torsdag den 29. oktober 2009

5 daglige bønner vendt mod Mokka

Dagen i kaffe:
  • Kantinekopper på plastbakke sammen med forsmurte håndværkere, som man ikke kan spise, når man ikke skal have dimser i rad langs tandkødet. Det tydede ikke godt. Overvejede seriøst at sige nej tak i håb om at få mindet om TDC-kandekaffen til at gå væk. Fik hældt op alligevel. Drak to slurke. Den anden var kun for varmens skyld, for det var virkelig virkelig dårlig kaffe, der klædte mødet ekstremt dårligt.
    Firmakaffe. Bank-firma-kaffe, tilmed. Rare mennesker med firma-bliktingester på deres slips.
  • Lang kaffeløs køretur hjem til hjemstavnen (Vent. Var det en pleonasme?). Med rystende hænder og blank koncentration fik jeg hældt godt med good old Nes i et kæmpe glas og hældt kogende vand på. Skide være med friskkværnet og ret temperatur. Nogle gange hjælper kun Nescafe i kogende vand og alt for store portioner.

    Langsomt kom menneskeligheden tilbage og sivede ud i fingerspidser og nerveender. Langsomt fordrev jeg de seneste dages tynde filterkaffe mens jeg tænkte på, hvem der nyder at drikke den slags ud over på dage, hvor natten har været søvnløs og man har gået kærlighedsløs og barfodet rundt i regnvejr. På grus.
  • Endnu en monsterglas kaffe. Denne gang friskkværnet og stærk som bare panter for at skylle procurement manager-stemme ud af øret. Reboot. Andægtig tavshed.
  • Efter timer med blikket rettet mod konturerne i en hvid væg og en forbandelse af vintertid og døgnmørke, sidder jeg nu med dagens næstsidste kop nærhed.
    Kan godt være at kaffe i de mængder ikke er sundt.
    Men det er nødvendigt på samme måde som man kan være nødt til at ryge en cigaret, når man har drukket så mange drinks, at mundhulen er dækket af noget der føles som bedøvende candyfloss.

lørdag den 24. oktober 2009

Mand på cafe

Der var propfyldt på cafeen. Alle pladser var optaget og lyden af kopper, musik og lørdagssnak fyldte lokalerne. Enlige forsøgte at se ud som om de var fordybede i deres bog og så kun ud i lokalet når de løftede latte-glasset. Smugkiggende holdt de alligevel øje med livet.

Veninder holdt hektisk snakken igang og lod stemmerne forenes i høje grin og stereofnis, når en underlig påklædning gik forbi eller når daten fra igår havde sagt noget særligt sjovt.

Manden bag mig så træt ud. Grundtræt. Det halvlange hår var smart sat. Kindbenene markerede, skægstubbene mode-trimmede. Øjnene var indstillet på uendeligt, poserne under dem var mindst lige så trætte som han var.
20 cm fra hans højre øre var et damemenneske igang med at flænse alle trommehinder i en 3-meters radius. At dømme efter hans ansigtsudtryk var han gift med hende eller også havde de siddet på den cafe alt, alt for længe.
Hun talte så højt om ligegyldigheder, at det eneste jeg efterhånden kunne høre var min egen tinitus. Da hun begynde at pludre med sit barn gjorde hun det med en stemme, der kunne forvandle kaffekopper til porcelænssmulder. Lydstyrke torden.
Ikke en krusning på hans ansigt, hans smerter var konstante. Hans kop for længst tom.

