søndag den 31. maj 2009

Lykken er et lille glas med en larve og tre græsstrå

Hun var hyper. GIK på bordet, slog sine brødre og råbte med en stemme, der kunne skære i glas. McDonalds har papkrus af samme årsag, der er simpelthen for mange overspændte unger, det sted og jeg gentog for mig selv igen: 
Jeg. skal. ikke. have. børn. hvis. det. skal. være. på. den. måde. 
Kan man ikke bestille en bestemt slags intelligente børn, så man ikke får helligdags-hysteri-modellen?

Det havde været en fantastisk dag med solskin og strand. Intet kunne være bedre - det skulle da lige være et kagebord med 40 forskellige slags kage. Det var der så også. 

Det, der gjorde dagen ekstraordinært fantastisk var ikke noget så forventeligt, men to børn.

Kærestens nevø og niece, der gav mig lov til at være tante Lene på den sjove måde. Jeg vidste slet ikke, hvor meget jeg har savnet at kunne sidde og sammenligne farven på tungen når man har spist marcipan med frugtfarve og skyllet efter med sodavand. Og at grine højt, når moderen siger: 'Nu skal du ikke spise så meget kage at du får ondt i maven' og purken så svarer 'Det har jeg allerede, det er ligemeget nu'. Thats my boy. 

Skovtur blev endnu bedre end normalt, når troldene får lov til at gemme sig bag træerne og springe frem mens ungerne skriger af panik-fryd. Og strandtur...  Selvom man ikke har badetøj med, kan man sagtens ligge og plaske rundt i søer af saltvand i timevis og ikke tænke på noget som helst andet end den søstjerne, man lige har fanget med tæerne.  

Nu sidder tante Lene her og synes at lige præcis de børn er dejlige. Og jeg er træt som det ellers kun er forbeholdt børn, der har levet af kage og McD en hel dag. 
Jeg vil bæres i seng. 

torsdag den 28. maj 2009

Hvad er det, han vil ha tilbage?

Morten Messerschmidt skoledrengekræver fra store plakater at nogen skal give Dansk Folkeparti Danmark tilbage. Jeg har været helt henne ved plakaterne, for at se om han har været en dygtig klisterdreng og skrevet en varedeklaration under det der Danmark han kræver. Men ikke engang med de mindste bogstaver står der, hvad det er for værdier, han ønsker tilbage. Og der står heller ikke noget om, hvem der har taget dem.

Jeg gætter på, at det er endnu en heilende hånd fra Unge Messerschmidt.

Inden nogen nu får den tanke at jeg er pro-dialog og pro-moske i Gellerup, så lad mig lige rette den fejltagelse: Jeg er langt hen ad vejen enig med pastor Krarup og Langdahl som tidehvervsrepræsentanter. Jeg er ikke helt enig i det hensigtsmæssige i deres måde at fremstille deres synspunkter på og jeg er ikke tilhænger af, at religion og politik blandes sammen.

Jeg er ikke for at man går på kompromis med sine værdier og ofrer alt i integrationens hellige navn, for det er ikke integration. Jeg er ikke for blødsøden pladderhumanisme, men for at man kender sin egen kultur så godt, at man kender dens grænser og dermed kan møde andre kulturer med sikker grund under fødderne og åbent sind.

Jeg mener ikke, at noget for noget er løsningen, når man vil fremme integrationen af muslimske familier, for de ved ikke at 'at vende den anden kind til' er en opfordring til at mødes på halvvejen. Hvor skulle de vide det fra, hvis der ikke er nogen, der har introduceret dem til et samfund, der har sine egne regler men er baseret på kristendommen?

Når det så er sagt, mangler jeg stadig at høre, hvad det er Morten Messerschmidt vil ha tilbage.

Hvad er de danske værdier ifølge ham? En læderstue med hjort i skovbrynet og småkager? Er det Danmark, som det så ud for 40 år siden, hvor det vildeste og frækkeste var en bakkesangerinde?

Værdier, der er grobund for en politik, der er baseret på frygt for det nye og ukendte og som kategorisk er imod alt, der ikke kan serveres i et kolonihavehus sammen med dåsemajs og frikadeller?

