onsdag den 30. december 2009

Menstruation

Jeg er sandsynligvis ikke den eneste, der kaster en lille smule op i munden og får pinlige kvælningsfornemmelser, når talen falder på menstruation og menstruationsbind. Eller er jeg? Det er lissom bare ikke noget man har lyst til at flashe i det offentlige rum og det nytter bestemt heller ingenting at man i tv-reklamer forklæder slimhinde som blå biler.

Jeg er åben for, at det bare er mig. Jeg tror også, jeg kan finde årsagen til min lede mod at offentliggøre rutinen med at trække benklæderne ned, fjerne plettet bind, rulle det sammen og få det til at forsvinde, forklædt som toiletpapir, åbne ny lyserød pakke, adskille indpakning og montere nyt bind, vifte med fingrene for at få indpakning af poterne. Det skete nemlig, at jeg engang kørte forbi en grønlandsk kvinde, der mente at hun lige kunne skrabe gamacherne ned og skifte bind på åben gade.

Hun glemte bare det med at få det brugte bind væk på en sober måde. Det lå ligesom bare der og grinede åbent. Klistet til fortovet.

Nåmen. Tilbage til nutiden. Jeg var for nylig til en yogatime, hvor instruktøren i sin introduktion til øvelserne 'ploven' og 'skulderstand' sagde, at man ikke måtte udføre dem, hvis man havde menstruation. Nå. Jamen, så var der pludselig to af deltagerne, som sad der med et kæmpestort, selvlysende skilt om halsen, med påskriften 'jeg afstøder pt blodig livmoderslimhinde'.
Gabestok i spandex, siger jeg bare.

Derfor var det også rimeligt sjovt på den grænseoverskridende måde, da jeg råbte på tværs af kontoret: 'Mettøøøøøøø? Har du set min koncentration?'. Mette sidder immervæk lidt nede i lokalet, så hun var egentlig undskyldt, da hun begyndte at tæske rundt i søgende cirkler for at finde det, hun troede jeg manglede. Min præsentation.
Min mund åbnede sig og vi begyndte på ordudveksling af ord, der ender på -tion og det endte med at klingre højt og tydeligt gennem nørd-land: Har du min menstruation?

Doh. Ring efter de blå biler.

tirsdag den 29. december 2009

Aldrig mere kanelsnegle

Jeg er syg.
For satan i helvede. Et snigerangreb med hævnstyrke fra alle de gange, hvor jeg er sluppet billigt.

Jeg bager jo. Jeg bager i rå mængder og det er sjovt. Det var også sjovt at bage kanelsnegle og fødselsdagsboller, hvor der efter Camilla Plums anvisninger skal bruges både mælk og en hel pakke smør til 24 små boller.
Nogen har glemt at fortælle mig, at der er uhyrlige mængder laktose i selv en lillebitte smagekanelsnegl eller to, når man blander et helt mejeri i fra begyndelsen - jeg havde lynhurtigt fortrængt at den glatte, fine dej var en tikkende bombe for sådan et svagt barn som mig.

Så da jeg tog turen mod fajancen (home sweet home) første gang, forbandede jeg duften af kanelsnegle, der hang tykt og skadefro i luften.

Det gjorde jeg også, da jeg måtte storme ud af sengen anden gang. Og 4. gang. Ved 7. sprint måtte jeg vurdere muligheden af, at kanelsnegle umuligt kan være så potente.

Det har været en meget lidt værdig nat for en dame på min alder. Jeg indrømmer. Jeg er helt drænet for alt vædske indenbords og går under navnet den knirkende zombie her i nabolaget.
Det er utrolige mængder væske man kan rumme - men det gør eddermame nas at undvære dem.

Mine knogler gør ondt. Det føles som om jeg har hofteskred. Jeg fryser på den måde, hvor man kun kan stå helt stille og lade huden krybe omkring de arme knogler.

Det kom så vidt, at jeg måtte bede om hjælp til at skifte sengetøj (dont ask. Det var uværdigt) mens jeg frekventerede fajancen for 17. gang og havde opgivet at tude, fordi der ikke var væske nok til tårer.

Endte med at jeg sov på badeværelsesgulvet mellem spulingerne. Det var heller ikke værdigt.

Jeg er bange for, at det smitter.

