torsdag den 30. juli 2009

Hjælp søges. Den fulde historie.

I ethvert liv er der opture og nedture, nogle gange er kroppen kræsen og nogle gange er der nogen, der hælder alt for meget kulsyre med sødestof ned gennem halsrøret og sådan en er jeg. 
Jeg bekender. 

Jeg er for ikke så længe siden blevet undersøgt, fordi jeg har mavesyre helt op i halsen (sagde specialisten), men der er altså ingen tegn på mavesår. 
Så lægen sagde i telefonen at der ikke skete noget ved det, hvis jeg kun havde haft blodig opkast en enkelt gang. Det er åbenbart normalt. 
Og kære læser, de af jer, der er tæt på mig og normalt ville slå mig meget hårdt med det, der lige ligger nærmest, fordi I skal læse sådan noget på bloggen, I er underrettede på forhånd og har fulgt med i det hele. Så ingen grund til panik. 

Alle, der har fulgt mig i noget tid, kender vel efterhånden min indstilling til det danske lægesystem og i særdeleshed min egen læge + sekretær. Adskillige er de indlæg, jeg har skrevet om at komme forbi dragen ude ved porten, der synes man er til besvær. 

Og ved i hvad, det danske lægesystem, ikke?
Det er noget forbandet lort.
Min læge som jeg har haft i 15 år, har stadig ikke indset at det er ret klogt at åbne min journal inden jeg træder ind ad døren, så vi ikke skal begynde forfra hver gang. Samme læge skulle aldrig have sagt, at han havde meget besvær med at holde fast i, at det var ham, der havde den lægefaglige viden, når jeg sad styrede samtalen så kyndigt, hver gang jeg var til konsultation. 

Den dag, han sagde det, med frustreret-blød-mand-stemmen, blev jeg sygemeldt fordi jeg havde så meget stress, at jeg ikke kunne overskue at ringe til en ven for hjælp.  Jeg var gået i stykker indvendigt og alligevel var det mig, der måtte styre slagets gang, komme med forslag, minde ham om forløbet og i øvrigt bede ham om at give mig en test for depression, nu jeg var der, så vi lissom kunne være bare lidt på forkant og lave en ordentlige anamnese for en fucking gangs skyld. 
 
Og ved I hvad? Det synes jeg er så knæskallesparkende for dårligt og en behandling der var lige til patientklagenævnet. Det sagde jeg til ham. Jeg G.I.D.E.R ikke være med til, at jeg kun får mine undersøgelser, hvis jeg græder og tigger om det. Fandeme på tide med noget service i det ganske danske lægesystem, for jeg tror virkelig ikke på, at jeg er den eneste, der prøver at finde løsningen selv, istedet for at stole på, at lægen har svarene. Lur mig, om jeg er den eneste, der oplever, at lægen er under tidspres og derfor ikke kan gøre sit arbejde ordentligt. 
 
Og ved I hvad? Det er derfor, jeg er så træt af at blive sendt til lægen. Jeg har ringet. Jeg har konverseret, jeg har beskrevet symptomer og været ærlig. Jeg har sagt at det ikke er godt nok med en telefonsamtale.

Mon ikke, jeg selv har været ved at gå til af bekymring om, hvad det kunne være, alt det besvær, jeg oplever med fordøjelsen. I kan sikkert ikke læse det her på bloggen, fordi jeg hellere vil finde den selvironiske vinkel end vende mig selv på vrangen. I bliver bare nødt til at tro mig på mit ord, når jeg siger, at jeg har været helt derude, hvor jeg tænkte på, hvem der ville besøge mig på hospitalet, hvisnu det er kræft og hvisnu det er så slemt. 
Nogen må stole lidt på, at jeg ikke er uansvarlig, selvom jeg virkelig frygter den gastroskopi jeg fik truet mig til. 
Lige nu er det sådan at jeg mangler nogen til at fortælle mig, at det ikke er helt så slemt, ae mig over håret og synes at jeg er dygtig og tapper.

Jeg må indrømme, at jeg er træt af at få skældud fra alle fronter, uagtet at det sikkert er min egen skyld. 

onsdag den 29. juli 2009

Det er ikke kaffen!

Jeg har fundet en rigtigt god slankekur. Desværre har den den bivirkning, at man bliver uendeligt træt, ret komatøs i sine tanker og er fuldstændigt umulig at være i selskab med. Hvem ville ikke blive umulig, hvis det, der kommer ud af munden på andre mennesker altid er 'Du skal gå til lægen' eller 'du må ikke drikke mere kaffe eller cola light'. Jeg spørger bare.