Gud bedre, at 'Giv os Danmark tilbage' er et billigt rip-off fra Natasja, fordi ikke engang Dansk Folkeparti kan definere de danske værdier og derfor ikke kan argumentere for dem.

onsdag den 27. maj 2009

Ugens mest bemærkelsesværdige mænd

Der var to mænd, der var særligt iøjnefaldende, da jeg havde fuldt overblik fra baren.  Jeg har ikke regnet Simon Kvamm med, for ham lægger man vel altid mærke til, selvom han prøver at gemme sig bag store solbriller i gråvejr. 

Den ene var ham, der til daglig giver hele verden et ordentligt fur, når han står oppe i Bruunsgade og skælder os alle sammen ud af karsken bælg. 
I torsdags var festivalpladsen åben for alle - selv dronningen - og der stod Vred Dranker midt i det hele og var.... glad. 

Han ryddede pladsen omkring sig i en radius af 5 meter, for han var stadig både højlydt og stærkt svajende. Men han var glad, som han stod der og drejede rundt om sig selv. Jeg blev ikke mindre bange for ham af den grund. Lidt ligesom ham frugtsælgeren på gågaden, som jeg også er en lillebitte smule angst for. 

Den anden var ham, der fredag aften lavede en scene. Han havde talt meget med Tyk, Usikker og Skrap bartender og fortalt hende gentagne gange, at hun var et godt menneske. Han insisterede. 
På et tidspunkt krævede han også at få et knus af TUS-bartender for lige at forsikre hende om at han ikke var ude på ballade, for sådan var han ikke. Hun skulle ihvertfald overbevises om, at han også var et godt menneske. 

Han var iført jakkesæt og rød skjorte og sort pophår med semihanekam og de der direktørbriller i metal med farvet inderside. Straks jeg så ham, kom jeg til at tænke på en alternativ businessmand, jeg engang talte med i fitnesscentret - Alt for alternativ, alt for klæbende og med tudsefingre.  Vi minder om at alt for alternative mænd er træls. *

Jeg tog ikke fejl. Lørdag aften var det nemlig mig, han udnævnte til at være et godt menneske. Det er jeg også. 
Men jeg er ikke så dum at jeg belønner alternativ fuldeadfærd. 

Han begyndte at rose mit ur. Udelukkende fordi jeg skulle bemærke hans. 
Så kaldte han mig et godt menneske. Og han blev ved, da han fandt ud af at jeg ikke købte hans coaching-snak. 'Det kan man bare mærke', påstod han. Igen. 

Tak tak... (og jeg arbejdede videre)... og så sagde han at jeg ikke skulle lægge så meget i, hvad der stod på det visitkort han rakte hen mod mig ved at hænge ind over baren. Det var bare en titel. 
Uheldigvis kom jeg til at glemme at lukke munden, da jeg tænkte, at en managing director vel ikke var så dum at tro, at nogen med bare en nogenlunde IQ ville hoppe på den. Hvorfor gøre opmærksom på noget, som jeg ikke skal lægge mærke til. 
Jeg opdagede, at jeg tænkte højt inden mit venstre øjenbryn nåede min hårgrænse. 

Jeg siger det igen:
Lidt for coachingagtige, bløde, følsomme mænd, der kan finde på at udnævne en bartender til at være Det Gode Menneske er træls.  Ham her var tæt på at få min krydsallergi til at bryde ud, da han forsikrede mig om, at han virkelig mente det. Og afsluttede med et 'tak for dig'.  
Det havde hende den hennafarvede, der lignede Sussi (og Leo), også sagt dagen før.

Hvornår er man begyndt at sige det i ramme alvor? 

*sproghjørnet gør opmærksom på, at vi ikke  bruger flertalsendelser på eller kønsbestemmer 'træls'. En og anden ville måske sætte et -e på, men det må en og anden selv levere. 

lørdag den 23. maj 2009

Socialist?

Der stod hun så igen, den frivillige fra helvede.
Samme gamacher, samme attitute.

Sidste år kunne hun og en medsammensvoren sætte sig ned i baren og spise bagels mens en kødrand af tørstige kunder kunne følge med i spiseriet mens de ventede utålmodigt på at blive betjent af de andre bartendere, der spænede rundt mellem ølhaner, kunder og kasseapparet.
Jamen, vi er frivillige, lød det nede fra flødeost med laks. Som om det nogensinde har været en plausibel forklaring på, hvorfor det skal tage så lang tid at spise en normalstørrelse bagel mens der er allermest travlt. Og ryge bagefter.

