søndag den 30. december 2007

Gud bevare...

Amerikanerne har deres thanksgiving. Jeg har nytårsaften. Det er den tid på året, hvor jeg bliver lidt højtidelig og rørt over alle de gode mennesker og gode handlinger, jeg har mødt i årets løb.
Jeg er sådan indrettet, at jeg glædes over andre menneskers lykke og kun sådan cirka denne ene gang om året for alvor tillader mig at sammenregne min egen personlige lykke, holde den op foran mig og... blive taknemmelig. 
Det skal også til at ske noget oftere - og lad så det være det eneste nytårsfortsæt for mig i denne runde.

Jeg sender et par sms når klokkerne slår første gang og jeg er landet på gulvet (hvis jeg ikke bare bliver hængende i mid air på englevis) - og lader nogle lige så vigtige tanker flakse afsted til en og anden, når dronningen tager brillerne af og siger "Gud Bevare Danmark". 

Jeg har en lille nytårsgave til jer: 
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,
(alle de kommaer, jeg har forsømt at sætte. Det skulle passe, hvis i også tager alle dem, jeg har sat, hvor de ikke skulle være)

Lad mig lige benytte lejligheden til at sige tak til jer, der læser med her.
Jeg har ingen anelse om, hvem, der sidder der bag skærmen, udover de lejlighedsvise kommentatorer, men jeg sætter stor pris på jeres interesse (i to).
For nogle måneder siden måtte jeg overbevise en af jer om, at alle kommentarer er velkomne, uanset familiær eller manglende relation og helt uanset holdning og længde. Det gælder stadig.  
Jeg er SÅ glad for at høre fra jer...

Glædeligt nytår...

lørdag den 29. december 2007

Jeg skal da HAAA!

Jeg har været på udsalg. Og så udsalgsfeberen i fuldt flor i væltede omklædningsrum og vilde øjne. Hvorfor vælge mellem to kjoler, de er jo nedsat med 30%? Hvorfor skulle jeg ikke købe det par jeans, de er jo min størrelse og jeg så dem først? Indkøbsglæden var i overhængende fare for at blive stærkt fortyndet af alle de simultanindkøb. Hvis damerne købte alt det, de havde knuget hårdt ind til sig, så måtte de i mere end en forstand gå hjem med en flad fornemmelse. 

Der stod jeg så og betragtede en voksen mand, der prøvede både skjorter og noget med neon og smalle ben, mens jeg gennemtænkte alt nytårsarrangeriet og jeg vidste pludselig godt, hvad ham den lækre foran spejlet ville købe med hjem: Ingenting. 

For ikke at blive alt for højtflyvende og trække paralleller til utroskab, karrierevalg, forhold, vejfinding og det helt uroligt svære valg mellem hvor man gerne vil være nytårsaften, så lad mig bare stoppe den her. 

Lur mig, om ikke der bliver skrevet flere afsnit i sagaen om fravalgets nødvendighed...

Nu keder de kloge børn sig igen

Jyllandsposten bringer idag på forsiden en artikel om, at der nu skal fokuseres på den øverste del af klassen. Har der nu været så meget mediefokus på de intelligente børn, at man (også de venstreorienterede) bliver nødt til at gøre noget ved de kloge ungers kedsomhed og maltrivsel ligesom ældreomsorg har været på tapetet?

Nå nej. Undskyld. Nu læste jeg foran i bogen igen. 
Undskyld. 

torsdag den 27. december 2007

Planet-hopping

Min omgangskreds har været sendt afsted til hver sin parallelverden.
Også i år er parallelverdens-panik observeret i den særlige juleform:
Fornemmelsen af at være langt væk, fra der hvor alt det vigtige sker, og fornemmelsen af, at det er alt for stille, alt for anderledes...
Ikke mindst har de singler, jeg kender, været hårdt ramt, for de har været væk fra dem, som de normalt bruger deres radar-kapacitet på.

