Ring efter en rigtig kvinde

At gå på arbejde lige nu er kunsten at jonglere med 4 projekter, teammedlemmers opgaver og kollegaens historie om, hvordan der skal repareres varme på to etager og hvordan varmemanden ikke kunne finde ud af at lave det første gang.

Det er mange oplysninger, som skal håndteres samtidigt i både pr. telefon og simultan-firma-chat, mens man taler med teammedlemmer face to face.

Er der ikke noget med at kvinder kan multitaske?, spurgte to-etagers-kollegaen flabet (over firmachatten) da jeg havde blandet varmemanden og kunden sammen for 3. gang og jeg svarede som sandt er, at jo, selvfølgelig kan vi multitaske.
Der er bare ingen, der garanterer for resultatet.

Jeg tror jeg er ved at blive til en mand.

Igår var jeg med DSB hjem til Århus og arbejdede lige til toget holdt ved perronen. Meget fokuseret på at få usb-stik ud og computer lukket, tasken med og ud af toget i tide, fik jeg usb-stik ud, computer lukket og stod ud af toget.
Tasken stod pænt hvor den blev stillet i København.
Næste fokusområde: Mad. Check. Hjem. Check. Først da jeg skulle have tasken ud af bilen og stod og kiggede forundret på et tomt bagagerum gik det op for mig, at noget manglede.

Altså. Handsker lægges på bordet, mens telefonens batteri giver op, ny telefon loades med sim-kort og nummer på DSB findes og taske beskrives. Mad står og venter mens jeg smider støvlerne midt på gulvet. Da jeg ved hvad jeg skal gøre, kan der spises. Med jakke på. Og med handskerne stadig kastet på bordet, for jeg skal jo afsted igen.

Hvis jeg havde været en rigtig (perfekt) kvinde, havde jeg vel sørget for at tage overtøj af og hængt det på plads, spist og tygget maden pænt, ringet til DSB og fingeret en nydeligt historie om at det var andres skyld og fikset det hele mens jeg forberedte fredagsmiddagen, klappede manden og strøg gulvet mens jeg lavede pivottabeller i hukommelsen og landede en jumbojet, samtidig med at jeg fik hentet tasken uden at spilde.