Hvis I ikke synes det kunne være hyl at lave en smertefuld klub af knirkezombier med speciale i at vende vrangen ud, så kan vi evt drikke noget cybercola, når jeg lige har fundet en, der har kræfter til at åbne sådan en sag. Jeg skal gerne sende en kanelsnegl, hvis det er.

fredag den 25. december 2009

Juleslik - vi bringer en forklaring

Ja, altså undskyld fordi jeg lader sådan fire fætre springe ud i dit juleåsyn, men jeg synes jeg ville dele chokket.

Det er vingummi og min mor har købt dem og lagt dem på etagefadet med det andet juleslik. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde og jeg vidste heller ikke lige, hvordan jeg skulle modellere mit ansigt. For det er ikke ligefrem let at få sådan en rød vingummifætter proppet i munden, mens forældrene kigger.

Ergo blev jeg nødt til at tage fat og stille dem op på række og fotografere dem. Don't ask.

Min mor sagde, at hun havde set dem på en hylde i børnehøjde (må jeg anbefale at man ikke serverer dem for børn uden at være klar med en særdeles god forklaring om at det er flyvemaskiner eller noget), mærket at de havde lige præcis den rette blødhed (vi går en del op i at juleslik og konfekt skal være yummi hjemme hos mine forældre) og lagt dem i vognen. Først senere gik den grufulde sandhed op for hende, da min yngste søster den 23. december strittede med en af de røde mellem to fingre og udbad sig en forklaring.

Fætrene er cirka 2.5 cm små og kan købes hos Mutter Pötzsch.

glædelig jul

Så blev det jul.
Disney, Lego, and og kirke. Og fantastiske gaver.

Desværre også en præst, der blandede politik ind i sin juleprædiken og dermed tvang mig til at drikke et ekstra glas vin, men ... Jeg har svært ved at stave til ret mange sure opstød med alle led godt forede med konfekt. Det kommer nok i morgen.

søndag den 20. december 2009

Tænk på det bedste du ved

Her vader jeg rundt i jule-årsafslutnings-travlhed og planlægning og gavekøb og koordinering, når altså jeg ikke sover 12 timer i træk, hvis jeg på nogen måde kan snige mig til det. Jeg har på fornemmelsen, at jeg bare sjosker og er kedelig og har en alt for stor skoletaske på ryggen, der banker ind i ryggen på mig for hvert skridt.

Og så er der skønne, fantastiske mennesker, der giver udtryk for, at de godt gider at lege med mig.

Yogafællesskab, søsterovernatninger, en ny adoptiv-søster med hang til rødvin og ordentlig mad, fødselsdagsinvitationer og biografture med enighed om, at Avatar er en nyreligiøs klimaaktivists våde drøm.
Pludselig er den tunge skoletaske blevet til en superkappe og sneen er krystalklar.

Tak. Af hjertet.

onsdag den 16. december 2009

Oh, grow up!

Fint, at folk siger, hvad de mener og fint, at de bruger deres forsamlingsret, men nu er jeg altså blevet til en sur kapitalist, der holder meget af min ejendomsret og af at bruge statens, dvs fællesskabets, penge, der hvor de er brugt bedst.

Der er familier, der ikke har råd til at holde jul, der er sygehuse og børnehaver, der godt kunne bruge de penge, der bliver brugt på at rydde op og beskytte København mod horder af demonstranter. Der er behov for politi til at rykke ud til hustruvold, overfald og indbrud.

Jeg gider ikke høre klima blive brugt som undskyldning for, at unge, naive, oprørske rasta- og hættebefængte mennesker m/k er utroligt forurettede og tror, at de egenhændigt vil omstyrte kapitalismen og redde verden ved at sætte en ring i næsen og bryde igennem hegn ind til de voksne.

Fandeme nej. Og hvis I siger fredeligt een gang til, så studer lige noget Ghandi først. Fredeligt?

Gå hjem og spil noget guitar og drik the. Find nogle voksne, I kan lave et ordentligt oprør imod.

Det er nok bare mig...

Der er meget jeg ikke forstår. En tilbagevendende undren er, hvorfor de såkaldte klimaaktivister blander ideologi ind klima-topmødet?


Så... hvis jeg nu skal tro på, at de meget engagerede og højtråbende klimaforkæmpere fra alle lande har opskriften på, hvordan jorden skal reddes, så skal jeg tro på, at vi bare skal afskaffe kapitalisme (og politibetjente) og indføre socialisme?

Troede, at historien havde bevist, at socialisme er grusomt og ikke særligt godt for menneskeheden (Se mod øst mod Gulag og glemsel og se mod anden verdenskrig og NationalSOCIALISMEN), men... jeg kan godt se, at ... nej. Det kan jeg faktisk ikke.

