søndag den 29. november 2009

Lene og jagten på den hvide sten.

Da jeg var lille så jeg 'Den hvide sten' i fjernsynet. Den var uhyggelig og handlede om to venner, der gav hinanden udfordringer, som skulle løses, for at de kunne vinde retten til at have den hvide sten. Det var rystende, skrækindjagende opgaver. Jeg har givet mig selv den mest nervepirrende opgave jeg kan komme i tanke om: At bakke af og lade være med at lade som om jeg har styr på a.l.t. Alt.

Det er nemlig gået op for mig, at jeg har været rigtigt, rigtigt dygtig til at være opmærksom på alle andre, lytte til sygdomshistorier, massere mennesker med ondt i ryggen og stille op til møder, som jeg mest havde lyst til at melde fra til.
Jeg har stillet mig selv i skudlinien og har presset mig selv til brunkagedej, fordi jeg ikke har turdet tage hensyn til mig selv, før jeg tog hensyn til andre og de forventninger, de har haft i god tro til at de var rimelige.

Nu er det sådan, at julen indtræder om mindre end en måned og i år har jeg ikke tænkt mig at bruge juledagene på andet end at være jule-happy og afslappet. Ihvertfald skal jeg ikke ligge i fosterstilling med ansigtet mod en hvid væg i denne ferie og være brunkageflad, så det er vist på tide, at jeg begynder at øve mig i at gøre det der... slemme, som jeg har gjort nar af i lang tid: At trække vejret heeeelt ned i maven og lytte til mine egne behov (Det skal nok blive sjovt!)

Jeg undskylder på forhånd, hvis jeg virker anderledes og mindre stabil ude i det virkelige liv. Jeg lover, at der ikke vil være noget med healing eller bjergkrystaller. Jeg skal bare, ahem, helt ind i sindet. Wuhuuu. (Numensas!) Herinde vil i sikkert ikke mærke forskel, med mindre mit indre barn har en større craving efter citronmåner, spanking af stavgængere og pinefuld straf til kvinder over 40, der siger uuuuuuuhhhhmmm og kalder sig selv for piger, iklædt crox med dimser, end jeg har normalt.

Så jeg tænkte, om I lige kunne være nogle svesker at holde verden og klare ærterne mens jeg stirrer mit indre barn i øjnene, så der er styr på stumperne, når jeg vender triumferende tilbage med den hvide sten?

lørdag den 28. november 2009

Garderobeskab lokaliseret

Verden hænger bedre sammen nu, efter at stuen har været befolket af intelligente, smukke mennesker, der også fungerer udtalt godt, selv når de ikke skriver på deres respektive blogs.

Jeg er næsten sikker på, at det ikke var på grund af de absolut udmærkede hjemmelavede æbleskiver og kaffen, selvom begge dele hjalp på stemningen. Eller glöggen, som var lige så udmærket som æbleskiverne. Selvom den også hjalp.

Det er befriende at høre og se, at man ikke er den eneste, der har ledt efter indgangen til det Narnia, hvor de rigtige mennesker bor, eller den eneste, der undrende ser på sit eget liv, mens det bliver kommenteret af den altid brovtende indre rastløse trucker slash tvivlende pæne pige.

Jubi.

fredag den 27. november 2009

sponsorstøtte

Hun var sjusket og lidt for tyk. Hektisk og gentog hele tiden de samme sætninger igen og igen. Hun kunne jo ikke lide chokolade selv, men havde fået sponsorat og besked fra manden om at hun skulle lave noget chokolade til ham. Noget med sprut i. Han betalte.
Hun gentog det igen og igen. Hun kunne jo virkelig ikke lide chokolade. Eller marcipan.

Hun lavede de bestilte - og sponsorerede chokolader. Og blev da lidt modigere med tiden, selvom hun hele tiden mumlede at hun ikke kunne finde ud af det og at hendes chokolader var de eneste, der ikke ville ud af formen. Forfjamsket gentog hun sin sætning om at manden havde sendt hende i byen og sponsoreret.
Hun fik ellers ikke så tit 'lov til at rende i byen' og hun ville egentlig ikke, men manden havde insisteret.
Da jeg sagde at hun sikkert ville blive modtaget med medalje når hun kom hjem med så fine chokolader og at han helt sikkert ville elske dem, sagde hun pludselig med styrke i stemmen: Min mand elsker MIG. Uanset hvad, så elsker min mand mig.

