lørdag den 29. august 2009

Om halve deklarationer og klorin

Klorin, nu med fyrrenåleduft. Det holder ikke af to grunde: For det første skal Klorin lugte af klorin og for det andet så lugter tingene aldrig af det, der står de lugter af. Eller smager af det, der står, det smager af.

Jeg mener, hvad smager solbærvodka af? Solbær? nn-nn... Det tror jeg nok ikke det gør. En drink med solbærvodka og sprite smager overhovedet ikke af solbær. Den smager af fest. Sommerfest, latter og dans. Og lidt af den kølige vind, der kommer ind ude fra vandet.

Cola light med mojitosmag? nope. Det smager ikke et øjeblik af mojito. Det smager af det rengøringsmiddel, jeg spildte sekundet før og hvem vil frivilligt drikke noget, der smager af rengøringsmiddel uden at få lov til at have grønne blade langs gummerne og være fuld nok til at synes det er sjovt.

Cherry coke smagte af hubba bubba og Eldorado og lidt af gulvtæppet foran fjernsynet. De kan aldrig genskabe den smag igen, for nu har alle trægulve og gør rent med fyrrenåleduft og spelt.

Dream is med karamel? Smager af sukkerondt i maven og et toilet fuld af varm luft. Den luft lugter til gengæld af karamel.

Somersby med æble? Smager af det samme som Somersby med pære: Laksefarve og sure tæer i gladiatorsko. Æble? Ja ja... Hvad var det lige, Pisang ambon skulle smage af? Det smager stadig af galdebræk og lugter indtrængende af tømmermænd med tungen klistret op i ganen.

Opvaskemiddel med æble dufter af sommer og solvarmt træ udenfor sommerhuset. Og nogle gange smager golden delicious af opvaskemiddel og pap.

Luftfrisker lugter af Østrigsk bed-and-breakfeast. Alle varianterne. Også tropical night.

Klorin? Klorin lugter af klorin. Det lugter også rigtigt meget af rent køkken med muligheder. Er der noget andet, der ikke behøver en falsk varebetegnelse?

onsdag den 26. august 2009

Er der nogen, der har set min hukommelse?

Overblik.
Styr på stumperne.
Det er mig. Jeg ved præcis, hvad der mangler at blive lavet og hvor mine kolleger befinder sig. Mit speciale er at organisere søndagsfamilie-kaffe. Der skal ikke mangle noget, da.

Når jeg ikke har det godt og er presset enten på fysikken, velværet eller dagens timer, har jeg ikke styr på nogle af de små detaljer og det er svineheld, at jeg som regel ender med at huske at trække vejret og finde min tandbørste, mens jeg drøner rundt i cirkler om mig selv.

Det er ingen hemmelighed, at det sidste lange stykke tid har foregået med en følelse af, at nogen pakker mit hovede ind i vat, hælder 2 dl finsprit i mig og så snurrer mig rundt inden de ønsker mig en god dag, så det var en kæmpe lettelse at lande på hotellet sidst på eftermiddagen, løbe en tur og finde ud af, at jeg befinder mig midt i et område, der er vildt spændende. Løbeturen havde blæst vattet væk og jeg nærmest spurtede hjem på hotellet, så jeg kunne tage kameraet med ud og fange motiver.

Kastellet. Gefionspringvandet lige i den vinkel, hvor tyrenes kraft danner bund for gudinden. Valkyrien. Soldaten, der tror han kan gemme sin cigaret inde i sin hule hånd. Brudekjolen. Den store grønne port af en dør med det fine, blanke nummerskilt på. Lyset ud over prinsessens bastion. Ryggen af forretningsmanden, der kiggede ud over vandet inden han samlede mobilen op fra brostenene og gik hjem. Vandets mørke bagved. Nyboder.

