søndag den 20. april 2008

Kunsten at græde

Der er den langsomme, silende gråd, hvor kinderne bliver stribede og man er enten rørt eller bare ked af det. Og så er der panikgråden, som jeg har fundet ud af, fås i mange varianter:
Panikgråd, hvor man bare giver op, lader knæene give efter og vræler sammenkrummet på gulvet.
Panikgråd, hvor alting hober sig op og presser på, så læsset vælter, men tårerne kun strømmer indvendigt.
Panikgråden, hvor gråden ikke træder frem som gråd, men kommer ud som smadrede døre og kastede puder i ren og skær raseri.
Gråd kræver enten mod eller overgivelse...

Der er én ting, jeg altid har ønsket mig at kunne (ud over at spytte ordentligt, så det ikke siver ned ad blusen): Græde og se godt ud samtidigt. Jeg mener... På film kan de det der med en tåre, der triller ned ad perfektfarvede kinder, men jeg kan simpelthen ikke få det til at virke. Ikke engang i biografen.

Jeg bliver altid helt krøllet i hovedet, øjnene er uklædeligt ophovnede, ansigtet rødt og der er ikke meget skønhed over en næse, der styrtløber. Især ikke når den løber ned til sådan en forvrænget mund.
Sådan kan man jo ikke se ud, hvis der en dag var en, der bestemte sig for at fri til en.

Garanteret snyd, det der på film. Hilary Swank er undtagelsen. Nogen skal jo gøre det ordentligt.

torsdag den 17. april 2008

onsdag den 16. april 2008

Tillidsøvelsen, nissen og planchen

Jeg har efterhånden været på en del kurser med titlen 'personlig udvikling', og hver eneste gang har jeg frygtet, at det var sådan noget med at lade sig falde baglæns med bind for øjnene ned i armene på 6 kolleger, man skal stole på griber.

De fleste gange har det vist sig at være ganske harmløst.
Ofte er jeg kommet hjem fra 3 dages kursus med et maleri, en planche eller endnu en A4-mappe under armen, som jeg har arkiveret længst inde i skabet på arbejdet, hvis artifakterne ikke ligefrem er blevet arkiveret lodret med det vuns.

Nu står jeg i en situation hvor jobbet har nået 'next level' på flere måder. Jeg skal i overført betydning lade mig falde baglæns i armene på en ledelse uden hænder at gribe med.

Så jeg agter selvfølgelig at kaste mig i armene på nogle andre.

Jeg ved ikke, om jeg fik gjort det helt klart, at jeg bare slet ikke bryder mig om tillidsøvelser af nogen art?
Ihvertfald har jeg brugt en del dage (måneder) på at bide i bordpladen og holde på mine rystende knæ.

Selvom det græs, jeg håber, jeg må betræde, er utroligt tillokkende og nærmest så grønt at det kunne være løwn, så er det en ny græsgang. Og mit selvværd er et afmagret øg, der skal tage tilløb til at komme over hegnet.

Så sker det utrolige.
Den selvsamme nisse, der sørger for, at saksene i huset forsvinder på skift, så der konstant kun er en (there can be only one, hvisker han), har sørget for at lægge den planche frem, hvor mine tidligere kolleger har skrevet en masse positivt om mig.

Jeg havde glemt den. Og jeg var næsten ved at tude af glæde, da jeg læste om alt det, jeg er god til og har betydet for dem.
Nu letter jeg, det sværger jeg. Med de ord som brændstof, så laver jeg ponyspring og lander blødt og godt på den nye græseng.

Personlig udviklings-kurser? fint nok.
Jeg tror på nissen, der tilbyder gode ord i tide... Men hvad laver han med de sakse, der forsvinder på skift?

torsdag den 10. april 2008

Mææhæææ

Jeg ringede til kæresten idag og fortalte at jeg havde en overraskelse til ham når han kom hjem. Noget til huset og til ham.

Så flippede han helt ud i at jeg var verdens bedste men ondeste kæreste, for overraskelser er fede, bare man ikke skal holdes i spænding for længe.

