søndag den 29. november 2009

Lene og jagten på den hvide sten.

Da jeg var lille så jeg 'Den hvide sten' i fjernsynet. Den var uhyggelig og handlede om to venner, der gav hinanden udfordringer, som skulle løses, for at de kunne vinde retten til at have den hvide sten. Det var rystende, skrækindjagende opgaver. Jeg har givet mig selv den mest nervepirrende opgave jeg kan komme i tanke om: At bakke af og lade være med at lade som om jeg har styr på a.l.t. Alt.

Det er nemlig gået op for mig, at jeg har været rigtigt, rigtigt dygtig til at være opmærksom på alle andre, lytte til sygdomshistorier, massere mennesker med ondt i ryggen og stille op til møder, som jeg mest havde lyst til at melde fra til.
Jeg har stillet mig selv i skudlinien og har presset mig selv til brunkagedej, fordi jeg ikke har turdet tage hensyn til mig selv, før jeg tog hensyn til andre og de forventninger, de har haft i god tro til at de var rimelige.

Nu er det sådan, at julen indtræder om mindre end en måned og i år har jeg ikke tænkt mig at bruge juledagene på andet end at være jule-happy og afslappet. Ihvertfald skal jeg ikke ligge i fosterstilling med ansigtet mod en hvid væg i denne ferie og være brunkageflad, så det er vist på tide, at jeg begynder at øve mig i at gøre det der... slemme, som jeg har gjort nar af i lang tid: At trække vejret heeeelt ned i maven og lytte til mine egne behov (Det skal nok blive sjovt!)

Jeg undskylder på forhånd, hvis jeg virker anderledes og mindre stabil ude i det virkelige liv. Jeg lover, at der ikke vil være noget med healing eller bjergkrystaller. Jeg skal bare, ahem, helt ind i sindet. Wuhuuu. (Numensas!) Herinde vil i sikkert ikke mærke forskel, med mindre mit indre barn har en større craving efter citronmåner, spanking af stavgængere og pinefuld straf til kvinder over 40, der siger uuuuuuuhhhhmmm og kalder sig selv for piger, iklædt crox med dimser, end jeg har normalt.

Så jeg tænkte, om I lige kunne være nogle svesker at holde verden og klare ærterne mens jeg stirrer mit indre barn i øjnene, så der er styr på stumperne, når jeg vender triumferende tilbage med den hvide sten?

2 kommentarer:

Linda sagde ...

Jeg har den, sweetie. Take your time.

lille t sagde ...

Mens vi venter - kan vi så ikke få DR til at genudsende Den Hvide Sten? EEEEELSKEDE den serie :o)