lørdag den 28. februar 2009

Gammelmor

Når man lever længere, er mere oplyste og gør karriere senere end dengang det blev defineret at det var normalt at få børn når man er i begyndelsen af tyverne, er det så unormalt - eller ligefrem problematisk - at få børn når man er 40?

Det kan godt være, at det fysisk set er sværere at blive gravid, men ellers?
Er det hårdere at være mor, når man er 40 end når man er 25? Jeg ved, at min nattesøvn er utroligt vigtig, men jeg synes ikke jeg kan tænke tilbage på en alder, hvor den ikke var det... (Nej, jeg er ikke 40, men regner med at blive det om mange år).

Ja, jeg sidder og ser DR2... Og jeg studsede over argumentet at det er enormt egoistisk at få børn når man er 'en gammel forælder'. Er det ikke altid enormt egoistisk at få børn?

torsdag den 26. februar 2009

Stik ikke fingrene ind i løveburet

Jeg har sovet dårligt, OK?
Jeg har sovet dårligt to nætter i træk og jeg hoster, er skidesur og tænker helt vildt meget over stoore ting og også de små. Det mindste verden kunne gøre var, pænt at forføje sig af banen. Rydde motorvejen for min skyld, holde mund med alt muligt ligegyldigt bavl og bare lade mig være i fred.

Nej, det nytter ikke at kalde mig lille pus og ae mig på kinden og sige nåååh... Bare la vær. Det nytter heller ikke noget, at sige at det bare en det samme som PMS, for det ved vi jo allesammen virker som en helt utroligt virksom isbryder, der får eddikesure mennesker til at smile med æblekinder igen. Ik? Det nytter bestemt heller ingenting at sige at jeg er sød når jeg er sur, for jeg ved godt at næste helsætning rummer et eller andet jeg lige skal. Eller skal lade være med.

Bare.lad.mig.være.i.respektfuld.fred mens jeg sidder og skumler i min kaffe.

onsdag den 25. februar 2009

Den nye Blekingegadebande

På lørdag skal vi mødes rundt om bordet, alle os fra ordetrundt.dk. Det bliver sjovt at møde de mennesker, som jeg kun kender gennem det, de har skrevet.

Jeg har jo allerede mødt hr. Bitterblog, som selvfølgelig overhovedet ikke levede op til forestillingerne, så jeg er forberedt denne gang, men jeg har allerede castet os til forskellige roller i banden. Der er lederen og der er den, der ikke nødvendigvis accepterer at der skal være en leder og som vil insistere på at købe den kaffe, der kommer fra kolben. Eller også den mest fancy kaffe med flødeskum og ingefær.
Der vil også være hende, der vil sidde og prøve at få ansigterne til at passe. Længe.

Der er bloggeren, der ikke fylder så meget på selve mødet, men som sidder og pønser på det indlæg om kvinder der skal skrives når man kommer hjem til pc'en og chokoladen.
Næ vent... det tror jeg egentlig vi alle sammen vil sidde og tænke på, ellers ville jeg blive skuffet.

Personligt regner jeg med at få stof til flere dages blogindlæg ud af det kaffemøde. Gad vist om vi snakker lige så meget som vi skriver?

tirsdag den 24. februar 2009

Hvad synes du selv?

Du er, hvad du tænker, siger de kloge.

I så fald er jeg en forvirret drøm i stereo, hvor der er backing-kor til alt hvad jeg foretager mig og flere af mine bekendte er enten dømt til at dø ensomme, sammengroede forneden og bitre eller som misforståede kunstnere, mens de synger blues oppe over byens tage.

Det er så sandt som Dolly Parton sover på maven.

søndag den 22. februar 2009

Hvem kan sove i Berlin?

Jeg indrømmer først at jeg er syg, når jeg har besvær med at trække vejret og virkelig ikke kan komme op af dynerne uden at blive svimmel og udmattet.

Når jeg så har accepteret, at min pande føles som en badevinge, der bliver pustet for hårdt op mens den er skredet ned over mine øjne og at jeg hører som om jeg havde vat i ørerne, mens hele verden er tiltet 12 grader, så begynder jeg at blive rastløs.

Det er der, det går galt...

Jeg har feber, så det damper og jeg har præsteret at
1. spartle og male dørkarme og et par vægge
2. Gennemtænke hele økonomien
3. vaske hunden
4. Melde mig til Berlin Maraton den 20. september 2009. Dér...

fredag den 20. februar 2009

Vi bringer en advarsel

Det er sang-dag idag.
Der synges. Meget. Højt. Upassende.
Alt fra jazz foran spejlet til Bøllebob på kontoret. Selv kunderne bliver hilst med en tavs Ally-dans, mens jeg syngekommenterer indvendigt.

Tina Dickow er forresten flyttet ind ved mit skrivebord. Mange mænds ønskedrøm.

onsdag den 18. februar 2009

Paranoia? mig?