Og hvem er det så, der har glemt at lade kameraets batteri op? Hva?
Umuligt. Jeg kan blive nødt til at flytte herover permanent for at rette op på den sag, for det kan vi ikke lade gå upåtalt hen. Jeg har allerede lykkeligt glemt, hvor dyr en lejlighed på Esplanaden er.

tirsdag den 25. august 2009

Pony-dage

For de af jer, der ikke kender mig ude fra virkeligheden, beskriver jeg lige hurtigt, hvordan jeg ser ud: Jeg er bygget til sprint og til kærlighed. Sætter muskler rimeligt hurtigt og det er egentlig ok, undtagen på de dårlige kropsdage, som alle kvinder har. Der forvandler jeg mig nemlig til en My little Pony.

Det er ikke sådan at jeg føler, at jeg (kun) vokser ekstra røv, de dage, eller at mine lår pludselig vælger at ekspandere, det er en helkropstransformation.

Igår var en My little Pony-dag og da jeg stod med min røde instruktør-top på nede i fitnesscentret og så, hvordan en af mine fitnesskolleger kærligt lagde armen omkring en alt for tynd pige, måtte jeg lige puste den lilla hårlok væk fra øjnene for at være sikker på, at jeg så rigtigt. Pigen er nemlig en, som centret kender godt, fordi hun træner 3 gange dagligt og lader være med at spise.

På min time var der en pige på første række, der kunne være superflot, hvis hun lige ville skrue lidt bremse på og få trænet musklerne til at være funktionsdygtige. Istedet sad hun og lod som om hun arbejdede hårdt, mens pedalerne bare tæskede modstandsløst rundt og hendes tyndfede numse skramlede på sadlen. Hun tænkte garanteret på den halve agurk, hun skulle hjem og have.

Det er en naturlov, at små lilla ponyer af og til ønsker, at de havde længere ben og lignede de andre heste i bladene stalden bare lidt mere. Jeg ville give meget for at være bygget som hende, men jeg synes stadig ikke at det er lækkert, det der med bare at være tynd.
Selv små ponyer ønsker ikke at være underernærede, lange ben eller ej.

Gad vidst hvordan mænd har det med piger, der ikke bare er slanke, men tynde. Er det noget at stræbe efter?

lørdag den 22. august 2009

Der er viden, der ikke er behagelig...

» Når det er sagt, så har jeg svært ved at svare på, hvor meget burka handler om religion. Jeg er egentlig tilbøjelig til at tro, at det handler mere om politik og kultur, når kvinder går med burka,« siger Charlotte Dyremose i Berlingske Tidende.

Burka handler ikke om politik og kultur. Burka handler om Islam og Islams foreskrifter, ligesom Sharia-lovgivningen gør det.
Charlotte Dyremose skræmmer mig fra vid og sans, for hvis en konservativ kirkeordfører ikke ved nok om Islam til at vide, at burkaen ikke bare er noget et individ vælger at tage på, fordi hun har lyst til det, hvordan står det så til med resten af vores beslutningstageres videns-niveau?

Alting drejer sig om ære. Familiens ære. Kvinder er repræsentanter for familiens ære, og hvis hun bliver begæret på åben gade, er det hendes skyld.
Familiens ære kan genvindes ved at en mand i familien tager hævn eller afskriver kvinden, men hendes egen ære er tabt for altid.

De muslimer, der ikke er så ortodokse som islamister, kræver ikke, at kvinderne skal gå med burka og for dem har kvinden en noget højere status og individualisme end i de familier, hvor kvinderne i det offentlige rum skal bære hijab.

Hvis man tror, at jeg overdriver, så lad mig lige nævne - en passant - at en kvinde kun er en fjerdedel værd i forhold til en mand ifølge Sharialovgivningen, der følger Koranens bogstav ligesom islamisterne gør det:

Hvis en kvinde bliver voldtaget er det hende, der bærer skylden, med mindre hun kan præsentere 4 (fire!) mandlige vidner, der taler hendes sag.
Hendes individuelle ord har ingen vægt - hun er en omvandrende repræsentant for familiens ære, som i virkeligheden er det, det hele drejer sig om.

Individet har ingen plads i Islam - og der går mange galt i byen, når de skal afgøre hvad der er demokratisk og mest medmenneskeligt.

Der er ingen 'næste' man kan være mod, som man ville være mod sig selv. Der er kun Koranen.

