onsdag den 5. august 2009

Så er jeg alligevel ikke noget særligt

Dengang jeg gik i folkeskolen var jeg dygtig. Næsten for dygtig til undervisningsformen - men det er en anden historie. Mit største dilemma var, om jeg skulle vælge matematisk eller sproglig linie i gymnasiet. 

Da jeg kom i gymnasiet var jeg også dygtig. Min største udfordring var at komme til timerne og være til stede, så jeg ikke skulle op i fuldt pensum. Eksamen gik fint. Rigtigt fint endda. 

Universitet var skræmmende. Virkelig skræmmende. Pludselig sad jeg bænket i auditorier, hvor alle andre var lige så dygtige som mig eller bedre, og jeg fik præstationsangst og mindreværd, fordi konkurrencen virkede mere skræmmende end motiverende. Jeg var ikke meget for at åbne munden i timerne, for der var overhængende fare for at jeg faldt igennem. Eller... det troede jeg ihvertfald. 

Her, længe efter jeg har fået eksamensbeviser og adskillige jobs og erfaringer, har jeg fået noget af en øjenåbner. 
Jeg har fundet et hold legekammerater som jeg har den vildeste respekt for, fordi de er så dygtige på deres felt, at jeg virkelig føler, at jeg skal stramme op og tage mig sammen og konstant yde mit allerbedste for at nå dem til sokkeholderne. 

Og så sker der det, at jeg siger det højt. At min præstationsangst lever i bedste velgående. 

Hele vejen rundt om bordet faldt skuldre ned på plads, akkompagnerede af samstemmende suk. 
Alle. 
Hele banden lider af præstationsangst.  Det hjalp mig - og selvom min præstationsiver stadig er foldet helt ud, så har jeg fået endnu mere respekt for dem. Seje, dygtige og .... menneskelige. 

Nu bliver det bare endnu sjovere at være legekammerater. 

4 kommentarer:

Stine sagde ...

Du skal jo høre efter det heeele Lene, der var bred enighed om, at du ER noget særligt :) ...bare ikke lige med din præstationsangst...

Anonym sagde ...

Tilslutter mig ovenstående. Ærlig talt, vores institut med Bjørnebanden var da skræmmende i sig selv og bare det at skulle tiltale underviserne ved efternavn. Gott sei Dank! Hilsner fra Gitte

Vestergaard sagde ...

Den historie kan jeg godt nikke genkendende til!
Men det er jo også en af de fantastiske ting ved vores lille biks: Vi får hinanden til at ville yde mere og bedre.

Suzy Q sagde ...

Jeg nikker også. De andre har bare ikke indrømmet det endnu. Så.. jeg er stadig lidt spændt ;)