politisk profil og så dårlige repræsentanter ude i kommunerne. Jeg forstår mig ikke på politik men nok på nogle samfundsmekanismer)

Jeg er ikke racist. Det er Pia K heller ikke.
Jeg er heller ikke imod at mennesker fra andre lande bosætter sig i Danmark, men jeg mener, at de skal være villige til at integrere sig og leve efter landets love.

Efter at have boet i centrum af Århus i nogle år og kun have stiftet bekendtskab med indvandrere i deres egne grøntsagsbutikker og kiosker kunne jeg virkelig ikke se problemet. Der var ingen problemer med dem og hvad skulle vi da gøre uden den søde grøntmand, der havde åbent om søndagen?

Nu bor jeg i en forstad, der er nabo til Gellerup og jeg ser tydeligt problemet med indvandrere, der kører vanvidskørsel, mænd, der spytter efter kvinder og kalder dem ludere i fuld offentlighed og mængder af kvinder i burka.
Jeg ved, hvor de to moskeer ligger, og jeg ved, at politi og redningsmandskab hellere ville lade brand være brand og overfald være overfald, hvis de ikke har massiv opbakning, fordi kvarterets lov er, at tilråb og fysiske overfald er passende indblanding i embedsmænds funktion.

Jeg er ikke enig med Dansk Folkeparti i at man skal være pivangst for at lade den danske kultur påvirke og inspirere. Jeg tror på, at vi skal værne om danske værdier og sagtens kan gøre det uden at forvise chili fra køkkenet, tyrkere fra kvarteret og rummelighed fra værdisættet.

Men jeg mener, at børn skal gå i gode skoler og møde hinandens kulturer, mens de bliver stopfodrede med god, nøje udvalgt indlæring og samfundskendskab.

Jeg mener, at det er torskedumt og rablende naivt at tro, at man kan indføre dele af en Sharia-lov og samtidig bevare demokratiets love. Det er manglende oplysning om Islam, der giver den slags vrangforestillinger.

Jeg ønsker mig stadig en peberspray, for da jeg gik der og var utryg i p-kælderen var det fordi jeg tænkte på en hoodieklædt dansk agf-fan på dope.

Jeg ønsker mig en peberspray i julegave

Da jeg i begyndelsen af 90'erne læste på universitetet, gik jeg en del mere i byen end jeg gør nu. At tiderne dengang var meget anderledes, gik op for mig, da jeg tænkte på, hvordan jeg gik hjem gennem botanisk have og ikke var bleg for at tage en god lang lur, hvis jeg blev træt i benene og lidt for fuld, undervejs.
Midt om natten og under en hængepil.

Jeg tænkte ikke et øjeblik på overfald, voldtægt eller lignende grimme ting og jeg er sikker på, at det ikke kun var tiderne, der var anderledes: Jeg var også utroligt meget mere usårlig end jeg føler mig nu.

Nu er jeg lige kommet hjem efter at have set 'Luftkastellet, der blev sprængt' i biografen. Da jeg ankom til p-kælderen, var den sprængfyldt med biler, fordi folk har travlt med juleindkøb allerede (stræbere), men mens jeg sad og så på Lisbeth Salander og de meget realistisk skildrede farer og en lige så realistisk og u-romantisk dødelighed, kørte alle juleindkøbsbilerne ud af p-kælderen flere etager under mit røde biografsæde.

Der var tomt og øde, da jeg i høje hæle skulle igennem flere kilometer tom, rungende beton-kælder, hvor der kunne stå mennesker med onde hensigter bag ethvert af de mange hjørner.

Jeg ved godt, at meget af den frygt, jeg følte, skyldes at medierne har fokus på ulykke og f0rråelse, men jeg er også meget klar over, at jeg ikke længere er i træning som taekwon-do-ninja og er bevidst om min egen svaghed.

Jeg er også klar over, at en peberspray kan bruges mod mig selv og at den er forbudt i Danmark, hvis man ikke er politimand i tjeneste, men jeg ønsker mig alligevel en.