Hun smilede pludselig. Og da jeg viste hende, at man kunne lave chokolade med et blandingsfyld, så de ville smage ligesom Toms skildpadder, fik hun pludselig selv lyst til at lave noget til sig selv, for noget godt skulle hun da have for sin indsats. Til sig selv. For skildpadder kunne hun godt lide.

Bemærkelsesværdigt, hvordan hun med hans sikkerhed kunne finde sin egen. Og pludselig lide chokolade.
Som ekstra bonus fortalte hun mig hele sin sygdomshistorie over skildpaddefyldet.

torsdag den 26. november 2009

How to say 'fuck you' with a pie chart



Åh, det er sjovt. Tænk at bruge en arbejdsdag på at skrive den slags mails... Han giver ihvertfald ikke op.

tirsdag den 24. november 2009

Ærgrelse! Syre! Undsluppet indebrændthed!

Advarsel. Flod af galde er gået over sine bredder.

Jeg gider ikke julegavehelvedet. Jeg har sagt det mange år nu og i år har jeg overhovedet ingen julestemning at mildne min antipati med. Jeg gider simpelthen ikke det der med at bytte bestillingssedler og tænke på at give for et tilstrækkeligt stort beløb, så man ikke kommer til at skylde eller bringe nogen i forlegenhed.
Jeg ville hellere bare spise rigtigt god mad med dem jeg holder af og gå i kirke. Så ville jeg muligvis slippe for den tamme smag af punkteret præstations-hype, der altid følger mig i seng juleaften.

Min nabo er søde mennesker, tror jeg nok. De skal bare stramme op, blev der sagt, og lade være med at smide babybleer ude på forpladsen så de flyver over til mig. De skal også for satan i helvede lære at parkere ordentligt istedet for at kaste deres hullede øser, så ingen kan komme forbi. Jeg lærer ikke at forstå hvordan både de og genboen kan have bilpark af gamle biler, der med garanti ikke kommer til at gå igennem syn nogensinde mere, samtidig med at de prøver at sælge ejendommen.
Jeg fatter heller ikke, at de kan skide højt og flot på regler under dække af at de ikke har overskud (på det er så synd for mig-måden) og i øvrigt ikke kan læse lokalplanen eller de 5 breve, de har fået fra kommunen. Også meget meget sværere end at manøvrere i momsregler i forbindelse med drift af egen virksomhed.

Her står jeg så som nabo og føler mig smålig og sur, fordi jeg ikke magter at mobilisere pladderhumanisme nok til at bære over med, at hele vejen skal lave om på samtlige haver på grund af dem. Alle har lavet om. Undtagen dem, der var årsagen. Og jeg bliver så indebrændt gnaven. Affald bliver ikke mindre irriterende.

Mest af alt bliver jeg gnaven over, at jeg er i overhængende fare for at blive kaldt racist og slået i hartkorn med dansk folkeparti, hvis jeg lufter min galde. Mine naboer er nemlig af tyrkisk oprindelse. Gør mig endnu mere sur at blive pålagt at have mere tolerance overfor dem, end jeg ville have overfor mine meget kristne og bleg-danske naboer.

TV2-metoder, når de har interviewofre i den varme stol. Ekstrabladsmetoderne smitter åbenbart og sensationstrang og forhørsmetoder har taget bopæl i de ellers så troværdige nyhedsstudieværter. Havde de haft en gabestok, så havde de sat folk op i den på byens torv og stukket en mikrofon i snotten på dem.

Nypuritanisme. Jeg bliver så modsat. Jeg får sådan lyst til at slå en ordentlig prut mens jeg æder to morgenkager med fingrene. Samtidig. Faktisk kan jeg ikke se, hvad der er i vejen med at spise med fingrene. Jeg kan personligt godt lide at undersøge og dissekere den mad, jeg spiser og være tæt på den. Synes ikke nødvendigvis at burger, brød og pizza skal spises med bonert gaffel og hellig kniv.
Nypuritanisme i den forstand, at der er en offentlig standard for alt. Ingen mælk, ingen hvede (men spelt?), det rigtige tøj, den rigtige opførsel og holdninger, der ikke kan støde nogen, for det skulle jo nødigt hedde sig... Usund frelsthed. Vorherre bevare os. Og det mener jeg helt oprigtigt. Prøv lige at sige noget om Chris McDonald, der ikke er ros. I dare you.

