onsdag den 31. oktober 2007

Jeg går ikke i panik,

selvom der er snart er voksne, der blev født efter at jeg selv blev voksen.

tirsdag den 30. oktober 2007

Matema-chicken, anyone?

Jeg husker, at Mads har sagt at musik for ham er matematik. Han kan ikke som mig blive dybt berørt af et stykke med Veronica Mortensen eller blive grebet af braget i et stykke rock - for ham er musik arbejde. Matematik. Stykket sammen af takter og akkorder til forskellige slags orden.
Tro mig.. han er dygtig, ham Mads, og han har bevist at det er rigtigt hvad han siger: Vi var til Spot-festival og selv efter et par solide fadøl eller 5 kunne han uden at blinke oversætte min musikoplevelse til akkorder med navne som kunstnerne rockede sig frem igennem. G7, Gdur og hvad har vi... jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde over den manglende emotionalitet i Mads musikperception, men jeg ved jo, at der er et engagement i alt det Mads gør, der er lige så godt, så jeg flækkede i beundrende latter. Og drak mere fadøl.

Johan Olsen fra Magtens Korridorer sagde i radioen idag at det var et fedt for ham om der blev sunget på dansk eller engelsk. Sproget er for ham et krydderi i den store gryderet og så er det pludselig mig, der er den matematiske, for hvordan kan sproget være reduceret til så lidt, når det bare er så bærende?
Samtidig gik det så op for mig, hvad det er jeg har manglet når jeg har lyttet til Pandora-bandet: Relaterbare tekster. Til gengæld er jeg helt blæst væk af Johans stemmes energi. Sproget, teksten, den ordlige fortolkning er for mig et supplement til dygtige musikeres komposition og formidling. Og sådan er jeg så matematisk.

Nu går jeg så her med fantastisk vellyd og fortolkning strømmende omkring mig. Bygget op på et skelet af matematik, for det er Mads Bærentzen Trio, der akkompagnerer min Bombay-kyllingegryde. Utaknemmeligt job, det er at diskutere musik og mad, for det hele kan jo opgøres som matematik og målbarheder i komposition.

Oplevelsen består i fortolkningen, serveringen, improvisationen. Så er der nogen, der diskuterer om der er for meget trompet i forhold til saxofon eller for meget salt i maden, der måske også kunne trænge til at karryen blev brændt af først eller mere citron, mens andre bare "kan lide" eller "ikke så godt lide" når de hiver det indenbords, der bliver serveret for dem.
(Det KAN kombineres. Red.) Nu håber jeg bare ikke at min kylling smager for meget af avanceret jazz...

Politikere er også mennesker

Vores agentur v. de to kumpaner Mos og Mikkel har bragt adskillige beviser til torvs på at politikere også kun er mennesker.
Beviserne er overvældende og jeg begrænser mig til et enkelt. Til gengæld har jeg valgt en international politiker, ikke mindst af hensyn til den hjemlige valgkamp.
(Der er næppe nogen, der ville være overraskede over klippene med Villy Søvndal iført Hammerthor og søndagsmorgen-rutiner alligevel)

Her kommer Berlusconi... værsgo at skylle.
video

søndag den 28. oktober 2007

MANAMANAHH!


Alex mente, at jeg ville blive lidt opmuntret af denne video.
Det er som at se min bestyrelse mens jeg er sygemeldt. Heh...
aaaa Manamanah, doo doooodoo dooo dooo...

lørdag den 27. oktober 2007

With a little help from my friends...

Kender man sangen og historien bag, så ved man godt at "friends" også kan betyde stoffer. Og det har jeg fået... jeg har ihvertfald fået piller. Men det havde jeg ikke fået, hvis det ikke var fordi jeg har nogle real friends, der har haft hårdt fat i armen på mig.

Jeg har i et par uger haft Den Lede Hoste som følgesvend. En påtrængende fætter som har holdt mig vågen om natten, forvandlet min stemme til en raspen, som ellers kun kan fremavles af Johnny Walker og Blå Kings og som har sørget for at mine blodkar har opført sig som brandhaner. Jeg har spraymalet badeværelsesvæggen og drypudsmykket adskillige tekstiler med blod. Og så har Den Lede Hoste også holdt Mikkel vågen i en sådan grad at han med mørke rande så dybe som Marianergraven måtte tilkalde FN, Unicef og Linda for ved fælles hjælp at gribe mig ved vingebenet og sende mig til lægen.

