søndag den 30. maj 2010

Når en peberkage-bager, bager peberbagekager

Idag er det kagens dag.  Ihvertfald for en lille udvalgt skare, der efter et par års pause (for at slå mave) igen mødes til kagefest. 

Reglerne er:
Man skal helst selv bage. Mindst 1 kage.
Man skal smage alle de kager, der bliver sat på bordet mindst en gang
Kvalme giver point og ekstrabane.

Modsat hovedparten af min omgangskreds er jeg glad for at bygge et ordentligt brød og få dej på hænderne. Kage er sjovt at bage, for der skal man bare sørge for at følge opskriften helt præcist. Det svære ved kage er at vælge hvilken slags, der skal konstrueres og så huske at købe citroner, hvis man vil bage citronmåne.

Og så er der oprydningen. Jeg ved ikke hvad der sker, når jeg bager, men noget jeg gør, får melet til at eksplodere og fordele sig ujævnt over hele køkkenet. Alle mine håndtag er helt hvide når jeg ser mig omkring og der er smør kunstnerisk fordelt over bordpladen. Riiiigeligt smør.

Når jeg tænker mig om, er det ikke kun mel, der eksploderer. Der er faktisk også broccoli og...

Så sagde vi jo, at det bare er et tegn på at jeg er en kunstner i et køkken og at andre skal rydde op efter mig, mens de sørger for at jeg er velforsynet med rødvin og cola til min køkken-solo med grydeske i en sky af madvarer. 

Regner med at nogen har klaret den sag til jeg kommer kravlende hjem fra kagens dag. Jeg er sikker på, at jeg ikke kan tåle synet af chokoladekomposition på køkkengulv på det tidspunkt.

(Andre kunne måske også synge en anden sang for mig, så jeg ikke skal have hakkebakkeskoven på hjernen længere. 'Se Venedig og dø' er taget. Åh Luigi.)

fredag den 28. maj 2010

Nærmest zen

Rummelig, overskudsagtig, tolerant og multi-kulti.
Lyder det som mig? AAAAAbsolut. Med en blonde og skyllet ned med god kaffe.

Jeg er så rummelig, at jeg med en dyb indånding heeeelt ned i maven arrrrkzep....øh... accepterer det, når affald flyder, mænd tisser på gulvet på restaurationstoiletter og når fuldstændigt ignorante personager udøver deres frie ret til at ytre sig, selvom de med al uønsket tydelighed ikke aner et klap om sagen.
Jeg siger det bare. Jeg accepterer det. Det er ikke fordi jeg forsøger at flyve under radar og ikke udsætte mig for multi-kulturelle fatvaer eller besværgelser af nogen art.

Multi-kulti er altid godt og jeg går ind for at vende den anden kind til og være eftergivende overfor andre kulturers krav. Med det når man altid længst.
Det er meget opløftende at høre Uffe Ellemann sige, at Lars Vilks (den svenske muhammedtegner) selv er ude om at blive overfaldet og forsøgt myrdet. Det hjælper helt vanvittigt meget på min tolerance og respekt for manden at han siger, at han kan udtale sig om den sag nu, hvor han ikke bejler til et genvalg.

Jeg er begyndt at hækle. Babytæpper, fordi der er så mange der venter barn og så fordi det er hyggeligt. Det er så ikke hverken løgn eller ironisk som resten af dette indlæg muligvis kunne tænkes at være. Og hvad får mig så bragt i så tilbagelænet spelt-stemning?

Det er ikke hash. Det er dette her, der kan få selv de mest flossede nerver til at sukke afslappet. Enjoy.

mandag den 24. maj 2010

Hundeliv og (grundløs?) angst

Efter 10 dage blev Zaza, rottweilerhvalpen, hentet i hundepensionen og bragt tilbage til sit værksted, for igen at blive efterladt. Idag har jeg endelig fået den overdraget af ejeren og indleverede den straks til dyreinternatet, så den kan få et godt hjem og bedre fremtidsudsigter.

Det lykkedes. Det har ikke været let og komplikationerne har vist sig at blive utroligt mange flere, end jeg kunne forudse.

Zaza har det godt og det er det vigtigste. Undervejs har jeg bragt mig selv i fare, har jeg fået at vide, for jeg har ikke selv taget hensyn til, om jeg kom i bad standing i tyrkiske og rumænske kredse. Udelukkende gjort alt hvad jeg kunne for at redde hundelivet.

Selvom jeg har været nærværende nok til ikke at ville kende adressen på den tidligere ejer og forsøgt at lade ham bevare sin stolthed, er folk omkring mig blevet bekymrede for, om jeg bragte mig selv og mit hjem i fare ved at blande mig i den måde, en tyrkisk mand holder hund på.