Mennesker, der misbruger mit navn. 'Lene. Det kan du godt forstå, Lene. Det hænger sådan sammen, Lene, at jeg gerne vil se ud som om jeg ved alting bedre end dig. Lene'.
Hvis.du.siger.mit.navn.en.gang.til.spasser.så.stopper.jeg.det.i.halsen.
på.dig.sammen.med.en.hurtigt.læst.bog.om.talemekanismer. Knud.

Vent... der kommer nok mere lige om lidt. Har du noget, der skal med på ærgrelses-listen?

Hvis du har et dilemma, ved du godt at du bare skal sende dem til Det gode råd, ikke?

mandag den 23. november 2009

Takketale, anyone?

Det blev en god dag, selvom den startede lidt langsomt og mandagsagtigt med en mundfuld dårlig kaffe, der smagte af tandlæge.

Først fik jeg en mail fra Max (som er klidmosters kæreste) og jeg blev taknemmelig over, at jeg kunne gøre en forskel, selvom den var nok så lille.

Efter min spinningtime fik jeg skriftlig evaluering af deltagerne og jeg ... jeg tror jeg bliver nødt til at give kage eller noget, for jeg er så stolt og glad og inderligt til fals for bekræftelse. Jeg æder det råt.

Faktisk er mine nakkespændinger også væk nu, for jeg fik massage efter spinningtimen.
Triptælleren stod på 40.000 og Det gode Råd er i avisen.

Jeg er pludselig meget tilfreds og glad og totalt grådlabil. Jeg bliver nødt til at hoppe i æsken nu og skynde mig at sove, bare for ikke at jinxe noget.

fredag den 20. november 2009

Om Julemanden og Edward Cullen. Og om damen, der tog livet af dem.

På en vis ung dames pølsepenalhus stod der skrevet med tynd kuglepen:
If love comes knocking on my door,
Il shut it and say, youve been this way before

Det var en meget und dames penalhus og det blev skrevet mens jeg hørte Tværs i radioen. Jeg tror ikke jeg var meget ældre end 16 og jeg var bare så færdig med kærligheden. Løbet var kørt og smerten var så stor, som den kun kunne være for en 16-årig. Jeg skulle bare vide, hvad der var i vente, men i den alder er fremtiden den næste weekend. Og 30'årige er halvdøde af alder. Og podegra.

Enhver alder, sit krav på at være i sin prime. Jeg læste en blog, hvor skribenten mente at hun var Carrie og han var mr. Big og det hele var meget 20-årigt og alvorligt, meget sex and the city og meget meget ... til at at føle sig gammel over. Jeg sad og tog mig selv i at klikke med tungen og mormorryste gammelklogt på mit grå hovede.

Pråliåhørhææær... Det gør stadig ondt om 20 år. Der er stadig bristede illusioner og smadrede drømme og svigt. Det holder ikke op.

26-årige har retten til at tro, at de er verdens misforståede frelsere. Men behøver unge mennesker at gifte sig og få børn mens de bliver forgabte i Edward Cullen og virkelig virkelig tror på, at twilight-kærligheden findes hvis man bare vil den nok?

Jeg hader så meget at være den, der siger, at julemanden ikke findes i virkeligheden, men bare er et salgstrick.

onsdag den 18. november 2009

Rytmik for 1 bilist

Jeg kan ikke lade være med at se på min triptæller, når jeg kører bil. Tallene danner mønstre
21456
og jeg løser mensagåder og finder fortsættelser på talrækken, men jeg er på vej på arbejde.

27555
Nogle gange er det vigtigt at se, præcis hvornår tallet skifter, så 34567 mønstret passer og det er hypnotiserende på samme måde som dengang clockradioen lyste 11:11.

Ikke kaste op, ikke kaste op... pokkers hoste. Pokkers sundhedssystem, 33firetrefem. Skal jeg bygge spinningtimen op på den ene eller på den anden måde? 38335

Dejligt, at Judith er der. Jeg glæder mig til at sætte mig ved mine to stearinlys med dagens første kaffe 38494 (gad vist om det når at skifte inden jeg når frem?)

Dillema i Det Gode Råd. Jeg skal ikke skrive, at jeg kender det fra mit eget liv, for det er for oplagt. Hellere være skarp og provokerende og mene det modsatte, så der ikke går Femina i bloggen
39281 Gider ikke udstilles som racist og inhuman, men det er vel prisen.

