Jeg kan overhovedet ikke lide forandringer. Jeg ved, at forandring er nødvendig og dermed vil jeg ikke undvære, men jeg kan altså ikke strække mig så vidt som til at sige, at jeg kan lide dem.
Nix.

Vaner, du. De holder. Så er der faste rammer. Det kan endda blive en vane at blive sur på andres uvaner. Som jo i bund og grund bare er uhensigtsmæssige vaner.

Sådan plejer vi at gøre, sådan har det altid været og if it ain't broken don't fix it er vand på min vanemølle. Desuden er nogle vaner lidt pudsige. Ihvertfald mens man er forelsket. Senere bliver de pudsige vaner bare irriterende. Og så er vi tilbage til vanemæssig irritation.

• At tage mobiltelefonen med i seng, fordi man ikke kan sove uden at have spillet bubble-breaker under dynen (er der andre telefoner end HTC, der har bubble breaker?)
• At række hånden ud til højre, mens man holder skraldeposen med venstre, for der plejer håndtaget til affaldsskakten at være. Når man er flyttet i hus.
• At lade en lille bid ligge tilbage på tallerkenen. Så er der garanteret ingen, der synes du spiser for meget.
• At bruge børneplaster. Med tegninger på. Det er det eneste, der dur.
• At pudse næse med tre 'pust'. Ikke fire.
• Klassikeren: Ikke at kunne lave noget som helst før den første kop kaffe er slugt. Undrer mig ofte over, hvordan folk har fundet vej på arbejde.
• Som nyhedernes udsendte medarbejder at begynde med "Jamen".
• Ikke at kunne falde i søvn når man skal med færgen næste morgen.

Apropos manglende søvn, så fik jeg den bedste forklaring på, at et møde skulle aflyses. Min kollega sagde: 'Min søn har fået en kæreste. Han har værelse lige over vores soveværelse. Jeg er simpelthen så udmattet.'
Hæh. Jeg kan mærke, at der er optræk til en liste med gode undskyldninger.