Det er jeg glad for. Selvom det er svært at slappe af, så bliver det alt andet lige meget nemmere, når der er nogen, der passer en. Og lægen var ca 1½ minut om at bekræfte at jeg har brug for venners hjælp. Hvad skulle jeg gøre uden dem? Af hjertet tak... jeg skylder.

torsdag den 25. oktober 2007

Undervejs

På vej til og fra København
2 gange fuldmåne. En stor lavthængende morgenmåne og en kølig aftenmåne.
2467 host
1 venlig, servicemindet tankpasser i København. Utroligt, indtil han begyndte at tale jysk.
10 roadkills på vej hjem. 8 på sjællandssiden. Det var ikke mig.

onsdag den 24. oktober 2007

Forbandet klog

Er der plads til de kloge børn i det almindelige skolesystem? Jeg så DR2 temaudsendelse om højt intelligente børn og eliteskoler. Jeg sidder stadig tilbage med en blandet fornemmelse:

Jeg er helt med på, at de gode elever, intelligente børn og unge med særlige forudsætninger, i meget høj grad er blevet overset i skolesystemet og dermed også er blevet misforstået. Udsendelsen viste meget klart, at hyperkloge børn ikke trives i skolen og af og til bliver stemplet som asociale. Jeg mener, at fokus på de svage elever helt har overskygget det egentlige formål med skolen, som må være at give ethvert menneske mulighed for at udfolde sin intelligens og bruge den bedst muligt.
Ideen om at udvide specialklasse-begrebet til at dække ikke bare de bogligt udfordrede men også de under-udfordrede får mig til at klappe til mine hænder gløder. Selvfølgelig fordi jeg stadig for mit indre øre kan høre min lærer sige "Du må ikke læse foran. Du skal følges med de andre". Jeg er ikke hyperintelligent som de unge i udsendelsen, men ... jeg har fornemmelsen af, at nogle ting ville have set anderledes ud, hvis ikke min skolegang var præget af guitarspillende normalitetsundervisning og hvis ikke min kedsomhed var blevet tolereret og nogle gange ligefrem ønsket. Min tysklærer i gymnasiet lurede mig og udfordrede mig (.. og svor at dumpe mig, hvis ikke min intelligens mødte frem til hver eneste time. Det hjalp).

På den anden side efterlod udsendelsen mig med et par fægtende arme og "HEY, HOV! Sådan er det jo ikke, det hænger sammen". Det var, da elitegymnasiet blev præsenteret og alle de unge poder blev trænet til at ønske at nå rigtigt langt i karrierelivet og blive ledere.

En høj intelligens bringer dig langt, hvis den bliver brugt rigtigt. En høj intelligens kan skaffe dig en god stilling, en fed hyre og en imponerende karriere. Men den gør dig ikke til en god personaleleder. Måske en god virksomhedsleder, men man skal laaaaangt op ad den hierarkiske stige i firmaer for at kunne koncentrere sig om den rene virksomhedsledelse. Personaleledelsen, empatien, evnen til at motivere og til at få mennesker til at performe, så afdelingens mål nås, går bestemt ikke altid hånd i hånd med høj matematisk intelligens. Ikke som en selvfølge.

Jeg har mødt for mange ledere, der har pladen fuld af psykopattræk. Selv uden at være top-intelligente. Gys og gru, hvis de træk også fik bedre vækst-betingelser på school of the gifted.

Heldigvis afslørede programmet også at holdpræstation, øjenkontakt, smalltalk og lignende menneskelige grundfærdigheder var på skoleskemaet.
Det er der, de hyperkloges behov for specialundervisning viser sig. Især fordi de sjældent har følt en social samhørighed med dem, de gik i klasse med i folkeskolen på grund af forskellene i intelligens - og dermed også i humor.
Hvilket klart forklarer, hvorfor folk sjældent griner af mine jokes. (Det sidste var for sjov! ironi!Heh...)

tirsdag den 23. oktober 2007

Stemmerne i mit hoved

Oppe i mit hoved bor der en bestyrelse. Bestyrelsen holder helst møde for lukkede døre og kun sjældent slipper der lyd ud. Når det sker, har det som regel en af to følger: Enten står formanden stolt og med fremskudt bryst ved bestyrelsens beslutning mens han indvendigt ryster i buksen eller også kaster resten af bestyrelsen sig over det medlem, som glemte at lukke døren og trykke på mute inden der blev råbt en kommentar. Det er skandale-tidspunktet og det eneste tidspunkt, hvor der er helt stille i mødelokalet, mens alle spejder ud af vinduerne og lytter for at finde ud af om der var nogen, der hørte noget.

