Pjerrot, Pjerrot, hold nu kæft!

Tivoli Friheden er et sølle sted, sådan en regnvåd og pingvin-kold eftermiddag, når man står og ser på andevæddeløb. Den ene tykke Århusianer efter den anden dapper rundt i crox og åben mund med blå læber og regnslag. 

Pjerrot skulle kommentere årets Rap om Kap, som er et lotteri med plastikænder og det eneste Frihedens Pjerrot kommenterede var sig selv.

Jeg sværger, at han sagde 'Nej, det sagde du ikke, Pjerrot' 15 gange i løbet af en halv time. Det er noget med, at børn elsker gentagelser, så han er sikkert en glimrende Pjerrot for dem, men for mig så han ud til at være valgt ud, fordi han var den af de afdankede skuespillere, der var mindst fordrukken. 

Bitter-pjerrot småbitchede over, at der ikke var nogen af præmievinderne, der var dukket op, bare fordi det regnede og der var 1 grad koldt, derude blandt lukkede forlystelser og Århusgardens blåfrosne knæ. Han skulle bare hurtigst muligt hjem til kirsebærvinen. (Nej, det sagde du bare ikke, Pjerrot).  

Vi var helt enige om, at vi for enhver pris ikke skulle op på scenen ved siden af Pjerrot. Ikke engang hvis vi vandt hovedpræmien. Det skulle da lige være for at bede ham flette næbbet med en velanbragt plastikand, indtil han havde lært, at det ikke hedder skællerose, men sklerose. 

Klovn.

OK, jeg er lidt bange for klovne. Det kan ikke være meningen, at man skal krumme tæer på den ærgelige måde hver gang man møder en af den slags onde gøglere.