Der er kun få ting, man kan gøre, når man sidder der i sin parallelverden og venter på pære nr. 42:
  • Tænke store tanker om, hvad forholdet skal blive til eller ikke blive til (Alle ved, at parallelverdensaftaler med sig selv er ugyldige i normalverden, med mindre de bliver gentegnede)
  • Kigge stift på sin mobiltelefon, for at tvinge manden i pæren til at levere den der sms, man venter på. (typisk type 2-single-panik)
  • Holde stædigt fast i fitnesscentervanerne for at bevare en eller anden illusion om, at man faktisk ikke er så langt væk fra normaltilstanden, som man selv går og føler, mens man er ved at gnave poten af for at komme ud af julestilhedens lænker. Og så måske for at dulme effekten af al den marcipan og rødvin som også bruges til at dæmpe parallelverdenspanik.
  • Kommunikere elektronisk med veninder og venner -eller bruge e-mail, internet eller andet digitalt som et bedre substituerende aggregat (Dildo. Red.) Igen for at fastholde illusionen om et eller andet niveau af normaltilstand.
  • Acceptere, at der ikke er andet at gøre end at være tilstede, der hvor man er. (Orv...) 
Det går jo over igen. I et par dage. Så begynder ræset forfra, nu står der bare nytårsaften på programmet. Hvem skal man være sammen med? Hvad skal man have på? Går man nogen steder hen bagefter? Oghvadlaverdeandre? Er der nogen at kysse klokken 12? Hvis nej, hvem skriver man så sms til - og hvem får man sms fra, lige før telefonnettet bryder sammen af bare panik? 

Spørgsmålet er - uanset formuleringen - hvad man selv er, hvis alting ikke er aldeles perfekt og toptunet fejlfrit? 
En god kunde for telefonselskaberne?
Afslappet? 

fredag den 21. december 2007

Joy to the world




Det er selve handlingen, at give en gave, som i sig selv er gaven.



Jeg skal sent glemme den jul, jeg fik en cykelpumpe. Sådan en, der sagtens kunne pumpe en standardcykelslange op, hvis den fik en 3-4 timer til det. Da jeg havde pakket op og virkelig, virkelig gjort mig umage med ikke at vise min mistro til bæstet og havde takket for gaven med overbevisende tandkødssmil, så udtaler giveren de berømte ord "Nu håber jeg, du har en cykel".

Da kunne jeg ikke længere holde smilet, for væk svandt den sidste værdi. Hvis giveren havde vidst, at jeg er en stor fan af cykelmotion i diverse terræn og på det tidspunkt havde en funklende laber high-end racer stående i min stue, så kunne jeg ihvertfald lune mig ved illusionen om, at der lå en interesseret tanke bag. Total blottet for illusioner, kunne jeg med helt tørre hjørnetænder konstatere at gaven var givet af rå pligt.
Personligt havde jeg foretrukket at blive trådt hårdt over tæerne med træskostøvler, for det havde dog afsløret noget engagement.

Jeg håber, at de gaver jeg selv giver, viser, at jeg har tænkt over hvad modtageren ville blive glad for. Der er nok en gave eller to, som jeg ikke selv er stor-fan af, men jeg giver gaver for at glæde folk - ved at vise at jeg har interesseret mig for dem.
Der er en stor signalværdi i gaver - og hvis jeg skal være ærlig, så bliver jeg uendeligt meget mere glad for gaver givet udenfor anledning. Som fx denne hund, jeg fik... Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den er givet til mig som støtte i en tænderskærende tid og fordi Linda ved, at jeg så frygteligt gerne vil have en hund.

Og så er der tilfældet firmajulegaver.

Der hvor jeg arbejder, får vi julegave af firmaet. Alle 11.000 ansatte får i år en Creative Zen Mp3-afspiller og et gavekort på 5 musiknumre. Og så bryder helvede løs.
Jeg synes, det er en utroligt velment gave og selvom der befinder sig ikke mindre end 5 varianter af iPods, som jeg personligt foretrækker, her på matriklen, så rejser mine øjenbryn til hårgrænsen and beyond, når jeg læser den syndflod af brok, der befinder sig på vores debat-sider internt i firmaet.
Folk, der hellere ville have en iPod.
Folk, der ikke kan lide Mp3-formatet.
Folk, der ikke hører musik (!) og er trætte af at der er trykt firmalogo på gaven så de ikke kan sælge den eller give den videre som en andens julegave.
Folk, der brokker sig over, at de ikke selv måtte vælge deres gave...