Da jeg var i den spæde pubertet havde jeg det ikke særligt godt med at folk lagde alt for meget mærke til mig. Klart nok, for jeg havde grydehår og store hvide plastbriller (Jeg kan ikke forstå at det er moderne igen, really...). Mit ansigt er ikke særligt stort, så de der briller fyldte hele mit fjæs og fik mig til at ligne en bleg, forskrækket flue, fordi jeg også er temmeligt langsynet...

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg fik tanken om, at der var nogen, der holdt øje med mig og havde opsat kamera på toiletterne derhjemme. Forfærdelig tanke, spørg bare de mænd, der har udnævnt badeværelset til deres sidste refugium i huset - tænk hvis det ikke var et refugium, men en scene?

Nu arbejder jeg et sted, hvor samarbejde mellem afdelingerne i København og Århus er meget vigtigt, så der er opsat virtual windows, også kendt som webcams, flere steder i kontormiljøet. Mig paranoid? Nej nej... det er bare for sjov at jeg ligner en ugle, der tjekker loftet, hver gang jeg er ude for at pudre næsen...

fredag den 13. februar 2009

Ring efter en rigtig kvinde

At gå på arbejde lige nu er kunsten at jonglere med 4 projekter, teammedlemmers opgaver og kollegaens historie om, hvordan der skal repareres varme på to etager og hvordan varmemanden ikke kunne finde ud af at lave det første gang.

Det er mange oplysninger, som skal håndteres samtidigt i både pr. telefon og simultan-firma-chat, mens man taler med teammedlemmer face to face.

Er der ikke noget med at kvinder kan multitaske?, spurgte to-etagers-kollegaen flabet (over firmachatten) da jeg havde blandet varmemanden og kunden sammen for 3. gang og jeg svarede som sandt er, at jo, selvfølgelig kan vi multitaske.
Der er bare ingen, der garanterer for resultatet.

Jeg tror jeg er ved at blive til en mand.

Igår var jeg med DSB hjem til Århus og arbejdede lige til toget holdt ved perronen. Meget fokuseret på at få usb-stik ud og computer lukket, tasken med og ud af toget i tide, fik jeg usb-stik ud, computer lukket og stod ud af toget.
Tasken stod pænt hvor den blev stillet i København.
Næste fokusområde: Mad. Check. Hjem. Check. Først da jeg skulle have tasken ud af bilen og stod og kiggede forundret på et tomt bagagerum gik det op for mig, at noget manglede.

Altså. Handsker lægges på bordet, mens telefonens batteri giver op, ny telefon loades med sim-kort og nummer på DSB findes og taske beskrives. Mad står og venter mens jeg smider støvlerne midt på gulvet. Da jeg ved hvad jeg skal gøre, kan der spises. Med jakke på. Og med handskerne stadig kastet på bordet, for jeg skal jo afsted igen.

Hvis jeg havde været en rigtig (perfekt) kvinde, havde jeg vel sørget for at tage overtøj af og hængt det på plads, spist og tygget maden pænt, ringet til DSB og fingeret en nydeligt historie om at det var andres skyld og fikset det hele mens jeg forberedte fredagsmiddagen, klappede manden og strøg gulvet mens jeg lavede pivottabeller i hukommelsen og landede en jumbojet, samtidig med at jeg fik hentet tasken uden at spilde.

tirsdag den 10. februar 2009

Bare lad være, ik?

Dagens registrerede no-gos:
  • At sige 'Må jeg godt sige noget?', 'må jeg lige komme med et forslag?' og uden at trække vejret fortsætte med at sige noget eller komme med et forslag. Udmærket lige at ville stikke fingeren i jorden - især hjemme hos fruen - men enormt irriterende, når kollegerne mest af alt har lyst til at brøle 'NAAAAJ!'.

    Det samme gælder dem, der spørger om noget er 'OK', når de har planlagt at gøre det eller allerede har gjort det. Jeg låner lige din shampoo, er det ikke OK? (NAAAAAAAJ! og NAAAAJ, bare fordi du spørger så åndssvagt).

  • At nævne samtalepartnerens navn, hver gang samtalen bliver drejet væk fra ham selv og lige give et venskabeligt puf på overarmen samtidigt. 'Lene... *puf*... Lene... det jeg var ved at fortælle om mit mislykkede pyramideprojekt og dengang jeg solgte Herbalife men blev taget i røven...'
    Jeg siger jer: Alle mine forsøg på at tale om noget andet end pyramidespils-firmaer og ham blev mødt med 'Lene... *puf*, nu må du lige forstå, blablabla'. Grrr...

  • At gentage en fuldstændigt ligegyldig oplysning i en uendelighed med en stemme, der kan skære i glas, når det ikke er for sjov.
    Som fx hvad der er i madkasserne, når DET.FUCKING.STÅR.UDENPÅ!
    Jeg næsten løb ind og greb min mad og alligevel blødte jeg ud af ørerne.

Just don't...

fredag den 6. februar 2009

Den loyale grænsevogter?