I begyndelsen var det bare en kvalme og svimmelhed, der meldte sig hvergang jeg spiste noget. Så spiste jeg ikke så meget. Det hjalp på fedtreserverne.
Så begyndte jeg at kaste op når jeg havde spist. Det hjalp endnu mere på fedtreserverne, men desværre ikke så meget hverken vædskebalance, overskud eller svimmelhed.
Så kastede jeg blod op. Det var fedtreserverne vist lidt ligeglade med, men jeg var bestemt ikke. Men er der et eller andet med at det ikke er farligt, hvis det er frisk blod, men kun hvis det er gammelt blod? Eller er det kun når det kommer ud den anden vej?

Nåmen, jeg har ikke drukket kaffe idag. Jeg er lidt slankere. Sagde vi så ikke, at det er fint? Kunne nogen så måske begynde at sige noget der ikke har noget med 'læge' at gøre? Det er sååå trættende at høre på at man skal ringe til en, som ikke har tænkt sig at tage telefonen eller kigge på en før om 4 uger. Så er det altså hurtigere selv at stille diagnosen.

fredag den 24. juli 2009

3-2-1- boom. Ferienedtælling

Ifølge arbejdskalenderen har jeg fri fra og med i morgen. På sommerferie-måden. Det har jeg lidt svært ved at forstå og kender jeg mig selv ret, er jeg så tykpandet, at jeg først opfatter det,
  • når jeg ikke længere tager telefonen og præsenterer mig med firmanavnet først og den pæne stemme på.
  • når jeg ikke bliver sulten a la Pavlov når klokken slår 11.30 (der spises der i kantinen)
  • når der ikke længere er nogen, der taler om eatible Speedos over frokosten
  • når jeg præsterer at læse bog eller se fjernsyn efter kl. 20 uden at falde i søvn
  • når jeg ikke længere kan presse fødderne ned i rigtige sko, fordi jeg har gået rundt på sommerfødder.
  • når jeg sidder på festivalpladsen som nattevagt og ikke behøver at tænke på at jeg skal direkte fra skoven til kundemøde men kan gå i seng lige efter morgenbadet.
  • når Nescafe begynder at smage af sommerhus-ferie og der ikke er flere ulæste bøger i reolen.
Det er nu mest sandsynligt, at der går en 4-5 dage inden jeg for alvor har overstået mit ferie-granatchok.

tirsdag den 21. juli 2009

Alt det som ingen ser

Jeg har været med til at lave en ret imponerende, sprudlende, perfekt løsning til en kunde. Alt er som ønsket og så har vi lige lagt 40% til - fordi vi gerne ville. 
Kunden er utilfreds, fordi en lillebitte detalje ikke er som hun har drømt at den skulle være. Det fylder pludselig alt. 

På arbejdet er vi solidariske, vi løfter i flok og deles om opvasken. Især her i sommerperioden. Eller... det er ihvertfald nødvendigt at vi skiftes til husarbejdet, og derfor har jeg de seneste mange morgener spænet rundt og tømt opvaskemaskine, vandet blomster, ryddet op og været enormt ansvarlig. Fordi jeg gerne vil. 
Efter en virkelig omsorgsfuld handling her til morgen - der inkluderede at lave kaffe til de andre - var kommentaren: Du har glemt at tørre bordene af. 

På hjemmefronten sørger jeg for, at jeg ihvertfald har taget min del af ansvaret for at sørge for matriklens ve og vel og jeg sørger også for at begge drengene er vel fodrede og har det godt. 
Kommentaren er uundgåelig. Der er altid en eller anden detalje, jeg har glemt, fordi jeg med fuld fart på og tungen koncentreret i mundvigen har overset noget. 

Her mens jeg er på vej op på korset og tænker over, hvordan hulan jeg skal få sømmet banket i den anden hånd, er der også en anden tanke, der fylder: Hvordan får man gjort opmærksom på det dybt urimelige i at alt det, der bliver gjort med velvilje og ansvarlighed ikke tæller, fordi ingen lægger mærke til det, mens den lille detalje kommer til at være stemplet med 'sjuske' man får i panden?
Og hvordan gør man det, uden selv at lyde urimelig?

lørdag den 18. juli 2009

De er især imponerende i flok

Jeg elsker Tour de France. Og jeg elsker endnu mere hvad det gør ved motionscykelrytterne ude på de danske landeveje.