Hvordan ville mit liv se ud, hvis jeg mistede jobbet? Hvordan ville det være at bo i et lille hus langt ude på landet, hvor skoven er mørk? Åh, hvor er jeg træt. 39333
39334
39340
Mørkt, igen. Indkøb, hund, hov.... Muse og Uprising i radioen, det ser garanteret sjovt ud, når man ser mig sidde og skråle med uden at kunne høre lyden.
Kan man høre mig?

Valg?
Ham der med kosten under næsen får ihvertfald ikke min stemme. Det er jeg da alligevel ikke mærkelig nok til være bekendt, selvom jeg tjekker 39571 og hvad er det lige for et parti, han repræsenterer? Freakshow-valg.
39576

mandag den 16. november 2009

Hej, Jeg hedder Lene og jeg har et misbrug.

Jeg kan ikke få mig selv til at sige det.
Det der, der får mig til at lyde ligesom Merete. Men altså, jeg kan vel nok skrive det (og så kan Ruth Storm få lov til at sige det i radioen, hvis HUN tør). Jeg har indset noget, og jeg stod helt stille, naglet til jorden af angst, da indsigten ramte mig som en Othellolagkage lige i masken:

Jeg spiser med følelserne

*hurtigt tjek i spejlet, nej, jeg ligner ikke Merete* Phew. Jeg har heller ikke Crox på fødderne og et lidende offer-udtryk i ansigtet. Men jeg er stadig rystet.

Indtil det tidspunkt, hvor jeg stivnede og fattede den ækle sandhed har jeg bildt mig selv ind, at jeg har styr på det der med mad, usundheder og laster. Jeg har godt vidst, at det ville kræve en permafrost-kold tyrker for at vænne min krop af med den sukker-craving, der har boet i mig siden jeg fik mine egne lommepenge og kunne spise slik hver dag, men det troede jeg var en detalje - i forhold til alle dem, der ryger.

Jeg ikke bare spiser med følelserne, jeg spiser for at få følelserne til at holde kæft. Da indsigten ramte mig, stod jeg og stoppede 7-timer gammel spandauer nr 3 i halsen på et enormt raseri, der ellers ville have fået mig til at sparke til nogen. Mens jeg talte i telefon, selvom det er en dødssynd at tale i telefon med mad i munden. På linie med at knase bolcher i biografen.

Kagecreme lægger sådan en dejlig blød dyne over alt det der... følelsesnoget. Jeg mangler bare forklaringen på, hvorfor jeg hamstrer cola light samtidigt. Pt står der 3 uåbnede på mit bord. De er landet der under telefonsamtalen. Formentlig af sig selv.

søndag den 15. november 2009

Barn med briller

Jeg ser dårligt og har haft briller siden jeg var 4. Jeg har alle dage været hende, der skulle sidde med hovedet akavet på skrå, når der skulle tages klassebilleder. Hovedet nedad og så kigge op for at blitzen ikke skulle reflektere i hinkestenene.
Det var også mig, der havde stoooore moderne hvide plastbriller, da jeg blev konfirmeret. At de briller er moderne igen nu er en fejl og de burde være blevet hjemme i firserne. Da jeg langt om længe fik kontaktlinser var det som en befrielse. Ingen briller (i Fluen IV-størrelse) der duggede og ingen briller, der fik mig til at ligne den nørd, jeg var.

Ingen af de børn, jeg kender har briller - til gengæld er der utroligt mange af mine voksne venner og veninder, der nu går med briller eller linser (og som til enhver tid vil frabede sig at blive kaldt voksne). Hvor er alle brillebørnene?
Samme sted som de døde fugle?

Og hvad nu, når jeg selv får børn. Altså... jeg ser så dårligt, at det må gå i arv... Giver man børn linser nu til dags eller bliver det også brillebørn?

lørdag den 14. november 2009

Med scepter og krone

For tiden evaluerer jeg kolleger. Fritidskolleger, that is.

Tilbagemeldinger er ikke altid velkomne og jeg kan høre fra mine med-evaluato... øhm... med-evaluerende... med-elevatorer, at modet til at tage imod feedback og gode råd er væk hos rigtigt mange.
Nogle er endda så tilbagemeldingsmodvillige, at de overvejer at melde sig syge, når de ved, at en af os venter i rummet med blokken og blikket rettet mod dem.
Det er da også ubehageligt at få at vide, at man kan forbedre sig og at man har fejl, når man nu helst bare vil roses, så det sejler af væggene og slikkes op og ned af ryggen.