Det ville være behageligt at høre, at de kvinder der bærer burka gør det af egen fri vilje. Det er der en enkelt dansk konvertit, der gør, men resten er ikke vokset op med retten til fri tænkning og muligheden for at stille spørgsmål til reglerne.

Den danske konvertit, der i et interview udtalte sig til TV2 om det at bære burka, hedder Anna. Hun er forresten gift med en af de mænd, der er mistænkt for at stræbe tegneren Kurt Westergaard efter livet i Islams navn.

Højt at flyve

Han går rundt i en sky, der er candyfloss-lyserød og forfalder meget let til klicheer og floromvundne fraser. Hun er ikke bare kæresten. Hun er samleversken, kvinden i hans liv - og han siger det helt uden at blinke, måske løfter han endda blikket mod den himmel, hun bestemt må være blevet sænket blidt ned fra.

'Jeg kan ikke forstå, at hun ikke bare kan finde job lynhurtigt. Hun er jo så... perfekt. Og klog. og fantastisk', siger han og afslører, at der ikke er plads til både et nøgternt blik på jobsituationen og følelsesstormen, der raser.

Jeg holder meget af ham, som den gode bekendte han er, og frygter for den dag, det går op for ham, at hun også har dage, hvor hun sidder og stirrer ind i skærmen og ikke kan sætte to ord sammen, bedst hvor han troede, at hun var den oplagte chefredaktør på Berlingeren og svaret på Europas ønske om en sand marketingguru.
Endnu værre bliver det, når det går op for ham, at hun også har dage, hvor hun bare har lyst til at kravle ind mellem sofapuderne for at være i fred med alle sine grimme tanker uden at skulle smile engleblidt og overskudsagtigt, for ikke at skuffe ham, der tror, at hun virkelig er fuld af rene tanker, som hun deler med ham. Hans og hans alene - fuldstændigt og for altid.

Sådan en candyflosssky er fantastisk og det gælder om at nyde turen indtil man finder ud af at skyen ikke er let, men klistret.
Og at jeg er en gammel kyniker, der ikke er lige så let at tage med storm som han er...

mandag den 17. august 2009

Jeg vil hellere tage en quiz

Jeg lider lidt af facebooktavshed, kan jeg mærke.

Det går fint med at kommentere og skrive de ufarlige statusbeskeder, men lige så snart det bare lugter af politisk holdning, er det som om mit tastatur giver stød.

Jeg ved godt, hvad jeg gerne vil skrive til dem, der hævder at vi skal være medmenneskelige og give asyl, de der mener, at vi skal samle ind, så de irakiske flygtninge kan blive i landet og dem, der offentligt bekender sig til at stemme på SF.
Tro mig, det er ikke grimme og hånlige ting, jeg ville skrive, hvis mit tastatur ikke var elektrisk, for den slags ligger ikke sååå meget til mig, som nogen måske kunne tro. (Det overlader vi til venstrefløjen. *host*)

Jeg skal bare ikke have noget klinket.

Jeg skal ikke give andre en mulighed for at kalde mig grimme ting og forhåne mig, fordi jeg ikke mener det samme som dem, istedet for at tage en konstruktiv dialog om fakta, så der er mulighed for at blive klogere. Den politiske scene skal jeg ikke gøre mig alt for klog på, for jeg kan stadig ikke skelne SF fra socialdemokraterne og Facebook er altså ikke stedet, hvor jeg finder ret mange diskussionsvenlige 'venner'.

Man kunne kalde det en selvberøvet ytringsfrihed, men jeg vil nu hellere kalde det prioritering af kræfter på linie med de dage, man ikke orker at have sex, men hellere vil have en mad.

søndag den 16. august 2009

Gentagelse fremmer forståelsen. Eller det der.

Før biograffilm er der lige nu en reklame for Lotto.
2 minutters reklame, der siger, at lottomillonærer har det sjovere og at der er mindst 10 mio i puljen om lørdagen.
Faktisk er det den samme reklame, der gentager sig 6 gange, så budskabet virkelig kan nå at fise ind.