Jeg kunne i det mindste rejse mig og gå. Den arme stakkel.

torsdag den 22. oktober 2009

Når jeg bli'r gammel

  • skal jeg bo i Ollekolle sammen med alle de andre og lave god mad i fælleshuset en gang om ugen, drikke rødvin og grine og spille trivial pursuit. De andre dage i ugen skal der være kaffebesøg, bogklub og nogen at se Dagens mand, the gay edition, med.
  • har jeg overdraget min hundedagpleje til min assistent, men jeg kan ikke lade være med at hjælpe lidt til.
  • læser min datter teologi eller astrofysik
  • vil jeg stadig huske dengang, der var noget, der hed slowfood, hjemmebagt æblekage og off-line
  • er jeg lidt excentrisk. Så kan jeg bedre gå og klukke af dem, der er meget yngre og som tror at det er smart at gå i slimfit-bukser med hængerøv. Igen.
  • vil jeg måske bedre kunne sige min mening uden at tænke på, at nogen bliver pige-misforståelses-sure og ikke kan lide mig. Lidt mere ubekymret.

tirsdag den 20. oktober 2009

Godt, jeg ikke er skuespiller

I sommerferien rå-læste jeg vampyr-serien. Det er bestemt ikke stor litteratur, men midt i alle de oversmukke vampyrer, behårede muskuløse ustyrlige varulve og kærligshedssvælgen, fandt jeg ud af at jeg var hooked. Jeg var så opslugt af bøgerne at jeg gik rundt i en døs og mente, at alt det, der ikke var bøgerne ikke var den rigtige verden.

Jeg må simpelthen ikke have lov til at læse i så mange sammenhængende timer om dagen, for jeg bliver for påvirket. Det samme skete, da jeg læste CHOK af Stockman og Njor tidligere på året. Jeg blev ked af det og alt for påvirket. Jeg tog stemningen med mig og bar rundt på den, længe efter at sidste side var læst.

Når jeg ser Harry Potter, Up, Brideshead eller andre film, der virkelig appellerer til mig, så går jeg rundt og er i filmene. Når der er dårlig stemning på arbejdet, så slæber jeg det da lige med hjem og ligger og drømmer om det om natten, som om det kunne hjælpe.
Jeg blander simpelthen andres mere eller mindre fiktive oplevelser ind i min egen virkelighed og ved godt at det samlede coach-korps lige nu korser sig og himler op om at man skal leve i nuet og trække vejret og forholde sig til og tage ansvar for og bare være... Jeg er også bare. Problemet er, at jeg er fiktiv.

Min fantasi er i god træning. Den lever i bedste velgående og når jeg ser på andre omkring mig, kan jeg se, at de har varianter over mit tema. For eksempel er nyhedsudsendelser helt store kræfter i min omgangskreds' liv. Hvis der er en trend med at vise børn, der er udsat for overgreb eller realityshows om overforbrugende par, så taler hele omgangskredsen om at der da vist også er nogle børn i risikogruppen i nabolaget og om lånomlægning og storindkøb.

Enkelte i omgangskredsen er måske også lidt for gode til at gribe et lille løsrevet stykke virkelighed og ophøje det til altopslugende sandhed. Fjer bliver helt af sig selv til store, fede, virkelighedskvælende puder.

Det er bare ikke mig, der skal pege fingre. Jeg er også selv lidt for hurtig til at blive grebet. Jeg kan endda lyve så godt, at jeg til sidst selv tror på det jeg siger.

fredag den 16. oktober 2009

Jeg sagde altså tillykke - og mente det

Min søster er gravid.

Min søster bor i Tyskland, langt fra resten af familien, der er strøet ud over Danmark, så nærhed i familien er en svær ting. Især fordi vi de seneste år har begivet os ud på en rejse, der begyndte med høflig omgang og langsomt bevæger sig nærmere et nært familiesammenhold, men søster og jeg kommer aldrig til at være dem, der ringer til hinanden dagligt eller tuder i telefonen af lykke, ulykke og slet ikke af savn efter hinanden.