Don't call me Baby

Nej, jeg er ikke spor tålmodig eller sød. Forstå det nu, at jeg er en fierce dræber-chick, der siger fra og har hugtænder.
Kan ikke forstå at det skal være så svært at fatte, at jeg ikke er en af de søde piger, der lægger sig ned og blotter struben, bare du beder mig venligt om at arrangere din julefrokost eller lige lave dit firmas website. Gratis. Ikke med mindre du er Edward, den udødelige vampyr, that is.

I øvrigt kan jeg heller ikke forstå, at jeg får bemærkninger om, at min sangstemme er fin og eventyragtig, når verden er tiltet 15% og det føles som om jeg har pladevat under øjenlågene og bor i et guldfiske-akvarium. Manglende nattesøvn og triple espresso giver rock-chicks som mig rå stemmer og ikke eventyrstemmer.

Derudover kan du godt tage at hoste op med noget nattesøvn. Eller bare 3 uger i et refugium i Italien med fuld løn. Eller bare nogle drugs.

Den næste, der synes jeg er nuttet og tålmodig får... øh... chokolade? Argh, pis. Jeg arbejder videre på de hugtænder.

Lene og jagten på den hvide sten.

Da jeg var lille så jeg 'Den hvide sten' i fjernsynet. Den var uhyggelig og handlede om to venner, der gav hinanden udfordringer, som skulle løses, for at de kunne vinde retten til at have den hvide sten. Det var rystende, skrækindjagende opgaver. Jeg har givet mig selv den mest nervepirrende opgave jeg kan komme i tanke om: At bakke af og lade være med at lade som om jeg har styr på a.l.t. Alt.

Det er nemlig gået op for mig, at jeg har været rigtigt, rigtigt dygtig til at være opmærksom på alle andre, lytte til sygdomshistorier, massere mennesker med ondt i ryggen og stille op til møder, som jeg mest havde lyst til at melde fra til.
Jeg har stillet mig selv i skudlinien og har presset mig selv til brunkagedej, fordi jeg ikke har turdet tage hensyn til mig selv, før jeg tog hensyn til andre og de forventninger, de har haft i god tro til at de var rimelige.

Nu er det sådan, at julen indtræder om mindre end en måned og i år har jeg ikke tænkt mig at bruge juledagene på andet end at være jule-happy og afslappet. Ihvertfald skal jeg ikke ligge i fosterstilling med ansigtet mod en hvid væg i denne ferie og være brunkageflad, så det er vist på tide, at jeg begynder at øve mig i at gøre det der... slemme, som jeg har gjort nar af i lang tid: At trække vejret heeeelt ned i maven og lytte til mine egne behov (Det skal nok blive sjovt!)

Jeg undskylder på forhånd, hvis jeg virker anderledes og mindre stabil ude i det virkelige liv. Jeg lover, at der ikke vil være noget med healing eller bjergkrystaller. Jeg skal bare, ahem, helt ind i sindet. Wuhuuu. (Numensas!) Herinde vil i sikkert ikke mærke forskel, med mindre mit indre barn har en større craving efter citronmåner, spanking af stavgængere og pinefuld straf til kvinder over 40, der siger uuuuuuuhhhhmmm og kalder sig selv for piger, iklædt crox med dimser, end jeg har normalt.

Så jeg tænkte, om I lige kunne være nogle svesker at holde verden og klare ærterne mens jeg stirrer mit indre barn i øjnene, så der er styr på stumperne, når jeg vender triumferende tilbage med den hvide sten?

Garderobeskab lokaliseret

Verden hænger bedre sammen nu, efter at stuen har været befolket af intelligente, smukke mennesker, der også fungerer udtalt godt, selv når de ikke skriver på deres respektive blogs.

Jeg er næsten sikker på, at det ikke var på grund af de absolut udmærkede hjemmelavede æbleskiver og kaffen, selvom begge dele hjalp på stemningen. Eller glöggen, som var lige så udmærket som æbleskiverne. Selvom den også hjalp.

Det er befriende at høre og se, at man ikke er den eneste, der har ledt efter indgangen til det Narnia, hvor de rigtige mennesker bor, eller den eneste, der undrende ser på sit eget liv, mens det bliver kommenteret af den altid brovtende indre rastløse trucker slash tvivlende pæne pige.