Det eneste, jeg kan se er, at en masse engagerede mennesker ikke stoler nok på demokrati og folkevalgtes evner til at klare et klimatopmøde og bruger deres selvretfærdige overbevisning til at lave ballade.

Men det er nok bare mig.

søndag den 13. december 2009

Stik den, kællinger

På facebook har den ene statusopdatering efter den anden snappet af mig. Jeg ved ikke, hvorfor folk har så travlt med at gøre alting superperfekt, købe alle gaverne og prale af det i fuld offentlighed, bage 100 slags kager og gå med purken til juleafslutning i børnehaven samtidig og prale af det i fuld offentlighed.
Gøre rent og prale af det.
Drikke sig seriøst i hegnet og dagen efter prale af at skulle til den næste julefrokost. Og dagen efter igen lige ordne Co2-kvoterne og verdensfreden. Og prale af det.

Altså tak, ikke? Det er da rart, at der er nogle, der kan leve op til perfekthedsmålet og klare verdensfreden og alt det der sekundære, men vi er faktisk nogen, der bliver lidt kede af at læse alt det der.

Tag nu fx mig, der sørger for at drikke mig så seriøst i hegnet, at jeg ikke har hovedpine dagen efter, men til gengæld har ofret enhver dråbe vædske, jeg måtte have i kroppen til kummen. DET er sgu at gøre tingene ordentligt. Praler jeg af det? Nooo... For jeg har jo præstationsydmyghed og må se min verdensmesterindsats blive overgået af jer, der lige tager julefrokost nr. 2 med.

Og når jeg så bliver syg og ligger helt alene og rystende af feber og bruger hele min kvote af kræfter på at lufte hunden og åbne den sidste cola, så g.i.d.e.r jeg ikke rigtigt læse om at I har nået at gøre hele Århus rent og sprittet håndtag af. Forstået?

Jeg har heldigvis fundet noget, der overgår jeres pseudo-perfektion med længder.
Jeg har nemlig fundet ud af at jeg kan se film OG læse bog i reklamepauserne.
Tadaaaaa!

Nå, så blev der nok stille, hva?

fredag den 11. december 2009

Dont fuck with me, når jeg ikke har fået sukker hele dagen

Det var for længst blevet koldt og mørkt. Jeg havde kæmpet mig i støvler og jakke, for at lufte hunden inden den begyndte at gå på loftet og sad nu i bilen på vej hjem.
Med mig havde jeg en våd hund, hovedpine, feberanfald og tanker, der for første gang i dag kredsede om mad og et enormt energiunderskud, for jeg havde ikke spist hele dagen.

I de situationer, skal alting bare være som de skal være. Og det var de naturligvis ikke.
En af min verpülte nabos mange fredagsbøns-besøgende havde parkeret sin skrammeløse i min carport. MIN carport.

Normalt havde jeg taget en dyb indånding, parkeret bilen og ringet på døren for at - naturligvis med et lille undskyldende vi-er-da-lige-gode-venner-for-det smil - bede vedkommende om at flytte sin bil, som ved et forfærdeligt uheld selv var kørt et sted hen, hvor den ikke skulle være.

Jeg parkerede lige foran snuden af møgbil og havde skumle planer om bare at blive holdende, så ejeren måtte gå den lange gang ind til mig for at bede om at få flyttet en (meget stor) bil, så han kunne komme ud.

Bilen holdt bare lidt for udsat, derude på vejen, så jeg dyttede.
Jeg så gardinerne bevæge sig. Intet skete.
Så dyttede jeg da bare igen.
Intet.
Efter at have dyttet hele kvarteret frem til gardinerne og efter sjove tilråb fra turbo-kristen-genbo (Har du fået ny bil? høhøhø..) kom bilejeren endeligt gående, roligt og langsomt, hen til mit vindue for at sige noget. Og så var det, det skete. Istedet for at komme på alt det smarte jeg kunne have sagt, lang tid efter, så sagde jeg det faktisk lige på stedet. HELT uden at smile afvæbnende.

Ser De, bilejeren har mange gange været på besøg hos nabo, så da han sagde, at han ikke vidste at 'det der var min plads og den der var nabos plads', mens han smilede flabet og flirtende, så kom det ud af min mund:

'Du er lige taget i at gøre noget, du godt ved du ikke skulle have gjort. Det gør det overhovedet ikke bedre, at du står og lyver mig lige op i ansigtet.
Din ven skulle have forhindret dig i at miste ære på den måde, men det må du lige tage med ham. Flyt så din bil'.

