torsdag den 29. april 2010

Fødselsdagsslidt

Sidste år og forrige år og mange år før det, har jeg siddet den 29. april og haft for fede fingre til at skrive. Stoppet ud med hjemmebag, flødeskum, mavepine og præstationsstress har mine fingre været umulige at skille ad og tastaturet har skreget i rædsel over udsigten til 10-fedtebrøds-systemet.

I dag har jeg kun normalt fede fingre, selvom det er dagen efter min fødselsdag, men jeg er så træt at skriveriet de senere dage har lidt under det. I år er mit tastatur blevet til små finger-hovedpuder, som fingerspidserne kun med en kraftanstrengelse forlader, for jeg er blevet fejret i år og jeg har ladet mig fejre uden at være den, der har pisket fløden og lavet maden.

Lyder det mærkeligt? Det er bare sindssygt anstrengende at lade andre fejre mig uden at jeg gør noget for at gøre mig fortjent til det. Jeg har ikke stået i køkkenet i anledning af fødselsdagen i år overhovedet og jeg har helt generelt svært ved at tage imod og synes det er retfærdigt at jeg ikke giver noget igen. Akavet. Og lidt pinligt, når der bliver sunget fødselsdagssang, for hvad gør man af sig selv?

Ovenikøbet har det stået på i mange dage. Fødselsdagsgave i lørdags. Fødselsdagsbananer i mandags. Forældre på besøg tirsdag. Rigtig fødselsdag onsdag. Blomster og vin og flag på skrivebordet idag. Jeg er ikke færdig endnu, for i morgen kommer byens bedste veninder og heldigvis må jeg bage kage til dem.

Utroligt, at det skal være så hårdt at fylde 28 igen.

søndag den 25. april 2010

Søndags-AARRRGHH!

Jeg er træt af jer, når i kører rundt ude på min vej.
Stopper midt i trafikken og dytter indtil jeres kammersjuk kommer ud af hoveddøren med en grøn plastikpose i hånden.
Hvordan kan i tro, det på nogen måde er i orden for nogensomhelst at i holder og dytter midt i et villakvarter. Og ret jer så for helvede da op i sædet. Sådan som i sidder og glider skævt ned i sædet, ser det ud som om i venter på den prostituerede der har indvilget i at befri jer stakkels enarmede polioramte mandlige bilister fra det rat, i er kommet til at sidde fast under med en enorm selvfed.
Og jeg er så træt af, at jeg skal kigge ud af mit vindue og møde det syn.

Jeg er træt af jer, der tror, at i ved bedst.  Hvorfor er det, at det er nødvendigt at nævne det åbenlyse? Ja, jeg har selvfølgelig set efter i lommen, når jeg ikke kan finde min bilnøgle. Jeg har faktisk tjekket 5 gange. Ja, jeg ved godt, at der står på pakken, at det også er egnet til Mac, men det kan de da skrive herfra og til de finder en ny version. (Jeg har løst problemet, kære Sputnik. Næste gang I siger noget, så forklar mig, hvorfor det virker skiftevis i Safari og i Firefox og lad mig med det samme minde jer om, at jeg sætter en iPhone op hurtigere end i kan sige undskyld-blondine. Desuden har jeg en kvindelig kollega, som har startkabler i sin bil, NÅ! Respekt nu?)

Og lige mens jeg har jer, derovre på due-rækkerne. Sindssyge kvindemennesker. Jeg kører min egen bil og jeg går med høje sko, løst hår og solbriller, fordi jeg KAN.  Jeg skifter selv til sommerdæk af samme grund.
Ikke fordi jeg er stakkels, barnløs og vantro. Eller løsagtig. Og luk så fniddernæbbene eller jeg leger kluddermor med jeres snotunger.

Der.
Jeg ønsker mig desuden en solskinssøndag mere i fødselsdagsgave. Jeg bliver så vidunderligt positiv af dem.

fredag den 23. april 2010

Gå efter bøssefrisøren. Ham med massagestolen

Engang var jeg hos en frisør og fik tildelt en elev, der til gengæld tildelte mig ikke så lidt smerte. 
Hun har en tvilling.