Jeg er træls at lave reklamer til. Jeg ved det.
Dem, der sad ved siden af mig, ved det.
For spillefuglenes reklamebureau havde valgt at skrive lottomillionær i to ord. Lotto millionær.

Jeg så det allerede første gang. Anden gang begyndte jeg at hidse mig op og de sidste gange hvæsede jeg højlydt noget om, at det eddermame ikke gør en fejl bedre at den bliver gentaget 6 gange og blæst op på et parcelhusstort lærred, så det famøse mellemrum bare har endnu mere plads at skære mig i øjnene på. Vi husker, at sammensatte navneord skal forblive sammensatte, blev der sagt.

Jeg kan ikke huske så meget andet fra den reklame, men jeg mener stadig, at reklamebureauet og Lotto burde enes om at lægge honoraret oveni præmiepuljen. Der.

lørdag den 15. august 2009

Så får jeg syn for sagen

Jeg har haft det samme mareridt en hel uge nu. Nogle af gangene hilser personalet i min drøm pænt på mig og siger tak for i nat, når vi ses igen bag lukkede øjne.

I min drøm skal jeg have en gastroskopi på Aarhus Universitetshospital, men ligesom i virkeligheden sender afdelingen et brev, hvor der står at de har omvisiteret mig til afdeling L. Og hvad er det? L for Left over? L for langt ude? L for ...

Jeg møder op med rystende knæ på afdeling L og ser kun en rengøringskone, der tørrer de blå plastikhandsker i kitlen og siger 'nå, så kunne du være her. Vi er ellers lige ved at lukke. Vi skal lige herned' og så går turen ad klinkeklædte gulve og ned ad trapper til vi er i det, der ligner Synkrons kantine, da de boede på Lille Torv i Århus.

Ikke et dårligt sted at være, men jeg under mig over, hvad vi skal der, når jeg nu skal have en tommetyk haveslange ned i halsen. Jeg havde måske forestillet mig noget med remme, der skulle holde mig fast og et skarpt tandlægelys, men ... en kantine?
Rengørings-sygeplejersken spiser lige lidt rester, mens hun siger, at jeg bare kan lægge mig op på bordet.

Temmeligt uskyldig drøm, som nok burde have fortalt mig et og andet, hvis jeg havde bildt mig ind at jeg er synsk. Jeg har været dårlig de sidste par dage og det hjalp ikke meget på svimmelheden, da jeg kom hjem til et brev fra afdeling L.
Hvor de på glittet papir gør opmærksom på, at der er frit sygehusvalg...

Jeg skal have gastroskopi på fredag 12.50. I frokostpausen. En halv time.

tirsdag den 11. august 2009

Medaaljeee!

Vi er glade for nordjyder.

Utroligt glade...især for nordjyske butiksansatte, der godtnok gerne vil sælge noget, men sætter en ære i at yde verdensmester-service og sælge det rigtige.

Nu kan jeg ikke afsløre, hvilke butikker jeg har været i, for jeg var blandt andet på gaveindkøb og fødselsdagsbarnet læser - forhåbentlig stadig - med her.

En af ekspedienterne gav mig lyst til at hente to kopper kaffe, så han kunne fortælle mere om det han er så glad for at sælge, men jeg blev hevet ud af butikken før jeg kom for godt igang eller fortalte nordjyden at jeg synes han skulle have en medalje.

Åbenbart må man ikke fortælle dem at de er fantastiske, for det kan de slet ikke klare. Ved ikke om de pulveriserer eller noget, men man må bestemt ikke rose dem for meget - eller direkte.
Så jeg nøjes med at råbe det ud i cyberspace.

Der er en grund til, at de bedste butiksansatte i København taler jysk.

mandag den 10. august 2009

Platugler

I avisen fra igår læste jeg et læserbrev fra en dame, der gerne ville hilse sit lille barnebarn velkommen til et samfund, der sørger for at de afviste irakere får lov til at blive i landet, og min morgenkaffe smagte pludselig ærgerligt. På den trælse måde.