Jeg sværger, det føltes godt, main! Nu sidder jeg så og er bekymret for, om jeg lige har indbudt til hævn. Hm.

torsdag den 10. december 2009

Ikke syg efter klokken 14, når vandet kommer hjem.

Fantastisk, at Aarhus kommunale uværker har valgt at lukke for varmen lige på den dag, hvor jeg har måttet kaste håndklædet i ringen og melde mig syg.

Mumle. Et varmt bad kurerer ellers alt, sagde vi jo. (Altså... undskyld, Co2... for helvede. Men ...)

tirsdag den 8. december 2009

Lene in the sky

Kender du teksten til Lucy in the sky with Diamonds? Nå men, i den båd, på den flod, ved de mandarintræer og under den marmeladehimmel arbejder jeg. Min hverdag er formidabel.

Hverdagen er at overvære en ihærdig diskussion i flere akter mellem sidemand og sidemands kode. De er gift, tror jeg og diskussionen begynder altid med Nej! Hvorfor gør du nu sådan igen? og slutter med at kodens ansigt viser tænder, rækker tunge og til sidst får en over næbbet, når sidemand rejser sig surt og hente mere kaffe.

Hver dag er min fødselsdag. Når jeg ringer til et bestemt nummer, bliver jeg hilst med IIIIIIIDAAA er det Lenes fødselsdag, og det er så reglerne at jeg skal synge HURRA HURRA HURRAAAAA rigtigt højt, uanset hvor jeg er.

Til frokost er vi til 17 års drenge-fødselsdag. Der er kødkonvolutter, pølser på bordet og takfast klappen af særligt udsøgte underfundigheder. Helt ædru, that is. Det er en fest at pille et stykke broccoli ud mellem fortænderne og få øje på to meter høj topprojektleder, der sidder og er rød i hovedet af bare fnis på den anden side af taflet.

Idag var jeg på udenlandsbesøg og det var også hverdag, men bare ... anderledes. Jeg holder af, at jeg i en kiosk bliver tilbudt en 'bette puues' til min cola light og bliver tilsmilet af et halvt tandsæt og en skævthængende cecil bag et sænket ekstrablad, når jeg kommer gående med forblæste hår og min sædvanlige computertaske, hvor samtlige lynlåse er ulynede. Nå, der er besøg fra æ storby! (Nej, jeg er bare en marmeladehimmel, der driver forbi dig)
Der er fest i Lemvig af den gode slags og det ku vær' møj værre.

Hver dag er kagedag. Hver dag er der tændte lys i stager. Hver dag er der andægtig tavshed og en lovprisning af den gode kaffe og helle indtil morgenkaffen er vel tilbedt. Hver dag er der en overraskende orange bold, der piver forbi dig, når du tror at roen er stabil. Hver dag er der kontorstolsræs, krammere og krabbestafet og faktisk også kunder, der bliver ved med at ringe.

Jeg holder af hverdagen. Den får mine fridage til at virke så selvudslettende.

Rør blot ikke ved min gamle jul

Jeg synes, det er for dårligt, at der er familier, der ikke har råd til at give deres børn gaver og holde en ordentlig jul.

Først kunne jeg ikke finde ud af, hvad det var, der fik mine fingre til at stivne over tastaturet, da damen i mit fjernsyn sagde sådan, for jeg er enig i, at det er synd, at der er familier, der har så få penge at gøre med, at de ikke kan gøre lidt ekstra godt for sig selv ved en højtid, men så slog det mig:

Det er ikke en menneskeret at holde en jul, som de fleste danskere definerer som 'ordentlig'. Så hvad dælan mener hun lige med 'det er for dårligt'?

Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der ligesom mig har det mærkeligt med at se voksne mennesker gå rundt med indkøbssedler over gaver de skal købe, glohede overtræk på kontoen og derudover løber de livet af sig selv for at købe små kalendergaver til både børn og kærester, samtidig med at nellikkerne skal være på plads i appelsinerne og juletræ skal skaffes. Det kan da ikke være meningen, at det er en 'ordentlig' jul?

For mig er det jul, når jeg kan dufte and og rødkål, når jeg ser Disneys juleshow og når jeg sidder i en stopfuld kirke og hører en alt for svag prædiken.