Jubi.

sponsorstøtte

Hun var sjusket og lidt for tyk. Hektisk og gentog hele tiden de samme sætninger igen og igen. Hun kunne jo ikke lide chokolade selv, men havde fået sponsorat og besked fra manden om at hun skulle lave noget chokolade til ham. Noget med sprut i. Han betalte.
Hun gentog det igen og igen. Hun kunne jo virkelig ikke lide chokolade. Eller marcipan.

Hun lavede de bestilte - og sponsorerede chokolader. Og blev da lidt modigere med tiden, selvom hun hele tiden mumlede at hun ikke kunne finde ud af det og at hendes chokolader var de eneste, der ikke ville ud af formen. Forfjamsket gentog hun sin sætning om at manden havde sendt hende i byen og sponsoreret.
Hun fik ellers ikke så tit 'lov til at rende i byen' og hun ville egentlig ikke, men manden havde insisteret.
Da jeg sagde at hun sikkert ville blive modtaget med medalje når hun kom hjem med så fine chokolader og at han helt sikkert ville elske dem, sagde hun pludselig med styrke i stemmen: Min mand elsker MIG. Uanset hvad, så elsker min mand mig.

Hun smilede pludselig. Og da jeg viste hende, at man kunne lave chokolade med et blandingsfyld, så de ville smage ligesom Toms skildpadder, fik hun pludselig selv lyst til at lave noget til sig selv, for noget godt skulle hun da have for sin indsats. Til sig selv. For skildpadder kunne hun godt lide.

Bemærkelsesværdigt, hvordan hun med hans sikkerhed kunne finde sin egen. Og pludselig lide chokolade.
Som ekstra bonus fortalte hun mig hele sin sygdomshistorie over skildpaddefyldet.

How to say 'fuck you' with a pie chart

Åh, det er sjovt. Tænk at bruge en arbejdsdag på at skrive den slags mails... Han giver ihvertfald ikke op.

Ærgrelse! Syre! Undsluppet indebrændthed!

Advarsel. Flod af galde er gået over sine bredder.

Jeg gider ikke julegavehelvedet. Jeg har sagt det mange år nu og i år har jeg overhovedet ingen julestemning at mildne min antipati med. Jeg gider simpelthen ikke det der med at bytte bestillingssedler og tænke på at give for et tilstrækkeligt stort beløb, så man ikke kommer til at skylde eller bringe nogen i forlegenhed.
Jeg ville hellere bare spise rigtigt god mad med dem jeg holder af og gå i kirke. Så ville jeg muligvis slippe for den tamme smag af punkteret præstations-hype, der altid følger mig i seng juleaften.

Min nabo er søde mennesker, tror jeg nok. De skal bare stramme op, blev der sagt, og lade være med at smide babybleer ude på forpladsen så de flyver over til mig. De skal også for satan i helvede lære at parkere ordentligt istedet for at kaste deres hullede øser, så ingen kan komme forbi. Jeg lærer ikke at forstå hvordan både de og genboen kan have bilpark af gamle biler, der med garanti ikke kommer til at gå igennem syn nogensinde mere, samtidig med at de prøver at sælge ejendommen.
Jeg fatter heller ikke, at de kan skide højt og flot på regler under dække af at de ikke har overskud (på det er så synd for mig-måden) og i øvrigt ikke kan læse lokalplanen eller de 5 breve, de har fået fra kommunen. Også meget meget sværere end at manøvrere i momsregler i forbindelse med drift af egen virksomhed.

Her står jeg så som nabo og føler mig smålig og sur, fordi jeg ikke magter at mobilisere pladderhumanisme nok til at bære over med, at hele vejen skal lave om på samtlige haver på grund af dem. Alle har lavet om. Undtagen dem, der var årsagen. Og jeg bliver så indebrændt gnaven. Affald bliver ikke mindre irriterende.