I perioder har der ikke været daglige billeder fra bestyrelseslokalet. Ikke fordi der ikke har været noget at skrive om, men mere fordi der har været for væsentlige og personlige emner at skrive om.
Jeg går ind for åbenhed og vil hellere høre bloggeres ærlige overvejelser end jeg vil læse polerede beretninger fra et liv, der helt tydeligt er censurerede, men der er en faktor, der gør, at jeg ikke altid skriver lige fra hjertet og hælder bramfrit ud: Loyalitet.

Jeg skriver ikke om mit parforhold her på bloggen, for uanset hvad jeg vælger at skrive, så vil det påvirke min partner uden at han har nogen mulighed for at tage til genmæle, kommentere eller være enig i samme medie uden at bloggen bliver til et udstillingsvindue.
OK... så er der jo også en grund mere ud over loyaliteten: Stolthed. Jeg har før fulgt med på blogs, hvor jeg til sidst måtte melde fra, fordi bloggeren blev alt for privat og brugte bloggen terapeutisk. Tudeblogs (og haveblogs) er bare for alt alt for meget.

Jeg er meget bevist om, at nettet ikke er en godt gemt dagbog.

På den anden side, så elsker jeg at følge med i de blogs, hvor grænsen mellem privat og personligt bliver vogtet med humor og finesse, så ... balancen er hårfin. Det et mest loyaliteten, der holder mig tilbage.

Nå men... det var bare lige en forklaring...

Ud at se med DSB

Jeg synes, det er sjovt at se på mennesker i tog. Igår kørte jeg hjem til Århus i selskab med to materialistelever fra Horsens, en mand der spillede onlinepoker på et site, der kaldte sig wanker #1 og ... jamen, jeg synes bare det er sjovt at finde på historier om folk og opfinde resten af det liv, som man ikke lige kan se i toget.
Igår var det især sjovt at iagttage ham den tykke mand med tilbagestrøget pomadehår og skindjakke. Han må have været blotter eller indehaver af en videobiks. Når han sad og tjekkede sin mobil nede under sin tykke mave, så det ud som om det var noget andet han sad med i hånden.

søndag den 1. februar 2009

Englishman in New York

Det er en klassiker at udenbys gæster ikke kan finde ud af at køre i bus i Århus, for her stiger vi ind ad bagdøren (hold the jokes, please) og køber selv billet i en automat. Buschaufføren skal kun køre bussen og fortælle Københavnerne at de skal *neee te den an' døøar*

Så der stod jeg så i København og vidste godt at systemet er anderledes. Jeg er ikke trænet i det der med offentlig transport ret mange andre steder end London og Paris, så hvordan finder man ud af, hvilken buslinie man skal vælge for at komme fra Holmen til Hoba'n (Hovedbanen, Kbhs hovedbanegård)? Hvad siger man, når man stiger ind? Siger man 'Jeg skal til Hovedbanen'? eller '1 zone' eller hvad?

Der var ingen vej udenom. Jeg måtte spørge mine kolleger, med risiko for at falde helt igennem. Nu har jeg jo verdens bedste kolleger og de fortalte tålmodigt, at man steg ind foran i bussen, sagde '1' eller lod buschaufføren selv regne sig frem til, hvad man ville, når man holdt den tyver frem, det koster. Og at det er 66'eren, der kører hvert kvarter indtil 18.15.  Cool... så skulle der være styr på det.  Det er muligt at kollegerne grinede af Jyden, men jeg hørte det ikke.

Ind stiger jeg, tyver i hånd. Buschaufføren siger '21' og så får vi lige afregnet, dér. Jeg er ombord, på rette vej og kender ihvertfald det første stykke vej gennem Christianshavn og forbi Christiania. 
Jeg sværger, jeg var kommet på drankerekspressen.  De stiger på ved Christiania.  To af Anisettes hårfans sidder tandløst ved siden af hinanden og udsender så søde dufte af røgtobak at hele bussen begynder at vise peace-tegn og resten griner hæst hele vejen til stoppestedet ved Christianshavns pølser. Der stiger næsten hele flokken ud og en enkelt af dem læner sig lige forover og støtter hænderne på knæene mens han ørler på fortovet. Så fik jeg det med også. 

En enkelt bliver siddende med sin søn og kæmper indædt med et knækket snørrebånd og en knude der nægter at lade sig binde. Af og til springer han op og råber 'Hvor faaaa'n er vi? Hvor faaaa'n er vi? Er det Hoban?' og synker lettet ned i sædet til sønnen, der himler med øjnene igen, når han finder ud af at det ikke er Hoban nu. 

Godt spørgsmål, i øvrigt. For hvornår er vi ved Hovedbanen? Godt, der er så mange indbyggere i København og godt at der altid er andre der skal af der... 

Jeg klarede den! Nu ved jeg, hvordan man kører offentligt i København. Så mangler jeg bare Metroen. Og at få overblikket over buslinierne. 
Og at gro en stedssans.