Hvis der er noget, jeg hader, så er det, når andre mennesker mener, at de uopfordret skal fortælle mig, præcis hvordan alting burde være løst. I detaljen. Og hvis de tilmed bliver ved uden at fatte, at tiøren ER faldet og at jeg er helt med på, at de mener, at jeg skulle behandle lige præcis deres petitesse anderledes.

Mod den slags opblæsthed - og i tilfælde af, at man virkelig ikke ønsker tilbagemeldinger og andres syn på sagen - hjælper kun en ting: Sig nej tak, når folk spørger om de må give dig feedback.
Og læg så mærke til, at præcis det spørgsmål kan risikere at være et proforma-tilløb til tilbagemeldingen. Det ses typisk ved, at Opblæstheden lader munden stå åben og stivner i et breakdance-move, der er 80'erne værdigt.

Efter mange år - jeg er jo tante til Methusalem - med coaching-finter, hoveder lagt på skrå og feed-back-manipulation er jeg nået frem til en konklusion: Feedback er misforstået i 62% af tilfældene. Alle de u-accepterede. Just say no.

Hvis feedbacken er gået igang og irritationen er begyndt at vokse, så søg øjenkontakt. Sig tak for indsatsen. (Kast evt djævlehåndtegn bag ryggen)
Begynd for Guds skyld ikke at diskutere og anfægte, for det får bare pinen til at fortsætte.

Begynd ihvertfald ikke at sige at noget ihvertfald ikke passer, når 3 personer har set at det passer rigtigt meget.
Selvfølgelig kan det godt være svært at sige tak, når der står med gnidret kuglepen på et stykke svedplettet papir, at du ikke kan holde takten om det så gjaldt dit liv og at det føles som at få renset ører med et tandlægebor, når du instruerer, men prøv.

Du kan altid skrive på facebook at X er en røvbanan og at du er et misforstået geni, der burde hædres og krones.
Om ikke andet, kan du blive kronet som tudeprinsessen af mangel på selvindsigt. Hell... fame er mere vigtigt end virkeligheden.

torsdag den 12. november 2009

Chokoladedampe

Jeg var til chokolade-kursus. Jeg havde håbet at det var en stor rund dame med forklæde, men istedet var der en julemand. Rigtigt. En tynd julemand i bagerbukser, med busket skæg og hvidt hår.
Det var fantastisk at lege med maden.

Kromutter havde ondt i ryggen og da hun fandt ud af at der var en massør til stede (mig), fik jeg al den chokolade gratis, jeg havde lavet, hvis jeg bare kunne lette hendes smerter.
Gratis chokolade, som man selv har lavet smager himmelsk. Eller... det smagte himmelsk.
Jeg skal heldigvis derud igen for at massere ikke bare kromutter, men også chokoladefar og topatlet-søn og noget af personalet og håber meget på at jeg liiiiiige kan lave noget mere, når jeg nu er der.

Det var en meget anderledes chokoladedag end jeg havde forventet, selvom jeg burde have set det komme. Jeg er sådan en, som åbenbart ser ud til at kunne rumme hele den alternative verden med alle dens krystalhealere og tidligere liv, så da det pludselig var offentligt kendt at jeg også er massør og ikke bare fuldtids-nørd, var det bekendelsestid.

En af de andre chokoladelærlinge har en søster, der også er massør. Sådan starter de fleste historier. Da jeg arbejdede for Monopolet var det bare 'Jeg har en søster, der også arbejder for Monopolet'. Denne søster brugte så healing i sine behandlinger og hun havde SÅ travlt og var meget dygtig. Jeg er ikke afvisende, men jeg tror, at mit ene øjenbryn tog turen mod hårgrænsen, da jeg fik fortalt at chokoladelærlingens rygsmerter skyldtes, at hun havde trukket så mange fiskergarn i land i et tidligere liv.
Det havde både chokoladelærling og søster set i et syn. Altså, søsteren havde jo direkte forbindelse 'opadtil', men chokoladelærling havde også set det selv.
Jow.
Kaffen var god. Heldigvis.