Der er salgschefen, der afgjort mener at nyt tøj, udstyr og hurtige beslutninger er vejen frem. Køb, sælg, bare det sker nu. Han tager en masse chancer og er temmeligt modig. Har ofte meget svært ved at holde mødedisciplinen og blinker tit til sekretæren.

Der er bogholderen, der bekymret kigger ned over halvbrillen på tallene. Det er en hun-bogholder, så der bliver ført regnskab med alt. Hvem der sagde hvad, hvornår og hvorfor. Det er fyldige bøger, hun holder rede på og det er ikke altid at hun gennem halvbrillerne ser, hvad der i virkeligheden foregår omkring hende, men hun kan ikke lide salgschefen.

Der er HR-damen, som gerne vil have at alle skal have det godt. Idyl og samarbejde er det bedste. Helst med en masse knus og smil samtidig. Hun sidder af og til lidt uroligt på stolen for i bestyrelsen kan bølgerne godt gå meget højt af og til og det er bare tit for meget for HR-damen, når alle taler i munden på hinanden. Derfor finder vi hende nogle gange krummet sammen nede under stolen.

Der er produktchefen. Kvinde. Nidkær, fremadstormende. Råber tit på udvikling istedet for afvikling og tidernes forfald. Udvikling, Udvikling, UDVIKLING. Bander tit efter telefonsamtaler med leverandørerne.

Økonomichefen. Return on investment er nøgleord som hun har lært på et kursus. Burde arbejde mere sammen med bogholderen, men er også temmeligt meget mere fremstormende og hoster tit bekymret, når salgschefen hvirvler støv op omkring bogholderen. Holder sig til overblikket, fremtiden og mest af alt bundlinien. Derfor bestrider økonomidamen en central post i bestyrelsen.

Ledelsesassistenter, personlige assistenter, den personlige træner, kostvejlederen, kokken, trainees, der alle sammen skal høres samtidig og rådgiver i en kakofoni af råd, programmer, visioner og det sidste nye fra managementscenen. De vifter med håndbøger og lykkebringende cremer og dameblade og boligkataloger og vil bare gøre karriere med lynets hast. De fylder ofte stolene ved mødebordet og tit også vindueskarmene. Andre gange er der mere tomt omkring mødebordet. Ofte omkring den tid, hvor der skal træffes beslutninger. Der sidder salgschefen og blinker til sekretærkorpset og puster sig op og vifter med nøglerne til en fremtid, der skinner som lakeringen på en rigtigt rigtigt dyr bil.

Formanden har det med at falde i søvn. Han kender den sædvanlige monotoni i virvaret af stemmer og overvejer ofte, sekundet før han blunder, om han skulle gå på pension. Problemet er at det er svært at rekruttere en ny formand fra den nuværende bestyrelse. Økonomichefen, måske? Det kunne også være et wildcard som fx hende den unge, engagerede konsulent der fremlagde en businesscase i sidste uge. Der skete der noget... Men der er jo så mange konsulenter, der kommer og går og fremlægger og taler engelsk. Og så blunder formanden mens sekretærerne trommer hårdt i bordet med deres spidsede blyanter.

torsdag den 18. oktober 2007

Vi bringer en advarsel

Det var ikke meningen at jeg her på bloggen skulle prædike, hænge nogen ud eller på nogen måder være hellig. Jeg vil gerne vise mig som det mangefacetterede og rummelige menneske jeg også er.
Men her trækker jeg fandeme grænsen.
Jeg er så harm, så vred og virkelig uforstående overfor denne verdens ondskab. Og det endda på grund af en artikel der er møggammel. Faktisk bare en omtale af en artikel i Information, den 1. december 2006, fundet på Dansk Dyreværns hjemmeside.

