tirsdag den 8. december 2009

Lene in the sky

Kender du teksten til Lucy in the sky with Diamonds? Nå men, i den båd, på den flod, ved de mandarintræer og under den marmeladehimmel arbejder jeg. Min hverdag er formidabel.

Hverdagen er at overvære en ihærdig diskussion i flere akter mellem sidemand og sidemands kode. De er gift, tror jeg og diskussionen begynder altid med Nej! Hvorfor gør du nu sådan igen? og slutter med at kodens ansigt viser tænder, rækker tunge og til sidst får en over næbbet, når sidemand rejser sig surt og hente mere kaffe.

Hver dag er min fødselsdag. Når jeg ringer til et bestemt nummer, bliver jeg hilst med IIIIIIIDAAA er det Lenes fødselsdag, og det er så reglerne at jeg skal synge HURRA HURRA HURRAAAAA rigtigt højt, uanset hvor jeg er.

Til frokost er vi til 17 års drenge-fødselsdag. Der er kødkonvolutter, pølser på bordet og takfast klappen af særligt udsøgte underfundigheder. Helt ædru, that is. Det er en fest at pille et stykke broccoli ud mellem fortænderne og få øje på to meter høj topprojektleder, der sidder og er rød i hovedet af bare fnis på den anden side af taflet.

Idag var jeg på udenlandsbesøg og det var også hverdag, men bare ... anderledes. Jeg holder af, at jeg i en kiosk bliver tilbudt en 'bette puues' til min cola light og bliver tilsmilet af et halvt tandsæt og en skævthængende cecil bag et sænket ekstrablad, når jeg kommer gående med forblæste hår og min sædvanlige computertaske, hvor samtlige lynlåse er ulynede. Nå, der er besøg fra æ storby! (Nej, jeg er bare en marmeladehimmel, der driver forbi dig)
Der er fest i Lemvig af den gode slags og det ku vær' møj værre.

Hver dag er kagedag. Hver dag er der tændte lys i stager. Hver dag er der andægtig tavshed og en lovprisning af den gode kaffe og helle indtil morgenkaffen er vel tilbedt. Hver dag er der en overraskende orange bold, der piver forbi dig, når du tror at roen er stabil. Hver dag er der kontorstolsræs, krammere og krabbestafet og faktisk også kunder, der bliver ved med at ringe.

Jeg holder af hverdagen. Den får mine fridage til at virke så selvudslettende.

5 kommentarer:

lille t sagde ...

Nogen gange kan man godt undre sig lidt over dét med kunderne, ik - at de faktisk bliver ved med at ringe, i den tro at de kontakter et seriøst og professionelt firma... De sku bare vide :oD

Lene sagde ...

Vi er hamrende professionelle. Hold da op, hvor kan vi hurtigt gemme boldene bag ryggen og spytte den mandarin ud vi har prøvet at have hel i munden. Når kunder ringer eller møder op er vi top-pro's til fingerspidserne. Vi leverer også varen :)
Faktisk kan her godt være meget stille. Så længe det varer.

Uden Relevans sagde ...

Tillykke med dagen!

Munkholm sagde ...

I'm gonna miss you! :-)

Lene sagde ...

@Uden Relevans: Tak :)
@Munkholm: I lige måde. Det bliver mærkeligt, når du ikke kommer fræsende, men måske kan vi holde kontakten, selvom vi bliver konkurrenter? Du vil nu altid være min racerkollega :)