tirsdag den 8. december 2009

Rør blot ikke ved min gamle jul

Jeg synes, det er for dårligt, at der er familier, der ikke har råd til at give deres børn gaver og holde en ordentlig jul.

Først kunne jeg ikke finde ud af, hvad det var, der fik mine fingre til at stivne over tastaturet, da damen i mit fjernsyn sagde sådan, for jeg er enig i, at det er synd, at der er familier, der har så få penge at gøre med, at de ikke kan gøre lidt ekstra godt for sig selv ved en højtid, men så slog det mig:

Det er ikke en menneskeret at holde en jul, som de fleste danskere definerer som 'ordentlig'. Så hvad dælan mener hun lige med 'det er for dårligt'?

Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der ligesom mig har det mærkeligt med at se voksne mennesker gå rundt med indkøbssedler over gaver de skal købe, glohede overtræk på kontoen og derudover løber de livet af sig selv for at købe små kalendergaver til både børn og kærester, samtidig med at nellikkerne skal være på plads i appelsinerne og juletræ skal skaffes. Det kan da ikke være meningen, at det er en 'ordentlig' jul?

For mig er det jul, når jeg kan dufte and og rødkål, når jeg ser Disneys juleshow og når jeg sidder i en stopfuld kirke og hører en alt for svag prædiken.

For mig hører det desværre også julen til, at jeg har en dum, flad fornemmelse efter at gaveræset er overstået, for selvom jeg er glad for at få gaver og elsker at give gaver, så er det som om, det er den grimme bagside af glæden. Det er blevet pligt og det er alt for nærliggende at gøre gaveregnskab op.

Jeg tror, jeg vil foreslå min familie, at vi næste år giver juleand og rødkål til en familie, der ikke har råd selv, og ellers bare holder jul uden købegaver. Selvfølgelig skal ungerne i familien ikke snydes, men de opdager nok alligevel ikke, hvis de får 3 pakker færre end de plejer.

2 kommentarer:

Munkholm sagde ...

Den er jeg med på!!! Oveni anden, så finder jeg også en Porsche frem så børnene kan få en tur.... :-)

Annette i Barcelona sagde ...

...Jeg var begyndt at tro at jeg var den eneste i hele verden der havde det på den måde. Jeg kunne ikke være mere enig.

Jeg kan skam også godt lide af få gaver, men vil komme fint igennem julen hvis ikke det sker... dog er jeg stået at prisniveauet der ligger for i min familie... det vil jeg ikke være med til da jeg jo også gerne vil leve i januar, februar og marts... og nyde det.

Glædelig jul til dig ;-)