Det skyldes selvfølgelig, at artiklen handler om et forslag, der går stik mod en af mine grundværdier: Børn og dyr behandler man ordentligt. Når egoisme og tilfredsstillelse af egne behov bliver så gennemtrængende at man ikke engang kan have respekt for de liv, der er afhængige af en, så er det på tide at man bliver spærret inde i et meget lille bur og ødelagt indtil man finder ud af, at man ikke er verdens navle, men bare et røvhul.

onsdag den 17. oktober 2007

Step AWAY from the chocolate!

Der er mangt og meget som kvinder kan gøre simultant. Køre bil og synge med. Vågne og planlægge aftensmad. Se fjernsyn og føre en fornuftig samtale. Være syg og selv hælde cola op. Tage sko af og tisse.

Sat på spidsen kunne man hævde at kvinder kan alt det der plus lande en jumbojet samtidig, men jeg holder den lige til to-komponents-kombinationerne i denne ombæring. Jeg kan forudse, at der blandt læserne er små pip om at det så også er med skiftende held at disse combos bliver udført.

Chokolade er normalt en uovertruffen ingrediens i mange af disse kombinationer, og kvinder har rigtigt godt af at blive tilført noget chokolade af og til, fordi især den mørke rummer nogle stoffer, som minder om de lykkehormoner, som vi selv producerer: Serotoninerne. Det skulle ifølge diverse dameblade give øget lystfølelse... men jeg må lige bryde ind med en anden videnskabelig tilgangsvinkel: Empiri.
Jeg mener, at den gode mørke chokolade forstærker den stemning, som man har i forvejen og altså ikke kun glæden. Kombinationen af mig og chokolade er dermed ikke altid heldig. Læg mærke til at jeg skiftede fra generalisering til den personlige form. Jeg skal nødig komme i klammeri med mig selv. (se indlægget big mistake. BIG. HUGE! længere nede på denne side)

Mørk chokolade burde være udstyret med advarselstrekant. (Måske er der en grund til at det hedder en advarselstrekant og ikke en advarselsstang, slår det mig lige). Det er ikke så farligt, at det skal have polititilhold ligesom tequila, men jo bedre chokoladen bliver, jo flere klistermærker burde der være sat udenpå pakken: "Handle with care", "Danger", "overdreven brug kan forkorte dit liv og forårsage seriøs skade på dine omgivelser".

Mit temperament reagerer nemlig direkte proportionalt med mængden af indtaget chokolade og forvandler mig fra glad, tilfreds og kaffetørstig ved den første lille bid til Absolut Mokke efter mere chokolade. Spontant meltdown i kernen kan kun undgås med så drastiske midler som vand.
God, mørk chokolade på tilbud er derfor ikke så godt som det lyder, med mindre jeg bliver præsenteret for en umyndighedserklæring og kun får tildelt små dagsrationer i samme ombæring.
Nogen skal ihvertfald sørge for, at jeg ikke ved en forfærdelig fejl kommer til at tømme fadet inden jeg sætter mig bag rattet eller overfor ejendomsmæglere.
Bad combo. Der er en grund til at Kinderæg er lavet af skod-slik og ikke chokolade. Var overraskelsen og det man skal samle pakket ind i gedigen&mørk chokolade var det aldrig gået godt.

tirsdag den 16. oktober 2007

Jeg indrømmer aldrig

Feber, træthed, synsforstyrrelser, pylren ud over enhver rimelighed og en fantastisk evne til at sove tungt og ha mareridt allerede inden jeg er holdt op med at fryse mine 39 grader varme fødder. Mig, syg? Næhæj. Jeg kan sagtens slæbe ting ned i kælderen, arbejde koncentreret og køre på arbejde i morgen på Sjælland. Samtidig. Jeg skal bare prøve at lade være med at tude, når jeg krydser træthedsgrænsen.

torsdag den 11. oktober 2007

Intelligente venner forlænger din levealder

Ihvertfald forbedrer du dine chancer for at få et langt liv, hvis du er intelligent og hvis du har nære venner... Tjek din levealder her.
Der står ikke noget om, hvilken kvalitet, årene leveres i...