Det hjalp ikke på bekymringen, da jeg fortalte at det var en rumæner, der tidligere idag afleverede hunden og bekymringen blev kun værre, da jeg røg op i det røde felt over at se en mand sparke sin hvalp idag, da den ikke ville gå i snor.  Tyrkisk mand.  Heller ikke selvom jeg ventede med at ryge op i det røde felt til han ikke kunne se mig mere.  Jeg havde, skal jeg lige sige, reageret på samme måde, hvis det var en bleg dansker. Der havde jeg måske ikke ventet til jeg var i flyverskjul før jeg skældte ud.

Da jeg for snart længe siden begyndte at blogge skrev jeg om, at jeg mener, at Dansk Folkeparti-vælgere er nogle sørgerlige bange mennesker, der pakker sig ind i ligusterhæk og smørrebrød og kære lille mormor istedet for at have en reel politik for, hvordan fremtiden skal konstrueres. Mest fordi jeg mente, at frygten for 'de fremmede' var ubegrundet. Så kunne det vel heller ikke være værre.

Lige nu ville jeg være mere tryg på Nørrebro, åbenbart.  Jeg er inderligt blevet bedt om at flyve under radar i nogle uger og selv internat-bestyreren, der ellers er en modig dame, der har oplevet sine overfald, trusler og indbrud, bad mig om at være opmærksom på risikoen ved at handle istedet for at vende det blinde øje og den anden kind til.

Min naive tro på det gode i alle mennesker har fået et seriøst knæk i den forgangne uge. Mere end i de to år, hvor jeg har levet anonymt blandt 1., 2. og 3.genereationsindvandrere.

Jeg stemmer stadig ikke på Dansk Folkeparti og jeg har stadig meget svært ved at affinde mig med, at jeg ikke kan handle i overensstemmelse med mine værdier uden risiko for mere end almindelig dansk surhed.
Mennesker, jeg holder af, er nervøse for konsekvenserne. Jeg burde måske også være bange, så...

torsdag den 20. maj 2010

Jeg forlader dig for at vende tilbage

En morgen en gang imellem vil jeg pakke mine kufferter og mens det endnu er mørkt lukke døren bag mig med et sidste blik over skulderen.
Stille, så du ikke vågner, forlade dig.
Efterlade alt det, vi har, og gå mod banegården.

Mens morgenkulden blæser om mine kufferter vil jeg sidde på perronen og se på duer, mærke den skarpe lugt af hektisk cigaretrøg og se hvordan asfalten er kold, revnet og dekoreret af travle menneskers spor.

Når toget kører ind på perronen med beslutsomme suk og hvinende bremser vil jeg tage afsked, tænke en sidste gang på alt der var og som jeg om få skridt kan lægge bag mig mens du endnu ligger i sædvanlige dyner og intet ved.
Sige farvel, rejse mig, gribe kufferten og mærke håndtagets syninger skære sig ind i fingrenes tynde hud, bære alt jeg har behov for. Og gå.

Jeg vil vende hjem inden morgen bliver lys og glide ned til dig i gensyn. Vide, at jeg kan gå, hvis jeg vil og vide at jeg igen valgte ikke at ville.
I friheden til at forlade dig vælger jeg at stille min kuffert ved din seng.
Måske ser du den og undrer dig over kulden fra perronen, der permanent hænger bekræftende i læderet.

mandag den 17. maj 2010

Nej. Altså... hvis det er ok med dig.

Jeg beklager tavsheden, men jeg øver mig i at sige nej.

Det betyder for mig, at jeg faktisk ikke må sige noget, før jeg har overvejet, om jeg på nogen måde kunne have lyst til at sige fra, åbne munden og vræle NAJ! eller 'ellers tak' eller 'det kommer så ikke til at ske' eller 'jeg er uenig' eller 'og Dolly Parton sover på maven!'.
I det hele taget skal jeg øve mig i varianter af det gode danske ord 'nej'.

Det involverer også behovsudsættelse. For min første indskydelse er at være en nikkedukke af en pleaser (jo jo, det er vistnok rigtigt ihvertfald en gang imellem, tror jeg). Det værste er at sige nej til mig selv, når Korpus Lene bevæger sig mod kaffe-alteret og undervejs støvsuger det kage op, der måtte være.

Det næstsværeste er at sige nej uden omsvøb til andre, når jeg har behov for det. Ikke så meget at sige n-e-j, men at finde ud af, hvornår det skal siges, for at jeg ikke kommer til at dobbelt-booke mig selv eller snyde mig selv for nattesøvn.

