Show me yours

Vis mig dit visitkort og jeg skal sige dig, hvem du gerne ville være.

Alle mine visitkort fra tidligere jobs er udstyret med titler og hvor det ikke har været muligt at udstyre mig med en visitkorttitel (generaloverogunderbenskonsulent-slash-dillerdaller) har jeg haft min uddannelse til at stå nedenfor. Det er også sygt imponerende at sidde overfor en cand.mag i skjorte og jakke.

Igår stod det tydeligt for mig, at et visitkort ofte ikke er et billede af hvem man har siddet overfor i et møde, men hvad vedkommende gerne vil huskes som.

Den store mand med de nostalgiske beretninger om dotcom-tiden rakte med fyldige fingre et visitkort frem mod mig, der bedst kan betegnes som petit.
Hvidt.
Spinkel skrift og font 8.
Ingen store bogstaver.
En petit undskyldning for en tynd, forsagt og ydmyg mand, der var fanget i en svulstig, ubehagelig krop.

Den fyldige kvinde rakte med voldsomme armbevægelser sit stykke pap frem mod mig, stirrede mig i øjnene og jeg kunne næsten høre, at hun tænkte i arial, versaler og font 42 med masser af udråbstegn. Altså når hendes tanker ikke var filtret sammen som slagstifterne på en gammel skrivemaskine.
Hun var moderne klippet, havde store modebriller, et smykke dinglende nede mellem store, sammenpressede patter og var på alle måder så travlt optaget af at forsvare sig selv, at hun ikke formåede at lytte.
På hendes visitkort var en-mandsfirmaets snørklede vandmærke tegnet. Gotiske bogstaver. Ide, koncept, design, kommunikation og coaching. Et hjerte med flammer om. Og navnet var noget med z som i knuz. Den fyldige kvindes navn blev efterfulgt af titlen 'direktør'.

Jeg kiggede en ekstra gang på mit eget visitkort for lige at undersøge, hvilken våd drøm jeg afslørede ved at række det frem.
Ihvertfald ikke min egen våde drøm: Jeg har et corporate visitkort, der ikke beder nogen om at huske mig, men mit firma.
Til gengæld præsenterer det mig med mit pigenavn.