Mit hovede har gjort ondt på migrænemåden i to dage, min nakke er spændt som parallelle pumpede hamburgerryg, jeg er sur og gnaven og træt af at knokle uden at gøre en forskel, så hvad gør den kloge?
Tager til frisøren. Hovedbundsmassage, here I come.  Oh, bare at lukke øjnene og nyde 3 smertefrie, betjente minutter.

Jeg burde have set det, allerede da jeg hilste på hende, for hendes eget hår så ud som om det havde forsøgt at flygte så langt væk fra hende som muligt. Og var blevet indfanget af ublide hænder.

Hun gik ned i knæ, hver gang hun tog et børstetag for at få det rigtige moment. Kunstnerisk. Hun blev ved med at løbe hen og sætte telefonen på plads med en armbevægelse som om hun bowlede, mens mine fingre greb lidt hårdere om armlænene i forsøget på ikke at forestille mig mit lange hår fanget i den bevægelse.

Hovedbundsmassagen... Oh gru.
Jeg plejer at placere mine fajanceaftryk i panden, når jeg har talt i den store porcelænstelefon, men nu er jeg på vej i seng med fajanceindtryk i nakken.

Hun præsterede at tage så hårdt fat, at hele min overkrop blev rykket frem og tilbage i frisørstolen. Tak igen for den gode bh, jeg fik i julegave. Undrer mig stadig, at hun afsluttede med at rykke mig hårdt i håret to gange, som om hun rystede et par jeans fri for vaskemaskinefolder. Av.... da...?

Jeg fik en rabatkupon: Hvis jeg skaffer en ny kunde til butikken, får vedkommende 100 kr i rabat. De er dygtige og især en af frisørerne kan virkelig tage fat.

Skriv en mail eller læg en kommentar, hvis du vil til frisør i Århus C med rabat.

mandag den 19. april 2010

Det går fint, tak. Er der mere overflade.. øh.. kage?

Det hænder, at man får spørgsmål om hvordan det går og finder sig selv i et dilemma. Skal man - i de to flygtige minutter man har inden den næste opgave i dagens kalender - servere den lette, gode overfladehistorie eller den omfattende ærlige sandhed, som man ikke ville nænne at servere for sin psykolog?

Man kunne jo tage en dyb indånding og i udåndingen berette om de strømper, man købte i al hast og som viste sig at være størrelse dans-din-fede-maxirøv-af. Jeg håber eddermame ikke at de viser sig at passe.
Der er også lige det faktum, at alle de voksne mennesker der omgiver mig,  har så mange problemer med det der med engagement og motivation, at de kun viser engagement fra hjertet når de ser fodbold eller køber dimser eller foretager sig andet, der er lige så dybt som savsmuldstapet og som er cirka lige så spændende.
Jeg er mere til basketball og jeg g.i.d.e.r ikke snakke mere med overflademennesker, der ser perfekte ud, men hvis nedbidte negle afslører dem som bordfodboldmennesker.

Og så er der det med at den slags mennesker gør mig så hysterisk og magtesløs, at jeg efter en dag så lang som John Holmes'.... liv...  bare har mest lyst til at læne mig ind mod et bredt herrebryst, der ikke lugter af spegepølsemad og mærke stærke hænder og en stemme, der uden at tvivle siger, at det nok skal gå det hele. Og bare gemme mig og glemme alt om strømpebukser og naboens rådne parkeringer og deadlines og sure kvindemenneskers falske overskudsopdateringer på facebook.

Men han er her ikke, ham med brystet og i Mindful håndbog for Kvinder som Mig står der også, at styrken ligger i mig selv og at jeg bare skal trække vejret helt ned i maven for at redde hele verden OG min aura. Med lidt opkast i munden er svaret på spørgsmålet om, hvordan det går, jo ganske oplagt.

torsdag den 15. april 2010

Have a happy period. WTF?

En mail har lige bragt dagen op på et helt nyt niveau. Søren sendte mig et link til en blog, der bringer årets webmail-vinder 2007 og det er sooooo funny. Det fik mig til at grine højt ud i lokalet og sekundet efter spurte rundt og sige ting som der er et F16-fly in my panties. Vigtige telefonsamtaler er blevet forstyrret af mindre.