Nej. Jeg arbejder IKKE i De Umulige Ungers Børnehave, hvor gulvet er beregnet til hysterisk sparken og ej heller på et værested for utroligt uopdragne teenagepiger. Jeg ved bare, at den afdeling i koncernen, der sørger for at brokhovederne kommer en tur over knæet har travlt. 

Må vi alle være omgivet af mennesker, der betænker os med en gave.

Jeg ved det er jul, når...

  • Jeg begynder at drømme at jeg har glemt at købe en julegave og sidder der ved træet med en kold rislen ned af ryggen af bare skam.
  • Jeg hører Gnags' julemelodi om de to mus i en spand med mælk. (Har ikke hørt den i år endnu)
  • Jeg kan SE at gaveindpakkerne er ved at få grebet om det og ikke længere holder deres suk tilbage når de igen skal pakke 4 pyntekøer ind, seperat. Med bånd. Mens kunderne kigger
  • Kollegerne brokker sig over julegaven fra firmaet. (nærmere følger!)
  • Når jeg ser juletræet pyntet og med tændte lys (mens jeg klamrer mig til turbuhaleren nede i lommen)
Og så fejrer jeg i øvrigt jubilæum idag også: Jeg har nu sovet i en 52 grader varm krop i 13 dage. Så snart jeg ligger vandret og lukker øjnene indtager en alien min krop og hæver temperaturen til noget, den kan holde ud at holde fest i. Samtidig skærer jeg tænder i en sådan grad at jeg sværger, jeg så toppen af tænderne i min undermund inde i øjenhulerne i morges. Mine kæbemuskler er lige så bløde og smidige som jernarmeret beton.
Tror ikke, at aliens og jul har noget med hinanden at gøre. Håber jeg. Julemanden er i forvejen en lillebittesmule skræmmende.

onsdag den 19. december 2007

- mere end træning...

Harry Potter havde "Profet Tidende", vi har sms, e-mails, facebook - og hvad der ellers er godt at vide om hinanden, kan man nu læse i vores udgave af lipglossfedtede teenagedagbøger, der er beregnet til at andre skal læse med. Blogs. Hos de fleste bloggere er navnene på personer, der sladres om, oftest udeladt eller kryptisk omdøbt- for man skulle jo ikke gerne hænge nogen ud.

Og så er der jo sladdercentralerne over alle sladdercentraler; fitnesscentrene.

Hvor må det have været stille, dengang man kun havde købmandskonen og lokalavisen som sladderleverandører. Af og til må man standse op midt i larmen af løbebånd, ufta-ufta-rytmer, tights og febrilske fitnessskabninger, der spæner rundt mellem hinanden for at få det hele med uden at afsløre noget om sig selv, mens de bipper sms'er i spættetempo. Til hinanden.

Alt, hvad der sker i et fitnesscenter, bliver set og rapporteret. Selv den mindste lille utugtige tanke bliver formidlet så hurtigt, som selve profettidende ville kunne gøre det. Selv det mindste strejf af en hånd til julefrokosten bliver set af op til flere agenter, selvom det skete nede ved toiletterne inde i hjørnet... og alligevel, alligevel er der mennesker i et fitnesscenter, der finder tryghed i at være sluset ind i den parallelverden. Og ikke kun dem, der har god grund til at være trygge - de findes selvfølgelig også.

Der er ham, der igennem flere år har haft en kæreste indenfor murene og en kæreste udenfor. I sikker forvisning om at de to aldrig får nys om hinanden, fordi parallelverdener i sagens natur er parallelle. Der er instruktøren, som har frabedt sig interferens fra den virkelige verden - så kæresten må ikke deltage på pomfrittens timer. Det kunne forstyrre markedskræfterne. Samme instruktør har en så gennemført kommunikationsstrategi (ikke mindst overfor kæresten) at der er næstennøgenbilleder og poseringer på både fjæsbog og på msn-profil.
Rygtet vil vide, at instruktører i fast forhold også godt må have en datingprofil.

Der er dem, der ikke går så langt, men alligevel ikke bryder sig om at blande verdener og vise, at der er forpligtelser og nære bånd som holder hele vejen igennem og derfor ikke vil tale med eller røre ved deres livspartner, så længe man er på fitnesscentret matrikel, uagtet at samme par bliver set gående med blomst i hånd på vej til svigermor eller spottes på cafe få øjeblikke efter exit fra parallelverden. (Profet Tidende ser alt).