-Vent, siger jeg. Den siger noget. Jeg skal lige holde røret ned til den... og tingen sagde måske en lille lyd der lød som et får der bræger med rødt græs i munden. Måske var det bare mig.

Senere skrev jeg så et lille mææh til ham på messenger. Bare for at få forventningens glæde op hvor den hører til igen.

Jeg kommer snart hjem, skriver han så. Jeg er lidt spændt...

Så skrev jeg endnu et vildledende hint. Og tænkte at jeg hellere måtte afsløre hvad det var. Jeg skrev:

Jeg har besluttet at forlænge mit abonnement på Kristeligt Dagblad. Og skrive dig på som abonnent også. Så er vi fælles om alt det vigtigste nu. Du bliver glad for det i længden.

Der var godt nok stille længe, inden skærmen skrev "Suk. Kirkeligt Dagblad har skiftet navn til Reaktionær.dk. Nu glæder jeg mig ikke mere"

Hæh.
Hvor svært kan det være at gætte hvad det er der siger MÆH! når man selv har ønsket sig det og peget på pladsen på væggen, hvor det lige passer perfekt?
(Michael Kvium, Lunch II)

Send dit liv en mail

'Sæt liv i din mail', stod der i virkeligheden på vores medarbejderportal og historien var noget med et animeret logo, man kunne sætte i sin autosignatur.
Men jeg læste det som 'send dit liv en mail'.
Selvfølgelig.

Jeg har i sinde at gøre det. Jeg gør jo altid det, jeg (tror jeg) bliver bedt om.

mandag den 7. april 2008

Perfekte kvinder. Nu nærmere en definition

Det hele begyndte med Carl Mar Møller, der interviewede nogle mænd. På Carl Mars gård med gamle biler i baggrunden og cola light på bordet udtalte mændene sig om deres forhold, om deres selvsyn og om at blive bekræftet. Det ville være som et fællesmøde i kollektivets femi-gruppe, hvis ikke det havde været fordi hele sceancen foregik med "Pik er Gud" som udgangspunkt.

- Jeg vil bare gerne have ros, siger så den ene mand. Fotograferet i havebænken ved vinduet, så hans teint fik glød. Jeg vil bare gerne have, at hun siger at jeg er dygtig, et varmt menneske, modig og sådan. Og så skal hun kunne lide det jeg gør ved hende i sengen.

Det kunne en kvinde vel også have sagt... Men så kommer den næste mand frem på skærmen og siger: Er det for meget forlangt at hun rører ved den 4 gange om dagen? Altså... Bare lige nusser den, når hun går forbi, uden at den behøver blive stiv eller noget. Altså... ud over det andet sex? Jeg mener... 4 gange ikke ret mange sekunder, det hele kan overstås på under et minut om dagen.

Se.. DET ville en kvinde aldrig have sagt. Hun ville ihvertfald aldrig have sat minuttal på.
Er mændene hos Carl Mar måske truede af, at deres kvinder er blevet så stærke, at det er dem, der har deres velbefindende i deres hule hånd (så at sige)?

Den perfekte kvinde ville rose. Den perfekte kvinde ved jo godt, at hendes mand skal have en medalje når han har udrettet noget godt. Selv det at tømme opvaskemaskinen bør udløse en medalje, for det er godt givet ud.

Den perfekte kvinde kan godt lide at se manden ranke den brede ryg og stråle som en dreng, der har scoret mål og fået ny fodboldlap på knæet. Og den perfekte kvinde ved godt, at en mand, der får ros, bekræftelse og medalje er bedre til at give opmærksomhed end en mand, der går og synes, at ingen ser alle de knagerækker han sætter op og alle de armaturer, der står og skinner.
Hvis man husker at bekræfte sin partner, så er der også en rimelig chance for at man slipper for den slags sekundtællende tiggeri, fordi manden så er bekræftet i at han er ... Manden.