Min cykeltræning har ikke været optimal i år, fordi jeg egentlig skulle have løbet maraton i Berlin til september og cyklen derfor skulle have haft (endnu) en sæson i skuret. Faktisk har min cykeltræning i år kun levet i spinningsalen. Så tempoet var ikke just imponerende på premieturen idag. Til gengæld genfandt jeg en fornøjelse, der overgår at se 'bonde søger brud'.

Det er så fantastisk at se familiefædre skrue sig ned i en cykeltrøje str xxl og lave seriespurter mens de tænker på Cavendish. Elsker det. Elsker især dem, der er så kække, at de har både tennisstrømper og nerve til at ligge på hjul (i mit tempo) inden de med en kraftanstrengelse suger maven ind, træder forbi og nikker på verdensmands-måden efter at have sagt 'Det skal nok blive til noget en dag, det der. Ser godt ud' og så drejer af 50 meter længere fremme, hvorefter de slipper maven, holder op med at træde og faker at der er noget i vejen med den ene pedal. Husker selvfølgelig at se hidsig ud som Jens Voigt.

Kan man andet end knuselske dem?

fredag den 17. juli 2009

Arh der!

Det er klassisk.
Omkring mig går alting pludselig op i enten at være smukt gravid eller træne intenst, stille op til halvmaraton, spise frelst, være semiprofessionel i noget med kroppen eller tabe sig meget.
Det er også klassisk, at jeg sammenligner mig med alle de fysiske toppræstationer og bliver rigtigt træt af at mine fødder forstuver sig hele tiden, at mit knæ gør ondt, at jeg får hold i nakken og øje på mine blege, 37-årige ben i cykelbukser i spejlet.

Det kræver ikke en doktorgrad i psykologi at gennemskue, hvorfor jeg pludselig synes, at hver dag er en dårlig hårdag med alt for meget røv og for mange rynker. Man behøver ikke engang at have haft psykologi i gymnasiet for at gennemskue, hvorfor jeg føler mig overset og mindreværdig i alle sammenhænge og virkelig trænger til ferie.

Der er kun en ting at gøre: Resten af verden skal holde op med at tabe sig og lade være med at nyde løbeturene.
Vent lige på mig, hva!

onsdag den 15. juli 2009

Forstadsfrue afsløret som øksemorder. Manden parteret

Som jeg stod der med den store lægtehammer og forsøgte at slå rygsøjlen over, så ribbenene løsnede sig, kunne jeg godt se, at jeg var afsløret.
Kødfedtet glinsede på mine hænder, jeg stod i plettet tanktop og blå mærker, omgivet af plastik, og hun så det hele. Genboen.
Manden havde hun da heller ikke set i nogle dage og hans bil var hjemme. Hun lagde to og to sammen og fik fem.

Jeg kunne se det på den måde hun stirrede forskrækket og skiftede til den underligt hæklende gangart, hvor man gerne vil væk så hurtigt som muligt og samtidigt er fascineret nok til at øjnene vil blive og se mere.
Jeg ventede at høre et skrig eller et frydefuldt gisp, da hun kom om på den anden side af huset og så, at hunden lå og gnavede lystigt i det, der umuligt kunne være andet end en underarmsknogle.

Jeg har lagt den halve brystkasse i fryseren.

(Forklaring: Min hund spiser rå lammeben, som jeg får hjem i kasser, hvor der er plads til mindst et halvt lam. Ribbenssiden var så stor, at den ikke kunne passe i fryserskuffen og jeg stod netop og slog den over med hammeren, da nysgerrig nabo kom forbi og var ved at skvatte i sine vandrerstave.
Mikkel er i USA. Så vidt vides stadig i et stykke).


Tror jeg går ned og inviterer på suppe og gnaveben en af de nærmeste dage. Gnæk.

tirsdag den 14. juli 2009

Ventetiden er gratis dyrebar

Jeg hader ventetoner, distraktionsmelodier eller lignende chikane, når jeg er 'sat i kø' fordi 'alle medarbejdere er optagede'. Som regel hader jeg dem, fordi de bare forstærker ubehaget ved at skulle tale med lægen, skattevæsenet eller fordi jeg godt ved, at der foran mig venter x antal omstillinger, så 'Für Elise' udgør en hånende apperitif.

For det meste hader jeg dem, fordi de forstyrrer mig, så jeg ikke kan nyde den pause, som ventetiden ellers ville give mig.