Mest af alt bliver jeg gnaven over, at jeg er i overhængende fare for at blive kaldt racist og slået i hartkorn med dansk folkeparti, hvis jeg lufter min galde. Mine naboer er nemlig af tyrkisk oprindelse. Gør mig endnu mere sur at blive pålagt at have mere tolerance overfor dem, end jeg ville have overfor mine meget kristne og bleg-danske naboer.

TV2-metoder, når de har interviewofre i den varme stol. Ekstrabladsmetoderne smitter åbenbart og sensationstrang og forhørsmetoder har taget bopæl i de ellers så troværdige nyhedsstudieværter. Havde de haft en gabestok, så havde de sat folk op i den på byens torv og stukket en mikrofon i snotten på dem.

Nypuritanisme. Jeg bliver så modsat. Jeg får sådan lyst til at slå en ordentlig prut mens jeg æder to morgenkager med fingrene. Samtidig. Faktisk kan jeg ikke se, hvad der er i vejen med at spise med fingrene. Jeg kan personligt godt lide at undersøge og dissekere den mad, jeg spiser og være tæt på den. Synes ikke nødvendigvis at burger, brød og pizza skal spises med bonert gaffel og hellig kniv.
Nypuritanisme i den forstand, at der er en offentlig standard for alt. Ingen mælk, ingen hvede (men spelt?), det rigtige tøj, den rigtige opførsel og holdninger, der ikke kan støde nogen, for det skulle jo nødigt hedde sig... Usund frelsthed. Vorherre bevare os. Og det mener jeg helt oprigtigt. Prøv lige at sige noget om Chris McDonald, der ikke er ros. I dare you.

Mennesker, der misbruger mit navn. 'Lene. Det kan du godt forstå, Lene. Det hænger sådan sammen, Lene, at jeg gerne vil se ud som om jeg ved alting bedre end dig. Lene'.
Hvis.du.siger.mit.navn.en.gang.til.spasser.så.stopper.jeg.det.i.halsen.
på.dig.sammen.med.en.hurtigt.læst.bog.om.talemekanismer. Knud.

Vent... der kommer nok mere lige om lidt. Har du noget, der skal med på ærgrelses-listen?

Hvis du har et dilemma, ved du godt at du bare skal sende dem til Det gode råd, ikke?

Takketale, anyone?

Det blev en god dag, selvom den startede lidt langsomt og mandagsagtigt med en mundfuld dårlig kaffe, der smagte af tandlæge.

Først fik jeg en mail fra Max (som er klidmosters kæreste) og jeg blev taknemmelig over, at jeg kunne gøre en forskel, selvom den var nok så lille.

Efter min spinningtime fik jeg skriftlig evaluering af deltagerne og jeg ... jeg tror jeg bliver nødt til at give kage eller noget, for jeg er så stolt og glad og inderligt til fals for bekræftelse. Jeg æder det råt.

Faktisk er mine nakkespændinger også væk nu, for jeg fik massage efter spinningtimen.
Triptælleren stod på 40.000 og Det gode Råd er i avisen.

Jeg er pludselig meget tilfreds og glad og totalt grådlabil. Jeg bliver nødt til at hoppe i æsken nu og skynde mig at sove, bare for ikke at jinxe noget.

Om Julemanden og Edward Cullen. Og om damen, der tog livet af dem.

På en vis ung dames pølsepenalhus stod der skrevet med tynd kuglepen:
If love comes knocking on my door,
Il shut it and say, youve been this way before

Det var en meget und dames penalhus og det blev skrevet mens jeg hørte Tværs i radioen. Jeg tror ikke jeg var meget ældre end 16 og jeg var bare så færdig med kærligheden. Løbet var kørt og smerten var så stor, som den kun kunne være for en 16-årig. Jeg skulle bare vide, hvad der var i vente, men i den alder er fremtiden den næste weekend. Og 30'årige er halvdøde af alder. Og podegra.

Enhver alder, sit krav på at være i sin prime. Jeg læste en blog, hvor skribenten mente at hun var Carrie og han var mr. Big og det hele var meget 20-årigt og alvorligt, meget sex and the city og meget meget ... til at at føle sig gammel over. Jeg sad og tog mig selv i at klikke med tungen og mormorryste gammelklogt på mit grå hovede.