Den slags misforstået og naiv pladderhumanisme er netop grunden til at de afviste asylansøgere vælger at søge tilflugt i en kristen kirke og se ind i kameralinsen med store bedende øjne og spille på al den lidelse de overhovedet kan finde frem. De ved, at pladderhumanisterne falder for den slags gøgl.

Og undskyld mit franske, forresten, men jeg bliver så stiktosset når damer som hende vælger at glemme at de HAR søgt om asyl og at myndighederne HAR vurderet dem og deres lidelseshistorie og det ER blevet konkluderet at de ikke er berettigede til at få asyl. Efterfølgende er det så blevet afdækket - af journalister, ikke myndighederne - at der blandt de afviste asylansøgere er flere sociale bedragere, der er medlemmer af kurdiske og nationale irakiske parlamenter og hæver løn plus det løse samtidig med at de får understøttelse i Danmark.

Jeg ved ikke, hvor mange af de afviste, der er muslimer, men de der er, sætter bare endnu en tyk, fed streg under det faktum at systemet og danskernes misforståede blødsødenhed bliver udnyttet skamløst, når den kristne kirke pludselig er bekvem at søge tilflugt i, selvom Koranen, den ualmindeligt kedelige bog, tydeligt angiver at bogens folk skal omvendes eller slås ihjel.

Jeg bliver så skideforurettet, både fordi de sociale myndigheder ikke behandler ansøgninger grundigt nok og sørger for, at de ansøgere, der er blevet afvist ikke bare kommer ud af kirken, men ud af landet, og fordi at det sociale Danmark ikke tager konsekvensen, når det står så lysende klart, at det ikke er integration og værdifællesskab, der er målet for en så utroligt beregnende handling det er at udnytte det de tror er grundstammen i det danske samfund: Kirken.

Nu sidder der nok en læser eller to og tænker, at de stakler griber efter halmstrå og handler i panik.

Jeg kan godt forstå, at det er ubehageligt for dem at blive afskåret fra barmhjertighedsdanmark, hvor skatteyderne vender den anden kind til og køber sig til bedre samvittighed, men når de samtidig er særdeles godt og solidt bosiddende i toppen af deres hjemlands samfund, så er de ikke paniske, men beregnende platugler. Gåsestore gøglere.

.........
Desværre kan jeg ikke linke til læserbrevet her fra min afsides uriaspost, men find det i Jyllandsposten den 9. August.

Viskelæder med duft og madkasse

Idag er det første skoledag. Det er uhyggeligt mange år siden jeg selv gik mod skolen med en lidt for stor Jeva-skoletaske på ryggen og stolte forældre, der sad på små stole og undrede sig over, hvor tiden var blevet af.

Jeg kan huske egnethedsprøven, hvor man skulle dele papiret op i dele og tegne et hus med røg op af skorstenen og et flag. Først senere fandt jeg ud af at læreren så efter om røgen og flaget vendte samme vej. Det var bare en stor dag.

Udflugterne til boghandleren for at købe tre-fløjet penalhus med tusser og viskelæder var nærmest magiske, men det største af alt var bogbindet. Det blev ved med at være spændende i mange år at pakke bøgerne ind, når man kom hjem fra første skoledag.

Senere blev det lige så vigtigt at sammenligne motiv med de andre børn.

Det er lige ved at jeg overvejer at sætte børn i verden, bare for at de kan opleve en første skoledag.Skal man stadig binde bøgerne ind i folkeskolen?

søndag den 9. august 2009

Antidagligdag

Jeg har ikke internetforbindelse, men 4 bøger med, som jeg har planer om at læse iført bare fødder. Her dufter af solvarm lyng.

Frokosten er håndmadder serveret på spækkebræt og her er både rødvin og nescafé og liggestol.

Selv tyskerne er venlige og snakkesalige.

Jeg er glad for mit arbejde og har via min telefon jævnligt været i kontakt med firmaets mailserver eller kolleger, men nu har jeg ikke lyst til at opdatere mailboksen. Til gengæld har jeg - med fornøjelse - været ude at løbe for ikke at sive helt ned mellem terrassens brædder af bare afslapning.