Søster og mand har forsøgt at få børn i nogle år. De har valgt reagensglasmetoden nu og derfor kunne lillesøster også meget præcis sige, at hun var halvanden uge henne i sin graviditet, da hun ringede og sagde at jeg skulle være tante.
Det er lykkeligt, det er det da.
For mig er det med at få børn så stort og så ømfindtlig en sag, at jeg personligt havde ventet med at sige nogetsomhelst før jeg var mindst 13 uger henne og var bare lidt mere sikker på, at Mini havde tænkt sig at hænge fast derinde.

Jeg har det som om jeg er et dårligt menneske, der ikke kan tro på hendes lykke uden at være skeptisk samtidigt. Men jeg venter altså lidt med at begynde at strikke babytæppe, for mine fingre er travlt optagede med at være krydsede.

tirsdag den 13. oktober 2009

Telefonen er fundet. Mandag overlevet.

Der var jo noget med en telefon, der gik væk.
Efter at have ringet til den på arbejdet og været hjemme for at lede - uden held - gik det med gru op for mig, hvor den måtte ligge og grine af mig.

Ser De, kære læser, det er en pinlig affære.

I går morges var ikke en god morgen. Det var mandag. Som regel er det noget af en kunst at komme ud af døren, fordi rutinerne skal følges og jeg skal huske både nøgler, telefon og dørlåsning og dobbelttjek og jeg skal komme efter mig.
Igår skete det så, at trangen til at skulle på toilettet i ilfart meldte sig, mens jeg stod med Mac og taske i den ene hånd, drikkedunk i munden og nøglerne i en lomme somewhere mens jeg bandede over de lyse støvlers død.

Der var ikke noget at gøre.

Taske ned. Mac på bordet i badeværelset. Drikkedunk sluppet fri af tænders greb. Frakke og trøje op og bukser ned, telefon i bladkurven og lettelsens suk. Katastrofealarm afblæst. Vejret kan trækkes frit og Mac, taske, drikkedunk fandt deres pladser igen, mens jeg kæmpede med nøgler og støvler og hund og kom ud af døren, mens jeg havde tankerne sammenbidt fikserede på de første varme kaffedampe.

Nede mellem Euroman og Bolig lå telefonen og grinede. Og holdt vejret, da jeg trampede rundt i de falske støvler og ledte efter den lidt senere på dagen.

Ikke mit stolteste øjeblik, da det gik op for mig, hvor den lå. Rødmen steg op i kinderne på mig og munden formede et lydløst oooohh.

Da jeg senere sad i spinningsalen og tabte min CD fra anlægget der er monteret i 4. sals højde og jeg så den falde i slowmotion mod metalpodiet, tænkte jeg at det lige var det, der manglede.
(Gik fint. Mirakuløst fik CD ikke så meget som en ridse og elitehold fik sin træning)

Jeg vågnede i morges. åbnede forsigtigt det ene øje for at tjekke at det var blevet til tirsdag og ikke en groundhog-mandag. Det var det, kunne jeg se, fordi jeg havde sovet med mine kontaktlinser i.

mandag den 12. oktober 2009

Sidst set iført Mandag morgen

Dagen er ikke engang kvart færdig endnu og allerede står det lysende klart at det er en af den slags dage.

Et par støvler opgav ævred med et suk. En lille del af lynlåsen, der igennem et par år har kæmpet for at nå sin makker på den anden side, måtte give slip.
Som en yoga-udøver, der kan mærke at fingerspidserne langsomt glider ud af fingerlåsen, skreg den i panik inden den slap og rev alle de andre tænder i lynlåsen med sig i faldet og efterlod mig med en støvle, der var lukket foroven i skaftet og et stort gabende blik ind til strømpen.
De støvler har været trofaste, de har fulgt mig gennem køreture, til Risskov, til Å-vagter, vadet gennem nattegader og efterårsskove og faktisk også været med til et enkelt sølvbryllup. Idag er en god dag at lide støvledøden og selvom det er kritisk at lave om på tøjplanerne en mandag morgen på den pludselige måde, må jeg lave en værdig bisættelse når jeg kommer hjem.