Pråliåhørhææær... Det gør stadig ondt om 20 år. Der er stadig bristede illusioner og smadrede drømme og svigt. Det holder ikke op.

26-årige har retten til at tro, at de er verdens misforståede frelsere. Men behøver unge mennesker at gifte sig og få børn mens de bliver forgabte i Edward Cullen og virkelig virkelig tror på, at twilight-kærligheden findes hvis man bare vil den nok?

Jeg hader så meget at være den, der siger, at julemanden ikke findes i virkeligheden, men bare er et salgstrick.

Rytmik for 1 bilist

Jeg kan ikke lade være med at se på min triptæller, når jeg kører bil. Tallene danner mønstre
21456
og jeg løser mensagåder og finder fortsættelser på talrækken, men jeg er på vej på arbejde.

27555
Nogle gange er det vigtigt at se, præcis hvornår tallet skifter, så 34567 mønstret passer og det er hypnotiserende på samme måde som dengang clockradioen lyste 11:11.

Ikke kaste op, ikke kaste op... pokkers hoste. Pokkers sundhedssystem, 33firetrefem. Skal jeg bygge spinningtimen op på den ene eller på den anden måde? 38335

Dejligt, at Judith er der. Jeg glæder mig til at sætte mig ved mine to stearinlys med dagens første kaffe 38494 (gad vist om det når at skifte inden jeg når frem?)

Dillema i Det Gode Råd. Jeg skal ikke skrive, at jeg kender det fra mit eget liv, for det er for oplagt. Hellere være skarp og provokerende og mene det modsatte, så der ikke går Femina i bloggen
39281 Gider ikke udstilles som racist og inhuman, men det er vel prisen.

Hvordan ville mit liv se ud, hvis jeg mistede jobbet? Hvordan ville det være at bo i et lille hus langt ude på landet, hvor skoven er mørk? Åh, hvor er jeg træt. 39333
39334
39340
Mørkt, igen. Indkøb, hund, hov.... Muse og Uprising i radioen, det ser garanteret sjovt ud, når man ser mig sidde og skråle med uden at kunne høre lyden.
Kan man høre mig?

Valg?
Ham der med kosten under næsen får ihvertfald ikke min stemme. Det er jeg da alligevel ikke mærkelig nok til være bekendt, selvom jeg tjekker 39571 og hvad er det lige for et parti, han repræsenterer? Freakshow-valg.
39576

Hej, Jeg hedder Lene og jeg har et misbrug.

Jeg kan ikke få mig selv til at sige det.
Det der, der får mig til at lyde ligesom Merete. Men altså, jeg kan vel nok skrive det (og så kan Ruth Storm få lov til at sige det i radioen, hvis HUN tør). Jeg har indset noget, og jeg stod helt stille, naglet til jorden af angst, da indsigten ramte mig som en Othellolagkage lige i masken:

Jeg spiser med følelserne

*hurtigt tjek i spejlet, nej, jeg ligner ikke Merete* Phew. Jeg har heller ikke Crox på fødderne og et lidende offer-udtryk i ansigtet. Men jeg er stadig rystet.

Indtil det tidspunkt, hvor jeg stivnede og fattede den ækle sandhed har jeg bildt mig selv ind, at jeg har styr på det der med mad, usundheder og laster. Jeg har godt vidst, at det ville kræve en permafrost-kold tyrker for at vænne min krop af med den sukker-craving, der har boet i mig siden jeg fik mine egne lommepenge og kunne spise slik hver dag, men det troede jeg var en detalje - i forhold til alle dem, der ryger.

Jeg ikke bare spiser med følelserne, jeg spiser for at få følelserne til at holde kæft. Da indsigten ramte mig, stod jeg og stoppede 7-timer gammel spandauer nr 3 i halsen på et enormt raseri, der ellers ville have fået mig til at sparke til nogen. Mens jeg talte i telefon, selvom det er en dødssynd at tale i telefon med mad i munden. På linie med at knase bolcher i biografen.

