Rygrad gives væk. Kun let brugt.

På årets travleste indkøbsdag, aka helvede på jord, der samtidig var sidste arbejdsdag inden miniferie, var der ingen vej uden om. Jeg måtte i Netto, fordi jeg indeni er en trind bedstemor med forklæde og skåneærmer, som gerne vil have noget at byde gæster, hvis de skulle manifestere sig.

Jeg skal ikke noget i påsken, har ikke haft behov for at købe sild og snaps og påskeæg, men jeg får måske en veninde på besøg på et eller andet tidspunkt og så skal der jo være noget at sætte på bordet.  Det er bare ikke det samme med en tør kop kaffe. (Som det hedder på bedstemorsprog).

Så. Jeg kaster mig offervilligt ind i helvedes forgård og udviger behændigt fede koner, der med hektiske øjne kører på tværs af butiksgangene, mens deres bittesmå mænd hænger på. Jeg fanger en megapose slik,  chips og chokolade for en sikkerheds skyld. Og så siger jeg nej til tyrkisk kvinde, som ville foran i køen. Kan godt forstå at hun prøvede, for køen var lang, men jeg kan ikke forstå, at hun begyndte at råbe op om uretfærdighed. Men det er en anden historie.

Det var igår.  Og der er noget i vejen med min skuffe, for der er kun bundslatter tilbage. Megapose, siger jeg bare... megamavepine og megadårlig samvittighed. Jeg håber, at skuffen har det værre.
Jeg kan ikke have slik liggende, åbenbart. Det skal partout fortæres, hvis det er der, men det kan stadig ikke passe at det er mig alene, der har spist så meget på så kort tid.

Det jeg gør er at spise resten. Og fra i morgen må jeg kun få vand, kaffe og Nupo.
Indtil jeg får gæster.