Kæresten har købt alt ind og lavet mad. Begge dage. Han har planlagt menuen ihvertfald 2 dage ud i tiden.

Det krævede to ugers tilløb. Nu er det sommerferie.

lørdag den 8. august 2009

Det er ikke dig,Skanderborg, det er mig...

Der er nogen, der siger, at man ser og irriteres over det, man selv repræsenterer. Hvis de har ret er jeg

- en småbitter skinger dame, der ikke er så ung som de unge mere og som drikker sig pinligt fuld og danser sexdans med slappe bryster og mavebælte, om morgenen. Jeg har to børn som beviseligt ikke har DAMP og jeg er skidefornærmet over dem der tror de skal komme her og være venlige. Til gengæld har jeg kunstige negle og en tot hår der er farvet rød.

- en utroligt selvoptaget ung mand om aftenen og natten, hvor jeg har travlt med at sørge for mig selv på bekostning af andre. Jeg maser gerne ind foran andre festivalgæster selvom de i forvejen ser ud som om at de knapt kan rokke en finger af bare pladsmangel. Det er også mig, der ødelægger ting, når jeg popstjerne-skrider hjem til teltet, for festivallen er jo lavet for mig og de andre er der bare for at se mig danse mærkelig ormedans mens en eller anden spiller noget musik oppe på scenen hvor jeg burde stå. Jeg aner ikke hvem de er eller hvad fanden de laver på en festival, hvor det gælder om at drikke sig helt ud gennem hegnet. Hvis det er, kan jeg sagtens lige råbe lidt af de gode damer oppe på scenen når de synger en stille sang og jeg keder mig. Jeg synes bare det er toppen, når folk giver mig opmærksomhed, især når jeg godt kan se at de bare er misundelige på min tribal
tatto.

- i løbet af dagen er jeg så en ond stemning af se-mig-se-mig blandet med stanken af festivalmave og pis-marineret barkflis iklædt en stor portion støv.

Hvis nu de folk ikke har ret i at man irriteres over noget man selv godt ved man er, så er jeg ved at overveje næste års festival. Der var musikalske lyspunkter og der var gode og lækre mennesker, men jeg savnede den smukke festivalånd.

onsdag den 5. august 2009

Så er jeg alligevel ikke noget særligt

Dengang jeg gik i folkeskolen var jeg dygtig. Næsten for dygtig til undervisningsformen - men det er en anden historie. Mit største dilemma var, om jeg skulle vælge matematisk eller sproglig linie i gymnasiet. 

Da jeg kom i gymnasiet var jeg også dygtig. Min største udfordring var at komme til timerne og være til stede, så jeg ikke skulle op i fuldt pensum. Eksamen gik fint. Rigtigt fint endda. 

Universitet var skræmmende. Virkelig skræmmende. Pludselig sad jeg bænket i auditorier, hvor alle andre var lige så dygtige som mig eller bedre, og jeg fik præstationsangst og mindreværd, fordi konkurrencen virkede mere skræmmende end motiverende. Jeg var ikke meget for at åbne munden i timerne, for der var overhængende fare for at jeg faldt igennem. Eller... det troede jeg ihvertfald. 

Her, længe efter jeg har fået eksamensbeviser og adskillige jobs og erfaringer, har jeg fået noget af en øjenåbner. 
Jeg har fundet et hold legekammerater som jeg har den vildeste respekt for, fordi de er så dygtige på deres felt, at jeg virkelig føler, at jeg skal stramme op og tage mig sammen og konstant yde mit allerbedste for at nå dem til sokkeholderne. 

Og så sker der det, at jeg siger det højt. At min præstationsangst lever i bedste velgående. 

Hele vejen rundt om bordet faldt skuldre ned på plads, akkompagnerede af samstemmende suk. 
Alle. 
Hele banden lider af præstationsangst.  Det hjalp mig - og selvom min præstationsiver stadig er foldet helt ud, så har jeg fået endnu mere respekt for dem. Seje, dygtige og .... menneskelige. 