Lad os bare sige, at der ikke er meget, der er anderledes i år. Man lagde ud med at gøre en halv times pause til en time og 20, uagtet at der stod andre frivillige og pissefrøs mens de tænkte på den gratis frokost, de så ikke fik. I slutningen af pausen lod det sig ikke fornægte, at vi har at gøre med en imponerende indsigt, da gamache med flødeost udtalte, at hun var i en livskrise, fordi hun ikke rigtigt kunne finde ud af, om hun skulle være punker eller socialist. Eller emo.

Efter at have været ude at ryge 3 gange i timen derefter, burde de andre frivilliges blikke have fortalt hende, at hun nok ikke var sådan en, der tog enormt meget ansvar for fællesskabet, lissom.

Egentlig kunne jeg være ligeglad, for jeg er sådan en der får løn, for at arbejde i baren. Men lige præcis igår var det mig, der havde walkie og ansvar for kundeservicen, så jeg var ikke ligeglad. Lige da jeg begyndte at blive overbevist om, at der stadig er håb for hendes generation, kom hun tilbage fra 15 minutters rygepause med lidende øjne - og en fransk hotdog gemt bag ryggen - og sagde at hun altzå tog zådan noget mediziin som hun helst skulle ha på samme tidzpunkt hver dag og helst sammen med mad, så om hun ikke kunne få pause inden 20.15, for hun plejede at tage mediziiiin omkring klokken 20 hver dag.
Klokken var 19.55 og hendes frivillige, ikkerygende kolleger stod og var sultne mens de pissefrøs.

torsdag den 21. maj 2009

Bring it ON!

Torsdag, fredag og lørdag er der SPOT-festival i byen og jeg skal være med igen.

De første par år turede jeg rundt sammen med min gode ven Mads og havde det sjovt med at få ham til at simultan-oversætte, hvilke akkorder og toner, Rasmus Nøhr sang og diskutere musikere og musik. 
De senere år har jeg været bartender sammen med Linda og har haft en professionel undring over alle de spændende typer, vi mødte både på vores side af baren og på den anden, mens vi solgte store kolde fadøl.  

Der var dengang, jeg kom til at spørge en stærkt tatoveret og meget piercet ung musiker fra et af de upcoming bands med succes, om tiden ikke var løbet fra at være med i et boyband. Vi blev (heldigvis, for hans venner var mindst lige så tatoverede og meget større) ret gode venner. 

Og så var der sidste års medbartender, som vi var ved at kvæle på skift. Hun havde store hvide baller, som skinnede igennem gamacher, der kæmpede febrilsk for ikke at sprække. Og så var hun doven, socialist og temmeligt dum. Jeg mener, at der er en regel om, at en bartender skal vide, at målebægeret bestemt ikke måler deciliter? 

I år skal jeg selv afsted. Helt på egen hånd. Med alt for lidt nattesøvn på 3. uge har jeg en imponerende tiltrækningskraft på mennesker, der er ... anderledes, så jeg glæder mig. 

søndag den 17. maj 2009

Pissehellig

For nylig kastede jeg op, mens jeg kørte bil. 
Jeg hostede så hårdt, at kvælningsfornemmelserne fik min mave til at beslutte sig for at rydde luftvejene, så der sad jeg så på Silkeborgvej og lignede en, der havde tisset i bukserne. Det havde jeg ikke - det var opkast. Jeg synes ikke rigtigt jeg havde lyst til at forklare, hvad det var, da jeg steg ud af Swiften, alligevel. 

Nyttige oplysninger, som kunne bruges, da jeg sad til en fest og byttede historier. Vi siger tak til hende, der fortalte den første historie i en række af 'dengangjegskulletissesåmegetogikkekunnenåhjem' og dermed få os alle sammen til at grine lettede over, at vi ikke er alene om at have skyllet bukser under vandhanen i badeværelset. 