Hvis jeg hader ventetoner, så afskyr jeg at blive brugt som ventetone selv. Alene fornemmelsen af, at det lige ville passe fint, hvis jeg kunne være der, inden andre vigtigere mennesker indfinder sig, giver mig en ond fornemmelse af mindreværd. En følelse af at trække min mor i frakken, fordi jeg ikke gider stå der mere, bare fordi hun skal tale med den anden voksne. Bare med en ordentlig spandfuld fornærmelse oveni.

Gider sgu ikke være apperitif. Nå. Gider ikke apperitiffer overhovedet.

lørdag den 11. juli 2009

Stop all the clocks, cut off the telephone, Prevent the dog from barking with a juicy bone, Silence the pianos and with muffled drum ...

Den seneste tid har været overvældende. Det er en markant og mærkbar ændring at få nyt navn. Hele min skoletid (og børnehavetid) har jeg været Lene J. Og det er jeg bare ikke mere.
Jeg er nu ret glad for mit nye navn, men jeg har ikke helt forstået, at det faktisk er mig, der hedder det. Det er derfor jeg konstant præsenterer mig med mit gamle navn i telefonen og ikke helt kan lade være med at grine lidt nervøst, når jeg siger: Min mand.
Jeg har en del at fordøje.

Ugen har budt på to lige så tankevækkende meddelelser: To bekendte har fortalt mig, at de har mistet deres far. Den ene fortalte det på mail og den anden med ansigtet vendt væk fra mig, men i begge tilfælde har det været klingende, lysende klart og tydeligt, at de begge er overvældede af dyb sorg og meget påvirkede af, at deres far ikke er mere. Læg dertil, at et overhoved i en meget kær gren af familien for nylig har fået en af de diagnoser, som man bare ville ønske ikke fandtes. Han skal ikke dø. (Vel?)

Jeg har selv stået ved min svigerfars dødsleje og set på nært hold, hvordan tabet af en forælder påvirker de voksne børn. Uanset om de har haft mulighed for at forberede sig på, at døden vil komme, eller om de bliver pludseligt mindet om, at livet er flygtigt, så har de følt, at tæppet er revet væk under dem og at den voksne vinge ikke længere giver skygge.

Jeg ved ikke, om savnet af forælderrollen bliver forstærket af bevidstheden om, at man nu er voksen, ældst i rækken. Der er ikke længere nogen far, man kan ringe til, når der skal sættes hylder op og man har lyst til at give ansvaret til en voksen. Nu er man selv den voksne og ... hjælpeløs.
Jeg kan kun se på de mennesker omkring mig, der har mistet en forælder, for lykkeligvis har livet endnu forskånet mig for, at døden har hentet en af mine. En anden slags tab og fravær kan vi tale om en anden gang. Uanset om børnene har været selvkørende og egentlig ikke haft et nært forhold til forældrene eller om de har været fars pige og ringet hjem dagligt, så har de alle stået som var de med et slag frygteligt alene og kigget forundret ned af sig selv, fordi voksentøjet føles alt alt for stort.

Der er regler. Den ene er, at forældre ikke må dø.

Sygdom og hjerneblødninger er bare dybt urimelige og uretfærdige. Det forstyrrer min retfærdighedssans og jeg har ondt i hjertet af medfølelse med dem, der har mistet. Og med de af jer, der lige nu sidder og tænker på at jeres forældre aldrig, aldrig må dø.

lørdag den 4. juli 2009

Jeg har fået en bog lige i masken

Jeg har aldrig grinet så meget, som da jeg læste Michael Laudrups tænder af Majse Njor og Camilla Stockman. Den forenede min yndlings-selvindsigts-humor med et viruost sprog og nogle utrolige betragtninger. Derfor måtte jeg også bare læse deres 2'er, som er mindst lige så velskrevet - ikke helt så letbenet, men helt til kernen.

Den ramte noget, fandt en tone i mig, og jeg er lettet over, at to af de forfattere, som jeg har stor respekt for, i bund og grund er nøjagtigt lige så bange, fortvivlede og på jagt efter de store sandheder som jeg er.

Der skulle bare være en advarsel på lige netop den bog om, at man ikke må læse den i min tilstand. (Jeg er IKKE gravid).
Når man netop har taget et stort og forpligtende skridt, mens man holdt vejret i panikangst over, at livet måske ikke er som det plejer at være på den anden side, for pludselig at skulle opføre sig som en voksen og samtidig følte en stor glæde over at indgå i noget så stort af de helt rigtige grunde, så må man ikke læse om, at selv harmoniske forhold kan komme i krise og dyr blive sendt på internat.

