Hjælp søges. Den fulde historie.

I ethvert liv er der opture og nedture, nogle gange er kroppen kræsen og nogle gange er der nogen, der hælder alt for meget kulsyre med sødestof ned gennem halsrøret og sådan en er jeg. 

Jeg bekender. 

Jeg er for ikke så længe siden blevet undersøgt, fordi jeg har mavesyre helt op i halsen (sagde specialisten), men der er altså ingen tegn på mavesår. 

Så lægen sagde i telefonen at der ikke skete noget ved det, hvis jeg kun havde haft blodig opkast en enkelt gang. Det er åbenbart normalt. 

Og kære læser, de af jer, der er tæt på mig og normalt ville slå mig meget hårdt med det, der lige ligger nærmest, fordi I skal læse sådan noget på bloggen, I er underrettede på forhånd og har fulgt med i det hele. Så ingen grund til panik. 

Alle, der har fulgt mig i noget tid, kender vel efterhånden min indstilling til det danske lægesystem og i særdeleshed min egen læge + sekretær. Adskillige er de indlæg, jeg har skrevet om at komme forbi dragen ude ved porten, der synes man er til besvær. 

Og ved i hvad, det danske lægesystem, ikke?

Det er noget forbandet lort.

Min læge som jeg har haft i 15 år, har stadig ikke indset at det er ret klogt at åbne min journal inden jeg træder ind ad døren, så vi ikke skal begynde forfra hver gang. Samme læge skulle aldrig have sagt, at han havde meget besvær med at holde fast i, at det var ham, der havde den lægefaglige viden, når jeg sad styrede samtalen så kyndigt, hver gang jeg var til konsultation. 

Den dag, han sagde det, med frustreret-blød-mand-stemmen, blev jeg sygemeldt fordi jeg havde så meget stress, at jeg ikke kunne overskue at ringe til en ven for hjælp.  Jeg var gået i stykker indvendigt og alligevel var det mig, der måtte styre slagets gang, komme med forslag, minde ham om forløbet og i øvrigt bede ham om at give mig en test for depression, nu jeg var der, så vi lissom kunne være bare lidt på forkant og lave en ordentlige anamnese for en fucking gangs skyld. 

 

Og ved I hvad? Det synes jeg er så knæskallesparkende for dårligt og en behandling der var lige til patientklagenævnet. Det sagde jeg til ham. Jeg G.I.D.E.R ikke være med til, at jeg kun får mine undersøgelser, hvis jeg græder og tigger om det. Fandeme på tide med noget service i det ganske danske lægesystem, for jeg tror virkelig ikke på, at jeg er den eneste, der prøver at finde løsningen selv, istedet for at stole på, at lægen har svarene. Lur mig, om jeg er den eneste, der oplever, at lægen er under tidspres og derfor ikke kan gøre sit arbejde ordentligt. 

 

Og ved I hvad? Det er derfor, jeg er så træt af at blive sendt til lægen. Jeg har ringet. Jeg har konverseret, jeg har beskrevet symptomer og været ærlig. Jeg har sagt at det ikke er godt nok med en telefonsamtale.

Mon ikke, jeg selv har været ved at gå til af bekymring om, hvad det kunne være, alt det besvær, jeg oplever med fordøjelsen. I kan sikkert ikke læse det her på bloggen, fordi jeg hellere vil finde den selvironiske vinkel end vende mig selv på vrangen. I bliver bare nødt til at tro mig på mit ord, når jeg siger, at jeg har været helt derude, hvor jeg tænkte på, hvem der ville besøge mig på hospitalet, hvisnu det er kræft og hvisnu det er så slemt. 

Nogen må stole lidt på, at jeg ikke er uansvarlig, selvom jeg virkelig frygter den gastroskopi jeg fik truet mig til. 

Lige nu er det sådan at jeg mangler nogen til at fortælle mig, at det ikke er helt så slemt, ae mig over håret og synes at jeg er dygtig og tapper.

Jeg må indrømme, at jeg er træt af at få skældud fra alle fronter, uagtet at det sikkert er min egen skyld.