Og til ham, der i detaljer fik fortalt, hvad alle landmænd er kommet til at fylde støvlen med, da de slap det, der skulle have været en prut, mens de squattede ved siden af en ko. (Hvis der er nogen derude, der er på farmerdating, så brug gerne den vinkel som indgangsreplik)

Tena ville have klappet i deres markedsføringshænder, da en af fitnesspigerne skraldgrinede og råbte at hun kom til at tisse lidt i bukserne  - Hvorefter den yngste deltager sagde, at hun altså lavede knibeøvelser to gange om dagen... 
partypoop.

lørdag den 16. maj 2009

Pjerrot, Pjerrot, hold nu kæft!

Tivoli Friheden er et sølle sted, sådan en regnvåd og pingvin-kold eftermiddag, når man står og ser på andevæddeløb. Den ene tykke Århusianer efter den anden dapper rundt i crox og åben mund med blå læber og regnslag. 

Pjerrot skulle kommentere årets Rap om Kap, som er et lotteri med plastikænder og det eneste Frihedens Pjerrot kommenterede var sig selv.

Jeg sværger, at han sagde 'Nej, det sagde du ikke, Pjerrot' 15 gange i løbet af en halv time. Det er noget med, at børn elsker gentagelser, så han er sikkert en glimrende Pjerrot for dem, men for mig så han ud til at være valgt ud, fordi han var den af de afdankede skuespillere, der var mindst fordrukken. 
Bitter-pjerrot småbitchede over, at der ikke var nogen af præmievinderne, der var dukket op, bare fordi det regnede og der var 1 grad koldt, derude blandt lukkede forlystelser og Århusgardens blåfrosne knæ. Han skulle bare hurtigst muligt hjem til kirsebærvinen. (Nej, det sagde du bare ikke, Pjerrot).  

Vi var helt enige om, at vi for enhver pris ikke skulle op på scenen ved siden af Pjerrot. Ikke engang hvis vi vandt hovedpræmien. Det skulle da lige være for at bede ham flette næbbet med en velanbragt plastikand, indtil han havde lært, at det ikke hedder skællerose, men sklerose. 
Klovn.

OK, jeg er lidt bange for klovne. Det kan ikke være meningen, at man skal krumme tæer på den ærgelige måde hver gang man møder en af den slags onde gøglere.  

onsdag den 13. maj 2009

Den tænker jeg lige over

Jeg har fået en del respons på mit seneste indlæg her i bestyrelseslokalet og det er jeg mere glad for end i aner, for nu ved jeg, at der er nogen, der læser med. Tak, alle 3...

Jeg er jo en sucker for positive tilbagemeldinger, så jeg har haft det noget ambivalent med, at der også var et par gode velmente råd om ikke at skrive den slags på bloggen iblandt dem, der gav respons.
Kort fortalt gik kritikken på, at det var en svær situation at kende mig udenfor bloggen og så læse et indlæg, hvor det er svært at tolke om jeg er gravid eller bare er syg (og ikke kende svaret på forhånd) og en anden kritik gik på at det var svært at finde ud af om jeg i virkeligheden var gravid eller bare tænkte højt over livet og graviditetsprojekter i det hele taget - sådan groft opridset.

Som en god veninde opsummerede, så er problemet nok nærmere, at man her på bloggen ikke er vant til at jeg er så personlig, så når jeg skriver den slags virker det stå stærkt, at jeg ligesågodt kunne have født.

Well... Jeg har to muligheder, nej tre:
1: Holde op med at skrive om mig selv og de underlige diskussioner, der kan forekomme i mit bestyrelseslokale
2: Huske at underrette alle mine bekendte, venner og hele familien om hver eneste lille hjernepirouette og derefter skrive på bloggen i et klart og tydeligt sprog, der ikke efterlader nogen form for tvivl. Det kunne nok være sundt at øve lidt systematisk åbenhed.
3: Levere billederne fra bestyrelseslokalet når de er der.

Jeg vil nok vælge at levere en blanding af alle tre. Jeg har et par forbilleder, når det kommer til bloggerier og alle har tydeligvis gjort sig tanker om graden af personligt indhold.
Jeg tænker lidt over det.

torsdag den 7. maj 2009

God shuffled his feet

Forleden aften sad jeg oppe ved en veninde og drak kaffe mens vi tjekkede op på hele omgangskredsen og hun ammede sit andet drengebarn. Hende og manden var klar til at få børn, da de fik den første for 3 år siden og de er helt perfekte forældre, der husker at være mennesker og kærester samtidigt. 