En anden chokoladelærling kom hen og spurgte om onde ånder kunne tage bolig i hendes skulder, for hun havde så ondt så ondt. Det var ihvertfald hverken allergi eller aura, der var årsagen, så hun ville da lige høre...
Jeg måtte lige se, om hun havde taget fejl af mig og en af de andre plastikforklædeklædte lærlinge, siden hun mente hun talte med et orakel udi onde ånder, men den var god nok.
Jeg mumlede noget med at alt er muligt, hvis man tror på det, og tænkte, at jeg vist havde fået chokoladedampe nok for den dag. Og at de andre måtte have røget en kakaobønne inden jeg kom.

Extreme hjemmeservice ønskes til Mordor

Nåmen, der skete jo altså det, at jeg vågnede op i Mordor.

Først troede jeg, at det bare var en ond drøm og på bedste hobbit-vis klarede jeg mig positivt igennem dagen med second-lunches og little dinners, så dagen var brudt op i små rare milepæle på vej mod sengetid, så drømmen endelig kunne gå væk og jeg kunne vågne til sollys, blå himmel og en krop, der var rar at være i. Egentlig så jeg også frem til at menneskene omkring mig ville antage deres normale form igen, for det var svært at holde humøret højt, når der sad en brummende Ork lige ved siden af mig og jeg synes at folk i trafikken opførte sig som stinkende bjergtrolde. Nogen havde også sat en hær af slimede, savlende mutantkrigere til at ringe til mig konstant, så jeg glædede mig til sengetid.

Først skulle jeg lige igennem en snak med Katla, men så var jeg også den, der var klar til hovedspring i dynerne og 11 timers uafbrudt skønhedssøvn mod lysere tider.

Min krop gør ondt. Jeg er stadig i Mordor. I see dead people når jeg sover. Det er, som om alverdens fantasyforfattere holder workshop med mig som tema. Forklar lige, hvorfor der skal stå dementors udenfor alle mine vinduer? Ja, jeg skal ikke ud af sengen.

Væk mig, når Mordor er pyntet op til julebal og maden står på bordet. Så kommer jeg lige ud af mit hi for en kort bemærkning. Men ellers forventer jeg at alt er fikset og fint når jeg træder ud af himmelsengen. (Og at nogen har været ude og fylde lageret af fyldte chokolader op igen)

mandag den 9. november 2009

Intet påtalt, intet problem.

Anoretikere skubber maden rundt på tallerkenen, så det ser ud som om der er blevet spist, for bare at gemme det hele i en serviet. Man har først et spiseproblem, når det bliver opdaget.

SuperBest har igår været ude med helsides-undskyldninger, fordi det er blevet opdaget, at de har snydt med deres kød. Tanken om, at de beklager, at det er blevet opdaget, ikke at der er blevet snydt, er nærliggende. Ihvertfald skal jeg ikke købe kød i SuperBest.
Jeg skal heller ikke købe kød hos halalslagteren i Bazar vest, for der har de blandet menneskekød i deres lam.
En uautoriseret mand har uautoriseret arbejdet med en uautoriseret maskine og det var først en fejl, da den blev opdaget.

For nylig talte jeg med en pige, der helt tydeligt løj af al sin magt. Hun har for år tilbage haft et forhold til en mand, mens hun boede sammen med en anden. Løfter blev udvekslet, hun var klar på det hele, forsørget fremtid og brud med kæresten. Til hun fik kolde fødder.
Stort drama, den ene mand blev så dybt såret, at han besluttede sig for at aflevere hendes ting, som hun havde haft stående hos ham, til hende. Kæresten åbnede døren og man skulle så mene, at pigen var afsløret da posen med beviser blev rakt frem i det åbne.
For nylig præsenterede hun mig for en serviet af løgne så tyk at anoretikere ville være misundelige. Den havde hun lagt hen over de rigtige hændelser og prøvede nu at stoppe kanterne riiiigtigt godt ind under fakta, så det var servietten, man så. Servietten havde et billede på af en dygtig, buttet engel med himmelvendte uskyldige øjne.
Hun var så busted. Jeg kender sandheden og løgne-servietten som hun forsøgte at få til at dække var snart gennemblødt af kødsaft efter løgnens bestialske mord på eks-elskeren. Hun så angst ud.
Ikke angst for ham, der var forsmået og som reagerede kraftigt, men angst over udsigten til at blive afsløret som intrigant løgnerske.
Kan jeg fandeme godt forstå. En så tykt vævet dække-serviet med stikninger af intriger har kostet noget arbejde at få fabrikeret.