Yessir, I can Boogie

Når jeg ønsker mig noget, så ønsker jeg mig det nu.
Som i NU nu. Hvis jeg synes at jeg har brug for chokolade, så kan jeg ikke ryste det af mig og det der med at substituere med frugt er også bare en lappeløsning, hvor plasteret ikke rigtigt vil dække. Behovsudsættelse er blevet revet ud af min ordbog. Det er en færdighed, jeg aldrig rigtigt har lært. Det går som regel over, hvis man låser mig inde længe nok, men...

Jeg vil gerne ha Boogie. NU.
Boogie er en 3-årig dalmatiner. En atypisk dalmatiner, for den vælger sine mennesker med omhu, den er rolig og den har valgt os. Og så står den ude på dyreinternatet i et bur og venter.

I dette øjeblik er jeg villig til at blæse på ejerforeningsvedtægterne, der forbyder alle dyr (det ved vores edderkopper ikke noget om), på min mening om hunde i lejlighed og på udsigten til regnvejrsgåture med hund inkl. shit that happens.

Jeg ved godt, at der garanteret er andre hunde, der også er søde, når vi engang får bedre plads, men fornuft preller af og ryger samme sted hen som behovsudsættelsen.
Mit hjerte er forstuvet. Jeg har pletter for øjnene.

tirsdag den 9. oktober 2007

Jeg har fået nyt kontor. Nu sidder jeg på et meget stort kontor med linoleum og laminat, som gør rummet meget lydt. Man kan høre hårde kontorhæle på 100 meters afstand (og derfor har vi cykler til rejser til fjernere rejsemål end kaffemaskinen).

Idag er det tydeligt, at min humor har nået udfordringsgrad 76, for jeg synes det er svært at lade være med at grine når naboen evaluerer hver telefonsamtale med "jeg er omgivet af idioter" og andre mumle-svinere. Lokalet er så lydt, at ALLE kommentarer kan høres, selvom man vender sig ind mod væggen i erkendelse af at der er for langt at løbe, hvis man skal undslippe kollegernes hørevidde.
Jeg skal sådan passe på at jeg ikke får krampe i maven af grin og mister al office-credit i samme hug. Mine arbejdsgivere tror jo stadig, at de har ansat en voksen.
Bare idag har jeg sunget Jamaica, udtalt mig om Vesterbro ungdomsgård og sagt "God tur hjem i traktoren" da min mor ringede.
Jeg tager mig sammen i morgen. Jeg kan godt klare det.

søndag den 7. oktober 2007

Pixar in spaaaaaace


Jeg bliver altid lidt glad i låget når Pixars tag med arkitektlampen dukker op på lærredet... Filmen Ratatouille [rat-a-too-ee] levede også fuldt ud op til mine forventninger (Animeret film om mad. Total livret) - men det sjoveste var den kortfilm, som Pixar viste som appetizer. "Lifted". Fantastisk arbejde, stor humor og så ligner hoved-marsmanden en jeg kender. På ansigtsudtrykkene ihvertfald...
Jeg synes, det er godt, at så mange unge vil engagere sig i noget. At de går mod deres forældres totale ligegyldighed. At de har lederskab nok i deres eget liv til at ville gå ind i kampen for alt hvad de har kært og bruge samtlige deres ressourcer - og deres forældres, så få de er - på at kæmpe for et ungdomshus, demonstrere mod nazismen og endda gå ned på knæ og skrabe brosten fri af fortovsfliserne.
Det er jo sundt at dyrke sport for sådan nogle unge mennesker, der ser ud som om de kunne trænge til noget frisk luft og noget voksen modstand.

Jeg synes det er fint, at de forlanger mange millioner fra kommunekassen uden grund og udstiller deres bundnaive og ensporede fejlopfattelser. Piercer sig selv med urene sikkerhedsnåle og har flokdyrsuniform. Mainstreampåklædning er tidligere i historien set udstillet af ungdom med særlig overbevisning.
Men kun så længe de er klar over, at det er en leg de leger.
Så snart de vælger at tage konsekvenserne med når de ødelægger andres ejendom, smadrer butikker og stadig fortsætter mens de råber "Spielverderber" af de voksnes sanktioner, bliver jeg nervøs...

Legen skal de lege, mens de holder sig væk fra mit TV og mine skattekroner. Og de skal sørge for, at deres forældre får låst døren indefra, så nød og elendighed og omsorgssvigt ikke bliver udstillet for omverdenen også.
Jeg forstår bare ikke, hvad der skulle være i vejen med at høre Tværs med Tine Bryld og gå til foto i ungdomsskolen - eller fodbold?