For mig hører det desværre også julen til, at jeg har en dum, flad fornemmelse efter at gaveræset er overstået, for selvom jeg er glad for at få gaver og elsker at give gaver, så er det som om, det er den grimme bagside af glæden. Det er blevet pligt og det er alt for nærliggende at gøre gaveregnskab op.

Jeg tror, jeg vil foreslå min familie, at vi næste år giver juleand og rødkål til en familie, der ikke har råd selv, og ellers bare holder jul uden købegaver. Selvfølgelig skal ungerne i familien ikke snydes, men de opdager nok alligevel ikke, hvis de får 3 pakker færre end de plejer.

lørdag den 5. december 2009

Jeg, en spritstiv, glad grønlænder

Jeg har gjort det igen: Mistet besindelsen.

Igår var en hektisk dag og jeg fik ikke sådan rigtigt noget at spise ud over de skumnisser og clementiner, jeg fik mens der var fællesmøde på jobbet. Måske var det begejstringen over at vi får iPhone som arbejdstelefon, måske var det glæden over fantastisk sympatisk og sjov ny kollega, måske var det bare vinen. Den var ihvertfald god, i rigelige mængder og blev serveret af importøren selv.

Jeg elsker det højt, men kan simpelthen ikke tåle det.
På det tidspunkt, hvor jeg kan mærke, at det summer et sted i nærheden af min hjernebark, er det for sent. Jeg ved, at det næste der sker, er at jeg rækker begærligt og nærmest liderligt ud efter den næste flaske og får ideer om ture til Toscana, og at jeg derfra mister besindelse og hukommelse.

Jeg kan ikke huske noget. Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg ved, at jeg helst skal hjem, klare taxaturen, finde toilet og sikkerhed inden jeg helt mister bevidstheden også, for det kommer til at ske.

Så jeg blev fundet fuldt påklædt i sengen klokken 23 i aftes. Støvler, jakke und alles. Hunden havde det fint og havedøren stod pivåben (undskyld, CO2-kvote, for helvede, men en gang imellem, altså..).
Da jeg blev fundet, var det første jeg gjorde at stirre med spritblinde øjne lige ud i luften og spæne mod toilettet, hvor jeg gav mig til at fremføre mit efterhånden verdensberømte oratorie, bestående af lange piv.

Det ved jeg kun, fordi jeg har fået det genfortalt af grinende redningsmand. Personligt var jeg befriet for bevidsthed. Seriøst.

Jeg kan faktisk godt blive lidt bange, for hvad ville der ske, hvis jeg ikke nåede i sikkerhed, men blev bevidstløs på åben gade og fremførte oratorie med kantsten som støtte for panden istedet for den sædvanlige, trofaste fajance?

Måske er jeg med tiden blevet grønlandsk asiat. Eller nåsåer. Der er jo trods alt bevis for, at de ikke tåler alkohol så godt. Spørgsmålet er, hvordan jeg slipper for den hånlatter, der gør ekstra ondt, når man rystende af smerte forsøger at ligge HELT stille dagen efter.

Men... fik jeg sagt det? Jeg får en iPhone! Woooop!

torsdag den 3. december 2009

Er det dig, der er indeni Pia K?

Tænk, det spurgte han om, efter at have læst indlægget om peberspray. Det var for sjov, men altså... er man Pia K fordi man er utryg når man går gennem en forladt p-kælder, alene?
Jeg skeler lige ned og tjekker om næsen stadig er som den plejer.

Jeg ved, at visse mennesker vil have svært ved at adskille mine holdninger fra Pia K's, men det vigtigste er vel, at jeg selv er helt klar over at jeg ikke er helt enig med hende (hvis jeg var, skulle jeg begynde at skamme mig over at have en så mangelfuld politisk profil og så dårlige repræsentanter ude i kommunerne. Jeg forstår mig ikke på politik men nok på nogle samfundsmekanismer)

Jeg er ikke racist. Det er Pia K heller ikke.
Jeg er heller ikke imod at mennesker fra andre lande bosætter sig i Danmark, men jeg mener, at de skal være villige til at integrere sig og leve efter landets love.

Efter at have boet i centrum af Århus i nogle år og kun have stiftet bekendtskab med indvandrere i deres egne grøntsagsbutikker og kiosker kunne jeg virkelig ikke se problemet. Der var ingen problemer med dem og hvad skulle vi da gøre uden den søde grøntmand, der havde åbent om søndagen?