Helt lavpraktisk skal jeg lære, hvordan jeg køber mig betænkningstid.

Jeg kan sige nej på mange måder, men jeg kan kun købe mig tid på en enkelt måde, har jeg fundet ud af. Jeg siger 'jeg skal lige tjekke min kalender og se om det kan lade sig gøre'.  Og det dur slet ikke når jeg bliver spurgt om jeg vil have kage eller føde nogens børn.

Jeg må gå i politikerskole.
Eller tilbage i børnehaven.

tirsdag den 11. maj 2010

Medlidenhedsdrab er en udvej

Det ringede på min dør og to af de unge fædre af tyrkisk oprindelse stod udenfor og jokkede sig selv over tæerne.
De var blevet sat til at passe en hund, mens ejeren er på ferie og hvordan er det nu lige med sådan en hund, hvor meget spiser sådan en?

Efter en del spørgsmål og en masse snak senere, vidste de, hvad hunden skulle spise, men var ikke holdt op med at træde sig selv over fødderne. Nu havde de også bare lyst til at losse hundens ejer hårdt i bollerne, for de kunne godt se, at jeg var rystet i min grundvold. Knyttede næver og tårer i øjnene må gøre indtryk.

Hunden går alene i et bilmaler-værksted. Kommer ikke ud til daglig udover når ejeren skal ryge og er møgbeskidt. Det er gulvet i øvrigt også, for selvom hvalpen er ca et halvt år gammel, er den ikke renlig.

Jeg fik lov til at komme ud og se hunden samme aften. Det nåede jeg aldrig til, for min gode genbo, den unge tyrker, var blevet bekymret.
Næste morgen tidlig hoppede en støvet, malerstribet og aldeles forvirret stor rottweilerhvalp rundt i genboens have og spillede bold. Dødtræt, men bestemt ikke indstillet på at lægge sig til at sove, for det hele var lige til at hoppe over.

Utroligt kærlig. Utroligt uopdragen. Utroligt taknemmelig over kærlighed og en fast hånd. Grænser er labre for sådan en basse... Men Zaza kan ikke blive i genboens have og selv godt integrerede muslimer er ikke tilbøjelige til at invitere en hund indenfor.

Når ejeren kommer hjem på fredag er Zaza ikke på værkstedet. Den er heller ikke i genbos have.
Dyreinternatet har givet mig lov til at sætte vilddyret i pension hos dem, selvom vaccinationspapirer er lige så nært forbundet med hunden som farsbrød i bacon er med islamister.

Zaza er kommet på luksushotel og jeg håber ikke, at ejeren ønsker at den skal hentes igen. Selvom ejeren er et godt, kærligt menneske, der ikke vil undvære sin hund, forbryder han sig på grund af sin egen uvidenhed mod flere paragraffer i dyreværnsloven.  Og han har ramt mig lige der, hvor mit beskytterinstinkt bliver vakt.

Forhåbentlig får Zaza lov til at blive i sin suite til der kommer en god familie, der vil adoptere ham.

Jeg vil hellere lade hunden aflive en lade den vende tilbage til misrøgt af den kaliber.

Den tissede af glæde, da jeg satte mig ned til den og kløede den på halsen.

søndag den 9. maj 2010

Lorte-tv

Topmodel, der hævder at ingen er anorektikere og som sørger for at bringe en masse billeder af supertynde modeller, der spiser stoooore bidder.

Dance your ass off/De fede trin, der viser can-can-dansere med underbukser i auberginefarvet Maxi-udgave. Lige op i skærmen.
Og nu De fede trin med pole-dance, hvor en af stængerne ikke kan holde til belastningen og et stk tyk 'danser' ligger med stolperne i vejret og buksebag i fokus. For åben skærm.

Superskinny vs etellerandetmedoverfed. Hvor de bytter mad, så gennemsigtigt skelet skal konsumere 11 burgere, to store milkshakes, tre chokoladebarer, cocktailpølser og en lille pose chips. Til morgenmad.

For tyk til at få børn. Udsendelsen, hvor alle åbenbart har PCO og kæmper en sur kamp mod ikke at måtte spise bacon og toastbrød.

Jeg sluger det hele. Fisker tips og ideer til selv at tabe mig og væmmes ved det nedslående spejlbillede, der jo ikke er som dem fra topmodel. Det skulle da lige være Tyra Banks med kun halvdelen af hendes røv og lidt mindre pigment.

Men når engelsk udsendelse ved navn En fed families kamp viser billeder af, hvordan bleg, grim englænder med dårlig hud og en stædig fastholdelse af at drikke 5 store pints på pubben hver dag, får en tarmskylning. SÅ er det slut.
Meget lort vil jeg se på, men der trækker vi grænsen...

tirsdag den 4. maj 2010

Det er ikke dig, det er mig.