Hør Mads...

Min gode ven Mads spillede for hele den svenske nation i lørdags. Og min kærestes mediacentre blev selvfølgelig taget i brug for at optage.

torsdag den 4. oktober 2007

Analyze this...


Når jeg planlægger, hvordan jeg skal servere budskaberne for en af de 10 top-interessenter på mit arbejde, så bruger jeg Jungs typologi og MBTI.

Kan man gøre noget lignende for kontaktpersoner i sine private omgivelser - sådan helt overlagt? Eller er det for meget bevidstgørelse af processer som, for mennesker med normal evne til empati, er velfungerende i forvejen?

Jeg tror, at mange af os allerede har lavet en lille næstenbevidst analyse for vores omgangskreds. Vi har en fornemmelse af, hvordan veninden, mor og den træningsbekendte skal have budskaber anrettet.

Hvis nogen nu sidder og spørger sig selv om jeg lægger analyser ud som man kan abonnere på, ligesom horoskoper, så ... siger det en del om jer.

tirsdag den 2. oktober 2007

Big mistake. Big. HUGE!

Sælgeren hev mig med hen i den anden ende af sin udstilling på boligmessen i Herning med ordene: NU skal du bare se noget, som kvinder er RET vilde med... Allerede der havde han slået sig selv af banen. Jeg var skeptisk og fordi jeg var helt klar over, at manden solgte lydanlæg var jeg ikke engang pirret af nysgerrighed om hvad det var, der faldt i kvinders smag.

Jeg var derimod helt klar over, at SælgerHelge havde udløst en automatreaktion hos mig med sin generalisering om kvindekønnet, for det kan jeg simpelthen ikke lade gå ubemærket hen og på den forholdsvis korte gåtur hen til kvindeyndlingen havde jeg allerede bestemt mig for at han skulle ha dyppet snuden i sin fejltagelse.
Uanset hvad det var. Tror endda jeg fik hvislet ud mellem tænderne til Mikkel at "han ryger ned". Mikkel var helt klar over, hvad der skete. Klog af skade...

Efter at have fulgt brillantinesporet efter sælgeren stod jeg foran en fladskærm og en beigefarvet væg, hvor det var tydeligt, hvor højttalerne var indsat - og malet over. Indbygningshøjttalere. Inde i beigefarvet væg. Højttalere, der var cirka lige så usynlige som en struds i en busk fordi de stak ½ cm udenfor væggen. Det var en høj serv. Smashet lå lige for.

Jeg indrømmer, at jeg garanteret matcher flertallet af kvindekønnet på utroligt mange punkter. Jeg elsker at blive set og lyttet til. Jeg nyder at få blomster, komplimenter og få at vide at mine lår ser lækre ud i de sko. Jeg spiser salat. Jeg griner højt af "Michael Laudrups tænder" (Bogen!) og jeg tudede til Kronprinseparrets bryllup... Men så er det lige jeg tænker: Hvor mange mænd er der ikke også plads til inde i den bås? Hvad er det, der gør at nogle begår den frygtelige fejl at tro, at jeg accepterer hvad som helst, bare det er noget som andre kvinder forventes at kunne lide? Hvad er det, der får sælgere til at tro at jeg køber biler efter at have set indtrækket og farvekortet og endnu mere... hvad får dem til at tro at jeg klapper bifaldende af dårligt håndværk iklædt beige? Og tilmed en gullig beige...

Er det fordi at Håndbogen for Mænd om Kvinder er udsolgt fra forlaget og at mænd i bare panik over ikke at kunne forstå os, forsøger at sammenstykke deres egen pathfinders guide med oversigtskort over hele systemet? ER det det, de går og pusler med, når de siger at de roder med cykler, går i værkstedet eller lige sidder og surfer lidt på Nettet? Alle mænd, helt generelt..?

En ting er ihvertfald helt sikker: Jeg er så nærtagende overfor at blive antaget for at have medlemsskab til Club Average som kun en kvinde kan være det.
Og jeg er ikke for fin til at gnække indvendigt over at brillantinesælger forsøger at dække over sin frygtelige fejl ved at skrue højere og højere op for de smådårlige højttalere i beige. Overfor en kvinde...