Mange af mine kolleger har børn. Mange i omgangskredsen har ønsket om at få børn en dag, nogle endda så stærkt et ønske, at de i årevis har kæmpet med hormonbehandlinger og opslidende venteperioder. 

Jeg går her og er underligt tilpas. for mens alle andre lægger børneplaner, så er det nu anden måned i træk at jeg - der ikke har lagt nogen som helst planer i den retning - har næseblod istedet for den normale månedlige blødningsrutine.  Og så er det, at jeg tænker lidt over om der sidder en karmarevisor, en skæbneminister og en alvidende Gud et sted og bytter rundt på nogle spillekort, mens de ryger cigarer og laver væddemål. 
 

onsdag den 6. maj 2009

Åh, AV

Der findes mindst to sandheder i verden: Ens forældre har aldrig haft sex og kvinder sprækker ikke, når de føder.

En gang imellem mener TV eller en nybagt mor alligevel, at de skal fortælle om, hvordan alt sprækker, fra hul til hul, og i de øjeblikke er jeg er helt på linie med, hvordan mænd har det, når de hører om nogen, der er blevet losset i løgene med en fodboldstøvle.

Godt, det bare er skrøner. Grufulde løgne.

mandag den 4. maj 2009

Hvor melder man sig ud af samfundet?

Jeg er sur idag. Så er det sagt.
Jeg er gal i skralden over ethvert tegn på mangel på omtanke, uanset om det er veninder, familie eller kolleger, der er tankeløse. Irriteret over, at jeg ikke kan høre noget i større forsamlinger, træt af morgen-rutiner og jeg er ret nedtrykt over udsigten til, at det er sådan det bliver ved med at være til jeg udånder og at jeg højst sandsynligt bliver ved med at være bagud med arbejdet lige så længe.

Min krop er forvandlet til at ligne My little Pony igen og jeg har pollenallergi, så det river. Ergo bor Mike Tramp inde i mit spejl for tiden.

Jeg er også så irriteret over de kvinder, der undskylder alt fra gnavenhed til mord med PMS. Det synes jeg er for letkøbt, men dog ikke helt så raserifremkaldende som mænd, der trækker overbærende på skulderen og nedladende siger 'nå nå... det er nok den tid på måneden'. På den anden side... det kunne jo være, at man helt skulle lade være med at forsøge at være omgængelig idag og bare hvæse 'PMS!' til alle der formaster sig til at nærme sig. Det skulle efter sigende virke bedre end peberspray. Ihvertfald er det hurtigere og lettere med sådan en forkortelse end det ville være at fortælle om alt det, der i virkeligheden plager.

Gad vist om man kan skræmme nogen til at aflevere deres million-lotto-gevinst på den måde? Det kunne på mange måder være bekvemt at lide bare lidt af PMS. Ligesom fibromyalgi og whiplash og andre anerkendte, veldiagnosticerede sygdomme.
Jeg må vel nøjes med at sidde her i mine høretelefoner så længe.

fredag den 1. maj 2009

One of those days

Nogle morgener skal man blive under dynen, melde sig ud af samfundet og lade som om ingen opdager, at man er væk. Nogle dage skal bare tage at klare sig selv og være funklende overstået, når man kigger ud i virkeligheden igen.

Og så er der dage, som gerne må få en lillesøster eller blive sat på repeat. Min fødselsdag i tirsdags, fx, for jeg elsker at vågne til langsom morgen, god kaffe og gaver og jeg kan så godt lide at tulle en tirsdagstur og spise italiensk.

Idag er en blandingsdag, kan jeg mærke. Jeg har ikke fornemmelsen af at noget går galt idag (som jeg har haft et par gange inden for den sidste måned og hvor det begge gange ER gået galt, bare jeg nu ikke er ved at blive alternativt begavet), men man behøver ikke være kyndig ud i klarsyn for at gennemskue at idag bliver en lang spurt med indlagt balancekunst: Jeg er triple-booket og jeg regner med at være i spurt hele dagen og lande med et spring på gourmetrestauranten, hvor jeg har inviteret mine forældre ud for at sige tak for al den hundepasning.

Der er ikke noget som at give gaver, som man selv får glæde af ...

Problemet med blandingsdage er, at man risikerer at falde i søvn med hovedet i bordet. Mind mig om at huske at flytte gaflen behørigt ud til siden.