Endelig er der alle dem, der kommer i fitnesscentret for at få bekræftet deres attraktionsværdi og få stivet finnerne af af de andre fisk i put-and-take-søen. Et slag på havtasken er, at det er 95% af alle fiskene. Og fred være med det. Det er menneskeligt og set i forlængelse af, at 90 % af alle medlemmer angiver forfængelighed som grunden til at de melder sig ind, så passer det jo meget godt... Det er jo langt fra alle 95%, der følger op på eventuelle invitationer.

Selvom det er ligesom at svømme rundt i en petriskål i et varmeskab, hvor alle normale samværsprocesser forstærkes og alle på forunderlig vis kender hinanden (det KAN ikke være pga cykelbukserne), så trives tolerancen blandt de gode mennesker også.

Jeg har sjældent hørt så mange julefrokostrygter i nogen anden virksomhed som jeg har i de fitnesscentre, jeg har været ansat i, og sjældent set så mange folk med meget åbne øjne og lange ører for at få alting med, men til gengæld har jeg heller ikke andre steder fået mulighed for at lære så mange spændende og gode mennesker at kende, som jeg har, der i petriskålen. Det er en rigtig finnebasker af en fornøjelse og jeg sætter stor pris på det.
Et utroligt netværk, man kan dyrke ... midt blandt put-and-take-fisk med kyssemunden forrest.
Lige ved indgangen til fitnessdk er der et skilt: "Vær opmærksom på lommetyve, hold godt fast i dine værdier". Eller sådan noget. Jeg tager det som fitness-fish'es guide to survival... og til at undgå at komme på forsiden.

mandag den 17. december 2007

Morgen-dobbelttjek

Mandag? Hvad blev der af søndag? Jeg tror, jeg kom til at springe min over.

søndag den 16. december 2007

Ud-festet


Sidste julefrokost er overstået. Har nu aldrig brudt mig om den slags prøvelser, man skal overleve for at det kan blive rigtigt jul og i mennesker velbehag. Men jeg må tilstå, at julefrokosterne i år har været over gennemsnittet. I aftes var det ligefrem rigtigt sjovt.

Maden var ikke god. Pengene sad løst på folk, så der var alt, alt for meget alkohol i omløb og der var som sædvanlig skandaler og sandheder, der blev fortalt under dække af anledningen.
Det gode er, at jeg kan huske en hel masse af det jeg hørte, og på den måde har gode historier et stykke ind i det næste år. Og så var der solid fest i pigerne. En god årgang.

Fint for mig, at der er et helt år til julefrokosttid igen. Ikke at det gør nogen forskel på skandalerne. Hvis man er en af dem, der stædigt prøver at overbevise sig selv om, at andre folk hurtigt glemmer bramfri udtalelser, kysseri på alle de omkringsiddende og dans med nederdelen siddende fast i trussen, så må jeg skuffe. De fleste nævner det ikke med et ord i årets løb, men når det igen er tid, så kommer referaterne fra sidste år lige på bordet til gennemsyn. Alle detaljer står lysende klart og bevaret for eftertiden, selvom de kun kommer ud den ene gang om året. Ligesom julekugler.

torsdag den 13. december 2007

Jeg er serie-håber...

... Lige så snart det ene håb er brugt, står det næste i kø.
Ligesom der er grænser for, hvor mange holdkæftbolscher man kan have i munden på en gang, så er der også en promille-grænse for håb. For mange simultan-håb giver nogle meget meget slemme tømmermænd: Skuffelserne. Og DE gør kamp-nas.
Kommer til at tænke på om varigheden af håbet og styrken af nederen er proportionale...

onsdag den 12. december 2007

Lader du nogle gange som om du er mere end du er?

Det spørgsmål fik jeg for noget tid siden og jeg blev helt ærligt ret fornærmet over den implicitte anklage for falskhed, opblæsthed, røgslør og varm luft i maven. Undskyld, for spørgsmålet var godt.