Nu bor jeg i en forstad, der er nabo til Gellerup og jeg ser tydeligt problemet med indvandrere, der kører vanvidskørsel, mænd, der spytter efter kvinder og kalder dem ludere i fuld offentlighed og mængder af kvinder i burka.
Jeg ved, hvor de to moskeer ligger, og jeg ved, at politi og redningsmandskab hellere ville lade brand være brand og overfald være overfald, hvis de ikke har massiv opbakning, fordi kvarterets lov er, at tilråb og fysiske overfald er passende indblanding i embedsmænds funktion.

Jeg er ikke enig med Dansk Folkeparti i at man skal være pivangst for at lade den danske kultur påvirke og inspirere. Jeg tror på, at vi skal værne om danske værdier og sagtens kan gøre det uden at forvise chili fra køkkenet, tyrkere fra kvarteret og rummelighed fra værdisættet.

Men jeg mener, at børn skal gå i gode skoler og møde hinandens kulturer, mens de bliver stopfodrede med god, nøje udvalgt indlæring og samfundskendskab.

Jeg mener, at det er torskedumt og rablende naivt at tro, at man kan indføre dele af en Sharia-lov og samtidig bevare demokratiets love. Det er manglende oplysning om Islam, der giver den slags vrangforestillinger.

Jeg ønsker mig stadig en peberspray, for da jeg gik der og var utryg i p-kælderen var det fordi jeg tænkte på en hoodieklædt dansk agf-fan på dope.

onsdag den 2. december 2009

Jeg ønsker mig en peberspray i julegave

Da jeg i begyndelsen af 90'erne læste på universitetet, gik jeg en del mere i byen end jeg gør nu. At tiderne dengang var meget anderledes, gik op for mig, da jeg tænkte på, hvordan jeg gik hjem gennem botanisk have og ikke var bleg for at tage en god lang lur, hvis jeg blev træt i benene og lidt for fuld, undervejs.
Midt om natten og under en hængepil.

Jeg tænkte ikke et øjeblik på overfald, voldtægt eller lignende grimme ting og jeg er sikker på, at det ikke kun var tiderne, der var anderledes: Jeg var også utroligt meget mere usårlig end jeg føler mig nu.

Nu er jeg lige kommet hjem efter at have set 'Luftkastellet, der blev sprængt' i biografen. Da jeg ankom til p-kælderen, var den sprængfyldt med biler, fordi folk har travlt med juleindkøb allerede (stræbere), men mens jeg sad og så på Lisbeth Salander og de meget realistisk skildrede farer og en lige så realistisk og u-romantisk dødelighed, kørte alle juleindkøbsbilerne ud af p-kælderen flere etager under mit røde biografsæde.

Der var tomt og øde, da jeg i høje hæle skulle igennem flere kilometer tom, rungende beton-kælder, hvor der kunne stå mennesker med onde hensigter bag ethvert af de mange hjørner.

Jeg ved godt, at meget af den frygt, jeg følte, skyldes at medierne har fokus på ulykke og f0rråelse, men jeg er også meget klar over, at jeg ikke længere er i træning som taekwon-do-ninja og er bevidst om min egen svaghed.

Jeg er også klar over, at en peberspray kan bruges mod mig selv og at den er forbudt i Danmark, hvis man ikke er politimand i tjeneste, men jeg ønsker mig alligevel en.

tirsdag den 1. december 2009

Don't call me Baby

Nej, jeg er ikke spor tålmodig eller sød. Forstå det nu, at jeg er en fierce dræber-chick, der siger fra og har hugtænder.
Kan ikke forstå at det skal være så svært at fatte, at jeg ikke er en af de søde piger, der lægger sig ned og blotter struben, bare du beder mig venligt om at arrangere din julefrokost eller lige lave dit firmas website. Gratis. Ikke med mindre du er Edward, den udødelige vampyr, that is.

I øvrigt kan jeg heller ikke forstå, at jeg får bemærkninger om, at min sangstemme er fin og eventyragtig, når verden er tiltet 15% og det føles som om jeg har pladevat under øjenlågene og bor i et guldfiske-akvarium. Manglende nattesøvn og triple espresso giver rock-chicks som mig rå stemmer og ikke eventyrstemmer.

Derudover kan du godt tage at hoste op med noget nattesøvn. Eller bare 3 uger i et refugium i Italien med fuld løn. Eller bare nogle drugs.

Den næste, der synes jeg er nuttet og tålmodig får... øh... chokolade? Argh, pis. Jeg arbejder videre på de hugtænder.