Joy to the world

Det er selve handlingen, at give en gave, som i sig selv er gaven.

Jeg skal sent glemme den jul, jeg fik en cykelpumpe. Sådan en, der sagtens kunne pumpe en standardcykelslange op, hvis den fik en 3-4 timer til det. Da jeg havde pakket op og virkelig, virkelig gjort mig umage med ikke at vise min mistro til bæstet og havde takket for gaven med overbevisende tandkødssmil, så udtaler giveren de berømte ord "Nu håber jeg, du har en cykel".

Da kunne jeg ikke længere holde smilet, for væk svandt den sidste værdi. Hvis giveren havde vidst, at jeg er en stor fan af cykelmotion i diverse terræn og på det tidspunkt havde en funklende laber high-end racer stående i min stue, så kunne jeg ihvertfald lune mig ved illusionen om, at der lå en interesseret tanke bag. Total blottet for illusioner, kunne jeg med helt tørre hjørnetænder konstatere at gaven var givet af rå pligt.
Personligt havde jeg foretrukket at blive trådt hårdt over tæerne med træskostøvler, for det havde dog afsløret noget engagement.

Jeg håber, at de gaver jeg selv giver, viser, at jeg har tænkt over hvad modtageren ville blive glad for. Der er nok en gave eller to, som jeg ikke selv er stor-fan af, men jeg giver gaver for at glæde folk - ved at vise at jeg har interesseret mig for dem.
Der er en stor signalværdi i gaver - og hvis jeg skal være ærlig, så bliver jeg uendeligt meget mere glad for gaver givet udenfor anledning. Som fx denne hund, jeg fik... Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den er givet til mig som støtte i en tænderskærende tid og fordi Linda ved, at jeg så frygteligt gerne vil have en hund.

Og så er der tilfældet firmajulegaver.

Der hvor jeg arbejder, får vi julegave af firmaet. Alle 11.000 ansatte får i år en Creative Zen Mp3-afspiller og et gavekort på 5 musiknumre. Og så bryder helvede løs.
Jeg synes, det er en utroligt velment gave og selvom der befinder sig ikke mindre end 5 varianter af iPods, som jeg personligt foretrækker, her på matriklen, så rejser mine øjenbryn til hårgrænsen and beyond, når jeg læser den syndflod af brok, der befinder sig på vores debat-sider internt i firmaet.

Folk, der hellere ville have en iPod.
Folk, der ikke kan lide Mp3-formatet.
Folk, der ikke hører musik (!) og er trætte af at der er trykt firmalogo på gaven så de ikke kan sælge den eller give den videre som en andens julegave.
Folk, der brokker sig over, at de ikke selv måtte vælge deres gave...

Nej. Jeg arbejder IKKE i De Umulige Ungers Børnehave, hvor gulvet er beregnet til hysterisk sparken og ej heller på et værested for utroligt uopdragne teenagepiger. Jeg ved bare, at den afdeling i koncernen, der sørger for at brokhovederne kommer en tur over knæet har travlt. 

Må vi alle være omgivet af mennesker, der betænker os med en gave.