Det gør jeg, forstået på den måde at jeg i forståelsens hellige navn af og til vælger en titel der er tilpas overordnet og fluffy til at modtageren ikke spørger mere og tror at han ved, hvad det er jeg laver. Projektleder. Kommunikationsansvarlig. Informationsmedarbejder. Del af change management-sporet i DKs største it-projekt - afhængigt af modtageren... Men jeg prøver nu altid at lade ordene, der kommer ud af min mund være så tæt på sandheden som overhovedet muligt. Uden at komme til at tude over beretninger om mine strabadser med at skrive nyhedsbreve. Alternativet, at finde på en overordnet titel, der er flere numre for stor til mig er ikke tiltalende, for der er ikke noget, der er mere ydmygende end at kunne se et lille barn inde bag andres øjne, der står og peger og råber at jeg jo ikke har noget tøj på.

Og nu endnu mere. Jeg har netop fundet et af mine nytårsfortsætter her på morgenkvalmefærgen til Sjælland, for manden ved siden af mig har travlt med at fortælle sin borddame om, hvordan han egenhændigt har udviklet værktøjer, der har reddet hele det østjyske skolesystem, hvordan han ene mand kan tæmme utilfredse tillidsrepræsentanter med et referat til hovedbestyrelsen og hvordan verden slet ikke er klar til at høre de sandheder han leverer. Ham selv. Med munden fuld af ostemad. Borddamen lader ham bare fortsætte med at skrue sig op til selvopstyltede højder, langt over ydmyghedsgrænsen. Klicheer og forkortelser og jegjegjegjegjeg er det, der trækker ham. Og så den store buffet på det offentliges regning.

Ydmyghed er en god ting. Nytårsfortsæt nr. 1 er hjemme.

torsdag den 6. december 2007

Årets julegave!

Vi har fundet det hus, vi gerne vil have. Så nu må vores lejlighed meget gerne blive solgt. Hvis du har lyst til at give dig selv en god, ny lejlighed i julegave eller har en moster, mormor eller logerende, som du synes fortjener en af byens bedste boliger eller som du bare gerne vil have til at flytte væk fra din sofa, så behøver du ikke vente længere.

onsdag den 5. december 2007

testing, testing...

Jeg har haft briller på idag. Det plejer jeg ikke. Til gengæld fik jeg ikke min humor med, da den ihærdigt nægtede at forlade den lune dyne klokken tidligt i morges. Det er der ikke meget sjov i, synes den at sige.  Så jeg har brugt hele dagen med en følelse af at være pakket ind i bobleplast uden mulighed for hverken at være tilstede eller se klart.
Jeg ved ikke hvordan det kan ske, men kombinationen af briller og fraværende humor gør, at hørelsen også er pakket ind i dobbeltplast.

Og derinde i min bulede polstring var det så jeg kom til at tænke... man kan få hjemmetest for så meget, efterhånden. Graviditet, fugt, Klamydia...you name it.  Alle sammen er så usikre at man hellere skulle bruge sin sunde fornuft, men kunne man ikke godt få bare en lillebitte hjemmetest, som man ligesom bare kunne spytte i inden man stod ud af hoveddøren om morgenen, så man kunne være sikker på ihvertfald at tænke på at få det hele med? Det er SÅ træls at gå humorforladt rundt og det er ret overvældende at komme hjem og blive overfaldet af fuldt opladet humor. Selvom gensynsglæden er stor. 

For min skyld kunne man også godt lave en hjemmetest for "sund fornuft", "kritisk sans", "åbne øjne" (Se den burde være let: Kan du finde petriskålen uden at stikke poten i graviditetstesten er dine øjne åbne) eller hvad med "påmonteret retningssans"?

mandag den 3. december 2007

Front mod en grim font: Comic Sans

Du har set den. Og du har sikkert også brugt den.
Den mest useriøse, grimme, umulige font, der nogensinde er lavet. Den bliver oftest brugt af midaldrende mennesker og -pædagoger, der skal prøve at være rigtigt smarte og friske. Det er ikke godt. Det virker ikke. Den er ikke engang pæn.