Nu bliver det bare endnu sjovere at være legekammerater. 

tirsdag den 4. august 2009

Det' ikke det du siger

Man skulle tro, at man slap for politisk tale, når man holder ferie. Man kan så lige tro om igen.
Her sidder jeg, halvvejs igennem min ferie og har hørt så meget dobbelttydig snak, at det bliver enkelt, simpelt og gennemskueligt at gå på arbejde og tale med strategiske ledere med sælgerskræk igen.

Min intuition er ualmindeligt velvoksen. Min evne til at høre det, når folk ikke siger alt det de mener, er gået i overdrive i så høj grad, at jeg har svært ved at nøjes med at forholde mig til, hvad folk i virkeligheden slipper ud af deres mund - eller tastaturer -, når jeg skal svare.

Det sker til møde i fritidsklubben, hvor der er et tykt tæppe af en underliggende konflikt og spørgsmål, der kun indirekte bliver stillet. Gudskelov var der samtidig en masse ord, der kunne tolkes sjofelt, så jeg kunne skjule min distraktion bag et grin.

Det sker i køen til festivalteltene, hvor jeg desværre kom til at stå lige bag ved et par kvindemennesker, som jeg har tilbragt en anstrengt nattevagt med. I deres tilfælde var der ikke så meget subtilt, men en pokkers masse slet skjulte hentydninger, som blev serveret direkte i min retning og som jeg skulle bruge kræfter på at lade som om jeg ikke hørte. Jeg ignorerede dem i det hele taget så meget, at de blev enormt irriterede og lignede grimme øgler med crocks endnu mere end før.

Det sker selvfølgelig også i privatsfæren, hvor folk svarer med 'jeg har det fint', når de bliver spurgt om alt er vel, fordi de står og ser ud som om de har mavepine, dårlig samvittighed og trænger til at fortælle nogen om det. Ved I godt, at det larmer?

Desværre sker det også i blogsfæren, hvor der på det seneste er uddelt tørre tæsk og uforbeholdne meninger. Modtageren af de tæsk må man gætte sig til. men det er for de fleste meget let at føle sig ramt, når man kender bare lidt til en forhistorie eller kan ane omridset af en frustration, som man eventuelt og måske kunne have en andel i.
Dygtige bloggere er rigtigt gode til at forklæde konfliktskyhed som gode indlæg.

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste der bliver så utroligt træt i hovedet af at høre og læse alt det der ikke bliver sagt? Ihvertfald trætter det mig lige så meget som det gør at skulle gætte mig til spilleregler og opretholde min egen facade selv når verden vakler. Det må være det samme som at simultantolke 12 timers parterapi for empatisvage og få det hele med.

lørdag den 1. august 2009

Ud og se med Kierkegaard og Lene

En gang imellem må man pakke sine kufferter, lukke hoveddøren og begive sig mod banegården.
En gang imellem må man sidde på perronen i den tidlige morgen, mærke kulden fra bænken og den skarpe lugt af cigaretrøg, mens togene ankommer og afgår og man vurderer muligheden for at springe på og tage med.
Bare for at mærke, at man ikke har lyst til at tage andre steder hen end hjem igen, liste sig ind, pakke kufferterne ud og snige sig under dynen før nogen opdager, at man har været væk.

Nogle gange må man samle sine værdier og stige på toget. I begge tilfælde kan man gøre det med erkendelsen af, hvad der er vigtigt.
Først når man står overfor at slippe det normale, kan man mærke hvad der er rigtigt.

På Ordet Rundt og hos Linda har der den seneste uge været debat om retten til at vælge at få barn som enlig. Emnet er stort og følsomt, ikke mindst fordi det gør op med den fastgroede norm om far, mor og børn.
Nogle overbevisninger er måske meget sunde at slippe, for at man kan se det, det hele i virkeligheden drejer sig om. At fejre livet. At påskønne vidunderet og miraklet og føre gode ting videre, mens man sender de overflødige til marskandiseren.
Man skal, som Kierkegaards jøde vælge den livgivende vej frem. Det må være bestemmelsen: At fejre livet.