lørdag den 1. august 2009

Ud og se med Kierkegaard og Lene

En gang imellem må man pakke sine kufferter, lukke hoveddøren og begive sig mod banegården.
En gang imellem må man sidde på perronen i den tidlige morgen, mærke kulden fra bænken og den skarpe lugt af cigaretrøg, mens togene ankommer og afgår og man vurderer muligheden for at springe på og tage med.
Bare for at mærke, at man ikke har lyst til at tage andre steder hen end hjem igen, liste sig ind, pakke kufferterne ud og snige sig under dynen før nogen opdager, at man har været væk.

Nogle gange må man samle sine værdier og stige på toget. I begge tilfælde kan man gøre det med erkendelsen af, hvad der er vigtigt.
Først når man står overfor at slippe det normale, kan man mærke hvad der er rigtigt.

På Ordet Rundt og hos Linda har der den seneste uge været debat om retten til at vælge at få barn som enlig. Emnet er stort og følsomt, ikke mindst fordi det gør op med den fastgroede norm om far, mor og børn.
Nogle overbevisninger er måske meget sunde at slippe, for at man kan se det, det hele i virkeligheden drejer sig om. At fejre livet. At påskønne vidunderet og miraklet og føre gode ting videre, mens man sender de overflødige til marskandiseren.
Man skal, som Kierkegaards jøde vælge den livgivende vej frem. Det må være bestemmelsen: At fejre livet.

1 kommentar:

Stine sagde ...

Det var et virkelig godt skrevet indlæg Lene! En fryd for en ord-elsker som mig :)