Hvis jeg kommer hjem.

Der er overhængende risiko for, at jeg forlægger enten bilnøgler eller mig selv.
Jeg har indtil videre glemt at snørre skoene inden morgengåturen, at få mascara på det andet øje også, at lukke døren til soveværelset (lyder umiddelbart ikke af noget, men der falder brænde ned, når kæresten opdager at hunden har grebet chancen for at sove i dynerne), at spænde sikkerhedsselen for bare at se mig uforstående omkring for at finde årsagen til vildt irriterende, høj advarselslyd.

Nu har jeg lige fundet ud af, at jeg ikke kan finde min telefon. Livsnerven. Forbindelsen til omverden. Jeg havde den her til morgen, men nu er den væk. Som i HELT væk. Og ja, jeg har kigget 7 gange i lommerne. Så det er garanteret der, den dukker op når den gider.
Jeg har også glemt kaffen ude i kaffemaskinen.

Hvis der ikke er livstegn fra mig i et stykke tid, så bør nogen igangsætte en eftersøgning. Jeg kan anbefale at lede efter mig under min dyne som det første. (Hvor jeg sikkert vil blive fundet med favnen fuld af lange lyse støvler, telefon og hund)

søndag den 11. oktober 2009

Sociale medier

Det siger sig selv, at det ikke er medierne, der er sociale, men mennesker, der bruger dem til at socialisere med.

I aftes var det meget tydeligt, at folk kunne se fjernsyn og føle at de var i venners lag, selvom de var geografisk langt fra hinanden: Min facebook-feed strømmede over med 'Jaaaaa' og 'så for Zlatan' og den slags men normalt råber ud i stuen, når vennerne også sidder der.

Måske var det applikationerne der snakkede sammen?

tirsdag den 6. oktober 2009

Alle elsker Judith

Jeg har en kollega, der griner højt ligesom Fedtmule. Hoppende adamsæble and all.

Jeg har en anden kollega, der får sagt nogle ret sårende ting lige inden frokost, når han er utålmodig og sukkerkold.

Jeg har en tredie kollega, der er lækker-blond og topudvikler-chick og som uden at blinke (og uden at tage et gram på) åbner en cola med sukker som det første hun gør om morgenen.

Og så har jeg fået en ny kollega-skråstreg-husalf og hun er bare... fantastisk dejlig.
  • Ikke noget med at skrige 'SÅÅÅ der MAD!' med vægter-mine klokken 11.30 sharp, nej. Hun lister stille ned til mit bord og siger forsigtigt for ikke at skræmme, at der er frokost, hvis jeg skulle have lyst.
  • Hun køber lakrids til mig, fordi hun husker, at jeg godt kan lide det. Når jeg lægger an til at tage en lakrids til hver hånd, ryster hun smilende på hovedet af mig og rækker mig en yndig top-fyldt skål, som om jeg snart må lære, at hun sørger for mig. Garanteret tænker hun ord som 'pjattehoved' samtidig.
  • Hver gang, jeg har arbejdet i weekenden, tømmer jeg opvaskemaskinen og rydder op, så hun ikke skal komme på arbejde mandag morgen til sure kaffekopper og udvikler-tallerkener. Hver mandag morgen kommer hun og spørger, om det er mig, der har ryddet op, før hun skælder mig ud med en skælmsk mine og siger at jeg virkelig ikke behøver at gøre det. (Nej, jeg gør ej. Men det er netop derfor jeg gør det)
  • Hun har skiftet grimme tofarvede krus ud med nogle, som vi kan være bekendt at sætte på bordet til kundemøder
  • Hun vil gerne med til de biografarrangementer, jeg arrangerer, og hun smiler så sødt med sort troldehår og smilehuller som om hun er lige ved at boble over af glæde.
  • Hver morgen, vi møder på arbejde, er der tændt stearinlys, lavet blomsterdekorationer, kaffe og lækre små morgenmads-tableauer. På mit og super-udviklings-chicks bord er der også en lille blomst i vand.
  • Her til morgen kastede hun en blød pose med noget lilla i til mig med ordene: Den er til dig, hvis du vil have den og kan passe den. Det var en smaaart modeting, som hun havde købt til sig selv, sin datter og sin svigerdatter. Hun syntes, at jeg skulle have hendes.
Jeg kom til at tude af glæde.