Jeg kan ikke mindes, at jeg før har slettet et blogindlæg, men nu har jeg gjort det.

I lørdags skrev jeg et indlæg om, hvordan jeg har været i stand til at nyde min fødselsdag, fordi jeg har lagt kontrollen og perfektionismen fra mig. Jeg beskrev i den forbindelse en kvinde, der ER meget kontrolleret. Jeg beskrev også, hvordan den kontrol blev udmøntet og hvordan den påvirkede andre.

Nu skriver jeg ikke blog for at såre andre mennesker og hænge dem til tørre. For det første er min lille blog nok ikke mediet til det og for det andet er det ikke - og vil aldrig blive det - noget jeg vil stile efter at gøre. Jeg har før skrevet, at der er dele af mit liv, jeg ikke kan omtale her, fordi jeg ikke vil gøre mennesker i min nærhed kede af det eller stille dem i en ubekvem position.

Der skete det, at jeg blev kontaktet af en bekendt, der troede, at det var hende, jeg beskrev. Og hun var inderligt ked af det. Og så fjernede jeg indlægget. Ikke fordi jeg ikke står bag budskabet om, at der ligger meget nydelse i at skrue den indre Monica af, men fordi jeg ikke vil være bekendt at min retorik og mine billeder sårer andre mennesker så meget.
Det er en indskrænkning af min ytringsfrihed, ja.... Men min ytringsfrihed skal ikke udnyttes for så høj en pris.
Jeg beklagede overfor min bekendte. Ærligt og dybfølt.

Og så beklagede jeg overfor de af mine venner, der blev bragt i en dum situation, fordi min bekendte blev så ked af det. Mindst lige så ærligt.

Idag er jeg så blevet kontaktet af to andre i min omgangskreds, der tror, at det er dem, jeg har beskrevet. Begge meget ulykkelige og meget vrede.

Og så stopper festen altså.

Det kan godt være, at jeg er mere dygtig til at beskrive det menneskelige væsen, end jeg lige tror, men jeg har også meget svært ved at finde stoltheden i den evne.
Det kan også godt være, at de læsere, der har følt sig beskrevede, er overbevist om, at det er dem, jeg har tænkt på. Også uden at have ret. I og for sig må det stå for egen regning. Men i og for sig er jeg også utroligt ked af, at det er sådan de har det. Og at det er min skyld. 

Faktum er, at jeg har samlet lidt sammen af de personer, jeg møder og påvirkes af, for sådan gør jeg.

Jeg betragter andre mennesker, men mest for at spejle mig selv i dem.
Det, jeg beskrev i mit nu slettede indlæg var mest mig selv. Mig selv, der blandt de nærmeste er kendt som Mormor, fordi der altid skal være noget at byde på. Der skal være planlagt og købt ind. Der skal være nok. Og det skal se ordentligt ud. Jeg er kendt for at tænke alt for meget på, hvordan andre mennesker tænker om mig.

Det er også et faktum, at nogle af de mennesker, der har fundet sig selv i min beskrivelse, ER i min beskrivelse.
Dog ikke som hovedmotiv. For den rolle tager jeg. Mig. Mig. Mig. Mig og min kontrol. Mig og mine fejl. Mig og min utilstrækkelighed.

Lige nu har jeg mistet lysten til at blogge. Prisen kan være for høj. 

lørdag den 1. maj 2010

Grov retorik. Ondskab og armod.

Det er en sjældenhed, at jeg kan overraskes i denne retning, men nu er det altså sket.

Jeg bringer et indlæg i hele sin længde fra Uriasposten.net, der omtaler en facebookgruppe, der hedder Fuck Pia Kjærsgaard.  Det kommer i en tid, hvor der tales om, om racismeparagraffen skal afskaffes og integrationen ske på ytringsfrihedens vilkår og derfor er der også i indlægget vist begge sider af retorikken.
Jeg bryder mig ikke om nogen af dem, for at sige det mildt. Læs selv her:

Onsdag kunne man på Ekstra Bladet Online læse, at en Hadegruppe mod muslimer stor-hitter. Det drejer sig om facebook-gruppen Nej til moskeer i Danmark!, hvorfra RUC-studerende Thomas Koch har samlet hadefuld retorik mod stormoske, islam og muslimer. Se eksemplerne fra mere end 73.000 medlemmers kommentarer på Ytringssvineri.dk.

Herunder eksempler fra facebook-gruppen Fuck Pia Kjærsgaard, der i skrivende stund har 1.656 medlemmer. Bemærk de seksuelle undertoner.