Kagecreme lægger sådan en dejlig blød dyne over alt det der... følelsesnoget. Jeg mangler bare forklaringen på, hvorfor jeg hamstrer cola light samtidigt. Pt står der 3 uåbnede på mit bord. De er landet der under telefonsamtalen. Formentlig af sig selv.

Barn med briller

Jeg ser dårligt og har haft briller siden jeg var 4. Jeg har alle dage været hende, der skulle sidde med hovedet akavet på skrå, når der skulle tages klassebilleder. Hovedet nedad og så kigge op for at blitzen ikke skulle reflektere i hinkestenene.
Det var også mig, der havde stoooore moderne hvide plastbriller, da jeg blev konfirmeret. At de briller er moderne igen nu er en fejl og de burde være blevet hjemme i firserne. Da jeg langt om længe fik kontaktlinser var det som en befrielse. Ingen briller (i Fluen IV-størrelse) der duggede og ingen briller, der fik mig til at ligne den nørd, jeg var.

Ingen af de børn, jeg kender har briller - til gengæld er der utroligt mange af mine voksne venner og veninder, der nu går med briller eller linser (og som til enhver tid vil frabede sig at blive kaldt voksne). Hvor er alle brillebørnene?
Samme sted som de døde fugle?

Og hvad nu, når jeg selv får børn. Altså... jeg ser så dårligt, at det må gå i arv... Giver man børn linser nu til dags eller bliver det også brillebørn?

Med scepter og krone

For tiden evaluerer jeg kolleger. Fritidskolleger, that is.

Tilbagemeldinger er ikke altid velkomne og jeg kan høre fra mine med-evaluato... øhm... med-evaluerende... med-elevatorer, at modet til at tage imod feedback og gode råd er væk hos rigtigt mange.
Nogle er endda så tilbagemeldingsmodvillige, at de overvejer at melde sig syge, når de ved, at en af os venter i rummet med blokken og blikket rettet mod dem.
Det er da også ubehageligt at få at vide, at man kan forbedre sig og at man har fejl, når man nu helst bare vil roses, så det sejler af væggene og slikkes op og ned af ryggen.

Hvis der er noget, jeg hader, så er det, når andre mennesker mener, at de uopfordret skal fortælle mig, præcis hvordan alting burde være løst. I detaljen. Og hvis de tilmed bliver ved uden at fatte, at tiøren ER faldet og at jeg er helt med på, at de mener, at jeg skulle behandle lige præcis deres petitesse anderledes.

Mod den slags opblæsthed - og i tilfælde af, at man virkelig ikke ønsker tilbagemeldinger og andres syn på sagen - hjælper kun en ting: Sig nej tak, når folk spørger om de må give dig feedback.
Og læg så mærke til, at præcis det spørgsmål kan risikere at være et proforma-tilløb til tilbagemeldingen. Det ses typisk ved, at Opblæstheden lader munden stå åben og stivner i et breakdance-move, der er 80'erne værdigt.

Efter mange år - jeg er jo tante til Methusalem - med coaching-finter, hoveder lagt på skrå og feed-back-manipulation er jeg nået frem til en konklusion: Feedback er misforstået i 62% af tilfældene. Alle de u-accepterede. Just say no.

Hvis feedbacken er gået igang og irritationen er begyndt at vokse, så søg øjenkontakt. Sig tak for indsatsen. (Kast evt djævlehåndtegn bag ryggen)
Begynd for Guds skyld ikke at diskutere og anfægte, for det får bare pinen til at fortsætte.

Begynd ihvertfald ikke at sige at noget ihvertfald ikke passer, når 3 personer har set at det passer rigtigt meget.
Selvfølgelig kan det godt være svært at sige tak, når der står med gnidret kuglepen på et stykke svedplettet papir, at du ikke kan holde takten om det så gjaldt dit liv og at det føles som at få renset ører med et tandlægebor, når du instruerer, men prøv.

Du kan altid skrive på facebook at X er en røvbanan og at du er et misforstået geni, der burde hædres og krones.
Om ikke andet, kan du blive kronet som tudeprinsessen af mangel på selvindsigt. Hell... fame er mere vigtigt end virkeligheden.