Comic Sans blev opfundet i 1994 af Microsofts daværende in-house designer, Vincent Connare. Han var skrækslagen over, at man kunne bruge times new roman til taleboblen over officeassistent-hundens hoved og lavede derfor comic sans som en midlertidig løsning - og kun til instruktions- og børnesoftware, i øvrigt. Det er med den slags halvfærdigt arbejde, som det er med pest: Det spreder sig alt for hurtigt. Allerede i 95 var utysket optaget i Microsofts systemfonte og nu er det en konstant øjebæ. Alle vegne.
Jeg er ikke den eneste, der krummer tæer og kaster en lille smule op i munden, hver gang jeg ser comic sans. Men jeg er garanteret en af dem med den kraftigste allergi. Værst er det, hvis comic sans og fejlplacerede versaler kombineres. Fy da.
Ps: Ønsker mig t-shirten til jul. Eller kruset.

søndag den 2. december 2007

There's a new Santa in town..

Jeg henslæber normalt min December måned i en tilstand af dårlig mave, et repeteret 'aldrig mere' og med en stor del af min opmærksomhed dedikeret til at undvige Karen Wolff og alt hendes væsen.
I år er der meget der er anderledes... 
  • Indtil nu har jeg ikke fået snaps. Ikke engang blevet tilbudt sylte, flæskesteg, lun leverpostej eller andre varianter af mere eller mindre tilberedt svin. 
  • Jeg har bestemt mig for, ikke at drikke hverken snaps eller sort/blå/grøn/gul gajol eller andre shots og i år har jeg heller ikke dårlig samvittighed over at være så kedelig, at jeg foragter dem, der betragter julefrokoster som gyldig undskyldning for at være utro/intrigante/opløste i alkohol og just blame it on the christmas boogie. 
  • Jeg har ikke set skyggen af Karen W eller hendes nødder
  • Ingen kalendergaver og jeg har haft så travlt med søsterens bryllup og arbejde, at de traditionelle appelsiner med røde bånd og nelliker ikke er på plads. De er ikke engang samlede endnu. Jeg får minus i den store traditionsbog.
  • Jeg har købt tre julegaver allerede. Endnu et minus i traditionsbogen, men hey...
  • For første gang i mit liv skal jeg ikke holde jul hjemme. Er blevet så stor, at jeg godt kan holde jul uden min mor. Og at familien godt kan holde jul uden mig. 
Typisk nok har jeg ikke fået mailen om at det var i år, der skulle være voksenjul... 

lørdag den 1. december 2007

Serviceerhverv?

Der findes en  mennesketype som er uddannet til at være konstant forurettede. Lægesekretærer. 
Jeg har mødt et par stykker i tidens løb og kan også høre at andre har fået u-service af sekretærer, der er uddannet fra samme skole.  
Læbestift af mærket long-lasting extreme hønserøv og dyb opgivende vejrtrækning hører til uniformen og ihvertfald min lægesekretær opfører sig som om at det kun er skæbnens uretfærdighed der har gjort at hun ikke er udnævnt til læge endnu. Enhver ved jo at en lægesekretær er lægens stedfortræder og kan rådgive om alt fra hjertekramper over depression til kønssygdomme. 

Min sidste lægesekretær har gjort det til et speciale at råbe resultaterne af folks tests ud i venteværelset, der tilfældigvis er placeret lige ud for hendes mund. På den måde kan man følge med i, hvem der lige skal have en samtale med lægen, fordi hun jo ikke må udlevere resultatet når prøven er positiv. Med navn og personnummer og det hele. Det er også hende, der helt tydeligt er fornærmet over at hun skal tage telefonen og når man skal bestille en tid hos lægen sker det under suk og støn og bitter stemmeklang. Om det ikke er noget hun kan klare? Hvis det endelig skal være, så er der en ledig tid om 3 uger, nej vent, det er jo lige i lægens ferie, så 5 uger fra nu og så må du bare lægge en kold klud om den der hjertekrampe og ta en pille. Og så lade være med at forstyrre en anden gang. 

Jeg troede kun det var kvinder, der havde evnen til at blive examinerede lægesekretærer med speciale i 3. gradsforurettelse, men nej... sidst jeg ringede var det en mand, der på samme måde sukkede over at jeg ikke bare var kommet i åben konsultation for 11 minutter siden istedet for at ringe fra arbejdet for at bestille tid. Jamen undskyld... 

Hans håndled var temmeligt løse, men overbevisningen om at jeg med fuldt overlæg havde sørget for at holde på alle lungebetændelsens bakterier og havde været ude i alle byens rendestene og børnehaver for at samle alt det ekstra sygdom op jeg kunne finde bare for at genere ham, var til gengæld klippefast.