ER det så mærkeligt, at jeg sidder og glor lige ud i luften, når store og vigtige ting i mit liv bliver smadret lige op i fjæset på mig? Jeg skulle måske ikke have læst den helt så hurtigt (den røg lige ned), når jeg godt ved, at den slags emner, serveret pr bogstaver og humor, er som en stiv finger lige i sjælen og kræver timer i kaffemarinade og enorm trang til eftertænksomheds-bland-selv.

Jeg fik hele bogen lige i masken og hvis man ser godt efter, vil man kunne finde et spejlvendt aftryk af Charlie Hotel Oscar Kilo i mit paralyserede åsyn.

Vildt god bog. Jeg læser den igen. Gad vist om jeg stadig vil tude indvendigt og grine udvendigt næste gang.

Men hvor går de hen?

Spørgsmål stillet af min eftertænksomme svoger veninde:
Hvor flyver de døde fugle hen, når de skal dø?

De dratter vel ikke bare ned fra himlen når de er over vand?
Måske imploderer de oppe under himlen?
Måske er de samme sted som Tarzans elefanter og Michael Jackson?
Måske er den kiste, der står for enden af regnbuen ikke fyldt med guld men med fuglemix?
Måske er benløse fugle i virkeligheden benløse fugle?

fredag den 3. juli 2009

Det må være varmen

3 timers kundemøde uden kaffe. (Det er alt for varmt til kaffe, mente værtinden). Da vi nåede tilbage til kontoret havde jeg ondt i hovedet og abstinenser. Jeg indrømmer, at jeg drak kaffe til frokosten og håber, jeg sagde noget klogt den sidste time. 

Intet vand på kontoret. Prøv lige at se voksne mænd stimle sammen om kaffemaskinen, som var det udlevering af gryn i en flygtningelejr. Og se artige kolleger, der ordentligt vasker hænder inden de går til bords, stå og vifte med fingre, der var sæbet ind inden den tomme vandhane grinede af dem. 

Vandmanglen skyldes, at vejarbejderne har hakket en vandledning over. De stod og kiggede på et lille springvand, mens de drak øl. 

Bil, der vælger at bakke i høj fart det meste af en kilometer. 

Naboens dreng spiser græs. 

'Lancere' bliver gentaget både 3 og 4 gange. Udtalt som 'lanciere'. Listen very carefully, I shall say this only once MORE! Lancere! 

Massage med trådløst tastatur blev opfundet idag. Især F er godt mod varmemyoser 

Jeg tænker stadig over, hvad jeg dog fik blameret mig med i lørdags. Seriøst. Kan man være flov over noget, man ikke ved hvad er?

Lærdom fra forstaden

Så så man lige beviset på, at fædre ofte er bedre i katastrofesituationer end mødre. 
Ned ad bakken kommer to piger i fuld fart. Den ene på cykel og i ble, fordi det er for varmt til andet. Den anden på løbehjul og i trusser og t-shirt. De støder sammen, og det lyder som om de trækker hinanden hen over asfalten med ansigtet nederst og efter skrig og metalliske lyde at dømme, må der være mindst en meter hudafskrabning med grus i og et brækket ben. Ret voldsomt og jeg retter mig op i havestolen for at kunne ile til for at tørre blod op. 

Den ene pige kører i fuld fart ned ad bakken, ud mod den store vej og drejer i sidste øjeblik skarpt til højre. Der er bare ingen bremser på sådan en gå-cykel og det er svært at se ud af øjnene, når det er knebet helt sammen og resten af ansigtet er en stor skrigende, åben mund. 

Enhver mor ville være sat i en spurt for at forhindre at yngsten blev kørt over og grebet hende i luften for at vende tilbage til den ældste datter for at knuge dem begge tæt ind til sig og nåh'e indtil gråden forstummede. Frygten og adrenalinen ville sidde i kroppen i flere dage.  

Denne far steg ikke af cyklen. Bremsede let ved siden af den ældste datter for at samle hendes løbehjul op, konstatere at hun kunne stå og gå og derefter trillede han ned til blebarnet. Stadig på cyklen og med den første datter hinke-løbende ved siden af. Begge unger hylede i vilden sky, men fulgte med ham, da han satte løbehjulet ned igen og bad ungerne sætte igang.  Ingen ynk. 
Og gråden forstummede, mens døtrene hikstede, at det også bare var fordi de ikke havde nogen sko på. 
Længere oppe af stien kunne jeg høre jublende latter, da de alle tre kørte om kap hjem og få plaster på.