Personligt har jeg ikke de underlige tendenser mens der er brug for hygiejnebind, men i de tilstødende dage kan der muligvis være tale om temperamentsudsving. Jeg mener, hvad skulle grunden ellers være til at begynde at vræle ved at få et knus eller at bide i rattet af bare hidsighed over megagammel mand med alternativ kørsel. Og så nævner jeg slet ingenting om de grimme ord, en havnearbejder med skægstubbe råbte ud af mit vindue.
Live-and-let-live er åbenbart en overskudsholdning til alle de andre dage.

Men alligevel støtter jeg modstanden mod et så nedladende slogan som 'have a happy period'.
Den dag, menstruationsbind bidrager til at gøre mig happy, bliver når de leverer deres bind med indbygget vibrator eller sætter hyldest-musik til at spille hver gang der er gevinst i den hvide overflade.
Så skal I til gengæld også se mig med det bredeste, salige smil fastmonteret.

tirsdag den 13. april 2010

Smittet med luksusproblem

En meget nær bekendt af mig har fået et luksusproblem. Ikke desto mindre er det et problem, der får hende til at stirre tomt ud i luften af bare vægelsind og det har - Gud bedre det - fået hende til at spørge mig til råds også.

Hun har et godt job, som hun i det store hele er glad for. Hun får udfordringer, der nogle gange er lige udfordrende nok for en humanist som hende. Humanist sagt helt u-nedladende. Det er fint at være humanist.
Og så lyder det som om hun for første gang har fundet kolleger, som hun har det rigtigt godt med. Hun trives, selvom hun skal timeregistrere og selvom hun arbejder i en branche, der er rimeligt mærket af den der finanskrise.
Jeg tror ikke, der er en jobsikkerhedsordning, der hvor hun er, og faktisk lyder det som om at hun ikke altid er fri for at være under pres, selvom hun møder forståelse for behovet for fleksibilitet og hjemmearbejdsdage. 

Nu er hun blevet opfordret til at søge en anden stilling i et andet firma, som på papiret er drømmestillingen. Change management og kommunikation og undervisning og bare så meget luksusproblem. Det er en udfordring, for der er krav til at træde i karakter og til at kommunikere mens der planlægges og bare arbejdes igennem. Det er en chance for at fokusere på det, hun er god til, selvom hun skal fokusere hårdt og løbe meget stærkt og rejse mange dage om året. 
Derudover vil hun kunne tjene nogle tusindkronesedler mere om måneden, uden at jeg præcis ved, hvor mange vi taler om. Der er en økonomi, der gerne vil have snitterne i de penge.

Hvis hun tager springet, tager chancen og holder vejret. Uden at sige for meget, har hun ikke ligefrem ro på hjemmefronten og der er ikke nogen mand, der lige kan iføre sig skåneærmer og indkøbsseddel.

Så hvad gør den gode veninde? Minder hende om, at hun i virkeligheden går og drømmer om at vinde i Lotto, så hun kan blive hjemmegående blandt sine bøger og kun arbejde 15 timer om ugen i noget bestyrelses-noget mens hun føder børn, eller støtter hende i at forfølge karrieren og husker at sige, at hun har evnerne til at løfte opgaven?

Næ. Veninden (mig) siger, at en lønforhøjelse skal være stor nok til at der kan ansættes en gartner og en husholderske, for ellers er det ikke det værd. Ledsaget af en hel masse 'på den anden side'r og tvivlende suk.
Jeg kan heller ikke afgøre det, selvom jeg ser det udefra og ikke har hverken karriere eller nattero i klemme. 

Nogle gange ønsker jeg mig Det gode Råd tilbage.

søndag den 11. april 2010

Jeg forstår ikke dansk, men jeg elsker din blog

Der er lidt stille herinde i blogland. Også i kommentarfelterne.

Der er sikkert en sammenhæng mellem stilhed på bloggen og i bloggens kommentarfelt, men muligvis er der også en sammenhæng med, at visse bloggere har valgt at lade skinne igennem, at der er noget, der foregår bag duggede blog-vinduer, som ikke er helt klar til at blive publiceret endnu.
Jeg ved ihvertfald, at jeg er nervøs for at jokke rundt i noget, uden at vide det, hvis jeg kommer til at smide en kommentar mens jeg prøver at gætte mig til, hvad der sker.