Da der blev sammentalt tid for 4 gange skridtberøring i vores fjernsyn fik manden her i huset ihvertfald nok og slukkede resolut for reportagen fra Foreningen Klynk. Med det der grynt, som jeg kender gennem flere generationer af stærke mænd, blev Det Forsømte Lem bortvist fra fladskærmen inden han kunne bringe mænds urørlige styrke mere i tvivl og ihvertfald inden han tog guitaren frem og sang 'rør ved mig'.
Nogen kiggede selvfølgelig beundrende på manden i husset, som han sad der med en rygende fjernbetjening og lignede Chuck Norris i øjnene.

Den perfekte kvinde er nemlig den, der forstår den slags.
Hende der roser og beundrer, mens hun husker, at det ikke er med i jobbet at åbne munden og beklage sig over at håret er umuligt idag. Eller noget med at hun føler sig gammel. Og husker, at det er fuldstændigt uhørt at beklage sig over mandens indsats eller noget, der kunne antyde, at hun ikke stoler fuldt og fast på ham. Med mindre man vil falde ud af rollen som perfekt kvinde og se de fatale konsekvenser i øjnene.

Jeg antager, at det at være en perfekt kvinde ikke er det samme som at være en ufejlbarlig kvinde. Nogle fejl og svagheder er endda meget velkomne - især dem, der bekræfter manden i at han er helt uundværlig. For ikke at nævne dem, der giver ham håneretten og får ham til at styrte direkte til telefonen for at ringe til gutterne og skrige af grin sammen med dem.

Et eksempel, som jeg lige river direkte ud af den blå luft og som er helt og aldeles hypotetisk, kunne være at parkere lidt for rask, køre ind i en beton-pille i en p-kælder og raspe lakken af højre bagskærm på sin helt egen bil.

fredag den 4. april 2008

Ask not, what your country can do for you...

... spørgsmålet er, hvad du bidrager med.

I løbet af de sidste par dage er jeg stødt på en tendens: Ynk og elendighed brugt som begrundelse for særbehandling. På børnemåden.

Hvis man har ondt i kroppen, ondt i sjælen, modgang i tilværelsen, så har man behov for støtte og hjælp.
Mennesket er et flokdyr, og artsfællerne (ihvertfald dem, der stadig har deres empati og beskytterinstinkter intakt) rykker nærmere omkring den sårede, indtil der er bedring. Som udgangspunkt har alle ret til at få opmærksomhed og en kølig hånd på panden, men festen stopper lige der, hvor elendigheden bliver udnyttet til at få opmærksomhed og særbehandling.

Som dengang man skar sig en lille smule og benyttede muligheden for at preeesse en dråbe blod ud, inden man med fremskudt underlæbe stak fingeren frem mod en voksen.


Hvis man har lært, at den sikre måde at få opmærksomhed på, er at fejle et eller andet, så flasher man dårligdomme helt automatisk - nogen udvikler endda alvorlige smerter i ryggen, hvis der er noget, i livet der driller (altså rigtige smerter).

Smerte - om den er fysisk eller psykisk - er til at forholde sig til og kan ikke diskuteres. At udvikle 'såret pote', hvis man synes, der er andre, der længe nok har fået for meget opmærksomhed og på den måde bruge elendigheden som middel til at opnå noget andet - det er der ingen street cred i.
Desuden gennemskuer de fleste den slags søskende-tricks ret hurtigt.

På listen over 'ting, der ikke klæder folk over 30 (m/k)' står lyde som 'iisssshhh'= jeg lider i stilhed, se hvor tapper jeg er, 'ååh, av *piv*' = Jeg gider ikke vente i tøjbutikken mere/synes at det min tur til at få opmærksomhed.
Samtidig udstråler ansigtet lidelse, der på smerteskalaen ligger lige ved siden af amputering af ben uden bedøvelse. Og så de der hundeøjne. Oh, ve... Åh, ynk.

Åh, spar mig.

Som regel er piveri forbeholdt de nære relationer. De fleste mennesker har ikke noget ønske om at være den halte hjort i offentlighed og derfor er det også, at jeg med undren har set, hvordan der i de seneste dage nærmest har været afholdt konkurrencer i at have det mest elendigt.
I aftes blev der bejlet til en af venindernes gunst på den måde.

