mandag den 24. maj 2010

Hundeliv og (grundløs?) angst

Efter 10 dage blev Zaza, rottweilerhvalpen, hentet i hundepensionen og bragt tilbage til sit værksted, for igen at blive efterladt. Idag har jeg endelig fået den overdraget af ejeren og indleverede den straks til dyreinternatet, så den kan få et godt hjem og bedre fremtidsudsigter.

Det lykkedes. Det har ikke været let og komplikationerne har vist sig at blive utroligt mange flere, end jeg kunne forudse.

Zaza har det godt og det er det vigtigste. Undervejs har jeg bragt mig selv i fare, har jeg fået at vide, for jeg har ikke selv taget hensyn til, om jeg kom i bad standing i tyrkiske og rumænske kredse. Udelukkende gjort alt hvad jeg kunne for at redde hundelivet.

Selvom jeg har været nærværende nok til ikke at ville kende adressen på den tidligere ejer og forsøgt at lade ham bevare sin stolthed, er folk omkring mig blevet bekymrede for, om jeg bragte mig selv og mit hjem i fare ved at blande mig i den måde, en tyrkisk mand holder hund på.

Det hjalp ikke på bekymringen, da jeg fortalte at det var en rumæner, der tidligere idag afleverede hunden og bekymringen blev kun værre, da jeg røg op i det røde felt over at se en mand sparke sin hvalp idag, da den ikke ville gå i snor.  Tyrkisk mand.  Heller ikke selvom jeg ventede med at ryge op i det røde felt til han ikke kunne se mig mere.  Jeg havde, skal jeg lige sige, reageret på samme måde, hvis det var en bleg dansker. Der havde jeg måske ikke ventet til jeg var i flyverskjul før jeg skældte ud.

Da jeg for snart længe siden begyndte at blogge skrev jeg om, at jeg mener, at Dansk Folkeparti-vælgere er nogle sørgerlige bange mennesker, der pakker sig ind i ligusterhæk og smørrebrød og kære lille mormor istedet for at have en reel politik for, hvordan fremtiden skal konstrueres. Mest fordi jeg mente, at frygten for 'de fremmede' var ubegrundet. Så kunne det vel heller ikke være værre.

Lige nu ville jeg være mere tryg på Nørrebro, åbenbart.  Jeg er inderligt blevet bedt om at flyve under radar i nogle uger og selv internat-bestyreren, der ellers er en modig dame, der har oplevet sine overfald, trusler og indbrud, bad mig om at være opmærksom på risikoen ved at handle istedet for at vende det blinde øje og den anden kind til.

Min naive tro på det gode i alle mennesker har fået et seriøst knæk i den forgangne uge. Mere end i de to år, hvor jeg har levet anonymt blandt 1., 2. og 3.genereationsindvandrere.

Jeg stemmer stadig ikke på Dansk Folkeparti og jeg har stadig meget svært ved at affinde mig med, at jeg ikke kan handle i overensstemmelse med mine værdier uden risiko for mere end almindelig dansk surhed.
Mennesker, jeg holder af, er nervøse for konsekvenserne. Jeg burde måske også være bange, så...

4 kommentarer:

Mig sagde ...

Tror måske bare at det myller ind i vores land med mennesker der ser på alle ting, på en hel anden måde end , den måde som vi ser som noget af det naturligste...

I en fart, der gør at vi ikke kan nå at få vores måder til at falde naturligt sammen med deres måder...

Hvis du forstår...

Og... tja... jeg vil måske nok råde dig til.. at være lidt på vagt..

Bare lige.. for at være på den sikkere side..

Anonym sagde ...

Åh jeg har ventet i spænding på dette indlæg. Dit indlæg gør mig både lidt bange, men også utrolig stolt over at der findes mennesker som dig, der reagere fordi deres instinkter og værdier fortæller dem at de skal. Det er en virkelig træls situation du er i nu. Hvor er det sindsygt at det nærmer sig mafiatilstande. Jeg håber ikke det har skræmt dig fra at reagere en anden gang. Dét der er svært er når dem man holder af bekymrer sig.

Selvom man let kunne fristes til at tænke at det hele bunder i etnisk kultur, så tror jeg også det ligeså godt kunne ske i et kvarter i en storby, for det handler vel i bund og grund om magt, (såret) stolthed, uvidenhed og andet i den dur. Det ser man desværre, mange steder.

Lykke Louise

frøkenen sagde ...

Det er sørgeligt, at Danmark er blevet et land, hvor man i den grad skal overveje ord og handlinger af frygt for repressalier. Det er svært at ytre noget uden det støde nogen, og en hastigt voksende mængde mennesker ser det som deres ret (og pligt?) at smadre folk der er af anden mening end dem selv, for at bevare deres "stolthed" og "respekt". Folk har gradbøjet de ord til uigenkendelighed. Og det gælder både danskere og indvandrere.

*Suk*.

Tænk, at man skal overveje, om man skal lade et stakkels forsvarsløst dyr lide, af frygt for at få en over nakken, hvis man handler. Det er sgu da sygt!

*SUK* FRIGGIN *SUK*!!!!!!

Uden Relevans sagde ...

Du har gjort det rigtige, jeg tror ikke at folk vil gå til yderligheder pga det, måske anskaffer de sig en ny hund, måske har de endda lært noget af det her.


Jeg håber.