Hos dyrlægen stod en muskelhund med betændelse i den hale, der var blevet klippet af. Det var en helt særlig løvehunderace, som er født med kuperet hale, sagde ejeren. (Meget meget tynd serviet lagt hen over en Amstaff). Så længe dyrlægen ikke afslørede ham som verdens længst-ude-løgner var der jo ikke tale om lovovertrædelser.

Right... Og så lever jeg lige videre i mit uskyldsrene liv. Jeg kører ihvertfald kun for hurtigt, hvis jeg bliver fanget i en fartfælde.

lørdag den 7. november 2009

Nogen, der skal have en pingvin med?

Veninden skrev en besked igår 'angående imorgen' og jeg måtte grave dybt ned i min hukommelsestaske for at komme i tanke om hvad det nu lige var, jeg havde lovet mig selv væk til idag. Der er fitnessjulefrokost, fest hos racer-kollegaen, spinningevaluering og katte, der nogle gange skal passes, men jeg dukkede op fra bunden af hukommelsestasken uden at have fundet noget, der lige passede på hende og idag.

Jeg skal langt ud på landet og lære at lave fyldte chokolader.

Så om halvanden time ser man mig med tungen lige i munden mens jeg balancerer chokoladeforme, marcipan og karamelcreme. Jeg har en ide om at jeg skal lave pendanten til Toms skildpadder: Lenes fyldte pingviner.
Jeg håber inderligt, at der er blomstrede forklæder og en stor rund forstanderinde a la Camilla Plum.

Det bekymrer mig ikke så meget at jeg som laktoseintolerant burde holde mig væk fra chokoladen. Jeg har i noget tid hørt, at folk har kaldt mig chokoladedronning ude på den anden side af toiletdøren og mavepine går over igen. Det bekymrer mig mere, at chokoladen afregnes pr kilo og at folk typisk fabrikerer mindst to kilo. (Kilo?!)

Spørgsmålet er nu: Hvis man spiser et kilo chokolade undervejs, tager man så kun et kilo på?

torsdag den 5. november 2009

I'm back

Den seneste tid har jeg haft skrive- og taleblokade. Det skal så være slut nu, for mine tanker fungerer ikke sådan at de holder kæft, hvis de ikke kommer ud. De stimler sammen i bestyrelseslokalet i mit hoved og råber højere og højere efterhånden som den lukkede fest skrider frem.

For en uges tid siden fik jeg et par kommentarer ude i den virkelige verden, der, uafhængigt af hinanden, gav udtryk for, at jeg havde sagt eller ment noget, som ikke var det, der var forventet af mig.

Jeg har altid været den dygtige pige i klassen. Altid været hende, der fik gode karakterer og opførte sig ... som forventet. De gode karakterer har jeg langt hen ad vejen fået, fordi jeg har analyseret spillet, fundet systemet og ikke mindst luret, hvad lærerne gerne ville høre. Jeg er meget god til at vurdere andre mennesker, fordi jeg har kunnet bruge det til at undgå konflikt og for at leve op til forventningerne til mig.

Den seneste uges tid er gået med at have læber, der er knebet så hårdt sammen, at de er blevet indvendige. Ikke en lyd er sluppet ud, hvis der var risiko for at jeg kunne komme på tværs af nogen forventninger. Derfor har der også været stille her på bloggen. Nu skal det så altså være slut, for stemmerne i mit hoved larmer og efterhånden danner de et kor, der skriger mig ind i hovedet, at det for fanden må være andre menneskers problem, hvis de har dannet fejlagtige forventninger til mig. Hvad bilder de sig egentlig ind, kunne man spørge, hvis man ikke var en effing pleaser.

Fordelen ved at sige det man mener, istedet for det man forventes at sige, er, at man ikke bliver overset.
Så.
Dette er ikke et manifest, men tilløb til det. Der vil i denne blogs levetid være emner, udtalelser og holdninger, som nogen kan vælge at blive stødt over.

Lad mig med det samme slå fast: Selvom min sjæl er branket i kanterne, kunne jeg aldrig nogensinde finde på at skrive noget for at gøre andre kede af det. Hvis jeg skulle formulere mig klodset eller anstødeligt, så håber jeg, at folk vil tilskrive det inkompetence og ikke ondskab.