På det seneste er der også kommentatorer, der har fået smæk. Blog-smæk. For at være anonym og for at fiske besøgende til deres egne sites.  Dem vil jeg heller ikke hylde her, for det er så fejt, med mindre det er meget nødvendigt at være anonym, som fx da Linda gav mulighed for at man anonymt kunne komme af med sin smertefulde hemmelighed. Eller når en blog lufter kvindagtige traumer i rå mængder og man egentlig har lyst til at sige, at man godt ved, hvordan det er at slæbe på alt det. Tænkt eksempel, naturligvis.
Der er selvfølgelig et problem med at være anonym som kommentator, hvis man siger noget surt, som man ikke har mod til at stå ved med navn.

Det, jeg kan se rundt omkring er, at de små harmløse kommentarer, der ikke siger andet end 'jeg er her. Jeg læser med' også forsvinder lidt og det er synd. Så længe de små kommentarer bliver lagt for at give lyd og ikke kræve opmærksomhed er det noget af det bedste. Så giver de nemlig mening.
De små kommentarer med 'enig!' er gode - så længe de kun bliver lagt der, hvor man er enig. 

Jeg sætter personligt meget pris på alle slags kommentarer. Og kommentatorer.  Bare de ikke er ligeglade med mig eller min blog og kun skriver for at trække mine yndlingslæsere over til ligegyldige modeblogs. På spansk.

fredag den 9. april 2010

Jeg fulgte TRAFIKKEN!

'Jeg kan altså ikke lide, når der står nogen på de der broer', sagde jeg til kollegaen, da vi kom kørende på motorvejen.
Hun så op fra sin iPhone og konstaterede tørt at i lige netop dette tilfælde kunne hun godt forstå det.

Laserhastighedsmåler.

Motorcykelbetjent og vinket ind til siden.

Jeg har altid ønsket at gøre alvor af at lave den gestus, hvor man rækker hænderne frem, lægger håndledene over hinanden, klar til håndjern, og ledsager det hele med svaj i lænden, store flirtende øjne og ordene: 'jamen, hr betjent, jeg kørte også alt, alt for stærkt', men lige i den situation tænkte jeg kun lige kort over det og afskrev muligheden.

Min kollega undrede sig over,  hvor roligt jeg forholdt mig i situationen, men hun vidste jo heller ikke, hvor mange gange det er øvet igennem med Linda. (Ikke på DEN måde!)
Det virkede så bekendt og dog så fesent.

Jeg accepterede. Anerkendte, at jeg havde kørt 142 km/t, at der blev fratrukket 5 km/t i usikkerhedsrabat og ønskede ham en god dag. Jeg huskede, at jeg ikke skulle sige tak, da han rakte mig bødeforlægget.
Selvom jeg inderst inde synes, at det er fair nok, at jeg efter så mange københavnerture med 142 km/t får en bøde, så ville jeg alligevel ikke takke for at skulle aflevere kr 1000 og bringe 1 stk politimås i fare, som den stod der og strittede ud i indersporet på motorvejen.
Der var ikke engang håndjern involveret. 
Fesent.

Til gengæld kørte jeg nogenlunde efter hastighedsgrænsen næsten hele vejen hjem. Så meget som jeg nu turde, for det er fandeme FARLIGT at køre 110 når alle de andre blæser afsted med 142. 

onsdag den 7. april 2010

Vi bringer en efterlysning


Min søde, kloge og meget arbejdsomme veninde Stine fra StineStregen bliver hjemløs fra 1. maj - kender du nogen, der udlejer en lejlighed i Århus C? Så kontakt Stine.
Læs mere her

tirsdag den 6. april 2010

Påskeægs-tirsdag

Det er gået fint, egentlig. Jeg gør fremskridt, tak fordi du spurgte.
Jeg er blevet bedre til at mærke efter og gøre det, som næsten alle kvindelige bloggere skriver om, som om de ved, hvad de taler om: At holde fast på mig selv.
Jeg er ikke kommet så langt, at jeg gør mig nogen illusioner om, at jeg ved hvad den leg i virkeligheden går ud på, men jeg prøver at gætte mig til spillereglerne.

Det er som om den her tirsdag lige så stille er sevet ud mellem fingrene på mig som et æg, der er blevet knaldet på kanten af køkkenbordet. (Oh, hvem der var æg) mens jeg står tilbage med blommen. Det er, når alt kommer til alt og når alt fnidderet er hældt fra, gået som det skulle. Blommen er intakt.
Men for satan en mærkelig marengs man kan lave af det, der løb ud mellem fingrene på mig i dagens løb:

Jeg har haft en absurd trang til grøntsager. Og hvad sker der så? Frugtmanden har glemt at levere og frokostleverandøren havde ikke vegetarretten med. Mandagsagtig tirsdag.