Det er så dejligt her på mit arbejde. Endnu mere når Judith er her.

søndag den 4. oktober 2009

Et skridt væk fra at blive til facer med stavgang som speciale

Aj, jeg skal altså ikke ha noget hvidt brød. Har I ikke noget med spelt?
Jeg er på sådan en særlig aura-rensende kur, så jeg må ikke spise noget med mælk, gær, hvede, sukker eller næring. Det siger min zoneterapeut selv.
Nu skal vi ordentlig have fest. Jeg har bagt økoboller. Der er kun vand og kerner i. De er lidt hårde, men hvis du dypper dem i den grønne the så er det supergode og så er der ikke noget som helst fedtstof i
Bruger du RIGTIGT sukker i kaffen? Og en latte på sødmælk? Vi kan virkelig ikke være venner mere.

Jeg er ikke særligt glad for fornøjelsesfornægtere og pseudo-allergikere, så hvad er chancerne for, at jeg selv sidder hos en diætist (indsæt rullende øjne) i morgen klokken 10.30 fordi jeg er under mistanke for at være laktoseintolerant.
Fandeme et af de tilfælde, hvor jeg har lyst til at straffe mig selv hårdt med en fuldfed latte.

fredag den 2. oktober 2009

Show me yours

Vis mig dit visitkort og jeg skal sige dig, hvem du gerne ville være.

Alle mine visitkort fra tidligere jobs er udstyret med titler og hvor det ikke har været muligt at udstyre mig med en visitkorttitel (generaloverogunderbenskonsulent-slash-dillerdaller) har jeg haft min uddannelse til at stå nedenfor. Det er også sygt imponerende at sidde overfor en cand.mag i skjorte og jakke.

Igår stod det tydeligt for mig, at et visitkort ofte ikke er et billede af hvem man har siddet overfor i et møde, men hvad vedkommende gerne vil huskes som.

Den store mand med de nostalgiske beretninger om dotcom-tiden rakte med fyldige fingre et visitkort frem mod mig, der bedst kan betegnes som petit.
Hvidt.
Spinkel skrift og font 8.
Ingen store bogstaver.
En petit undskyldning for en tynd, forsagt og ydmyg mand, der var fanget i en svulstig, ubehagelig krop.

Den fyldige kvinde rakte med voldsomme armbevægelser sit stykke pap frem mod mig, stirrede mig i øjnene og jeg kunne næsten høre, at hun tænkte i arial, versaler og font 42 med masser af udråbstegn. Altså når hendes tanker ikke var filtret sammen som slagstifterne på en gammel skrivemaskine.
Hun var moderne klippet, havde store modebriller, et smykke dinglende nede mellem store, sammenpressede patter og var på alle måder så travlt optaget af at forsvare sig selv, at hun ikke formåede at lytte.
På hendes visitkort var en-mandsfirmaets snørklede vandmærke tegnet. Gotiske bogstaver. Ide, koncept, design, kommunikation og coaching. Et hjerte med flammer om. Og navnet var noget med z som i knuz. Den fyldige kvindes navn blev efterfulgt af titlen 'direktør'.

Jeg kiggede en ekstra gang på mit eget visitkort for lige at undersøge, hvilken våd drøm jeg afslørede ved at række det frem.
Ihvertfald ikke min egen våde drøm: Jeg har et corporate visitkort, der ikke beder nogen om at huske mig, men mit firma.
Til gengæld præsenterer det mig med mit pigenavn.