Der må jeg tage mig selv i at stå og glo undrende, for siden hvornår er man begyndt at gøre reklame for sig selv ved at fremhæve sine ynkeligheder, istedet for at flashe det positive man har at bidrage med?

Jeg ved, at der indenfor de nærmeste 7-8 timer venter mig en parallel oplevelse. Jeg sætter hermed en blank femmer på højkant på, at en af aftenens festdeltagere vælger at trække opmærksomhed på 'DRAINAGE!'-måden (henvisning til 'There will be blood-filmen. red.) istedet for at bidrage med bare et eller andet.

For lige at foregribe den reaktion, der er dukket op hos nogle af jer i løbet af læsningen, vil jeg lige skynde mig at sige, at man kan bidrage positivt bare ved at være der. For man er jo god nok i sig selv (siger hende jeg snakker med en gang om ugen).

torsdag den 3. april 2008

Skoletaske-nostalgi

Den største respekt for de mennesker, der vælger at transportere sig til arbejde i løbesko og med rygsækken på ryggen.

Her fra mit hjemmekontor har jeg set en af slagsen, som ikke har forstået, at man skal spænde rygsækken godt ind til kroppen. Og lade være med at pakke den bærbare ned med skiftetøjet. Han skal nok lære det, ligesom kvinder meget hurtigt lærer at påskønne en god sports-bh.

(Synes i øvrigt, at det er pænt af endnu en potentiel massagekunde at spæne forbi mit vindue helt af sig selv)

Kender I det med, at man bliver mindet om, hvordan en skolemadpakke lugter, når man ser en madkasse magen til den man havde engang? Lige nu kan jeg huske, hvordan det var at løbe med sin Jeva-taske svingende omme på ryggen. Jeg havde den model med metalbøjle, der rigtigt kunne gøre nas når den ramte baghovedet. Og så havde den sådan en klap, der skulle spændes fast, hvis den ikke skulle flappe op over ens hoved, hvis man stod med vinden i ryggen. Det var stærke vinde, der blæste ovre i Vestjylland, hvor jeg ventede på skolebussen.

tirsdag den 1. april 2008

Jeg kan overhovedet ikke lide forandringer. Jeg ved, at forandring er nødvendig og dermed vil jeg ikke undvære, men jeg kan altså ikke strække mig så vidt som til at sige, at jeg kan lide dem.
Nix.

Vaner, du. De holder. Så er der faste rammer. Det kan endda blive en vane at blive sur på andres uvaner. Som jo i bund og grund bare er uhensigtsmæssige vaner.

Sådan plejer vi at gøre, sådan har det altid været og if it ain't broken don't fix it er vand på min vanemølle. Desuden er nogle vaner lidt pudsige. Ihvertfald mens man er forelsket. Senere bliver de pudsige vaner bare irriterende. Og så er vi tilbage til vanemæssig irritation.
  • At tage mobiltelefonen med i seng, fordi man ikke kan sove uden at have spillet bubble-breaker under dynen (er der andre telefoner end HTC, der har bubble breaker?)
  • At række hånden ud til højre, mens man holder skraldeposen med venstre, for der plejer håndtaget til affaldsskakten at være. Når man er flyttet i hus.
  • At lade en lille bid ligge tilbage på tallerkenen. Så er der garanteret ingen, der synes du spiser for meget.
  • At bruge børneplaster. Med tegninger på. Det er det eneste, der dur.
  • At pudse næse med tre 'pust'. Ikke fire.
  • Klassikeren: Ikke at kunne lave noget som helst før den første kop kaffe er slugt. Undrer mig ofte over, hvordan folk har fundet vej på arbejde.
  • Som nyhedernes udsendte medarbejder at begynde med "Jamen".
  • Ikke at kunne falde i søvn når man skal med færgen næste morgen.
Apropos manglende søvn, så fik jeg den bedste forklaring på, at et møde skulle aflyses. Min kollega sagde: 'Min søn har fået en kæreste. Han har værelse lige over vores soveværelse. Jeg er simpelthen så udmattet.'
Hæh. Jeg kan mærke, at der er optræk til en liste med gode undskyldninger.