På min zombielignende kanalrundfart  er der citrusfrugter i filet. Overalt! Det er en sammensværgelse, for jeg kan næsten smage de saftige bløde frugtstykker og jeg træææænger sådan til at blive kysset på frugtmåden. Public service er stærkt overvurderet.

Jeg kom til at sige Clime Fisher til et møde idag. Bare fordi det er sjovt at sige. Og så lyser kollegaen op i et smil og spørger om det ikke er den der med 'love changes everything'. Tak, fordi jeg nu har den på roundplay i bestyrelseslokalet.  Troede seriøst, jeg var den eneste, der er gammel nok til at huske dagene på pigeværelset med den lilla hårbørste og spejlet, sat sammen af fire felter.

Og nu siger vejrdamen at vi skal have lun luft under propellen. Det afgør det. Mærkelig tirsdag. Godnat så.

søndag den 4. april 2010

Smil til fotografen. Med øjnene

På torsdag skal jeg have taget firmabilleder.
Det bliver rigtigt godt at få et billede at sætte på præsentationer, som ikke stammer fra Skanderborg Festival, hvor kanden med vodka-appelsin er retoucheret væk, men jeg er ikke glad.

Over halvdelen af de fotos, der eksisterer af mig, viser mig med øjnene klappet hårdt i. Og hvis det ikke er begge øjne, så er det det ene øje, der er på vej mod lukket, mens det andet stadig lige overvejer. Det ser ud som om jeg er fuld.
Når et kamera bliver løftet er mine øjne hurtigere end Lucky Luke. Og ja, det gælder alle kameraer og alle fotografer. Også dig.

Jeg ser Topmodel (ja, ja, ja... det er skod og kræver ikke meget hjerneaktivitet. Alle krav til efter-arbejde-tv er opfyldt og så kan jeg lave mad samtidig) så jeg har en ide om, at jeg skal sørge for at fange lyset og smile med øjnene. Men hvordan gør man det, når det ene er nær-lukket? Hvordan gør man det i det hele taget?

Jeg ved bare, at jeg vil være anspændt, så mit ansigt ligner noget der har været krøllet sammen og er samlet op fra skraldespanden igen, mens jeg bander over, at jeg ikke tog det andet sæt tøj på. 

torsdag den 1. april 2010

Rygrad gives væk. Kun let brugt.

På årets travleste indkøbsdag, aka helvede på jord, der samtidig var sidste arbejdsdag inden miniferie, var der ingen vej uden om. Jeg måtte i Netto, fordi jeg indeni er en trind bedstemor med forklæde og skåneærmer, som gerne vil have noget at byde gæster, hvis de skulle manifestere sig.

Jeg skal ikke noget i påsken, har ikke haft behov for at købe sild og snaps og påskeæg, men jeg får måske en veninde på besøg på et eller andet tidspunkt og så skal der jo være noget at sætte på bordet.  Det er bare ikke det samme med en tør kop kaffe. (Som det hedder på bedstemorsprog).

Så. Jeg kaster mig offervilligt ind i helvedes forgård og udviger behændigt fede koner, der med hektiske øjne kører på tværs af butiksgangene, mens deres bittesmå mænd hænger på. Jeg fanger en megapose slik,  chips og chokolade for en sikkerheds skyld. Og så siger jeg nej til tyrkisk kvinde, som ville foran i køen. Kan godt forstå at hun prøvede, for køen var lang, men jeg kan ikke forstå, at hun begyndte at råbe op om uretfærdighed. Men det er en anden historie.

Det var igår.  Og der er noget i vejen med min skuffe, for der er kun bundslatter tilbage. Megapose, siger jeg bare... megamavepine og megadårlig samvittighed. Jeg håber, at skuffen har det værre.
Jeg kan ikke have slik liggende, åbenbart. Det skal partout fortæres, hvis det er der, men det kan stadig ikke passe at det er mig alene, der har spist så meget på så kort tid.

Det jeg gør er at spise resten. Og fra i morgen må jeg kun få vand, kaffe og Nupo.
Indtil jeg får gæster.